"Lady Chatterley's Lover" af D. H. Lawrence

"Lady Chatterley's Lover" af D. H. Lawrence, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2009 (org. udgivet i 1928). 1/5 stjerner. 

Hovedpersonen i Lawrences roman virker i starten som endnu en utilfredsstillet kvinde i kategori med Flauberts ikoniske Emma Bovary. Men hvor Flauberts Emma falder hen til et udefinerbart afsavn til livet selv, lider Lawrences Constance Chatterley af en mere konkret og utilfredsstillet lyst. Fokuspunktet i "Lady Chatterley's Lover" er de sexuelle drifter og deres essentielle indflydelse på en velfungerende mentalitet. 
Fortællingen følger Constance Chatterleys frustrerede og sexløse tilværelse med hendes mand, Clifford, som er blevet lammet fra taljen og ned. Constance lever et skyggeliv, indtil hun finder trøst hos Oliver Mellors - bestyreren for hendes mands ejendom. Udadtil er de to komplette modsætninger, både i forhold til deres livsfilosofi og sociale status, men de finder hurtigt en naturlig forbindelse mellem deres sexuelt udhungrede kroppe. 

"All hopes of eternity and all gain from the past he would have given to have her there, to be wrapped warm with him in one blanket, and sleep, only sleep. It seemed the sleep with the woman in his arms was the only necessity." 

"Lady Chatterley's Lover" var en dybt kontroversiel roman i forhold til dens samtid, og var bandlyst i USA i over tredive år efter dens udgivelse. Lawrences portræt af kvinden som et seksuelt tænkende og afhængigt væsen, brød alle normer for datidens opfattelse af den helgenlignende og uskyldsrene moderskikkelse. Gennem romanens karakterer udfører Lawrence en Freud-lignende eksamination af nødvendigheden af et velfungerende sexliv - både for mænd og for kvinder. 
Set med nutidige briller virker Lawrences brug af 'forbudte ord' dog fuldstændig meningsløs, og sexscenerne fremstår som passionsløse beskrivelser grænsende til det direkte kedelige. Endvidere er romanen præget af en form for organisk tankegang, og sex er et emne, Lawrence forbinder med naturens opblomstring og forfald på den mest kliniske vis. Måske er "Lady Chatterley's Lover" i virkeligheden blot en roman, der udelukkende bør læses med øje for dens kontekst. 
Min sande irritation for romanen udspringer af Lawrences behandling af kvinder, som er præget af en sær form for diskrimination; i et kapitel fastslår han via karakterernes diskussion, at kvinder med "too much will" enten må være lesbiske eller invalide. 
Skrivestilen er bedst i dens overdådige naturbeskrivelser, og haltende på de fleste andre områder. Karaktergalleriet er forvrænget til håbløs ekstremisme; Clifford synker ind til en ynkelig skygge og udfylder ikke tilnærmelsesvist rollen som den jaloux ægtemand, Constance er en tom skal berøvet af personlighed, og Oliver Mellors er indbegrebet af den stereotypiske idé om en affære med gartneren. 
De højlydt omdiskuterede spekulationer om, hvorvidt Lady Chatterley rent faktisk er forelsket i sin elsker eller ej, er uden umiddelbar relevans for historien. Lawrence skriver ikke om kærlighed; han skriver om sex. 

"Sex and a cocktail: they both lasted about as long, had the same effect, and amounted to the same thing." 

Lawrences tese og pointe er muligvis psykologisk korrekt og var også en banebrydende tankegang i sin historiske kontekst. Budskabet i romanen lader til at være en simpel erkendelse og hyldest til seksualiteten som en nødvendig livsdrift.
Men Lawrence spænder ben for sig selv; budskabet drukner i usympatiske karakterer, uinteressante sexscener og fordømmende holdninger. Sommetider er der enkelte glimt af ægte skrivekunst, men oftest bevæger plottet sig ad ensidige og fordomsfulde veje, og efterlader slet ikke plads til den åbne seksualitet, som Lawrence så ihærdigt prøver at fejre. 
Historisk set er "Lady Chatterley's Lover" en uvurderligt indflydelsesrig klassiker, men som en nutidig læseoplevelse fejler den fatalt. 

Tema-tirsdag #5: Den 'nye' erotik-genre

"Har du læst Fifty Shades?" er uden tvivl det spørgsmål, jeg hyppigst er blevet stillet på bogfronten i løbet af det seneste års tid. I starten stejlede jeg fuldkommen, og nægtede at nærme mig bøgerne af såkaldte principielle årsager. Begreber som "mummy-porn" og "Twilight-fanfiction" samt den pludselige flodbølge af erotiske bøger skabt efter samme skabelon, var nok til at danne fundamentet for min stædigt kritiske holdning.

Men ligesom man ikke bør dømme en bog på dens forside, bør man nok heller ikke dømme den på dens omtale. Efter lang tids overvejelse og mange rodløse diskussioner, besluttede jeg mig for at tage del i denne nye verdensdille; og i januar læste jeg således den første bog i James' populære triologi. Jeg nåede aldrig til bog to eller tre.

Læsningen overraskede mig, for det var slet ikke de obskure sexscener, der forargede mig - snarere James' skrivestil. Den var næsten umulig for mig at læse; de mange gentagende formuleringer, de stereotypiske karakterer og den næsten ikke-eksisterende redigering. Jeg kan ikke begribe, hvordan man overhovedet kan udgive en bog, hvor hovedpersonen er bevidst om sin underbevidsthed. Umuligheden ligger i formuleringen selv.

For nylig læste jeg Vina Jacksons "Eighty Days Gul", og det var heller ikke en særlig succeshistorie for mig. Hvor James muligvis er en anelse vag omkring sexscenerne og i stedet forsøger at centrere en skrøbelig kærlighedsparodi, er Jackson langt mere grafisk og grænseoverskridende. Men historien efterlod mig fyldt med vrede. For akkurat ligesom Ana i "Fifty Shades"-serien, er Summer fra "Eighty Days" endnu en tilføjelse i rækken af kvinder, der drives af en selvdestruktiv trang til at lukke øjnene for egne behov. 

Der er intet i vejen med at skrive om den 'mørke og mysteriske' sexuelle verden, de begge udforsker. Men der er noget i vejen med, at ingen af kvinderne har lyst til det, de udsættes for. Jeg er ikke tilfreds med denne nye stereotype; kvinder der ikke har lyst til at nedværdige dem selv, men gør det alligevel. Det virker også som en unødvendig forhindring i forsøget på at fjerne et sexuelt tabu. Hvis historien blev fortalt fra synspunktet af en indvilligende kvinde, ville jeg finde det langt mere hensigtsmæssigt.

Jeg har hverken læst fortsættelsen af "Fifty Shades" eller "Eighty Days", så jeg kan naturligvis ikke udtale mig om karakterernes videre udvikling eller forfatternes evt. forbedrede skrivestil. Endvidere er jeg udmærket godt klar over, at jeg startede på læsningen med en foruddannet mening, der muligvis har hindret min begejstring. Jeg kan blot ikke undgå at sidde tilbage med panderynker og indebrændt harme.

Bøgerne er dog, ikke desto mindre, enormt succesfulde. Hvor undrende jeg end stiller mig overfor fænomenet, er jeg imponeret over hvor bredt et segment, de har fanget. Og måske er det dét, der er hele pointen, jeg ikke forstår. Måske er der blot tale om en underholdende håndsudrækning; en form for let eftermiddagslæsning, der ikke bør stilles for mange spørgsmålstegn ved. Eller måske har jeg blot overset noget. Jeg ved det ikke.

Hvad siger I? Har I læst en af disse nyligt udgivne erotik-bøger? Hvordan forholder I jer til hele genren og fænomenet? Jeg vil hjertens gerne høre jeres mening; uanset om I er enige eller uenige med mig.