At skrive om at skrive

Trisse Gejls samtidsroman, "Siden blev det for pænt" er en fortælling om Trine Vedel, som er en kvindelig forfatter fanget i midtvejskrise og evig venteposition; med hænderne i skødet venter hun magtesløst på, hendes ægteskab vil falde fra hinanden, at smerten over hendes brors død vil forsvinde, og at inspirationen til hendes tredje roman vil dukke op. Ventetiden fordriver hun med sanseløse branderter, ligegyldige affærer og halvhjertede forsøg på at skrive en kærlighedsroman.
"Siden blev det for pænt" efterlod mig med stor begejstring og en vedvarende summen af tanker. Tanker om læsning, fortolkning og skrivning, der ville få enhver litteraturelsker til at standse op et øjeblik. For udover at være en diskussion af det moderne menneskes jagt på lykke, er "Siden blev det for pænt" også en forfatters fremstilling af en anden forfatter. Trine Vedels forfatterskab lægger sig nærmest som et metafiktivt lag over dele af fortællingen, og tillader Trisse Gejl at skrive om at skrive. Tidligt i romanen formuleres Trine Vedels forfatterkvaler med følgende sætning:

“Jeg længes efter et rigtigt liv, hvor det er mig selv der mærker regnen på huden, og ikke en eller anden fiktiv figur.”

Et af Trine Vedels største problemer er nemlig, at hun savner autencitet. Hun vil ikke skrive og skabe fiktive personligheder med sine ord - hun vil skabe dem med sine følelser. Bogen er fyldt med Trine Vedels refleksioner over sammenhængen mellem romaner og deres forfattere. En sammenhæng som hun mener, må eksistere i højere eller mindre grad.

Denne forestilling bliver dog fuldstændig punkteret, da Trine Vedel får mulighed for at interviewe hendes store forfatteridol Richard Ford, og han fuldkommen benægter enhver sammenhæng mellem ham og hans hovedperson. Ifølge ham er hans karakterer udelukkende sproglige konstruktioner og ren fiktion. Efter interviewet vakler Trine Vedel ud, forvirret og desillusioneret. Det billede hun havde skabt sig af sin yndlingsforfatter viste sig at være en hul løgn - og hun føler sig snydt.

Diskussionen om sammenhæng mellem forfattere og deres bøger, har altid interesseret mig, for til en vis grad er det langt nemmere at forholde sig til, at forfattere skriver en brøkdel af dem selv ind i deres tekster og deres karakterer, frem for at forestille sig en utydelig forfatterskikkelse gemt væk bag en klinisk distance af ren fiktion. Som læser vil man gerne læse en bog og tro på, man har fået et glimt af forfatteren bag - måske fordi, det tilføjer en vis grad af intimitet til læsningen. Men det betyder nødvendigvis ikke, det altid er sådan.

Interessant nok opdagede jeg dog, at Trisse Gejl rent faktisk selv har interviewet Robert Ford engang - hvilket har startet en kæderække af spekulationer over bogens egen autencitet. Er Trine Vedel mere end en sproglig konstruktion? Og er hendes dybe tro på sammenhængen mellem forfattere og deres karakter i virkeligheden en afspejling af den sammenhæng, hun selv er skabt med af hendes egen forfatter? Således stiller "Siden blev det for pænt" ikke kun spørgsmålstegn ved hele skriveprocessen - men også læsningen selv. Og det kan jeg egentligt meget godt lide.

Når virkelighed og fiktion blandes

"Alt må vige for natten" er flere ting på én gang. En mærkelig hybrid mellem virkelighed og fiktion, biografi og roman. Bogen er Delphine de Vigans forsøg på at portrættere sin mor og at afdække det livsforløb, der endte i et selvmord. Med en baggrundsviden sammenstykket af interviews med pårørende, breve, videobånd og lydoptagelser, forsøger Delphine de Vigan at rekonstruere sin mors opvækst - en virkelighed der bliver til fiktion, når Delphine de Vigan støder på flere versioner af en sandhed og derfor må lappe huller og uoverensstemmelser sammen med sin egen forestillingsevne.
En anden del af bogen beskæftiger sig netop med denne behandling af sandheden; historieforløbet om moderens opvækst afbrydes regelmæssigt af kapitler om Delphine de Vigens fremgangsmetode og refleksionerne over denne. Med omhyggelige øjne og elegante formuleringer udforsker Delphine de Vigan sit behov for overhovedet at skrive bogen og de næsten terapeutiske erkendelser, hun opnår ved det. Hun overvejer sandhedsgraden i romanen, de involveredes individuelle opfattelser af sandheden - og den reaktion, bogen unægteligt vil frembringe blandt familiemedlemmer.

Selv uden disse reflekterende kapitler, er bogen værd at læse på grund af det rørende livsforløb, den fremstiller, og den undertone af kærlighed den indeholder, men for mig var det netop forfatterens eget syn på sine egne ord, der gjorde bogen til noget helt exceptionelt, og som fremkaldte min store beundring. 
Min indre litteraturnørd jubler, når bladningsforholdene mellem virkelighed og fiktion er skæve, når skarpt opdelte linjer udtværes, og genrer flettes sammen. Delphine de Vigan stiller mange interessante spørgsmål om forholdet mellem virkelighed og fiktion - og den sandhed, der kan hvile i begge dele. For behøver de to begreber nødvendigvis at udelukke hinanden? 

Ironisk præcision og jagten på et sted at græde

På mange måder var den lille bog med den lyserøde forside og bemærkelsesværdige titel en særpræget læseoplevelse for mig. I "Der er ingen steder at græde her" fortæller Britt Tippins en historie om en tilsyneladende lykkelig kernefamilie bestående af Maria, hendes mand Peter og deres søn. Forhåbningerne om endnu et barn i familien begynder at veje tungt, da Maria ikke kan blive gravid, og fertilitetsbehandlinger bliver en integreret og anstrengt del af familiens hverdag. Enhver form for spontanitet og glød afvises til fordel for rutiner, skemaer og ægløsning.

Et minimalt resumé af romanen kan således hurtigt afsløre et væld af temaer og motiver, og på den måde er man som læser aldrig et øjeblik i tvivl om, hvilken retning plottet bevæger sig hen imod. Britt Tippins kradser hurtigt glimmeret af kernefamiliens glansbillede og begynder et velkendt opgør med de polerede overflader og den tilhørende romantisering. Nærvær og nutidsfølelse vejer tungt gennem siderne, og hovedpersonen Maria forsøger konstant at famle sig frem til den knap, der kan slå autopilot-indstillingen fra.

Britt Tippins skriver sig dermed ind i et velkendt tema og en lang række af moderne romaner, og netop da jeg havde afskrevet bogen som noget velkendt, stødte jeg på noget forunderligt. Et sært lille krumspring af en sætning dansede ind i mit synsfelt, og den ramte fuldstændig plet. 

“Man siger, at det er lettere at være anonym i en storby end ude på landet, at de blaserte blikke ikke ænser andre mennesker, men den påstand er noget vrøvl. En eneste gang lod jeg teorien komme på prøve og tudede uhæmmet fra hjørnet af Vestergade til Skindergade, og mindst fire fremmede mennesker standsede mig på ruten for at spørge, om der var noget i vejen (hvad havde de forestillet sig, at jeg ville svare på det?), mens fem gange så mange gloede på mig, som om jeg havde fuldskæg. Nej, københavnere var konsekvent hjælpsomme, og byen omklamrede mig som en beruset klassekammerat til en genforeningsfest. [...]

Efterhånden gav jeg op; der var ingen steder at græde her.” 

Måske skyldes min begejstring for ovenstående passage, at jeg selv har prøvet at flygte fra fremmedes velmenende blikke med tårer i øjnene, måske skyldes det, at hele idéen om anonymitet i en menneskemængde er en skrøne, eller måske er det blot Britt Tippins' sans for det tragikomiske, der tiltaler mig. Uanset hvad blev hele min læseoplevelse præget af den så ironisk præcise formulering.

Linjerne beskriver nemlig ikke kun mentaliteten i Københavns menneskefyldte gader, men derimod også Marias stigende behov for et frirum og en privat sfære - et sted at være sig selv og et sted at græde. Overalt i bogens forløb er hun omgivet af irriterende og elskelige personligheder, der stiller sig i vejen for blot én enkelt glinsende tåre. På arbejdet stiller kontorstriglen Sarah nærgående spørgsmål, i hjemmet er Maria bevogtet af uskyldige barneøjne, en aldrende svigerfar og en distanceret mand. I Tivoli bliver hun nedstirret som var hun pædofil, og i Esbjerg forelsker hun sig i en illusion. Der er ingen steder at græde, ingen steder at tale frit, og ingen steder at smide masken for blot et øjeblik - og det er dét, der determinerer hele romanens udfald. 

Selvom Marias kamp for et sted at græde er absurd, er konklusionen på hendes søgen uendeligt skrøbelig og tankevækkende. For hvis der ikke er et sted at græde, betyder det vel, at vi skal smile hele tiden. Og kan man det? 

Januarlæsning

Den første januaruge er gledet forbi med et drys af regn, og jeg har læst mine øjne trætte. Med et krus skoldhed te i hånden og et par udslidte sutsko på fødderne er jeg krøbet sammen under dynen i selskab med en nydelig bogstak. Jeg har fortabt mig i tre vidt forskellige kvindeskæbner, sukket over finurligt krøllede sætninger og nikket genkendende til næsten tørre konstanteringer.

I et forsøg på at læse mere nutidigt dansk litteratur er jeg stødt på ømme hjerter og en tom kernefamilie i Britt Tippins' "Der er ingen steder at græde her", og fulgt interessante forfatterkvaler i Trisse Gejls "Siden blev det for pænt". Slutteligt har jeg tilføjet et fransk læsekrydderi i form af Delphine de Vigan og holdt tunge tænkepauser med hendes gribende og biografiske roman om en skrøbelig moderfigur.

I løbet af de næste fjorten dage vil jeg nedskrive og dele mine tanker om den lille bogstak - jeg skal nemlig gæsteblogge for People's Press. I kan både følge med her på bloggen og på bogtid.dk, som er People's Press nye bloghjem fyldt med alverdens læselykke.