Viser opslag med etiketten Ønsketænkning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ønsketænkning. Vis alle opslag

mandag den 12. december 2016

Firkantede juleønsker

Hvad ønsker du dig til jul? Min egen ønskeliste er først og fremmest fyldt med småting, forkælelsesting og fuldstændigt upraktiske ting, såsom kjoler der slet ikke er hverdagsvenlige, endnu et mumikrus, pynterier og det mest upraktiske af alt; bøger.
For jeg har jo så rigeligt med bøger i forvejen. Mine bogreoler spilder over med læseeventyr, og jeg løber faretruende snart tør for plads. Bøger er bestemt ikke praktiske ønsker, men de gør mig nu glad alligevel. Og i tilfælde af, I mangler (upraktisk) ønskeinspiration har jeg her samlet et udvalg fra min ønskeliste. 
Christmas wishes 2016
1: "Persuasion" af Jane Austen er min yndlingsbog. Jeg samler på den i flere forskellige udgaver, og derfor kan det ikke undre, at netop Folio Societys udgave står højt på min ønskeliste. Jeg ville elske at have den stående på min bogreol og at kunne genlæse min yndlingsbog med Deanna Staffos fantastiske illustrationer.
2: "Harry Potter og hemmelighedernes kammer" af J. K. Rowling er netop udkommet i en overdådigt illustreret udgave. Jeg ønsker mig bogen, så den kan stå på hylden ved siden af dens forgænger og friste til genlæsning.
3: "Selected Poems" af Emily Dickinson er sådan en yndig bog. Jeg snusede til Dickinsons' lyrik, da jeg studerede Litteraturvidenskab, og jeg har altid ønsket mig at undersøge hendes forfatterskab nærmere. Hun var sådan en interessant personlighed og skribent.
4: "The Romanovs" af Simon Sebag Montefiore giver et historisk overblik over Romanov-familien, som jeg ikke ved så meget om, men som jeg altid har været fascineret af. Bogen har netop været nomineret til Goodreads Choice Awards 2016, og jeg er sikker på, den er det perfekte sted at starte med Romanov-familiens regeringshistorie.

Hvilke bøger står øverst på jeres ønskeliste?

søndag den 10. januar 2016

Et nyt år og nye bøger

Et nyt år betyder også et væld af nye bogudgivelser, og i de seneste dage har jeg klikket forventningsfuldt gennem kataloger og lister for at finde de nye bogudgivelser, jeg glæder mig til at læse i 2016. Det er blevet til en broget blanding af fantasy, klassikergenudgivelser, genfortællinger og længe ventede forfattergensyn. Og der er allerede så meget at glæde sig til.
2016 new releases
D. 2/2: "The High Mountains of Portugal" af Yann Martel.  Yann Martel vandt Man Booker-prisen og med den hele verdens opmærksomhed, da han udkom med "Life of Pi". Det er stadig blandt mine absolutte største læseoplevelser, og jeg ser frem til at læse en ny roman af ham. "The High Mountains of Portugal" er et årelangt eventyr om tre menneskeskæbner, der alle bliver blandet ind i den samme søgen efter et artefakt, der kan ændre historien. 
D. 1/3. "The Girl Who Raced Fairyland All the Way Home" af Catherynne M. Valente. Valentes farverige Fairyland-serie har vundet mit læserhjerte. September og hendes biblioteksdrages mange eventyr er usammenlignelige, og Valentes kaotiske skrivestil bringer dem så smukt til live. Denne bog er den sidste bog i serien – og selvom det er et vemodigt farvel, er det også et sødt gensyn med alle de karakterer, jeg er kommet til at elske. Og jeg kan slet ikke vente.
D. 1/3: "The Jungle Book" af Rudyard Kipling. Jeg har læst Kiplings mesterværk, og jeg elsker hans beretning om junglelove og menneskelig harmoni. Men af en eller anden grund er Kiplings berømte fortælling ikke at finde i min bogreol – og denne udgave er den perfekte anledning til at lave om på det. HarperDesigns nye udgave af "The Jungle Book" matcher nemlig denne udgave af "Peter Pan" med interaktive elementer, sjove illustrationer og smuk forside. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde at genlæse den fantastiske klassiker på. 
D. 7/4: "Who's That Girl?" af Mhairi McFarlane. Jeg stiftede bekendtskab med McFarlane i 2015, og jeg glæder mig allerede til at læse langt mere af hende i 2016. Hendes humoristiske, søde og sjove chick lit-romaner kommer nemlig med smilegaranti – og jeg er sikker på, at "Who's That Girl?" ikke er nogen undtagelse. Den handler nemlig om en kvinde med katastrofetendenser; en uheldig episode til en kollegas bryllup og om at skulle skrive en biografi om en mand, man helst vil undgå. Bedre forårslæsning findes nok ikke.
D. 19/4: "Eligible" af Curtis Sittenfield. "The Austen Project" er et lidt pudsigt projekt igangsat af HarperCollins. Projektet går ud på, at kendte og etablerede forfattere bliver bedt om at genfortælle Jane Austens romaner i moderne rammer. Og resultaterne har altid videre været lidt blandede, men jeg glæder mig alligevel til at opleve Sittenfields behandling af Austens mest kendte roman.
D. 10/5: "The Noise of Time" af Julian Barnes. Da jeg læste Julian Barnes Man Booker-belønnede roman "The Sense of an Ending", var jeg målløs. Det var sådan en kort bog med så megen dybde, og den befinder sig stadig ofte i mine tanker. Nu udkommer Barnes med sin første bog siden 2011, og det er måske årets største udgivelse for mit vedkommende. "The Noise of Time" udspiller sig i 1936 og handler om en russisk operakomponist, der pludselig kommer i farezonen, da Stalin fatter interesse for ham og hans arbejde. Bogen er blot 200 sider lang og udlægger alligevel et helt liv. Det er noget, som kun Barnes kan gøre med lethed. 
D. 2/6: "Foxlowe" af Eleanor Wasserberg. "Foxlowe" er en fortælling om en familie, der bor sammen i et mærkværdigt kollektiv. Familien fører et utopisk liv, hvor de med lethed kan forsyne sig selv og ikke behøver indblanden udefra – ikke engang i forbindelse med skolegang eller uddannelse. Men på trods af det tilsyneladende idyl, er noget galt i familien og med deres liv. Og det lille utopiske samfund kan med lethed blive revet i stykker.

 Hvilke udgivelser glæder I jer til i år 2016?

onsdag den 16. december 2015

“Christmas isn't a season. It's a feeling.”

Jeg elsker julen og alt ved den. Jeg elsker at skrive ønskeliste og gaveliste; at finde på ønsker og at finde på gaver. Uanset om de er boglige eller ej.
Mine egne ønsker ender dog ofte med netop at være boglige. Jeg elsker firkantede pakker, og juledagene skinner stadig i barndommens skær, når jeg kan tilbringe dem med en ny bog; i en ny historie. Det er gaveglæde på det allerhøjeste plan, og derfor er min ønskeliste ofte fyldt med bøger og bogligt nips. Her er et (sent) uddrag af mine juleønsker;  
Christmas wishes 
1: "Finding Winnie" af Lindsay Mattick. Alle kender historien om Peter Plys, men få kender historien om den virkelige bjørn, som plysbjørnen var inspireret af. Winnie var en bjørn, der blev reddet af en dyrlæge under Første Verdenskrig, rejste verden rundt, og som endte sit liv i en zoologisk have i London, hvor en dreng ved navn Christopher Robin ofte kom forbi. "Finding Winnie" er ikke historien om drengen, men om bjørnen. Den bjørn som senere blev genstand for så mange andre børns kærlighed.  
2: "Magic Flutes" af Eva Ibbotson. "Magic Flutes" er historien om en prinsesse i 1900-tallets Wien. En prinsesse der flygter fra sin kongelige tilværelse og i stedet prøver lykken som operasangerinde. Det er efter sigende en fortælling om eventyr, om musikmagi og om kærlighed – og Eva Ibbotson er kendt for at fortælle den slags historier så smukt, at man ikke kan lade være med at leve sig ind i hvert eneste ord.
3: "Charlotte Brontë: A Life" af Claire Harman. Jeg ved forsvindende lidt om de tre Brontë-søstre. Jeg ved kun det, andre har fortalt mig, og de små mytiske bidder om deres liv, der så ofte svæver rundt i internetsfæren. Jeg vil så gerne vide mere om Brontë-søstrene og dermed kunne skelne deres liv fra myten – og særligt vil jeg gerne vide mere om Charlotte, der var forfatteren bag "Jane Eyre". 
4: Teaterbilletter til "Fornuft og følelse". I foråret opsætter Århus Teater en musikalsk version af "Fornuft og følelse" med Peter Langdal som instruktør. Austens ord bliver dermed vækket til live på en helt ny måde – og jeg har så svært ved at forestille mig hvordan. Jeg bliver nødt til at se det; jeg bliver nødt til at opleve det.
5: "The Fox and the Star" af Coralie Bickford-Smith. Coralie Bickford-Smith er designeren bag mange af Penguins allersmukkeste bøger. Hun er særligt kendt for at have designet Penguin Clothbound-serien og også for at have skabt de ikoniske mønstre for Penguin English Library-serien. Jeg har i lang tid beundret hendes bogdesign – og nu har hun skabt en smuk børnebog selv med hendes egne ord og hendes egne illustrationer. Bogen skulle tage sin læser med ind i et smukt univers fyldt med sarte streger og kunstfærdige billeder. Og jeg kunne ikke forestille mig noget bedre.
6: "A Christmas Carol" af Charles Dickens. Verdens mest ikoniske julebog i en vidunderlig juleindpakning. Folio Societys bøger er noget særligt, og der er noget ved denne røde farve, der drager mig. Det ville være en smuk tilføjelse til min bogreol. 
7: Et bogligt tekrus. Jeg elsker bøger, og jeg elsker te. Og faktisk elsker jeg også krus. Dette boglige tekrus kombinerer derfor flere af mine åbenlyse hjertelængsler og lover mig fine morgener med en dampende drik. 

Står der også bøger på din ønskeliste? I så fald, hvilke? Og hvad er dit højeste juleønske? 

søndag den 18. januar 2015

Et nyt år og nye bogudgivelser

Et nyt år markerer så mange begyndelser. Et år begynder forfra, måneder gentages og en stille december glider altid over i en travl, travl, travl januar. Larmende udsalgsmails fylder ens indbakke, og forlagene annoncerer den ene bog efter den anden. Januar er altid så interessant, for den varsler, hvad året vil bringe. Hvad man skal glæde sig til, se frem til og vente på.
Jeg venter selv utålmodigt på februar og på marts; på fire bøger, jeg ved, jeg ikke kan undvære og ikke vil have liggende uberørt på boghylden i mere end ganske få minutter. I virkeligheden er nye udgivelser og forudbestillinger ikke noget, jeg gør mig så meget i – men dette år er allerede en særlig undtagelse. En vidunderlig undtagelse.
A New Year

D. 3/2: "Trigger Warning" af Neil Gaiman. Da jeg opdagede, at det nye år bød på en ny novellesamling af Neil Gaiman, hvinede jeg af glæde. En Neil Gaiman bog er altid noget særligt; fyldt med sælsom magi, britisk humor og et kompliceret mønster af intertekstualitet. Jeg glæder mig så inderligt til "Trigger Warning", som skulle byde på både tidligere udgivne og helt nye noveller. 
D. 13/2: "Hende du forlod" af Jojo Moyes. Jeg forbinder Jojo Moyes' bøger med utrøsteligt vejr, sygdomsdage og øv-humør. Ikke fordi hendes bøger spreder den slags – men fordi de redder det. Jeg glæder allerede til en hjemmedag under dynen, tilbragt med "Hende du forlod", som er en romantisk fortælling om to kvinder, hvis skæbner sammenflettes på tværs af tidsaldre via et billede malet af en fransk kunstmaler. Bogen er allerede udkommet på engelsk, men da det efterhånden er en vane for mig, at læse Moyes på dansk, venter jeg tålmodigt på oversættelsen. 
D. 3/3: "The Boy Who Lost Fairyland" af Catherynne M. Valente. Da jeg læste den tredje bog i Valentes Fairyland-serie, troede jeg, jeg havde læst de sidste ord om Valentes forunderlige eventyrsunivers. Men nu tilføjer Valente en fjerde bog til den smukke serie, der forener barnlig eventyrsstemning med dekorativt ordtrylleri, melankoli og rablende fantasi. I denne bog bliver hovedpersonen September skiftet ud med en troldedreng, en skiftling, der hele sit liv har forsøgt at vende tilbage til Fairyland. 
D. 3/3: "The Buried Giant" af Kazou Ishiguro. Kazou Ishiguro er en mester til undertonet dramatik. Hans bøger er vidunderligt milde, eftertænksomme og skrøbelige oplevelser med glasklare plot. Jeg glæder mig til "The Buried Giant" som efter sigende skulle være en fortælling om hukommelse, om minder, om krig og om kærlighed. Og jeg ved, at det er en stor oplevelse, der venter forude. 

Hvilke nyudgivelser glæder I jer til i år 2015?

torsdag den 11. december 2014

“Christmas doesn't come from a store, maybe Christmas perhaps means a little bit more....”

Jeg er en læsehest, en bogorm og en bogsamler. En litteraturstuderende, en bogblogger og en forlagspraktikant. Man skulle tro, at jeg ejede bøger nok; at min bogreol var proppet nok, og at min hverdag var læsebefængt nok. Det er i hvert fald, hvad andre siger, når de ser mine ønskelister til fødselsdag og jul. Men nej – hvert år, når jeg åbner et tomt Word-dokument for at indsamle og nedskrive ønsker, ender halvdelen altid med at være bøger.
For bøger ér smukke gaver. Gode gaver. Hele verdener. Især når de gives med kærlig omtanke af mennesker, man holder af.  Her er et lille uddrag af bøgerne, jeg drømmer om i år;
Christmas Wishes
1: "The Sleeper and the Spindle" af Neil Gaiman. Da jeg læste novellesamlingen "Rags & Bones" i årets koldeste vintertid, stødte jeg på noget forunderligt. En overjordisk eventyrsgenfortælling ved navn "The Sleeper and the Spindle", skrevet af selveste Neil Gaiman. Eventyret havde Gaimans særlige præg af humor, intertekstualitet og sælsom magi, og var en blanding af "Tornerose" og noget helt unikt. Nu er den lille historie blevet genudgivet for sig selv i en bedårende udgave med gulddetaljer og finurlige illustrationer, og jeg brænder efter at tilføje den til min samling. Historien elsker jeg allerede – så meget at jeg gerne vil eje den i en separat udgave. 
2: "Volume the Third" af Jane Austen. Jane Austen er min yndlingsforfatter, og de nylige udgivelser af hendes tidlige historieforsøg, er det tætteste indblik, man kan få i hendes skriveproces. Bøgerne er nemlig faksimile-udgaver; kopier af de originale manuskripter, der tydeligt viser, hvordan Austen har streget noget ud, rettet og erstattet et ord, og derved tillader en eller anden form for nærhed mellem læser og forfatter. Jeg elsker at have muligheden for at betragte Austens håndskrift og forestille mig, hvordan hun har holdt sin fjerpen. 
3: "The Enchanted Places" af Christoper Milne. Jeg voksede op med A. A. Milnes historier om plysbjørnen og hans bedste ven, Christopher Robin. Dog har jeg aldrig skænket det en tanke, at der rent faktisk fandtes en dreng ved navn Christopher Robin, som ejede en kærligt slidt plysbamse, og som var Milnes søn og inspirationskilde. Men det gjorde der – og han havde også en barndom uden for papiret. I "The Enchanted Places" fortæller Christopher Milne, hvordan det var at være en del af en fjern fars forfatterskab; at se sin opvækst og barndomsdrømme udspille sig i papirsbøger, som alverdens børn læste. Jeg tror, det både bliver desillusionerende, tankevækkende og rørende læsning. 
4: "Magic for Marigold" af L. M. Montgomery. Min nylige genopdagelse af L. M. Montgomery har efterladt mig med en trang til at læse alt, hvad hun har skrevet – eller blot alt, jeg kan opspore. Den dekorative fortælling om pigen Marigold, der finder drømmemagi i alle aspekter af sin hverdag, lyder som en typisk Montgomery-fortælling. Jeg forestiller mig en hjertevarmende bog fyldt med barnlig glæde, og jeg glæder mig inderligt til at læse den og stifte bekendtskab med endnu en del af Montgomerys forfatterskab.  
5 & 6: "The Angel's Game" og "The Prisoner in Heaven" af Carlos Ruiz Zafón. "The Shadow of the Wind" sidder stadig fast i mig. Jeg kan ikke ryste den af mig, jeg kan ikke glemme den. Den er længe siden, jeg har læst noget så vidunderligt fuldendt, og jeg er lykkelig ved tanken om, at der er flere bøger i serien. Ethvert sekund jeg kan tilbringe i Zafóns verden er kærkomment. 

Hvilke bøger står øverst på jeres ønskeliste?

fredag den 27. juni 2014

“Books make great gifts because they have whole worlds inside of them. And it's much cheaper to buy somebody a book than it is to buy them the whole world!”

Min fødselsdag kommer altid bag på mig. Juni flyver altid så hurtigt forbi, og i løbet af et splitsekund er det atter juli, atter ønskeliste-tid og atter tid til at fejre, puste balloner op og tænde lys i en kage. Jeg har endnu ikke helt regnet ud, hvor tiden egentligt forsvinder hen.
Hvor hurtigt kalenderbladene end forsvinder, er det dog et ubenægteligt faktum. Endnu et år er gået, og om femten dage fylder jeg fireogtyve år. Derfor sidder jeg nu med et åbent Word-dokument foran mig og et hav af bogtitler i hovedet. For bøger er verdens bedste gaver, og af samme grund hører de også ofte til blandt mine største ønsker.

Birthday Wishes II
1: "Poems That Make Grown Men Cry" af Anthony Holden. Lige siden min veninde henkastet nævnte denne bog for mig, har jeg drømt om at eje den. Det er digtsamling med et finurligt koncept og med et stort potentiale. Bogen er nemlig, akkurat hvad dens titel lover: en samling af digte, der får voksne mænd til at græde.
Udvalgte berømtheder såsom Daniel Radcliffe, Salman Rushdie, Stephen Fry, Colin Firth og Jonathan Franzen præsenterer i denne herlige bog hver især et smukt digt, der har fået dem til at græde, og forklarer ligeledes hvad det er, ved de udvalgte ord, der rører dem så dybt. Aldrig har jeg hørt om noget så fint; og aldrig har en digtsamling befundet sig så højt på min ønskeliste.
2: "This is a Love Story" af Jessica Thompson. Louise fremviste for nylig denne sart turkisblå bog, og jeg tilføjede den næsten øjeblikkeligt til min ønskeliste. Det er en bog, der markedsføres som en blanding mellem "(500) Days of Summer", "Notting Hill" og "New Girl"; en vidunderligt pudsig kærlighedshistorie med klodsede hovedpersoner, et akavet møde og en spirende kærlighed. Perfekt til sommersødme og strandvejr. 
3: "Digte 2014" af Theis Ørntoft. Endnu en digtsamling og endnu en kriblende nysgerrighed. Anbefalinger af Theis Ørntofts digte har dannet ekko gennem min hverdag, lige siden den udkom i marts. Med udsolgte eksemplarer og alverdens ros har den danske digter stået højt på min læse-liste i flere måneder.
4: "The Art of Frozen" af Charles Solomon. Disneymagi er et levende begreb i min verden; jeg er for evigt tiltrukket af det lykkelige barndomsrige, Disney repræsenterer og det fine lag tryllestøv, de drysser ud over alle deres film. Frozen er ingen undtagelse, og jeg knuselsker filmen om de to prinsessesøstre. "The Art of Frozen" er et indblik i magiens tilblivelse; fra blyantstreger til animation, fra vag idé til storslået biograffilm. Jeg vil elske at bladre igennem bogen og dermed opleve den kreativitet og omtanke, der er blevet lagt i hver eneste af filmens scener.
5: "Northanger Abbey" af Val McDermid. Jeg var ikke begejstret for den første bog i The Austen Project. Faktisk var "Sense & Sensibility" af Joanna Trollope en fuldendt fiasko i mine øjne. Det yndige ved The Austen Project er dog, at forfatterne skiftes ud, og hver genfortælling af Austens romaner således bliver skrevet af en ny forfatter. Jeg er nysgerrig og forhåbningsfuld overfor krimiforfatteren Val McDermids nyfortolkning af "Northanger Abbey", og jeg håber, at hun kan bidrage med alt det, som Trollope ikke formåede. 

Hvilke bøger ønskedrømmer I om for tiden?

onsdag den 18. december 2013

“Christmas is not as much about opening our presents as opening our hearts.”

Timerne forsvinder og dagene med. Gaver købes og indpakkes, ønskesedler udarbejdes og fremvises, og i de sidste travle dage før jul opstår en travl gaveudveksling. Lige i det sekund jeg tror, jeg er ved at være færdig med mine gaveindkøb, vandrer jeg tilfældigt forbi yndige vinduesudstillinger og inspirerende tilbudskataloger; og det får tilsyneladende aldrig rigtigt en ende. For jeg elsker at finde de helt perfekte gaver til de sødeste mennesker i mit liv.
Og akkurat samme proces er det også med min egen ønskeliste. Egentligt færdigskrev jeg den i oktobers sidste dage, men jo tættere jeg er kommet på decembers julelys, jo mere har jeg rettet og tilføjet i den. Jeg kommer hele tiden i tanke om endnu en bog, der skal tilføjes, og endnu en filmatisering der skal nedskrives. Jeg er fanget i en håbløs og endeløs labyrint af bøger, dvd'er og alverdens Jane Austen-relateret småtteri, og jeg bliver nok aldrig færdig med at opsamle det hele. Ikke desto mindre er her et uddrag fra min kludrede og kilometerlange ønskeliste;

Christmas Wishes
1: "The Snow Child" af Eowyn Ivey. En yndig og skrøbelig fortælling om kulde, længsel og familie, skrevet i et sprog der mest af alt minder om et russisk eventyr. Jeg har længe drømt om at få bogen læst; og med januars forestående kulde er tidspunkt helt ideelt.
2: "Sense & Sensibility" af Joanne Trollope. Stinna tippede mig for nylig om et projekt ved navn "The Jane Austen Project". Tilsyneladende går det ud på, at etablerede forfattere i løbet af de næste par år vil omskrive Austens romaner til moderne situationer. Konceptet er både forvirrende og fascinerende - og jeg ønsker mig den første bog i rækken for at se præcis hvad, projektet vil indebære.
3: "Blogbogen" af Julia Lahme. Med sin dekorative kulør af blide pastelfarver og et indhold fyldt med inspirerende bloggere, har denne bog længe stået højt på min ønskeliste. Blogging er efterhånden en integreret del af min dagligdag, og sommetider ville et lille drys af evaluering og målestokke være kærkomment.
4: "The Goddess and the Thief" af Essie Fox. Jeg har for nylig kastet min kærlighed over Essie Fox og hendes forfatterskab, der altid tager udgangspunkt i det viktorianske London med et anstrøg af kærlighed og dyster mystik. "The Goddess and the Thief" er netop udkommet, og bogens dekorative forside, mystiske handlingsreferat og forfatternavn har skubbet den helt til tops på min boglige ønskeliste.
5: "Grimm Tales" af Philip Pullman. Denne bog er som en skræddersyet himmellykke. Ikke blot regner jeg Philip Pullman blandt mine evige yndlingsforfattere; eventyrsgenren bogen falder ind under, hører også til blandt mine yndlingsgenrer. "Grimm Tales" består nemlig af 50 genfortællinger af Brødrene Grimms velkendte eventyr. 
6: My Ideal Bookshelf Prints. Min begejstring for Jane Mounts dekorative bog-illustrationer er ikke mindsket siden mit sidste køb. Jeg har længe overvejet at tilføje et nyt bog-billede til samlingen, og særligt de fine Jane Austen print spøger i mine tanker.

Hvad står øverst på jeres ønskeliste? 

mandag den 16. september 2013

Shelftemper & Booktober

Efteråret er lig med mange ting; faldende blade, hyggelige stunder, dampende kopper med te, chokoladekiks og bøger. Uendelige og uoverskuelige stakke af eventyr, kærlighedsromaner og realisme. I efterårsmånederne balancerer jeg altid på vippekanten mellem virkelighed og fiktion; jeg færdes konstant med en bog i hånden, i tasken, i hjertet.
For nylig sendte Book Depository mig deres standardiserede nyhedsbrev med overskriften: "Shelftemper & Booktober". Jeg åbnede det med en skeptisk mine, bladrede igennem, sukkede og forelskede mig i et hav af titler. Nye titler og kommende titler.
I virkeligheden er jeg håbløst bagefter med den slags opdateringer fra bogverdenen. Jeg fortaber mig tit i forbipasserede århundreder, læser forfatterskaber fra ende til anden, eller krydser endnu en klassiker af på min liste, uden at ænse hvad der foregår omkring mig, og hvilke nyhedsstjerner der pryder boghimlen. Dette efterår er dog en undtagelse; der er så mange nye udgivelser, jeg drømmer om at få fingrene i. 
Shelftemper & Booktober
D. 17/9: "Fortunately, the Milk..." af Neil Gaiman. Min berusende Gaiman-besættelse har lokket mig hen til mange omfattende interviews og YouTube-klip om "The Ocean at the End of the Lane". I et af de mange interviews hørte jeg således Neil Gaiman læse et brudstykke fra hans nyeste børnebog - og jeg vidste, jeg blev nødt til selv at læse den også. "Fortunately, the Milk..." lader til at være en uendelig komisk, fjollet og mærkelig børnebog - og Gaimans korte oplæsning af det første kapitel har allerede fået mig til at sprutte af indestængt latter. I skrivende stund befinder bogen sig i en pakke på posthuset, og jeg glæder mig til at afhente den. 
D. 01/10: "The Girl Who Soared Over Fairyland and Cut the Moon in Two"  af Catherynne M. Valente. Valentes Fairyland-serie har tryllebundet mig, og det er med længsel jeg sukker efter det næste kapitel i historien om September og hendes bibliotekselskende drage. Valentes ord er som blide eventyrspust; hendes sætninger lader læseren flyve til verdener af glitrende drømmestof. Og jeg vil så gerne afsted igen.
D. 08/10: "Longbourn" af Jo Baker. Egentligt udkom Bakers roman allerede i august, men jeg har ventet, set tiden an og trukket læsningen en smule ud. Den smukke hardback-udgave er nemlig værd at vente på. Bogen er i en genre, jeg betegner som 'guilty pleasure', og slet ikke kan stå for; Austen-fanfiction. "Longbourn" er en genfortælling af "Pride and Prejudice" - men set fra en tjenestepiges synspunkt. 
D. 10/10: "Bridget Jones: Mad About the Boy" af Helen Fielding. Første gang jeg læste om Bridget Jones, var jeg femten år, og jeg lukkede hende ubetinget ind i mit hjerte. Hendes elskelige og klodsede personlighed var genstand for mange timers lun underholdning. "Mad About the Boy" skulle efter sigende foregå i vores nutid, og Bridget skulle have ældret tilsvarende. Bogen kommer bl.a. til at indeholde Twitter-opdateringer og dagbogsoptegnelser; men mest af alt glæder jeg mig blot til et gensyn med den kære Bridget.
D. 22/10: "Rags & Bones" af Melissa Marr m.fl. Konceptet bag "Rags & Bones" fascinerer mig. Den indeholder nemlig kendte forfatteres omskrivninger, moderniseringer og nyfortolkninger af klassiske værker og eventyr. Neil Gaiman omskriver eventyret om Tornerose, Kami Garcia sætter sit præg på Brødrenes Grimms fortælling om Rumleskaft, og Tim Pratt fortolker Henry James' "The Jolly Corner". En finurlig blanding med potentiale til nye vinkler og hidtil overset magi. 
D. 22/10: "The Goldfinch" af Donna Tartt. Jeg glemmer aldrig, den første gang jeg læste "The Secret History" af Donna Tartt. Det var en surrealistisk og fuldstændig overvældende oplevelse, der efterlod mig tørstende efter mere. Jeg læste "The Little Friend" derefter, og har siden befundet mig i en evig venteposition. Donna Tartt har ikke udgivet en ny bog i 11 år - og derfor er jeg så spændt på "The Goldfinch". Tartt blander mystik og realisme med en så overlegen ynde, at jeg er sikker på, fortællingen om den kunstelskende og forældreløse Theo vil hjemsøge mig i nattetimerne.

Hvilke nyudgivelser har I efterårsdrømme om? 

lørdag den 22. juni 2013

"A book is a gift you can open again and again."

Tiden flyver forbi; urenes visere danner en komplet cirkel, afrevne kalenderblade fylder skraldespanden, snevejr bliver til solskin og snart er det min fødselsdag igen. Jeg er ikke skræmt af min opadtikkende alder; snarere af den forbitikkende tid. Sommetider famler jeg blindt efter en stopknap, en pauseknap, en slowmotionfunktion, så jeg kan fastholde de flygtige øjeblikke en smule længere og nyde dem en smule mere. De flyver alt for hurtigt forbi.
Jeg er naturligvis blevet beordret i gang med udarbejdelsen af endnu en ønskeliste; og jeg må, som altid, forsøge at begrænse mig og ikke udelukkende lade den bestå af bøger og kjoler. 

Birthday wishes vol 3. - books
1: "The Ocean at the End of the Lane" af Neil Gaiman. Det kribler i mine fingre for at påbegynde læsningen af Neil Gaimans spritnye bog. Bogen skulle, tilsyneladende, være en fortælling om barndom for voksne. Alene det præmis drager mig ind. 
2: "Miss Peregrine's Home for Peculiar Children" af Ransom Riggs. En sælsom og dyster fantasifortælling, der på smukkeste vis kombinerer fotografier og ord.
3: "Young Romantics: The Shelleys, Byron and Other Tangled Lives" af Daisy Hay. Denne bog er en beretning om en af mine helt store fascinationer: de engelske digtere fra romantikken. Der er tale om en dybdegående forklaring af datidens litterære samfund, og de sociale cirkler digterne bevægede sig rundt i. 
4: "Four Tales" af Philip Pullman. Eventyrshistorier fra en af mine yndlingsforfattere i en lilla vidunderindpakning. 
5: Mumi sommerkrus 2013. Verdens sødeste krus med verdens sødeste trolde; Snorkfrøkenen er min yndling, og det farverige porcelænstryk vil drysse glædessmil over mine døsige morgenstunder.
6: "My Ideal Bookshelf" af Jane Mount.  Tegnet bogkunst og et minimalt glimt af hvilke bøger, der har påvirket og formet andre. En bog der både kan bladres og læses igennem. 
7:  "Moab is my Washpot" af Stephen Fry. Jeg læser stort set aldrig selvbiografier, men denne har alligevel vakt min opmærksomhed. Stephen Frys karismatiske personlighed kombineret med hans intelligente skrivestil kan umuligt ende med andet end fornøjelig læsning. 

Hvilke bøger står øverst på jeres ønskeliste?