"The Remains of the Day" af Kazou Ishiguro

"The Remains of the Day"af Kazou Ishiguro, fra forlaget The Folio Society, udgivet i 2007 (org. udgivet i 1988). 4/5 stjerner. 

"The Remains of the Day" er en erindringsrejse, der begynder i 1956. Butleren James Stevens har arbejdet på Darlington Hall i årevis, hvor han har tjent en britisk aristokrat. Efter Anden Verdenskrig har palæet dog fået en ny ejer, og Stevens arbejder nu for en af de australske nyrige.
For første gang i sit liv bliver Stevens tilbudt et par fridage og efter grublen og spekulation, beslutter han sig for at udnytte dem for at besøge en tidligere husholderske. Han sætter ud i en bil og begynder en rejse, der vil vare seks dage. Det bliver seks dage med skiftende landskaber og i takt med, at landskaberne glider forbi, glider Stevens ind i et melankolsk tilbageblik. 

“Indeed — why should I not admit it? — in that moment, my heart was breaking.”

Jeg tror, "The Remains of the Day" er den mest plotløse bog, jeg nogensinde har læst. Bogen gider ikke engang opretholde illusionen om et plot eller plotlinje. I sin bogstaveligste forstand, er "The Remains of the Day" blot en lang fortælling om en butler, der tager på en lang køretur for at møde en gammel kollega, som han vil overbevise om, at hun bør komme tilbage til sit gamle arbejde. Tilbage til ham. Kapitlerne består af tanker og af minder; bittesmå fragmenter, der suser ind og ud af hovedet på butleren, imens han kører igennem det engelske landskab. Fragmenter som han ikke selv er i stand til at se, for hvad de er. Fortrydelser.

James Stevens er bogens fortæller, og han har været butler på Darlington Hall i mange, mange år. Han er britisk og korrekt til fingerspidserne, og ofte virker det som om, romanen igennem ham ikke blot er blottet for handling, men også blottet for følelser. For hans tankegang er så mekanisk og enfoldig – udelukkende fokuseret på, hvordan man bevarer sin værdighed som en trofast og pålidelig butler. Og det er så let at lade sig narre og tro på det.

Bogen og dens simple plotlinje snød mig. Jeg læste hver eneste side grundigt, og jeg rystede på hovedet af den følelsesmæssigt afstumpede butler, hvis eneste gøremål i livet var at organisere og at støve af. Jeg undrede mig over, hvordan en person kunne være firkantet, distanceret og kold overfor sin omverdenen. Jeg forstod ikke, hvordan Ishiguro ville have mig til at tro på en så ligegyldig karakter. Lige indtil det gik op for mig, at jeg netop ikke skulle tro på ham. At han ikke engang tror på sig selv.

“What is pertinent is the calmness of beauty, its sense of restraint. It is as though the land knows of its own beauty, its own greatness, and feels no need to shout it.”

Lige så stille, side for side, nedbryder "The Remains of the Day" sig selv. Hvad der starter som en komisk fortælling om en britisk butler, bliver til en ensoms mands tragedie. Under talrige lag af ligegyldighed, mekanisk etikette og en grundlæggende mangel på interesse i omverdenen, er kun en knækket mand tilbage, som indser, at han har taget alle de forkerte valg. James Stevens har hele sit liv identificeret sig ud fra sit job, og lige så snart han bevæger sig væk fra sine faste rammer og ud på landevejen, forsvinder de daglige rutiner, som han normalt kan bruge til at gemme sig bag. Han er ude i det åbne; og han kan ikke længere jage sandheden på flugt ved at pudse sølvtøjet eller kommandere med kokkepigerne.
Ufatteligt stille hiver Stevens alle sine illusioner frem i lyset og ser dem dø. Hans tidligere så ædle arbejdsgiver, Lord Darlington, har sympatiseret med nazisterne, imens Stevens blot så på og undskyldte ham med hans status. Stevens forlod sin egen far på dødssengen for at gå ind og opvarte gæster, fordi han ikke kunne bære at se ham som noget andet end den idealisering, han selv forsøgte at leve op til. Og Stevens lod den eneste tilbageværende menneskelige relation i sit liv flygte, fordi han var for høflig til at udtale sine sande følelser. Hans liv er et virvar af fortrydelse, usagte ord og alt for mange forbigåede muligheder. Han har overlevet på en illusion, en illusion der nu brister. 
James Stevens indser, for sent, at livet afhænger af små valg og små øjeblikke. En beslutning om ikke at møde med Miss Kenton hver aften til kakao og snak, en beslutning om at vende sin døende far ryggen, en beslutning om at forsvare Lord Darlingtons bortvisning af jødiske ansatte, en beslutning om at være butler og ikke menneske, har reduceret Stevens til det, han er. Det er ikke nemt at genkende de øjeblikke, der har potentialet til at forandre et helt livsforløb. Men livet er alligevel udgjort af dem.

"The Remains of the Day" er sådan en stille bog. Den gør ikke noget postyr af sig selv; trænger sig ikke på og forlanger ingen opmærksomhed. Ligesom Stevens selv arbejder den i fred, og Ishiguro trækker ubemærket i trådene bag kulisserne for at lokke læseren hen til den endelige konklusion. Stevens vågner så grusomt op med en smerte, der er for dyb til ord, og Ishiguro viser, hvordan alting kan ændre form, hvis man ser det i det rigtige lys.
Bogen er fortalt med en misundelsesværdig elegance, og Stevens' selvbedrag er så veludført, at det antager karakter af en forsvarsmekaniske; de løgner vi hvisker til os selv i mørket for at komme igennem dagen. Eller, i Stevens' tilfælde, livet.