"Christmas with the Savages" af Mary Clive

"Christmas with the Savages" af Mary Clive fra Puffin. Udgivet i 2015 (org. udgivet i 1977). 3/5 stjerner.

"Christmas with the Savages" er en pudseløjerlig lille historie, som slet ikke endte, som jeg troede, den ville. Efter at have læst alt for meget viktoriansk børnelitteratur, havde jeg forventet, bogen ville ende med en lille lektie om tolerance eller korrekt opførsel – men nej! I stedet endte den ligeså hurlumhejhektisk, som den begyndte.

"Christmas with the Savages" er en bog om en lille piges kortvarige ophold hos sin kaotiske familie. Bogens hovedperson, Evelyn, er kun 8 år gammel, men betragter sig selv som en vaskeægte voksen. Hun holder langt mere af at sidde og tale nyheder med sine forældre, end at lege med andre larmende og beskidte børn. Børneverdenen er så svær for hende at forstå, fordi den går imod alt, hvad hun er blevet opdraget til. Derfor er hun alt andet end begejstret, da hun bliver sendt afsted for at holde jul med sine slægtninge, Savage-familien. For som familienavnet varsler er det en familie, der lever i alt andet end ro og orden. "Savage by name, savage by nature," konstaterer den lille Evelyn tørt. Og hun har næsten ret.

Det bliver i hvert fald til en hektisk juleferie, og Evelyn er omgivet af børn fra hun står op, til hun går i seng. De larmer, leger, skændes og driller, og efter talrige mislykkede forsøg på at snige sig op til voksenstuerne, ender Evelyn med at tage del i børnelegene alligevel.

“Slowly, slowly the door opened and, to our astonishment, who should come in but Father Christmas. We big ones naturally guessed at once that it must be someone dressed up, but it didn’t look like anyone we knew and it did look exactly like Father Christmas.”

Jeg har moret mig meget over denne lille historie, som er så vidunderligt britisk i dens udformning. Den er fyldt med tør humor, vittige ordspil og en 8-årigs naive syn på verden. Mellem siderne fandt jeg også en solid portion julestemning og sødmefyldte beskrivelser af fyldte julesokke, overspisning af nougat og andre søde sager – og endda et besøg fra en forklædt julemand. Kapitlerne om juledagene er bogens bedste, og var det ikke for dem, kunne bogen næsten have foregået på hvilken som helst tid om året. Bogen er nemlig mest af alt en fortælling om en stædig lille pige, som ikke helt forstår sig på andre børn. Og som faktisk ikke bliver klogere undervejs.
"Christmas with the Savages" er på ingen måde min nye yndlingsjulehistorie; dertil mangler den lidt mere julestemning og lidt mere substans. Men som et mere humoristisk indslag i julelæsningen, er den helt perfekt. Man kan ikke lade være med at holde lidt af den excentriske familie, og den lille overkorrekte Evelyn. Men som det så ofte er med excentriske familiemedlemmer, er man ved endt læsning også glad for at lægge dem fra sig igen.

"Legenden om juleroserne" af Selma Lagerlöf

"Legenden om juleroserne" (org. titel "Legenden om julrosorna") af Selma Lagerlöf fra Eksistensen. Udgivet i 2016 (org. udgivet i 1910). Læst på dansk – originalsproget er svensk. 4/5 stjerner.

Selma Lagerlöf er en legendarisk skikkelse. Hun levede og skrev i begyndelsen af 1900-tallet, og hun er i dag kendt for sin romantiserede skrivestil og særligt "Nils Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige", som jeg endnu ikke har læst. Faktisk er "Legenden om juleroserne" den første af hendes bøger, jeg læser – men jeg tror bestemt ikke, det bliver den sidste.

"Legenden om juleroserne" er en slags eventyr. Det er en kort fortælling om en  røverfamilie, der lever som vilde i dybet af Göingeskoven. De lever et isoleret liv, og har ikke så meget med omverdenen at gøre – lige indtil røvermor og hendes børn slentrer ind i en smuk have, ejet og passet af en flok munke. Ingen af dem er dog synderligt imponerede; for i skoven hvor de bor, blomstrer der én gang om året en have smukkere end alle andre. En have der kun kommer til syne på selveste julenatten ... 

“Det kan godt være, at jeg ikke før har været inden for en havemur, men I munke, som er hellige mænd, burde vide, at den store Göingeskov hver eneste julenat forvandler sig til en blomstrende have ...”

Omdrejningspunktet i "Legenden om juleroserne" er en blomstrende have, og bogen foregår delvist om sommeren. Røvermoderen svarer igen, da hun bliver hånet for sin bedrevidenhed, og inviterer en af munkene til at bevidne julemiraklet; et mirakel der forekommer munken umuligt, da han ser hvor simpelt og ukunstfærdigt, røverne lever. Kan sådanne mennesker virkelig kende til skønhed? Og vil frelserens have virkelig blomstre for dem – lovbrydere, som de er? 

Der er ingen nisser, julemænd eller juletræer i Selma Lagerlöfs lille bog. På trods af det, emmer den med julestemning alligevel; for den handler om mirakler, om godhjertethed og gavmildhed mod fattige, og mest af alt handler det om tro; troen på Gud, men også troen på mirakler og fænomener, der ikke kan forklares med rationalitet. 

“Og hvert år sender den sine hvide blomster og grønne stilke op af mulden ved juletid, som om den aldrig har kunnet glemme, at den engang har vokset i den store julehave.”

Kristendommen spiller en stor rolle i Selma Lagerlöfs forfatterskab – og også i denne lille julehistorie, som nærmest har en evangelistisk karakter. Men det gjorde mig ikke spor, for bogen er langt fra prædikende eller belærende. 

I stedet er den skrevet i et levende og hyggeligt oplæsersprog; når man læser den for sig selv, er det næsten umuligt ikke at mindes juleoplæsningen i folkeskolen, omgivet af barnelatter, kalenderlys og ferieforventing. Den lune fortællerstemmen gør bogen til en af de sødeste julehistorier, jeg har læst i lang tid. Og det på trods af dens umiddelbare mangel på traditionelle juleelementer.

"A Young Doctor's Notebook" af Mikhail Bulgakov

"A Young Doctor's Notebook" (org. titel "Записки юного врача") af Mikhail Bulgakov fra Alma Classics. Udgivet i 2012 (org. udgivet i 1925). Læst på engelsk – originalsproget er russisk. 3/5 stjerner.

Mikhail Bulgakov er en højt anerkendt russisk forfattere. Hans navn nævnes ofte i sammenhæng med Dostojevskij, Gogol og sågar Tolstoj, og hans roman "Mesteren og Margarita" er en del af den næsten ufravigelige klassikerkanon. Han er kendt for at være en mester med ord; men før han var forfatter, var han faktisk læge. Og det er det, "A Young Doctor's Notebook" handler om.

I bogen følger man Dr. Bomgard, som netop har færdiggjort sit medicinstudie. Blot et par måneder efter hans sidste eksamen kastes han ud i en verden af dilemmaer og komplekse operationer, da han får et job som landsbylæge. Helt alene skal han styre en praksis bestående af to sygeplejerske og en apoteker, og han alene har ansvaret for at behandle og diagnosere patienterne korrekt. Han får ingen oplæring, ingen træning, ingen hjælp; bortset fra den han selv kan opstøve i sine studiebøger.

Det resulterer hurtigt i mange groteske scener. Det ene øjeblik står den stakkels Dr. Bomgard og bladrer febrilsk i sin studiebog for at slå en operation op, og det næste udfører han den med rystende hænder. Som så mange andre lærer han ved at prøve sig frem; men det han prøver sig frem på er mennesker, og det han lærer er på deres livs bekostning. Det er grufulde vilkår, og alligevel formår Bulgakov at gøre dem ganske underholdende. Næsten morsomme, faktisk.

“Ah, what stars there are in the Ukraine. I’ve been living in Moscow almost seven years, but I still feel drawn to my homeland. My heart aches, I get a terrible urge to board a train and be off. To see the cliffs covered in snow, the Dnieper … there’s no more beautiful city in the world than Kiev.”

For Bulgakov skildrer ikke kun lægens usikkerhed under de kritisable vilkår. Han skildrer også landsbyboerne med al deres uvidenhed og forvirring. Deres skepsis for operationer (og foragt for sund fornuft) står side om side med lægens indre monologer om, hvorvidt han burde hjælpe dem eller hjælpe sig selv. Og det er faktisk en morsom kontrast at være vidne til, for Dr. Bomgard ved udmærket godt, at han er nødt til at pakke sin fornuft sammen for at hjælpe de uoplyste landsbyboere. Han må handle på deres præmisser – selvom de ser ham som en alvidende gud, og han selv føler sig som en nyudklækket student.

Bulgakov formår at tegne et fuldendt billede af landsbylægens kvaler og de mange mærkelige situationer, han må finde sig i. Det er sjovt, skarpt, samfundskritisk og tankevækkende – og alligevel vil jeg ønske, det var gjort skarpere endnu, at bogen ikke gentog sig selv så meget, og at hele plottet havde mere sammenhæng. Men det skyldes måske mest af alt bogens struktur.

“I am a doctor, thrown straight from the university bench into a far away village, in the beginning of the revolution.”

 "A Young Doctor's Notebook" er ikke helt en roman, men det er omvendt heller ikke rigtigt en novellesamling. Det er nok snarere en episodisk roman, hvor hvert kapitel byder på en ny episode i lægens liv. Det har lidt karakter af serielæsning og føljetonroman; et lille drama i hvert kapitel, som løses og afsluttes, inden det næste kapitel går i gang. I sin helhed får det bogen til at virke afstumpet og gentagende; de mange episoder ender nemlig alle med doktorens sejr, for derefter ikke at blive refereret til igen. 

Måske burde jeg have læst bogen i flere små bidder i stedet for ud i én køre. Måske ville de små episoder have været sjovere, hvis de havde været adskilt af flere pauser. Eller måske er Bulgakovs bog bare repræsentant for en populær struktur, jeg aldrig har lært at forene mig med. Jeg ved det ikke.

3x Little Black Classics #1

Kan I huske dengang, jeg købte 80 sorte bøger i en hvid samleboks? Jeg har ejet mine 80 Penguin Black Classics i et års tid nu, og jeg nyder stadig godt af dem. Det er især i travle perioder med minimalt læseoverskud, at jeg snupper en af dem og læser den på en eftermiddag. Det er så dejligt overskueligt med 50 siders klassikerlæsning – og undervejs i mit læseprojekt er det gået op for mig, hvor meget historie man kan få klemt ind på 50 sider. 

Jeg har i et stykke tid haft lidt svært ved, hvorvidt jeg skulle anmelde de her bøger på bloggen. Jeg kunne så hurtigt komme til at drukne jer i sorte klassikere og korte bøger, så i stedet har jeg udtænkt et lille koncept, hvor jeg én gang månedligt vil anmelde tre Penguin Black Classics i et samlet indlæg. På den måde kan jeg måske også minde mig selv om at få dem læst.

I dag begynder første afsnit af min planlagte føljeton – denne gang med en bog, jeg holdte af, en bog som kedede mig, og en bog jeg elskede. Allesammen klassikere, allesammen på 50 sider og allesammen en hurtig læseoplevelse i en tidspresset periode.

"Lord Arthur's Savile's Crime" af Oscar Wilde

Da jeg for nylig kastede et blik på min samling af Penguin Black Classics, var det denne, der først tiltrak mit øje. "Hvorfor ikke?" tænkte jeg, da jeg samlede den op. Med Oscar Wilde kan det aldrig gå galt – og det gjorde det heller ikke med denne lille novella. Tværtimod viste det sig at være lige, hvad jeg var i humør til.

"Lord Arthur's Savile's Crime" er en vaskeægte efterårshistorie. Den starter som en dunkel fortælling om et middagsselskab, hvor en mand bliver spået en sort fremtid. Den ædle og retskafne Lord Arthur Savile får sig et alvorligt chok, da en synsk mand gransker hans håndflade og udbryder, at han inden længe vil begå et mord. Et brutalt og følelseskoldt mord.

Lord Arthur Savile ønsker ikke at være morder – han skal giftes, og han vil ikke indgå et ægteskab med en viden om, at han venter sig en så grum skæbne. Derfor tager han en rask beslutning, udsætter ægteskabet og sætter sig for at få mordet overstået så hurtigt som muligt, så han kan komme videre i teksten. Og på ægte Oscar Wilde-facon forvandles bogen pludselig fra gotik til en decideret farce.

Resultatet er noget meget fint og absurd komisk. Jeg morede mig sådan over denne lille bog, imens jeg vendte side efter side. Wilde gør tykt grin med den overdramatiserede gotiske fortællerstil og idéen om en uundgåelig skæbne. Bogen snyder sin læser med dens pludselige vending, og slutningen er så vidunderligt grotesk, at man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet. Det er sort humor, det er karikeret, og det virker. Fejlfrit. Jeg kan varmt anbefale denne lille perle til alle, der er i humør til galgenhumor og dunkle efterårsfortællinger. 

"Lord Arthur's Savile's Crime" af Oscar Wilde fra Penguin Classics. Udgivet i 2015 (org. udgivet i 1891). 4/5 stjerner.

"The Figure in the Carpet" af Henry James

Mit forhold til Henry James er det omvendte af mit forhold til Oscar Wilde. Hvor Wilde for mit vedkommende er en sikker succes, tøver jeg altid med Henry James. Jeg vil gerne kunne elske hans værker, men det lykkedes aldrig helt. Derfor virkede det oplagt at prøve kræfter med ham i kortere form – men det endte ikke med at forbedre mit forhold til ham. Snarere tværtimod. 

"The Figure in the Carpet" er en sær fortælling. Det er en fortælling om at skrive og om at tolke tekster. Om at være læser, forfatter og anmelder. Og, mest af alt, er det en fortælling om intention og udbytte. Får læseren det ud af teksten, som forfatteren har til hensigt? Og hvis ikke, hvem har så skylden?

På plotniveau handler "The Figure in the Carpet" om en forfatter og en anmelder. Forfatteren kritiserer anmelderen for, ligesom alle andre anmeldere, at have overset et vigtigt hint i sin tekst. Samtidig nægter forfatteren at afsløre denne skjulte mening, denne usynlige "figure in the carpet", og anmelderen ender med at spilde hele sit liv på at jagte den. Forgæves, selvfølgelig.

"The Figure in the Carpet" falder ikke ud til anmelderens fordel. I stedet falder den ud til forfatterens. James gør grin med anmeldere, der ikke er i stand til at tage højde for forfatteres intentioner og argumenterer for, at boganmeldelser er umulige, når man ikke har forfatterens insiderviden. Jeg kan ikke lade være med at sidde og have ondt af historiens stakkels anmelder – for i mine øjne, er det forfatteren der er til grin, når hans læsere ikke kan se, hvor han vil hen. 

På den anden side kan historien også handle om, at forfatteren blot driller anmelderen med et ikke-eksisterende budskab, og anmelderen ikke kan slippe lysten til at være den, der opdager hemmeligheden og løber med rampelyset. I så fald falder bogen stadig ikke ud til anmelderens fordel.

Henry James giver ikke endelig løsning på sit mysterie, og det har jeg det som sådan fint med. Jeg kan bare ikke lade være med at føle, det hele er ligegyldigt. Henry James er ikke sjov. Hans sprog er mærkværdigt kluntet, og i mine øjne lykkedes han aldrig med hverken at gøre grin med anmelder eller forfatter. Eller overhovedet formå at klargøre, hvem det er, han gør grin med. 

"The Figure in the Carpet" af Henry James fra Penguin Classics. Udgivet i 2015 (org. udgivet i 1896). 2/5 stjerner.

"A Simple Heart" af Gustave Flaubert

"A Simple Heart" hedder Gustave Flauberts mest berømte fortælling, og det er en ganske passende titel. For den lille novella er simpel. Det er en fortælling om en kvinde, der tidligt i sit liv bliver skuffet, og som derfor spilder sit voksenliv med at sygne hen som stuepige hos en familie, der ikke værdsætter hende. Det er en fortælling om isolation, skuffelse og om være så følelsesmæssigt underernæret, at man kaster sin kærlighed på den eneste ting i nærheden, som vil godtage den. I dette tilfælde en papegøje.

Gustave Flaubert er realismens mester, og i "A Simple Heart" skildrer han det tragiske skel mellem stuepigen og den familie, som hun bor ved og praktisk talt er en del af, men som hun aldrig indvies i. Han sætter fokus på den kunstige mur, der bygges mellem over- og underklassen, på trods af de deler en hverdag og et liv sammen.

"A Simple Heart" kunne så let være blevet til en bitter historie om en overset stuepige, der hadede sit job og sit liv, men i stedet tager Flaubert en anden rute og skildrer en kvinde, der trods sin simpelhed har et rigere følelsesliv end den uddannede overklasse, som ser ned på hende. På den måde er det også en stærk fortælling om den rigdom, der ikke kan købes for penge. Hvor irriterende lommefilosofisk det end lyder.

Flaubert skriver helt ligetil. Jeg bliver altid forbløffet over, hvor tydeligt hans budskaber kommer frem, og hvor let han er at læse. Selvom hans bøger udkom i 1800-tallet, står de stadig knivskarpt i dag. Jeg ville blot ønske, jeg kunne læse ham på originalsproget, så jeg for alvor kunne lure hans fortælleteknik. Han siger så meget med så lidt.

"A Simple Heart" er en fortælling, jeg ikke ville være foruden. Det er en skarp kritik af 1800-tallets overklasse og et indgående karakterportræt. Flauberts psykologiske indsigt er altid imponerende. Selv et århundrede senere. 

"A Simple Heart" (org. titel "Un cœur simple") af Gustave Flaubert fra Penguin Classics. Udgivet i 2015 (org. udgivet i 1877). Læst på engelsk – originalsproget er fransk. 5/5 stjerner.

"The Darling Buds of May" (The Pop Larkin Chronicles #1) af H.E. Bates

The Darling Buds of May af H.E. Bates fra The Folio Society. Udgivet i 2011 (org. udgivet i 1958). 3/5 stjerner.

"The Darling Buds of May" er den perfekte sommerbog. Den starter med otte store dryppende is midt i sommerheden, og hvert eneste kapitel byder på jordbærplukkeri, overfyldte picnickurve, kølige (og heftige) drinks, syrlige ananasdesserter og talrige teselskaber. I betragtning af romanen kun fylder 140 sider, er det en enorm procentdel af den, der bruges på at beskrive mad. Faktisk er handlingen ganske sparsom, og Bates bruger i stedet tiden på at beskrive karaktererne og den mad, de spiser. Det er simpelt og utrolig letlæst. 

Bogen følger familien Larkin, som består af to forældre og deres seks børn. I bogens første kapitel kommer familien hjem fra en lang køretur – med nyindkøbte is i hånden, selvfølgelig – og møder en fremmed mand i deres indkørsel. Han har ventet på dem for at få registreret, hvad de skylder i skat – en ting, som familien kæmper for at distrahere ham fra ved at tilbyde ham mad og skrappe drinks i én lang køre.

Familiens ældste datter, Marietta, bliver hurtigt interesseret i den fremmede. Og da hun er blevet ubelejligt gravid og leder efter en far til sit kommende barn, forsøger hun at lokke den unge mand til at blive. Han kunne jo blive hendes redning.

“After distributing the eight ice-creams – they were the largest vanilla, chocolate and raspberry super-bumbers, each in yellow, brown and almost purple stripes – Pop Larkin climbed into the cab of the gentian blue, home painted thirty-hundredweight truck, laughing happily.”

I hovedtræk består plottet således af, at familien Larkin lurer en ung mand ind og drikker ham fuld, hver gang han nævner ordet 'skat'. De kommer ud for en håndfuld skøre eventyr og lever fra dag til dag med deres friskplukkede jordbær og spontane havefester. Deres liv lyder som én lang sommerferie – og sådan føles bogen også.

"The Darling Buds of May" er en skøn, lille feel-good bog. Den er hurtigt læst, og den er tilpas absurd til rent faktisk at lokke latteren frem. Vidunderligt britisk og fuldstændig meningsløs – perfekt til en sommerdag. Jeg forstår godt, bogserien senere fik succes som en komedieserie, men jeg har ikke selv et behov for at læse videre i serien. Jeg kan allerede forudse, hvad Larkin-familien vil blive udsat for i fremtiden; flere uheld, flere børn – og langt flere skovture. 

"Eugene Onegin" af Alexander Pushkin

"Eugene Onegin" (org. titel "Евгений Онегин: Роман в стихах") af Alexander Pushkin fra The Folio Society. Udgivet i 2012 (org. udgivet i 1833). Læst på engelsk – originalsproget er russisk. 4/5 stjerner. 

Indhold over form eller form over indhold? Det spørgsmål har plaget oversættere af "Eugene Onegin", siden bogen udkom i 1833. Ikke alene er bogen skrevet som et digt i flere hundrede strofer, den er også komponeret efter et kompliceret rimskema opfundet af Pushkin selv. Det tog ham ti år at skrive bogens otte kapitler, og de blev udgivet løbende i Ruslands tidsskrifter i årene 1825-1832. Hele  Rusland læste med og holdte vejret for at få den næste historiebid om den skødesløse Eugene Onegin og hans kærlighedstragedie.
Bogen er legendarisk. Den siges at indkapsle Ruslands tidsånd til perfektion, og strukturen alene har sikret den en plads i historien. Pushkin influerede en hel generation af russiske forfattergiganter, Tolstoj og Dostojevskij heriblandt, og inspirerede talrige operaer, skuespil og film. Og alligevel er det aldrig blevet helt muligt at læse Pushkins mesterværk i en fuldendt oversættelse.
For kan man oversætte Pushkins rim uden at miste mening eller udbytte ord undervejs? Kan man gengive de russiske ords rytme, og kan man samtidig bevare tekstens, ofte indforståede, humor, stemning og handling? Jeg kan godt forstå, Pushkins rim har vakt stor hovedpine blandt oversætterne.  Jeg kan også godt forstå, at Vladimir Nabokov valgte at ignorere rimene og oversætte Pushkins tekst som prosa, selvom jeg i denne omgang har holdt mig til James E. Falens velbevarede rim. I sidste ende er det nok alligevel blot en af de bøger, det ærgrer mig, jeg ikke kan læse på dens originalsprog.

“My whole life has been pledged to this meeting with you ...”

En rimende roman lyder som et besværligt læseprojekt, men faktisk fandt jeg "Eugene Onegin" utrolig letlæselig. Ordene flyder let fra Pushkins – og Falens – pen, handlingen er hele tiden glasklar, og hver eneste linje er et lille, perlende stykke poesi. Stemningen er dyster, til tider sælsom, men også humoristisk og samfundskritisk.
Bogen har et ganske småt persongalleri, bestående af hovedpersonen Eugene Onegin, hans udkårne Tatayna og hendes søster Olga og Eugenes eneste ven, Vladimir Lensky. Men bogens egentligt hovedperson er den larmende fortæller, der blander sig og kommenterer på sin historie, mens han fortæller den. Han bemærker, ironisk nok bogens udgivelseshistorie taget i betragtning, hvor svært det er at oversætte franske fraser til russisk, og han kommenterer på karakterernes mangler og følelser undervejs. Hele tiden er fortælleren til stede, og bogen er lige så meget Eugene og Tatyanas tragiske kærlighedshistorie, som det er historien om et værk, der bliver til. Pushkin væver sig så yndefuldt ind og ud mellem sine to sideløbende fortællinger, og skaber en usentimental ramme til en rørstrømsk historie.

“'But whom to love? /To trust and treasure?/ Who won’t betray us in the end? /And who’ll be kind enough to measure/ Our words and deeds as we intend?’”

"Eugene Onegin" er også en kærlighedshistorie. Det er fortællingen om den rige, privilegerede, kølige og overlegne Eugene Onegin, som flytter til landet fordi han arver jord, og fordi han er træt af det russiske overklassessamfund i byen. Her møder han den tilbagetrukne Tatyana og den yngre, og langt mere strålende, Olga. Og, stik mod al fornuft, lader han sit blik falde på Tatyana. Den stille, oversete, alvorlige og selvudslettende eksistens, som slet ikke gør noget for at tiltrække blikke eller møde øjne. Og hun falder for ham. Øjeblikkeligt.

Eugene er ond mod denne uerfarne pige, der falder så pludseligt for ham. Han bilder sig selv ind, at han skåner hende, men i virkeligheden tramper han på hende. Noget som han fortryder, da han møder hende senere i livet, og deres skæbner har vendt. I sin arrogance spilder han sin chance for evigt – altimens Tatyana ofrer sin lykke til sin stolthed.

Det er en sjov form for kærlighed, Pushkin beskriver. Tatyana bliver øjeblikkeligt forelsket på naiv skolepigefacon, og Eugene bliver kun betaget af det, han ikke kan få. To klichéer mødes og ender som eksempler på det overklassessamfund, de begge sværger at hade. Det er genialt udført.

Det har taget mig lang tid at få "Eugene Onegin" læst. Der er noget intimiderende ved en roman på vers, men Pushkin gør læsningen let som en leg. Skal du starte med de russiske mestre, kan du sagtens starte her.

"Dream Days" af Kenneth Grahame

"Dream Days" af Kenneth Grahame fra forlaget The Folio Society. Denne udgave er fra 2010, bogen blev originalt udgivet i 1898. 3/5 stjerner.

Drømmedage. Er det ikke en yndig titel? En sådan titel kombineret med en lyseblå bog med en læsende drage påtrykt var nok til at vække min opmærksomhed og vinde mit hjerte på forhånd, næsten.

Bogen er et af de sjove tilfælde, hvis popularitet er blevet omvendt med tiden. Da "Dream Days" udkom var det en så jublende succes, at "The Wind in the Willows" som fulgte bagefter var en skuffelse – både salgsmæssigt og litterært. Eftertiden har byttet rundt på de to, og i dag kender de fleste børn historien om Hr. Tudse og ikke om dragen, der ikke vil kæmpe. Bøgerne er blevet byttet rundt.

Og selvom jeg er enig med masserne, selvom jeg elsker "The Wind in the Willows" langt højere end "Dream Days", er jeg alligevel glad for, jeg opdagede den lille, blå bog. Det er nemlig en sød og nostalgisk samling af fortællinger om barndommens leg og fantasi.

“ I slid the book off its desk with some difficulty, for it was very fine and large, and staggered with it to the hearthrug — the only fit and proper place for books of quality, such as this.” 

Bogen indeholder otte episoder, plukket ud af fem børns rige oplevelser. Det er som sådan ikke en sammenhængende roman, men episoderne involverer de samme karakterer og traditioner på kryds og tværs, og kapitlerne står på den måde ikke helt alene. Selvom de med lethed også kan læses hver for sig. 

Historierne er børnehistorier, men de er fortalt af en voksenstemme; et tilbagetrukket, ukendt jeg, der ser tilbage på sin barndom og mindes tiden med en smule længsel i stemmen. For voksne læsere er det en levende påmindelse om, hvad barndommen var – og for yngre læsere vil det være en samling kulørte eventyr. Grahame skriver dog så fint, at bogen også sagtens kan være begge dele. Det er svært ikke at blive revet med af børnenes talrige eventyr – også selvom eventyrene først og fremmest er noget, børnene oplever gennem deres fantasi. I historien "The Walls Were of Jasper" fortaber en dreng sig i en billedbog og drømmer sit eget eventyr. I forbifarten bemærker Grahame, at det gode ved billedbøger er, at man ikke behøver teksten for at få historien – i stedet kan man blot skabe sin egen ud fra billederne. Og det er netop, hvad børnene gør.

 “This was altogether a more sensible sort of room that I had got into; for the walls were honestly upholstered with books, though these for the most part glimmered provokingly through the glass doors of their tall cases. I read their titles longingly, breathing on every accessible pane of glas.”

"Dream Days" lever så fint op til sin titel. Det er en fortælling om drømme, om fantasier og om barndom. En skildring af uskyldige fornøjelser der sommetider leder til kaotiske hændelser. Og samtidig er alle fortællingerne også farvet af noget vemodigt; tabet ved at se tilbage på noget, der aldrig mere kan blive.

Jeg holdte meget af at læse "Dream Days". Men det var også umuligt ikke at bide mærke i, at nogle fortællinger bar bogen i højere grad end andre. Et par af kapitlerne forekom mig mærkværdigt tunge og kludrede i deres formuleringer, mens andre lykkedes så fint i både at være underholdende og tankevækkende. Særligt "The Reluctant Dragon", som er illustreret på forsiden, vandt mit hjerte, da det er en fortælling om en poesilæsende drage, der ikke vil slås. I stedet udtænker dragen og dens ven en plan om en opstillet slåskamp, så normerne kan opretholdes. Det hele er tilpas pudsigt til at være elskeligt. 

For beundrere af edwardiansk børnelitteratur, barndomsnostalgi, krøllede sætninger og poetiske indfald, vil denne bog, eller dele af den, ramme helt plet. Det kræver bare lidt tålmodighed undervejs. 

"Dombey and Son" af Charles Dickens

"Dombey and Son" af Charles Dickens, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1848). 3/5 stjerner. 

Paul Dombeys kone dør i barselssengen. Og i hendes arme ligger en lille, svagelig dreng. En dreng der bliver opkaldt efter sin far, og som er udset til at arve hele Dombey-imperiet, der er et enormt indbringende eksportfirma.

Firmaet hedder 'Dombey and son', og Mr. Dombey har manglet en søn. Han opkalder sønnen efter sig selv og opfostrer ham i sit eget billede – men sønnen er en næsten øjeblikkelig skuffelse. Han opfører sig som en ældre mand, filosoferer over mystiske og ligegyldige hverdagshændelser, og han klynger sig for meget til sin søster, Florence, som Mr. Dombey aldrig har lært eller gidet at forstå. 

“For not an orphan in the wide world can be so deserted as the child who is an outcast from a living parent's love.” 

Når man åbner en Dickens-roman, træder man ind i en velkendt verden. En verden beboet af dæmoniske skurke som er absurde i deres gennemførte snæversynethed og ondskab og englelignende helgener, der er mindst lige så karikerede i deres godhed og endeløse tålmodighed. Når man åbner en Dickens-roman accepterer man også, at alt hvad der kan siges med tre ord, bliver skrevet med ti. Dickens er kendt for sine overdrivelser, og overdrivelserne er præmissen for at elske ham. Hans plot er fyldt med skandaler og triumfer; rystende afsløringer og mageløst plotteri. Alting eksisterer i overflod. Der er ingen mellemveje. Der er ingen minimalisme.
"Dombey and Son" er derfor en klassisk Dickens-roman. Karaktergalleriets skurk er den skruppelløse Mr. Dombey, der er besat af tanken om at videreføre sit firma. I sin søn ser han kun et middel til firmaets overlevelse, og i sin datter ser han ingenting overhovedet. I stedet ignorerer han hende og koncentrerer sig om sin søns skrøbelige helbred – ikke af kærlighed, men af bekymring for firmaet. Og han ænser ikke sine fejl, før det er for sent. 
På mange måder mindede "Dombey and Son" mig faktisk om Dickens' berømte "A Christmas Carol". Udgangspunktet er det samme: En indelukket ældre herre, der hellere vil tælle penge end forme menneskelige relationer, og som – ikke via spøgelser, men på grund af dødsfald og uheld, tvinges til at se sit liv i et nyt lys. Men hvor jeg havde et stænk af sympati for gnavpotten Ebenezer Scrooge, følte jeg ingenting for Paul Dombey. Han var for følelsesløs til at inspirere følelser i mig.

“All the fancies of the poets, and lessons of the sages, were a mere collection of words and grammar, and had no other meaning in the world.”

"Dombey and Son" er først og fremmest en roman om familieforhold, men det er også en roman om industrialisering. Om jernbanebyggeriet og de rejser, det pludselig tillod. Om klassesamfundet og om kvinder, der blev nødt til at gifte sig til rigdom. I modsætning til så mange andre af Dickens' romaner, er Florence ikke kun et tragisk lam; hun er også en handlekraftig kvinde, der finder sin egen plads i verden. I romanens begyndelse er hun en engleskygge, men hun tager hurtigt form og bliver noget så sjældent som en beundringsværdig kvindefigur i Dickens-universet. Jeg kan ikke huske, jeg er stødt på en lignende udvikling i Dickens' andre romaner.
Jeg er på den måde splittet; "Dombey and Son" har alle de mest klassiske Dickens-elementer, men det er også en anderledes bog i forfatterskabet. Jeg blev overrasket undervejs, og den kendte Dickens-formular blev brudt.
Det er svært for mig at forme en konkret holdning til denne gigantroman. Det tog mig flere uger at komme igennem de første 400 sider, og de næste 600 fløj afsted. Jeg fik både overraskelser og grotesk velkendte elementer. Jeg blev ført gennem hav og land; fra ægteskab til ægteskab, fra ulykke til ulykke, og jeg levede sammen med karaktererne i ugevis på den måde, som man kun oplever, når man læser en 1000-siders roman. Og faktisk følte jeg mig en smule tom, da den var slut. Selvom læsningen selvfølgelig ikke var en ubetinget fornøjelse. 

"The Little White Horse" af Elizabeth Goudge

"The Little White Horse" af Elizabeth Goudge, fra forlaget The Folio Society, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1946). 4/5 stjerner. 

Maria tilhører Merryweather-klanen; en familie med et ædelt våbenskjold, egne legender og kvinder med månesind. Da Marias forældre dør, bliver Maria derfor sendt til Moonacre Manor – Merryweather-familiens gods, der ligger i en henrivende blomsterdal. Sir Benjamin, Marias grandfætter, har boet på godset alene, og byder Maria velkommen med åbne arme. Og selvom hun befinder sig et fremmed sted blandt fremmede mennesker, føler hun sig øjeblikkeligt hjemme.
Men Moonacre gemmer også på mysterier, og der er meget, som Maria ikke aner om sin egen familier. Fortiden gemmer på talrige tragedier, og menneskerne i dalen lider under dem. Maria beslutter sig for at opklare og forandre den melankoli, der plager Moonacre Manor. Og sådan begynder en helt eventyrlig rejse. 

“Humanity can be roughly divided into three sorts of people - those who find comfort in literature, those who find comfort in personal adornment, and those who find comfort in food.” 

"The Little White Horse" befinder sig på vippekanten mellem virkelighed og fantasi; barndomseventyr og fortidstragedie. For uanset hvor forunderlig Moonacre Manor virker, og hvor mange enhjørninger, løvehunde og alfetjenere der vrimler frem fra skove og tårne, så er bogens kernehistorie en alt for virkelig beretning om stædige skænderier, kuldsejlede forelskelser og familiefejder. På trods af den fortryllende stemning er bogens handling ikke umulig. Snarere, tværtimod.
Goudge fletter en alvorlig historie sammen med et sandt eventyr. Og hun gør det så smukt. Bogen er yndig fra start til slut; fyldt med beskrivelser af måneskin, cirkulære rum med ild i pejsen, overraskende køkkenlækkerier der tilsyneladende dukker op af sig selv, og de sporadiske glimt af en hvid hest, der lyser som sølv i den måneklare nat. Moonacre Manor virker som et sandt drømmerige, og Marias nye barneværelse i tårnets øverste rum, virker næsten urimeligt perfekt. Moonacre Manor er efter sigende inspirereret af Elizabeth Goudges egen hjemegn; en hjemegn jeg ikke kan andet end længes efter at se, efter at have læst de henrivende passager i bogen.
Sproget er noget af det, jeg holder allermest af i "The Little White Horse". Bogen er så stemningsmættet og velskrevet, at det næsten føles som om, man er med, som en tredje, unavngivet karakter, når Maria rider med Sir Benjamin gennem dalen eller opdager underjordiske huler sammen med vennen Robin. Det hele er så levende, så smittende, så ubærligt ægte. 

“There is always something particularly delightful about exceptions to a rule.”

Maria er en fantastisk hovedperson, der handler med omtanke og kærlighed. Hun er skiftevis bange for og imponeret af sin barske onkel, og hun træder rundt på Moonacre Manor på tåspidser – nysgerrig og hele tiden på udkig efter nye eventyr, nye mysterier og nye venner. Jeg elskede Maria og hendes milde barnesind. Hun var aldrig usandsynligt modig eller voldsomt egenrådig; hun var et troværdigt barn. Hvilket nok også var derfor, bogens slutning kom så meget på mig, da den viste mig, at hun var langt ældre, end jeg først havde antaget. Måske er det blot eventyrtraditionens foragt for løse ender – men jeg havde aldrig anet, at Maria karakterudvikling ville ende, som den gjorde. Det var både en hjertevarm og mystisk overraskelse. 
Resten af bogens persongalleri er også fornøjelige skikkelser. Jeg elskede Miss Heliotrope, som er Marias meget praktiske guvernante, der konstant rydder op, spekulerer højt og opdrager på alt fra hunde til potteplanter. Og hundene er et andet vidunderligt aspekt ved bogen – der er både den forfængelige Wiggins, som går højt op i at pleje sin pels, og den majestætiske Wrolf, der slet ikke er, hvad han ser ud til at være.
"The Little White Horse" er muligvis den mest bedårende, henrivende, vidunderlige bog, jeg længe har læst. Den er fyldt med magi, mysterier og stemningsbeskrivelser, og alle med en forkærlighed for hyggelige, gammeldags børnebøger vil sandsynligvis falde hovedkulds for denne. Den er så elskelig.