Viser opslag med etiketten Nykøbte bøger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Nykøbte bøger. Vis alle opslag

fredag den 13. januar 2017

Firkantede pakker

Lige om lidt er det snart en måned siden, vi alle sad samlet om træet, og uddelte gaver og kram i en lind strøm. En af årets smukkeste aftener virker allerede langt væk, og på en måde er det sært irrelevant at sidde nu, i januar, og skrive om julegaver og opfyldte bogønsker. 
Ikke desto mindre er det, det jeg vil i dag. Juleaften fik jeg nemlig den smukkeste bogstak overrakt af mine forældre og svigerforældre. Nogle af bøgerne har jeg allerede læst i en hastig iver, mens andre står højt på læselisten for 2017. Det er gaver, jeg har planer om at tage øjeblikkeligt i brug. Jeg kan nemlig ikke lade være.

I videobloggen nedenfor fremviser jeg de bøger, som gemte sig i firkantede pakker under juletræet. Hvad med jer? Fik I også firkantede pakker i julegave – eller har I måske shoppet bøger til januarudsalget i stedet? I så fald, hvilke? 

lørdag den 15. oktober 2016

En ny bogstak – lige i tide til efterårslæsningen

I forgårs da jeg var sammen med min søster, faldt samtalen på efterårets mørke dage. Jeg erklærede min kærlighed til de brændte farver, til roen og til de kommende dynedage, og hun svarede med et grin: "Du har også bare altid gået i vinterhi, Rikke." Jeg svarede fornærmet, at det bestemt ikke passede, men ved nærmere eftertanke ved jeg godt, hun har ret. Hvert år når temperaturene vender, og dagene gradvist bliver kortere, bliver min kalender mere og mere tom. Helt bevidst.
For der er noget ved mørket og kulden, der giver mig lyst til at forblive under dynen og nyde mit eget selskab; til at tilbringe tid med fiktive venner og nærmest udelukkende indtage varm te og suppe.  Noget der giver mig lyst til stearinlys, varme striktrøjer og hele dage i nattøj. Vinterhalvåret ødelægger ikke mit humør, det giver mig bare et større behov for ro.
Og derfor er det på sin vis passende, at jeg netop har bestilt en bogstak. Jeg betragter det som en slags proviant. De ord, jeg skal leve af (og med) de næste måneder. De ord, der skal underholde mig og varme mig, når vinteren banker på. De ord, der skal med mig i vinterhi ... 

I videoen nedenfor viser jeg jer, de bøger der har fundet vej til min bogreol. Har I gjort nogle spændende bogkøb for nylig? I så fald, hvilke?

(PS: Husk endelig at sætte videokvaliteten til HD – nu når jeg endelig har fået mulighed for at filme i høj kvalitet igen. Og ignorer venligst det dårlige lys. Odense er overskyet og regnfuld i dag, hvilket ikke er så optimalt til videoblogging – perfekt læsevejr, dog!) 

tirsdag den 16. august 2016

Boglige fund fra Edinburgh

Jeg tog ikke til Skotland for at shoppe. Ikke engang for at shoppe bøger. Nico og jeg deltes om én kuffert, og allerede før afrejsen var den fyldt til bristepunktet. Der var ikke plads til at bringe meget mere hjem end derover; og slet ikke tunge og tykke bøger.
Men det glemte jeg selvfølgelig i forbifarten, og pludselig stod vi dér, i lufthavnen med overvægt og en pludselig panikompakning. Tre bøger var åbenbart nok til at tippe skalaen – selvom jeg egentligt følte, jeg havde begrænset mig meget pænt. 
De tre bøger jeg endte med at bringe med mig hjem over havet (i min rygsæk) var til gengæld også tre bøger, det kribler i mine fingre for at læse. Jeg købte dem i den smukkeste Waterstones, der lå skråt overfor vores hotel – en bogbutik med det fineste børnebogsområde og en tilhørende café med udsigt over Edinburgh Castle. Det var en fortryllende butik, men mit kamera gik desværre ud, da jeg stod derinde.

De tre bøger jeg købte var:
  • "Pretty Honest" af Sali Hughes som er den yndigste, sart lyserøde bog om skønhed, parfumer, stil og sminketips. Jeg er egentligt ikke så stor tilhænger af beautyguides i bogformat, men denne kunne jeg slet ikke stå for. Dens layout er bedårende, og skrivestilen er afslappet, humoristisk og uformel. Det er en bog, jeg rent faktisk har tænkt mig at læse. Og så er den vildt brugbar. 
  • "The View from the Cheap Seats" af Neil Gaiman som jeg slet ikke kan forstå, jeg ikke har købt før nu. Det er en samling af Neil Gaimans nonfiktion; artikler, essays og refleksioner. Jeg glæder mig allerede til at læse den og forsvinde ind i Gaimans univers, der altid er fantastisk – uanset om det er fantasiskabt eller benhård virkelighed. Jeg har endnu kun bladret i bogen men allerede hvinet over det faktum, at den indeholder en artikel ved navn: "Why Our Futures Depend on Libraries, Reading and Daydreaming".
  • "Harry Potter and the Cursed Child" af J. K. Rowling, John Tiffany og Jack Thorne som jeg egentligt er lidt imod. Jeg synes, det er et fjollet koncept, men da jeg færdedes i Edinburghs smalle Diagonalsstræde-lignende gader og derefter trådte ind i en Waterstones overpyntet med denne bog, kunne jeg ikke stå imod mere. Pludselig stod jeg med bogen i hånden og begav mig hen mod kassen. Og det er egentligt også fint nok. 

lørdag den 6. august 2016

Boglige nyanskaffelser

Meget kan ske på tre måneder. Og i mit tilfælde har de foregående tre måneder følt som sin helt egen evighed. Alligevel er der dog ikke sket synderligt meget på bogfronten – hverken hvad læseriet eller bogindkøbet angår. Men et par bogfund fundet sin vej til min bogreol, og i denne videoblog viser jeg mine nykøbte bøger frem til jer fra flere leder og kanter. Størstedelen af bøgerne her er fødselsdagsgaver, hvilket kun gør dem endnu mere dyrebare i mine øjne.

Har du gjort dig nogle skønne bogfund for nylig? Jeg modtager gerne tips og deler begejstring.

søndag den 3. april 2016

En søndagsbogpakke

Sedlen har lagt på vores kommode i et stykke tid. En lille, standardiseret postseddel med mit navn på og en lykkelig besked om, at der ligger en pakke og venter på mig. En firkantet bogpakke.
Jeg har stirret meget på den seddel. Og forsøgt at huske den. Men i en arbejdsuge med fødselsdagsfejring, IKEA-ture og venindeaftaler, har jeg ikke haft tiden til at trave i Kvickly for at indløse den. Ikke før nu. Og således blev min hyggesøndag forvandlet til en lykkelig læsesøndag; mit største problem er, at jeg ikke aner, hvilken af mine nye skatte jeg skal læse først. Men det er kun et lykkeligt luksusproblem. 

I videoen nedenfor åbner jeg dagens bogpakke og deler min begejstring. Har I modtaget nogle spændende bogpakker for nylig? I så fald, hvilke bøger indeholdt de?

lørdag den 12. marts 2016

"Pride and Prejudice" – fortalt gennem marsvin

For nylig sendte Anne mig et billede af den sødeste bog. Bogen var en genfortælling af Jane Austens klassiske samfundsskildring "Pride and Prejudice" med billeder af marsvin. Udklædte marsvin, endda. Marsvin iført hatte og kraver, kyser og roser, jakkesæt og håndtasker, og siddende på små sejlbåde, foran klaverer, på legeværelser og foran storslåede dukkepalæer. Jeg havde aldrig i mit liv set noget så sødt, fantastisk og fuldstændig latterligt på samme tid.
Anne var så sød at tage bogen med fra Århus til Odense, og da hun overrakte mig den, bladrede vi den igennem sammen og fik et vidunderligt grin. For bogen er en smule absurd. Men den er også helt uimodståeligt sød.
Siden da har jeg også læst bogen, og jeg stornød den i de få minutter, den varede. Det fineste ved den er nemlig, at selvom bogen kun er på 30 sider, og halvdelen af dem er billeder, så fortæller den historien meget fint – på en troværdigt, nedkogt måde. Jane Austens historier er udkommet i så mange formater og er blevet fortalt fra så mange vinkler, og jeg elsker tanken om, at en bog der blev skrevet for 200 år siden, stadig er så levende. Også i marsvinform. 

"A Guinea Pig Pride and Prejudice" er skrevet af Alex Goodwill og Tess Gammell. Bogen er udgivet af forlaget Bloomsbury i 2015 og kan bl.a. købes her. Og trænger du til et lille grin, så gør dig selv en tjeneste og se nedenstående bogtrailer. Det er så fint og morsomt.  

torsdag den 10. marts 2016

“Books and doors are the same thing. You open them, and you go through into another world.”

Alle bøger er noget særligt. Og bogpakker er altid vidunderlige at modtage; tunge, som de er, fyldt med bøger og nye eventyr. Men efterhånden har jeg indset, at nogle bogpakker er lidt særligere end andre – og intet kan sammenlignes med den læseiver, som en bogpakke fra Folio Society fremkalder i mig. For deres bøger indeholder verdener og historier, akkurat ligesom alle andre, men de er også små kunstværker.
Hver en detalje på Folio Societys bøger er resultatet af omhyggelig omtanke og designeri. Alt fra forsideillustration, skrifttype, størrelse og endda forlagslogoet er udvalgt som et perfekt match til den enkelte bog. For at lade historien indeni komme til sin ret.
Med årene er jeg blevet stor Folio-fan. Jeg kan ikke lade være. Bøgerne fra netop dét forlag er altid noget særligt – både indeni og udenpå. Og selvom jeg i sin tid mente, at jeg nok aldrig ville komme til at samle på Folio-udgaver, er jeg alligevel fuldt i gang. For de er reolvidundere og læseoplevelser ud over det sædvanlige. Hvis bare man vælger dem med omhu, naturligvis.
For nylig havde Folio Society udsalg. De sendte mig rabatkoder og påmindelsesmails hele tiden. Og selvfølgelig faldt jeg i med begge ben. For, helt ærligt, hvordan i alverden kunne jeg kunne modstå? 

I videobloggen nedenfor fremviser jeg de Folio-fund, jeg har indkøbt på det seneste. Hvad med jer? Har I også købt nogle fine bøger på det seneste? I så fald, hvilke? 
 

mandag den 7. marts 2016

En god byttehandel


I sidste uge afholdte Arnold Busck deres famøse bogbyttedag. Konceptet startede sidste år og går ganske enkelt ud på, at man én dag kan aflevere en brugt bog og købe en ny med 50% rabat. En ordning, der er svær at modstå for en bibliofil, der er ved at sammensætte sit drømmebibliotek og har alt for mange bøger på ønskelisten.
Bogbyttedagen fandt sted i Arnold Busck-butikker over hele landet, og alle de indleverede, brugte bøger vil i løbet af måneden være at finde i alle Arnold Busck-butikker i såkaldte bytteroler, hvor man vil kunne bytte en brugt bog til en af de indleverede bøger fra i tirsdags. Helt gratis. På den måde kan boggenbrug blive forvandlet til guld.
Selv var jeg lidt i tvivl om, hvilken bog jeg skulle bytte. Efter at have flyttet og have ryddet voldsomt op i mine bogreoler, har jeg ikke mange bøger stående, som jeg ikke ønsker at beholde. Derfor gik jeg på skattejagt i min egen reol, og fandt til sidst en glemt paperback i et hjørne. Bogen var "The Understudy" af David Nicholls, som jeg købte i Spanien forrige år, læste på flyveturen hjem og hadede fra start til slut. Det var en elendig bog for mig. En næsten ulæselig bog. Og jeg er sikker på, den vil finde et langt bedre hjem i Arnold Buscks byttebogsreol end hos mig. 
Derfor afleverede jeg "The Understudy" i den fantastiske Arnold Busck i Købmagergade, og gik derfra med en betydeligt tungere bog i min taske. Jeg brugte nemlig min bytterabat til at købe "The Wizard of Oz: The First Five Novels" i en vidunderlig, læderindbundet udgave fra Barnes & Noble. Bogen har smaragdgrønne sider, er fyldt med vidunderlige illustrationer og indeholder hele fem romaner, hvoraf jeg kun har læst (og elsket) den første. Jeg glæder mig allerede til at genbesøge Oz – i denne, fantastiske udgave.

Hvad med jer? Benyttede I jer af Arnold Buscks byttetilbud? Og i så fald, hvilken bog byttede i – og hvilken bog byttede I jer til? Læs desuden mere om Arnold Buscks byttebogskoncept her

fredag den 5. februar 2016

“Buying a book is not about obtaining a possession, but about securing a portal.” – Laura Miller

Januar rimer på neongule tilbudsskilte, ordet "udsalg" trykt og gentrykt på hele verden omkring en, en postkasse proppet til randen med nyhedskataloger og en mailindbakke med beskeder udelukkende fra firmaadresser og med adresseringen "Kære kunde". Januar er en tilbudstid. Og sommetider er det svært at stå imod.
For hvordan kan man ignorere et katalog fra Folio Society med "Special Offer" skrevet i elegant skråskrift hen over forsiden? Hvordan kan man gå forbi Bog & Idés sirligt opstillede vinduesudstillinger med "20% på alt" skrevet i store bogstaver? Og hvordan i alverden skal man lade være med at trykke 'køb' på Saxo, når den bog man har drømt om er dalet yderligere i pris? Jeg aner ikke hvordan, man skal modstå – og jeg ved heller ikke hvorfor. Og derfor er vægten på mine bogreoler blevet forøget yderligere af smukt designede bøger med fantastiske historier.
Fra min tiende udgave af "Little Women" til en enorm og en lillebitte udgave af "Alice's Adventures in Wonderland", en digtsamling om katte, genfortalte folkeeventyr og en længe elsket barndomsskat, har mine udsalgsfund bredt sig over bogbutikker og internetforhandlere. Jeg har krydset bøger af en mangeårig ønskeliste og gjort helt impulsive fund. Og hver og en af mine nye bøger er noget helt dyrebart og særligt – en lille rejse pakket ind i et firkantet objekt.

I videobloggen nedenfor fremviser jeg de bogkup og udsalgsfund, jeg har indkøbt på det seneste. Hvad med jer? Har I også købt nogle fine bøger på udsalg – eller nogle, der slet ikke var på udsalg? I så fald, hvilke?

søndag den 3. januar 2016

Easton Press

Easton Press er et amerikansk forlag, der udgiver bøger med et udpræget amerikansk design. Bladrer man deres hjemmeside eller kataloger igennem, vil man støde på uendelige rækker af læderindbundne bøger med påtrykte gulddetaljer. Det er udsøgte luksusudgaver, som på én gang ligner noget, man kunne finde i et støvet antikvariat og samtidig er så pompøse, at de slet ikke ligner noget, der har nogensinde har været rørt af menneskehænder. Kontrasten er så fascinerende; nytrykte bøger forklædt som gamle. 
Alle bøger fra Easton Press er indbundet i ægte læder og belagt med gulddetaljer i 22 karat guld. Af samme grund minder de om bøger, som man ville kunne støde på i drømmebiblioteket fra Disneys "Skønheden og udyret". Der er noget majestætisk og ærefrygtindgydende over dem.
Jeg har længe skelet til Easton Press' hjemmeside, ventet og overvejet. Deres bøger er kostbare anskaffelser, og rundture på hjemmesiden kan føles svimlende, for i længden blender alle de glamourøse udgaver sammen i et uoverskueligt virvar af læder og guld.  De er alle smukke – men de er også til en hvis grad ens. Og jeg har ikke anet, hvad jeg skulle anskaffe mig derfra. Indtil nu.
For mit samlerhjerte skreg af længsel, da jeg så "Little Women" og en særlig luksusudgave af "Pride and Prejudice" på deres hjemmeside – og pludselig blev tanke til handling. Ét klik og mange mails senere blev bøgerne mine. Og jeg har ikke fortrudt det så meget som et sekund.
Easton Press udgiver ikke nemlig ikke kun yndigt designede bøger – de udgiver også bøger af høj kvalitet. Alt ved deres udgivelser udsender larmende signaler af overdådighed; fra det bredt indlagte silkebånd i bøgerne til de guldbelagte sider, glinsende bogrygge, det smørbløde læder og de forede slipcases. Det er en kærlighedserklæring til boghåndværket selv.

I kan klikke ind på Easton Press' hjemmeside her. Og til de interesserede viser jeg bøgerne frem fra flere leder og kanter i nedenstående video.