De fineste notesbøger

Dette indlæg er sponsoreret på den måde, at jeg har fået tilsendt notesbøgerne som en gave, uden at jeg garanterede omtale af dem. Jeg vælger bare at omtale dem alligevel, fordi de er så fine.

Jeg er for evigt tiltrukket af notesbøger. Jeg tiltrækkes af dem, hver gang jeg slentrer ind i Søstrene Grene, selvom der ligger stakkevis på mine hylder. Helt uberørte naturligvis, for jeg får så sjældent skrevet i dem.
I virkeligheden har min kærlighed til notesbøger nok noget med deres potentiale at gøre. Der er noget mærkeligt forventningsfyldt ved at bladre igennem de blanke sider, stirre på de tomme linjer og spekulere over, hvad i alverden man skal udfylde dem med. Så længe de er blanke, kan de blive til alt muligt; citatsamlinger, arbejdsredskaber, skriveværktøjer, fantasiindfangere ... Der er ingen grænser for, hvad man kan udfylde dem med. Lige indtil man begynder, altså.
Jeg har langt flere notesbøger, end jeg nogensinde får brug for. Men det betyder ikke, at jeg stopper med at købe dem. I virkeligheden elsker jeg dem næsten lige så højt som trykte bøger; for hvor almindelige bøger indeholder en historie, indeholder notesbøgerne håbet om en. Og det er lige så fint, synes jeg.
Jeg hvinede derfor lidt, da jeg fik tilsendt disse skønheder af en repræsentant fra firmaet Paperblanks. For de her notesbøger er noget af det fineste, jeg har set. Særligt Jane Austen-notesbogen vækker min begejstring. Den er i rødt skind og er dekoreret med et tryk af manuskriptet til "Persuasion". Den er helt perfekt for en Austen-fan som jeg. At jeg så ikke kan finde på noget, der er værdigt til at blive skrevet ned i den, er så den anden side af sagen ... 

Paperblanks har en hjemmeside her, og fås hos langt de fleste Bog & Idé-forretninger. Se deres notesbøger med forfattertryk her. 

Jane Austen i Bollywood; Bride and Prejudice

For nylig lå jeg på sofaen med mavepine og tunge øjenlåg. Jeg havde brug for at slappe af, og jeg havde brug for noget let underholdning at slappe af med. Og pludselig fandt jeg den. Den helt perfekte film, midt i den gentagende filmkaroussel på Netflix. En farverig, fjollet og helt usandsynlig Bollywood-filmatisering af Jane Austens mesterværk "Pride and Prejudice"– omdøbt med et rim til 'Bride and Prejudice'. Jeg kunne ikke modstå 'play'-knappen, så i stedet satte jeg mig til rette og begyndte at se film. En film der både var sjovere og sødere, end jeg troede. Jane Austens klassiker flytter til Indien med en intakt bagage. 

For selvom 'Bride and Prejudice' starter med en prangende dansescene, dalende konfetti og en Elizabeth Bennet-karakter iført pink, selvom der er sungne monologer, og selvom Mr. Bingley pludselig hedder Balraj og Elizabeth Bennet er omdøbt til Lalita Bakshi, er grundkernen stadig den samme. Det er en kærlighedshistorie, en (lidt kulørt) samfundsskildring og en alenlang satire. 

Og netop satire-delen fanger 'Bride and Prejudice' i virkeligheden bedre end så mange andre Austen-film. Selvom de mange dansescener og sange tilsætter noget melodramatisk, tilføjer de også noget uhøjtideligt. Noget sjovt. Og noget der ikke er helt så sukkersødt som senere Austen-filmatiseringer. 

Jeg holdte meget mere af 'Bride and Prejudice', end jeg troede, jeg ville. Og jeg kan varmt anbefale filmen til enhver, der har en dårlig dag – eller som spekulerer på, hvordan Jane Austen vil tage sig ud i Bollywood. Det er nemlig et ganske hæderligt bud. 

"Pride and Prejudice" – fortalt gennem marsvin

For nylig sendte Anne mig et billede af den sødeste bog. Bogen var en genfortælling af Jane Austens klassiske samfundsskildring "Pride and Prejudice" med billeder af marsvin. Udklædte marsvin, endda. Marsvin iført hatte og kraver, kyser og roser, jakkesæt og håndtasker, og siddende på små sejlbåde, foran klaverer, på legeværelser og foran storslåede dukkepalæer. Jeg havde aldrig i mit liv set noget så sødt, fantastisk og fuldstændig latterligt på samme tid.

Anne var så sød at tage bogen med fra Århus til Odense, og da hun overrakte mig den, bladrede vi den igennem sammen og fik et vidunderligt grin. For bogen er en smule absurd. Men den er også helt uimodståeligt sød.

Siden da har jeg også læst bogen, og jeg stornød den i de få minutter, den varede. Det fineste ved den er nemlig, at selvom bogen kun er på 30 sider, og halvdelen af dem er billeder, så fortæller den historien meget fint – på en troværdigt, nedkogt måde. Jane Austens historier er udkommet i så mange formater og er blevet fortalt fra så mange vinkler, og jeg elsker tanken om, at en bog der blev skrevet for 200 år siden, stadig er så levende. Også i marsvinform. 

"A Guinea Pig Pride and Prejudice" er skrevet af Alex Goodwill og Tess Gammell. Bogen er udgivet af forlaget Bloomsbury i 2015 og kan bl.a. købes her. Og trænger du til et lille grin, så gør dig selv en tjeneste og se nedenstående bogtrailer. Det er så fint og morsomt.  

En boglig skattejagt

Her til morgen har jeg været på en boglig skattejagt. Traditionen tro startede adventssøndagen nemlig med kalenderlys og udveksling af adventsgaver. Han fik en blød pakke med tøj – og jeg fik en lille konvolut med et håndskrevet brev. I brevet stod, at jeg skulle finde min adventsgave via små ledetråde i min bogreol. Og på den måde blev jeg ført frem og tilbage via rimende ordspil, fra bog til bog for at lede efter søndagens adventsgave.

Selve gaven viste sig også at være af den boglige slags – to smukt indbundne Austen-bøger til min voksende samling. Bøger som jeg har sukket efter og beundret på Folio Societys hjemmeside, lige siden de udkom. Og som passer så perfekt ind i mit hjemmebibliotek.

Men det bedste var faktisk ikke gaven selv. Det var måden, den blev leveret på: med så megen kærlighed og omtanke, at jeg stadig er rørt. Det er hverdagslykke på et højt plan – og hvis en af jer snart skal levere en boglig adventsgave, kan metoden anbefales. Den kommer nemlig med smilegaranti.

Glædelig adventssøndag til jer alle – jeg håber, I har en god dag fyldt med hjemlig hygge, læseri og juleri.

Teselskaber, foredrag og novemberglæde

November bliver en fantastisk måned. En måned med BogForum og efterårsvejr, læsning med benene oppe i sofaen og en ventende julemåned, der kommer tættere og tættere på. I november afholdes desuden et ganske særligt arrangement, som jeg længe har glædet mig til at fortælle jer om.

Odense Centralbibliotek inviterede mig nemlig i sommers forbi til en snak om Jane Austen, te og eventuelle eventmuligheder. Sammen blev vi enige om, at jeg skulle holde et foredrag om Jane Austens romaner og den måde, Jane Austens succes har udviklet sig på i løbet af de seneste 200 år. Fankulturen der omgiver Jane Austen var, som mange af jer sikkert allerede ved, også emnet for mit speciale, som jeg afleverede i sidste måned. Jeg skulle ikke forsvare specialet mundtligt, så jeg glæder mig til at få mulighed for at dele den viden og de tanker jeg har gjort mig med andre Austen-fans. Sandheden er nemlig, at jeg aldrig nogensinde bliver træt af at tale om Jane Austen. Eller læse hende. Eller læse om hende. Jeg er en ægte Austen-nørd af hjerte og sjæl, og jeg er så taknemmelig for, at Odense Centralbibliotek har givet mig muligheden for at komme ud blandt folk, der gerne vil lytte til ægte Austen-nørderi.

Desuden vil arrangementet også involvere en af mine andre store passioner – nemlig te og scones, som vil blive serveret under foredraget. 

Kunne du tænke dig at komme med og tilbringe en aften med mig og Jane Austen? Arrangementet finder sted d. 2. november fra kl. 17 til kl. 19, og du kan læse mere om det samt købe billetter lige her.

Tema-tirsdag #84: Jane Austen og mit bogsamleri

Da jeg var yngre, var det glansbilleder. Derefter blev det klistermærker, porcelænsdukker og Spice Girls-klistermærker. Senere gjaldt det læbepomader, W.I.T.C.H-blade og Disneyfilm. Da jeg blev ældre, blev jeg besat af Mumikrus og læderindbundne bøger. Og gradvist tog mit bogsamleri over mit almindelige samleri, og mine reoler begyndte at spilde over med smukke bøger. Elskede bøger. Kærligt læste bøger. Og så opdagede jeg Jane Austen, og mit bogsamleri tog en ny drejning.
Jeg har faktisk altid været en samler af alt muligt. Jeg har altid været typen, der gemte alverdens smånips og nørklerier i skotøjsæsker og smykkeskrin. Jeg har altid været typen, der har haft en hobby og et eller andet at gå op i. For når jeg godt kan lide noget, vil jeg gerne omgives af det. De sidste mange år, har bøgerne indtaget min samlerscene; og tyngdepunktet i min bogsamling er blevet Jane Austen. 
Det er måske en smule underligt, eller i hvert fald begrænsende, at kalde sig for en Jane Austen-samler. For Jane Austen er en afdød forfatter, der ikke længere skriver bøger – og i sin livstid skrev hun kun seks romaner, en kort brevroman og fyldte tre notesbøger med noveller og skuespil. Det er en samling, der er hurtigt samlet. Og dog.
For med tiden indebærer mit Austen-samleri ikke længere blot at samle hendes romaner. Jeg finder stor glæde i at opspore de smukkeste udgaver af hendes værker, også selvom jeg ejer dem i andre udgaver i forvejen. Jeg fortaber mig i gulddetaljer og skrifttyper; sammenligner farver og mønstre, og kan bruge timevis på at overveje, om det er Penguin Threads eller Penguin Clothbound udgaven af "Emma", som jeg har brug for at eje. Jeg oplever kriblende samlerglæde i mine fingerspidser, når Folio Society annoncerer en ny Austen-titel, og jeg husker stadig, da jeg ved et tilfælde fandt "Persuasion" i lommestørrelse. Jeg elsker smukke klassikerudgaver af bøger, og jeg kan slet ikke stå for Jane Austen-udgaver.
Men det stopper ikke der. Jeg læser og samler ikke blot alt skrevet af Jane Austen; jeg finder også interesse i alt skrevet om Jane Austen. Fra store coffeetable bøger med billeder af Jane Austens hjem til familieskrevne biografer, analytiske forskerindblik, sødsuppe fanfiction og moderne genfortolkninger i film- og bogform, spænder min samling sig over adskillige genrer. Og det morer mig så inderligt, hvad man som Jane Austen-fan kan finde.

I virkeligheden er det nok ikke så anderledes fra mine tidlige samlinger af klistermærker og Disneyfilm. Jeg samler på Jane Austen-bøger, fordi Jane Austen er min højt elskede yndlingsforfatter, fordi hendes romaner bringer mig ubetinget glæde, fordi jeg ikke kan læse og genlæse dem nok, og fordi jeg altid vil være søge efter mere viden om min yndlingsforfatters liv.
Men jeg samler også på Jane Austen-bøger og dimser med samme barnlige iver, som jeg samlede på glansbilleder og porcelænsdukker. Fordi det er en skyldig fornøjelse at tilføje endnu en ting til en voksende samling; fordi det er rart at starte en samling, der aldrig får ende; og fordi jeg besidder et evigt samlergen. Det er så hyggeligt at samle på noget – for så har man altid noget at se frem til.

I videoen nedenfor fremviser jeg min (efterhånden noget omfattende) Jane Austen-samling. Hvad med jer? Er I også samlere? Bogsamlere eller en anden slags samlere? Hvad samler I på? 

"Sense and Sensibility" af Jane Austen

"Sense and Sensibility" af Jane Austen, fra forlaget Montlake Romance, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1811). 4/5 stjerner. 

"Sense and Sensibility" er, i teorien, Austens debutroman. Det er dog ingen famlende eller nervøs debut, for det var ikke den første bog, Austen færdiggjorde – det var blot den første, hun færdigskrev. Bogen udkom under forfatternavnet "A Lady", og Jane Austen betalte selv alle omkostninger i forbindelse med bogens udgivelse. Hun tjente dem også hurtigt ind igen.
Bogen følger familien Dashwood, som bliver ofre for datidens arveregler, da Mr. Dashwood dør, og hans søn fra et tidligere ægteskab arver familiens hus. Mrs. Dashwood og hendes to døtre, den fornuftige Elinor og den følsomme Marianne, må herefter flytte til et mindre hus langt væk fra alt og alle, som de kender.
Men midt i de nye omgivelser opstår nye bekendtskaber. Den følsomme Marianne vækker en dyb medfølelse hos den statelige oberst Brandon, altimens hun selv vikler den unge John Willoughby ind i sine flyvske drømme. Elinor imødegår et kompliceret forhold med sin svigerbror Edward Ferrars, som er opmuntrende og tilbageholden på en og samme tid. 

“I have not wanted syllables where actions have spoken so plainly.”

Ingen af Austens bøger har måske et så kompliceret ægteskabsplot som "Sense and Sensibility". Elinor og Marianne starter med at være så tæt på deres lykkelige slutning, men bliver gradvist revet længere og længere fra den. Edward Ferrars opfører sig med tvetydighed overfor den tilbagetrukne Elinor, Oberst Brandon kaster lange blikke efter Marianne, som derimod kaster sig i armene på John Willoughby. Og John Willoughby er ikke den, han lader til at være. Halvvejs i bogen virker det næsten som om, de to Dashwood-søstres lykkelige slutning er væk for evigt. Og dog reagerer de så forskelligt.
Elinor fortier sine følelser, altimens Marianne hulker dem ud. Hun flyder over med hjertesorg, og selvom Elinors hjerte lydløst falder fra hinanden, er det Marianne alle bekymrer sig over. Romanens symbolske titel er så åbenlys, at den knap nok er symbolsk; der refereres så tydeligt til Elinor som fornuftens repræsentant og Marianne som følelsens.  Men er det mere fornuftigt at opretholde en facade for facadens skyld og forekomme kold overfor dem, man holder allermest af, end at udleve enhver følelse i sin krop og blive trøstet af sine omgivelser?  Er det mere fornuftigt at sige, hvad man tænker eller tænke på det, man ikke siger?
Der er noget ædelt ved Elinors stilhed, hvorimod Mariannes følelsesudbrud næsten er teatralske. Elinor skal bære sin egen og Mariannes sorg, være familiens fornuftsvæsen, og samtidig er hun pålagt at lytte til de betroelser, som hun allermindst vil høre. Elinor har det ikke let, selvom hun vælger fornuftens vej. Hendes største rivalinde, den udspekulerede og påtaget naive Lucy Steele, trækker hende ind i et større strategisk spil, der går ud på at holde sine fjender nære. Ingen karakter i hele Austens romanunivers er så ubetinget usympatisk som Lucy Steele, der med sin kvalmende illusion om venskab udøver en næsten klaustrofobisk ondskab på Elinor. Lucy forgifter Elinors sind med sine ord. Og Elinor lytter i stilhed og undertrykker sine følelser, fordi det er det, der er det korrekte. Det fornuftige. Men er det fornuftigt at befinde sig i en så ond cirkel uden en eneste flugtvej?
Jeg holder så inderligt af persongalleriet i "Sense and Sensibility". Ikke alene er Lucy Steele Austens mest geniale skurk, Sir John Middleton og Mrs. Jennings er også Austens mest irriterende sludrechatoler; et ironisk billede på de drillende onkler og tanter, som vi alle er stødt ind i til diverse familieforsamlinger. Mit hjerte har desuden altid haft et blødt punkt for Oberst Brandon og for den blide Edward Ferrars, der ikke altid formår at udfylde rollen som prinsen på den hvide hest.

“Always resignation and acceptance. Always prudence and honour and duty. Elinor, where is your heart?”

Selvom "Sense and Sensibility" er en vittig roman, der sprudler med ironi og sarkasme, latterlige bipersoner, forvildede forældre og ekstravagante følelsesudbrud, så bliver jeg altid  berørt af en knugende følelse i maven, når jeg læser den. Gang på gang føler jeg for den stakkels Elinor, der skal udsættes for den modbydelige Lucy Steeles manipulation. Gang på gang ryster jeg på hovedet af den utrøstelige Marianne, der gennem en stor del af bogen færdes med ophovne og røde øjne. Oberst Brandon er sådan en sympatisk karakter, der betragtes med ligegyldighed af hende, der betyder mest for ham. Edward Ferrars er venligsindet, men han er også fastbundet af sin egen ære. Plottet grænser til det umulige, når Austen så hurtigt fjerner sine heltinder fra den lykkelige slutning. 
Netop den lykkelige slutning er, i denne roman, også en anelse bittersød. Lykken opstår der, hvor man netop havde udelukket den, og Austen sår et lille gran af tvivl i læserens indre. Endte den virkelig lykkeligt? Eller var det et kompromis?  
Og det er nok det, jeg så godt kan lide. Konklusionen er åben og ambivalent, og selvom man hælder til fornuftens belønning, bliver følelserne aldrig affærdiget fuldstændigt. Både Elinor og Marianne begår fejl og bliver ofre for deres egen ideologi, og kun i erfaringsudvekslingen med hinanden forstår de, hvad der er sket. De mødes i krydsfeltet mellem fornuft og følelse; ikke som modsætninger, men som to mennesker, der er gensidigt afhængige af hinanden, ligesom fornuften er afhængig af følelsen. Forholdet mellem Elinor og Marianne er så rørende, og romanens lykkeligste klimaks er måske det tidspunkt, hvor de lærer at forstå hinanden. For selvom Austen skriver mesterligt om kærlighed og samfundsparodier, så er "Sense and Sensibility" først og fremmest en roman om familiebånd og søsterkærlighed. I hvert fald når jeg læser den.

“I come here with no expectations, only to profess, now that I am at liberty to do so, that my heart is and always will be yours.”

"Emma" af Jane Austen

"Emma" af Jane Austen, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2011 (org. udgivet i 1815). 3,5/5 stjerner.

Til december er det præcis 200 år siden, at "Emma" udkom. Inden bogens udgivelse forudså Jane Austen en problematisk fremtid for sin nye roman og frygtede, at hun havde produceret en heltinde, som ingen ville kunne lide. I dag er bogen stadig blandt de værker, som Austens roses mest højlydt for.
"Emma" handler om den unge, smukke, rige og intelligente Emma Woodhouse, som lever et privilegeret liv i Englands overklasse. Selvom Emma bor i en mindre landsby, mangler hun aldrig fornøjelser; for Emma underholder sig selv med at lege Amor og opmuntre kærlighedsforhold.
Men Emmas evner sættes på en prøve, da hun møder den naive Harriet Smith. Emma forhindrer et ægteskab mellem Harriet og en upassende bejler, og forsøger i stedet selv at istandsætte en match. Desværre ser Emma kun, hvad hun ønsker at se; og hun er hjælpeløst blind overfor Harriets følelser og sit eget hjerte.

“Perfection should not have come quite so soon.”

"Emma" er en dannelseshistorie. En fortælling om en ung kvinde, der forsøger at forstå verden og sig selv. En langsom nedbrydning af egoisme, snobberi og blindhed og et lille led i en større social proces om at finde sin rette plads i samfundets klassesystem. Emma Woodhouse er den af Austens heltinder, der udviser den største personlige udvikling, og bogens første linjer præsenterer en helt anden Emma end bogens slutning. 
I modsætning til Austens andre romaner, beskæftiger "Emma" sig med et elegant liv i Englands overklasse. Emma besidder både rigdom og skønhed, hun er ikke afhængig af  et fordelagtigt ægteskab for at sikre sin fremtid, og hun lever et lykkeligt, isoleret liv sammen med sin skrøbelige og overbekymrede far. Emma betragter sit eget liv som fuldendt, og derfor morer hun sig ved at lege med andres. 
For Emma er indbildsk. Hun betragter sine omgivelser som legetøj, fine porcelænsdukker hun kan matche med hinanden og velsigne med et evigt, lykkeligt liv. Officielt ønsker hun  blot at sprede glæde og skabe lykkelige forhold, men i virkeligheden ønsker hun måske i ligeså høj grad at have ret. At opbygge en autoritet som skaber af lykkelige skæbner; at arrangere nabolagets mennesker som hun ønsker dem, og hun manipulerer letsindigt med sine omgivelser for at opnå sit mål. Hun er skruppelløs til ære for, hvad hun betragter som, et ophøjet formål. 
Jeg har brugt langt tid på at rynke på næsen af Emma. Hendes blinde overbevisning om at glæde andres liv dækker over så tydeligt egoistiske motiver, og selvom Austen beskriver sin hovedperson med morsom sympati, har Emma aldrig vundet mit hjerte eller min tålmodighed. Der er en spydighed i Emma, som jeg ikke kan beundre. Og selvom Austen nok snarere forsøger at vække medfølelse end beundring, har bogen aldrig virket på mig, som den skulle.
Set i en større sammenhæng, er Emma Woodhouse prototypen på de overklassesmennesker, Austen så ofte karikerede i sine andre værker. Men selvom Austen kritiserer Emmas medfødte snæversynethed, nuancerer hun den også. Ligesom Mr. Darcy før hende, indser Emma sine fejltagelser og sin stolthed, og gør sig derved fortjent til sin lykkelige skæbne. 

“She was one of those, who, having, once begun, would be always in love.”

Ved denne genlæsning af "Emma", vandt bogens hovedperson ikke større sympati ved mig, men bogen gjorde. Jeg havde glemt, hvor morsom bogen var. Den højlydt plaprende Miss Bates, den sygeligt skrøbelige Mr. Woodhouse og den hovne Mrs. Weston blender sammen til en smuk symfoni af landsbystemmer og hverdagssensationer. Emma Woodhouse er ironien selv; blottet for selvindsigt og evigt blind for alt lige foran hende. Åbenlyse misforståelser,  dobbeltmotiver og et virvar af mennesker der konstant taler forbi hinanden, præger plottet og gør romanen til et komisk drama med en kraftfuld slutning.
Jeg elsker Mr. Knightley, og jeg elsker hans funktion som fornuftens stemme i en roman, hvor alle har et skjult motiv. Jeg elsker hans evne til at se bag facader og trivielle misforståelser, og jeg elsker ham for at være den eneste, der er i stand til at se og elske Emma for den, hun er. Han er tålmodigheden selv, en ædel helt med et nobelt motiv.
Og dog er jeg alligevel ikke helt sikker på, at jeg elsker romanens slutning. Hvor Austens andre bøger argumenterer for en social optimisme, for sammenføring mellem lavere og højtstående sociale klasser, lader "Emma" til at argumentere for det stik modsatte. Harriet Smith får en lærestreg, fordi Emma overbeviste hende om at stræbe højere, end hun var socialt berettiget til. Emma selv bliver rystet over sammenføringen af et par, som ikke er på samfundsmæssig bølgelængde, og hele romanen gennemsyres af en lektion om sociale spilleregler og hvem, der hører til hvor og hvorfor. Ved at lade sin roman udspille sig i overklassen, underlægges Austen et meget strengt moralkodeks, hvor iskoldt klarsyn vejer tungt. Emma tager den naive Harriet Smith til sig og indvier hende i overklassens livsstil, og Harriet brænder fingrene, fordi hun forsøger at påtage sig en tilværelse, som hun ikke er indfødt i. Selvom det naturligvis er satirisk, forekommer det mig meget stift.
"Emma" er den af Jane Austens seks romaner, som jeg holder mindst af. Delvist fordi jeg aldrig har brudt mig om Emma og delvist fordi, jeg aldrig har brudt mig om den firkantede samfundsmoral, der så tydeligt modstrider Austens andre værker. Og dog synes jeg alligevel, jeg i fortiden har bedømt romanen for hårdt; overset dens muntre øjeblikke, vidunderligt livlige karakterer og uimodståelige skrivestil. "Emma" er en vittig komedie med en usandsynlig heltinde, et nådeløst indblik i 1800-tallets samfundsregler og et enormt dannelsesforløb.

The Heirloom Collection

En drømmeæske. En skattekiste. Et dekorativt ordunivers der åbnes ved hjælp af en magnetmekanisme og som afslører en række af seks matchende romaner med det samme påtrykte forfatternavn. Pastelfarver, sarte blomster og farverige illustrationer. Læsebånd og tung indbindning. Massive romaner med massivt indhold og en bedårende indpakning. Seks bøger som jeg vil vogte over, som en drage vogter over sin skat, for de er fyldt med de ord, der er mig allermest dyrebare. De ord der betyder allermest.

Jeg har købt mig noget særligt; en fortryllende eksamensgave fra mig til mig, som en lysende belønning efter lang, mørk, umulig og kedelig januar. Jeg har købt mig en boks med Jane Austens seks romaner i et matchende, ensartet og tidsløst design. Bogboksen er udgivet som en del af en serie, der hedder 'The Heirloom Collection', og kollektionen lever op til sit navn. Bøgerne er vitterligt ligeså smukke som arvestykker.

Egentligt er designet holdt forbavsende simpelt. Blomstertryk på pastelbaggrund er langt fra nyt eller revolutionerende, men bøgernes endelige udtryk er noget helt særligt. Der er noget over de vintage-prægede skrifttyper, de små krummelurer i bøgernes forsidehjørner, titelbanneret og de sammenfiltrede linjer, som tiltaler mig. Og faktisk er dette det første komplette sæt af Jane Austens romaner, som jeg har forelsket mig i. Det er det første sæt, hvor alle bøger har modtaget den samme kærlige opmærksomhed, og hvor der ikke er et eneste designelement på de seks romaner, jeg ville ønske anderledes. 

Jeg ejer mange af Jane Austens bøger i mange udgaver, men som et helstøbt sæt er dette det fineste. Charmen er i overensstemmelsen mellem forsiderne, helhedsindtrykket i den tilhørende æske og farvespillet mellem pastellerne. 

'The Heirloom Collection' er en farlig fristelse. Udover dette Jane Austen-sæt, findes der også et eventyrssæt, et børnebogssæt og et Sherlock Holmes-sæt. De er alle så ubærligt smukke og i videoen nedenfor, viser jeg Jane Austen-sættet frem fra flere leder og kanter.

Jeg har købt Jane Austen-sættet på SAXO lige her til en billigere pris, end jeg har set andre steder.