tirsdag den 7. april 2015

Tema-tirsdag #85: Reading for the plot?

"Jeg har lige læst en enestående bog!"
"Det lyder dejligt. Hvad handlede den om?"

Ovenstående samtalescenarie er så dagligdags, at jeg næsten er holdt op med at tænke over det. En bog bliver læst, en anbefaling bliver videregivet, og et plot bliver forklaret. Det er akkurat samme fremgangsmåde, som jeg benytter mig af, når jeg selv filmer videoblogs og fremviser bogkøb. Når man taler om bøger, taler man automatisk om plot. Det er også dét, der fylder i bagsideteksterne.
Og dog har jeg aldrig ment, at handling og plot er det væsentligste i en bog. De fleste vil nok være enige med mig i, at en god bog er udgjort af flere forskellige komponenter; et smukt eller blot letlæseligt sprog, der formidler en stemning, en strukturering af fortid, nutid og fremtid, der er meningsgivende for den rækkefølge, informationerne videregives i, en vrimmel af karakterer og personer der ikke nødvendigvis er sympatiske, men ikke desto mindre lever i historien, en baggrundskulisse og et helstøbt miljø som disse personer kan færdes i, og som ikke blot ophører med at eksisterer, når ordene rammer papirskanten – og selvfølgelig, et plot der flytter handlingen fra et punk til et andet, skaber en aktiv historie og prikker til læserens nysgerrighed. I mine øjne er opskriften på en god bog en ligelig fordeling af ovenstående ingredienser.
Men teksten på en bogs bagside handler sjældent om skrivestil, kronologi eller om miljø. Den slags bliver kun nævnt i forbifarten, i bisætninger og i citater. Vi er, som læsere, besatte af handlingsreferater, når vi skal videreformidle en bog. Det er det første punkt på den skabelon over boganalyse, som vi fik udleveret i folkeskolen. Kernespørgsmålet er altid, hvad bogen handler om, og ikke hvordan den er skrevet, eller hvor den udspiller sig. Plot er vægtet som det væsentligste, og alle de andre komponenter virker som sekundære ingredienser, der har til opgave at underbygge plottet.

Why did people ask "What is it about?" as if a novel had to be about only one thing.” – Chimamanda Ngozi Adichie 

Det sjove er, at det ikke nødvendigvis behøver at være sådan. For et par år siden havde jeg et mærkværdigt undervisningsforløb på universitet, der ommøblerede hele min opfattelse af, hvordan en bog skal læses – og hvad den skal læses for.
Ud fra pragmatisme snarere end entusiasme endte jeg med et valgfag, der handlede om steder i litteraturen. I kursets første time fik vi udleveret en lille novelletekst, hvorefter vi blev bedt om at læse den uden at tænke på plot eller karakter – i stedet skulle vi læse om stedet i teksten. Vi skulle følge sanserne, forsvinde ind i beskrivelse af det flossede ryglæn i en magelig lænestol, overveje hvad det betød, når solen stod op og dens lys berørte tagtoppe og førte verden gennem en tilstandsforandring, og fordybe os i betydningen af et enkelt objekts placering i en større sammenhæng. Opgaven var svær, fordi det ikke handlede om, at diskutere hvad der skete – men derimod hvor det skete. Når vi talte om, hvad en tekst handlede om, gav vi ikke referater af plottet, vi gav referater af stedet, og dermed blev plottet det sekundære.
Det var ufattelig svært, for min underviser blev nødt til at nedbryde alt det, vi havde lært om læsning i løbet af et fåtal af undersvisningstimer. Men samtidig lærte det mig også noget om, at måden vi læser og opfatter bøger på gennem plot, ikke nødvendigvis er den eneste måde at læse på. Det er blot en ting, vi selv lægger vægt på.


Plot is no more than footprints left in the snow after your characters have run by on their way to incredible destinations.” ― Ray Bradbury 

I virkeligheden betragter jeg ikke mig selv som en udpræget plotlæser. De bøger jeg elsker, hører jeg ofte blive betegnet som kedelige, fordi der ikke "sker noget", også selvom jeg selv synes, der sker alverden. Tempo er en smagssag, og plottyngden er ligeså. Jeg er typen, der fortaber mig i ord for ordenes skyld; jeg elsker smukke sætninger, og ofte er mine yndlingspassager i bøger dem, hvor der beskrives og ikke dem, hvor der aktivt handles. 
I mange år har jeg tænkt mig selv som en læser af såkaldte karakterdrevne bøger, hvor karakterernes personlige udvikling er mere væsentlig end plottets udfoldelse. Selvfølgelig er plottet en vigtig del af ligningen, der udgør en god bog for mig, men det er ikke den vigtigste. Jeg forelsker mig i krøllede ord i ligeså høj grad, som jeg forelsker mig i handlinger og drama. Og selvom man siger, at handling taler højere end ord, så er ordene jo det, som bøgerne består af. Handlende ord eller ej.

Læser du efter plottet? Lægger du hovedvægt på en bogs handling eller dens karakter, sprog eller miljø? Og synes du også, at det er pudsigt, at vi automatisk fokuserer på en bogs plot, når vi taler om bøger?

22 kommentarer:

  1. Spændende fag! Og interessant at blive udfordret på den måde at læse en fortælling på. Men hvordan går man til eksamen i sådan et fag? :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt sikkert! Jeg gik til eksamen med en skriftlig analyse af en selvvalgt bog. Jeg valgte 'La Vie mode d'emploi' af George Perec. Det var ret spændende.

      Slet
  2. Jeg er, og har altid været, en plot-pige. Jeg kan sagtens se, når en bog er smukt skrevet, men det er bare slet ikke nok for mig, jeg kommer simpelthen til at kede mig. Jeg skal have action, action, action - og så et drys karakterudvikling. Sproget er nok det, der kommer i sidste række hos mig. Dermed ikke sagt, at masser af stave- og grammatikfejl (eller oversættelser der er helt hen i vejret) ikke irriterer mig, for det gør det i høj grad! Jeg tror ikke, det ændrer sig foreløbig, men det er også okay. Det er nok meget godt at være opmærksom på, hvad man egentlig lægger mest vægt på, tror jeg.

    Heldigvis er der andre til at læse alle de bøger, jeg ikke selv gider og omvendt :) Det er jo fantastisk :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jo netop en smagssag! Og det er netop godt at stoppe op og spekulere over, hvad der gjorde en bog god. Og hvad det egentligt var, man ledte efter til at starte med. Jeg tror, bevidstheden gør meget for en og ens bogvalg.

      Og ja! Der er altid en bog til alle, som man siger :)

      Slet
  3. Jeg leser stort sett karakterdrevne bøker. Det handler vel litt om tid og overskudd; når jeg har det travelt ønsker jeg å bli underholdt gjennom å leve meg inn i andres liv. Når andre setter på en film, velger jeg meg en spennende eller underholdende bok med karakteren i sentrum. Når jeg har god tid og mye overskudd ser jeg mer på språk, men da velger jeg ofte kortprosa, kortromaner og lyrikk. Der føler jeg at det fortettede språket det ofte fører med seg passer bedre inn. Jeg liker å se på meg selv som altetende, men når jeg har mye å gjøre (og det har jeg nå), leser jeg for underholdning, og da blir handlingen sentral. Men du har helt rett, jeg pleier ofte å fortelle hva det handler om, og synes det er vanskelig å anbefale en bok dersom jeg ikke kan oppsumere handlingen over tre-fire setninger! Men det er jo ikke det som avgjør om en bok er verdt å lese eller ikke.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig altid handlingen, man vender tilbage til ved referater og anbefalinger. Og det er fjollet, når det nu slet ikke var det, der gjorde at man læste den til at starte med..

      Slet
  4. Et rigtig interessant og tankevækkende indlæg! Det er meget forskelligt, hvad jeg lægger vægt på. Før i tiden lagde jeg mere vægt på plottet og at der skulle ske noget, men med årene har jeg også lært at kunne nyde bøger, der mest fungerer som skildringer af miljøer og personer; de er ikke så intetsigende mere som de har været tidligere, i hvert fald.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er helt klar superspændende, hvordan man ændrer sig som læser og læser i andre retninger, end man gjorde tidligere.

      Slet
  5. Det ér pudsigt, den måde vi altid fokuserer på plot på. Det er i virkeligheden det samme med film - der skal vi også altid beskrive, hvad den handlede om, selvom det måske i virkeligheden slet ikke var handlingen, der gjorde filmen anbefalelsesværdig - måske var det det sceniske, stemningen, det visuelle.

    Jeg ved ikke om jeg læser efter noget bestemt. Jeg ved, at jeg holder af, når plots kan overraske mig - når der sker noget, jeg ikke havde forventet - og jeg ved, at jeg sukker opgivende over bøger, hvor jeg med det samme ved, hvad der kommer til at ske (det er nok bl.a. derfor jeg aldrig bliver rigtig godt til Moyes og lignende bøger). Så plot må jo nødvendigvis være vigtigt for mig på en eller anden måde - men jeg tror på den anden side ikke, at det er livsnødvendigt for mig. Jeg holder nemlig også i lige så høj grad af de betagende beskrivelser, og de sætninger, som skaber stemning frem for handling. For mig er det nok et spørgsmål hvor svaret er forskelligt alt efter hvilken bog, jeg tilfældigvis sidder med i hænderne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt enormt. Det første spørgsmål er altid: "Hvad handlede den om?" og ikke: "Hvordan var den skrevet/filmet/spillet?" Det er tankevækkende, for selvom handling er vigtigt – hvem siger så, at det er det vigtigste?

      Plot er helt sikkert vigtigt, men jeg er helt enig i, at der også er andre ting i ligningen, der er vigtige. Jeg ved heller ikke, hvad jeg selv synes er vigtigst: det er en blandingssag, men sommetider er det ikke plottet, der vejer tungest. Og så er forklaringen af handlingen en lidt pudsig ting.

      Slet
  6. Alle bøger handler vel om noget. Selvom den ikke har et plot, så har en bog vel som udgangspunkt altid et budskab. En tematik. En mening. Et sted. En følelse. Det er i hvert fald det jeg tænker når andre spørger mig om hvad en bog handler om. Jeg ved godt det ikke var der du ville hen, det jeg ville sige var egentlig bare at vi som læsere har friheden til at lægge vægt på lige det vi vil og derfor give det svar som vi har lyst til.

    Men ja plot er noget mere håndgribeligt for rigtig mange læsere, og jeg ved også med dig selv at jeg bliver mere underholdt af karakterdrevne historier, men det er også fordi jeg finder os mennesker noget så utrolig fascinerende. :0) Og så er det også de historier jeg selv elsker at skrive. Dog kan jeg andre gang bare nyde at være til der, midt i det hele, hvor smukke ord bor. Det er nogle gange bare svært at vide hvad man sidder med i hånden, og derfor bliver det automatisk forskellige ting jeg kommer til at vægte ved de forskellige bøger.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selvfølgelig har vi en frihed til dét! Det håber jeg ikke, at min indlæg gav udtryk for, at vi ikke havde. En bog er en ting med mange komponenter, og der er en kompliceret ligning.

      Og det er helt sikkert en blandingssag. Fra bog til bog og menneske til menneske. Der er aldrig et fastsat resultat, og det er faktisk enormt dejligt. Muligheden for at blive overrasket er der altid.

      Slet
    2. Åh nej! Det må du ikke tro. Det tror man slet ikke når man læser dit fine indlæg. Det var bare lidt random tanker, beklager hvis de lyder forkerte. Det var bestemt ikke meningen.

      Slet
    3. Ah, intet lyder forkert! Jeg blev bare lige usikker et øjeblik ;D

      Slet
  7. Plot og karakterudvikling betyder meget for mig, når jeg læser. Der skal være en eller anden form for udvikling undervejs, som kan tage mig med på en rejse - om det så er i tid, historie, personudvikling eller gennem lande er knapt så vigtigt - bare jeg føler, at der sker noget. Til gengæld bryder jeg mig sjældent om bøger, der primært fokuserer på et smukt sprog. Det er sikkert en arbejdsskade (jeg arbejder med kommunikation og får straks lyst til at finde rettepennen frem, hvis jeg synes, der væves for meget i en bog). Bøger, der væver meget, kan let gøre mig utålmodig og få mig til at føle, at forfatteren ikke rigtig ved, hvor hun vil hen med bogen.

    Når jeg kigger på et resumé bag på en bog, vil jeg gerne have en idé om udgangspunktet for en bog. Den behøver ikke at afsløre ret meget - mest af alt en startscene (dvs. hvor og hvornår foregår bogen, hvem er hovedperson(er) og hvad er anslaget?).

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Meget spændende betragtninger. Det er nemlig ofte en særlig følelse, man leder efter i en bog. Sommetider spekulerer jeg på, om der også kan være bevægelse i stilstand. Om deskription kan skabe mere end atmosfære og også bære et ikke-eksisterende plot. Det synes jeg fx. 'The Night Circus' er et godt eksempel på.

      Og ja. Det er nok det optimale udgangspunkt med diverse informationer. Ofte synes jeg bare, det er et handlingsreferat..

      Slet
  8. Very interesting theme! :) You made me to think a bit about my reading habits. Am I reading for the plot or for something else? I am just like you. My favorite books are not always those everybody likes. When someone asks me about the plot of a book I am thrilled about, I don't always feel like this is the right question. Because a book is not about the plot for me as well. For me it is mostly author's writing style, then certain form of gradation, twists and thought provoking ideas that make a book interesting for me.

    SvarSlet
    Svar
    1. Thank you!

      I completely agree. It isn't always a question of what the book was about, but rather a question of how the book felt.

      Slet
  9. Egentlig vil jeg mene at jeg læser for plottet - jeg elsker handling, action, og en bog, hvor der ikke sker noget er for mig en intetsigende bog. Men er det nu også rigtigt?
    Jeg elsker The Night Circus og The Snow Child - bøger, hvor plottet bestemt ikke er det vigtigste. Men bøgerne træk mig helt væk fra min kendte verden. Jeg befandt mig pludselig i det fantastiske cirkus og blev fanget af magien og jeg frøs og lyttede til vinden i Alaska.
    Som teenager læste jeg Dragon Lance serien og elskede den, men i dag aner jeg ikke, hvad der egentlig skete. Til gengæld kan jeg stadig navnene på alle personerne, deres indbyrdes relationer og deres små finurligheder, for de fangede mig og jeg holdt af dem alle, gode som onde - de betød noget helt specielt for mig!
    Så måske kommer det mest an på bogen for mig. Jeg vælger nok oftest bøger ud fra plottet (især fordi det jo altid er det, der er opgivet) men det er ikke altid plottet, der rammer mig og bliver hos mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt bestemt! De to bøger er perfekte eksempler på noget, hvor handlingen ikke er det bærende. Det er stemningen, følelsen. Og stedet. Faktisk i høj grad stedet.

      Og jeg er helt enig. man vælger ofte bøger ud fra deres plot – for det er den information, man får. Det betyder dog ikke, at det er det bærende i sidste ende.

      Slet
  10. Det er altså sjovt - sådan har jeg aldrig tænkt over det før. Og jeg er bestemt en af de typer, der altid spørger hvad en bog handler om. Men nu sidder jeg her og funderer, og tror egentlig ikke, at jeg er en plotlæser! Hvilket er lidt et chok for mig. For når jeg tænker tilbage på nogle af mine yndlingsbøger, er det egentlig ikke plottet jeg husker tilbage på - men personerne og følelsen jeg havde, da jeg læste den. Plottet er egentlig ret ligegyldigt! Sikke en mind-opener :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, ja det kan være meget spændende at reflektere over den slags!

      Slet