"The Unknown Unknown" af Mark Forsyth

"The Unknown Unknown" af Mark Forsyth fra forlaget Icon Books. Udgivet i 2014. 5/5 stjerner.

Måske er det at strække sandheden lidt, når man kalder "The Unknown Unknown" for en bog. For det er egentligt mere et hæfte end en bog; 23 sider der bliver sammenholdt af helt almindelige papirsclips i ryggen. Mest af alt minder det om en lille folder eller en pamflet, som man kunne få stukket i hænderne til et foredrag eller finde i bunden af en indkøbspose. Men sommetider kommer de smukkeste overraskelser i de mindste indpakninger. Og "The Unknown Unknown" er alt, hvad jeg kunne ønske mig.

For i løbet af sit 23-siders lange essay, formår Mark Forsyth at opsummere, hvorfor bogbutikker er nødvendige. Og hvorfor de stadig er relevante i en verden fyldt med online butikker, e-bøger og lette indkøbsmuligheder. Og han fastsætter boghandlens relevans uden at bagatellisere den digitale verdens fordele. Han er hverken en rablende romantiker eller en håbløs idealist. Han er realist, og han rammer hovedet på sømmet.

“The book is still waiting for you, the perfect book, the one that will answer every question you didn't know to ask. It's on the shelf at the top, in the corner, just within reach of your grasping hand. The unknown unknown, waiting like an undiscovered continent, just at the back of the bookshop.” 

For hvorfor er bogbutikker nødvendige? Jeg er selv plusmedlem på Saxo.com og kan bestille alle de bøger, jeg drømmer om med et enkelt klik, forhøjet rabat og gratis fragt. Det er nemt, og de har altid, hvad jeg leder efter. Men de kan ikke give mig det, jeg ikke ved, jeg leder efter. 

Netbutikker er beregnet til målrettet shopping. De kan ikke overraske. De kan ikke lokke mig til at samle en bog op, blot fordi den ligger på et udstillingsbord og glimter. De kan ikke få mig til at læse en bagsidetekst, fordi jeg går og fordriver tid. De kan ikke præsentere mig for bøger, jeg ikke ved eksisterer. Men det kan bogbutikker. Og lige så frustrerende det kan være, at gå forgæves efter en bog der ikke er på lager – lige så vidunderligt er det, at komme hjem med en bog, man ikke anede eksisterede.

 “Lord, deliver us from what we already knew we wanted. Give us some new desires, the weirder the better.”

Jeg kommer aldrig til at erstatte onlineshopping med en gåtur i gågaden. Jeg er alt for målbevidst, for kræsen, for specifik i mine søgekriterier til at lade mig nøje med de fysiske butikkers begrænsede her-og-nu-udvalg. Men jeg kommer heller aldrig til at holde op med at slentre ind i boghandlere. For jeg elsker overraskelser. Jeg elsker at rode i bogkasser og finde bøger, jeg aldrig før havde hørt om. Jeg elsker at se på smukke bogforsider, som jeg aldrig har set før, og jeg elsker at samle en bog op, bare fordi den er der, og bare fordi jeg er nysgerrig. Jeg elsker bogbutikker, fordi de altid overrasker mig; uanset om det er med en smuk udgave af min yndlingsbog eller en obskur roman af en glemt forfatter. 

Og det er lige præcis, hvad "The Unknown Unknown" handler om. Mark Forsyth beskriver mine egne købevaner så præcist, og jeg er fuldstændig enig med ham; de bedste bogoverraskelser stammer ikke fra en hurtig Google-søgning. De bedste bogoverraskelser finder sted, når man træder ind i en boghandel.  

"Ex Libris" af Anne Fadiman

"Ex Libris" af Anne Fadiman, fra forlaget Farrar, Straus and Giroux, udgivet i 2000 (org. udgivet i 1998). 4/5 stjerner. 

Anne Fadiman voksede op i et hjem fyldt med bøger. Hendes far var en anerkendt litteraturkritiker, og hendes mor var forfatter og skribent i Time Magazine. Som barn legede Anne Fadiman i sine forældres bibliotek og stablede tårne og fæstninger ud af bøgerne, altimens hver aften sluttede med højtlæsning i et svagt oplyst børneværelse. Anne Fadiman voksede op med bøger, og hun lærte hurtigt at elske dem.
I essaysamlingen "Ex Libris" fortæller Anne Fadiman om et liv med bøger. Hun skriver om det at være en sesquipedelaian (en beundrer af lange ord), om ikke at kunne udholde synet af en grammatisk fejl og om at læse alt fra manualer til annoncer og ugeblade i mangel på en god bog. "Ex Libris" er både humoristisk, underholdende og hyggelig læsning.

“[T]here is a certain kind of child who awakens from a book as from an abyssal sleep, swimming heavily up through layers of consciousness toward a reality that seems less real than the dream-state that has been left behind. I was such a child.”

“I have never been able to resist a book about books” skriver Anne Fadiman i et af sine essays og opsummerer dermed ikke blot sin egen kærlighed til bøger – men også hele grunden til, at jeg befinder mig i sofaen med hendes bog i hånden. Jeg er, som så mange læsere og som Anne Fadiman selv, heller ikke i stand til at modstå en bog om bøger. Læserliv og læselykke har altid fascineret mig, og jeg læser gerne hundrede sider om en ukendt persons bogminder i min søgen efter genkendelse og "Jeg troede kun det var mig!"-øjeblikke. Der findes et særligt slægtskab mellem læseheste, bogsamlere og bibliofile, som ikke kan findes andetsteds.
Anne Fadimans essaysamling er heldigvis rig på genkendelig bogkærlighed, finurlige anekdoter og små læsersærheder, som jeg aldrig har hørt om før. Fortalt med en smittende humor, knivskarp intelligens og oprigtig entusiasme er "Ex Libris" næsten obligatorisk læsning for enhver bogorm. 
For Anne Fadiman deler så rigeligt ud af sig selv og sit læserliv. Bogen begynder med en fortælling om, hvad der sker, når to bogreoler skal giftes, og to personers bøger skal flyttes sammen (herhjemme er min bogreol fyldt mine egne bøger, imens Nicos beskedne stak endnu står på hans skrivebord), og bogen afsluttes med en smuk refleksion over forskellen på det, man forventer, når man træder ind i en boghandel og et antikvariat. Med essays om ufrivillig korrekturlæsning på alt fra skilte til menukort, tanker om børneopdragelse med tilhørende læsning, indrømmelser om ødelagte og overskrevne bøger og om at indse, at man hele livet har skrevet hilsner i bøger på den side, der er beregnet til forfatterens autograf, er bogen den perfekte hyggelæsning. 

“Books wrote our life story, and as they accumulated on our shelves (and on our windowsills, and underneath our sofa, and on top of our refrigerator), they became chapters in it themselves.”

Jeg fløj igennem "Ex Libris" og endte særligt med at holde af et essay om højtlæsning og et om kuglepenne. Afsnittet om højtlæsning mindede mig om højtlæsningens største værdi i vores travle verden; at man hverken kan skimme eller skippe, at alle ord bliver tillagt en ligelig værdi, og at hver eneste sætning er værd at færdiglæse. Det er en lektion, jeg burde bide mere mærke i, end jeg gør – for jeg er netop for utålmodig til højtlæsning af længere passager.
Afsnittet om kuglepenne mindede mig derimod om skriveprocessen selv; den nostalgiske magi man forbinder med Sir Walter Scotts fjerpen og Hemingways skrivemaskine stillet overfor det kedelige antiklimaks, en computers blanke Word-side bidrager med. Jeg tror, vi alle har en tendens til romantisere kuglepennen og skyde skylden for manglende inspiration på computeren – selvom det selvfølgelig bare er mytemageri. Det mindede Anne Fadiman mig i hvert fald om. 
I virkeligheden kunne jeg blive ved med at fremhæve geniale pointer, fine tankestreger og skæve betragtninger fra de mange essays i "Ex Libris". Men i stedet for at genfortælle, vil jeg hellere opfordre; læs denne bog hvis du vil læse om en læser, der gør enhver af de utænkelige ting, som du troede kun var forbeholdt dig selv. Læs denne bog hvis du er så forelsket i ord, at du har brug for at få sat ord på ordene selv. Læs denne bog hvis du, ligesom Anne Fadiman og jeg, elsker bøger om bøger – med eller uden genkendelsesgaranti. 

"Days of Reading" af Marcel Proust

"Days of Reading" (org. titel "Sur la lecture") af Marcel Proust, fra forlaget Cicero, udgivet i 2009 (org. udgivet i 1905). Læst på engelsk - originalsproget er fransk. 3/5 stjerner. 

"Days of Reading" er en samling af fem essays, hvori Proust udforsker læsningens natur. I kraftfulde ord genkalder han sig den fredfyldte barndomslæsning og reflekterer over, hvad læsning betød for ham dengang i forhold til i hans voksenliv.  Andre af de inkluderede essays har mere karakter af litteraturkritik, hvor Proust hylder og diskuterer den engelske forfatter John Ruskin. 

“There are no days of my childhood which I lived so fully perhaps as those I thought I had left behind without living them, those I spent with a favourite book.”

I en flydende tankestrøm tager Proust med sit titelessay, "Days of Reading", læseren tilbage til en svunden tid. En barndomstid, hvor man var ung og let at gøre indtryk på; hvor man havde frie og lange dage, som man fyldte med bøger. I løbet af en enkelt sætning transporterer Proust sin læser til en verden, der udelukkende består af læsningens tidligste begejstring. Han mindede mig om, hvordan hele dage sommetider forsvandt, og hvordan et råb om aftensmad og påmindelser om pligter var den værste lyd i verden, for den hev en ud af en fiktiv verden og ind i den virkelige. Med sine stemningsdannende ord minder Proust mig om, hvordan det var at være et læsende barn.

Jeg har endnu ikke læst meget af Proust. Vores bekendtskab er sparsom, og det samme er min viden om den legendariske forfatter, der mest af alt er kendt for at have skrevet verdens længste bog. For halvandet år siden læste jeg det første bind af "På sporet af den tabte tid", og jeg læste den famøse scene om den famøse madeleinekage, der starter en lang erindringsrejse for både læser og fortæller. Og jeg lærte hurtigt, at Proust var ligeså svær, som han var berømt; hans sætninger kringler sig i det uendelige, punktummerne er sparsomme, og springer man et eneste ord over, vil man ofte risikere at miste en hel mening. Proust udtrykker sig i sanselige billeder og at læse dem er at opleve dem. Her er "Days of Reading" ingen undtagelse. Bogen er livlig, levende og øjeblikkeligt mindefremkaldende. Men den er også svær.

“Who cannot recall, as I can, the reading they did in the holidays, which one would conceal successively in all those hours of the day peaceful and inviolable enough to be able to afford it refuge.”

For Proust skriver meget. Og han skriver især meget om en forfatter, som jeg aldrig selv har læst – den engelske John Ruskin. John Ruskin er en kendt indflydelse på Prousts forfatterskab, og i essaysamlingens indledende essay erklærer Proust sin kærlighed til Ruskins prosa. Litteraturkritik, idolisering og uenighed blandes sammen i en stor masse, som jeg havde svært ved at finde hoved og hale i. Det første essay er muligvis det sværeste, for det giver ikke megen mening, medmindre man har en solid baggrundsviden om den engelske forfatter.

Essaysamlingens næste to essays, heriblandt titelessayet, behandler læsningens funktion og følelse. Proust drømmer sig ind i et deja-vu, og genkalder sig læsningens tidligste og simpleste fornøjelse. Men også her kompliceres tingene hurtigt yderligere, for Proust mener ikke, at man blive ved med at læse, som man gjorde i barndommen; for fornøjelsen og for indlevelsens skyld. Tværtimod argumenterer Proust for, at man bør læse for at tænke og for at skrive egne ord. Argumentet bliver fremsat i lokkende ynde, og jeg var lige ved at forledes til at give Proust ret – selvom jeg slet ikke er enig.

Afslutningvis indeholder essaysamlingen endnu et litteraturkritisk essay, som forekom mig forkortet og ligegyldigt samt en lille refleksion over Proust skitsering af "På sporet af den tabte tid", hvor Proust afslører en tidlig vision om sit store værk. Jeg fandt det fascinerende atter at læse om smagen af den madeleinekage, der ændrede alt.

"Days of Reading" er en blandet essaysamling om litteraturkritik og læsning skrevet på, hvad jeg mistænker som værende, en klassisk Proust-facon. Umuligt lange sætninger snor sig ind i hinanden, og et kraftigt tilbageblik fører læseren tilbage til en simplere tid, hvor læsning var en ny oplevelse, hver gang øjnene ramte papiret. Titelessayet står som det ubesejret stærkeste i denne samling, imens de andre essays blegner en smule i deres indforståede referencevirvar. 

"Stop What You're Doing and Read This!" af Carmen Callil m. fl.

"Stop What You're Doing and Read This!" af Carmen Calil m.fl., fra forlaget Vintage, udgivet i 2011. 3/5 stjerner.

I en tidsalder hvor telefonen konstant lyser op med beskeder om Instagram-opdateringer, Facebook-likes og fjernsynet evige summen kan høres i baggrunden af enhver samtale, er det sommetider en god ting at stoppe op, trykke på off-knappen og forsvinde ind i en bog. Tiden er blevet mere og mere kostbar, spildtiden er blevet mere og mere synlig, og det er nødvendigt at gøre bøgerne til en prioritet. Til at huske at tage sig tiden til fordybelse og til læsning. Det er i hvert fald udgangspunktet for denne essaysamling, der allerede i sin titel opfordrer til handling og forandring.

“Local libraries are gateways – not only to other people, but to other lives.” – Zadie Smith

Påvirker den kostant voksende, revolutionerende og hverdagslige brug af teknologi vores læsning? Spørgsmålet giver næsten sig selv; selvfølgelig gør den det. Teknologi påvirker alle aspekter af vores liv og dermed også læsningen af en bog. Ofte ligger min mobil side om side med min bog på bordet; parat til at opdatere læse-status på Goodreads eller instagramme et lille læseøjeblik. Ofte sørger jeg også bevidst for, at den ikke ligger der; at den befinder sig i et andet rum, for at jeg kan få ro. For teknologi distraherer og forstyrrer, den larmer og den fylder.
Men er teknologi djævelen? En pestilens der udelukkende ødelægger dannelsen, læsningen og fordybelsen? Bliver bøgerne udkonkurreret af en tændt iPhone, en ny film på Netflix eller opdateret Twitter-konto? Disse spørgsmål synes jeg er mindst ligeså indlysende som foregående. Selvfølgelig er der ikke en konkurrence eller et kapløb. Læsere læser stadig – selvom de læser på andre måder.
Da jeg læste "Stop What You're Doing and Read This!" blev jeg først og fremmest irriteret. For mellem disse smukke, tankevækkende og velskrevne hyldester til læsningen skjulte der sig en mørk dommedagsstemning; en slags håndgribelig desperation. Flere af forfatterne fik det til at lyde som om, bogen gik sin ventende død i møde grundet teknologien. Men gør den virkelig det? 
Jane David fortæller i sit essay "The Reading Revolution" om en national organisation, der sørger for, at socialt udsatte mennesker kan få lov til at læse. Der er tale om en slags læse-terapi, hvor der højtlæses i fællesskab, og hvor bøgerne deles og diskuteres og dermed tillægges ny mening på fællesmøder. I mine øjne er det akkurat det samme, der kan ske på Twitter, på Facebook og på internettet generelt; læsningen kan deles. Tingene er slet ikke så sort/hvide, som man skulle tro.
Forlæggeren Carmen Callil bruger sit essay "True Daemons" til at forklare den særlige magi, der kan opstå mellem en læser og en bog. Hun forklarer, hvordan bøger kan afspejle og vise en sjæl. Og samtidig slutter hun sit essay af med at affærdige e-bøger og e-bogslæsere. Selvom jeg selv ikke er udpræget e-bogslæser, må jeg stille mig uforstående overfor hendes holdning og ord; for er udviklingen af e-bøger netop ikke en forsikring om, at læsningen godt kan overleve og videreleveres i en digitaliseret verden? Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvordan "Stop What You're Doing and Read This!" skal være en essaysamling om læsningens plads i vores digitaliserede verden, hvis der ikke er plads til nye måder at læse på?

“The book was sent to me and because books and doors both need to be opened, I opened it. A book is a door; on the other side is somewhere else.” – Jeanette Winterson

Der hviler på den måde en mærkelig selvmodsigelse i sammenhængen mellem essaysamlingens tema og de forskellige skribenter. I bogens sidste essay skriver Dr Maryanne Wolf og Dr Mirit Barzillai, at læsningen står overfor et paradigmeskift. De indrømmer, at de ikke ved, hvordan teknologien vil influere den næste generation af læsere – men de har tiltro til, at læsningen vil udvikle sig og tilpasse sig til deres behov. Og dét er jeg fuldstændig enig i.

På trods af klodsede formuleringer og dommedagslignende udsagn er "Stop What You're Doing and Read This!" sammenholdt af en rørende læsekærlighed; en kærlighedserklæring til ordene og det de kan, til bøgerne og til følelsen af at træde ind i en anden verden. Zadie Smiths essay "Library Life" er blandt samlingens bedste (også selvom jeg tidligere er stødt på det i "The Library Book"), for Smith skriver så simpelt og så sandt om det at vokse op på et bibliotek og leve et liv blandt bøgerne på hylden. Hendes ord blev næsten et spejlbillede.

Jeanette Winterson benytter sine sider på at fortælle om, hvordan en bog kan blive ens egen, og hvordan et møde mellem en læser og en bog skaber et rum helt for sig selv. Winterson maler et tydeligt billede af den dobbelthed, der hviler i på den ene side at læse en bog om bjergbestigning og på den anden side ligge i sin sofa, mens man gør det. Man er både inde i bogen og udenfor den. Man er på toppen af et bjerg og på sofaen under et dovnetæppe. Bøger skaber deres egne virkeligheder – og de tager læseren med.

Jeg vil ikke kalde "Stop What You're Doing and Read This!" en dårlig essaysamling. Den er fyldt med vigtige forfattere, der både benytter sig af videnskabelige læserteorier og personlige minder til at forklare bogens plads i deres, og vores, liv. Det er en bog, der er fyldt med kærlighed – men desværre også med bekymring. Og alt for ofte omdannes bekymringen til et angreb på teknologien end et forsvar af læsningen. Er det virkelig nødvendigt at fremhæve bogens kvaliteter frem for filmens, at diskutere Facebook-forstyrrelserne i stedet for at fokusere på læsefordybelsen og at sukke over e-bøgerne i stedet for at glæde sig over læsningen?

"Why I Write" af George Orwell

"Why I Write" af George Orwell, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2005 (org. udgivet i 1946). 3/5 stjerner.

Denne udgave af "Why I Write" indeholder fire af Orwells essays, hvor han reflekterer over sin personlige skrivekunst, sin higen efter at sammensætte ord og sine politiske interesserer. Essaysne kombinerer ofte det personlige med det almene; de fremstiller skrivekunsten både som en personlig selvrealisering og som en vigtig mulighed for at kommentere på den politiske samtid.

“I had the lonely child’s habit of making up stories and holding conversations with imaginary persons, and I think from the very start my literary ambitions were mixed up with the feeling of being isolated and undervalued. I knew that I had a facility with words and a power of facing unpleasant facts, and I felt that this created a sort of private world in which I could get my own back for my failure in everyday life.” 

På sin vis synes jeg, at titlen til denne kompakte essaysamling er en smule misvisende. For selvom bogens essay rent faktisk hedder "Why I Write" og tilbyder en slags mini-biografi over Orwells tidlige skriftlige ambitioner og hans rejse til bogudgivelse, så udgør det blot 10 minimale sider ud af bogens 120. De resterende 110 sider, og dermed størstedelen af bogen, fungerer mere som en rasende kritik af politisk sprog og politik generelt. Og selvom det naturligvis var fascinerende at læse om Orwells politiske holdninger, var det alligevel ikke helt det, bogen havde lovet. Det var ikke helt det, jeg egentligt havde forventet.
Til gengæld er udgavens titelessay, "Why I Write", helt fænomenalt. Orwell skriver med en næsten håndgribelig sikkerhed om, hvordan han altid har følt sig som en forfatter, hvordan han som 5-årig ganske enkelt vidste, at han ville vokse op og leve af at skrive. Han fortæller, at han som 17-årig forsøgte at glemme denne næsten indgroede idé og prøve lykken andetsteds; selvom han inderst inde udmærket var klar over, at det stred imod hans egentlige natur. Gennem hele essayet flyder denne fascinerende overbevisning og skæbnesikkerhed; Orwell vidste, at han ville skrive. Han vidste, at han ville blive forfatter. For det var det, han følte, han var blevet skabt til.
Men Orwell forsøger ikke at mytologisere eller mystificere skrivekunsten. Han tillægger ikke sit forfatterskab en glorværdig grobund, men opstiller i stedet fire universelle grunde til at folk (inklusiv ham selv) ønsker at skrive. Og den første af disse opstillede grunde er egoisme; ønsket om at se sit navn på print og sine ord på papir. Hvor kynisk det end lyder, så kan jeg ikke lade være med at beundre Orwell for en så glasklar fremstilling af en karriere, som han har drømt om hele sit liv. Og netop det glasklare spiller en stor rolle hos Orwell selv.

“When I sit down to write a book, I do not say to myself, 'I am going to produce a work of art.' I write it because there is some lie that I want to expose, some fact to which I want to draw attention, and my initial concern is to get a hearing.”

For Orwell skriver nemlig senere, at "good prose is like a window pane", og afslører en intens afsky for metaforer for metaforens skyld; fyldord og deskriptive tendenser uden formål. I følge ham er det, når målet med en tekst bliver skjult, at teksten bliver svag. Yderligere sammenkæder han konsekvent skrivekunsten med politik; der vil ifølge ham altid være et politisk grundlag for at skrive, og mangler det, mangler teksten sit formål.
Personligt finder jeg det enormt spændende, at læse om en så stor forfatters tilgang til skrivekunsten. Især fordi et af de mest dragende elementer i Orwells forfatterskab netop er simpliciteten, glasklarheden og politikken. Jeg bliver altid ramt, når en forfatter kan formå at udtrykke så meget med så få ord, som både Orwell og Hemingway mestrer så fint.
I det senere essay "Politics and the English Language" angriber Orwell atter et sprogbrug, der ikke er glasklart. Han skriver, at han opfatter al det politiske sprogs "udenomsnak" som et forsøg på at skjule intentionen frem for at afsløre den; sprog er, for Orwell, det ultimative våben, og essayet er et hidsigt opgør med de politikere, der bruger sproget til manipulation. Igen vender Orwell tilbage til glasklarheden; til ønsket om åbne kort, klare budskaber og et synligt formål. Han dissekerer politiske vendinger ord for ord med en logisk arbejdsmetode, og der er en næsten smittende harme i hans eksempler på forledende sprogbrug.
Under min læsning blev jeg meget draget af Orwells syn på sprog, ord og politik. Jeg var beæret over at få et indblik i en så stor forfatters skriveskæbne og lytte til hans teorier om hans eget værk. Hos Orwell er politik bare så tæt sammenkædet med skrivekunst, at det er svært at skille dem fra hinanden, og sommetider forvildede jeg mig ud i forklaringer så politisk specifikke, at jeg måtte rynke min pande og bide mine tænder sammen. Særligt samlingens andet essay, "The Lion and the Unicorn", hvor Orwell argumenterer for behovet for en engelsk socialist-revolution, prøvede for alvor min tålmodighed og efterlod mig både træt og forvirret. Selvom linjerne til "1984" var tydelige, synes jeg alligevel ikke helt, at det passede ind i en essaysamling ved navn "Why I Write" – hvilket måske blot er mine egne forventningers skyld. For mit vedkommende var "Why I Write" netop stærkest, når det vedrørte Orwell selv, hans grunde til at skrive og tankerne bag. Det var trods alt det, jeg havde forventet at læse om.

"Rereadings" af Anne Fadiman

"Rereadings" af Anne Fadiman, fra forlaget Farrar, Straus and Giroux, udgivet i 2006 (org. udgivet i 2005). 3/5 stjerner.

Da Anne Fadiman blev bogredaktør for det amerikanske tidsskrift The American Scholar og skulle udfylde spalterne med litterære indslag, fik hun en idé. I en verden hvor alting altid er så fokuseret på det nye; de nye udgivelser, de nye bestsellere og den næste forfattergeneration, ville hun i stedet fokusere på noget gammelt. Og således begyndte hver udgave af The American Scholars bogsektion med et essay af en amerikansk forfatter eller litteraturkritiker, som skrev om en bog, de lige havde genlæst. I stedet for at opsøge noget nyt, vendte Anne Fadiman tilbage til noget glemt; genlæsningens glæde.
"Rereadings" består netop af 17 udvalgte essays, som tidligere er blevet trykt i The American Scholar. Med en understrøm af nostalgi reflekterer Patricia Hampl over sin kærlighed til Katherine Mansfields noveller, Barbara Sjoholm vender tilbage til H. C. Andersens eventyr om snedronningen, altimens David Samuels fortæller om sit første møde med J. D. Salingers "Franny and Zooey". 

“...the reader who plucks a book from her shelf only once is as deprived as the listener who, after attending a single performance of a Beethoven symphony, never hears it again.” – Anne Fadiman

For mit vedkommende er genlæsningen af en yndlingsbog en form for kærlighedserklæring. Det at vende tilbage til en bog, man allerede er bekendt med, selvom der er så mange uudforskede bøger i verden, er en smuk omprioritering af læsetid og af læsekærlighed. Og når man åbner en bog for anden gang, opdager man ofte, at læseoplevelsen er en helt anden, end den var første gang; for bogen spejler sig i dens læser, og dens ord ændrer mening, alt efter hvilken vinkel de læses fra.
Jeg elsker at genlæse bøger. Jeg elsker at vende tilbage til noget højtelsket, noget velkendt og noget forandret. Jeg elsker at forelske mig i nye detaljer, nye sproglige finesser og små øjeblikke jeg hidtil aldrig har overset. Og jeg elsker at læse om genlæsning; om de bøger, som andre læsere elsker så højt, at de aldrig, aldrig, aldrig bliver færdig med dem. Det var derfor, at jeg læste "Rereadings" – og det var også derfor, at jeg skiftevis både nød de korte essays og efterlod dem ulæste. For det var ikke forfatternes syn på en specifik bog, jeg ville læse om; det var snarere læsekærligheden selv, jeg var interesseret i.
På mange måder bærer de 17 udvalgte essays i "Rereadings" tydeligt præg af at være blevet trykt i et litterært tidsskrift. De fleste essays tenderer i højere grad mod litterær kritik end mod personlige holdninger, og de er ofte langt mere videnskabelige, end de er personlige. Det betyder også, at forfatterne er meget tekstnære og deres diskussioner af karakterpræferencer og tekstforståelse er svære at forholde sig til, når bogen de skriver om er ukendt for læseren. Det er afgjort ikke et tilfælde, at seks ud af syv af mine yndlingskapitler i Fadimans essaysamling omhandler en bog, jeg selv har læst (og elsket). For det er dét, teksterne lægger op til; det er dét, man som læser kan forholde sig til.

“I think unfolding is what rereading is about. Like pleated fabric, the text reveals different parts of its pattern at different times. And yet every time the text unfolds, in the library, or in bed, or upon the grass, the reader adds new wrinkles. Memory and experience press themselves into each reading so that each encounter informs the next.” – Allegra Goodman

Nogle essays sprang jeg over på grund af deres indforståethed, mens andre dragede mig ind med deres gennemtrængende entusiasme og personlige vinkel. Diane Kappel Smith formidler i sit essay en levende kærlighed til en fagbog om vilde blomster i naturen, som hun læste som barn. Med blomsterguiden under armen drog hun ud på eventyr i skoven, samlede og pressede sarte blomster mellem bogens sider, og lærte komplicerede latinske betegnelser for de mest gængse blomsterarter. Smiths essay formåede at vække enhver forståelse for hendes yndlingsbog, som jeg kun kunne nikke genkende til. Ikke fordi fagbøger om blomster interesserer mig; men fordi hun med sine minder, lukkede mig ind i en verden af barnlig fornøjelse, som vi alle har kendt engang. Jeg ville ønske, at alle de 17 essays havde været som hendes.
Blandt mine andre favoritter var Anne Fadimans forord, som er en velformuleret fortælling om den ambivalens, man så nemt kan føle, når man vender tilbage til Narnia-universet som voksen. Ligeledes bankede mit hjerte hurtigt, da jeg læste Patricia Hampls rosende ord om den ofte så oversete Katherine Mansfield, og også da jeg fandt danske citater fra H. C. Andersens forunderlige eventyr i Barbara Sjoholms essay om "Snedronningen". Evelyn Toyntons kærlighed til "Brideshead Revisited" stemte fuldstændig overens med min egen beundring af selvsamme bog, altimens Allegra Goodmans essay om Jane Austens "Pride and Prejudice" viste sig at være den skinnende juvel i essaysamlingen; i ligeså høj grad et essay om Goodmans kærlighed til Austen som til genlæsningen selv. 
Jeg forsvandt således med glæde ind i syv essays, ligesom jeg sprang fire essays over med en høj grad af ligegyldighed, og knap nok kan huske de resterende seks essays i samlingen. Procentdelen af min begejstring er således ikke imponerende, men det tror jeg heller ikke nødvendigvis, at den bør være. For med så varierende essays om så vidt forskellige bøger, kan det umuligt være meningen, at én læser skal kunne elske dem alle. I stedet er "Rereadings" en essaysamling, man kan dyppe ud og ind af, lægge fra sig og samle op igen, og læse i brudstykker alt efter interesse og nysgerrighed. 

"Judging a Book by Its Lover" af Lauren Leto

"Judging a Book by Its Lover" af Lauren Leto, fra forlaget Harper Perennial, udgivet i 2012. 4/5 stjerner. 

Med en ligelig blanding af personlige essays om læseoplevelser og barndomserindringer samt listeskrivelser med latterliggørelse af forfattere og deres læsere, skriver Lauren Leto sin vej igennem bøgernes verden.
Denne lille grønne bog indeholder både lovprisninger af boghandlere, bogreoler, børnelitteratur, spirende forfattere og læsningen selv; men den indeholder også skarpe karikaturer og lange lister om prætentiøse forfattere samt tips til at tale nedladende om bøger, man end ikke har læst.
Dette er først og fremmest en bog der bør læses af læsere - af den særligt dedikerede slags.

“Life happens alongside the act of reading — a story is forever mixed with where we were and what we were doing while we were reading that book.” 

Jeg læste denne bog i løbet af en enkel aften - jeg fortærede den, og den forsvandt. Og på den ene aften læsningen varede, formåede jeg både at blive rørt, begejstret, irriteret, fornærmet og mest af alt: underholdt. Jeg blev kastet ud i et hav af højlydte lattereksplosioner og en regnbuenuance af modstridende følelser. 
Allerede fra bogens første kapitel nikkede jeg i samtykkende genkendelse: Letos historie om en barndom udlevet i bøger og bekymrede forældre, der forsigtigt foreslår at "prøve lidt udendørs leg" afspejler min til perfektion. Og det er netop dét udgangspunkt, denne lille essaysamling er bygget op omkring; kærligheden til bøger og til læsningens magiske dimensioner.  Uanset hvor mange forfattere og læsergrupper Leto spidder med sin skarpe pen, kan man hele tiden fornemme en understrøm af varme og læseglæde. Nostalgiske minder om færden i bedsteforældrenes hus proppet med bogstabler, og skøre scenarier om jagten på en engelsk udgave af den syvende Harry Potter bog i Japan gør Leto til en genkendelig artsfælle og en elskelig fortællerstemme. 
De mange korte essays kommer vidt omkring og opfordrer også til dybe refleksioner over nutidige problemstillinger i bogbranchen. Med paralleller til filmen "You've Got Mail" understreger Leto også værdien i at købe bøger lokalt, og med en sukkende opgivenhed diskuteres e-bogens fordele og ulemper med en sluttelig konklusion af, at fornøjelsen ved at iagttage en fremmeds læseoplevelse langsomt er ved svinde ind. 
En stor del af bogen består også af listeskrivning og en hidtil ukendt form for litterær humor. "The Rules of Fight Club" omskrives til "The Rules of Book Club", og sammenligninger med læsere og katte oplistes til en begrundelse for at ændre udtrykket "bookworm" til bookcat" (hvilket iøvrigt giver fin mening i min optik). 

“People often talk of the smell of bookstores, a concentrated fragrance of paper and bindings. But there's more to it than a certain smell; there's a humming excitiment in the air that, if you think about it, seems out of place for a room filled with objects that cannot twirl, bleat, or shine. Bookstores contain the residue of thousands of people who went in there to find an experience, a narrative that guided them to a new place or reinforced what they were doing. Whether you find yourself in Meg Ryan's or Tom Hanks's store, there's always a quiet corner and a new story to find.” 

Dette er dog ikke en bog for alle. Faktisk langt fra. En vis grad af læsekærlighed er påkrævet for at nyde den; og også en stor portion af selvironi. Leto blander sine fordomme overfor forfattere og deres dedikerede læsere med et gran af sandhed, og både fans af Stephenie Meyer, Jonathan Saffran Foer og Jane Austen står direkte i hendes skudlinje. Hendes pudsige observationer af store forfatterskaber er skrevet i vittige vendinger, og når de blandes ind mellem kapitlerne om hendes personlige læseoplevelser, dannes der en varm undertone - selv gennem den mest generaliserende antagelse.

Der var dog også essays i samlingen, som jeg sprang lettere henover og blot hastigt lod mine øjne skimme igennem. Nogle af listerne over hvordan man kan lade som om, man har læst en bog blev en anelse for gentagende i længden og grænsede til tider til det prætentiøse.

"Judging a Book by Its Lover" er en bog om bøger, og i den finder man en højtflyvende læselykke i et kolossalt besættende omfang. På de blanke sider mellem kapitlerne, i det spinkle mellemrum mellem linjerne, og i limen der holder bogryggen sammen, finder man den smukkeste historie af dem alle; en historie om hvordan bøger kan forme liv, influere personligheder, knytte bånd og indtage hjerter. Uanset om Lauren Leto skriver henrykt ros eller provokerende fraser, skriver hun med passion. Den helt særlige passion som kun en læser har følt, når det sidste sideblad vendes. Den simple læseglæde. 

Som bonusinfo kan jeg tilføje, det er muligt at læse nogle af bogens kapitler online. Klik din vej igennem essayet "The Literati - or, Why Ernest Hemingway Once Told John Updike Literary New York Is a Bottle Full of Tapeworms Trying to Feed on Each Other" lige her. 

Du kan også læse uddrag fra kapitlet "Stereotyping People by Their Favorite Author" lige her, og et andet uddrag af kapitlet "How to Fake It" lige her. 

Hvis I læser igennem kapitlerne så fortæl mig endelig, om I deler min begejstring. 

"The Library Book" af Alan Bennett m.fl.

"The Library Book" er en hyldest til de offentlige biblioteker, en påmindelse om hvor altafgørende en indflydelse et lånerkort kan have, og en historie om hvordan et enkelt biblioteketsbesøg kan forme et liv. Med en overbevisende variation af forfattere, temaer og genrer forener denne bog de vigtigste aspekter af bibliotekets eksistens.

"The Library Book" er en samling af dybt personlige oplevelser, drømme, tankerækker og politiske standpunkter, som altsammen tager udgangspunkt i den magi, der er indkapslet i de alfabetisk opstillede biblioteksbøger. 

"People can be changed by books, and that's scary. When I was working in the school library, I'd sometimes put a book in a kid's hands and I'd feel excited for them, because I knew that it might be the book that changed their life. And once in a while, you'd see that happen, you'd see a kind of light come on behind their eyes. Even if it's something like 0.4 percent of the population that ever happens to, it's got to be worth it, hasn't it?" - Peter Collins. 

Sommetider er det muligt at træde tomhændet ind i et bibliotek, og finde stumper og brudstykker af sig selv blandt de uendelige murer af reoler. Jeg fandt en lille del af mig selv, da jeg lånte "Pigebørn" for første gang. Ligeledes opdagede jeg en essentiel hjertestump, da jeg stod med "Emily på Månegården" i mine arme. Da min mor en dag kom hjem med "Harry Potter og de vises sten" ændrede mit liv sig for altid. Og kun på grund af et simpelt lånerkort.

Det er således ikke kun bøger, man låner hjem fra biblioteket; det er små puslespilsbrikker af sjælelige fragmenter, der er i stand til at ændre og omvende liv for altid. 

Og det er akkurat denne filosofi denne bog forsvarer og understreger. Anita Anand skriver om, hvordan bibliotekets bøger skabte rammen om hendes identitetsdannelse, Val McDermid erindrer, hvordan biblioteket blev hendes andet hjem, og Alan Bennett fortæller om sin grådige ubeslutsomhed overfor de bugnende bogreoler; en følelse af afmagt og kontrol, der matcher enhver bogelsker til perfektion. 

"Great writers, I discovered, were not to be bowed down before and worshipped, but embraced and befriended. Their names resounded through history not because they had massive brows and thought deep incomprehensible thoughts, but because they opened windows in the mind, they put their arms round you and showed you things you always knew but never dared to believe. Even if their names were terrifyingly foreign and intellectual sounding, Dostoevsky, Baudelaire or Cavafy, they turned out to be charming and wonderful and quite unalarming after all" - Stephen Fry.

Stephen Fry formåede at flå mit hjerte i tusinde stykker med blot seks sider. Hans tilsyneladende simple essay ved navn "Have You Ever Heard of Oscar Wilde?" skærer direkte ind til benet af enhver ensom læser, der nogensinde har fundet et refugium i en fiktionel verden beboet af karakterer, der udviklede sig til nære venner. 

Fry forklarer, hvordan et lykkeligt tilfælde ledte ham til biblioteket, hvor han med en ivrig råben bad om en bog af Oscar Wilde, der ikke alene blev til en litterær besættelse, men også til en fortrøstningsfuld åbenbaring om, han ikke var et isoleret tilfælde. En støvet biblioteksbog slog rødder i hans indre, og ledte ham fra fortvivlelse til forhåbning. 

Endvidere beretter han om et velkendt læsemønster; hvordan en bog langsomt tager den næste, og hvordan henvisninger i en bog om Oscar Wilde, leder videre til Auden efterfulgt af Genet og Norman Douglas, som ledetråde i et glitrende spindelvæv af litterære skattejagte. 

"Libraries aren't supermarkets; they're places of cultural importance, where magic happens and where dreams begin. Or at least they should be" - Ann Cleeves.

Formålet med "The Library Book" er naturligvis at påvise bibliotekets uundværlighed i nutidens samfund. Nogle af forfatterne hylder således biblioteket, andre reflekterer over det, nogle digter fantasifulde fortællinger derom, og en mindre gruppe af forfatterne forsvarer det aggressivt og glødende.

Sidstnævnte skriverier blev til tider en anelse for politiske og desperate; så påtrængende og insisterende på sin pointe, at pointen helt forsvandt i en overflod af håbløst belærende argumenter.

De mere blide, indadvendte og reflekterende essays om bibliotekernes personlige indvirkning på forfatteren tiltalte mig langt mere, og udformede budskabet med en overlegen elegance. For spørgsmålet om bibliotekets betydning er i virkeligheden slet ikke et spørgsmål om politik eller samfundsmæssig oplysning; det er et spørgsmål om mennesker.