5 film for bogelskere

Ah, søndag. Søndag er sådan en oplagt filmdag, synes I ikke? Jeg får altid lyst til at krølle sammen på  sofaen med dryppende, nyvasket hår iført overdimensionerede sweatshirts og pelsede strømmer og bare se film dagen lang. Eventuelt akkompagneret af en kop te og en lille skål med småkager.

På det seneste har jeg gjort et stort nummer ud af at se film fyldt med litterære referencer og bogkærlighed. Kort sagt: oplagte film for bogelskere! Her får I mine 5 bedste filmanbefalinger med:

84 Charring Cross Road (1987)

Denne film er baseret på bogen af samme navn og handler om en amerikansk kvinde, som ikke kan få fat på de britiske bøger, hun søger. I ren desperation skriver hun til en antikvarisk boghandel i England, 84 Charring Cross Road, og får sendt bøgerne hele vejen fra England til USA sammen med et brev, hun ikke kan lade være med at svare på. Et venskab begynder hurtigt at blomstre mellem den excentriske amerikanske forfatterinde og den engelske boghandler – et venskab kun udført gennem breve fyldt med bogsnak, undren over verdenssituationen og gætterier på, hvordan livet mon er, på den anden side af atlanten.

Det er virkelig en sød og hjertevarm film – og så er den endda baseret på en sand historie! Anthony Hopkins er eminent i sin rolle som godhjertet, overhøflig og pertentlig boghandler, og også Judi Dench og Anne Bancroft skinner igennem. Det er på ingen måde en film fyldt med action eller så meget som en svag spændingskurve, men den halvanden times film føles som selskab med ligesindede bogelskere.

Matilda (1996)

Ironisk nok, er jeg ikke vokset op med Roald Dahls elskede børnebog "Matilda". Jeg læste den først i mine tidlige tyvere, og i sidste måned så jeg filmatiseringen for første gang. Det er en skam, for jeg ville have elsket historien om den alt-læsende Matilda som barn. Ikke desto mindre, elsker jeg den alligevel. Også som seksogtyveårig.
Filmen – og bogen – er en vidunderlig absurd fortælling om Matilda, som vokser op med en hæslig familie. Hendes følelsesliv og hendes behov bliver ignoreret, og hun føler sig overset og alene. Så naturligvis vender hun sig mod bøgerne og læser alt, hvad hun kan få fingrene i. Bøgerne giver er hendes medicin mod ensomheden – lige indtil hun møder den honningsøde lærer ved navn Miss Honey. Miss Honey forstår hende, og det er dem to mod resten af verden. I særdeleshed Matildas familie og den voldelige skolerektor.
Filmen er virkelig en fantastisk kreation, som fuldt ud lever op til bogen bag. Den er absurd, mystisk og mærkelig. Ondskab og godhed er fuldstændig blæst ud af proportioner, og Matilda er en slags læsende superhelt. Det er en film for alle bogelskende børn – eller voksne, som har tilbragt en stor del af barndommen på det lokale børnebibliotek.

You've Got Mail (1998)

Jeg har tidligere skrevet en kærlighedserklæring til 'You've Got Mail'. Det er min absolutte yndlingsfilm og go-to komedie på en dårlig dag, og den hører hjemme på enhver bogelskers filmliste. Også denne.
'You've Got Mail' er egentligt en klassisk 90'er komedie. Det er fortællingen om to boghandlere, som forelsker sig gennem e-mails og tidlige chatsystemer. Det eneste problem er blot, at de viser sig at kende hinanden i forvejen. Og være i skarp konkurrence; Kathleen ejer en børnebogsbutik som hun har overtaget efter sin afdøde mor, og Joe er i fuld gang med at opstarte en boghandlerkæde, som vil udkonkurrere Kathleens charmerende butik. På den måde er det en utrolig tidstypisk fortælling om internettets opstart, om kædebutikker som udkonkurrerer lokale forretninger, om hverdagsfortællinger og småtingsglæder.
Men det geniale ved 'You've Got Mail' er, at selvom den er så tidsbestemt, så er den også stadig relevant. Online dating og tilhørende personaer, personlig betjening eller priskonkurrence, og boghandlers konkurrencevilkår er stadig relevante i dag. Tilsat en håndfuld smukke bogreferencer, scener i overfyldte boghandler, kloge refleksioner og Meg Ryans lysende humør er det verdens bedste film. For bogelskere og for fans af rom-coms generelt.

Stranger than Fiction (2006)

Ordensmennesket Harold Crick hører stemmer. Eller egentligt bare én stemme. En kvindestemme som fortæller ham, hvad han tænker, hvad han laver, og hvad han skal til at gøre. Hun fortæller ham også, at han snart skal dø – og det er information, han helst ville have været foruden.
Det viser sig, at stemmen Harold Crick hører tilhører en kendt forfatter, som er ved at skrive en bog. Om ham. Alt hvad hun skriver om ham, bliver til virkelighed, og hvis hun skriver slutningen på sin roman, vil han dø. Han er på forunderlig vis blevet til en fiktiv karakter i hendes bog, samtidig med han lever sit almindelige rutineliv.
'Stranger than Fiction' er virkelig en pudseløjerlig film. Tonen er nøgtern, Harold Crick spilles af en lettere akavet Will Ferrell, imens Emma Thompson brilliant spiller den depressive forfatter, hvis ord potentielt kan dræbe Harold. Maggie Gyllenhaal, Dustin Hoffman og Queen Latifah udgør de øvrige nøglekarakterer, der alle gør den stakkels Harolds liv lidt sværere. Det er på én gang en typisk lidelseshistorie og samtidig en fin refleksion over, hvordan det ville føles at befinde sig en bog. Vidunderligt tragikomisk! 

Lost in Austen (2008)

'Lost in Austen' stiller det omvendte spørgsmål af 'Stranger than Fiction': Hvad ville du gøre, hvis du kunne hoppe ind i din yndlingsroman? Den mulighed får Amanda Price nemlig foræret. Efter sin tusinde genlæsning af Jane Austens "Pride and Prejudice" dukker bogens hovedperson, Elizabeth Bennet, pludselig op og opfordrer Amanda til at bytte plads med hende – så hun kan teste den moderne verden, imens Amanda tager til bal på Netherfield og møder Mr. Darcy. Det lyder som en drøm for Amanda, men undervejs må hun indse, at livet i det 19. århundrede ikke er helt så let, som romanerne får det til at lyde.
'Lost in Austen' er virkelig et sjovt eksperiment. Miniserien følger gennem fire afsnit Amanda gennem Austens handlingsforløb og ender med at introducere de skøreste alternative plotlinjer. Filmen kan varmt anbefales til alle Austen-fans, romantikere og læsere, som har spekuleret på, hvordan de ville begå sig i deres yndlingsroman. 

... Honourable mentions

The Neverending Story (1984) The Princess Bride (1987), The Pagemaster (1994), Adaption (2002), Midnight in Paris (2011) og sikkert mange flere ... 

Hvilken film vil du til anbefale til bogelskere? 

Gensyn med Bridget; Bridget Jones' Baby

Jeg bilder mig selv ind, at vi går langt tilbage, Bridget og jeg. Det gør vi bare ikke rigtigt. Den første bog om Bridget udkom i 1996, da jeg var 6 år gammel, og den første film udkom fem år senere, da jeg var 11. Jeg så først filmene årevis senere og læste derefter bøgerne i lommelygtens skær på min efterskole. Jeg var slet ikke gammel nok til at forstå, hvorfor Bridget mente, det var så pinligt at være single, og heller ikke hvorfor det var så vigtigt at føre dagbog over vægt, cigaretter og alkohol. Jeg forstod ikke engang, hvad Bridget så i den stivnakkede Mark Darcy, som foldede sine underbukser. Jeg syntes bare, Bridget var sjov.

Bridget og jeg bliver aldrig jævnaldrende. I denne nye film er hun 40, og i den seneste bog jeg læste om hende, var hun 50. Hun er hele tiden udenfor min erfaringshorisont, men jeg elsker hende alligevel af hele mit hjerte – ligesom mine jævnaldrende veninder gør. Der er noget mærkeligt almengyldigt over hendes klodsethed, hendes rødmossede ansigt og hendes (mislykkedes) forsøg på at leve indenfor normen. Det er ikke en aldersting – det er bare en mennesketing. Hun er umulig ikke at elske, umulig ikke at genkende sig selv en smule i, og umulig ikke at huske. Hun er et ikon, en arkekvindetype. Og det er nok derfor, jeg føler, jeg har kendt hende så længe. 

I søndags var jeg i biografen sammen med tre veninder for at se, hvor Bridgets nyeste eskapader havde bragt hende hen. Jeg ved, der var mange delte meninger om den sidste bog i serien (som jeg elskede), og jeg ved, at den anden film faktisk slet ikke var så god, når det kom til stykket. Men jeg var alligevel rolig. For Bridget skuffer aldrig i min optik. Hun er altid underholdende. 

Og underholdt blev jeg! Filmens introtekst var knap nok tonet ud fra skærmen, før hele biografsalen eksploderede i latter. For dér sad hun jo. Bridget. På sin sofakant iført lyserødt nattøj med Celine Dions "All By Myself" stormende ud af højtalerne og matchende overdrevne armbevægelser.  Allerede med den åbningsscene lovede filmen en fin balance mellem nytænkning og nostalgi. Og det løfte blev indfriet.

Plottet er egentligt ganske sparsomt. Bridget og Darcy er gået fra hinanden, han er blevet gift på ny, og hun er stadig single – nu med et godt TV-job, som hun kun lejlighedsvis kludrer i. I et forsøg på at tage alderskampen op og byde 40'erne velkommen med åbne arme, tager hun på festival og møder den charmerende Jack (Patrick Dempsey), falder over sine egne ben og ender i hans seng. En uge efter møder hun den pålidelige Mark Darcy, som er midt i en skilsmisse. Og efter en aften med både drinks og dans, vågner hun i hans seng – med moralske og bogstavelige tømmermænd.

Kort efter har hun et problem. Et stort problem. For hun er gravid og aner ikke, hvem af mændene der er barnets far. Eller hvem hun vil ønske er barnets far. Og som tilskuer er man også i tvivl. Jack er en drøm – men Mark Darcy er, trods alt, Mark Darcy. Omvendt har Mr. Darcy allerede fået et utal af chancer, og problemet er altid det samme: Han siger, han elsker Bridget "just as she is", men han har ikke plads til hende – og hendes kaos – i sit liv. Vil han kunne klare ansvaret for hendes kaotiske børn? 

Jeg tror, jeg var en irriterende biografgæst i søndags. For jeg gispede, hviskede "fuck" til min sidekammerat, grinede så tårerne trillede og udbrød "awww" adskillige gange undervejs. Jeg levede mig virkelig ind i filmen – og ind i gensynet med Bridget. Filmen var akkurat som en Bridget-film skal være; fyldt med hjerte, romantik og en tilpas mængde fjolleri (eminent hjulpet på vej af Emma Thompson som læge). Der var hanekamp mellem Jack og Mark, Bridget interviewede Jack på TV om hans gener, og naturligvis gik vandet på det mest ubelejlige tidspunkt overhovedet. Det var sjovt. Og også rørende på sin vis at se Jim Broadbent og Gemma Jones tilbage i rollerne som Bridgets forældre, de grå stænk i Darcys hår, og Bridgets beskyttelsestrang overfor babyen i hendes mave, der i hvert fald ikke skulle udsættes for fostervandsprøve og tilhørende nåle. 

Filmen var fantastisk. Alt hvad jeg som Bridget-fan kunne ønske mig. Og mine veninder var enige: den var på niveau med den første film og langt bedre end den anden. Bridgets tilbagevenden var en triumf – og nu venter jeg bare utålmodigt på bogen, der forhåbentligt kan gøre filmen kunsten efter.

Billeder herfra.

Jane Austen i Bollywood; Bride and Prejudice

For nylig lå jeg på sofaen med mavepine og tunge øjenlåg. Jeg havde brug for at slappe af, og jeg havde brug for noget let underholdning at slappe af med. Og pludselig fandt jeg den. Den helt perfekte film, midt i den gentagende filmkaroussel på Netflix. En farverig, fjollet og helt usandsynlig Bollywood-filmatisering af Jane Austens mesterværk "Pride and Prejudice"– omdøbt med et rim til 'Bride and Prejudice'. Jeg kunne ikke modstå 'play'-knappen, så i stedet satte jeg mig til rette og begyndte at se film. En film der både var sjovere og sødere, end jeg troede. Jane Austens klassiker flytter til Indien med en intakt bagage. 

For selvom 'Bride and Prejudice' starter med en prangende dansescene, dalende konfetti og en Elizabeth Bennet-karakter iført pink, selvom der er sungne monologer, og selvom Mr. Bingley pludselig hedder Balraj og Elizabeth Bennet er omdøbt til Lalita Bakshi, er grundkernen stadig den samme. Det er en kærlighedshistorie, en (lidt kulørt) samfundsskildring og en alenlang satire. 

Og netop satire-delen fanger 'Bride and Prejudice' i virkeligheden bedre end så mange andre Austen-film. Selvom de mange dansescener og sange tilsætter noget melodramatisk, tilføjer de også noget uhøjtideligt. Noget sjovt. Og noget der ikke er helt så sukkersødt som senere Austen-filmatiseringer. 

Jeg holdte meget mere af 'Bride and Prejudice', end jeg troede, jeg ville. Og jeg kan varmt anbefale filmen til enhver, der har en dårlig dag – eller som spekulerer på, hvordan Jane Austen vil tage sig ud i Bollywood. Det er nemlig et ganske hæderligt bud. 

Filmåret 2016

Et nyt år betyder nye boglister, læselister og ønskelister. Og det betyder naturligvis også nye filmlister, biografdatoer og sukkende nedtællinger. Jeg har set mange film allerede i år. Og der er endnu flere, jeg glæder mig til at se. År 2016 bliver nemlig et fantastisk film år, og i dette indlæg har jeg samlet de bog-filmatiseringer, som allerede nu står afkrydset i min kalender.

Nogle bøger kan ikke blive filmatiseret for ofte. Og Leo Tolsjojs klassikere er afgjort i blandt dem. I 2012 havde en nyfortolkning af "Anna Karenina" premiere, og i år er BBC aktuel med en vidunderligt smuk mini-serie baseret på "Krig og fred".

Jeg har endnu ikke set mini-serien, men jeg glæder mig allerede at få fingrene i den og synke ned i sofaen med en stor kop te og forsvinde ind i et snevejrsdækket Rusland. Traileren ser intet mindre end magisk ud – og jeg er sikker på, mini-serien er dækket af fortryllelse fra start til slut. 

Mini-serien havde premiere den 3. januar og blev afsluttet den 7. februar på engelsk TV. 

Elizabeth Bennet. Mr. Darcy. Og en grusom zombie-epidemi. Umiddelbart lyder zombier ikke kompatible med Jane Austens elegante verden, men fænomenet eksisterer og det er både morsomt, absurd og uhyre interessant. Jeg er sikker på, at filmen bliver akkurat så mærkelig, som den lyder – men jeg glæder mig alligevel til at se den. Både fordi jeg tror på underholdsningsværdien, og fordi jeg brugte Seth Grahame-Smiths fanfiktion-roman af samme navn til mit speciale. Som et eksempel på hvor langt Austen-fankultur kan forgrene sig. 

Filmen havde amerikansk premiere den 21. januar. Den danske premiere skulle have ligget i marts, men er nu aflyst. Filmen bliver højst sandsynligt tilgængelig som DVD senere på året i stedet.

Da jeg for et par år siden læste Rudyard Kiplings "The Jungle Book" for første gang, blev jeg en anelse forskrækket. Både over historiens mørke undertoner og af hvor lidt af historien, jeg egentligt kendte – selvom jeg voksede op med Disneyfilmen af samme navn. Jeg kunne næsten ikke genkende Kiplings sammensatte historie i den myte, jeg allerede kendte.

Nu bearbejder Disney atter historien om jungledrengen Mowgli – og traileren lover et lidt mørkere gensyn med Balou, Bagheera, og Kong Louie. Jeg glæder mig allerede til at se, hvilken retning historien tager.  

Filmen har dansk premiere den 14. april. 

Disney-filmatiseringerne ruller ind på stribe; og jeg kan ikke lade være med at glæde mig over dem. Jeg elsker Disney, og jeg elsker deres helt særlige måde at behandle og formidle eventyr på; med elaborate kostumer, effekter og kulisser. Disneys eventyrsversioner er sjældent tætte på de originale fortællinger – men de forbliver tætte på eventyrets ånd. Og intet kunne være et bedre bevis på netop det, end Tim Burtons Alice-filmatisering – som vi nu får fortsættelsen af.

"Alice Through the Looking Glass" bliver et kært gensyn med det forunderlige og foruroligende Eventyrland, som Tim Burton smukt vækkede til live for seks år siden. Og jeg glæder mig sådan til at vende tilbage. 

Filmen har amerikansk premiere den 26. maj. 

År 2016 bringer lykke til Austen-fans; ikke kun i form af zombies, men også i form af satiriske periodefilm. Jane Austens lille brevroman "Lady Susan" bliver nemlig filmatiseret under navnet "Love and Freindship". Og jeg er sikker på, det bliver storslået. På rollelisten står nemlig både Stephen Fry, Chloë Sevigny og Kate Beckinsale (som jeg elsker for hendes version af "Emma). 

Filmen er en relativt lille produktion, og jeg tror ikke den får dansk premiere. Men jeg glæder mig sådan til at se den og opspore den på dvd. 

Filmen har amerikansk premiere den 13. maj. 

"Me Before You" af Jojo Moyes er en kærlighedsroman, der tog mig med storm. Jeg læste den på en enkelt dag, og den kom fuldstændig bag på mig. Alt hvad jeg troede, jeg vidste om bogens plot, blev vendt på hovedet, da jeg nåede til den sidste side. Det var så rørende. Og så blændende. 

Filmatiseringen har været længe undervejs, og har Emilia Clarke og Sam Claflin i hovedrollerne. Jeg glæder mig så inderligt til at se, om filmen vil udøve samme effekt på mig som bogen – og jeg forbereder mig allerede på at huske lommetørklæder til biografturen. 

Filmen har amerikansk premiere den 3. juni. 

Af andre trailerløse vidundere kan desuden nævnes filmen "Genius" som omhandler Hemingways redaktør, "Bridget Jones' baby" som er et kært gensyn med den elskede Bridget Jones, "A Series of Unfortunate Events" som bliver en Netflix-serie baseret på Lemony Snickets vidunderligt morsomme bogserie af samme navn og "Ugly Love" som er en filmatisering af Colleen Hoovers dramatiske kærlighedsroman. 

Hvilke bog-filmatiseringer glæder du dig til i 2016? 

Far from the Madding Crowd

Landsbybilleder. En smuk kvinde på en galoperende hest ser sig tilbage, og smyger sig ud af sin damesaddel for at sætte sig overskrævs i stedet. En bonde ser hende, og hans undrende øjne lyser af interesse. En kort samtale ladet med betydning følger derefter, og filmen går i gang.

Thomas Vinterberg starter sin film der, hvor Thomas Hardy også altid selv begyndte; med naturbilleder, ruralt landsbyidyl, tætte træer og små gårde. Og hvad der sommetider virker så langtrukkent i Hardys bøger, kommer så smukt til live på det store lærred, hvor blændende billeder af solskinspletter, bølgende kornmarker og brægende lam varsler ægte natursamhørighed. Periodefilm er så ofte skønhedsfilm, og Vinterbergs fortolkning af 'Far from the Madding Crowd' er ingen undtagelse. Kostumerne, omgivelserne, farverne og musikken gør filmen til en dragende sanseleg. 
Fordi Hardys naturalistiske univers er så stilfærdigt og hans drama så underspillet, stiller det store krav til skuespillerne. Størstedelen af handlingen i Hardys romaner kommer indefra, gennem karakterernes modstridende tanker, der hiver og slider i dem fra alle retninger. Inden filmens start var jeg særligt bekymret for Carey Mulligan, der skulle spille den forfængelige, stolte, selvstændige og modige Bathsheba Everdene. Og selvom Mulligan måske er mere smilende end stolt, bringer hun karakteren til live med en troværdighed, jeg ikke havde forventet. Detaljen er i de små ting; hendes tonefald, hendes spottende kærlighedsbrev sendt i et anfald af impulsivitet, hendes flakkende blik og uforståelige vrede mod den følsomme Gabriel Oak. Efterhånden som filmen nærmede sig sin slutning, smeltede hun mere og mere sammen med den Bathsheba, jeg selv skabte, da jeg læste bogen.
Men filmens hjerte og sjæl ligger stadig hos Matthias Schoenaerts, der som Gabriel Oak tilføjer et drys af varme til alle de scener, han medvirker i. Hans vedholdenhed og hans øjnes  indimellem blanke frustration forvandler historiens uretfærdighed til en lille tragedie. Han tiltrak en sympati, der fik mig til at heppe og håbe hele filmen igennem. Akkurat som jeg skulle.

Der er flere år siden, jeg læste Thomas Hardys store gennembrudsroman, og jeg har glemt så mange af dens knudepunkter i mellemtiden. I biografmørket mumlede jeg: "Nårh ja" igen og igen, når karaktererne bevægede sig forvirret ind og ud mellem hinanden. Jeg undrede mig over William Boldwood, som forekom mig mere nedtonet og mindre besat end den torturede mand, jeg huskede fra bogen, og jeg fik et chok over graden af Francis Troys klaustrofobiske behandling af Bathsheba. Men Vinterberg overdriver en karakterer og nedtoner en anden, så ligningen alligevel går op. Og filmatiseringen er – på trods af alle dens nye kompenenter – stadig en troværdig fortolkning af en enestående historie.
Filmen er værd at se – både for de garvede Hardy-læsere og de, de endnu ikke har stiftet bekendtskab med hans værker. Det er en stilfærdig film fyldt med magisk landsbyskønhed, yndige kjoler, stjålne blikke og håbefuld kærlighed.

Flyvende bøger og smukke ord

'The Fantastic Flying Books of Mr. Morris Lessmore' er en af mine yndlingsfilm, og den er kun 15 minutter lang. I løbet af dens 15 minutter fortælles en smuk historie om en mand, der finder håb, trøst, selskab og liv blandt lyden af blafrende papirssider og synet af en fyldt bogreol. Det er en hyldest til bøger og ord – men det er i ligeså høj grad en hyldest til historiefortællere og til de ekstraordinære øjeblikke der findes i selv de mest almindelige menneskeliv.

Den animerede kortfilm er mere end sine 15 minutters varighed værd, og den præsenterer et stemningsfuldt univers gennem støvede farvefiltre, gammeldags musik og uden et eneste ord. Det er imponerende – og jeg forstår til fulde, hvorfor filmen i 2012 vandt en Oscarstatuette. Den fortjener intet mindre.

Bag filmen er også en historie og en bog. Efter sigende skrev William Joyce bogen til sin børnebogsredaktør på HarperCollins, William Morris, imens han sad i et fly, på vej over for at besøge ham. Da flyet landede, og William Joyce ankom, læste han sin historie højt for William Morris. Det var den sidste gang, de så hinanden, for William Morris døde få dage efter.

Bogen udkom først efter filmen, men tilsyneladende er filmen alligevel baseret på bogen – udgivelsesrækkefølgen blev blot vendt på hovedet. Bogen er i høj grad en sparsom børnebog med flere tegninger end ord; men den er så fin og rørende i dens simplicitet, og jeg er glad for at opleve begge formater af den lykkefrembringende historie.

Hvis du ikke har set kortfilmen endnu, kan jeg kun anbefale dig at gøre det. Og hvis du elsker kortfilmen lige så højt som jeg, er bogen også et guldfund.

Filmåret 2015

I søndags tilbragte jeg natten sammen med tre veninder. Rastløse og søvnløse grinede vi os igennem natten, imens vi så det funklende Oscar-show og sukkede over overdådige kjoler og smukke skuespillere. Den sætning der blev udtalt oftest var skiftevis: "Den bog bliver jeg nødt til at læse", og "Den film bliver jeg nødt til at se". Da Oscar-showet tonede ud på skærmen og søvnen ventede forude, skiltes vi alle med en betydeligt længere film-liste, end da vi mødtes.

År 2015 bliver et fantastisk filmår, og jeg glæder mig allerede til at indfinde mig i biografsalens mørke for at se en storslået filmatisering af en elsket bog. Dem er der nemlig mange af – og her har jeg samlet de bog-filmatiseringer, som jeg venter utålmodigt på. 

For et år siden læste jeg "Still Alice" af Lisa Genova. Bogen fyldte mig med tvivl og tårer; og alligevel imponerede den mig ikke. Jeg synes ikke, slutningen var modig nok. Jeg synes ikke, bogen var gennemført nok. Og derfor besluttede jeg mig for, at jeg ikke skulle se filmen, der ville følge.

Men jeg har ombestemt mig. Delvist på grund af talrige anbefalinger, en gylden Oscar-statuette til hovedrolleindehaveren Julianne Moore og et par filmglimt med dyb følelse. Jeg tror måske, filmen kan tilføje det til historien, som bogen manglede. Og jeg er blevet nysgerrig. 

Filmen har dansk premiere d. 5. marts. 

Måske er det for åbenlyst og for forudsigeligt, men mit yndlingseventyr vil altid være historien om Askepot. Lige siden jeg var ganske lille, har jeg foretrukket det eventyr frem for alle andre; der er noget universelt relaterbart i historien om den stakkels pige, der bliver så uretfærdigt forfulgt af de, der burde være hende nærmest.

Der er ingen tvivl om, at Disneys ventende live-action filmatisering af Askepot hverken er baseret på Charles Perraults eller Brødrene Grimms eventyrsfortællinger, men snarere er baseret på Disneys egen tegnefilmsfortolkning foretaget for 65 år siden. Det er en genfortælling af en genfortælling – og alligevel er jeg håbløst forventningsfuld.

Filmen vil nok ikke yde eventyret megen retfærdighed med dens animerede mus og dekadente kostumer, men jeg vil stadig være at finde i biografen, når tegnefilmen bliver til spillefilm, når Askepot taber sin sko, og Fegudmoderen fremtryller en kjole. For det er en lykkelig flig af min barndom, som jeg ikke kan give slip på.

Filmen har dansk premiere d. 12. marts. 

Periodedramaer, kostumedramaer og filmatiseringer af engelske klassikere udgør øjeblikkelige og indiskutable punkter på min biografliste. Da jeg fandt ud af, at Thomas Hardys skrøbeligt melankolske roman "Far from the Madding Crowd" skulle filmatiseres, blev jeg næsten svimmel af lykke. For bogen er af den hurtigt oversete og undervurdere slags – på trods af at den indeholder et følelsesunivers, der overgår alverdens kærlighedslitteratur.

Jeg glæder mig til at se Hardys ord blive omdannet til levende billeder. Jeg glæder mig til overjordisk smukke naturscener, følelsesmæssig splittelse og Carey Mulligan i en rolle som jeg aldrig havde forestillet mig hende i. Og selv hvis filmen ikke rammer plet, er jeg sikker på, at den er smuk. 

Filmen har dansk premiere d. 23. april. 

Er det mærkeligt at glæde sig til en film, som man næsten intet har hørt om? Der har endnu ikke været mange glimt fra filmatiseringen af John Greens ungdomsroman "Paper Towns". Hovedrolleindehaverne er offentliggjort, filmen er færdigindspillet, John Green har delt filmprocessen, men både teaser, trailer og plakater lader vente på sig. Det føles som at gå ind til noget i blinde uden den fjerneste idé om filmens stemning eller tone. Men ikke desto mindre glæder jeg mig. Jeg glæder mig af hele mit hjerte.
Af alle John Greens bøger, er "Paper Towns" måske den mest problematiske. Det er en fortælling om idealer og forestillinger, der gradvist falder til jorden, og det er en klassisk road trip-fortælling, der ikke bør blive til en klassisk road trip-movie. Det var afgjort ikke den John Green-bog, jeg forestillede mig skulle være den næste i filmatiseringsrækken, og netop derfor glæder jeg mig så inderligt til at se resultatet.

Filmen har (vist nok) dansk premiere i juni.

Jeg græd så inderligt, da jeg læste "Me Before You". Bogen var en lang, følelsesmæssig rutschebanetur, og under læsningen nåede jeg at skifte mening om bogens slutning ti gange, selvom den hele tiden var uundgåelig. Historien er endeløst smuk, modig og rørende. Jojo Moyes diskuterer tunge emner gennem et let romantisk perspektiv, og det er det selvskrevne filmmanuskript. Selvfølgelig skal bogen filmatiseres, og selvfølgelig bliver den en succes. Den er som skabt til det.
Endnu er meget om filmen uvist; hovedrolleindehaverne er blevet offentliggjort som Emilia Clarke og Sam Claflin, og jeg glæder mig til at se, om de to skuespillere kan overføre papirkemien til skærmen. 

 Filmen har (vist nok) dansk premiere i august. (Jojo Moyes har i øvrigt i dag offentliggjort, at hun er ved at skrive en fortsættelse til "Me Before You", der vil hedde "After You" og udkomme til efteråret.)

"Frankenstein" af Mary Shelley er et mesterværk, der ofte er blevet misforstået i film og populærkultur, og derfor er den ventende filmatisering af bogen så interessant. 'Victor Frankenstein' antager nemlig en ny vinkel, og fortæller historien om doktoren og hans monster fra Igors synsvinkel. Selvom Igor ikke eksisterer i Shelleys originale roman, er han en stor del af den nutidige mytologi om doktoren, der forsøgte at skabe kunstigt liv.
Filmen er således ikke blot nytænkende i sit udgangspunkt; den har også to fantastiske skuespillere i hovedrollerne. Daniel Radcliffe er castet som Igor, altimens James McAvoy skal spille Victor Frankenstein, og med to så stærke personligheder bag Shelleys ikoniske karakterer, hører filmatiseringen til blandt mine absolutte biografhøjdepunkter.

Filmen har (vist nok) dansk premiere i oktober.

Og selvfølgelig. Slutningen af 2015 byder på slutningen af Hunger Games-serien. Den sidste del af den sidste bog venter forude, og jeg ved, at den næste filmatisering vil byde på knusende hjertesorg, en forvirrende mængde action og små, lysende glimt af fremtidshåb. Jeg, og resten af verden, blev efterladt med et knust hjerte af den seneste Hunger Games-film, og med en så voldelig optakt til den endelige finale, har jeg eksisteret i en ulidelig venteposition lige siden. Også selvom jeg ved, hvad der venter forude.
Hunger Games-serien er en af de nylige bog-filmatiseringer, der har gjort det allerbedst. Præcisionen mellem film og bog er imponerende, og alt lige fra stemning til karakterer eksisterer i en fuldendt harmoni.

Filmen har (vist nok) dansk premiere i november.

Hvilke bog-filmatiseringer glæder du dig til i år 2015? 

To bog-filmatiseringer i omvendt rækkefølge; The Maze Runner og Gone Girl

Det regnfulde efterårsvejr rimer på biografture. Der er intet mere efterårsperfekt end at synke ned i et rødt sæde i en mørk sal i selskab med en god veninde og en stor portion popcorn. Særligt ikke når der er tale om bog-filmatiseringer.

I september og oktober har jeg fået fine invitationer fra 21th Century Fox, der var så venlige at invitere mig ind for at se både 'The Maze Runner' og 'Gone Girl'. Jeg takkede lykkeligt ja i begge tilfælde – selvom det på mange måder var bagvendt og omvendt, da jeg slet ikke havde læst de bøger, som det hele tog udgangspunkt i. Og jeg plejer ellers at være meget striks med at læse bogen først.
I virkeligheden burde det ikke gøre nogen forskel; en historie er en historie, og at se en film siger ikke nødvendigvis meget om at læse en bog. Sommetider kan det endda være en hjælp ikke at åbne bogen med blinde øjne. Ikke desto mindre er det blot en inkarneret regel i ethvert læseliv: se aldrig filmen, før du har læst bogen bag. En regel som jeg nu har brudt, to gange i træk.

Da Stine og jeg tog i biografen for at se 'The Maze Runner' havde jeg ingen idé om, hvad der var i vente. Jeg kendte hovedoverskrifterne for den ventede ungdomsfilm; et dystopisk overlevelsesspil mellem en flok forvirrede drenge, men jeg anede intet om handling eller plot. Jeg havde ikke engang set traileren først.

Filmen efterlod mig mest af alt forvirret. Jeg undrede mig over sammenhængen i den verden, der blev fremvist, og sad tilbage med langt flere spørgsmål end svar. En stor del af karaktererne forekom mig afstumpede og urimelige; Thomas' mange spørgsmål og mangel på svar irriterede mig, og flere plottwists og blindgyder havde Stine og jeg hvisket om, lang tid før de indfandt sig på skærmen – lige fra det obligatoriske offer af den godtroende følgesvend til den ventende forbindelse mellem filmens eneste kvindelige hovedperson og den mandlige hovedrolle. Det hele blev hurtigt lidt for nemt og lidt for stor en kliché.
Ikke desto mindre var jeg dog underholdt. Filmen har mange scener, der udspiller sig i et hæsblæsende tempo, bratte labyrintgange og højlydte skrækmelodier. De grålige, brunlige, grønlige og dystre farvetoner understreget dystopiens mørke, altimens karakterernes mange skænderier afspejler deres desperation. Særligt Gally den selvskrevne bølle, spillet af Will Poulter, havde desperationen, konflikten og fortvivlelsen malet i sit ansigt. Han var en af de få karakterer, der tilføjede en smule dybde til persongalleriets overfladeleg – samtidig med, at han var en tilbagevendende forhindring og frustration for hovedpersonens heltefærd.
Da jeg så 'The Maze Runner', var jeg overbevist om, at dens flade karakterer og papirstynde plot var en medfølge af historiens transformation fra bog til skærm. Da jeg derefter læste bogen, blev jeg klar over, at filmen for mit vedkommende var at foretrække. Bogens problemer var tydeligere end filmens.
Faktisk er meget ændret og forbedret i filmens spilletid. Karaktererne er, om muligt, lettere at holde af, forstå og sympatisere med i filmen, end de er i bogen. Enkelte plotelementer tilpasses også filmformatet, og rækkefølgen af hændelserne ændres, så der ikke er ét stille sekund på skærmen. Det er en actionfilm og et opdagelseseventyr – hvorimod bogen i højere grad er spekulativ, stillestående og tilbagevendende. 

Rosamund Pikes porcelænsfine ansigt stirrer udtryksløst ud i luften, mens Ben Afflecks desperation langsomt udvikler sig til irritation. En hel landsby leder efter en kvinde ved navn Amy, som er sporløst forsvundet – og dog. For små spor dukker op og de peger i stigende grad på Amys mand Nick, der i forvejen ikke har formået at fremstille sig selv i et sympatisk lys. Amys forsvinden udvikler sig til en gådefuld spøgelsesleg, og hvad der i starten virkede som et lykkeligt ægteskab, ændrer pludselig form til et truende mørke. Var Nick og Amy så lykkeligt gift, som Nick har ladet sine omgivelser tro? Og hvilken rolle spillede Nick selv i sin kones forsvinden? Spørgsmålene kører, filmen ruller, og mysteriet begynder.

Jeg vidste ikke meget, om 'Gone Girl', inden jeg så filmen. Men jeg vidste noget. Og derfor ventede jeg. Jeg ventede på den drejning, som jeg vidste, det hele ville tage, og jeg ventede på den afsløring, som jeg vidste ville komme. Jeg befandt mig på kanten af mit sæde – og jeg ventede.

'Gone Girl' er en øvelse i perception. En bevidst leg med publikum om opfattelsen af mennesker og af verden. En omvendt perlekæde af logik og fragmenterede argumenter, der skal kædes sammen. En løsning der ikke er givet på forhånd. Et mysterie i ligeså høj grad som et spørgsmål om tiltro.
Filmen var dyster, nervepirrende og diabolsk. Handlingen var fyldt med skarpe drejninger; skuespillerne spillede med adskillige masker, der røg af én for én og alligevel aldrig afslørede det sande ansigt bag. Ben Affleck var på én gang bragende usympatisk og hjælpeløst efterladt i sin rolle som Nick, Rosamund Pike bar en overflade af blankpoleret glas og afslørede indimellem glimt af et indre, eksplosivt kaos. Neil Patrick Harris var besat, gal og genial, en ufrivillig skurk i et større puslespil. 
Filmen var eminent udført. Men den var også for lang. Dens afslutning var for udpenslet, for bizar og for overdrevet til min smag. I virkeligheden så jeg helst, at filmen sluttede, da mysteriet gjorde; de efterfølgende scener fungerede som en alt for udpenslet epilog med intet andet formål end at dræbe ethvert spor af tvivl. Og eftersom at netop tvivlen er det bærende element i filmen, ville jeg have foretrukket, at det blev bevaret. Men det havde selvfølgelig ikke være nogen slutning overhovedet.
Filmen har dog overbevist mig om én ting: jeg vil aldrig komme til at læse bogen. Det er en af den slags historier, der mister dens kraft, ligeså snart mysteriet afsløres. Og selv hvis bogen er mere veludført end filmen, tror jeg ikke, den vil kunne bevare min interesse. Jeg har fået mine svar. Måske endda i en lidt for grundig form.

Har I set 'Gone Girl' eller 'The Maze Runner'? Hvad synes I om dem? Og hvordan har I det med at se film, før I har læst bogen bag? Ender I også med ikke at få læst bogen?

Fem YouTube-fund #1: Web-serier og klassiske genfortællinger

Den røde YouTube-app på min telefon begynder at stjæle mere og mere af min tid. Jeg har opdaget et lille og lykkeligt bogpræget hjørnet af internettets videoknudepunkt, og jeg er fuldstændig fortabt i det. Jeg ser daglige videoblogs med passionerede mennesker, der anmelder og fremviser bøger, jeg opsporer vidunderlige forfatterinterviews, og jeg følger med i ugentlige web-serier, som genfortæller klassisk litteratur i et nyt video-format. Jeg er stødt på så mange skatte - og nu er det på tide, at jeg deler dem med jer.

I løbet af det næste stykke tid, vil jeg jævnligt skrive indlæg om mine yndlingsvideofund, og jeg har besluttet mig for at starte med web-serierne, som jeg så grådigt følger med i. Her er fem af mine absolutte favoritter, som alle er baseret på en klassisk roman;

Faktisk har jeg skrevet om 'The Lizzie Bennet Diaries' før. Web-serien om den videobloggende Lizzie Bennet, hendes problematiske og charmerende søskende, den naive Bing Lee, den succesfulde Mr. Collins med de store hundeøjne og den stædigt tilbagetrukne William Darcy, var et så succesfuldt internetfænomen, at den blev starskuddet til en lavine af web-serier. Ikke alene er web-serien en troværdig oversættelse af Austens originale plotlinje og skarpe ironi til en moderne verden; den er også fyldt med dygtige skuespillere, en velfungerende video-dynamik og den er så besættende, at man ser den fra ende til anden på et enkelt øjeblik.

Web-serien er færdiggjort og består af 100 episoder, som kan ses lige her. Jeg betrager det som en af de bedste filmatiseringer af "Pride and Prejudice" nogensinde.

Det seneste projekt fra det Emmy-vindende hold bag 'The Lizzie Bennet Diaries' er 'Emma Approved', en web-serie som tager udgangspunkt i Austens roman "Emma".

I 'Emma Approved' følger man således Emma Woodhouse, som arbejder med at planlægge events og velgørenhedsarrangementer. Hun dokumenterer sine arbejdsprojekter med kamera for at kunne fremvise sin arbejdsproces, når hun engang bliver bemærket for sin succes. Kameraet ender dog med at opfange mere end hendes arbejdsproces; flere kærlighedshistorier tager form, og Emmas øjne er ikke selv i stand til at opfange dem alle.

Web-serien består i øjeblikket af 58 episoder, og jeg har endnu ikke helt udregnet, præcist hvordan jeg har det med den. På sin vis fanger den essensen af Austens "Emma" meget godt, og dog er der opstået mange plothuller, som jeg ikke helt kan forene mig med. Meget af web-seriens egentlige drama bliver ikke direkte filmet, men blot fortalt om, og det efterlader mig gang på gang med en lidt mærkelig fornemmelse af at være gået glip af noget.

Ikke desto mindre, er 'Emma Approved' til tider fantastisk underholdning; der er mange skæve og tydeligt Austenske karakterer indblandet, og kemien mellem Alex Knightley og Emma Woodhouse er åndedrætsfrarøvende perfekt. I kan finde de 58 episoder lige her.

Tryllestøv, voksendrømme og kærlighed kan hver onsdag og fredag opspores på min YouTube-konto. Det er nemlig de dage, der udkommer nye episoder af 'The New Adventures of Peter and Wendy', som muligvis er den web-serie, jeg venter mest forventningsfuldt på. Serien er naturligvis baseret på J. M. Barries vidunderlige børnebog, "Peter Pan".

I 'The New Adventures of Peter and Wendy' er Neverland en lille by i USA, som Peter Pan knuselsker, og som Wendy Darling drømmer om at flyve væk fra. Peter er tilfreds med sit liv som tegneserietegner, hvorimod Wendy venter på et nye eventyr og derfor sender jobansøgninger til nær og fjern.

Serien tager delvist form som videoblogs, filmet af Wendy (og ofte afbrudt af hendes larmende, maniske og vidunderligt hysteriske to brødre, John og Michael), og som 'skjulte optagelser' i Peter Pans lejlighed, hvor magi blandes med virkelighed, og en fe ved navn Klokkeblomst flyver rundt. Web-serien er kun startet for ganske nylig, og tæller derfor kun 18 lovende episoder, som kan findes lige her.

Selvom 'The Autobiography of Jane Eyre' er færdiggjort, har jeg endnu ikke set alle afsnittene. Serien er af den slags, jeg ind i mellem ser og andre gange glemmer. Ikke desto mindre er det dog en god serie, troværdigt baseret på Charlotte Brontës "Jane Eyre". Web-serien tager form som videoblogging, men er knap så professionel eller poleret i dens udtryk som de andre web-serier i dette indlæg. Der hviler en særlig charme og en særlig autencitet over 'The Autobiography of Jane Eyre', der gør, at man næsten tror på mediet; og næsten tror på, at Jane Eyre er en eksisterende ung pige, der filmer og fortæller om sit liv.

Serien er god på en nedtonet måde, og Brontës dramatiske plot er blevet finjusteret til at udspille sig i den nutidige verden uden dog at miste sit gotiske præg. Jeg er begejstret, og jeg glæder mig til at se resten af serien, når jeg får startet op på den igen. I kan finde de 95 afsnit lige her.

Jeg jublede, da jeg opdagede, at L. M. Montgomerys "Anne of Green Gables" var blevet omdannet til en web-serie. Og jeg jublede endnu mere, da jeg så et afsnit af 'AnnewithanE', og oplevede den sprudlende skuespillerinde, som portrætterer Anne Shirley så troværdigt, så levende og så fuldstændig nøjagtigt.

Problemet med web-serien er et pudsigt et af slagsen; den er meget troværdig overfor et plot, der måske slet ikke er dramatisk nok til moderne sammenhæng. Efter 16 episoder har plottet ikke umiddelbart bevæget sig i nogle retninger, og alle kernekaraktererne har endnu ikke trådt ind foran Annes videokamera.

Ikke desto mindre er serien fyldt med den charme, som jeg forbinder L. M. Montgomerys barndomsbøger med, og den bærende skuespillerinde bringer alverdens humor, fjolleri, kærlighed og potentiale til de ventende episoder. Find web-serien lige her.

Følger I med i nogle web-serier på YouTube? I så fald, hvilke? Og er I ligeså begejstrede for konceptet som mig? 

Spørgerunde #4: Bogskønhed, bog-filmatiseringer og en bog fra min ønskeliste

Spørgerundens sidste indlæg handler om bøger; om klassikeranbefalinger, smukke forsider, bog-filmatiseringer, årlige læseplaner og om den bog, der står allerhøjest på min ønskeliste i dette øjeblik.

For afvekslingens skyld har jeg valgt at besvare spørgsmålene i en lille videoblog, og at filme den har været et hyggeligt afbræk midt i min langtrukne eksamensperiode. Jeg er heldigvis snart ved vejs ende, og i morgen klokken 12 når de sidste ord er skrevet og afleveret, vil en stor lettelse brede sig i min krop. Indtil da befinder jeg mig i en mærkelig slutspurt med alverdens røde streger, der skal fjernes fra mit forvirrede Word-dokument.

I den forbindelse vil jeg meget gerne takke jer alle for at bakke så godt op om mit lille spørgeprojekt; jeg har nydt at besvare jeres spørgsmålstegn og i den forbindelse at reflektere en smule over læsning og bloggeri.

Ps, klassiker-indlægget, som jeg henviser til i videoen, kan findes lige her.

Et iturevet hjerte; The Fault in Our Stars

I mandags havde 21th Century Fox været så venlige at invitere mig i biografen for at se John Greens smukke ungdomsroman blive vakt til live en måned før filmens officielle premiere. Jeg begav mig afsted sammen Heidi, en håndtaske fyldt med lommetørklæder og et indre fyldt med summende forventning.

Jeg læste "The Fault in Our Stars" i min seng, imens det sneede. Jeg havde lånt bogen på biblioteket, og jeg afleverede den tilbage fyldt med små runde mærker efter mine tårer. John Greens ord rev mit hjerte itu med sine smukke ord, levende karakterer og barske sygdomsskildringer. "The Fault in Our Stars" er uden tvivl en meget hypet bog, men jeg kan så tydeligt forstå hvorfor. Med den nylige filmatisering er populariteten eksploderet, og jeg har både ventet længselsfuldt og anelse bekymret på resultatet.
Og nu er al min bekymring forsvundet som dug fra solen. For filmen gør bogen ære med dens næsten citerende dialog, troværdige komik og dens sønderrivende slutning. John Greens egen involvering i projektet løber som en rød tråd gennem filmen, og mange af hans ord er stadig intakte. Hans sætninger lyser i mundtlig form såvel som skriftlig.
Det sjove er, at jeg aldrig har kunne forene mig med castingen af filmens persongalleri. Shailene Woodley har aldrig været min Hazel Grace, og Ansel Elgort har langt mindre kunne forenes med mit indre billede af Augustus Waters. Så sent som fem minutter før filmens start hviskede jeg min tvivl til Heidi; for derefter at prikke til hende en halv time senere for at indrømme min fejl. For skuespillerne trådte så tydeligt i karakter; Shailene Woodley blev min Hazel, og Ansel Elgort blev min Augustus.
Shailene Woodley udviste tilpas megen sarkasme og ligegyldighed til at spille en perfekt Hazel; for usikkerheden, den nagende tvivl og de tilbagevendende spørgsmål var konstant synlige i hendes ansigtstræk. Ansel Elgort smilede sin vej ind i mit hjerte med prætentiøse kommentarer og fuldstændig uindpakket forelskelse. Ligeledes udmærker Nat Wolff sig som den vrede og håbefulde Isaac, Willem Dafoe som den maniske og udbrændte forfatter Peter Van Houten, imens ethvert medlem af støttegruppen for kræftramte unge tilføjer et drys af akavet, velmenende og sårbar medmenneskelighed.
I virkeligheden er filmen overraskende simpel. Der er ingen bemærkelsesværdige effekter, ingen glitrende kostumer og ingen store armbevægelser. Størstedelen af filmen udspiller sig i almindelige huse og på nyslåede græsplæner. Persongalleriet består hverken af superhelte eller ærkeskurke; men tværtimod af mennesker. Mennesker med fejl, mennesker der lever med frygt, og mennesker der sommetider ikke er i stand til at se ud over deres egen næsetip. Mennesker vi får lov til at betragte, imens de lever deres liv, forelsker sig og kæmper mod en forfærdelig sygdom. Mennesker man ikke kan undgå at sympatisere med, grine med og græde med; mennesker man ikke kan forhindre i at rive ens hjerte itu, inden de to timer er gået, og rulleteksterne toner frem. Med en hårfin balance af sarkasme og tragedie er The Fault in Our Stars en fortælling om kræftramte unge, der er så meget mere, end hvad deres diagnosis reducerer dem til. 

At se filmen føles næsten akkurat som at læse bogen. Det fungerede menneskerne omkring mig som levende beviser på. Jeg tror ikke, en eneste pakke af de udleverede Kleenex forblev uåbnede; filmens sidste halve time var en konstant tårestrøm for mit eget vedkommende med stille, sorte dråber, som dannede sære mønstre på mine kinder. Drengen ved siden af mig duppede sine øjne diskret, altimens Heidi flere gange udåndede snøft, der gjorde sig fortjent til et lille skulderklem. Et par rækker bag mig hørtes der hjerteskærende hulken, hyperventilation og ulykkelighed af utrøstelige dimensioner. Vi sad der; en hel biografsal fyldt med fremmede mennesker og græd i fællesskab over knuste hjerter, mirakeldrømme og benhård livsvilje. Akkurat som jeg forestiller mig, at John Greens intention var. 

Tema-tirsdag #48: Jane Austen filmatiseringer

Jane Austen filmatiseringer er pudsige, for de er genstand for en evig reproduktion. Igen og igen dukker en ny film-version op ud af det blå og tilslutter sig en i forvejen uendelig række af nyfortolkede kærlighedshistorier. Fra moderniserede YouTube-serier som The Lizzie Bennet Diaries og Emma Approved til en stribe af BBC mini-serier, skjulte genfortolkninger som Bridget Jones's Diary og Clueless, og kunstnerisk smukke spillefilm rangerer filmene fra det platte til det overdådige, og tilsyneladende er der altid en ny vinkel, der kan tages op.

Filmatiseringernes store force er uden tvivl visualiseringen af det univers, Austen skrev om. Synet af de hvide blondekjoler, de store balsale, de lange gåture i det engelske landsbylandskab og de intense dansescener, kommer så vidunderligt til live i film-verdenen; ofte en anelse romantiseret, men også uhjælpeligt inddragende. Det er ren eskapisme.

Filmene er i så høj grad en del af Austen-universet, at der findes et spørgsmål, der kan dele vandene mellem samtlige læsere og beundrere af de klassiske romaner. Den tilsyneladende altafgørende (og evige) diskussion af valget mellem den ultimative "Pride and Prejudice"-filmatisering; BBC's mini-serie fra 1995 eller Joe Wrights spillefilm fra 2005. Jeg bliver spurgt så ofte om min mening, at jeg nu har komponeret en lille liste over mine foretrukne Austen-filmatiseringer. En liste der (ved nærmere gennemgang) næsten synes uoverskuelig, men som kan garantere hjemlig underholdning og romantisk trøst til enhver regnvejrsdag.

Min yndlingsliste over Austen-filmatiseringer; 

Emma; Jeg har set mange "Emma"-filmatiseringer, men jeg har langt fra set dem alle. Jeg holder meget af filmatiseringen med Kate Beckinsale i hovedrollen, men alligevel er versionen med Gwyneth Paltrow min umiddelbare favorit. Paltrow formår at fange den naive ondskabsfuldhed i Emmas sind til perfektion.

Mansfield Park; "Mansfield Park" er tilsyneladende en svær bog at filmatisere uden at ændre og finjustere på heltindens stille sind. Fanny Price er en sjældent elsket Austen-heltinde, og derfor er hun altid mere frembrusende på skærm, end hun er på skrift.

Min foretrukne Fanny er at finde i filmatiseringen fra 2007, hvor Billie Piper bestemt gør hende mere stædig og handlekraftig, men samtidig bevarer hendes indelukkethed. 

Northanger Abbey; Min ultimative yndlingsfilmatisering af Jane Austens romaner er "Northanger Abbey" fra 2007. Jeg kan ikke sætte en finger på visualiseringen af familien Morlands idylliske familieliv, Baths skandalefyldte balsale og Northanger Abbeys dystre undertoner. Kjolerne bruser, lysekronerne glimter og J. J. Feilds øjne funkler med belærende humor, altimens Austens egen ironiske fortællerstemme er velbevaret. Bogens stemning er intakt, og jeg elsker hvert minut.

Persuasion; Da jeg så "Persuasion"-filmatiseringen fra 2007 for første gang, var det som om, nogen havde læst mine tanker og overført dem til film. Rubert Penry-Jones spiller ikke blot Captain Wentworth i en overbevisende forstand, han er ham, akkurat som jeg forestillede mig. Hver gang jeg læser bogen, ser jeg nu hans ansigtsmimik og undertrykte bitterhed for mit indre; og det passer på en prik. Sally Hawkins udlever ligeledes Anne Elliots akavede samfundsposition med en rørende ynde, og Anthony Heads arrogance som Sir Walter Elliot er intet mindre end prisværdig.

Desværre har 2007-filmatiseringen én grusom fejl i dens afgørende scene. Måske er jeg skadet af at have analyseret bogens brev-scene igen og igen, men jeg kan ikke acceptere filmens omskrivning i form af en forpustet Anne Elliot, der løber rundt i Baths gader. Det strider imod al Austens elegance, og derfor er filmatiseringen fra 1995 værd at nævne. Den har nemlig den korrekte slutning - men med de 'forkerte' skuespillere, mindre bemærkelsesværdig scenografi og en lidt forældet charme. 

Pride and Prejudice; Som nævnt ovenfor er det mest omdiskuterede spørgsmål altid, hvorvidt man foretrækker film-versionen fra 2005 eller mini-serien fra 1995. Personligt hælder jeg mest til mini-serien, da den er langt mere tro mod bogen og meget længere. Den er en slags deluxe udgave, hvor film-versionen ofte blot føles som en forkortet fornøjelse. Colin Firth er en brilliant hoven Mr. Darcy, Jennifer Ehle er den perfekte Elizabeth Bennet og David Bambers fortolkning af Mr. Collins er udødeligt komisk.

Ikke desto mindre udøver 2005-filmatiseringen dog også en vis tiltrækningskraft. Joe Wrights scenografi er en perlerække af henrivende billeder og forgyldte detaljer, og jeg har et evigt svagt punkt for Matthew Macfadyens mere følsomme Mr. Darcy og Rosamund Pikes engleblide Jane. 2005-filmatiseringen er på mange måder langt mere storslået end 1995-versionen; den taber bare hele episoder, centrale karakterer og undertonen af ironi i forbifarten. Det er mere en kærlighedsfilm (komplet med regnvejrs-scene) end en troværdig filmatisering.

Sense and Sensibility; Der findes i virkeligheden kun én mulighed, når det kommer til "Sense and Sensibility". I hvert fald for mit vedkommende. Emma Thompsons smukke version fra 1995 taber aldrig dens tempo eller ynde. Den bliver aldrig gammel. Ikke alene er filmen fyldt med britiske stjerner, den er også både rørende og vittig. Selvom filmatiseringen egentligt diverterer meget fra Austens originale roman, gør den det på en troværdig måde, og jeg kan sagtens tilgive den kreative frihed, der er benyttet undervejs. Det er en vidunderlig film.

Biografiske film om Jane Austen; Jeg har tidligere skrevet en lang klagesang om 'Becoming Jane'. Uanset hvor smuk James McAvoy er, og hvor romantisk filmen end er, har den næsten intet at gøre med Austens liv eller hendes forfatterskab. Jeg finder dens markedsføring som en biografisk film meget problematisk.

I stedet vil jeg anbefale 'Miss Austen Regrets', som er bygget op om Jane Austens senere år og fungerer som et slags tilbageblik på hendes liv. Den er ikke blot dybt rørende men også forholdsvist sandfærdig, da den i høj grad er baseret på Austens private brevudvekslinger.

Spin-offs; Min absolutte guilty-pleasure er mini-serien 'Lost in Austen', som leger med idéen om, hvad der ville ske, hvis en Austen-fan rejste ind i "Pride and Prejudice" og byttede plads med Elizabeth Bennet. Mini-serien er næsten grotesk, og involverer både en alkoholisk Mr. Bingley, en Teletubbies-elskende Mr. Darcy og en ufatteligt frastødende Mr. Collins, der piller bussemænd hele serien igennem. Det er fuldstændig plat og fuldstændig elskeligt.

Hvis "Austenland" af Shannon Hale var en fjollet bog, så er den nylige filmatisering rablende vanvittig. Et stort kaos af overdreven Austen-dedikation, et tvivlsomt ferie-resort med ufatteligt mange udstoppede dyr, uplacerbare tyske accenter og kærlighedsaffærer på kryds og tværs udgør den halvanden times spilletid. Der er på ingen måde tale om en god film, men tværtimod en film så latterlig, at man ikke kan undgå at smile lidt af den. Hyggeperfekt til en træt søndag, en grå mandag eller en sygdomsramt weekend.

Slutteligt bør jeg nævne 'The Jane Austen Book Club' fra 2007, som rent faktisk har en smule mere substans. Det er en hjertevarm film om en tilfældigt sammensat Austen-bogklub, der implementerer brudstykker af Austens romaner i deres hverdagsliv. Filmen (og bogen den er baseret på) er en yndig påmindelse om, hvor meget Austens romaner endnu har at sige om det liv, vi lever i dag.

Ser I Jane Austen-filmatiseringer? I så fald, hvilke er jeres favoritter? 

En film om boghandlere, kærlighed og ord;

“Confession: I have read Pride and Prejudice about 200 times. I get lost in the language; words like thither... mischance... I'm always in agony over whether Elizabeth and Mr. Darcy are really going to get together.”

Jeg husker det så tydeligt. Jeg var 12 år gammel, og jeg havde feber. Jeg var gnaven og træt, lå på sofaen i mine forældres stue, og zappede hvileløst rundt på tv'et uden at finde noget, der fangede min interesse. I stedet begyndte jeg at rode rundt i min mors VHS-samling, og satte en tilfældig film i. "You've Got Mail". Jeg så den, og jeg så den igen. I 14 dage i træk brugte jeg hver eftermiddag efter skolen på at se den. Det blev min yndlingsfilm, og det tror jeg stadig, det er.

Måske er det fordi, filmen forener så mange af mine yndlingselementer; onlinekommunikation, boghandlere, bøger og små dagligdags beretninger. Måske er det fordi, hele filmens internetperspektiv er så uskyldigt og sart, og Kathleen Kelly og Joe Fox lærer hinanden at kende uden så meget som et tilhørende fotografi af hinanden. Måske er det fordi, filmen handler om at tvinge sig selv til at være modigere, end man tror, man kan være. Eller måske er det på grund af Kathleen Kelly spillet så levende af Meg Ryan; en bogelskende, nostalgisk, stædig og evigt reflekterende kvindeskikkelse.

Selvom filmen udkom tilbage i 1998 og til dels er en inkarneret 90'er film, finder jeg så megen nutidig relevans i den. Kampen mellem bogkædegiganterne og de privatejede bogoaser er for længst udkæmpet, og skulle filmen indspilles i dag ville Kathleen Kelly være indehaveren af en kædebutik, mens Joe Fox ville komme tromlende med en Amazon-hjemmeside. Men problematikken og spændingspunktet forbliver det samme: personlig service overfor forretningsprægede rabatter.

Ligeledes er hele den online-tilværelse Kathleen Kelly og Joe Fox fører en slags utopi. De kommunikerer sammen i et anonymt rum, uden billeder eller basale informationer. De kan ikke google hinanden, og de udveksler end ikke navne. I stedet skriver de blot små hverdagsbrudstykker, refleksioner og tanker. Som Kathleen Kelly formulerer det: “The odd thing about this form of communication is that you're more likely to talk about nothing than something. But I just want to say that all this nothing has meant more to me than so many somethings.” Og netop den simple sætning opsummerer, for mig, hele grunden til at blogge og til at være online overhovedet. Det er hele baggrundstanken for min blog, udtrykt i rørende simplicitet - og nedskrevet i en tid, hvor blogging end ikke eksisterede.

På så mange måder strækker filmen sig over tid og rum, og sætter ord på ting, jeg ofte selv spekulerer over, den dag i dag. Særligt et citat har naglet sig fast i mit indre, og jeg reflekterer til stadighed over det; “Sometimes I wonder about my life. I lead a small life - well, valuable, but small - and sometimes I wonder, do I do it because I like it, or because I haven't been brave? So much of what I see reminds me of something I read in a book, when shouldn't it be the other way around?”

Jeg kunne skrive hele indlæg, uendelige word-dokumenter og starte adskillige diskussioner alene på baggrund af det ovenstående citat. For hvad Kathleen Kelly peger på, er et liv levet i bøger. Et liv så dybt involveret i maskintrykte bogstaver, at fiktionen pludselig bliver ens realverden, mens hverdagslivet kun bliver sekundært. Sommetider spekulerer jeg, ligesom Kathleen Kelly på, hvad det egentligt betyder at læse så mange bøger. Betyder det, man lever for at læse? Eller at man læser for at leve?

"You've Got Mail" er min yndlingsfilm. Det er også min mors yndlingsfilm, og vi kan aldrig se den nok. Vi ser den til jul, og vi ser den når vi er syge, triste, glade eller ikke ved, hvad vi ellers skal se. Vi griner, sukker og smiler altid over den. Dens humor bliver aldrig trættende, og dens romance bliver aldrig for kvalm.

Har I set "You've Got Mail"? Og holder I også meget af den?