"Marina" af Carlos Ruiz Zafón

"Marina" af Carlos Ruiz Zafón, fra forlaget Weidenfeld & Nicolson, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1999). Læst på engelsk – originalsproget er spansk. 3/5 stjerner. 

Oscar Drai lever et stille liv. Han er femten år og bor på en kostskole; hans bedste ven er en beregnende dreng, der har svar på alt, og Oscars dage flyder sammen i hans selskab. Men alting forandres det øjeblik, Oscar træder ind i et faldefærdigt hus, lokket af overjordisk smuk operamusik og et par stirrende katteøje. Huset og dets beboere bliver omdrejningspunktet i hans liv; den jævnaldrende Marina og hendes far, kunstneren Germán Blau bliver Oscars nye bedste venner.

En dag fører Marina Oscar til kirkegården for at vise ham et mærkværdigt lille mysterie. Hver dag ankommer en ældre kvinde, tildækket og klædt i sort, nemlig til kirkegården for at ligge en enkelt rød rose på en navnløs grav. Mysteriet trækker Marina og Oscar ind i Barcelonas underverden; på en efterforskning af aristokratiske opfindere, skuespillerinder og mørke hemmeligheder begravet i glemte kloakker. 

“People only disappear when they have somewhere to go.” 

I sit forord til "Marina" skriver Zafón, at dette er den bog, som han holder mest af. Han erklærer sin kærlighed til sit eget værk og fortæller, at det øjeblik han skrev den, vidste han, han aldrig ville skrive noget som den igen. Og han havde ret. "Marina" er hans sidste ungdomsroman, og siden har han hovedsageligt skrevet for og til voksne; mere komplicerede romaner med mørkere plots.

Zafóns forord fik mig til at ønske, at jeg ville elske bogen ligeså højt som han. Jeg håbede, at "Marina" ville vise sig at fortjene sin forfatters kærlighed i en så høj grad, at den også automatisk ville få min. Men det viste sig hurtigt ikke at være tilfældet; for selvom bogen var god, føltes den ikke som noget særligt. Ikke på samme måde som Zafóns andre bøger har gjort det.

For første gang nogensinde regnede jeg nemlig Zafóns plot ud, før det fandt sted. For første gang nogensinde skinnede mysteriets løsning igennem, og for første gang gryntede jeg en anelse af kedsomhed, da historien nåede sin store afsløring. Måske er det en bivirkning af, at jeg på det seneste har læst så meget Zafón, eller måske skyldes det blot, at "Marina" ikke er lige så ambitiøs og tvetydig som Zafóns andre romaner. Uanset hvad, følte jeg mig lidt skuffet. Som om jeg var blevet snydt for det gotiske gys, som jeg efterhånden kæder Zafón så tæt sammen med.

Efterhånden er jeg begyndt at kunne genkende så mange elementer på tværs af Zafóns romaner. Så mange typiske ingredienser, der tilsammen udgør en klassisk Zafón-roman. Det atmosfæriske skriveri, de smukke beskrivelser af et Barcelona, der på én gang virker uendeligt langt væk og ufatteligt tæt på, den tragiske kærlighedsaffære, den venligtsindede mandlige protagonist der opdager hemmeligheder, som relaterer sig til en kompliceret fortid og – værst af alt – den idealiserede pige eller kvindefigur der udstråler en æterisk ynde og altid er ude af hovedpersonens greb. Sidstnævnte var særligt tydelig i denne roman. Jeg er stadig ikke sikker på, hvorfor Zafón har valgt at opkalde sin roman efter en karakter, han aldrig helt skitserer. 

“Our body begins to destroy itself from the moment it is born. We are fragile. We’re creatures of passage. All that is left of us are our actions, the good or the evil we do to our fellow humans.”

"Marina" er surrealistisk, højtflyvende og fyldt med den særlige atmosfære, som kun Zafón kan skabe. Det er en deskriptiv bog fyldt med beskrivelser, der næsten er overdrevne i deres overdådighed, og 1980'ernes Barcelona kommer til live på en måde, der befinder sig ude af tid og rum. Selvom bogen har mange 80'er referencer, selvom der er biler på gaderne og telefoner i husene, kunne man med lethed bilde mig ind, at den foregik i 1800-tallet. Stemningen er så altoverdøvende gotisk, at de tekniske kendetegn bliver overflødige.

Min eneste anke er bogens mysterie, der aldrig helt er så stort et mysterie, som det forekommer. Bogen løses med en krydsning af gal videnskabsmand og vampyrlogik, og skurken som hærger Barcelonas gader og Oscars sind viser sig, Zafóns tradition tro, at være en tortureret sjæl med synlige ar. På et tidspunkt drukner bogens troværdighed i overnaturlige elementer, der føles malplacerede og for mærkværdigt beskrevet.

Dermed ikke sagt at bogen ikke har sine kvaliteter; den er vidunderligt velskrevet, og jeg læste den på en enkelt eftermiddag. Jeg ville blot ønske, at den ikke var så forudsigelig, så overdreven og så fuldstændig typisk. Fællestræk i et forfatterskab er altid smukt – men en plotskabelon er en farlig ting.