"Hex" af Thomas Olde Heuvelt

"Hex" af Thomas Olde Heuvelt, fra forlaget Hodder & Stoughton, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2013). Læst på engelsk – originalsproget er hollandsk. 2/5 stjerner.

Jeg læser sjældent gysere. Jeg er en kylling, og min krop reagerer næsten øjenblikkeligt med gåsehud, hvis nogen begynder at tale om onde ånder, mordgåder eller uforklarlige hændelser. Jeg bliver stadig nervøs, når jeg tænker på, dengang jeg som 13-årig så "The Ring", og jeg har relativt ofte mareridt om Voldemort. Jeg holder ikke til gyserfilm, og jeg duer slet ikke til de boglige gysere, som ofte trækker pinen længere ud.
Det var derfor med (en tung portion) tøven, jeg gav min læseklub ret i, at vi burde læse en gyser i oktober. Ingen af os er synderligt velbevandrede i genren, men en gyser skulle til i anledning af Halloween. Og en gyser blev det.
På bagsideteksten lyder "Hex" af Thomas Olde Heuvelt som en utraditionel gyser. Bogen lover nemlig en fortælling om en landsby, hvor en heks vandrer rundt med raslende kæder og sammensyede øjne. Hun er i stand til at transportere sig fra sted til sted og dukker ofte op i landsbybeboernes soveværelser, i deres haver, og går raslende og mumlende gennem byen. Hun er som sådan harmløs, fordi hendes onde øjne er syet i – men hendes tilstedeværelse betyder, at ingen af de bosatte i byen, kan flytte eller begive sig langt væk. De er forbandede; evigt forbundne til byen. Bliver de væk for længe, begår de selvmord. Og det er heksens skyld.
Heksens tilstedeværelse er en dyb hemmelighed. Men en flok landsbydrenge som er trætte af at være bundne til byen beslutter sig for at gøre op med hemmeligheden og dokumentere heksens færden via sociale medier. De håber, at afsløringen vil ødelægge heksens magt. Men de tager fejl. Grueligt fejl. Og de opdager det først for sent. Det siger bagsideteksten i hvert fald, men realiteten er en anden. Idéen om at afsløre heksen ophører hurtigt, og plottet går i en hel anden retning, end bagsideteksten antyder. Håber man på en gammeldags spøgelseshistorie mikset med moderne teknologi, bliver man skuffet. Det er slet ikke det, man får.

“You adapted, and you made sacrifices. You did it for your children or for love. You did it because of illness or because of an accident. You did it because you had new dreams ... and sometimes you did it because of Black Spring.”

Jeg vil gerne indrømme, at jeg var skræmt fra vid og sans i løbet af bogens første 100 sider. Jeg læste med et hamrende hjerte og kunne slet ikke holde tanken om en heks med sammensyede øjne ud. Thomas Olde Heuvelt maler et stærkt billede af sin heks, og hun virker faretruende livagtig. Som den eneste karakter i hans bog.
For de karakterer det er meningen, man skal holde med, er slet ikke til at holde ud. Persongalleriet tæller en far, som har en yndlingssøn (og som ikke er bange for at sige det højt), en velmenende dreng i store problemer, en agressiv dreng hvis far udøvede hustruvold, og hustruen selv der er besat af landsbyheksen og kalder hende sin eneste ven, imens hun ofrer dyr og steger paté til hende. Desuden får man også glimt af landsbyens bryske betjent og et råd af ældre mænd, som uddeler straffe til alle dem, der truer landsbyens hemmeligheder. Ingen af dem føles troværdige, og det er svært at føle den store sympati, når heksen kaster dødsdomme til højre og venstre. Faktisk endte jeg med langt større sympati for heksen selv.

“We still have human dignity. That stays intact, even if everything around us falls apart.”

Men karaktererne er ikke det eneste troværdighedsproblem i "Hex". Bogen skifter kurs mange gange undervejs og slutter i et imponerende rod af en finale, hvor hele byen mødes i et enormt blodbad. Forfatteren forsøger, i tråd med Shelleys "Frankenstein", at spørge om det onde er noget der fødes eller skabes, men det hænger ikke sammen med resten af bogens budskab. Hver anden side byder på et plothul, og den store finale er næsten uforståelig. Alting sker så hurtigt, at det slet ikke når at gøre indtryk. Det er ikke uhyggeligt, fordi der ikke er taget tid til sitren og kryben. Heuvelt leger ikke med antydninger eller bange anelser, han beskriver blot.
Jeg læste i bogens efterord, at Heuvelt i forbindelse med bogens oversættelse fra hollandsk til engelsk har omskrevet bogen. Originalt udspillede historien sig i en hollandsk landsby, og i den engelske version er historien i stedet flyttet til USA. Heuvelt har, at dømme efter sine egne ord, også lavet drastiske ændringer i bogens slutning og gjort den mere dramatisk – hvilket måske forklarer de mange plothuller undervejs. Jeg er ikke sikker på omskrivningens omfang eller betydning, for som Heuvelt selv skriver: nysgerrige læsere må læse den hollandske version. Og det kommer for mit vedkommende aldrig til at ske. 

Tema-tirsdag #113: Læseklubssnak

To år og fem måneder, seksten bøger, femten møder og smukke venskaber. Så hurtigt kan min læseklub opremses. Den blev startet i august 2013 i et anfald af ønsketænkning, da jeg sendte en håndfuld håbefulde mails ud til tre piger, som jeg ikke rigtigt kendte. Alt hvad jeg vidste om Anne, Mai og Anne Nikoline var, at de boede i Odense, elskede at læse og havde bogblogs. Og i sidste ende viste det sig også, at det var alt, hvad jeg havde brug for at vide.

For efterhånden som årene er gået, er den pludselige indskydelse blevet til en tradition. De, nogenlunde regelmæssige, læseklubsmøder er et månedligt pusterum, hvor tekopper bliver tømt på rekordtid, hvor litterære metaforer og vasketøj diskuteres på lige fod, og hvor der hurtigt forsvinder mange timer. Faktisk sætter vi efterhånden halve dage af til vores læseklubsmøder. Det er altid så hyggeligt, at vi ikke kommer hjem, før det er blevet mørkt udenfor, og en eller anden udbryder noget om aftensmad.

Jeg kan blive helt rørt ved tanken om, at vi nu har mødtes i over to år og snakket løs om bøger. Om Kazou Ishiguro som vi ikke helt forstod men elskede alligevel. Om John Greens mærkværdige julenovelle som ingen af os helt kom i julestemning af. Og om Josefine Klougarts velskrevne roman, som hverken Mai eller jeg kom helt igennem. Om chick-lit, fantasy, magisk realisme og børneeventyr. Der har aldrig været et mønster for de bøger, vi har læst og diskuteret. Det har altid bare lige været, som vi har været i humør til. Og haft lyst til.

Det samme kan man vist også sige om vores møder. Ingen af os er synderligt strukturerede eller langtidsplanlæggende, og vores kalendere matcher ikke altid hinandens. Og fordi vi kun er fire, savner vi ofte et gruppemedlem, når nogen aflyser. Derfor glæder vi os til at mødes med Rikke næste gang og gøre vores firekløver til et femkløver. Det bliver uden tvivl lige så rart, som det altid har været. 

Jeg har altid drømt om at være del af en læseklub. Måske har jeg i virkeligheden ønsket mig det, lige siden jeg opdagede, at den slags fandtes. For et månedligt forum hvor man mødes og taler om bøger – bøger man har læst sammen, samtidig – har altid forekommet mig helt genialt. Og med tiden er det blevet noget helt uundværligt. Jeg er så glad for, at jeg sendte de tre mails ud, dengang for næsten to et halvt år siden. For de mails har givet tilbage i tifold siden da.

Jeg bliver ofte spurgt om, hvordan man starter en læseklub, eller hvordan man bliver del af en. Og jeg har altid lidt svært ved at svare, for jeg kunne i mange år heller ikke selv regne det ud. Lige indtil jeg en dag bare gjorde det. Jeg blev en del af en læseklub, fordi jeg fandt andre, der ville være en del af en læseklub. Og jeg fandt dem kun, fordi jeg spurgte. 

Det at være del af en læseklub er meget mere end bøgerne. Bøgerne og læsekærligheden er altid udgangspunktet; altid det vi starter med at diskutere, når vi mødes. Men emnet skifter, sommetider langsomt og sommetider hurtigt, og snakken falder hurtigt på alt fra bloggeri til arbejde, oplevelser og hverdag. Måske var det første år en lang dans for at få lært hinanden at kende – men nu kender vi hinanden så godt, at det føles trygt at tale om lige præcis det, man tænker på. Og det er dét, der gør, at jeg altid glæder mig til at møde op til et læseklubsmøde. Uanset om jeg har fået læst bogen, det hele handler om eller ej.

Er du medlem af en læseklub? Eller leger du med tanken om at blive det? 

"The Forbidden Library" af Django Wexler

"The Forbidden Library"af Django Wexler, fra forlaget Doubleday Children's, udgivet i 2014. 3/5 stjerner. 

Alice har altid drømt om eventyr og lykkelige slutninger – lige indtil hun en dag møder en fe i sin fars hjem. Hun overhører en samtale mellem feen og hendes far, og da hendes far den næste dag meddeler, at han skal ud at rejse, er Alice sikker på, at feen har truet ham til det.

Af samme grund er Alice heller ikke overrasket, da faderens rejse går galt, og hans skib synker. Forældreløs og trøstesløs bliver hun tvunget til at flytte ind hos sin onkel, der bor i et dystert hus og fører et simpelt liv. Alice har aldrig mødt eller hørt om sin onkel før – og hun er sikker på, at han ikke er, hvad han udgiver sig for at være.

“Have you never picked up a book you've read before, and found it speaks to you in a new way?”

En forældreløs pige ved navn Alice, en labyrint af bøger og en talende kat, hvis øjne og smil lyser i mørket. Det er meget let at se, hvor Wexler finder sin inspiration. For Wexlers Alice har mange ligheder med den berømte Alice fra Lewis Carrolls børnefortælling, og jeg var skiftevis begejstret og irriteret over ligheden under læsningen. Genkendelse er altid en smuk ting – men i dette tilfælde føltes det for meget som imitation til at kunne fungere.

"The Forbidden Library" er en bog, der minder mig om så mange andre bøger. På sin vis deler den mange symbolske ligheder med historien om Alice, og samtidig er plottet en spejlvendt version af Cornelia Funkes "Inkheart". For hvor karaktererne i "Inkheart" er i stand til at læse ting og personer ud af bøger, er karaktererne i "The Forbidden Library" i stand til at læse sig selv ind i bøger. Alice viser sig at være en såkaldt Reader – en der er i stand til at transportere sig ind i særlige bøger og gennem en kamp på liv og død gøre de monstre, hun finder i bøgerne til sine tjenere i den virkelige verden. Og selvom det lyder en anelse kompliceret, er det det ikke. Det er i virkeligheden meget simpelt.

For "The Forbidden Library" er en børnebog. Og alting der sker i den er helt lige til og fuldstændig ubegrundet. Alices evne udforskes eller forklares aldrig, hendes fars skæbne forbliver uvis, og hendes onkels motiver er ligeså vage i slutningen af bogen som i begyndelsen af den. Dette er ikke en bog fyldt med svar, forklaringer eller et sammenhængende plot – det er derimod en bog, der udelukkende er skrevet for at underholde og begejstre dem, der er lidt yngre end jeg selv. 

“You can always flip back to the first page, can't you?”

Jeg var underholdt, da jeg læste "The Forbidden Library". Bogen er skrevet i et let og flydende sprog, den indeholder talrige referencer til elskede bøger og eventyr, og den er fyldt med miavende katte og skønne stemningsbilleder. Alices bedste ven, katten Ashes, er en vidunderlig karakter, der nonchalant slentrer rundt i et uendeligt bibliotek og giver Alice sarkastiske råd om alt og intet. Jeg faldt øjeblikkeligt for det arrogante, men velmenende, kattedyr.

Alice er en typisk børnebogskarakter; modig, stædig og dumdristig, og selvom hun roder sig ud i mange farer, slipper hun altid uskadt fra dem. Hun er ikke mindeværdig, men hun følger normen og passer ind i den simple historie, hun er skabt til. 

På mange måder er "The Forbidden Library" en fin bog. En sjov bog. En hyggelig bog – og dog er det også en frustrerende bog, hvor intet hænger sammen, og ingen svar bliver givet.  Bogens logik er ikke-eksisterende, og Wexlers børneverden er uden dybde eller nuancer. Jeg har altid ment, at de bedste børnebøger er dem, der også har historier hængende mellem linjerne, og det har denne bog ikke. Slet ikke. 

"The Life and Adventures of Santa Claus" af L. Frank Baum

"The Life and Adventures of Santa Claus" af L. Frank Baum, fra forlaget Signet Classics, udgivet i 2012 (org. udgivet i ca. 1902). 3/5 stjerner.

Hvor kommer Julemanden fra? Hvor bor han, og hvad laver han i løbet af årets gang? Hvornår startede han med at være Julemand, og hvordan opstod julen selv? Alle de barnligt, undrende spørgsmål om Julemanden, er blevet formuleret af nysgerrige børn over hele verden. Og "The Life and Adventures of Santa Claus" er et forsøg på at opfinde et svar. 

Denne bog er Julemandens oprindelseshistorie; historien om hvordan han som en forældreløs dreng blev opfostret af feer og voksede op med magi og overnaturlighed. Bogen forklarer hvordan, NeClaus med sit gode hjerte endte med at blive kendt som Santa Claus – Julemanden selv.

“And that is how our Claus became Santa Claus. It is possible for any man, by good deeds, to enshrine himself as a Saint in the hearts of the people.”

En sød børnehistorie fyldt med magi, snefnug, legetøj, julestemning og nisseri. Det var egentligt, hvad jeg havde forventet af "The Life and Adventures of Santa Claus". Men det var ikke helt, hvad jeg fik. Da jeg påbegyndte bogen, var jeg forvirret og forundret; for den udspillede sig i et sommerlandskab, i en fortryllet skov mellem alfer og feer. Julemanden var blot et forældreløst barn, som en flok skovånder tog til sig og levede sammen med i en evig sommer. Der var ingen snefnug, intet legetøj og end ikke en jul; i stedet var der blot grønne træer, lange dage og en brændende sol.
Baum trækker nemlig på Julemandens egentlige oprindelse og beskriver ham som en mytisk figur, en skovånd, en skikkelse skabt af overtro. Der er ingen tæt forbindelse med kristendom eller Jesu fødsel i Baums historie, og det er på sin vis forfriskende nok. Det tilføjer en eventyrlig stemning til den ellers klassiske børnehistorie. 
For selvfølgelig bliver det barn, som skovalferne kalder for NeClaus til Santa Claus. I Baums historie bliver Julemanden dog netop til Julemanden, fordi han selv har oplevet at være et ensomt barn, og derfor føler en forpligtigelse overfor andre børn. Han vil glæde dem med gaver og med julestemning, for at lette deres sind og lindre deres ensomhed. Og langsomt, ganske langsomt, ender han med at starte en tradition med skorstene og rensdyr, julesokker og julemænd; julen bliver skabt ud fra hans egen ensomhed.

“"In all this world there is nothing so beautiful as a happy child," says good old Santa Claus; and if he had his way the children would all be beautiful, for all would be happy.”

"The Life and Adventures of Santa Claus" er en meget original, sød og hjertevarmende fortælling. Mange af Baums små scenarier er helt uimodståelige, som når NeClaus deler legetøj ud til fortvivlede børn, snitter små trækatte og maler gule katteøjne med maling, som han har fået leveret af små skovånder. Ligeledes er forklaring om navnet 'Santa Claus' ufattelig sød – Baum leger med ordspillet 'Saint' og 'Santa', og skriver at enhver kan blive til en helgen, hvis blot de er godhjertede nok.

Jeg kan levende forestille mig, hvor sukkersød og gennemført julevarm denne lille bogperle vil være for ethvert barn. Det er en af de bøger, jeg ville ønske, jeg selv havde fået læst højt med en kærlig forældrestemme, da jeg var lille. For desværre tror jeg, at lidt af bogens glæde forsvinder, når den betragtes med voksenøjne. Ikke fordi den er dårlig – men blot fordi lidt af dens magi bliver slidt af med årene.

"Smoke and Mirrors" af Neil Gaiman

"Smoke and Mirrors" af Neil Gaiman, fra forlaget William Morrow and Company, udgivet i 2008 (org. udgivet i 1998). 2/5 stjerner.

"Smoke and Mirrors" er Gaimans første novellesamling, og det er således et mærkeligt sammensat værk. Med noveller der tidligere har været spredt for alle vinde, udgivet hist og pist, opgivet og færdigskrevet i løbet af en enkelt nat, samler Gaiman sine historiebrudstykker til en hel bog. Små rim skrevet til festlige lejligheder, og erotiske science-fiction noveller skrevet til antologier som aldrig blev færdiglavet, finder deres plads side om side i indholdsfortegnelsen.
For læserne af "Coraline and Other Stories" eller "M is for Magic" vil der unægteligt være historier, der går igen, noveller der er blevet læst før og udgivet i andre sammenhænge. Men der er også nye glimt, små historier ladet med historiefortællingens magi og Gaimans mærkværdige blanding af fantasy, science-fiction, eventyr og myte.

“He was the boy with the book. Always and forever.”

Det tog mig lang tid at læse "Smoke and Mirrors". I en hel uge var bogen fast inventar i min tætpakkede rygsæk, og jeg læste de mange noveller, digte og fortællinger i små portioner, en lille bid magi overalt hvor jeg færdedes. Bogen rejste med mig op i Spaniens bjerge, den blev læst på skyggefulde oaser i hvidkalkede byer, og mellem dens sider er endnu spor af sandkorn fra hotellets strand. I lang tid affærdigede jeg mit langsomme læsetempo med feriens aktivitet, hvilket bagefter blev modbevist af de andre bøger i min rygsæk, som jeg læste langt hurtigere og langt mere koncentreret. Sandheden er en, jeg kun nødigt vil indrømme; jeg læste "Smoke and Mirrors" langsomt, fordi den ikke fangede mig nok.
Efter fortryllelsen fra "Fragile Things" havde jeg stor tiltro til Gaimans novellekunst. Selvom novellesamlinger ofte er en vekslende og blandet fornøjelse, vidste jeg, at Gaiman havde evnen til at bygge hele verdener i løbet af få sider; til at mætte en historietørst i løbet af et lille øjeblik. Jeg læste således "Smoke and Mirrors" med den største tillid; parat til at skippe en enkelt historie eller to, men indstillet på en succesrig helhedsfornemmelse. Desværre tog jeg fejl. "Smoke and Mirrors" har ingen rød tråd, ingen helhedsfornemmelse. Den er afstumpet, ufærdig og til tider næsten sjusket.
Måske er det fordi, så mange af komponenter i "Smoke and Mirrors" har været spredt ud over antologier, aviser og festlige anledninger. Måske er det fordi, Gaiman blot har rystet sin fortællerpose og trukket tilfældige noveller op. Måske er det fordi, jeg havde læst nogle af novellerne før i andre samlinger og andre sammenhæng, men så mange af dem virkede som ligegyldigt og forhastet fyld i en novellesamling, der tilsyneladende bare skulle have en vis længde.
En stor del af novellesamlingen udgøres af erotiske sci-fi noveller, der er så tilpas mærkelige, at de forekommer mig uendeligt akavede. Ligeledes har Gaiman udfyldt mange af sine historiehuller med lyriske eksperimenter og fantasy-digte, der sjældent får karakterer af mere end simple rim. Hvor meget klang og rytme jeg end finder i Gaimans prosa, genkender jeg ikke den samme ordkløveri i hans lyrik, som netop aldrig får karakter af andet end forsøg på digte.

“It was love, I knew, and it tasted like champagne in my mind.”

Naturligvis er der også øjeblikke, hvor Gaimans fortællertalent træder frem og løfter novellesamlingen til stjernerne for en kort stund. I introduktionen skjuler Gaiman en sælsom historie om en bryllupsgave med mørke kvaliteter, som en slags belønning til de læsere, der rent faktisk har tålmodigheden til at læse en introduktion igennem. I en sand Gaimansk facon bryder Gaiman således rammerne for hvad, der burde befinde sig hvor, og en lun humor gennemsyrer bogen allerede inden den for alvor er begyndt.
Det er også denne morbide humor, der gør sig gældende i novellesamlingens perle, "We Can Get Them For You Wholesale", hvor en jaloux kæreste ihærdigt leder efter en lejemorder til at slå sin kærestes elsker ihjel, og samtidig falder over et glødende tilbud, som han ikke er i stand til at sige nej til. Gaiman leger med den menneskelige natur og dens elementer af grådighed, selvudslettelse og retfærdiggørelse, som i "Babycakes" hvor al menneskeføde er blevet udslettet, og babyerne er den næste mulighed for at mætte menneskemunde. Det er forstyrrende, ubehagelig og sitrende læsning – måske ikke så meget på grund af uhyrligheden selv, som på grund af muligheden for den. Gaiman bruger det overdrevet absurde til at afspejle noget alt for virkeligt.
Et andet stort tema hos Gaiman er historiefortællingen selv; genfortællingen og videreformidlingen af ord, forfattere og overleverede eventyr, som har fanget Gaimans opmærksomhed og influeret sit skriveri. Særligt i sine eventyrsfortolkninger brillerer Gaiman, og det udødelige eventyr om Snehvide bliver i hans hænder til en lumsk omvendning af alle eventyrets regler. "Snow, Glass, Apples" er en af novellesamlingens smukkeste tilføjelser, og i den maler Gaiman billeder ligeså let, som han sammensætter ord.
Desværre er der ingen andre brudstykker i novellesamlingen, som jeg kan fremhæve eller udsmykke med rosende ord. Når mit blik falder over indholdsfortegnelsen samles alle titlerne til en stor grå masse, uden de store indtryk eller hukommelsesringetoner. Mange af novellerne er kun middelmådige, træningsøvelser og tankeeksperimenter, som endnu ikke føles færdigskrevne eller finpolerede. Indimellem skinner Gaimans storslåede talent som historiefortæller igennem, men alt for ofte falder det hele til jorden med klodset erotik, sjælløs lyrik og mærkværdigt Lovecraft-inspirerede noveller. 
Det smerter mig at efterlade den grå bog, som jeg havde så høje forventninger til, med blot to stjerner. Jeg var så desperat indstillet på at elske denne bog, da det var den sidste ulæste bog i Gaiman-afdelingen af min bogreol. I stedet fik jeg blot glimt af det potentiale, jeg ved der eksisterer; og det er med flere former for fortrydelse, jeg atter stiller bogen ind på dens hyldeplads og begynder min søgen efter flere Gaiman-fragmenter, som jeg kan forsvinde ind i.

“Stories are in one way or another mirrors. We use them to explain to ourselves how the world works or how it doesn’t work. Like mirrors stories prepare us for the day to come. They distract us from the things in darkness.” 

At finde lykken i en læseklub

Det startede egentligt bare som et forsøg, en slags tøvende eksperiment. Måske havde jeg set "The Jane Austen Book Club" alt for mange gange, men at være med i en læseklub var et ønske jeg længe, havde båret rundt på. Og intet virkede mere ideelt end at kontakte de mest passionerede mennesker, jeg kendte; medbogbloggerne. Derfor sendte jeg en forsigtig runde af mails rundt og fik positive svar tilbage, en bog blev aftalt, og et møde blev afholdt.

Nu er det efterhånden syv måneder og seks bøger siden, jeg mødte Anne, Mai og Nikoline for første gang, og hvad der startede som et forhåbningsfuldt forsøg er blevet til en strålende succes. Hver gang vi mødes, flyver tiden væk; stearinlys brænder ned, kager bliver spist, og timerne går. Den fælles læste bog er altid udgangspunktet for vores samtaler, men snakken bevæger sig så hurtigt i alle retninger, og ender ofte et helt andet sted, end hvor den startede.

For selvom læseklubben først og fremmest er en læseklub, er den også blevet til et månedligt forum, hvor vi vender idéer, diskuterer (andre) læseoplevelser, anbefaler kameradimser og deler hverdagsscenarier. Det er et afbræk, jeg for alt i verden ikke ville undvære. Og det hele begyndte med et spørgsmålstegn i en mail.

Efter at vi i torsdags mødtes for at diskutere "Fantomet i operaen", skrev Mai det fineste indlæg med tips til at indgå i læseklubber. I kan læse indlægget lige her, og jeg tilslutter mig glædeligt Mais afsluttende pointe; læseklubber kan anbefales.

"Let it Snow" af John Green, Maureen Johnson og Lauren Myracle

"Let it Snow" af John Green, Maureen Johnson of Lauren Myracle, fra forlaget Penguin, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2008). 3/5 stjerner.

"Let it Snow" markerer sammenfletningen af tre historier og tre forfattere. Alle tre historier udspiller sig i Gracetowns forfrosne vinterlandskab, og alle tre historier påvirker hinanden på kryds og tværs; for slutteligt at blive bundet sammen til en sammenhængende fortælling.
I en blanding af standsede toge, hujende cheerleaders og en sneklædt juleaften udspiller historierne sig på kaffebarer og caféer mellem fremmede, bedste venner og tæt omslyngede kærestepar. Fingre flettes sammen i kulden, læber mødes over en kaffekop og tilfælde udvikler sig til mirakler i den knitrende julesne. 

“Christmas is a state of mind.” - John Green

Jeg åbnede "Let it Snow" og blev hurtigt suget ind i et virvar af snefnug og lavine-lignende tilstande. Som i et sandt Narnia var alting pludselig tilfrosset og dækket med et glitrende lag sne helt modsat den danske decembergrå udsigt, jeg var omgivet af. I takt med at bogens karakterer blev kolde og forfrosne, mærkede jeg hvordan mit eget hjerte begyndte at smelte. Fjollet teenagesødme og ungdomsromancer prægede de tre historier i forskellige grader, og fremtryllede smil på mine læber.
Bogen er afgjort stærkest i sin begyndelse, hvor Maureen Johnson elegant fører en piges katastrofalt kuldsejlede jul ind i et helt fremmed favntag. Klichéerne er synlige fra historiens start, men med store skefulde af Johnsons tilhørende ironi afbalanceres de varsomt. Johnsons lille fortælling om pigen med det usædvanlige navn Jubilee, hendes maniske nisse-dekorationssamlende forældre, en fejlslået togtur med en flok ulideligt begejstrede heppekorspiger, en dreng dækket i plasticposer og en mand klædt i sølvpapir, er fortalt i et humoristisk og charmerende sprog. Johnson er også den eneste af de tre forfattere, der decideret integrerer julen som en essentiel del af hendes fortælling. Jubilees julekærlighed farver historien og skaber derved den særligt kildrende stemning, der medfølger ved enhver romantisk julekomedie.
John Greens historie "A Cheertastic Christmas Miracle" udgør bogens midte, og selvom John Green afgjort er det bærende og sælgende navn i "Let it Snow", er hans tredjedel hverken et højdepunkt eller et knudepunkt. På sin vis formidler han en forudsigeligt sød beretning om en snevandring i nattemørket, der sætter to bekendte i et helt nyt lys overfor hinanden, men historien mister sit tempo og karaktererne deres personlighed undervejs. I persongalleriet findes et væld af stereotyper; lige fra drengepigen til de fjantede cheerleaders og den overgearede bedste ven, og Green der normalt fremtryller et troværdigt åndedræt på sine sider, formår ikke at vække dem til live.

“His eyes, when at last he drew back, were as warm as melted chocolate. He smiled, and I melted into a swirl of chocolate, too. It was the most perfect Christmas Eve ever.” - Lauren Myracle

Lauren Myracles afsluttende historie er den mest problematiske i samlingen. Med en kærlighedshungrende og selvabsorberet teenagepige i hovedrollen, mister fortællingen hurtigt sin læsers sympati. Myracle forsøger tilsyneladende at følge eksemplet fra Dickens' "A Christmas Carol", og lade en egoistisk skabning omvendes til en betænksom juleelsker. Desværre er hovedpersonens forvandling hverken troværdig eller medrivende, men blot en forvirret sammenblanding af dyrehandlere, ældre damer og nyfarvet pink hår. Historien mangler både struktur og finesse; budskabet om omtanke for andre bliver udråbt så tydeligt, at det nærmest fremstår ligegyldigt.
"The Patron Saint of Pigs" af Lauren Myracle er bogens sidste dalende snefnug, og også det røde bindebånd, der bringer alle de tre fortællingers karakterer sammen, og danner en afsluttende sløjfe. Med det velkendte fænomen fra film som 'Love Actually', føres de mange karakterer i den snedækkede landsby, Gracetown, slutteligt sammen til sidst under smil og tilfældigheder. Sammenhængen der skabes mellem de tre små historier om ungdommelig kærlighed og vinterkolde romancer er både forudsigelig og fornøjelig, sukkersød og candyfloss-pink. 

Læseklub #3: Snik-snak, juleri og danske forfattere

Hver bog læses med nysgerrighed, og hvert møde starter med et smil. Snakken flyder og bevæger sig i alverdens retninger - frem og tilbage mellem bøger, ord og hverdagstanker -, småkager spises, te drikkes, og timerne svinder ubemærkeligt ind. Det er det samme, hver gang vi mødes, og dog bliver jeg hver gang så overrasket over læseklubbens funktioner og glæde. Bøger får mere liv, flere vinkler og større mening, når de diskuteres i fællesskab med ligesindede. Ordene flyver ud fra siderne og ind i rummet, blandes med de tilstedeværendes tanker og transformeres pludselig til noget helt andet. Noget mere virkeligt, håndgribeligt og deleligt - og det er deri, magien opstår.

I går eftermiddags mødtes jeg atter med Mai, Nikoline og Anne. Over en skål pebernødder og chokoladegodter tog vi plads ved mit spisebord, og diskuterede månedens bogvalg, "Let it Snow" af John Green, Maureen Johnson og Lauren Myracle. I en blanding af begejstring, skuffelse og juleglæde diskuterede vi den og alt muligt andet i decembermørket. Idéen bag månedens læsning var hovedsageligt at læse noget julet; og det var enormt hyggeligt at tilføje lidt juleri til læse-listen på den måde.

Januars travle måned byder på alverdens læse-udfordringer på eksamensfronten, og derfor er vi i øjeblikket på udkig efter den perfekte januar-bog. Ikke for lang men dog substantiel, interessant og gerne dansk. Vi nåede aldrig rigtig til en endelig konklusion i går, for som det så ofte er, når man skal komme i tanke om noget, husker man slet ingenting. Udkigsjagten fortsætter med vidtåbne øjne.

Kan I foreslå en (ikke alt for bekendt) dansk forfatter og en god, forholdsvist kort, bog i den sammenhæng? 

"Chocolat" af Joanne Harries

"Chocolat" af Joanne Harris, fra forlaget Black Swan, udgivet i 1999. 4/5 stjerner. 

"Chocolat" opnåede berømmelse, da den blev filmatiseret med Johnny Depps ansigt på filmplakaten. Det er en af de bøger, alle har hørt om og har fået anbefalet - og det er en af de bøger, der er værd at opleve på bog frem for på film.
Historien udspiller sig i en fransk landsby ved navn Lansquenet. Vivianne Rocher ankommer med sin datter i hånden, og en formende drøm i sindet. Med store armbevægelser og et ukueligt mod, åbner hun en sand delikatesse-himmel i form af en overdådig chokoladebutik.
Altimens forarges landsbyens præst, fader Reynaud, over hendes timing. Påsken og den traditionelle faste-periode nærmer sig, og han betragter hendes butik som en direkte trussel og en moralsk afgrund. Langsomt splittes landsbyen i to, og en krig udkæmpes mellem velsmagende chokoladetrøfler og højlydte kirkeklokker.

“I sell dreams, small comforts, sweet harmless temptations to bring down a multitude of saints crashing among the hazels and nougatines.”

At læse "Chocolat" er en overvældende oplevelse. Harris har et svimlende forbrug af tillægsord, og får derved læseren til at leve i historien for en kort tid. Skrivestilen flyder elegant afsted, og hvert ord er så umuligt håndgribeligt, at det nærmest føles muligt at række hånden ud, og røre den glatte overflade af smeltet chokolade. Fra den første side er "Chocolat" er en eksplosion af sanseindtryk.
Bogen er bygget op omkring skiftende kapitler fortalt fra chokoladesælgeren Viviannes perspektiv, og kapitler fortalt fra hendes sande nemesis, Fader Reynauds', synsvinkel. Historien skifter derved konstant tone; fra fornøjelse og forretning til strikse formaninger og synd. Vivianne og Reynaud er kontraster - både i forhold til levevis og ideologier, men også i forhold til deres sindelag. De står overfor hinanden som lys og mørke.
Normalt er fortællerskift altid en problematisk affære for mig. Jeg ender altid med at foretrække en fortæller overfor den anden, og konsekvent springe de kapitler over, der ikke involverer den mest inddragende plotlinje. Min læsemæssige tålmodighed har altid været tyndslidt på netop dét punkt. Men ikke i "Chocolat". Jeg nød derimod de bratte skift mellem Viviannes kærtegnende stemme og Fader Reynaulds strenge benægtelse. Muligheder for at sammenligne og spekulere over karakterernes interaktion og gensidige påvirkning blomstrede op på hver en side og hvert et kapitelskift.
I virkeligheden ville jeg aldrig have udregnet Fader Reynauld uden et kig ind i hans indre; jeg ville have affærdiget ham som en bitter præst, og ikke skænket hans magtesløshed og ædende frygt en eneste tanke. Selvom Vivianne altid var den mest inddragende og farverige, kunne hun ikke have båret bogen alene. Man lægger ikke mærke til solen, hvis den ikke kaster skygger. 
Det franske landsbysamfund i Lansquenet er fyldt til bristepunktet med skæve eksistenser og ekstreme karikaturer. Retskafne kvinder, eftergivende bedstemødre med søde tænder, voldelige ægtemænd, omrejsende sigøjnere og undertrykte børn. Harris maler et så fuldendt og varieret scenarie, og lader landsbyen komme til live i dets hviskende samtaler og spirerende kærlighedsbånd. Landsbystemningen blæser omkring i romanen som vinden; den er overalt.  

“I could do with a bit more excess. From now on I'm going to be immoderate--and volatile--I shall enjoy loud music and lurid poetry. I shall be rampant.”

Nogle dele af bogen føltes næsten som et eventyr. Underliggende magter af mirakler og mystik ankommer samtidig med Vivianne, og siver forsigtigt ind mellem dørsprækkerne i landsbyens huse. De magiske elementer er undertonede fornemmelser, svage hints, som Viviannes narrativ forsøger at bagatellisere. Men realismen er ikke helt realistisk; den er fyldt med magi skjult overalt i Lansquenets hverdagsliv, og gør som konsekvens alting en tand elskeligere.
Vivianne er bogens hjerte, og i sin lille chokoladebutik strør hun om sig med kreativitet, glæde og venskab. Hovedkonflikten befinder sig i fader Reynaulds skarpe modholdning, og udkæmpes i en symbolistisk kamp mellem luksuriøs chokolade og streng faste. Harris opstiller adskillige modsætningspar mellem de to præsenterede livssyn; farve overfor mørke, livsglæde overfor strenghed, venlighed og omsorg overfor omdømme og rygte, kærlighed og venskab overfor manipulation og kontrol. Virkeligheden er dog knap så sort/hvid som den males, og fader Reynauld er ingen skurk - blot et menneske med en modstridende ideologi.
Bogens afsluttende ord var bittersøde og uundgåelige. Som smagen af den mørkeste chokolade, forblev de på min tunge og i mine tanker i et langt øjeblik. Jeg havde måske forventet en slutning magen til filmens finpudsede Hollywood-sløjfe, i stedet for den tvetydighed, jeg egentligt fik. Det kom bag på mig - men set i bakspejlet, burde det ikke have. Harris lader hele sin bog feje omkring i flyvske drømmerier, og slutningen er blot endnu et eksempel på et flyvsk sind og en skiftende vind.
"Chocolat" er ikke stor litteratur - den er derimod først og fremmest en sanseleg; en kildrende, prikkende og uimodståelig smag, duft og fornemmelse. Et malerisk syn og en hviskende lyd. Harris' styrke ligger i sammenvævningen af beskrivende ord og i smeltepunktet mellem realisme og magi. Bogen er atmosfærisk, og den er levende. Den vibrerer og ånder med gader, du kan betræde, mennesker du kan møde, og chokolade du kan smage. Læs den hvis du er i humør til noget let og noget lækkert. Læs den med åbne vinduer, lyden af en blæsende efterårsvind og med en skål af din yndlingschokolade. Læs den på en af disse smukke efterårseftermiddage, og smag på hvert eneste ord.

Læseklub #2: Biblioteksbesøg og chokoladedrømme

Vi læste en bog om chokolade, og vi diskuterede den med smeltende smil og dampende kopper. Bogen var blevet læst med fire vidt forskellige perspektiver, fokuspunkter og tanker; men vi var alle fire blevet transporteret ind i en sød fransk chokoladebutik, imens vi læste den. Vi havde alle mærket ordene smelte på vores tunge som bløde chokoladebobler, og vi havde alle indåndet den samme illusionære papirsduft af nougat og pebermynte. Vi var alle blevet begejstrede og forundrede; og vi havde alle nydt bogen.

Så der sad vi i en lille beskyttet krog, og stirrede ud på banegårdens myldrende kaos, imens vi genoplevede og delte de følelser, bogen havde vakt i os, og de spørgsmål den havde efterladt os med. Nogle spørgsmålstegn blev besvaret; andre blev hængende i luften og fulgte med os hjem. "Chocolat" af Joanne Harris var en skøn bog at læse i et skønt fællesskab.

Tiden gik, snakken flød, en oktober-bog blev valgt og et farvel blev sagt. Mai, Nikoline, Anne og jeg gik i hver sin retning i det tidlige efterårsmørke, og jeg konstanterede for mig selv, at læseklub dog er noget af det hyggeligste i verden. 

Et lykketilfælde tillod os at kombinere bogsnakken med biblioteks bogudsalg; og med  ivrig opmærksomhed og vidtåbne øjne gravede vi i rodekasser, gennemgik reoler og spejdede efter titler. Skjulte skatte og glemte perler blev fundet, købt og fyldt i tunge poser.

Jeg stødte på en studierelevant fotografisamling af Bournonville-balletter, en smule Zadie Smith, Charlotte Brontë og George Eliots klassiske romaner og Julian Barnes' vinder af Bookerprisen. Til sølle 5 kr. pr. stk. føltes det snarere som foræringer fra en gavebod end som egentlige køb.

"The Painted Veil" af W. Somerset Maugham

"The Painted Veil" af W. Somerset Maugham, fra forlaget Heinemann, udgivet i 1978 (org. udgivet i 1925). 3/5 stjerner. 

"The Painted Veil" er en fortælling om kærlighedsbeslutninger taget på forkerte grundlag, og forelskelser opbygget omkring blændende selvbedrag. Historien drager dens læser på en rejse gennem vidt forskellige kulturer, religioner og virkeligheder. Karakterne gennemgår også omfattende forandringer, og bevæger sig dog i cirkulære gentagelsesbevægelser.
Maughams roman centrerer sig om Kitty Fane - en gift kvinde, der ikke nærer kærlighed til sin mand, og derfor kaster sig i armene på en anden. Da den endeløst forelskede Walter Fane opdager hendes forræderi, tvinger han hende med sig til en koleraramt by i Kina. Smittefaren er stor, og dødsdommen hviler konstant over dem begge, hver gang Walter tager på sygebesøg, eller Kitty spiser et salatblad. De lever i en delt ensomhed og tavshed - og Kittys tanker kredser om hendes fejltrin og fortrydelser. 

“How can I be reasonable? To me our love was everything and you were my whole life. It is not very pleasant to realize that to you it was only an episode.” 

På trods af dens titel, starter "The Painted Veil" ikke med et sart draperet verdensslør; snarere med et snusket nøglehulsglimt. Læseren drages fra første side ind i en kærlighedstrekant, der er udgjort af symbolske og komplekse elementer - forskellige slags kærlighedsillusioner der sværmer og filtres ind i hinanden i et uophørligt rod. Den første side indeholder en utroskabsscene, en affære og et løftebrud - og de næste sider søger at belyse omstændighederne, der førte dertil. Dårlige beslutninger, egoistiske personligheder, ulykkelig forblændelse og indsnævrede muligheder. Maugham maler billeder af usandsynlige og vidt forskellige menneskelige forhold.
Den første tredjedel af bogen forklarer Kittys baggrund og de motiver, der dannede grundlaget for hendes forførelse. Maugham antager et næsten feministisk udsyn i sin beklagelse over kvinders mangel på uddannelse; Kitty er et direkte produkt af hendes opvækst, og hendes forskruede prioriteter er en gengivelse af hendes moders. De næste to tredjedele af bogen beskæftiger sig med konsekvenserne af Kittys affære; det anspændte forhold mellem Kitty og hendes mand Walter Fane, deres samfundsmæssige isolation og de små erkendelser, der kan opstå i blikstille omgivelser. 
Mellem Kitty og Walter eksisterer et stiltiende magtspil; en dødelig leg og en konstant stigende mistanke om bevæggrundene for det pludselige eksil til de dødsramte omgivelser. Walter drager dag efter dag ud til sine patienter, Kitty overlades til nytteløs opgivenhed, og forsøger langsomt at omvende sin snæversynede livsstil. Hun tager langsomt del i landsbyens nonnekloster og begynder at hjælpe til i deres mange gøremål. Hun  er dog evigt forbudt at kaste blikket på de ultimativt lidende. Som et beskyttet barn puffes hun ud af sygegangen, og ind i børneværelset i stedet. Omgivet af selvopofrende sjæle og med sin mands opslidende lægegerninger som forbillede, gennemgår hun en gradvis transformation. Hendes egen selviskhed tydeliggøres af kontrasterne i det trøsteløse landskab, hun er omgivet af.

“I knew you were silly and frivolous and empty-headed. But I loved you. I knew that your aims and ideals were vulgar and commonplace. But I loved you. I knew that you were second-rate. But I loved you. It's comic when I think how hard I tried to be amused by the things that amused you and how anxious I was to hide from you that I wasn't ignorant and vulgar and scandal-mongering and stupid. I knew how frightened you were of intelligence and I did everything I could to make you think me as big a fool as the rest of the men you knew. I knew that you'd only married me for convenience. I loved you so much, I didn't care.”

Historien udspilles i en verden af kulturforskelle og fremmedlegemer. Kitty og Walter er udprægede englændere i en uberørt kinesisk afkrog; og Kittys akavede tilpasningsforsøg afspejler den gennemgående følelse af fremmedhed. Desværre udfolder og beskriver Maugham ikke den situationelle kontekst; han følger snarere i Kittys beskyttede fodspor frem for Walters brede færden - og de ellers så interessante omgivelser uddybes eller forklares aldrig til fulde. Jeg ventede og håbede på et verdensbillede malet med en bred pensel; men fik i stedet tynde blyantstreger og en sart skitse af en simpel dagligdag. 
Religionsaspektet føles ligeledes malplaceret og overfladisk; Kittys sjælelige rejse illustreres tydeligere ved hendes indvendige funderinger end ved klostrets mange funktioner, og den religiøse konklusion udebliver. Det er snarere nonnernes personligheder end deres tro, der har den ultimative indflydelse på Kittys væsen.
Et sted i slutningen knækker denne reformation også; og jeg blev efterladt måbende og vantro. Det føltes som om, romanen modsagde sig selv og forsvandt i et hav af tvetydighed. På intet tidspunkt forudså jeg slutningens mange facetter - og selv med intens grublen har jeg endnu ikke forstået at værdsætte den fuldt ud. Det er som om, historiens oprigtighed svinder ind og klinger pessimistisk hult i stedet.
I hjertet af hele Maughams fortælling hviler Walter og en kærlighed så stor og så hjælpeløst undertrykt i evig tavshed, at den forvandles til fortærende selvdestruktion. Walter selv er ikke til stede i størstedelen af romanens scener; men hans navn og sind hviler som en konstant skygge over enhver side. Kitty er en velkendt Scarlett O'Hara figur, og imens hun jagter sin egen identitet, rækker hun hjælpeløst hænderne ud mod Walter -  i venskab men ikke i kærlighed. Og deri befinder hele historiens egentlige kerne sig.

Læseklub #1: Introduktion

Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg har set "The Jane Austen Book Club" alt for mange gange på repeat, eller om det blot er den simple kærlighed i at dele bøger og udvide læsehorisonter, der tiltaler mig. I hvert fald har jeg altid ønsket mig at være del af en læseklub. For nylig gik ønsket i opfyldelse takket være inspirerende bogbloggere og en fin opbakning. Nikoline, Anne, Mai og jeg har startet en læseklub, og vi har netop haft det allerførste møde.  Vi har alle i løbet af den sidste måned vendt siderne i "The Painted Veil" af W. Somerset Maugham, og i går mødtes vi for at tale om den. (Desværre blev Mai sygdomsramt, og måtte udeblive). Vi sad i min lille stue blandt tekopper og sodavand, og diskuterede symbolik, psykologi, kulturforskelle, refererende digte og almene læseindtryk. Jeg fik åbnet øjnene op for romanens fine lag, og blev gjort opmærksom på sammenhænge, jeg aldrig selv havde skænket en tanke. Efterhånden som vi snakkede blev bogen til en mere håndgribelig størrelse; den fik mening, liv og blev fyldt med forskellige perspektiver og holdninger. Og læseoplevelsen fordobledes. At mødes og snakke med ligesindende læsere og passionerede væsner er en gave. Der var aldrig ét minuts stilhed mellem os, og timerne gik som var de sekunder. Samtalen bredte sig som ringe i vandet, gik på løst og fast; bøger og bloggere, hverdagsscenarier og edderkoppeskræk. Da Nikoline og Anne begge dragede hjem, og stuen atter blev stille, var der kun en kaotisk bordopstilling og et nedbrændt stearinlys tilbage som vidne og spor på det helt fantastiske rum, vi sammen havde skabt. 
Jeg glæder mig allerede til det næste møde, den næste bog og det fornøjelige gensyn. Jeg glæder mig til at møde Mai, og til at gense Nikoline og Anne.