"Crooked Kingdom" (Six of Crows #2) af Leigh Bardugo

"Crooked Kingdom" af Leigh Bardugo, fra forlaget Henry Holt and Company, udgivet i 2016. 4/5 stjerner.

Leigh Bardugo er en af de typiske kometforfattere i YA-genren. Hun strøg til tops med sin Grisha-trilogi, som er en dyster fantasy-serie om et russisk-inspireret univers, hvor mennesker med evner til at manipulere alt fra metal til andres kroppe, lever side om side med almindeligt dødelige. "Six of Crows" er hendes opfølger på successeen – en slags spin-off serie, der tager udgangspunkt i samme fantasy-univers, men foregår adskillige år efter Grisha-trilogien med nye karakterer og nye problematikker. Denne nye serie er, om muligt, blevet en større succes end Grisha-trilogien, og man støder på billeder af de dystre forsider overalt på Tumblr, Instagram og YouTube.
Jeg læste "Six of Crows" sidste år, og jeg var ikke ubetinget begejstret. Bogen handler om en flok kriminelle, der skal udføre et storslået kup for en svimlende pengesum. Ikke nok med at de skal bryde ind i det allerhelligste palads og forbi hundredevis af soldater – de skal også kidnappe en højt beskyttet person og få ham hjem i sikker behold. Det er et nervepirrende eventyr, og uden at afsløre for meget, kan jeg fortælle, at det ikke går helt som ventet. Og det er så der, "Crooked Kingdom" starter.

“Crows remember human faces. They remember the people who feed them, who are kind to them. And the people who wrong them too. They don’t forget. They tell each other who to look after and who to watch out for.” 

"Crooked Kingdom" er ligesom dens forgænger fyldt med action. Banden, bestående af seks unge som kalder sig for krager, plotter og manipulerer deres vej gennem Ketterdams kriminelle miljø, og de når knap at udføre en plan, før de skifter til en anden. Både penge, venskab og kærlighed er på spil, og de seks krager skyr ingen midler for at nå deres mål og beskytte dem, de elsker. Bardugo kører i et højt gear, og man må holde tungen lige i munden for at følge med. Sommetider blev det næsten for unødigt kompliceret til at være rimeligt; vores bande prøver hele tiden at forudsige skurkenes næste træk, men glemmer sommetider at tage højde for, at skurkene forudsiger, at de forudser dem. Der er meget blufferi undervejs. I virkeligheden er jeg imponeret over, at Bardugo selv kan holde styr på det.
Men al den action virker alligevel efter hensigten. Jeg kunne ikke slippe bogen, da jeg først var begyndt. Plottet har så mange blindgyder, og Ketterdam vrimler med handelsskibe, soldater, slyngler og svindlere, der skiftes til at gøre livet svært for banden af krager. Og selvom man oprigtigt hepper på bandens succes, tvinges man flere gange til at genoverveje, hvem de onde egentligt er. For alle dræber, alle truer, alle sårer nogen undervejs. Skal man virkelig holde med en flok kriminelle, der ledes af en dreng, som så tydeligt søger hævn for fortiden? Og som er villig til at ofre alt for at opnå den?
I sidste ende er det Bardugos karakterer, som redder bogen fra en intetsigende actioncirkel. De seks hovedpersoner er en broget flok, og bogen skifter mellem deres synsvinkler. I små glimt afsløres deres fortid, og det bliver langsomt klart, hvorfor de er endt som skygger i Ketterdams kriminelle underverden. 

 “I would have come for you. And if I couldn't walk, I'd crawl to you, and no matter how broken we were, we'd fight our way out together-knives drawn, pistols blazing. Because that's what we do. We never stop fighting.”

Karaktergalleriet tæller Nina, som er en bortført Grisha. Hun har evnerne til at manipulere andre menneskers kroppe; til at få blod til at stoppe, til at suge luft ud af andres lunger og til at få hjerte til at eksplodere i andres bryst. Hun er en lydløs dræber – men hun er også jaget. Grisha af hendes slags er et værdifuldt våben. Ved hendes side er Matthias, som i sin tid kidnappede hende fra hendes familie. Han har forladt den Grisha-jagende hær, han var en del af, og sammen er de et mærkværdigt makkerpar. 
Og så er der Jesper; en klassisk gambler, der er blevet revet fra universitet til kriminalitet for at betale sin spillegæld, Wylan; en rigmandssøn der hele sit liv er blevet undermineret af sin far, og som derfor har søgt mod bandens fællesskab, akrobaten Inej som klatrer langs vægge og på tårne som en elegant edderkop; hun blev kidnappet som teenager, tvunget ud i prostitution og tog imod et tilbud om et liv i kriminalitet for at få sin frihed. Tilbuddet fik hun af Kaz, gruppens leder og seriens ultimativt mest interessante person. Han bærer sorte handsker, fordi han ikke kan udstå følelsen af hud mod hud, og i sine relationer er han mindst lige så berøringsangst. Han er kold, beregnende og til tider lige så ondskabsfuld, som de mennesker, han bekæmper. Den fødte leder og en indbygget tragedie. 
Jeg elskede at lære karaktererne bedre at kende. Bogens bæres i høj grad af deres indbyrdes relationer; magtforholdet, intrigerne, og de (selvfølgelige) romancer som blomstrer mellem dem. Da jeg nåede til bogens slutning, føltes de kriminelle krager som nære venner. Jeg havde ikke lyst til at give slip på dem endnu. 

I virkeligheden troede jeg, Bardugo havde skrevet en ny trilogi. Men det viser sig, at der blot er tale om en duologi, som ender her. Og den ender godt; med action til det allersidste og karakterer, der må udholde og ofre en hel del for at nå deres mål. Jeg nød at læse den. Der kan være så langt mellem de helt altopslugende læseoplevelser, og det her er afgjort den mest medrivende bog, jeg har læst i lang tid.

"The Bronze Horseman" (The Bronze Horseman #1) af Paullina Simons

"The Bronze Horseman" af Paullina Simons fra forlaget William Morrow. Denne udgave er fra 2009, bogen blev originalt udgivet i 1997. 3/5 stjerner.

Jeg slugte første halvdel af denne bog. Eller også slugte den mig. Det ene øjeblik stod jeg med bogen i hånden og en mild interesse i øjnene, det næste øjeblik var jeg væk, forsvundet ind i en verden af velduftende jasminblomster, dryppende isvafler, kjoler med rosenknopper og en hær af smukke soldater. Det tog kun en enkelt side. Jeg forelskede mig så hjælpeløst og hovedløst i Paullina Simons historie – på samme måde som bogens hovedpersoner, Tatiana og Alexander, forelskede sig i hinanden. 

For "The Bronze Horseman" er en kærlighedshistorie. En desperat, inderlig, ulidelig og hjerteskærende kærlighedshistorie, der udspiller sig midt i 1940'ernes Rusland, i ruiner af hungersnød og kommunisme og til lyden af radiopropaganda og faldende bomber. Historien starter en ubekymret sommerdag, hvor den unge Tatiana bliver sendt ud for at handle et forråd ind til de kommende måneders krig, og bogen slutter med snefnug i en by stille af død. Det er en barsk historisk roman om krig, sult, død og forrædderi; men for en kort stund på bogens første side, er alting lyst. Og en ung pige der burde have købt et krigsforråd bruger sine penge på en isvaffel og møder en russisk soldat på et gadehjørne på årets varmeste sommerdag.

I et kort øjeblik virker historien næsten simpel. Tatiana møder Alexander, som følger efter hende ind i en bus, ingen af dem aner hvor kører hen, og står af sammen midt ude i intetheden. De ser på hinanden og griner. Og derefter går de hjem og træder gennem blomsterenge med bare tæer. I et kort øjeblik er den lykkelige slutning indenfor rækkevidde. Indtil Tatiana og hendes Alexander træder ind over den forkerte dørtærskel, og alting forandres.

For Tatianas søster kender allerede Alexander. Og hun tror, han er kommet for hende. Hun ved ikke, han krydsede gaden og tog bussen for Tatiana, og ingen fortæller hende det.

“A bus came. The soldier turned away from her and walked toward it. Tatiana watched him. Even his walk was from another world; the step was too sure, the stride too long, yet somehow it all seemed right, looked right, felt right. It was like stumbling on a book you thought you had lost. Ah, yes, there it is.”

Herefter følger en lang sommer med stjålne øjeblikke og forvirrende radiomeddelelser. Rusland er i krig, og krigen kommer tættere og tættere på Sankt Petersburg – og pludselig er den i gaderne, i hjemmene og i hjerterne på alle romanens hovedpersoner. En blokade omringer Sankt Petersburg, hungersnøden hærger, mennesker bliver forvandlet til dyr der kun tænker og handler for deres næste måltid, og Alexander kan ikke beskytte dem alle for det, der venter. Han kan knap nok beskytte sig selv på fronten.

Simons formår at få desperationen og håbløsheden til at kravle ud fra siderne og ind under læserens hud. Karaktererne virker så levende og så hjælpeløse; Ruslands forfald, manglen på mad, savsmulden i brødet, usikkerheden og soldaten der så gerne vil redde sin pige men ikke kan – det er næsten ubærligt.

Jeg vendte siderne hurtigere og hurtigere, og hver gang jeg blev tvunget til at lægge bogen fra mig, så jeg kunne arbejde, spise, skrive og leve, følte jeg mig alene og tom. Jeg tænkte på karaktererne konstant. Jeg kunne ikke få bogen ud af mit hovede. Den var så mørk, så trøstesløs, så grum og poetisk – og jeg kunne ikke modstå den. Jeg kunne ikke lægge den fra mig.

“Not bombs nor my broken heart can take away from me walking barefoot with you in jasmine June through the Field of Mars.”

Jeg ville med glæde tildele bogen et fuldt stjernehus og alverdens ros, hvis anden halvdel af bogen havde matchet den første. Men noget skete undervejs, og historien forandrede sig. Den blev sødere og mildere, og som konsekvens mistede plottet sit tempo og dets nerve, og jeg mistede min desperation for at læse videre. I samme øjeblik som fremtiden begyndte at lysne for Tatiana og Alexander, faldt historien fra hinanden. Tragedien viste sig at være et uundværligt element.

Dermed ikke sagt at anden halvdel af bogen var dårlig. Den var bare ikke så vidunderligt hjertestoppende som bogens første halvdel, som muligvis er noget af det mest kraftfulde, jeg har læst i lang tid. Som en helhedsoplevelse er jeg derfor ambivalent; vil jeg læse videre og risikere, at bogen falder yderligere fra hinanden? Eller vil jeg stoppe her og efterlade det snevejrskyssede Rusland og de to elskende i en afventende stilstand? Velvidende om, at finalen endnu ikke er nået, og historien kan fortælles i tusinde forskellige versioner? Jeg har ikke besluttet mig endnu. 

"Magic Flutes" af Eva Ibbotson

"Magic Flutes" af Eva Ibbotson, fra forlaget Macmillan Children's Books, udgivet i 2015 (org. udgivet i 1982). 4/5 stjerner.

Den unge fyrstinde Theresa-Maria har mistet sine forældre, sit slot og sin formue. Og selv om hendes situation er forfærdelig, er Theresa-Marie ikke forfærdet. Snarere, tværtimod. For det sammenfaldne slot og de manglende penge betyder, at hun ikke behøver at leve som en fyrstinde. I stedet kan hun leve frit – uden regler, indsnævrende etiketter og krav. Hun kan leve akkurat, som hun ønsker.

Theresa-Marie søger derfor mod hendes store passion; den østrigske opera og dens kunstermiljø. Hun bliver ansat som en syerske i et lille operahus og lever under navnet Tessa, uden hendes inderkreds aner noget om titlen, der hører til hendes navn. Hun er lykkelig i sin ydmyge tilværelse; for selvom hun sulter, har hun musik, lyset, kostumerne og en lille flig af skønhed.

Alt dette ændres dog, da millionæren Guy Farne træder ind i operasalen for at lede efter underholdning til sine overklassesgæster. I samme øjeblik deres to veje krydses, begynder Tessa at genoverveje sit simple liv, der for evigt udelukker hende fra Guys verden af glamour, glimmer og penge.

“What are the stars if i am not gazing at them with him? What is beauty except something we share?”

Eva Ibbotson skriver som en barndomsdrøm. Operasangernes stemmer giver genlyd gennem bogen, kjolerne bruser, lysekronerne glitrer om kap med forlovelsesringe, juveler og forfaldent guld. Tessa tier stille, selvom hendes hemmelighed kan ændre alt. Guy Farne kaster ét enkelt blik på hende, og forelskelsen er i luften. Udfaldet er hele tiden klart, men vejen dertil involverer opkøb af et slot, et bjørneangreb, et uforudset frieri, pengemangel og et teaterselskab der er ved at ødelægge sig selv indefra på grund af dårlig planlægning og endnu dårlige økonomi. Bogen er en farce, et kaos, og efterlader en sukkersød eftersmag. Det er en skyldig fornøjelse, når den er allerbedst; en flødeskumskage med lyserødt krymmel, som er så kvalmende sød, at det gør ondt i tænderne. Og som sommetider er lige, hvad man er i humør til.
"Magic Flutes" er sådan en bog, jeg ville have elsket at læse som barn. Den er overdramatisk og samtidig vildt åbenlys, fyldt med overdådige beskrivelser og hovedpersonen er endda en hemmelig fyrstinde. Det er en pigedrøm, og det er en fantastisk pigebog. På sin vis mindede Eva Ibbotson mig om en mere dramatisk L. M. Montgomery – sentimentaliteten er der og eksisterer side om side med idéen om skæbne, forudbestemt kærlighed og øjeblikkelig forelskelse. Begge forfattere er kendt for deres lyserøde følelsesunivers, og begge forfattere har skrevet bøger, der vil få ungpigehjerter til at hamre.

“Yes," he managed to say. "You can be my Star Sister. You can at least be that.”

Tessa er en dydig, handlekraftig hovedperson. En typisk skabelon fyldt med godhed og charme. Hun gør altid, hvad der er bedst for andre – og har det helt med at glemme sig selv i forbifarten. Hun lever i sult og fattigdom for at beholde sit garderobejob, og når hun tager til bal hos sin familie er det i skjul – bange for at blive afsløret som garderobepige på slottet, og bange for at blive afsløret som royal i garderoben. Hun lever et dobbeltliv, og Guy Farner gør det ikke lettere.
Det sjove er, at Guy Farner gør sin entré som en skurk i stedet for en helt. Han vil købe Tessas elskede hjem, og romancen mellem ham og Tessa er fra start usandsynlig. Men på trods af forhindringer, hemmeligheder og vilde bjørne er det hele tiden meningen, at de skal finde sammen. De er, i følge Ibbotson, skabt for hinanden. 
Jeg nød at læse "Magic Flutes". Det var et lyserødt eventyr med en ægte lagkageslutning. En ægte feel-good roman til enhver regnvejrsdag. Sød og fjerlet. 

"Daughter of Smoke and Bone" (Daughter of Smoke and Bone #1) af Laini Taylor

"Daughter of Smoke and Bone" af Laini Taylor, fra forlaget Little Brown, udgivet i 2011. 4/5 stjerner.  

Karou har blåt hår. Hun lever i Prag, bor i sin egen lille lejlighed og frekventerer ofte en lille butik, hvor monstre bor. De selvsamme monstre hun hver dag tegner i sin notesbog – og når andre spørger, lader hun som om, monstrene kun eksisterer i hendes fantasi og ikke i hendes virkelighed. 
Akkiva er en engel. Han flyver mellem verdener og igennem sprækker i himlen, som er usynlige for andre. Han jagter et særligt monster af en særlig grund. Hans sorte vinger brænder, og hans øjne er fyldt med vrede. Indtil han ser Karou og bliver mindet om noget, han troede, han havde glemt.

“Have you ever asked yourself, do monsters make war, or does war make monsters?”

Mennesker med løvefødder, antilopehoveder, oksehaler eller katteører. Engle med sorte, smuldrende vinger og ulmende øjne. Og én menneskepige med blåt hår, en tom hukommelse og et evigt spejdende øje, på udkig efter tænder fra de dødes munde. Og midt i det hele, døre og indgange mellem verdener, fra vores jordklode til fjerne himmelstrøg. Laini Taylors verden er så fremmedartet og dog så smuk.
For det hele afhænger af gentagelser, følelser og noget der rører på sig i karakterernes indre. Karou ved ikke, hvem hun er, Akkiva ved ikke det heller ikke. De er to fremmede væsener fra fremmede verdener, og deres livsbaner burde aldrig krydses. Men det gør de, og Karou laver en enkelt, tilfældig bevægelse med sit hoved, der får Akkiva til at tøve. Karou er fremmed, men hendes bevægelse er velkendt. Og han ved, han bliver nødt til at finde ud af hvorfor.
De to sværmer om hinanden gennem hele romanen. Karou kan hele tiden høre vingesus, og Akkiva spejder hele tiden efter noget blåt. De orienterer sig ud fra hinanden. Danser en lydløs dans, gennem Prags gader og himlens skyer. Ingen af dem ved hvorfor. Jeg troede, jeg havde regnet ud hvorfor – kun for at tage fejl i det allersidste øjeblik, da plottet vendte, og jeg måbede.
"Daughter of Smoke and Bone" er en fortælling om verdener i oprør, om krig mellem to overjordiske racer og almindelige mennesker fanget i krigen mellem dem. Men det er først og fremmest en kærlighedshistorie. En vidunderligt velskrevet kærlighedshistorie om to væsener, der tiltrækkes af hinanden imod al fornuft. En knusende og overbevisende tiltrækning, der får bogens poetiske linjer til at dryppe af sanselighed.

“Happiness. It was the place where passion, with all its dazzle and drumbeat, met something softer: homecoming and safety and pure sunbeam comfort. It was all those things, intertwined with the heat and the thrill, and it was as bright within her as a swallowed star.”

For Laini Taylor kan skrive. Hun fremaner stemninger og bygger karakterer med simple bogstaver. Hendes kimærer er mærkværdige væsener, sammensat af lige dele mennesker og monstre, og alligevel forekommer deres kultur, traditioner og historie mig lige så troværdig som menneskenes. Taylor placerer ikke kun fantasivæsener i vores verden – hun giver dem også en baggrund, en grund til at eksistere og trække vejret side om side med menneskerne. Og det er så let at blive blændet. Så let at blive imponeret. Så let at forsvinde ind i de lyriske beskrivelser og smertelige minder. Taylor skriver med en ynde, der er svær at efterligne.
I "Daughter of Smoke and Bone" er der krig. Der er gråzoner, ondsindede engle og englelignende monstre. Der er en pige og en dreng, som elsker hinanden, en engel og en dæmon der drages mod hinanden, og en flok desperate væsener hvis liv afhænger af mennesketænder og evig hemmelighedsgræmmeri. Der er mørke mærker på døre, og der er huse der brænder i natten. Der er så mange mysterier, og der er så mange smukke ord. Men størst af alt er kærligheden. Altid.
Jeg læste "Daughter of Smoke and Bone" på en enkelt dag, og dagen efter læste jeg den næste bog i serien. Jeg kunne ikke koncentrere mig om andet. Karou og Akkiva infiltrerede mine tanker og mine drømme, og det eneste jeg ville, var at tilbringe min tid med dem, med Laini Taylors ord og befinde mig i det fremmede univers, jeg var begyndt at elske. Der var intet andet end bøgerne, imens jeg læste. Verden blev væk. Laini Taylors ord var det eneste, jeg kunne se.

“She craved a presence beside her, solid. Fingertips light at the nape of her neck and a voice meeting hers in the dark. Someone who would wait with an umbrella to walk her home in the rain, and smile like sunshine when he saw her coming. Who would dance with her on her balcony, keep his promises and know her secrets, and make a tiny world wherever he was, with just her and his arms and his whisper and her trust.”

"Six of Crows" af Leigh Bardugo

"Six of Crows" af Leigh Bardugo, fra forlaget Henry Holt and Company, udgivet i 2015. 3/5 stjerner. 

Kaz Brekker er berygtet. Som en ung kriminel leder han Ketterdams underverden. Han er en spidsfindig tyv, og han stjæler både for andre og for sig selv. For at overleve og for at leve. Han står i spidsen for en gruppe, der kalder sig for krager – specialiserede tyve, der klatrer og balancerer på umulige murbrokker og bliver lejet ud for at begå hemmelighedsfulde kup. Da han en dag bliver tilbudt en farefuld opgave, der vil gøre ham rigere, end han nogensinde drømte om, siger han ja og samler hurtigt seks krager sammen. Sammen skal de bevæge sig igennem fjerne bjerge og ind i hjertet af et velbevogtet palads. Planen tåler ingen komplikationer – men de seks forbrydere har meget mellem sig, og deres indbyrdes forhold er langt fra ukompliceret. 

“The heart is an arrow. It demands aim to land true.” 

Bardugos Grisha-trilogi overraskede mig. Bøgerne forvandlede sig fra en stille læseoplevelse til en kostbar eskapisme, da jeg påbegyndte og færdiglæste de tre romaner på en enkelt weekend. Jeg var betaget af Bardugos smukke sprog og maleriske fraser, jeg forelskede mig hovedkuls i hendes karakterer og levede og åndede for dem, mens jeg endnu befandt mig i deres verden. En verden der både var uforståelig, grusom og velkendt. Og så vidunderligt velskrevet.
Da "Six of Crows" pludselig dukkede op ud af det blå og eksploderede i et utal af gode anmeldelser på Goodreads og på BookTube, blev jeg draget. Jeg blev nødt til at vende tilbage til Bardugos univers i en ny historie og genopleve lidt af den magi, som Grisha-trilogien havde efterladt bag sig.
Som sådan har "Six of Crows" og Grisha-trilogien ikke meget med hinanden at gøre. Der er tale om nye karakterer, nye problematikker og fuldstændig anderledes dynamikker. Men universet er det samme, og selvom man godt kan læse en uden at læse den anden, tror jeg alligevel, man bør læse "Shadow and Bone" først. For Bardugo går ud fra, at læseren kender universet og dets væsener og kaster sig ud i et nyt, hæsblæsende eventyr uden tid til forklaringer eller beskrivelser. Der er kun plads til det allermest nødvendige, og de seks krager rejser uden unødvendig bagage.
Hvor Grisha-trilogien var meget smuk og karakterdrevet, er "Six of Crows" plotbaseret, hurtigtbevægende og omhyggeligt koreograferet. At læse bogen føltes sommetider som at se en actionfilm; hurtige scener, skarpe klip og en susende følelse af adrenalin og angst når noget ikke gik efter planen. Det var en 400-siders nervepirrende rutschebanetur. Og det lykkedes mig aldrig at forudsige så meget som en eneste sætning.

“She'd laughed, and if he could have bottled the sound and gotten drunk on it every night, he would have. It terrified him.”

"Six of Crows" er underholdende læsning. Spændende, medrivende og sommetider også vidunderligt humoristisk. Den indeholdt alt, hvad bagsideteksten lovede, og alligevel blev jeg en smule skuffet. For selvom jeg nød det høje tempo og de mange intriger, ville jeg ønske, jeg kunne sætte i bakgear og betragte Grisha-verdenen i slowmotion. Karakterer og stemninger er Bardugos force, og "Six of Crows" var fyldt med så mange frustrerende muligheder, der aldrig blev grebet. Karaktererne skreg på fordybelse, men var fanget i action. Og jeg ville så gerne have lært mere om den påtaget hårdkogte Kaz, den distancerede Inej og den hemmelighedsfulde Nina. Jeg ville gerne have læst mere om deres minder, om deres komplicerede tilhørsforhold og om alt det, der bandt dem sammen og skilte dem ad. De skiftende synsvinkler var interessante, men alt for ofte druknede de individuelle stemmer i fælles action. Og sommetider var det svært at skille dem ad.
Jeg har lært at elske den dystre Grisha-verden, det iskolde vinterlandskab og de nådesløse Heartrenders med deres evner, rang og historie. Jeg har lært at holde af fantasitilføjelserne til de russiske traditioner, og jeg forbandt mere end noget andet Grisha-verdenen med de barske snefnug, der omgav den. Men alt det er væk i "Six of Crows". Den stille melankoli er erstattet med humor og action, og jeg kan ikke andet end at mene, at noget er gået tabt i processen.
Så vidt jeg ved, er "Six of Crows" dog første bog i en ny trilogi. Og da Grisha-trilogiens første bind også skuffede mig, vil jeg med glæde læse videre. For måske gemmer Bardugo endnu en positiv overraskelse i ærmet. Og måske vil de nye karakterer og deres hjertekvaler også hjemsøge mig inden længe. 

"Tsarina" af J. Nelle Patrick

"Tsarina" af J. Nelle Patrick, fra forlaget Razorbill, udgivet i 2014. 3/5 stjerner.

Natalya er en ung pige af adelig slægt, der lever sit liv på det glitrende Vinterpalads i Sankt Petersborg. Hun er dybt forelsket i prinsen Alexei Romanov, og han gengælder hendes kærlighed af hele sit hjerte. De har kendt hinanden hele deres liv, er vokset op sammen, og har forelsket sig i hinanden med den naturlige selvfølgelighed, som kun nære venner kan. 

En dag indvier Alexei Natalya i en dyb hemmelighed om et magisk Fabergé-æg, der skinner et hemmeligt sted i paladset. Ægget beskytter hele Romanov-familien og de mennesker, som står familien nært. Med det magiske æg i sigte føler Natalya sig helt sikker – på trods af, at desperationen omkring det smukke Vinterpalads vokser, og tusindvis utilfredse, udsultede og overarbejdede russere truer med at bryde igennem de skrøbelige vægge. 

“There was no mistaking a Russian winter. It was a unique thing, a creature born and bred for Russian soil, one that sometimes brutalized the natives but often served as our secret weapon. Napoleon’s army was defeated not only by the Russian people, but by Russia herself.”

Brusende skørter, store forsamlinger i oplyste sale, skinnende perler i lange rækker rundt om hvide halse, balletsko og diademer, hemmelige dør indbygget i tapetserede vægge, tusinde snefnug der vrimler og danser og et juvelbesat Fabergé-æg der skinner i Vinterpaladset dybeste kammer. "Tsarina" er en atmosfærisk roman om det glamourøse Rusland, vi alle drømmer om at leve i. Det aristokratiske Rusland der levede i kvalmende overflod, hvor man kunne affærdige de udsultede arbejdere som uvidende børn.

Natalya og Alexei lever i deres egen lykkeboble bag Vinterpaladsets mure. Et magisk æg beskytter dem, og de har aldrig kendt en anden verden, end den de færdes i. De forstår ikke verden udenfor; forstår ikke utilfredsheden, sulten og desperationen der vokser i landet, for det Rusland de kender og altid har kendt, er et andet. De er snæversynede børn – men de er aldrig egoistiske eller modbydelige. De ved bare ikke bedre. De er født ind i en guldbelagt verden.

Men udenfor flyder bægeret over, og Vinterpaladset bliver stormet. Nedslidte arbejdere vælter ind på slottet og flår hele deres verden i stykker. Og pludselig kan de ikke længere undgå at se det, de lykkeligt fortrængte. Verden udenfor spejler ikke livet på paladset. Alexei og Romanov-familien bliver indespærret i eksil, og Natalya flygter på må og få hen til et hus, der senere også udbryder i flammer. Hendes eneste tanke er, at hun vil redde ægget. Hun vil redde sin barndomstrolovede. 

“Love hopes for happy endings.”

Patrick fletter kendsgerninger sammen med fiktion og placerer sin fiktive Natalya i midten af kendte navne og historiske skæbner. Naturligvis er Natalyas kapløb mod tiden hele tiden åbenlyst for enhver, der kender Romanov-familiens historie, og naturligvis kan al magi i verden ikke ændre på kendsgerningerne – men alligevel beder man til, at Natalyas mission vil lykkedes. I korte øjeblikke kan man fortrænge, at Natalyas trolovede er en Romanov, og i stedet håbe mod historien, mod det forudsigelige resultat. Da jeg læste bogen, ønskede jeg brændende, at Alexei ville komme i sikkerhed, at Rusland kunne blive helet lige så let, som det magiske Fabergé-æg heler Alexeis hudafskrabning. Men selvfølgelig skulle det ikke gå sådan. Det var aldrig en mulighed.
Historien om Romanov-familien og Den Russiske Revolution er en af de historiebidder, der slet ikke føles virkelig. Når man læser om hændelserne i historiebøgerne, tvivler man. Og når man læser om det i Patricks roman lever man det. Med hendes ord bliver Rusland vækket så smukt til live.
Men måske er de virkelige hændelser så interessante, at de ikke behøver at blive yderligere krydret af et magisk, helende Fabergé-æg. Al Natalyas nytteløse jagteri efter ægget, al snakken om magien, og om potentialet ægget holdte, forekom mig fuldstændig malplaceret i en historie, hvor den sande magi er de troværdige stemningsbilleder af revolutionens kaotiske Rusland. Jeg havde ikke behøvet så meget mærkværdigt drama i en historie, der er dramatisk nok i sig selv.

"Jane Eyre" af Charlotte Brontë

"Jane Eyre" af Charlotte Brontë, fra forlaget Barnes & Noble, udgivet i 2011 (org. udgivet i 1847). 5/5 stjerner.

"Jane Eyre" starter som en lidelseshistorie. Jane Eyre er en forældreløs ung piger, der lever af sin tantes gavmildhed og dagligt bliver mindet om det. Tanten, kusinerne og fætteren behandler hende med kølig overlegenhed og tyer sommetider til slag og til vold for at hæve sig over hende. Hun er et udkast, og hun sendes væk på en streng, religiøs kostskole for fattige, imens hun endnu er ganske ung.

Med en ufattelig stædighed fuldender Jane sin uddannelse på kostskolen, mens hendes skolekammerater dør omkring hende af sygdom og af dårlig pleje. Træt af den ulidelige isolation søger Jane væk fra skolen og finder en plads som guvernante på det smukke  gods Thornfield Hall. På Thornfield Hall finder hun et nyt formål med sit liv; både i sit arbejde med husets unge pige og i sin arbejdsgiver, den mystiske Edward Rochester, der taler til hende med uforbeholden ærlighed. En skrøbelig kærlighed til Mr. Rochester opstår i Janes hjerte og kulminerer i et følelsesmæssigt stormvejr, da en dyster hemmelighed fra Rochesters fortid bryder ud gennem husets vægge og ændrer alt.

“Good-night, my – " He stopped, bit his lip, and abruptly left me.” 

Børnemishandling. Galskab. En ond latter der runger gennem væggene og aldrig synes at stoppe. Begær. Magt. Et forhold mellem en rigmand og hans underordnede. Fattige mennesker og deres hjælpeløshed overfor rige mennesker og deres uanede privilegier. En skjult fortid. Idenitetsskifte. Brændende kærlighed og inderlig passion. Og hemmeligheder. Så mange hemmeligheder.

At sige at "Jane Eyre" er en dramatisk roman er at fortælle det åbenlyse. Charlotte Brontë arrangerer sine tillægsord så tæt rundt om bogens begivenheder, at det ikke er til at sige, hvornår hun skifter mellem beskrivelse og handling. Bogen er en velskrevet page-turner, og den gotiske atmosfære er til stede i hvert eneste afsnit. Hvert rum Jane træder ind i, hvert vindue hun kigger ud af, hvert træ hun passerer, og hver eneste mark hun betræder er fyldt med liv, farver og følelse. At læse "Jane Eyre" er som at se en film – og det er nok også derfor, den er blevet filmatiseret så mange gange. 
"Jane Eyre" er ofte blevet hyldet som en klassisk kærlighedshistorie, men jo mere jeg læser den, jo mere bliver jeg overbevist om, at det ikke er en kærlighedshistorie overhovedet. Det er snarere en livshistorie. Fra forældreløst barn til selvstændig kvinde beskrives Jane Eyres livsbane, og hendes konstante kamp for overlevelse, respekt, forståelse og kærlighed. Charlotte Brontë fortæller ikke en Askepot-historie om en udstødt pige, der får sin prins; i stedet beretter hun om en kvinde, der ikke blot vil have sine ønsker opfyldt, men som også vil kunne leve med dem.

 “I am no bird; and no net ensnares me: I am a free human being with an independent will.”

Det er umuligt ikke at beundre Jane Eyre som karakter og som kvinde. En barndom med ensomhed, vold, isolation og død tvinger hende til selvstændighed, og al den ondskab hun har mødt i verden, tvinger hende til at handle med venlighed. Hun er ofret, der ikke kræver hævn men i stedet søger forandring. Og selvom hun er svær at forstå, selvom hun tager valg, der får læseren til at skrige af frustration, gør hun det altid med integritet. Hendes eneste succeskriterie er at kunne se sig selv i øjnene. Og det er måske i virkeligheden det succeskriterie, vi alle burde leve efter.
Jeg elsker Jane Eyre så højt. Og jeg elsker romanen, hun kommer fra. Af alle Brontë-søstrenes mesterværker er det "Jane Eyre", der betyder mest for mig. Det er en af de sjældne bøger, man lever i, mens man læser. Og jeg er ikke længere sikker på, om jeg fortærede bogen, eller om bogen fortærede mig. Undervejs smeltede min virkelighed sammen med bogens og blev ét.
Man kan skrive så meget om temaer og budskaber i "Jane Eyre". Feminisme, kristendom, magisk realisme, overtro, magtstrukturer, upålidelige fortællere og en mærkværdig mangel på skelnen mellem skurke og helte, der maser alle bogens karakterer sammen i tætte, grå felter. Der er skrevet hele bøger om det, der gemte sig på Mr. Rochesters loft, og der er lavet utallige film, der udforsker de glødende følelser, der opstår mellem Rochester og Jane. Romanen er en uudtømmelig kilde for undren og inspiration. Og uanset hvilken vinkel man beskuer historien fra, er den altid ny. Man kan ikke genlæse "Jane Eyre", for bogen føles ny hver eneste gang.
Med prosa der sommetider forklæder sig som lyrik; en mandlig hovedperson der forklæder sig som en kvindelig sigøjner; en kvindelig hovedperson der ifører sig en ny identitet og et nyt navn; og en dannelseshistorie som eftertiden har døbt til at være en kærlighedshistorie, besidder "Jane Eyre" noget af forvandlingens magi. Og jeg aner ikke, hvad bogen vil forvandle sig til, næste gang jeg læser den. Det eneste jeg ved er, at jeg altid vil elske den.

“Every atom of your flesh is as dear to me as my own: in pain and sickness it would still be dear.”

"After You" (Me Before You #2) af Jojo Moyes

"After You" af Jojo Moyes, fra forlaget Michael Joseph, udgivet i 2015. 2/5 stjerner.

"After You" begynder halvandet år efter, hvor "Me Before You" sluttede. Lou kæmper en daglig kamp for at komme videre i sit liv, og hun føler, at hun sidder fast. Hun har købt en lejlighed, som hun ikke kan nænne at indrette og fylde med nye minder, hun arbejder som servitrice, og hun tilbringer søvnløse nætter i sin seng, hvor hun tænker på Will. Og på alt det, som han betød for hende. 
Men hele Lous tilværelse ændres på et splitsekund, da det ringer på hendes dør og en fuldstændig uventet, men velkendt, person træder ind i hendes halvtomme lejlighed.

“I’m not in love with a ghost.” 

Da nyheden sidste år slap ud, og Jojo Moyes annoncerede, at hun var ved at skrive en efterfølger på verdenssuccessen "Me Before You", var jeg ikke sikker på, hvad jeg mente. Moyes fortalte, at hun skrev "After You", fordi så mange spekulerede på, hvordan Lou ville leve videre efter Will. Men jeg spekulerede aldrig. For jeg var ikke interesseret i Lou – jeg var interesseret i Lou og Will sammen. Deres interaktion var det meningsgivende element i "Me Before You" og aldrig Lou alene.
Men selvfølgelig endte jeg med at læse "After You" alligevel. Selvfølgelig overså jeg min egen tvivl og købte den omtalte toer for at finde svar på spørgsmål, som jeg slet ikke havde. Og selvfølgelig blev jeg skuffet. Akkurat som jeg vidste, jeg ville blive.
For mig var det smukkeste i "Me Before You" den uprætentiøse hverdagslighed. Lous hjertevarme og klodsede forsøg på at opmuntre Will og de få øjeblikke, hvor det lykkedes hende. Deres lange diskussioner, Wills latterliggørelse af Lous farverige tøj og Lous aldrigt fejlende optimisme, tro på livet og tro på Will. Slutningen knuste mit hjerte, men optakten til den, var det smukkeste. Jeg behøvede intet drama; jeg behøvede blot de to og deres måder at leve på, at forstå og acceptere hinanden på. Og derfor hader jeg alt det unødvendige drama, der er sluppet ind i "After You". 
"After You" er nemlig ikke en fortælling om hverdagen. Det er en fortælling om sensationer. Fra en mystisk person der, bogstaveligt talt, dukker op på Lous dørtrin til en traumatisk og fuldstændig unødvendig detektivjagt og en skudepisode, er bogen fyldt med ekstremer og meningsløse subplots. Jeg forstod ikke, hvorfor store dele af bogens midte var nødvendig. Jeg forstod ikke de karikerede bipersoner såsom Lous mor, der nægtede at barbere sine ben (herunder en mærkværdig skævvridning af feminismen), Lous chef der foretog en Disney-forvandling og med ét vendte på en tallerken, Lilys mor der fungerede som en overdreven rigmandsfrue uden empati eller fortrydelse (på trods af at hun formåede at hulke over Wills skæbne), og selvfølgelig Wills far der var en levende kliché. Jeg forestiller mig, at de karikerede karakterer skulle være morsomme, men jeg grinede aldrig.

“Too many people follow their own happiness without a thought for the damage they leave in their wake.”

Bogens største fejl er nok i virkeligheden, at den ikke er nødvendig. Hele dens plot er ét stort krumspring, som Lou må kæmpe sig igennem for at komme videre i livet og over sin sorg. Det er for let. Det er for mærkeligt. Og det er alt, alt, alt for irrelevant. 
"Me Before You" vandt mit og hundredevis af læseres hjerte, fordi den føltes ægte. Moyes fortalte om menneskelige relationer, om forbindelser mellem fremmede og om den indflydelse andre mennesker kan have på ens liv. Hun var modig som få og skrev om et emne, der er omgivet af tabu og mangel på forståelse – og hun gjorde det forståeligt. Will fik retten til at leve og dø på den måde, som han ønskede det, og pointen var knivskarp. "After You" har ingen tilsvarende dybde og ingen evne til at røre. Det hele går tabt i filmiske virkemidler og unødvendigt store armbevægelser. 
Men selv manglen på dybde, manglen på en tilsvarende hjertefornemmelse kunne jeg tilgive Moyes, hvis det ikke var fordi, "After You" havde et så unødvendigt plot. Halvdelen af bogen kunne forsvinde uden at influere slutningen. Jeg forstår ikke behovet for Hollywood-action i en historie, der handler om sorg, om menneskelige relationer og om at få et hverdagsliv til at fungere, efter det er gået itu. Jeg forstår ikke de så typiske støttegruppe-scener, den så brugte "overraskelse-fra-fortiden" vending eller i det hele taget bogens vinkling på Lous liv."After You" har så lidt med dens forgænger at gøre, at det næsten forekommer mig som en enkeltstående bog.
Det værste er, at jeg ikke kan fraråde læsere af "Me Before You" at læse Moyes' efterfølger. For selvfølgelig vil hele verden, ligesom jeg, læse den alligevel. Selvfølgelig vil vi alle have afslutningen på den historie, der begyndte så smukt. Men i virkeligheden vil det nok være bedre at lade være. Og at lade den smukke historie stå alene lidt endnu. 

"Mistress Pat" (Pat of Silver Bush #2) af L. M. Montgomery

"Mistress Pat" af L. M. Montgomery, fra forlaget Sourcebooks Fire, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1935). 3/5 stjerner.

"Pat of Silver Bush" fulgte Patricia Gardner fra barndom til ungdom, og "Mistress Pat" følger Pats overgang fra en ung pige til en voksen kvinde. Pat har hele sit liv valgt hjemlighed over kærlighed. Hun kan ikke udstå forandringer, og derfor opsøger hun ikke romancer blandt  de håbefulde landsbydrenge. I stedet har hun travlt med hjemlige sysler og små projekter. 

Pat lever og ånder for Silver Bush, gården der har været hendes hjem hele hendes liv. Men da flere og flere af hendes næreste bekendtskaber forsvinder fra nabolaget, begynder ensomheden, tvivlen og stilheden at hjemsøge hende.

“It seems to me that every time I look out of a window the world gives me a gift.”

Omdrejningspunktet i Montgomerys bøger om Patricia Gardner vil altid være Silver Bush, det perfekte hjem. Eller forestillingen om det perfekte hjem; det bånd der kan opstå mellem et menneske og et hus. Patricia, eller Pat, hader alt, der lokker hendes kære væk hjemmefra, for hun ved, at hun ikke kan følge efter dem. Hun er ikke i stand til at forlade Silver Bush, som er det eneste hjem, hun nogensinde vil føle sig hjemme i.

I "Mistress Pat" opdager Pat dog, at forandringer ikke kan forbydes. Og at de kommer uanset, om man inviterer dem indenfor eller ej. Montgomerys roman løber over 11 år, og i de 11 år, bliver Pat gradvist mere og mere ulykkelig. Små katastrofer indtræffer, kæledyr dør, venner flytter, forelskelser bliver til afvisninger og dårlige ægteskaber forværrer livet på den lille gård i en sådan grad, at Pat knap nok kan holde ud at være der. Hun indser langsomt, at gården ikke er nok til at gøre hende lykkelig – og den erkendelse smerter hende mere end noget andet.

Strukturelt er "Mistress Pat" en af de mere atypiske Montgomery-romaner, jeg har læst. Den er forholdsvis kort og dokumenterer alligevel Pats hverdagsliv i 11 år. Konklusionen er dog tydelig hele tiden, og undervejs undrede jeg mig over, hvorfor Montgomery trak den uundgåelige erkendelse i langdrag. For det gjorde hun, og bogen blev som resultat langt tungere, end den burde have været. 

“There might be some hours of loneliness. But there was something wonderful even in loneliness. At least you belonged to yourself when you were lonely.”

Selvom jeg ikke er enig med Pat, så sympatiserer jeg med hende. Forandringer er svære, og sommetider virker det nemmere at stå stille end at bevæge sig fremad. Men efter at læse om Pat, der i flere år systematisk takker nej til store muligheder for at klynge sig til uddøde minder, mistede jeg tålmodigheden. Hendes frygt tårner sig op, og hendes idylliske syn på Silver Bush grænser til en vrangforestilling. Som resultat forekom hun mig afstumpet og oversimplificeret; jeg tror ikke på, at en person kun kan indeholde ét definerende karaktertræk. Pat mangler nuancer. Hun mangler liv.

Men Montgomery vandt mig som altid over i finalen. Bittersødme spreder sig ud gennem bogens sider, da Pat for første gang i 11 år åbner øjnene for sin egen virkelighed. En overset romance snor sig, Montgomery-traditionen tro, ind mellem bogens sidste sider, og sørger for at der også er nye begyndelser i Pats afsked med det velkendte. Romancen er så sød, at den næsten gør ondt i tænderne – men samtidig er den også det drys af håb, bogen behøver efter at have præsenteret læseren for den ene hjemlige katastrofe efter den anden. 

"Mistress Pat" er på ingen måde blandt Montgomerys bedste bøger, og serien om Pat vil altid stikke lidt ud som værende klodsede og gentagende. Men samtidig siger bøgerne om Pat også så meget om noget, der altid er svært at håndtere: Tiden – eller manglen på den.

"The Gracekeepers" af Kirsty Logan

"The Gracekeepers" af Kirsty Logan, fra forlaget Harvill Secker, udgivet i 2015. 4/5 stjerner.

Kirsty Logans debutroman er en dystopisk fantasifortælling, der udspiller sig i en verden, der er oversvømmet og opdelt mellem de, der lever på landjorden, og de der lever på havet i evig sejllads. Bogens hovedperson North bor på en omsejlende cirkusbåd og hver gang, båden standser op, optræder hun i manegen sammen med sin elskede bjørn. 
Fjernt fra North sidder pigen Callanish, der er draget mod havet, selvom hun er øboer. Callanish lever et stille liv i selvvalgt isolation på grund af en fejltagelse og en hemmelighed, der stadig hjemsøger hende. Da tilfældet fører til et møde mellem Norths og Callanish, vendes alting på hovedet, og Callanish hjemsøges af stjerneklare drømme om en pige, hendes bjørn og deres fælles hemmelighed. 

“Behindcurtains they were individuals, each full of doubts and concerns; on stage they were the circus, with glitter for blood and glass for eyes.”

Ethvert cirkus har sine besynderligheder; slangemennesker der vrider deres arme af led, akrobater der flyver gennem luften med en umulig ynde og klodset falder over sten på landjorden, elegante cirkusprinsesser der bærer hæslige hemmeligheder, og piger der danser med bjørne og sover alene. Mennesker som andre griner af og hvisker om, og som bliver hinandens familie i et omrejsende fællesskab.
Logans vandcirkus er ingen undtagelse. Her danser North med sin bjørn, imens Ainsel fører sine heste igennem imponerende spring, og tre klovne imiterer militæret til publikums rungende latter. Alt er farvet, kulørt, glitrende og fuldstændig kunstigt, og bag kulisserne væves et kompliceret net af hemmeligheder. Det er så let at blive forført af cirkusset larm, men cirkussets sulter i et samfundshierarki, der placerer dem i bunden af fødekæden. De optræder for at indynde sig hos dem, der bor på landjorden. For underholdning bliver belønnet og betalt med mad, der er en kostbar vare, når man lever på havet.
Melankolien er tydelig, når de der er forvist til et liv blandt bølgeskvulp og fugleskrig længes mod land. Mod sikkerhed. Mod tryghed. Logans cirkus er et fortvivlet sted, og det mærkes tydeligt hos bogens karakterer, der er omgivet af hav, hvor end de ser hen. På mange måder er "The Gracekeepers" dermed et stemningsskriveri, der ikke formidler cirkussets larm i lige så høj grad som dets isolation. Bogen føles som et lyrisk eventyr; en omskrevet myte midt i en science-fiction verden. For læsere med hang til sanselige beskrivelser, smittende stemninger og skriftligt billedmageri findes der næppe et bedre eller mere oplagt bogvalg.

“Every night, Callanish dreamed – not of the sea's endless call, but of her mother. At first she welcomed the dreams, revealing in them, wishing to crawl inside them for ever and never wake.” 

"The Gracekeepers" var akkurat som jeg havde forestillet mig, den ville være. Et skiftevis sørgmodigt og dramatisk portræt af en verden dækket af vand, et omrejsende cirkus, en pige og hendes bjørn, og en anden pige og hendes ensomhed. Logan opbygger et univers, der både er skræmmende og troværdigt, og lige da jeg havde besluttet mig for at kalde bogen 'magisk realisme', svømmede eventyrsvæsener ind i historien, og gjorde den til noget helt anderledes og nyt.
Plotmæssigt gemmer bogen både på tragedie og forløsning, men det var den æteriske ynde i Logans skrivestil, der var det bærende element for mit vedkommende. For Logan bruger sine ord med omtanke og præcision, og det er så let at drømme sig væk mellem hendes linjer. De knap 300 sider føles som så meget mere, fordi Logan formår at gøre så meget med dem. Så mange følelser på så kort tid.
Dermed ikke sagt at bogens billedmaleri er dens eneste tiltrækningskræft. Historien om det flydende cirkus indeholder så mange interessante diskussioner og behandler både temaer som ensomhed og isolation, moderskab og tilhørsforhold, seksualitet og køn, magthierarkier og klassesamfund og selvfølgelig, myter og eventyr. Bogens to hovedpersoner, North og Callanish, er to stærke kvinder, der tilbagevinder ejerskabet over deres egen krop og deres eget sind. Og det er deres vej mod hinanden, mod tilgivelse og kærlighed, der for alvor er bogens omdrejningspunkt. 
Jeg blev hurtigt draget af den åbenlyse skønhed i Logans prosa, mens bogens filtrede plotlinje tog lidt længere tid om at overvinde mig. Men da den gjorde, var jeg fortabt, og jeg druknede fuldstændig i vandverdenens blændende poesi. 

"Magonia" (Magonia #1) af Maria Dahvana Headley

"Magonia" af Maria Dahvana Headley, fra forlaget HarperCollins, udgivet i 2015. 3/5 stjerner.

"Magonia" begynder med en pige, der ikke kan få vejret. Aza Ray har siden sin fødsel lidt af en sjælden lungesygdom, der gør, at det føles som om, hun hele tiden er ved at drukne. Hun kan ikke få luft nok, og hun kan derfor ikke leve som sine andre jævnaldrende.

Så da Aza Ray en dag får et skinnende glimt af et skib på himlen, er der ingen der tror på hende. Skibet bliver hurtig affærdiget som en hallucination – også selvom det føltes som virkelighed, og Aza Ray hører nogen fra skibet råbe hendes navn igen og igen i en hektisk søgen.

Men en dag bliver bange anelser til virkelighed, da Aza Ray pludselig befinder sig på himmelskibet og i himmelskibets verden, Magonia, hvor intet er, som det ser ud til at være.

“If you look at the sky that way, it’s this massive shifting poem, or maybe a letter, first written by one author, and then, when the earth moves, annotated by another. So I stare and stare until, one day, I can read it.” 

I flere hundrede år har menneskeheden stirret op på himlen, talt stjernerne, iagttaget månen og spekuleret på, om der mon var noget, der stirrede tilbage. I flere hundrede år har menneskeheden misundt fuglene deres vinger og deres lette adgang til et landskab, vi kun kan færdes i som fremmedlegemer og som gæster.

En legende fra 815 fortæller om en flok sømænd, der dukkede op i Frankrig og var helt fremmede overfor landets kultur og levevis. Sømændene proklamerede stædigt, at de ikke var vant til at sejle i have, men derimod normalt sejlede rundt blandt skyer og stjerner på himlen. De fortalte, at de kom fra Magonia – og legenden blev født.

Headleys "Magonia" er baseret på selvsamme myte og er også et hjem for himmelsejlende sømænd, fuglelignende hvaler, mennesker iført kulørte fugledragter eller fugle iført skærmende menneskedragter og et hav, der indbefatter alt det, vi kender. Da Aza Ray bliver ført til Magonia, får hun af vide, at hun har druknet hele sit liv i et hav, hun slet ikke kunne se. Skyerne bliver således skillekanten mellem hav og land; menneske og fugl.

"Magonia" er en original fantasyroman med en solid, spændende og troværdig verden bygget på resterne af en gammel fransk myte. Headleys verdensopbyggelse er imponerende – jeg ville blot ønske, resten af bogen var lige så blændende.

“I can't imagine a universe in which I try to unlove her.”

For mange vil "Magonia" sikkert være en rutschebanetur af følelser, fornemmelser og bange anelser. For mange vil bogen sikkert blive mere og mere spændende, i takt med mere og mere action introduceres og flere onde planer påbegyndes. Men ikke for mig. Jeg kunne langt bedre lide bogens start end dens slutning, og jeg synes, bogen var mere fangende, da den forsøgte at fuldende et univers, end da den forsøgte at igangsætte et kompliceret og actionpræget plot. For sandheden er, at selvom Headley er dygtig til at bygge verdener, er hun ikke ligeså dygtig til at skildre karakterer. Jeg bed ikke negle på vegne af Aza Ray, for jeg var faktisk ligeglad med hende, hendes (nedtonede) trekantsdrama og hendes klassiske identitetsproblemer. Jeg var ligeglad med hendes status som helt og frelser, og jeg kunne langt bedre lide hende i rollen som almindelig teenager.

Måske skyldes min skepsis, at "Magonia" virkelig er unik i sin verdensopbygning men ikke i sit plot. Aza Ray er som enhver anden teenageprotagonist, usikker, selvironisk, sjov og uvidende forelsket i sin bedste ven, og selvom hendes personlighed udvikler sig, overraskede hun mig aldrig. Hun var en forudsigelig brik i et overvejende uforudsigeligt puslespil. Hun mangle dybde – ligesom bogens plot, der var præget af al for meget handling og al for lidt forklaring. Jeg manglede ofte begrundelser for de problematikker, der blev præsenteret, og den afsluttende action forekom mig forhastet, da karakterernes bevæggrunde slet ikke var blevet klargjort. Jeg forestiller mig, at det er elementer, der bliver uddybet i bogens efterfølger – men bogen føles ikke som en serie, og jeg sidder tilbage med en følelse af, at grundlaget for en ny bogserie er blevet lagt forkert.

Men selvom "Magonia" har sine fejl og huller, kan jeg ikke lade være med at beundre bogen en smule alligevel. Dens verden er så unik, Headleys skrivestil er så flydende, malerisk og samtidig tørt humoristisk, og bogens første tredjedel var et eksempel på den perfekte introduktion. Undervejs tog det hele blot en drejning, jeg ikke havde forberedt mig på, og min begejstring fløj fra mig på nygroede vinger.