"Nutshell" af Ian McEwan

"Nutshell" af Ian McEwan fra Nan A. Talese. Udgivet i 2016. 4/5 stjerner.

Ian McEwans seneste romanudgivelse indeholder en historie, som er blevet fortalt mange gange før. En historie om utroskab, begær og om at hengive sig til en idé opstået i vrede, hvis konsekvenser aldrig er tænkt til ende.
"Nutshell" er på mange måder en klassisk fortælling om en kvinde og hendes elsker, som sammen plotter på at slippe af med ægtemanden. I McEwans tilfælde er der tale om en gravid kvinde, som har bedt sin mand flytte ud under dække af, hun gerne vil have ånderum. I virkeligheden er hun sammen med mandens bror, og sammen hvisker de om, hvordan de bedst og hurtigst muligt slipper af med manden, så de kan sælge hans hus, tjene penge og leve sammen i velstand.
Det lyder på mange måder som en simpel historie med en forudsigelig slutning, gør det ikke? Det er ganske rigtigt også en velkendt historie, McEwan fortæller. Han fortæller den bare på en måde, jeg aldrig har set før. Hovedpersonen og jeg-fortælleren i denne bog er nemlig det ufødte barn, som ligger i sin utro moders mave, og som er et stille vidne til mordet på sin egen far.

“It's already clear to me how much of life is forgotten even as it happens. Most of it. The unregarded present spooling away from us, the soft tumble of unremarkable thoughts, the long-neglected miracle of existence.”

Første side i denne bog var et mærkeligt chok. McEwan dummer nemlig intet ned; babyens fortællerstemme er både ironisk og intelligent og samtidig hæmmet af ikke at vide, hvad abstrakte begreber som "blå" og "grøn" betyder.
I starten er bogen næsten latterligt grotesk. En ufødt baby som filosoferer over at dele vin såvel som seksuelle oplevelser med sin mor, og som gennem flere hudlag lytter med til samtaler, hvisken og hemmeligheder. Sprogbillederne er absurde; lige indtil de ikke er det mere. Lige indtil historien vender, og det næsten samtidigt går op for babyen og for en selv, hvad det er, der foregår. 

“Don't unpack your heart. One detail tells the truth.”

McEwan er genial. Da den ufødte baby indser, hvad der foregår omkring den, forvandles romanen fra en bizar kuriøsitet til et klaustrofobisk menneskestudie. Babyen er fanget; velvidende om at et af de to mennesker, den elsker allerhøjest er i fare, men uden i stand til at handle. Det eneste den kan er at sparke. Selv dens skrig bliver ikke hørt fra indersiden af moderens mave.
Og det sjove er, at den ufødte baby forekommer langt mere moden end de voksne mennesker, babyen er omgivet af. Mens moderen falder i søvn til radioudsendelser om terror og klimaforandringer, lytter babyen og bekymrer sig om den fremtid, den går i møde. Den vil langt hellere blive i sit fængsel – også selvom det indebærer at være vidne til sin egen fars undergang.

"Nutshell" er en mærkværdig bog med et fascinerende præmis, som man bliver nødt til at acceptere for at værdsætte bogens skønhed. For skønhed er der. I massevis. Sætningerne er vidunderlige konstruktioner, som bør nydes linje for linje. Og historien selv? Historien selv er fyldt med drama, med angst, med klaustrofobi – og mindede mig i høj grad om stemningen i Émile Zolas "Thérèse Raquin". Større ros er næsten umulig at få.

"Trigger Warning" af Neil Gaiman

"Trigger Warning" af Neil Gaiman, fra forlaget Headline, udgivet i 2015. 4/5 stjerner.

Der findes mange mennesker, som ikke læser introduktioner. En bogs første sider er så nemme at overse, så lette at bladre hen over, og de er end ikke altid markeret med sidetal. En introduktion virker ofte som en forhindring, man skal overkomme, inden læsningen kan begynde. Bare ikke hos Neil Gaiman.

Neil Gaimans introduktion til "Trigger Warning" er et udsøgt, lille kunststykke og i ligeså høj grad en del af novellesamlingen som novellerne selv. I introduktionen reflekterer Neil Gaiman nemlig over trigger warnings; de advarsler, som varsler og informerer nervøse mennesker om, hvad de går i møde. Og samtidig sørger Neil Gaiman også for, at advare sine læsere om, hvilke rædsler bogen vil bringe; ondskab, monstre, mørke, ulykkelige og lykkelige slutninger, levende begravede og forvrængede eventyr.

Husk at læse introduktionen inden du går i gang med en Gaiman-bog. Du har brug for at vide, hvilke ildevarslende verdener hans ord vil føre dig ind i. Du har brug for at blive advaret.

“I wonder, Are fictions safe places? And then I ask myself, Should they be safe places?”

Kuldegysninger. Forudanelser. Nerver og tøven, et hamrende hjerte og en ildevarslende fornemmelse. Bivirkningerne fra Neil Gaimans ord sidder stadig i mig. At færdiglæse og lukke "Trigger Warning" føltes som at vågne op til ødelæggelserne, efter en storm har hærget. Verden er den samme men alligevel forandret. Forvredet. Fordrejet. Neil Gaiman kan bøje virkeligheden.
Novellerne i "Trigger Warning" er forstyrrende. Allerede fra den første sætning efterlader de en med en dårlig fornemmelse, en uro der vokser og vokser til alarmerende højder og eksploderer i den allersidste linje, for derefter at blive hængende i tankerne og skabe gyselige scenarier. Det ene øjeblik læser man om et uskyldigt barn, der ønsker en uhyggelig godnathistorie, det næste læser man om et barn, der hører hjemme i en uhyggelig godnathistorie. Skiftet er så subtilt, at man ikke ser det ske. Ingen mestrer hentydningens voldelige magt så intenst som Gaiman.
For selvom Gaimans noveller er farlige væsener, der lokker læseren med ind i dunkle labyrintgange af bogstaver og blæk, så er de også uimodståeligt smukke. Velskrevne, fyldt med undertonet humor og med ordlyd som gammeldags poesi. Jeg ved end ikke, om det er gys eller fantasy, myte eller mørke. Genrerne udviskes så hurtigt, mens indtrykkene forbliver.
Mellem disse sider vil du finde omskrevne eventyr; to versioner af Tornerose, den ene i digtform, den anden som prosa. Du vil møde en dreng, der bliver genforenet med en barndomskæreste, som han selv digtede op. Du vil blive ført ned i en hule, der efterlader dig en smule ondere, end da du ankom. Du vil opleve hvilke tricks en svigtende hukommelse kan spille, hvilken indflydelse litteratur kan have, og du vil læse slutninger, der snarere er begyndelser. Fra Sherlock Holmes-pastiche til Doctor Who-historier; "Trigger Warning" er en samling af alle de forunderlige småting, Neil Gaiman har skrevet i de seneste år.

“The past is not dead. There are things that wait for us, patiently, in the dark corridors of our lives. We think we have moved on, put them out of mind, left them to desiccate and shrivel and blow away; but we are wrong. They have been waiting there in the darkness, working out, practicing their most vicious blows, their sharp hard thoughtless punches into the gut, killing time until we came back that way.”

I "Trigger Warning" eksperimenterer Gaiman med former og farver. "Orange" er en vidunderligt mærkværdig fortælling om en søster, der bliver farligt besat. Novellen bliver fortalt i interviewform, hvor svarene gives, altimens spørgsmålene udelades. Således sidder man tilbage med en halv historie, som man selv må sammenstykke i korrekt rækkefølge. I virkeligheden sidder man så ofte med spørgsmål uden svar; men Gaiman beviser, at svar uden spørgsmål skaber det samme mysterie. Og langt flere spørgsmål.
Med "Observing the Formalities" belyses en velkendt historie fra en ny vinkel. I stedet for at skrive om Tornerose, skriver Neil Gaiman om den onde fe, der forbandede Tornerose, og den ræsonnering som hun benytter sig af dertil. Resultatet er ambivalent; en tydelig påvisning af uhyrlighedens retfærdiggørelse og et intimt indblik ind i en forskruet tankegang. Og dog – "Observing the Formalities" efterfølges nemlig af "The Sleeper and the Spindle" som argumenterer for det stikmodsatte. Intet er entydigt i Gaimans myteunivers. 
Og alligevel tror jeg, "Feminine Endings" må være min favoritnovelle. En brutal kærlighedserklæring, fra en statue til en amerikaner; fra en passiv betragter til et besættelsesobjekt med en slutning, der endnu får det til at sitre i mit indre. Uden at være den mest skræmmende novelle i novellesamlingen, er det alligevel den mest ubehagelige. Måske mest af alt, fordi den ikke er overnaturlig, men derimod ulideligt realistisk.
Med sine indledende ord skriver Gaiman, at "Trigger Warning" ikke har et fast holdepunkt. At det er en flyvsk samling af små brudstykker uden sammenhæng. Et digt, et eventyr, en forfatterhyldest og en Doctor Who-fortælling, taget fra tidligere udgivne antologier og præsenteret i en samlet udgave. Men det er jeg ikke helt enig i. Der dannes sammenhænge på kryds og tværs af novellerne, fortællertricks, ordlege og en tendens til at undersøge de mest hverdagslige rædsler gennem fantastiske fiktioner. "Trigger Warning" har ikke et overordnet tema, men den har en overordnet følelse. Hvad så end det betyder.

"The Prisoner of Heaven" (The Cemetery of Forgotten Books #3) af Carlos Ruiz Zafón

"The Prisoner of Heaven" (org. titel "El prisionero del cielo") af Carlos Ruis Zafón, fra forlaget Phoenix, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2011). Læst på engelsk – originalsproget er spansk. 3/5 stjerner.

I denne tredje bog i Zafóns trilogi flettes de to foregående bøger sammen. "The Prisoner of Heaven" forener Daniel Sempere med David Martin og sammenbinder Zafóns trilogi til en smuk helhed.
Bogen begynder i 1957, hvor Daniel Sempere og hans kone fejrer julen sammen med deres nyfødte søn. Deres fælles ven Fermín Romero de Torres skal snart giftes, og glæden stråler overalt i det lille hjem. Men glæden stopper brat, da en mystisk fremmed besøger Daniels bogbutik og truer med at afsløre hemmeligheder, der vil ødelægge Fermíns liv.
Med en stemme af rystende bekymring må Fermín indvie Daniel i de mørkeste hjørner af sin fortid, og bogen er dermed en genfortælling om Fermíns tilværelse i 1940'ernes Spanien, hvor han var fanget i et dystert fængsel.
Fermíns fortid er tilsyneladende tættere sammenknyttet med Daniels nutid, end de begge anede. Deres livsbaner har fulgt hinanden siden Daniels fødsel, og Daniel opdager, at langt flere hemmeligheder venter på ham i den smukke kirkegård af glemte, gemte og gamle bøger.

“One mustn't dream of one's future; one must earn it.”

"The Angel's Game" sluttede akkurat hvor, "The Shadow of the Wind" begyndte. Zafón tog et skridt bagud og førte sin læser i en elegant cirkel, der både sluttede og begyndte med en dreng, der fandt en bog, der ændrede hans liv for evigt.
Handlingen i "The Prisoner of Heaven" udspiller sig et sted midtimellem "The Angel's Game" og "The Shadow of the Wind". Størstedelen af bogen omhandler Fermín Romero de Torres, som udgjorde en farverig del af persongalleriet i trilogiens første bog. Eftersom "The Prisoner of Heaven" er en mundtlig genfortælling af Fermíns fortid, hvisket fortroligt over et restaurantbord, bærer bogen præg af Fermíns omflakkende sind. Men uanset hvor farverig Fermín end forekommer, indeholder hans fortid et sælsomt mørke, der er vendt tilbage for at hjemsøge ham.
Med Fermín Romero de Torres stemme fortæller Zafón om en mørk fængselsstraf, korruption, hævn og jalousi. Mytiske fangefortællinger vokser op fra bogen, og med et tydeligt ekko af Dumas' episke roman "Greven af Monte Cristo" skaber Zafón en brændende atmosfære. Som læser erfarer man, hvordan Fermín og Daniels skæbner altid var skabt til at krydses, to liv der var sammenfiltret længe før den enes fødsel. Undervejs afslører Fermín, at intet i Daniels liv har været tilfældigt. Alting har været nøje planlagt, og Daniel skæbne var altid at møde Fermín, miste sin mor og betræde det kolde marmorgulv i de glemte bøgers kirkegård.
Bogen er bygget på en tydelig model af Dumas' majestætiske plot, og Fermíns fængselstilværelse stemmer smukt overens med Edmond Dantès; fuldendt med en rekonstrueret flugt og en lignende olding i cellen ved siden af. Men Zafón leger også med Victor Hugos udødelige ord, og reflekterer over samme tema, som Hugo skriver om i "Les Misérables": fængslets påvirkning på den menneskelige identitet, og menneskets ønske om at fravriste sig dommens skyld i det befriede liv. Det er uhyre gennemtænkt, og Zafóns intertekstualitet indhyller romanen i en næsten romantisk rammefortælling. Ingen kan skrive om bøger, lege med intertekstuelle lag og sammenvæve brudstykker af forskellige plots som Zafón. Hans fortællerteknik er en kompliceret kunstform.

“Deep down we've never been who we think we once were, and we only remember what never happened.”

Det er altid smukt at få svar på spørgsmål, der har naget en. "The Angel's Game" hang i luften flere dage efter, jeg havde færdiglæst den, og jeg vandrede rundt i en hvileløs døs og spekulerede over symboler og metaforer, meninger og fortolkninger. Det var en gåde, jeg ikke kunne regne ud, men "The Prisoner of Heaven" gav mig mit svar. Nu forstår jeg David Martin og det voksende mørke i hans sind. Nu forstår jeg, hvorfor "The Angel's Game" var sådan et svimlende skyggespil. Og nu forstår jeg, præcist hvor vidtrækkende reolerne og mulighederne er i de fortabte bøgers kirkegård. Zafóns historie kan bevæge sig i hvilken som helst retning nu, og uden tvivl formå at overraske mig.
For selvom "The Prisoner of Heaven" tilbød mange svar, tilbød den ikke alle. Zafón planlægger tilsyneladende endnu en sidste bog i serien, der har lokket hele verden ind i et gotisk, besættende og papirparfumeret mysterie.
Jeg kan med lethed udpege "The Prisoner of Heaven" som seriens svageste bog. Selvom den er inddragende, vidunderligt velskrevet og fyldt med Zafóns kendetegnende, stemningsdannende intertekstualitet, så er den også haltende. Med den halve længde af seriens foregående bøger, virker den forhastet. For hurtigt ovre og for hurtigt løst. Historien efterlader ikke blot spørgsmål, den efterlader også et gabende hul, der hvor dens pointe burde være. Jeg forestiller mig, at det skyldes optakten, trommeslagene der tæller sekunderne til den store finale. For "The Prisoner of Heaven" er for svag til at stå alene, som de andre to bøger kan det. Den er et middelmådigt bindeled, der forener to funklende læseoplevelser og tillader deres verdener at kollidere. 

“Those were the words she wanted to hear and she finally surrendered to the temptation of believing them.”

>

"The Angel's Game" (The Cemetery of Forgotten Books #2) af Carlos Ruiz Zafón

"The Angel's Game" (org. titel "El juego del ángel") af Carlos Ruiz Zafón, fra forlaget Phoenix, udgivet i 2009 (org. udgivet i 2008). Læst på engelsk – originalsproget er spansk. 5/5 stjerner.

"The Angel's Game" er en selvstændig fortsættelse på "The Shadow of the Wind". Den kan læses både før og efter dens forgænger i en selvvalgt kronologi. For selvom "The Angel's Game" er næste bog i Zafóns serie, udspiller den sig før "The Shadow of the Wind". Temaer, karakterer og steder binder de to romaner sammen i et voksende mysterie på tværs af tid og fornuft. De hænger sammen, men de er adskilte. De er meningsgivende i både den ene rækkefølge og den anden.
"The Angel's Game" er en mørk roman hjemsøgt af personlige dæmoner, fortidens spøgelser og forkerte beslutninger. Det er en fortælling om en forfatter ved navn David Martin, der bliver besat og frastødt af en bog, han er blevet bedt om at skrive. Han er i en konstant moralsk kamp med sig selv – bør han fortsætte bestillingsarbejdet og skrive bogen færdig? Eller er han ved at skrive noget så eksplosivt, at han burde brænde sit manuskript, før det sætter ild til verden? Hvilken pris har han solgt sin bog og sig selv for – og hvad er prisen for at trække aftalen tilbage? 

“I stepped into the bookshop and breathed in that perfume of paper and magic that strangely no one had ever thought of bottling.”

Carlos Ruiz Zafón skriver om mennesker og om bøger. Om den konstante følelsesudveksling der foregår i det private rum mellem en læser og hans bog, om det som læseren læser ind i bogen, og om det budskab bogen videreformidler til læseren. Zafóns  gotiske univers er fyldt med ekkoet fra tusinde fortællinger. Hele serien om de glemte bøgers kirkegård er en historie om historier, bøger om bøger. Det er en magisk, mytisk verden for enhver bibliofil.
Men hvor den første bog i serien, "The Shadow of the Wind", handlede om en dreng, der blev forelsket i bøger, handler "The Angel's Game" om en forfatter, der bliver korrumperet af bøger. Bøgerne fungerer som spejlinger af hinanden; de undersøger og omhandler begge en histories tilblivelse, at skrive, læse og fortælle. Begge bøger er umuligt medrivende, gotiske og dramatiske, men hvor "The Shadow of the Wind" er fyldt med håb, er "The Angel's Game" fuldstændig frarøvet håb.
I "The Angel's Game" skriver Zafón om en skribent. David Martin er en mærkværdig hovedperson, der er jaget af fortrydelser og under konstant påvirkning af en hjernesvulst, der befinder sig som en tikkende bombe i hans kranium. Bogen er fortalt med Davids egen stemme, og er derfor fyldt med feberhede hallucinationer som følge af Davids sygdom. Hvad David fortæller og oplever stemmer ikke altid overens med virkeligheden – som da David beskriver en ikke-voldelig episode med to forbrydere, og senere bliver modsagt ved opdagelsen af bloddråber på hans ansigt. I løbet af romanen bliver det mere og mere tydeligt, at David er upålidelig. Hallucinationer, overnaturlighed, og forskellige versioner af den samme hændelse giver romanen en ildevarslende karakter af et større djævlespil.
"The Angel's Game" er en historie uden en afrundet slutning eller endelig konklusion. Det er en håbløst dobbeltsidet roman, der skifter form og farve fra hver vinkel, man betragter den fra. Jeg er endnu ikke nået frem til en konklusion. Jeg er ikke i stand til at beslutte mig, til at fremane et svar på den gåde, Zafón har gemt inde i sin snævre ordlabyrint. I tre hele dage var jeg opslugt og fortabt, jeg vandrede igennem Barcelonas mørke gader sammen med en talentfuld forfatter, som levede i en verden af skygger, spindelvæv og edderkopper, fanget i et personligt helvede han selv havde bygget, tynget af presset fra den voksende hjernesvulst i hans indre. Var det hele en illusion? En hallucination? Eller var det noget helt andet, noget langt mere utænkeligt dystert, som gemte sig under tågesløret af en syg mands hjerne? 

“The only way you can truly get to know an author is through the trail of ink he leaves behind him. The person you think you see is only an empty character: truth is always hidden in fiction.”

Zafón begynder sin bog med et mørkt forvarsel. Bogens første sætninger fortæller sin læser, at en forfatters sjæl altid ligger gemt i de bøger, han skriver. Det øjeblik en forfatter begynder at leve af sine ord, bliver han offer for sin egen forbandelse. For sælger man sine ord, sælger man sin sjæl. Og eftersom David Martin er en journalist og senere en forfatter, uddeler han små stykker af sin sjæl uden at ane det. Han mister sig selv.
Da David efter årevis af udmattende, mekanisk og formularisk skriveri indgår en aftale med en mørk fremmed om at skrive en bog, der kan blive til en religion, tager historien en skarp drejning og kolliderer med den tyske myte om Faust. For hvis bøger indeholder forfatterens sjæl, og David har indgået en fristende aftale med en fremmed – har han så solgt sin sjæl til djævelen selv? Det faustianske tema giver genlyd gennem romanen, sammen med talrige symboler i form af engle, djævle og fortabte sjæle. 
I "The Angel's Game" efterlader Zafón et blækspor af intertekstualitet i hver eneste linje. Romanen har præmisset fra Dickens' "Great Expectations", mørket fra den tyske folkelegende om Faust, altimens romanen også undersøger Bibelens mekanismer og troens elementer. Andre bøger dukker op i historiens overflade, da David frekventerer både biblioteker, bogbutikker og aviser, og lader sine fingerspidser glide over rækker af bogrygge, stabler af bøger og vender knitrende papirssider med rystende fingre. Jeg kunne så let fortabe mig i alle bøgerne indeni Zafóns bog, efterhånden som han leder sin hovedperson igennem den enorme kirkegård af glemte bøger.
Det er længe siden, jeg har læst noget, der har fået mig til at gruble så meget som denne bog. Det er et smukt håndværk skabt af en mesterlig fortæller. Hver sætning skinner som en lille finpudset perle, og historiens mange niveauer skaber en imponerende dybde, der får bogen til at hænge i luften lang tid efter endt læsning. Zafóns skrivestil er en atmosfærisk oplevelse, der fremkalder ikke-eksisterende minder om mørke nætter på Barcelonas gadehjørner, et ensomt syn af en skrivemaskine i et forladt tårnkammer og en kildrende, prikkende, stikkende fornemmelse af at blive overvåget. "The Angel's Game" er en mystisk page-turner, der byder sin læser op til en omfattende skyggeleg. Og jeg vil ikke tøve med at opfordre jer alle til at lege med.

“A writer never forgets the first time he accepted a few coins or a word of praise in exchange for a story. He will never forget the sweet poison of vanity in his blood and the belief that, if he succeeds in not letting anyone discover his lack of talent, the dream of literature will provide him with a roof over his head, a hot meal at the end of the day, and what he covets the most: his name printed on a miserable piece of paper that surely will outlive him. A writer is condemned to remember that moment, because from then on he is doomed and his soul has a price.”

"A Novel Bookstore" af Laurence Cossé

"A Novel Bookstore" (org. titel "Au Bon Roman") af Laurence Cossé, fra forlaget Europa Editions, udgivet i 2010 (org. udgivet i 2009). Læst på engelsk – originalsproget er fransk. 3/5 stjerner.

"A Novel Bookstore" er historien om Ivan og Francesca, som driver en boghandel med et helt særligt koncept. Visionen er nemlig, at butikken ikke skal være domineret af bestsellerlister og gigantforfattere, men i stedet koncentrere sig om at sælge gode bøger til dedikerede læsere. Ivan og Francesca drømmer om at skabe en litterær drømmeoase, hvor tilfældige forbipasserende kan slentre ind og finde en bog, de aldrig har hørt om men altid har ledt efter.
I modsætning til alles forventning bliver boghandlen en succes. Kunderne strømmer til for at finde gode læseoplevelser og ægte inspiration. Men boghandlen bliver også offer for skeptiske blikke, og ejerne begynder at modtage voldelige trusler. Da et af medlemmerne af butikkens hemmelige komité bliver overfaldet, bliver Ivan og Francesca bange, og boghandlens fremtid bliver mere og mere usikker. 

“We want books that cost their authors a great deal, books where you can feel the years of work, the backache, the writer's block, the author's panic at the thought that he might be lost: his discouragement, his courage, his anguish, his stubbornness, the risk of failure that he has taken.” 

Glem alt om plot, trusler og det ventende mysterie. "A Novel Bookstore" bør hverken læses for spænding eller for handling; den bør derimod læses af ren, ægte og inderlig bogkærlighed. For i sin egentlige kerne er det dét, bogen handler om.
"A Novel Bookstore" er et fiktivt forsøg på at adskille gode bøger fra dårlige bøger; en diskussion af litterær kvalitet, bøger og de mennesker der læser dem. For i hjertet af bogen og i hjertet af Paris forsøger to mennesker at åbne en boghandel og udelukkende fylde den med gode bøger. Livsforandrende bøger. Bøger der ikke nødvendigvis har vundet priser eller høstet anerkendelse, men som derimod besidder evnen til at røre deres læsere. Bøger der  varer længere end deres sidetal indikerer.
Hvor ville jeg gerne træde ind i den boghandel og være omgivet af en så stor magt. For det er en magt nogle bøger, de rette bøger, har. Magten til at ændre et liv for evigt.
Problemet er bare, at forskellige bøger har forskellige betydninger for forskellige mennesker. Hvordan kan man fylde en boghandel med gode bøger uden en definition af, hvad en god bog er? Her opstår det store dilemma, der gør en smuk vision til nytteløs fiktion. En sådan boghandel vil aldrig komme til at eksistere, også selvom Cossé desperat forsøger at argumentere for udvælgelsesprocessen af de gode bøger, logikken og rationaliteten bag det. For mig vil bøger aldrig blive et spørgsmål om logik – snarere tværtimod er min bogbedømmelse domineret af det mest ulogiske i verden. Følelser.
I "A Novel Bookstore" bruger Cossé mange sider på først at introducere idéen om en boghandel, der udelukkende vil sælge gode bøger. Derefter bruges talrige sider på at diskutere udvælgelsesprocessen; Ivan og Francesca starter en hemmelig komité, hvor hver person i komitéen har til opgave at producere en liste over gode bøger. Slutteligt bliver disse lister sammenlignet, og de bøger der optræder flest gange på listerne kommer til at udgøre butikkens hyldeplads. Og selvom det er en god idé, er den hverken fejlfri eller ultimativ.
For i bogbutikken er det hovedsageligt ukendte værker, der er i centrum. Smalle udgivelser, obskure forfattere og glemte titler, side om side med åbenlyse litterære giganter som Proust og Victor Hugo. Og pludselig begynder hele romanens koncept at virke som en nichépræget besættelse, endnu et led i en individualistisk kæde, hvor mainstream bliver synonymt med et skældsord.

“'I had plenty of time,' he said, telling himself that was one of the saddest sentences there is.”

Men selvfølgelig har Cossé også regnet dén ud. Den anden halvdel af romanen beskæftiger sig netop med denne receptionsproblematik, og et krimi-plot formes, da boghandlen efter en indledende succes begynder at modtage trusler. Der er mange, der ikke kan udholde tanken om bogbutikkens position som smagsdommer. For hvordan ville man selv reagere, hvis man gik ind i en boghandel, spurgte efter en bog og fik svaret: "Vi beklager. Her sælger vi desværre kun bøger, som vi har vurderet som værende god litteratur"? En lille del af en ville uden tvivl gå i protest.
Og selvom et stort mysterie med detektiver, hemmelige modstandsgrupper og chikane herefter begynder, er det hele tiden diskussionen om litterær kvalitet, der får centrumpladsen i "A Novel Bookstore". Det er en yderst interessant problematik, som Cossé fremhæver, og jeg tillod mig at drømme med; at indrette min egen kvalitetsstemplede boghandel i det magiske Paris. Idéen er fristende men også fejlende.
Jeg er nemlig grundlæggende uenig med Cossés roman. Hele bogen virker som et forsvar af den gode litteratur og den næsten automatiske undervurdering af genrelitteratur; kærlighed, spænding og krimi (hvilket er en uhyre ironisk detalje, eftersom "A Novel Bookstore" selv besidder krimielementer), og jeg blev hurtigt utålmodig undervejs.
"A Novel Bookstore" lykkedes i dens forsøg på at provokere og inspirere til videre diskussion. Det er et pudsigt indspark i en længere debat om litterær kvalitet og kanoniserede læse-lister, og Cossé belønner sin læser med alverdens stof til eftertanke – også selvom man, ligesom jeg, forholder sig kritisk til historiens endelige konklusion. 

"The Shadow of the Wind" (The Cemetery of Forgotten Books #1) af Carlos Ruiz Zafón

"The Shadow of the Wind" (org. titel "La sombra del viento") af Carlos Ruiz Zafón, fra forlaget Penguin, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2001). Læst på engelsk – originalsproget er spansk. 5/5 stjerner.

Vinden kaster sin skygge over Barcelonas gader i 1945. Byen er halvvejs opbygget, halvvejs i ruiner, og hver aften forsvinder mørke skikkelser iført lange frakker ind i skyggerne mellem høje bygninger og labyrintlignende gader.

En enlig far begiver sig en dag med sin søn, Daniel, afsted for at besøge et sted gemt i Barcelonas skygger. Et sted kendt som de glemte bøgers kirkegård. Her får Daniel lov til at vælge en bog og bringe den med ham hjem; ved et tilfælde eller et skæbnespil, vælger Daniel "The Shadow of the Wind" af Juliàn Carax. En bog han kommer til at tilbringe en feberhed nat med at læse, fra ende til anden.

Med en barnlig entusiasme beslutter Daniel sig for at opspore flere bøger af sin nye yndlingsforfatter, blot for at opdage at Carax's bøger er forsvundet, udslettet og brændt af en mystisk person, hvis hovedærinde er, at destruere alle Carax's bøger. Daniels bog er en uhørt sjældenhed, og den kaster sin skygge over hele hans tilværelse. Da Daniel beslutter sig for at belyse sin yndlingsforfatters fortid, bliver han en del af et indviklet mysterie om besættelse, galskab, mord og umulig kærlighed. 

“Keep your dreams. You never know when you might need them. ”

For næsten præcis en måned siden skrev jeg et indlæg, hvor jeg beskrev mine efterårslæsevaner. Jeg dryssede tillægsord ud over efterårssæsonen og sammenknyttede dem med bøger; jeg beskrev den dystre, gotiske, desperate, smukke og atmosfæriske fornemmelse, som jeg søgte i bøgerne på min efterårslæse-liste. Jeg forklarede min higen mod stemninger og følelser. Og uden at vide det beskrev jeg således "The Shadow of the Wind", som allerede på dét tidspunkt befandt sig i min snarlige fremtid. Ventende, lurende, lokkende. Det er den perfekte efterårsbog.

Det hele er der. Et gotisk mysterie, destruktive ildebrande, en dødsdømt kærlighed, en sløret skikkelse skjult bag en sort maske, omhyggeligt beskrevne gadehjørner med lygtepæle der kaster et klart lys på fortidens Barcelona, en bogkærlighed så håndgribelig at den får karakter af en kærlighedserklæring og en skrivestil så atmosfærisk, at jeg forsvandt for en stund, transporteret ud af toget, lænestolen, kroppen og ind i en bog. Jeg slugte ikke bogen – den slugte mig.

Jeg vidste det allerede, da jeg læste bogens første side. Jeg vidste, at jeg sad med noget særligt, for allerede på første side var der en sætning, der standsede mig, og som jeg blev nødt til at læse igen. Ord for ord. “I was raised among books, making invisible friends in pages that seemed cast from dust and whose smell I carry on my hands to this day.” Det er udsædvanligt, at en bog kan give en lyst til genlæsning, før man overhovedet er kommet igang.

Jeg har intet andet ord for Zafóns skrivestil end atmosfærisk. Zafón rekonstruerer 1930'ernes Barcelona og kaster en stemning af skødesløs hemmelighedsfuldhed over byen. Det er som om, hver en gade gemmer på et mysterie, der venter på at blive opklaret. Daniels egen opdagelsesrejse er kun en ud af mange, og bogen har efterladt mig med en gribende rejsetrang. Zafón har vækket en drøm om en vandretur i Barcelonas gader, en jagt efter et nyt eventyr i en by udgjort af skønhed og hemmeligheder.

“The moment you stop to think about whether you love someone, you've already stopped loving that person forever.”

Bogen indeholder så mange historietråde, så mange livlige, tragiske og farverige karakterer, så meget historie og så stort et mysterie, at der er et utal af ting, jeg gerne vil dvæle ved og hive frem for at eksaminere i dagslyset. "The Shadow of the Wind" er en skæbnefortælling om en forfatter og en læser, der spejler sig i hinanden. Daniel vokser, ligesom sin forfatterhelt Julián Carax, op bag en butiksfacade med et familieliv, der ikke kan kaldes ideelt. Daniel og Julián forelsker sig begge i deres bedste vens søster; en rigmandsdatter med en truende faderfigur, der stiller sig i vejen for de unges lykke. Efterhånden som Daniel lærer mere og mere om Juliàn Caraxs skæbne, opstår parallelle linjer mellem forfatteren og læserens liv. Objekter som bøger og kuglepenne binder dem sammen på tværs af årtier.
Der hviler en følelse af noget forudbestemt i bogens præmis. Daniel vælger tilfældigt Juliàn Caraxs bog ud af en hel labyrintgang af bøger. Eller vælger bogen ham? Forude venter et mysterie, der ændrer en hel livsbane, sammenfiltrer nutid med fortid og forbinder mennesker med hinanden i et farligt net af løgne. Juliàn Caraxs skæbne viser sig at være en næsten uundgåelig tragedie, der truer med at hive Daniel med sig i et altfortærende mørke. Men på trods af de mange opdagelser, paralleller og spejlinger har Daniel ingen skæbne – han vælger den selv. Og det er måske i virkeligheden bogens vigtigste pointe.
"The Shadow of the Wind" er en bog, der fortjener sammenligning med tidens største, gotiske mesterværker. Med en ildevarslende stemning på højde med Daphne du Mauriers "Rebecca", en rammefortælling ligeså kompliceret som Diane Setterfields "The Thirteenth Tale", en kærlighed så desperat og dødsdømt som Emily Brontës "Wuthering Heights" og en antihelt så tortureret som Heathcliff, et eventyr ligeså vidtomspændende som Alexandre Dumas' gigantromaner, gør "The Shadow of the Wind" sig fortjent til en plads mellem de allerstørste, de allerbedste bøger, jeg nogensinde har læst.
Der er ting i Zafóns roman, der er et helt litteraturstudie værdigt. Elementer af metafiktion, intertekstualitet, indforståede referencer, debatter om forfatteridentitet og en vedvarende vekselvirkning mellem en nutid og en fortid, der bliver mere og mere sammenblandet. "The Shadow of the Wind" er ikke bare en fortælling; det er en fortælling om fortællingen, om at være forfatter og læser, og hvad der kan ske i krydsfeltet derimellem. Det er en fortælling om bøger, der kan forandre liv og liv, der kan forandre bøger. Det er en kærlighedserklæring til litteratur og til kultur, til Barcelonas smalle gader og store katedraler, en hyldest til Victor Hugo og en tilbageskrivning til Cervantes. Det er en bog, der modsiger sig selv, og som både idylliserer og dæmoniserer den første kærlighed og det første kys. Det er en symbolladet tekst med tilbagevendende figurer af engle og djævle, og ordet "skygge" som har en dobbeltbetydning, hver eneste gang det dukker op.
Men alt det kan ignoreres. For bogen er, mest af alt, en af de magiske bøger, der også er en portal. Det er en bog, man kan træde ind i for en stund. 

“I felt myself surrounded by millions of abandoned pages, by worlds and souls without an owner sinking in an ocean of darkness, while the world that throbbed outside the library seemed to be losing its memory. ”

"Give Me Your Heart" af Joyce Carol Oates

"Give Me Your Heart" af Joyce Carol Oates, fra forlaget Corvus Books, udgivet i 2012 (org. udgivet i 2010). 4/5 stjerner.

Giv mig dit hjerte. En simpel bøn i et høfligt brev sendt til en tidligere elsker, begynder Joyce Carol Oates' novellesamling. I en tiltagende besættelse, en feberhed bøn, en umulig hævn, bevæger den kvindelige skribent sig fra høflighed til vanvid, da hun skriver til sin tidligere elsker og beder om hans hjerte, fordi hendes eget fejler. Novellen begynder fjerlet og ender i et fortærende mørke. Bitter jalousi indrammer ordene, og den fine linje mellem bøn og trussel, kærlighed og had sløres mere og mere, efterhånden som den kvindelige afsender giver sig tydeligere og tydeligere til kende.
"Give Me Your Heart" er den første novelle i denne novellesamling og også den, der giver titlen til bogen. Stemningen fra den første novelle er toneangivende, og hele novellesamlingen er bundet sammen af hjertet og de upålidelige følelser, der er tilegnet det bankende organ. Kærlighed er temaet, der samler disse noveller – men også det, der river dem fra hinanden. 

“You're frightened. Your heart, that guilty organ, has begun to pound. At a second-floor window of your house on Richmond street (expensively restored Victorian, pale gray shingles with dark blue trim, "quaint," "dignified," among others of its type in the exclusive old residential neighborhood east of the Theological Seminary), you stare out anxiously at – what? Not me, obviously. I'm not there. At any rate, I'm not in sight.”

Jeg læste "Give Me Your Heart" i et bumlende tog, mens landskabet omkring mig hele tiden ændrede sig. Jeg læste en historiebid af gangen, en lille rystende episode delt op over flere dage, små jordskælv i små portioner. Det var meningen, at jeg skulle se Joyce Carol Oates, da hun var på Louisiana, og "Give Me Your Heart" blev valgt som min introduktion til hendes forfatterskab af ingen anden grund, end at den befandt sig, hvor jeg var; i et lille hjørne af et stort indkøbscenter i Spanien. Jeg endte dog med aldrig at få hende set, tiden fløj forbi mig, og jeg kom ikke på Louisiana den dag, da hun var der. Til gengæld fik jeg læst en novellesamling så voldeligt chokerende og elegant sammenvævet, at jeg endnu får kuldegys ved tanken. Jeg anede det ikke, da jeg købte den – men "Give Me Your Heart" var den perfekte introduktion til Oates' forfatterskab. Det er en af de bedste novellesamlinger, jeg nogensinde har læst.
Hver af de ti noveller i samlingen er små mesterværker, små fortællerlege og mindeværdige edderkoppespind. De er bizarre, endda makabre, og de ender alle med et uforudsigeligt plottwist, der efterlader læseren med et hamrende hjerte og opspilede øjne. Oates demonstrerer så tydeligt den brutale og rå grimhed, der kan gemme sig i et menneskehjerte; den lethed hvormed det hele kan vende i løbet af et enkelt sekund, situationer kan løbe løbsk, og følelser kan fortære. Og noget så basalt ømt som sætningen "Give me your heart" omdannes til en grufuld romantik.
Hjertet er et upålideligt organ tillagt endnu mere upålidelige følelser, og eftersom alle Oates' karakterer handler efter hjertets impuls, er de også upålidelige. Det er svært at vide, hvad man skal tænke eller tro; novellerne fremsætter mysterier, der aldrig bliver løst, og som i deres tvetydighed næsten bliver til decideret gys. Fra titelnovellens tiltagende terror til den ildevarslende atmosfære i novellen "Strip Poker", hvor en ung pige forledes til at deltage i et spil, hun ikke helt forstår, er novellerne fyldt med grusomheder så hverdagslige, at det næsten ikke er til at bære. 

“Very possibly this was a dream of such anguish he could scarcely bear it, and yet Jess knew it could not be a dream, for you can determine a dream by its texture. Dreams are soft-edged as watercolors, while waking life is hard-edged as a photograph.”

Oates skraber atmosfærer, der er kvælende klaustrofobiske, levende og psykologisk realistiske. Alle hendes scenarier befinder sig på en vippekant mellem forestillingen og virkeligheden, og novellerne efterlader en med forvirring og frygt – konklusionen skal foretages i læserens hoved, og uvisheden er pinefuld. Denne uvished opleves så tydeligt i novellen "Split/Brain" hvor en ung kvinde sidder i en bil og venter på at træde ind i sit hjem. Hun ved, at hendes nevø er der, og hun er bange for at møde ham. Hun sidder derfor i bilen og opbygger scenarier; det ene grusomt, det andet simpelt. Novellen slutter med, at hun rejser sig og træder ind af døren. Men hvad vil hun finde? Hvilket scenarie vil blive det sande? 
Oates' karakterer lider af besættelser. Kærligheden har gnavet i deres hjerner, fordøjet deres fornuft og blændet deres synscenter. I "The First Husband" bliver en mand besat af sin kones første ægteskab og bruger al sin tid på at opspore hendes første ægtemand, i "Smother" fortælles to historier om den samme opvækst med en fiksering på en særlig barndomshændelse som enten er oplevet eller indlevet, og i "Bleed" forvandles en god gerning til en faretruende trussel, blod på hænderne og arrest. Alting tog en drejning, som jeg aldrig havde forudset. Et hamrende hjerte er et ildevarslende tegn.
Det er længe siden, at jeg har læst noget så kraftigt, så åbenlyst voldeligt og grafisk, som disse noveller. Men selvom mange af Oates' karakterer får blod på hænderne og pletter på samvittigheden, så er det skræmmende ved volden ikke fysisk, men psykologisk. Der er noget ufatteligt skræmmende, ufatteligt tankevækkende, ufatteligt mørkt ved den måde, hvorpå Oates hiver fat i menneskets skyggesider og skriver om, hvad man egentligt er i stand til, hvis man overlades til hjertets passioner. Det er dyrisk. Det er fælt. Og det er så velskrevet og så fantastisk skarpt observeret, at jeg stadig er målløs.

"Some Kind of Fairy Tale" af Graham Joyce

"Some Kind of Fairy Tale" af Graham Joyce, fra forlaget Orion, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2012). 3/5 stjerner.

"Some Kind of Fairy Tale" begynder med en hverdagsscene. Bogens første kapitel begyndes midt i en hektisk juleaften, hvor Peter Martin er omgivet af sine larmende børn og deres hujende forventninger til de ventende gaver. Alting må dog sættes på en midlertidig pause, da telefonen ringer, og Peter hører sine forældre meddele, at hans søster er vendt hjem.
For tyve år siden tog Tara en stille gåtur i den nærliggende skov, og hun blev aldrig set igen. Nu er hun pludselig atter dumpet ind i Martin-familiens liv efter tyve års desperat søgen og tro på det værste. Hun er tilbage, og hun har ikke forandret sig så meget som et sekund. Hendes ansigt har ikke det mindste spor af de år, der er gået eller den tid, der er mistet. I stedet ligner hun stadig den teenager, som forsvandt. Og som forklaring har hun en usandsynlig beretning om en lur i skoven, en udstrakt hånd, en ridetur på en hesteryg og en introduktion til en helt anderledes verden, som taget ud fra et eventyr.

“Oh yes the bluebells were out in May. Do you remember how they were? Their perfume stole the sense right out of your head. It turned you over and shook the juice right out of you. You couldn't walk between them that year they were so dense; you had to swim in them. The madness of it! The scent was so subtle that it got all over you, in your nostrils, in your cavities, and on your fingers like the smell of a sweet sin. Didn't it bind you in blue lace and carry you away?”

Dette er en bog, som fokuserer på lokkende fe-magi og på små stjålne og forførende glimt af noget utopisk. Noget fjernt. Noget anderledes. Dette er en bog, der leger med forståelsen af verdenen og om, hvor hurtigt denne kan forvrides til et desorienterende sanseeventyr gennem uberørte skove og uendelige marker af lydløse klokkeblomster.

Dette er en bog, der lader feer lokke unge mennesker væk fra deres hjem og deres familier, og ind i nye verdener og et nyt mørke. Og akkurat ligesom bogen lader sine karakterer blive forledt af feerne, lod jeg mig også forlede af bogens titel. Graham Joyces roman afslører sig selv i dens overskrift, og fortæller at den vil indeholde en slags eventyr. Dens bagsidetekst er sparsom, dens første kapitel er mystisk, og således vandrer man ind i bogen med kun én forventning; at blive involveret i en slags eventyr.

Men titlen er misledende og forkert. "Some Kind of Fairy Tale" er ikke en slags eventyr, bogen er et eventyr. Et ægte, rendyrket, simpelt og velkendt eventyr om mytologisk femagi, ombytninger og dystre undertoner af seksualitet og identitetskampe. Det var på ingen måde, hvad jeg havde forventet. Jeg havde håbet på noget mere jordnært, noget mere hverdagsligt og noget mere af det, som den sparsomme bagsidetekst havde lovet mig: en fortælling om den fortryllelse, der gemmer sig i hver eneste dag. I stedet fik jeg et rendyrket eventyr om den dragende hemmelighedsfulde ånd, der hviler i en skov.

Efter min indledende skuffelse og undren, begyndte jeg at læse bogen på dens egne præmisser. Jeg blev draget ind i en verden af gammel mytologi; genfortalt af en tilbagevendt kvinde, der må sande at verden har ændret sig i hendes fravær – og at den historie, hun selv holder så krampagtigt fast i, betvivles af alle hendes omgivelser. Den hjemkomst som Tara har kæmpet så hårdt for at opnå, bliver overskygget af hendes forældres bekymringer, hendes brors vantro og hendes psykologs ihærdige forsøg på at rationalisere hendes oplevelser. Og Tara, der ellers fremstår så uforandret, begynder at forvandles. En bitter erkendelse sniger sig ind i hendes sind, da hun indser, at hun ikke kan komme tilbage til den verden, som hun har forladt. Hun er ramt af en hjælpeløs nostalgi efter noget, der er for evigt tabt; næsten som en voksen der desperat længdes mod sin barndom. 

“I know I should have refused his offer. Then things would have been different. But there are times in life when a door opens and you are offered a glimpse of the light on the water, and you know that if you don't take it, that door slams shut, and maybe forever. Maybe you fool yourself into thinking that you had a choice at all; maybe you were always going to say yes. Maybe refusing was no more a choice than is holding your breath. You were always going to breathe. You were always going to say yes.”

Graham Joyce skriver levende, atmosfærisk, absorberende. Han lokker sin læser ind i en verden, der på én gang er et under, og samtidig er et mareridt. Ord for ord begynder han at så tvivl i sin egen historie; hvor Taras fortælling i starten virker som en surrealistisk, men dog troværdig, fantasme, ender den med at blive brudt op indefra af psykologens granskende analyser. Hvor meget man end ønsker at tro på Taras historie, jo mere besværligt bliver det at retfærdiggøre. Slutningen efterlader et stort, sort hul i historien, som det kun er op til læseren at udfylde. Man vælger selv sin egen sandhed; man bygger selv sin egen slutning.
Det er modigt at give sine læsere en halv slutning, at efterlade dem med en stump af sandhed og et uoverskueligt regnestykke at arbejde med. Men det virker, og gør historien til læserens egen, i stand til at blive skuet fra forskellige vinkler og blive argumenteret både for og imod. Jeg kunne godt lide slutningens konklusion, men jeg brød mig ikke dens udførelse. Uden at være i stand til at tale for højt for ikke at spolere historien, synes jeg, at hele Joyces omhyggeligt spundne spindelvævsnet blev trevlet op. Alt virkede pludselig meningsløst, for let og for løst.
I "Some Kind of Fairy Tale" eksperimenterer Joyce med fortællerformer og skrivestile. Romanen bliver fortalt i fragmenter; interviews bliver sammenholdt med psykologens rapporter og Taras blidt udtalte minder. Nogle af kapitlerne er gengivelser af direkte tale, andre tillader glimt ind i karakterernes indre, mens andre bliver udformet som saglig prosa. Men alle kapitler indeholder en ukendt fortæller, som sammenstykker brudstykkerne til en upålidelig fortælling. Selvom det er let at glemme, starter bogen med en mærkelig sætning, der har den største betydning for plottets udfald og forståelse: “Of course, everything depends on who is telling the story. It always does. I have a story, and though there are considerable parts I've had to imagine, the way I saw it was as follows.”
Bogens smukkeste dele var afgjort de kapitler, hvor Taras stemme dominerede og minder fra et fjernt skovrige fyldte og oplyste teksten. Det var på én gang overbevisende og skuffende; for Joyce skaber en skrøbelig eventyrsverden, der sagtens kunne have været så meget mere. Gennem feerne og deres oldgamle samfund udforsker han den komplekse sammenvævning af seksualitet og tilhørsforhold, som mennesket er underlagt, og sætter Tara fri i en verden uden grænser, uden love og uden regler. Feerne er frigjorte væsener, deres verden er oplyst og deres samfund er lange skridt foran menneskets. Men deres lille mikrounivers klinger hult og alt det, de har opnået undermineres af en besat mand og hans seksuelle higen. Jeg ville ønske, at Joyces fokus var blevet udfordret og skubbet en anelse, og at hans opbyggede verden havde været opbygget på noget mere substantielt. I stedet føles alt en anelse skrøbeligt; som et traditionelt eventyr, der er blevet udstrakt til dets bristepunkt. 

"The Museum of Extraordinary Things" af Alice Hoffman

Dette er et planlagt indlæg. Jeg er i feriehi og er derfor lidt langsommere om at udgive og besvare kommentarer. Men jeg skal nok få det gjort efterhånden.

"The Museum of Extraordinary Things" af Alice Hoffman, fra forlaget Simon & Schuster, udgivet i 2014. 4/5 stjerner.

Scenen er allerede skabt med bogens titel, dens forside, dens bagsidetekst. Det tager ikke mere end et øjeblik, før man som læser befinder sig i år 1911, i Brooklyn, i Coney Island, i en sælsom form for forlystelses-museum, omgivet af udstillinger bestående af levende såvel som døde mennesker. Man ser sig omkring, opdager fossiler, dresserede aber, piger med sommerfuglevinger og mænd med løvemod. Der hviler en kunstig fortryllelse over alting; synsbedrag, illusioner og snyderi udstiller som den ægte vare. Men man kan ikke lade være med at kigge alligevel.

I den verden er Coralie vokset op. Med en far der opsøger, fremstiller og udstiller ekstraordinære fund såvel som mennesker, er hun isoleret fra omverdenen. En dag bliver hun selv en del af udstillingen og må svømme rundt for faderens kunder med en specialfremstillet havfruehale. Hver aften bliver hun tvunget ud på lange svømmeture i Hudson River for at holde sine svømmerevner ved lige, og en dag ændres alting drastisk. For hun ser nogen i skovens udkant. Nogen som hun ikke kan glemme igen.

“As he slept he prayed that no one would wake him, for it was in dreams that a man found his truest desires.”

Denne bog giver ekko af højlydte lyde fra en højlydt by. Neon-skilte, råbende reklame-mænd, et oplyst pariserhjul der reflekteres i vandpytterne, hvinende og skrigende turister i søgen efter et øjebliks sjov, brændende fabrikker og arbejdere der falder ned i deres egen død, afsides skovområder der hjemsøges af en ulv, fotografiapparets klikkeri og en klaustrofobisk følelse af at være lukket inde, skjult bag en glasvæg i et ubetydeligt museum fyldt med camoufleret snyderi. Hoffman tilbyder både brede perspektiver og indsnævrede miniature-rum. På den ene side er man i New Yorks larmende gader i 1911, og på den anden side betragter man byen fra en kvælende glasboble. 

"The Museum of Extraordinary Things" er splittet i to. Kapitlerne veksler mellem en distanceret tredjepersonsfortæller og en personlig jeg-fortæller. Skiftevis bevæger man sig mellem en ren plotlinje og et narrativt kaos; erindringer, digressioner og usikkerhed hiver tidslinjen fra hinanden i samme øjeblik, som karaktererne selv griber historien og får overtaget. Ikke alene fortælles historien fra Coralies synspunkt; den fortælles også fra Eddie Cohens, den unge mand som Coralie en nat ser under de månebelyste træer i skoven. Hans historie er en fortælling om faderligt svigt, om en rejse fra Rusland til USA, om en glemt religion og om en verden hvis skønhed kun kan ses gennem et fotografiapparat. Han er en kontrast til Coralie med hans frihed, hans selvstændighed og hans berejste verdensperspektiv, men i virkeligheden er han ligeså knust, som hun er. Med sig bærer han et stjålent ur, som vejer tungt i hans lomme; det er en konstant påmindelse og et symbol på al det had, han nærer. Og en dag går uret i stå.

Det tager lang tid for Coralie og Eddie om at mødes. Gennem bogen forløber deres historier som to parallelle linjer, der altid er overfor hinanden, men som aldrig krydses. Eddie føres på lange ekspeditioner gennem New York for at fotografere for aviser og for at opklare et nagende mysterie. Coralie føres ned i sin fars kælder for at læse en dagbog og opdage en løgn, som hun aldrig vil være i stand til at glemme. Og selvom man hele tiden ved, at de to historielinjer vil blive til én, går der lang tid, før Coralie og Eddies veje fører dem sammen, før deres to verdener kolliderer med et blændende, skræmmende, levende fyrværkeri. 

“I would reach into the snow-dotted water. The frozen shore made me think of diamonds. I was enchanted by these evenings. The ebb and flow at the shore was bone white, sparkle. My breath came out in a fog and rose into the milky sky. Snow fell on my eyelashes, and all of Brooklyn turned white, a world in a globe. Every snowflake that I caught was a miracle unlike any other.”

Romanen er en hvirvelvind af historie, mysterier, barske livsvilkår, inderlig kærlighed og magisk realisme. Der er øjeblikke, som er umådeligt svære at kategorisere, fænomener som befinder sig i udkanten af den historiske kontekst, hændelser som ikke umiddelbart lader sig forklare. I Hudson River er der mørke understrømme, der trækker Coralie i forskellige retninger, leder hende mod Eddie og dernæst mod et lig, i Eddies drømme optræder Coralies fejende sorte hår, før han end har mødt hende, og i det ekstraordinære museums kælder, hvor Coralies far eksperimenterer, mødes videnskab med uhyrlighed, virkelighed sammensættes med fantasi. Og ligesom Coralies liv er halv virkelighed, halvt bedrag, halv fantasi, er bogens skrivestil det også. 
Hoffman har dyppet kanterne af sin bog og sin fjerpen i lyrisk klaustrofobi, og hendes sætninger drypper af ufortyndet skønhed. Ordene bringer liv til et historieskelet, som jeg har set mange gange før; de tilføjer atmosfære, stemning og sanselighed til en tidsalder, jeg aldrig selv har oplevet. Det ville være så let for mig at sammenligne "The Museum of the Extraordinary Things" med "The Palace of Curiosities", "Elijah's Mermaid" eller måske endda lejlighedsvis med "The Magic Toyshop", men bogen er på én gang så anderledes og så velkendt for mig, at en sammenligning slet ikke kan lade sig gøre.
Jeg blev forelsket i denne bog, da jeg var halvvejs igennem den. Hoffman tryllebandt mig med sin mirakuløse prosa, sine mange historietråde og sine konstant trykkende elementer af fremmedhed, af nedværdigelse og af fangenskab. Romanen er udgjort af vand og ild, ulve og fisk, måneskinsbelyste træer og neonoplyste forlystelser; planter blomstrer i nattens mørke, altimens et ur holder op med at tikke i dens ejers brystlomme. Mennesker bliver objektificeret, altimens objekter bliver personificeret. Hoffman vender virkeligheden på hovedet i sin mørke roman, der blander historie med magi, mysterier med kærlighed. Jeg blev forblændet, fortryllet og forundret over den flig af 1900-tallets New York, som Hoffman lukkede mig ind i for en kort stund. Jeg begik en grusom fejl, da jeg læste bogen for hurtigt, og jeg blev frarøvet noget særligt, da jeg lukkede den.

“Still Eddie looked back, and still he saw her form, the swimmer from the river, the woman who had come to him the way a dream does, unbidden and uncalled for, impossible to let go of.”

"The Thirteenth Tale" af Diane Setterfield

"The Thirteenth Tale" af Diane Setterfield, fra forlaget Orion, udgivet i 2007 (org. udgivet i 2006). 4/5 stjerner. 

"The Thirteenth Tale" begynder med et brev på en trappesten foran en elsket bogbutik og en ung pige, der tøvende samler brevet op og undres over dets indhold. Pigens navn er Margaret Lea, bogbutikken er hendes fars, og brevet indeholder et tilbud fra Englands mest elskede forfatter, Vida Winther.
Vida Winther har skrevet mange vidunderlige bøger, men mest kendt af alle er "The Thirteenth Tale", som kun indeholder tolv fortællinger. Den trettende er ikke at opspore, og Mrs. Winther har aldrig klargjort, om den nogensinde har eksisteret. Ligeledes har Mrs. Winther heller aldrig fortalt et eneste sandt ord om sig selv; hver gang en journalist har bedt om hendes livshistorie, har hun fortalt en ny af slagsen, der ikke passer med hendes tidligere udtalelser. Ingen ved, hvor hun kommer fra. Ingen ved, hvor hun er vokset op. Ingen ved, hvem hun egentligt er.
Derfor er Margaret Lea så forundret, da hun modtager et brev fra Vida Winther, hvor Mrs. Winther skriver, at hun er alvorligt syg, og derfor ønsker at fortælle sin livshistorie. Hun beder Margaret være forfatteren til hendes sande biografi – på trods af, at Margaret kun har skrevet enkelte (og næsten ulæste) biografier tidligere og aldrig har læst en eneste af Mrs. Winthers bøger.

“Do you know the feeling when you start reading a new book before the membrane of the last one has had time to close behind you? You leave the previous book with ideas and themes - characters even - caught in the fibers of your clothes, and when you open the new book, they are still with you.”

Ovenstående citat beskriver den måde, hvorpå ordene fra "The Thirteenth Tale" stadig hænger i luften over soveværelsets himmelseng, der hvor jeg læste dem sidst. Selvom det efterhånden er en måned siden, at jeg i et anfald af eksamenstræthed fortabte mig i Setterfields debutroman, lever jeg endnu i bogens efterliv.
"The Thirteenth Tale" er en fortælling om en bogelsker ved navn Margaret Lea, og derfor er bøgerne selv et tilbagevendende tema. De første halvtreds sider er en levende kærlighedserklæring til litteratur og læsning; en beretning om en pige der glemte virkeligheden så meget under læsningen, at hun faldt ned fra en mur, fordi hun koncentrerede sig mere om læseøjeblikket end om sin egen balance. Med en far der ejer en bogbutik fyldt med sjældne bøger og en mor, der ikke kan sympatisere med den læsemæssige besættelse, befinder Margaret sig på et vippepunkt mellem skeptisk virkelighed og litterær fantasi. Hun er en drømmer, hun er en bogorm  – og hun er uendeligt let at spejle sig i.
Mødet mellem Margaret og Vida Winther er knudepunktet i romanen, og det er gennem en kombination af Mrs. Winthers mundtlige fortælling og Margarets sandhedssøgende detektivarbejde, at historien tager form. Bogen springer mellem nutiden, hvor Mrs. Winther og Margaret sidder foran en knitrende pejs i bløde lænestole, og livshistorien som Mrs. Winther udpensler undervejs. Der er tale om en historie i historien, et yndigt lag af metafiktion der veksler frem og tilbage mellem nutid og genoplevet fortid.

“There is something about words. In expert hands, manipulated deftly, they take you prisoner. Wind themselves around your limbs like spider silk, and when you are so enthralled you cannot move, they pierce your skin, enter your blood, numb your thoughts. Inside you they work their magic.” 

Mrs. Winthers livshistorie er fyldt med gotiske ekko. Det er en historie, der starter med at følge flere generationer og familiegrene; George Angelfield der bliver ramt af sindssyge ved sin kones død, den tragiske smukke Isabelle, som plages af sin voldelige og besidderiske bror, de to tvillinger Emmelie og Adeline March der er bundet sammen af en gensidig psykisk afhængighed og som en idealistisk læge forsøger at skille ad. Historien udspiller sig i en støvet villa, hvor en spøgelseslignende skikkelse hjemsøger værelserne; en villa som  senere tilintetgøres i en skæbnesvanger ildebrand, der udsletter alle spor af familiens eksistens, og derfor efterlader Margaret uden mulighed for at dobbelttjekke Mrs. Winthers sælsomme beskrivelser.
Fra start til slut er "The Thirteenth Tale" en beretning om bøger, om ord og om den måde, de kan bruges på. Mødet mellem Margaret og Mrs. Winther er ikke kun mødet mellem en nysgerrig sjæl og en mystisk brevafsender – det er også et møde mellem en læser og en forfatter. Margaret chokeres flere gange over Vida Winthers brug af ord, for Mrs. Winther bruger sine ord som våben, som manipulerende missiler og desorienterende røgslør, og hun er fuldt bevidst om, hvilken magt de kan udøve. Margarets nagende tvivl og stigende behov for at tjekke facts fra Mrs. Winthers livshistorie, skyldes ikke kun at historien er usandsynlig. Det skyldes også, at historien fortælles af en historiefortæller; en der bøjer ord som sit levebrød. 
Med "The Thirteenth Tale" har Diane Setterfield skabt et mørkt mysterie, der lurer sin læser ind i en uudholdelig tilstand af spænding, af tvivl og af medrivende læsefeber. Romanen har tydelige paralleller til Charlotte Brontës "Jane Eyre" og enkelte elementer fra Daphne du Mauriers "Rebecca", og gør brug af den samme sælsomme stemning. Jeg blev forhekset,  betaget og tørstig efter mere, mere, mere da jeg bladrede min vej gennem bogen, og den endelige mysterienøgle efterlod mig med et summende virvar af tanker, som jeg endnu bærer rundt på. "The Thirteenth Tale" er en af den slags bøger, der får en til at glemme tid og sted, eksamensbekymringer og hverdagsstress, vasketøj og gøremål, og i stedet fylder en med den barnlige trang til blot at lade en hel dag forsvinde mellem de tynde papirssider. Det er en bog, der sprænger tidsplaner, frarøver åndedræt og lader verden udenfor glide forbi i et sløret skær; det er en bog, man læser fra ende til anden på en enkelt dag uden et øjebliks pause.

“I have always been a reader; I have read at every stage of my life, and there has never been a time when reading was not my greatest joy. And yet I cannot pretend that the reading I have done in my adult years matches in its impact on my soul the reading I did as a child. I still believe in stories. I still forget myself when I am in the middle of a good book. Yet it is not the same. Books are, for me, it must be said, the most important thing; what I cannot forget is that there was a time when they were at once more banal and more essential than that. When I was a child, books were everything. And so there is in me, always, a nostalgic yearning for the lost pleasure of books. It is not a yearning that one ever expects to be fulfilled.”