Tema-tirsdag #100: Hundrede tirsdagsskriverier

Jeg har en forkærlighed for pæne runde tal. Nye nuller er altid lig med fejring, konfetti og neglebiddende glæde i min verden – uanset om de dukker op på Bloglovin', Instagram, i blogindlæg eller i forbindelse med mit arbejde. Milepæle skal fejres, og jeg nyder altid at se tilbage med taknemmelighedssuk.

I dag tilhører det nyligt opståede nul mine tema-tirsdage, som er et skørt koncept, jeg startede for over hundrede tirsdage siden. Jeg tror, den oprindelige idé var, at jeg gerne ville have et ugentligt diskussionsindlæg (eller blot et tilbagevendende indlæg, som ikke var en boganmeldelse), og lige siden har de været mine foretrukne indlæg at skrive. Jeg kan godt lide spørgsmålstegn, og jeg kan godt lide at skrive mig frem til min egen holdning – som jeg sommetider slet ikke anede eksisterede, før jeg trykkede på 'udgiv'-knappen. Jeg har lært mit læsejeg bedre at kende på den måde – og gennem jeres kommentarer og diskussionsvillighed, har jeg også lært jer at kende på den måde. Og det har været det bedste af alt.

I løbet af de sidste 100 tirsdage har jeg bevæget mig vidt omkring. Jeg har indrømmet min skræk for at låne bøger ud, sukket over betoningen på læsehastighed i et samfund der i forvejen bevæger sig for hurtigt, erklæret min udødelige kærlighed til Goodreads, og jeg har inviteret til teselskab. Sommetider har jeg skrevet i et anfald af irritation, andre gange har jeg digtet videre på en drøm, og sommetider har jeg fået mig selv til at grine ved at sætte ord på ting, jeg gør helt automatisk. Jeg har delt barndomsminder, reflekteret over et helt læserliv, og jeg har skrevet ting, der forekom mig for personlige til at blive skrevet overhovedet. Jeg har skrevet febervilde hyldester til Jane Austen 1, 2, 3 gange, dedikeret adskillige indlæg til bogsamleri og forsøgt at formulere en konstruktiv holdning til litterære problematikker. 

Da jeg i sin tid startede mit tirsdagsskriveri, troede jeg slet ikke, der var så meget at fortælle eller diskutere. Men tiden har lært mig, at bøger og litterært verdensdrømmeri kan ses fra så mange vinkler, og at der altid er noget at fortælle. Noget at dele. Noget at tale om. Bøger bliver ofte krediteret som samtalestartere, og jeg har efterhånden indset, at de også har lagt mange ord i min mund. Og sikke en vidunderlig opdagelse.

Noget af det bedste ved bloggen er, at den tvinger mig til at reflektere. Over alt lige fra en bogs indbinding til et mandligt pseudonym. Anmeldelser sørger for, at det jeg læser bliver siddende i min hukommelse – men spørgsmålstegnene lærer mig, hvorfor det jeg læser har betydning, og hvad det betyder for mig. Blogging har så mange gevinster, og dette er en af de helt store for mig.

Jeg tror, jeg vil blive ved med mine tirsdagsskriverier, så længe jeg kan. Og jeg ved, at det er længe endnu. I dag ville jeg blot trykke på pauseknappen og evaluere og hylde den indlægsform, der har præget bloggen så meget undervejs. Hvis I har ønskeindlæg, jeg bør skrive på tirsdagslisten, er dette måske den rette mulighed til det. Og ellers følger tema-tirsdag 101 lige om lidt.