Den her bog har stået på min bogreol i lang tid. Jeg tog den med mig hjem fra Spanien i 2014, og den har fungeret som en urørt souvenir lige siden. Ikke fordi jeg ikke ville læse den, men fordi jeg havde brug for en smule tilløb. For jeg vidste godt, bogen ville gøre ondt. Jeg anede bare ikke hvor ondt.
I "Love Letters of the Great War" har Mandy Kirkby udvalgt en række breve, der blev skrevet under Første Verdenskrig. Hun har researchet i arkiver og biblioteker, kontaktet efterkommere af brevskribenterne for at kortlægge deres skæbner, og forsøgt at inkludere både bryllupsfotografier og håndskrevne versioner af udvalgte breve.
Hvert brev introduceres af et par linjers kursiv tekst, der beretter om brevskriverens videre skæbne. Og sommetider er de få linjer de mest tragiske af alle. Som f.eks. når et meget smukt brev, der drømmende beskriver "livet efter krigen", bliver leveret med en besked om, at soldaten døde få dage efter. Eller når et brev der starter med ordene "I'm so glad that you're OK", viser sig at være skrevet på samme dag, modtageren døde. Brevene er naturligvis rørende i sig selv, men i konteksten bliver de næsten ubærlige.
“Funny how Fate plays tricks with human plans.”
I modsætning til det, den sarte forside antyder, har Mandy Kirkby ikke udelukkende inkluderet poetiske kærlighedsbreve i "Love Letters of the Great War". Mange af brevene er skrevet af mennesker, der led afsavn, og derfor er der ofte ikke langt fra kærlighedserklæringerne til lange afsnit om mad, et ønske om nye støvler eller snedige planer om hvordan man bedst muligt undslipper en anstandsdame. Der er noget chokerende ved så praktiske bekymringer midt i en krigstid.
Brevsamlingen formår så fint at dokumentere krigens tragedier, komedier og bittersøde slutninger. Som når en kvinde i ramme alvor skriver til en overordnet for at bede om orlov til hendes mand, så de kan være "intimate" sammen, eller når en soldat skriver hjem til en pige, han lige har mødt, men som han i øvrigt ikke rigtigt kan huske, hvad hedder.
Og så er der selvfølgelig tragedierne. De desperate breve om lange, stjerneløse nætter, om blodbadet og om grusomheden. Og – næsten værst af alt – de optimistiske breve om broderskab og krigsære, der efterfølges af en dødsnotits. Det er barsk læsning. Og det er virkelighed.
“I feel as if someone had uprooted my heart to see how it was growing.”
Jeg har læst meget om Første Verdenskrig. Jeg har faktisk haft et helt fag om krigslitteratur på universitetet. Jeg har læst romaner, memoirs og grusomme digte skrevet af soldater, der har været i krig og er vendt tilbage med granatchok. Men intet af det har fået mig til at græde, som disse breve har.
Den her bog formår at fremhæve individerne. De enkelte hverdagshistorier, der kun udgør en minimal del af krigens samlede historie. Fortællingen om en far, der aldrig kom hjem. En mand der aldrig så sine børn. En kvinde der ikke kunne vente længere og fandt en anden. Et barns tegninger der lå i en fars brystlomme, da han blev skudt. Bryllupsbilleder. Telegrammer med nyheder om død. Det er konkretiseringen, der er det hårdeste. Gennem brevene bliver den fjerne krig pludselig en situation, man kan forestille sig selv i.
Jeg ved ikke, om jeg vil betegne de her breve som stor litteratur. Jeg tror i hvert fald ikke, de stræber efter at være det. De fleste af brevene er ubehjælpsomt skrevet; et virvar af følelser, løfter om evig kærlighed og længsel efter flæskesteg i én og samme sætning, jalousi og formaninger om ikke at gå for meget ud side om side med beskrivelser af krigen og kampen i morgen, der måske kan blive den sidste. Det er rodet. Det er klodset. Men sådan er virkeligheden også.
Brevsamlingen er måske mest af alt et forsøg på at give et indblik i nogle af de liv, der blev berørte af Første Verdenskrig. Og på det præmis lykkedes den.
“The roses are lasting as never before, dark red, every day I bring a whole basket in; when you come, everything is to be full of roses.”
