onsdag den 30. september 2015

Månedlig opsummering: Surrealistiske september

September var: En sanseeksplosion, en milion voksenbeslutninger og fyldt med drømme, der blev til virkelighed. September var en, næsten spontan, flytning fra én lejlighed til en anden; pakkede papkasser og mindefund i kælderens støvede gemmer. September var at træde ind over dørtærsklen til et nyt hjem og et nyt liv, for alting forandrede sig så svimlende hurtigt.
September var et tilbud om drømmejobbet, som jeg sagde ja til uden tøven. September var underskrifter på kontrakter – både en lejekontrakt og en ansættelseskontrakt, og når september i morgen er slut, begynder jeg som community manager hos forlaget Lindhardt og Ringhof. 
September var også en længe ventet befrielse. Et enkelt tal i et skolesystem og en sidste karakter. I sidste uge opdagede jeg, at min skoletid var slut, og jeg kunne pludselig kalde mig for cand.mag. i Litteraturvidenskab. Jeg opdagede det, da jeg var alene hjemme i en ny, tom stue, og jeg kunne slet ikke komme i kontakt med nogen over telefonen. I stedet sad jeg i 20 minutter og stirrede blankt ud i luften; lammet af glæde og af chok. Afslutningen på et helt livs skolegang er et mærkværdigt fænomen.
Men september bragte mig også et kryds på min bucket-liste og en inderlig teenagedrøm. Jeg tog en søndagstur til Hamburg med to søde veninder for at tage til Lifehouse-koncert. Lifehouse har været mit yndlingsband, siden jeg var 13 år gammel, og intet kan sammenlignes med at høre sine yndlingssange live. Jeg sang med på "Flight" med tårer i øjnene.
Desuden bød september også på familiehygge, gensyn med længe savnede veninder, et fænomenalt bogbloggertræf, en biograftur og en masse IKEA-ture. Jeg har drukket hvidvin med mine veninder, samlet møbler med min søster, pakket bøger ned og stillet bøger op, og Nico og jeg har brugt lang tid på at bygge skrøbelige luftkasteller og udveksle fremtidsdrømme. Vi har hvisket til langt ud på natten og er faldet i søvn med smil på læberne.
September 2015 er en af de måneder, jeg vil huske resten af mit liv. Selvom nedenstående månedsvideo er uretfærdigt kort, og selvom mit fotoalbum er lammende tomt, har jeg skabt minder for livet. Det føles som om, hver eneste dag har været en milepæl. Som om mine inderste ønsker dagligt er gået i opfyldelse. Som om alting er faldet på plads helt uafhængigt af hinanden og alligevel danner et perfekt puslespil sammen til sidst. Det har været surrealistisk. Surrealistisk smukt.
I september læste jeg: 8 bøger. Og hver eneste var fantastisk.
I september købte jeg: 5 bøger. 
Septembers store læseoplevelse: Det er svært for mig at udpege en specifik bog, når alle jeg har læst har været noget helt særligt. Jeg genfandt en smule ro, da jeg genlæste en barndomsfavorit midt i al hverdagstumulten. L. M. Montgomerys Emily-bøger er mine hjertefavoritter, og når hele verden snurrer, holder de mig fast. Men Nikolai Leskovs fortællinger var også så atmosfæriske; Zafóns gyser var stemningsfuld; gensynet med Astrid Lindgren var tiltrængt, og fortællingen om Peter Pan var vidunderligt melankolsk. 
Septembers mest skuffende læseoplevelse; Den eneste bog jeg har læst i september, som ikke er med på ovenstående billede er "The Year of Shadows" af Claire Legrand, og det er også månedens mest intetsigende bog. Den var ikke dårlig – den blegner bare ved siden af Legrands tidligere roman.
Septembers mest mindeværdige ord: Jeg citerer "Peter Pan", fordi den er så evigt sigende – og fordi den passer så fint på en følelse, jeg har slæbt rundt på hele måneden: The moment you doubt whether you can fly, you cease for ever to be able to do it.” 
  På oktobers læse-liste står der: Jeg har mange planer for oktober, men jeg har også forsvindende lidt tid. Jeg drømmer om at læse "Den uendelige historie" af Michael Ende, "The Remains of the Day" af Kazou Ishiguro og flere af Neil Gaimans Sandman-tegneserier. Samtidig drømmer jeg om at genlæse. Jeg vil gerne drage til Narnia, til hundredemeterskoven og måske også til Eventyrland lige om lidt – og jeg drømmer også om at finde tiden til at genlæse både Austen og Brontë. Sidstnævnte passer så perfekt til årstiden.

Hvad med jer? Hvad fik I læst og oplevet i september? Og hvad står på jeres læse-liste for oktober?

19 kommentarer:

  1. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Jeg har haft et par skønne arbejdsuger.

      Og hvor herligt med genlæsning af Austen og en smule Gaiman. Det lyder bestemt som skøn efterårslæsning. Og åh – sikke fine mirakelkøb, du har gjort dig. De udgaver af 'Peter Pan' og 'A Traveller in Time' er jeg selv så glade for!

      Slet
  2. Kæmpe, stort tillykke med endt uddannelse og med det nye kob. Hvor er det flot og stærkt gået! Seje dig!

    SvarSlet
  3. Hov. Jeg måtte af en eller anden grund ikke skrive mere. Ville blot sige, at det lyder som et virkelig godt job for dig, hvor du får kombineret dine to fag fra uni på fin vis. Og hvor er det spændende med flytning. Bliver I i Odense? Jeg ved ikke, hvor LIndhardt og Ringhof har kontor, så skal du flytte efter jobbet!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, søde, søde Michelle! Jeg er simpelthen også så glad for det hele. Og det er så lækkert at kunne udnytte sin faglighed. Det er jo enhver dimittends ønskedrøm.

      Umiddelbart bliver jeg i Odense, selvom kontoret ligger i København. For nu. Jobbet er en projektansættelse, og i mellemtiden er vi flyttet tæt på banegården, så mit pendlerliv er så lempeligt som overhovedet muligt :')

      Og ja – det er så vildt og svimlende med afslutning af uddannelse og start i voksenliv. Men jeg har også trængt til det, kan jeg mærke.

      Slet
  4. Og ja, undskyld de mange stavefejl, men jeg skriver fra min iPad, og den tillader mig ikke at rette. Endnu engang stort tillykke! Din september minder om min lige da jeg blev færdig med min uddannelse. Jeg kan nikke genkendende til den svimlende følelse,

    SvarSlet
  5. Your post, even in Google translation, is full of strength, excitement and glimmer of fulfilled dreams. I wish you all the best in your dream job and I hope that in a new house you will find nice place and space for your expansive collection of beautiful books. I am looking forward to your next bookshelf blog updates :) Arranging books into bookshelves is one of my favourite though occasional activities. I'd like to write a bit more to share your contagious excitement but I have to go into packing for four days in Rome I am also excited about. So now, at least, we can both share our excitements :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Thank you so much! This month has been so incredible and, most of all, completely surreal. I'm lost for words that can describe this constant feeling of wonder.

      And yes, I adore arranging my books – and now I've got actual space for all of them. Such a small, and yet wonderful, luxury.

      And I hope you'll enjoy your trip to Rome! It sounds amazing.

      Slet
  6. Kæmpe stort TILLYKKE med både at være færdig på din uddannelse og med jobbet, Rikke! Hvor er det bare vidt at kunne følge med i. Jeg får selv gåsehud og tårer i øjnene over hvor dejligt du virker til at have det for tiden :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kæmpe mange tak! Jeg er simpelthen også så, så, så glad helt ind til knoglerne. Det er en skøn tid.

      Slet
  7. Det er så smukt et indlæg Rikke - det har så sandelig været en magisk september for dig! Jeg glæder mig selv til en måned med store ændringer: Flytning, eksamen, start på bachelor og readathon. Læsning bliver en mangelvare - og dog!
    Spændende bliver det i hvert fald!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Det er virkelig været den skønneste måned nogensinde. Og jeg er så taknemmelig. Og det bliver spændende med BA – jeg nød virkelig at skrive min. Omfanget er lige tilpas ift. fordybelsen :)

      Slet
  8. Ih, jeg er så glad på dine vegne! Hvor er det dejligt, at alting falder på plads på den måde! <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig så vidunderligt! Og tak <3

      Slet
  9. En god måde at starte oktober, kunne være med denne: http://julialahme.dk/2015/10/01/dagens-mest-flaesede-nyhed-en-jane-austen-app/

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt sikkert! Åh, hvor er den sjov. Tak for tippet!

      Slet
  10. Stort tillykke med dit nye job og jeres nye lejlighed! Hvor er det skønt. Og jeg glæder mig til at se en tour gennem dine nye bogreoler.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, du søde. Jeg er simpelthen så glad. Og ja – en tour må der til!

      Slet
  11. Sikke en skøn måned du har haft - tillykke med det hele! Uddannelse, job, lejlighed og åh, Lifehouse <3

    SvarSlet