"Radiance" af Catherynne M. Valente

"Radiance" af Catherynne M. Valente fra Tor Books. Udgivet i 2015. 3/5 stjerner.

Catherynne M. Valente er en af mine yndlingsforfattere, men hun er også en mystisk forfatter. Jeg læser hende ikke nødvendigvis for hendes historier og plots, men snarere hendes skrivestil som altid er så fantastisk og fremmedartet. Hendes bøger, er bøger man fordyber sig i. Man skal tage sig tid til at smage på snørklede sætninger, læse et par ordspil højt for at værdsætte deres lyriske kvalitet, og så skal man lære at leve med, at stemningen er vigtigere end forståelsen. For jeg må indrømme, at jeg ikke altid forstår, hvad hun vil sige. Jeg værdsætter bare, hvordan hun gør det.

"Radiance" er en klassisk Valente-bog. Det er en mærkværdig kombination af science-fiction, mysterie, steampunk, kærlighed og dokumentation af stumfilm. Bogen kredser primært om en forsvundet datter af en stor filmmager, som har viet sit liv til at dokumentere livet på de omkringliggende planeter. Bogen fører os dermed fra jorden til dekadente værtshuse på Mars og forskellige kultmøder på Neptun. Og på Månen danser tusinde kvinder i en glamourøs verden, der mest af alt minder om 20'ernes Hollywood. 

Rent strukturelt er bogen opbygget i mange kapitler med skiftende stilarter; Valente inkluderer brudstykker af de filmmanuskripter, hovedpersonen har udfærdiget, og skifter mellem synsvinkler på de, der kendte hovedpersonen og undrer sig over hendes forsvinden. Der er også inkluderet dagbogsnotater, avisartikler, interviews og lyriske passager i denne bog, som synes at bryde med enhver form.

“The Moon cares nothing for our cute little problems. She ate a thousand girls for lunch yesterday, and she was hungry again in an hour. She barely even looks at us. But I only have eyes for her.”

Jeg nød virkelig at læse "Radiance", men jeg ville lyve, hvis jeg påstod, jeg forstod bogen. Plottet var som sådan nemt at forstå – men på grund af bogens hoppende struktur og aldrig helt introducerede omgivelser, var det svært at følge med. Den kludredede tidslinje, de konstante skift mellem fokus på fader og datter, og de mange fortællestemmer gjorde bogen til sit eget mysterium.

Men det er netop det, man skal vide om Valente: hun er ikke bare en historiefortæller, hun er en stemningsformidler. Hendes bøger er forvirrende, fordi man skal føle forvirringen; hovedpersonens skæbne bliver uklar, og ligesom bogens mange karakterer, skal man som læser undre sig over, hvad i alverden, der er sket hende. For det handler ikke blot om at løse et mysterie om en forsvunden kvinde – det handler om etableringen af en myte, om de efterladte som i desperationen efter et svar, opfinder deres egne svar og historier. Det handler om at viderefortælle historier, og om det unikke filter vi alle kaster ned over virkeligheden.

“It's a fairy tale. A children's story. Not a funny or silly one, but one with blood and death and horror, because that's fairy tales, too. A kid got swallowed by a whale. A little Pinocchio. A little Caliban. It's all there. 

And, you know, in a fairy tale, the maidens are never dead - not really. They're just sleeping.”

Man kan mene, hvad man vil om Valente. Jeg vil godt kunne forstå, hvis flere ville kalde "Radiance" en forvirrende, usammenhængende og måske endda kedelig bog. For der sker så meget, at det sommetider føles som om, der slet intet sker overhovedet. Det er svært at følge med, og det er svært at regne ud, hvad det præcist er, man følger med i. Jeg tabte selv pusten flere gange.

Historien alene er ikke nok til at læse denne bog. Men det er sproget. Hvis du elsker lyriske stemningsbeskrivelser, overpyntede sætninger og et mærkværdigt univers helt ulig noget, du er stødt på før, så skal du læse denne bog.  

"The Gracekeepers" af Kirsty Logan

"The Gracekeepers" af Kirsty Logan, fra forlaget Harvill Secker, udgivet i 2015. 4/5 stjerner.

Kirsty Logans debutroman er en dystopisk fantasifortælling, der udspiller sig i en verden, der er oversvømmet og opdelt mellem de, der lever på landjorden, og de der lever på havet i evig sejllads. Bogens hovedperson North bor på en omsejlende cirkusbåd og hver gang, båden standser op, optræder hun i manegen sammen med sin elskede bjørn. 
Fjernt fra North sidder pigen Callanish, der er draget mod havet, selvom hun er øboer. Callanish lever et stille liv i selvvalgt isolation på grund af en fejltagelse og en hemmelighed, der stadig hjemsøger hende. Da tilfældet fører til et møde mellem Norths og Callanish, vendes alting på hovedet, og Callanish hjemsøges af stjerneklare drømme om en pige, hendes bjørn og deres fælles hemmelighed. 

“Behindcurtains they were individuals, each full of doubts and concerns; on stage they were the circus, with glitter for blood and glass for eyes.”

Ethvert cirkus har sine besynderligheder; slangemennesker der vrider deres arme af led, akrobater der flyver gennem luften med en umulig ynde og klodset falder over sten på landjorden, elegante cirkusprinsesser der bærer hæslige hemmeligheder, og piger der danser med bjørne og sover alene. Mennesker som andre griner af og hvisker om, og som bliver hinandens familie i et omrejsende fællesskab.
Logans vandcirkus er ingen undtagelse. Her danser North med sin bjørn, imens Ainsel fører sine heste igennem imponerende spring, og tre klovne imiterer militæret til publikums rungende latter. Alt er farvet, kulørt, glitrende og fuldstændig kunstigt, og bag kulisserne væves et kompliceret net af hemmeligheder. Det er så let at blive forført af cirkusset larm, men cirkussets sulter i et samfundshierarki, der placerer dem i bunden af fødekæden. De optræder for at indynde sig hos dem, der bor på landjorden. For underholdning bliver belønnet og betalt med mad, der er en kostbar vare, når man lever på havet.
Melankolien er tydelig, når de der er forvist til et liv blandt bølgeskvulp og fugleskrig længes mod land. Mod sikkerhed. Mod tryghed. Logans cirkus er et fortvivlet sted, og det mærkes tydeligt hos bogens karakterer, der er omgivet af hav, hvor end de ser hen. På mange måder er "The Gracekeepers" dermed et stemningsskriveri, der ikke formidler cirkussets larm i lige så høj grad som dets isolation. Bogen føles som et lyrisk eventyr; en omskrevet myte midt i en science-fiction verden. For læsere med hang til sanselige beskrivelser, smittende stemninger og skriftligt billedmageri findes der næppe et bedre eller mere oplagt bogvalg.

“Every night, Callanish dreamed – not of the sea's endless call, but of her mother. At first she welcomed the dreams, revealing in them, wishing to crawl inside them for ever and never wake.” 

"The Gracekeepers" var akkurat som jeg havde forestillet mig, den ville være. Et skiftevis sørgmodigt og dramatisk portræt af en verden dækket af vand, et omrejsende cirkus, en pige og hendes bjørn, og en anden pige og hendes ensomhed. Logan opbygger et univers, der både er skræmmende og troværdigt, og lige da jeg havde besluttet mig for at kalde bogen 'magisk realisme', svømmede eventyrsvæsener ind i historien, og gjorde den til noget helt anderledes og nyt.
Plotmæssigt gemmer bogen både på tragedie og forløsning, men det var den æteriske ynde i Logans skrivestil, der var det bærende element for mit vedkommende. For Logan bruger sine ord med omtanke og præcision, og det er så let at drømme sig væk mellem hendes linjer. De knap 300 sider føles som så meget mere, fordi Logan formår at gøre så meget med dem. Så mange følelser på så kort tid.
Dermed ikke sagt at bogens billedmaleri er dens eneste tiltrækningskræft. Historien om det flydende cirkus indeholder så mange interessante diskussioner og behandler både temaer som ensomhed og isolation, moderskab og tilhørsforhold, seksualitet og køn, magthierarkier og klassesamfund og selvfølgelig, myter og eventyr. Bogens to hovedpersoner, North og Callanish, er to stærke kvinder, der tilbagevinder ejerskabet over deres egen krop og deres eget sind. Og det er deres vej mod hinanden, mod tilgivelse og kærlighed, der for alvor er bogens omdrejningspunkt. 
Jeg blev hurtigt draget af den åbenlyse skønhed i Logans prosa, mens bogens filtrede plotlinje tog lidt længere tid om at overvinde mig. Men da den gjorde, var jeg fortabt, og jeg druknede fuldstændig i vandverdenens blændende poesi. 

"Trigger Warning" af Neil Gaiman

"Trigger Warning" af Neil Gaiman, fra forlaget Headline, udgivet i 2015. 4/5 stjerner.

Der findes mange mennesker, som ikke læser introduktioner. En bogs første sider er så nemme at overse, så lette at bladre hen over, og de er end ikke altid markeret med sidetal. En introduktion virker ofte som en forhindring, man skal overkomme, inden læsningen kan begynde. Bare ikke hos Neil Gaiman.

Neil Gaimans introduktion til "Trigger Warning" er et udsøgt, lille kunststykke og i ligeså høj grad en del af novellesamlingen som novellerne selv. I introduktionen reflekterer Neil Gaiman nemlig over trigger warnings; de advarsler, som varsler og informerer nervøse mennesker om, hvad de går i møde. Og samtidig sørger Neil Gaiman også for, at advare sine læsere om, hvilke rædsler bogen vil bringe; ondskab, monstre, mørke, ulykkelige og lykkelige slutninger, levende begravede og forvrængede eventyr.

Husk at læse introduktionen inden du går i gang med en Gaiman-bog. Du har brug for at vide, hvilke ildevarslende verdener hans ord vil føre dig ind i. Du har brug for at blive advaret.

“I wonder, Are fictions safe places? And then I ask myself, Should they be safe places?”

Kuldegysninger. Forudanelser. Nerver og tøven, et hamrende hjerte og en ildevarslende fornemmelse. Bivirkningerne fra Neil Gaimans ord sidder stadig i mig. At færdiglæse og lukke "Trigger Warning" føltes som at vågne op til ødelæggelserne, efter en storm har hærget. Verden er den samme men alligevel forandret. Forvredet. Fordrejet. Neil Gaiman kan bøje virkeligheden.
Novellerne i "Trigger Warning" er forstyrrende. Allerede fra den første sætning efterlader de en med en dårlig fornemmelse, en uro der vokser og vokser til alarmerende højder og eksploderer i den allersidste linje, for derefter at blive hængende i tankerne og skabe gyselige scenarier. Det ene øjeblik læser man om et uskyldigt barn, der ønsker en uhyggelig godnathistorie, det næste læser man om et barn, der hører hjemme i en uhyggelig godnathistorie. Skiftet er så subtilt, at man ikke ser det ske. Ingen mestrer hentydningens voldelige magt så intenst som Gaiman.
For selvom Gaimans noveller er farlige væsener, der lokker læseren med ind i dunkle labyrintgange af bogstaver og blæk, så er de også uimodståeligt smukke. Velskrevne, fyldt med undertonet humor og med ordlyd som gammeldags poesi. Jeg ved end ikke, om det er gys eller fantasy, myte eller mørke. Genrerne udviskes så hurtigt, mens indtrykkene forbliver.
Mellem disse sider vil du finde omskrevne eventyr; to versioner af Tornerose, den ene i digtform, den anden som prosa. Du vil møde en dreng, der bliver genforenet med en barndomskæreste, som han selv digtede op. Du vil blive ført ned i en hule, der efterlader dig en smule ondere, end da du ankom. Du vil opleve hvilke tricks en svigtende hukommelse kan spille, hvilken indflydelse litteratur kan have, og du vil læse slutninger, der snarere er begyndelser. Fra Sherlock Holmes-pastiche til Doctor Who-historier; "Trigger Warning" er en samling af alle de forunderlige småting, Neil Gaiman har skrevet i de seneste år.

“The past is not dead. There are things that wait for us, patiently, in the dark corridors of our lives. We think we have moved on, put them out of mind, left them to desiccate and shrivel and blow away; but we are wrong. They have been waiting there in the darkness, working out, practicing their most vicious blows, their sharp hard thoughtless punches into the gut, killing time until we came back that way.”

I "Trigger Warning" eksperimenterer Gaiman med former og farver. "Orange" er en vidunderligt mærkværdig fortælling om en søster, der bliver farligt besat. Novellen bliver fortalt i interviewform, hvor svarene gives, altimens spørgsmålene udelades. Således sidder man tilbage med en halv historie, som man selv må sammenstykke i korrekt rækkefølge. I virkeligheden sidder man så ofte med spørgsmål uden svar; men Gaiman beviser, at svar uden spørgsmål skaber det samme mysterie. Og langt flere spørgsmål.
Med "Observing the Formalities" belyses en velkendt historie fra en ny vinkel. I stedet for at skrive om Tornerose, skriver Neil Gaiman om den onde fe, der forbandede Tornerose, og den ræsonnering som hun benytter sig af dertil. Resultatet er ambivalent; en tydelig påvisning af uhyrlighedens retfærdiggørelse og et intimt indblik ind i en forskruet tankegang. Og dog – "Observing the Formalities" efterfølges nemlig af "The Sleeper and the Spindle" som argumenterer for det stikmodsatte. Intet er entydigt i Gaimans myteunivers. 
Og alligevel tror jeg, "Feminine Endings" må være min favoritnovelle. En brutal kærlighedserklæring, fra en statue til en amerikaner; fra en passiv betragter til et besættelsesobjekt med en slutning, der endnu får det til at sitre i mit indre. Uden at være den mest skræmmende novelle i novellesamlingen, er det alligevel den mest ubehagelige. Måske mest af alt, fordi den ikke er overnaturlig, men derimod ulideligt realistisk.
Med sine indledende ord skriver Gaiman, at "Trigger Warning" ikke har et fast holdepunkt. At det er en flyvsk samling af små brudstykker uden sammenhæng. Et digt, et eventyr, en forfatterhyldest og en Doctor Who-fortælling, taget fra tidligere udgivne antologier og præsenteret i en samlet udgave. Men det er jeg ikke helt enig i. Der dannes sammenhænge på kryds og tværs af novellerne, fortællertricks, ordlege og en tendens til at undersøge de mest hverdagslige rædsler gennem fantastiske fiktioner. "Trigger Warning" har ikke et overordnet tema, men den har en overordnet følelse. Hvad så end det betyder.

"Cinder" (The Lunar Chronicles #1) af Marissa Meyer

"Cinder" af Marissa Meyer, fra forlaget Square Fish, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2012). 2/5 stjerner.  

Med "Cinder" genfortæller Marissa Meyer et kendt eventyr om en forældreløs pige, en glemt sko, et stort bal og en ventende kærlighed. Cinder bor i New Beijing og er en talentfuld mekaniker. Omkring hende er verdenen i kaos, en dødbringende sygdom hærger, og en voksende hær truer fra det ydre rum. Verdensfreden hænger i en tynd tråd.

Cinder er en cyborg, og derfor indtager hun en lav plads i samfundet. Hendes forældre er døde, hun aner intet om sin fortid, og hun bor sammen med sin hjerteløse stedmor, der ikke under hende så meget som et sekunds opmærksomhed.

Men alt det ændres, da tilfældighederne fører Prins Kai til Cinders værksted. Pludselig befinder Cinder sig i en intergalaktisk konflikt, altimens hun føler en hjælpeløs tiltrækning overfor den charmerende prins. 

“Even in the Future the Story Begins with Once Upon a Time.” 

Det klassiske eventyr om Askepot og hendes efterladte sko hører til blandt mine absolutte favoritter. Ikke alene er jeg vokset op med den funklende Disney-version, som jeg så lige indtil mit VHS-bånd blev slidt, jeg er også vokset op med højtlæsning fra både Brødrene Grimms og Charles Perraults folkeeventyr. Historien står mit hjerte nær på en måde, som jeg slet ikke kan forklare. Og derfor var jeg både bekymret og begejstret, da jeg hørte om "Cinder".

Marissa Meyer bør have stor ros for hendes friske vinkel på den gamle fortælling. Askepot som en halvt programmeret, halvt menneskelig cyborg i et futuristisk Beijing med et bedragerisk Lunar-folk som en fjende, der konstant overvåger jorden fra stjernehimlen. Cinder mister ikke sin sko, hun mister sin kunstige fod, og hendes frygt for at få afsløret sin sande identitet har intet med fattigdom at gøre – snarere hendes programmerede indre.

I en blanding af eventyr og science-fiction vrider Meyer de velkendte ord om til noget helt nyt, noget helt særligt. Naturligvis gør eventyrgrundlaget historien ganske forudsigelig (det ventende bal, den ventende prins og den ventende afsløring) er selvfølgelig elementer i enhver Askepot-historie. Men vejen dertil er hos Meyer markant anderledes, og plottet mister aldrig sit tempo. Slutningen er en nådesløs cliff-hanger, der lover flere afsløringer og mere spænding, og giver flere spørgsmål end svar. Og det er måske i virkeligheden mit største problem med bogen; mængden af spørgsmål og manglen på svar.

“She was a cyborg, and she would never go to a ball.”

Cinder bliver set ned på, fordi hun er en cyborg. Fordi hun er halvt mekanisk, har kunstige hænder og fødder, og fordi hendes indre organer er forbundet af ledninger. Gennem hele bogen bliver hun mødt med skulende blikke og nedladende kommentarer. Da hun gradvist forelsker sig i Prins Kai, er det et tilbagevendende problem, at han ikke ved, hun er en cyborg. "Er cyborgs overhovedet i stand til at elske, eller er det bare en del af deres programmering?" bliver Cinder spurgt. Der er bare ingen, der kan svare.

Når man læser bogen og befinder sig i Cinders tanker, er det tydeligt, at Cinder er i stand til at føle, at elske og at håbe. Hun er mere menneskelig, end de mennesker der omgiver hende. Men hvordan hænger det sammen? Hvor stor betydning har Cinders programmering for hendes følelser? Når alle ser ned på cyborgs på grund af deres mekaniske tankegang, er det så bare en fordom, eller er Cinder en undtagelse? Jeg ved det ikke.

Ligeledes ved jeg heller ikke, hvorfor jorden er i begyndende krig med Lunar-folket fra månen. Konflikten bliver aldrig forklaret, baggrundsinformationen bliver aldrig afsløret. Som sagt mister "Cinder" aldrig sit tempo – men plottet mister dets dybde. Meyer bygger et helt univers, men det er overfladisk. Der er grobund og potentiale for alskens store diskussioner, men i stedet navigerer bogen elegant uden om og efterlader læseren med en hurtigtlæst bog og resterne fra et velkendt eventyr.

"The Handmaid's Tale" af Margaret Atwood

"The Handmaid's Tale" af Margaret Atwood, fra forlaget Bloomsbury, udgivet i 2009 (org. udgivet i 1985). 4/5 stjerner.

Selvom "The Handmaid's Tale" udspiller sig i en fremtidsverden, føles den i virkeligheden som en roman, der beskriver en hverdag fra fortiden. Samfundet har taget en mærkværdig drejning; tilbage til totalitarisme, patriarkat og en yderst unuanceret kvindeopfattelse. I dette fremtidssamfund er kvinder såkaldte handmaids, en slags tjenestepiger hos højtstående familier som ikke kan få børn. Det er handmaidens fornemmeste opgave at blive gravid og skænke sin familie et barn. Hvis graviditeten udebliver, bliver handmaiden sendt i eksil i en koloni – dømt til at slide sig ihjel med landbrugsarbejde, eller håndtere affald så giftigt at døden aldrig er langt væk.
"The Handmaid's Tale" fortæller Offreds historie. Offred er handmaid hos en kommandør, og en gang om måneden må hun have sex med ham og bede til, at hun bliver gravid med et barn, som hun aldrig vil få lov til at beholde. For bliver hun ikke gravid, mister hun sin værdi. Hun er en kvinde, der i bogstaveligste forstand, bliver behandlet som en fødemaskine.

“I would like to believe this is a story I’m telling. I need to believe it. I must believe it. Those who can believe that such stories are only stories have a better chance.”

Det er så let at kategorisere Atwoods fortælling som science-fiction. Som en dystopi. Som et skræmmebillede, en litterær konstruktion. Problemet er bare, at bogen er noget langt mere virkeligt og langt mere skræmmende end det. For "The Handmaid's Tale" er et studie i kvindesyn, og den tager sin udgangspunkt i kulturelle fænomener fra vores nutid og fortid. Hvor uhyrlige de arrangerede ægteskaber, folkehenrettelserne, de strenge regler for sømmelig opførsel, kvindernes påtvungne ærbarhed og mændenes frie tøjler end virker, er de ikke science-fiction elementer; de er eksempler, trukket parallelt ud fra både fortid og nutid.
På den måde ender Atwoods spekulationer med at blive meget større og meget tungere end begrebet science-fiction antyder. Det omdannede Amerika, republikken Gilead, står som et tankevækkende eksempel på en ekstremitet, som noget af historien på et tidspunkt pegede hen på. "The Handmaid's Tale" er derfor ekstremt tankevækkende, og spekulationer om personlig frihed, samhørighed, venskab og levevilkår er næsten uundgåelige under læsningen.
For interessant nok er Atwoods dystopi ikke bygget på en typisk model. Republikken Gilead fremvises ikke i dens storhedstid, men derimod i dens overgangsfase. Hovedpersonen, Offred, kan stadig huske en tid, hvor hun boede sammen med en mand, hun elskede, havde en datter, venner og et liv. I modsætning til andre dystopiske hovedpersoner ved Offred udmærket godt, hvad hun har mistet. Og det gør kun hendes desperation inderligere, og bogens fortællerstemme troværdigere. Offred har ikke kun mistet sine venner, familie og sine ejendele; hun har mistet sit liv og sin identitet. Hun svæver rundt i et eksistentielt limbo, vandrer som et spøgelse rundt i en tilværelse, som hun absolut ikke kan genkende. 

“We were the people who were not in the papers. We lived in the blank white spaces at the edges of print. It gave us more freedom. We lived in the gaps between the stories.”

Atwood skriver smukt. Bogen er fortalt i jeg-person, og består hovedsageligt af Offreds indre refleksioner om det kaos omkring hende. I konstante spring mellem nutid og fortid, bygges et billede af denne kvinde og dette samfund, som er nået til så store ekstremiteter, at det tager en hel bog om at forstå. Offred er ikke den typiske oprører i den typiske dystopi; i størstedelen af bogen er hun fortvivlet, handlingslammet, lænket til en skæbne, som hun ikke kan genkende. Det er først, da hun opdager en gnist af medfølelse, at hun får et gnist af håb. Det er først, når menneskeligheden i hende vækkes efter en slags følelsesløs robotsøvn, at hun begynder at håbe og at stille spørgsmålstegn ved samfundet omkring hende.
I Atwoods dystopi må kvinder ikke læse. På skilte er ordene erstattet af billeder, og husholderskerne må pege sig frem, når der skal handles ind. Udover de såkaldte handmaids, er kvinder delt op i roller af hustruer og tjenestepiger, og enhver der falder udenfor sin tildelte rolle bliver sendt til kolonien. Forholdet mellem mænd og kvinder er tilsyneladende ærbart; sex er snarere et ritual end en nydelse, og enhver forulempelse på en handmaid udenfor det fastsatte månedlige ritual er forbudt. Sådan er det i hvert fald på overfladen. Men under alle disse nye regler og påbud hviler en råddenskab så oldgammel og så simpel, at Offred forskrækkes over dens blotte eksistens. Samfundet er slet ikke så forandret, som kvinderne tror. Reglerne er hullede, og der er smuthuller som samfundets højtstående mænd let kan benytte sig af. Den menneskelige natur lader sig tilsyneladende ikke så let undertrykke.
Det mest imponerende ved Atwoods roman er, at ethvert ord har en dybere mening. Hvert objekt der introduceres har et formål, og selv noget så mærkeligt futurisk som Offreds navn er resultatet af en nøje beregning fra Atwoods side (Offred betyder Of Fred. Offreds navn og dermed hele hendes identitet er resultat af, at hun ifølge samfundet er en mands ejendom). Det er genialt, og jeg blev efterladt åndeløs, da jeg indså, hvor stor en dybde hvert eneste sætning indeholder.
"The Handmaid's Tale" endte med at spøge i mine tanker lang tid efter, at jeg havde færdiglæst den. Det er en roman med ufatteligt meget på hjerte, en sitrende påmindelse om menneskets frihedsbehov, et vedvarende spørgsmålstegn overfor fortiden og nutidens kvindesyn og en smuk og velskrevet undersøgelse af menneskets behov for relationer, drømme og håb. Jeg har ikke kunne få den ud af mit hoved, siden jeg læste den i midten af august, og det har taget mig en evighed om overhovedet at overveje, at få mine følelser ned på skrift. For det er en stor bog, en vigtig bog, en anderledes bog; og mest af alt er det en god bog, der fortjener at blive læst.

"More Than This" af Patrick Ness

"More Than This" af Patrick Ness, fra forlaget Walker Books, udgivet i 2013. 2/5 stjerner. 

Denne bog har en usædvanlig, ulogisk og næsten omvendt begyndelse. Dens første kapitel er en druknescene og en dødsscene, og den døende er hovedpersonen selv. Resten af bogen tager udgangspunkt i denne død, og det uigennemskuelige efterliv i en verden så ulig og dog så identisk med den verden, bogen startede i.
Seth Wearing drukner. Seth Wearing dør. Og dog vågner han pludselig op i det barndomshjem, som han forlod for længe siden, og i det nabolag hans forældre krydsede et stort hav for at lægge bag sig. Han er forvirret, bange, nøgen, kold og tilsyneladende helt alene i gader dækket af støv og indhyllet i stilhed. Han flakker ubeslutsomt rundt og forsøger at finde mening i det meningsløse.

“There's always beauty, if you know where to look.” 

Selvom jeg vidste, "More Than This" startede med en druknedød, påbegyndte jeg alligevel bogen med en slags chokeret lammelse. For det var så anderledes, så omvendt og bagvendt at læse en bog, der begyndte med hovedpersonens død. Bogens udgangspunkt var så ubehageligt, så voldeligt klaustrofobisk, at jeg ikke kunne undgå at læse side efter side med opspilede øjne. 
Ness skriver om Seths dødskamp med en mærkeligt distanceret simplicitet. Korte sætninger, hurtige punktummer og en påtrængende atmosfære af frygt, tab og dødens stilhed udgør de første mange kapitler. Seth drukner, han slår hovedet mod en sten, han knuser sit kranium, og han dør. Men bogen slutter ikke af den grund. Den fortsætter og ligeså gør stemningen.
Da Seth vågner op, befinder han sig i et tomt hus, som han havde håbet på aldrig at skulle vende tilbage til. Han tvinges til at genopleve undertrykte barndomsminder, og han konkluderer, at han befinder sig i sit eget personlige helvede; alene, forladt og fortabt i det hus, der ændrede hans families liv for evigt.
Den første del af bogen er derfor ufatteligt stillestående. Det er en reflekterende opdagelsesrejse i Seths indre, og et uddybende portræt af de konflikter der raser indeni ham. I små brudstykker afsløres det gradvist, hvordan Seth havnede på bunden af et sort hav, og i takt med den bagudgående forståelse, begynder Seths nuværende situation også at tage form og give mening. Imens jeg læste den første halvdel af romanen, begyndte jeg at udvikle en form for melankolsk samhørighed med Seth. Jeg forstod ham, og jeg forstod den retning, bogen bevægede sig i. Jeg var overbevist om, at jeg læste en smuk og pinefuldt melankolsk beretning om selvindsigt, identitet og de mørke tricks, som hukommelsen så ofte kan udføre. Men pludselig foretog historien en brat kursændring, og alle mine forudanelser slog fejl. Det viste sig, at jeg læste en helt anden bog, end den jeg havde regnet med. Faktisk læste jeg pludselig en science-fiction roman i stil med "The Matrix".

“A book… it’s a world all on its own too. A world made of words, where you live for a while.”

Jeg var øjeblikkeligt skuffet, da det første plot-twist indfandt sig. Da jeg færdiglæste bogen, føltes det som en helt anden bog, end den jeg havde påbegyndt få timer tidligere. Ness' fortællinger bevæger sig i vidt forskellige retninger, hans plot er inkonsistent, og i det pludselig skift mellem handlingsforløb taber bogen ethvert spor af sammenhæng.
For "More Than This" er ikke en smuk fortælling om en druknet dreng og hans søgen på svar og identitet. Det er i stedet snarere en fortælling om computerspil og virtuelle virkeligheder, om en verden inde i en verden og om et Matrix-lignende univers. Selvom der ikke vandrer mange agenter iklædt sorte jakkesæt rundt i Ness' mareridtsverden, så er udgangspunktet dog akkurat det samme. Og der findes mange øjeblikke, hvor bogen næsten føles som en decideret kopi af den så velkendte film.
Jeg er ikke den største science fiction-læser og ej heller er jeg Matrix-fan; men alligevel ville jeg have været i stand til at se igennem fingre med Ness' surrealistiske plot, hvis blot det havde været hintet fra start. Jeg er ikke i stand til at tilgive den mærkeligt usammenhængende bevægelse, bogen foretager, og jeg er ikke i stand til at glemme det faktum, at en bog der startede så stilfærdigt tankefuldt i stedet ender i en lunken kliché.
Måske blev jeg i virkeligheden blot narret af mine egne forventninger. Måske blev jeg offer for en manglende research. Eller måske ville bogen bare være alt for meget på samme tid; strækkes ud over tid og rum, sprænges og ødelægges.

"Maze Runner: Labyrinten" ( Maze Runner #1) af James Dashner

"Maze Runner: Labyrinten" (org. titel "The Maze Runner") af James Dashner, fra forlaget Høst & Søn, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2009). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Høst & Søn. 2.5/5 stjerner.

Thomas vågner med kvalme, svimmelhed og et hul i sin hukommelse. Han aner ikke, hvad der er sket. Han aner ikke, hvorfor han befinder sig i et klaustrofobisk bur og bliver nedstirret af en flok unge drenge. Men snart finder han ud af, at han ikke er den eneste, der ikke forstår.
Omgivet af høje stenvægge bor drengene i Lysningen. De arbejder, de organiserer, og de planlægger. Hver måned ankommer en ny hukommelsesfortabt dreng til Lysningen, og hver morgen løber en flok særligt udvalgte løbere ind mellem de høje stenvægge og forsvinder ind i en farlig labyrint. Løberne har til opgave at finde en vej ud – men hvis de ikke er vendt tilbage inden mørket falder, lukker labyrintens porte dem inde. Og der er ingen, der nogensinde er vendt tilbage fra en nat i labyrinten.

“"Hvis du ikke var bange," sagde Alby, "var du ikke et menneske."”

Selvom "Maze Runner" er en dystopi, fyldt med science-fiction, action og plot-twists, var det for mit vedkommende det psykologiske aspekt, der for alvor fangede min interesse. Den klaustrofobi der ligger i bostedet; et indespærret hjem omgivet af stenblokke, labyrinter og truende nattelyde fra dødbringende væsener, følelsen af overvågning og et udefrakommende  system, gør det lille samfund til et omklamrende hjem. Modsætningsvis er det dog alligevel netop et hjem, det er det eneste sted, drengene har kendt; det eneste, de kan huske de har kendt, og efterhånden som de langsomt indretter sig med daglige pligter, gøremål og regler, falder de ind i acceptens vane. Der er en tydelig ambivalens mellem drengenes ønske om at flygte og om at blive. Frygten for det ukendte skaber en form for tryghed midt i al utrygheden.
Det er derfor meget let at trække tydelige linjer mellem Dashners science-fiction roman, og William Goldings klassiker "Lord of the Flies". Begge bøger omhandler en flok unge drenge i isolerede omgivelser, uden voksne og uden virkelighedsfornemmelse. Begge bøger beskriver en eller anden form for magtstruktur, der tippes, og begge bøger er dystopiske. Men hvor psykologien vægter højest hos Golding, er den mindre betydningsfuld for Dashner. For Dashner skriver ikke en psykologisk roman – han skriver en actionroman. Og det går desværre ud over karaktererne. 
Egentligt indeholder "Maze Runner" mange interessante karakterer. Der er den konfliktfyldte leder Alby, som ikke aner om han vil blive, eller om han vil flygte, den agressive Gally som bliver forledt af sin egen frygt, den tillidsfulde Chuck som plages af savn og den ordknappe Newt, der halter omkring med tvivl i øjnene. Deres ambivalens er tydelig, og de er alle i konflikt med sig selv. Problemet er bare, at de ikke er hovedpersoner.
Bogens hovedperson og helt er Thomas. Og Thomas er problematisk, for han handler uden fornuft, uden omtanke og uden følelse. Som en mekanisk robot farer han rundt og drives fremad af motiver, som han end ikke selv kan forstå. De ting han kommer ud for, og de ting han kan medfører altid mærkeligt belejlig problemløsning, og hans største uheld udfalder altid med bekvemmelighed. Som resultat fremstår hans personlighed uendeligt flad; Thomas bruges snarere som et plotværktøj end som en egentligt karakter.

“Han huskede masser af små ting om livet – spise, studere, lege; tøj, generelle billeder af verdens fremtoning. Men de detaljer, der skulle til for at udfylde billedet og skabe en ægte og komplet hukommelse, var på en eller anden måde blevet slettet. Det var som at se et billede gennem mudret vand.”

Jeg må indrømme, at jeg læste denne bog baglæns. For næsten en måned siden sad jeg i en fyldt biografsal sammen med Stine til en tidlig filmvisning. Jeg så James Dashners historie udspille sig på en storskærm, før jeg kunne forholde mig til ordene bag. Jeg havde ikke researchet noget som helst på forhånd, og jeg anede intet om historien.
Selvfølgelig blev jeg hurtigt forvirret. Selvfølgelig manglede filmen vigtig information, og selvom jeg på sin vis nød filmens hurtige tempo, blev jeg efterladt med talrige sorte huller. Der var så mange ting, jeg ikke forstod, så mange svar jeg ikke fik, så mange detaljer der stak ud og fremkaldte undren. Grunden til at jeg læste bogen var, at jeg ville have mere information. Jeg læste den for at finde ud af præcis hvad, der var blevet udeladt.
Måske er det for meget pres at lægge på en bog. Måske er det et forkert læsemotiv. Måske er det derfor, min læseoplevelse ikke lykkedes. For jeg fik ikke svar. Faktisk blev jeg kun efterladt med flere spørgsmål, mere undren og flere sorte huller. Selvom bogen på sin vis er en page-turner, en hurtig-læst fornøjelse, der kun tog mig en enkelt aften at fortære, så er den til tider også usammenhængende, uforklarende og alt for abrupt. En af de største udfordringer ved a skabe et mysterie er vel netop, hvor meget der skal forties i mystik – og hvor meget der skal afsløres. Det er i den balancegang, jeg synes Dashners bog fejler.
Da Thomas ankommer, forvirret, bange, udsultet og uden hukommelse, bliver han mødt af en flok drenge, der ikke vil svare på et eneste spørgsmål. Bogens første halvdel føles til tider som en evig ping-pong mellem Thomas' spørgsmålstegn og bipersonernes monotone messen: "Det kan jeg ikke svare på". Selvom jeg udmærket forstår behovet for at lade Thomas forblive forvirret, og bogen forblive hemmelighedsfuld, så er det ufatteligt trættende læsning. Læseren ender med selv at blive ligeså frustreret som Thomas – for hvorfor i alverden kan han ikke blot få svar? Der er intet der forhindrer drengene i at indvie Thomas i deres nye tilværelse. Intet udover forfatteren, der ønsker at bevare sin spændingskurve.
Og det er måske i virkeligheden mit største problem med denne bog: den er alt for konstrueret, dens historie er alt for tydeligt skabt af en forfatter, der har brug for, at tingene skal være som de er. Thomas kan ikke få svar, fordi der skal være spænding. De mærkværdige edderkoppelignende fjender, Strafferne, kan klatre indeni labyrinten men ikke udenpå den, fordi drengene skal være i live. Telepati introduceres af ingen anden årsag, end at to af bogens karakterer skal kunne kommunikere privat. Og Thomas udløser en række af opdagelser og forandringer, fordi nogen skal gøre det, for at bogen kan ledes videre.
"Maze Runner" er bestemt lovende. Det er en spændende bog med et spændende plot og ikke et sekunds læsekedsomhed. Afslutningen er et vidunderligt plot-twist, og stemningen er anspændt, nervøs og konstant opbyggende. Problemet er bare, at det hele er alt for tydeligt skruet sammen. Det giver ikke mening.

"Maze Runner" udkommer på dansk i dag, og filmen har dansk premiere d. 18/9.

"Fragile Things" af Neil Gaiman

"Fragile Things" af Neil Gaiman, fra forlaget William Morrow and Company, udgivet i 2007 (org. udgivet i 2006). 4/5 stjerner. 

I forordet til min udgave af "Fragile Things" oplister Gaiman hver eneste brøkdel af novellesamlingens indhold, og forklarer hvordan de enkelte noveller og digte opstod, og hvilke idéer de skal afdække. Tilsyneladende er bogen en sær blandingsform af noveller skrevet til forskellige antologier, digte skrevet til Gaimans egne børn, og historier der blot trængte sig på og forlangte at blive skrevet ned.
"Fragile Things" udånder en drømmelignende atmosfære med dens surrealistiske fortællinger om almene hverdagsproblemer. Gaiman transformerer det banale til noget utroligt, og derved er novellesamlingen en storslået parade af levende gargoiler, alien-lignende væsener og foruroligende midnatscirkusser. Novellerne leger med upålidelige fortællere og indeholder adskillige rædsler.

“Recounting the strange is like telling one's dreams: one can communicate the events of a dream, but not the emotional content, the way that a dream can colour one's entire day.”

At læse "Fragile Things" var som at blive indhyllet i en sælsom tåge, at vandre igennem mørke labyrintgange og at stikke fingrene ind i en sort boks uden den fjerneste idé om, hvad man kunne finde. Fordi novellesamlingen består af så mange vidt forskellige brudstykker var hver en historie en indbydende overraskelse og hver overskrift et mærkværdigt vendepunkt. Min udgave startede med Sherlock Holmes-pastiche for derefter at bevæge sig videre til et muntert digt, som jeg slet ikke anede, at Neil Gaiman var i stand til at skrive, for så atter at skifte til et Blåskæg-lignende rædselsscenarie og afslutte med en udvidelse af gude-mytologien fra "American Gods". Det ene øjeblik læste jeg et blidt ironisk digt ved navn "Instructions", hvor alle klichéerne i eventyrsgenren opremses, og det næste øjeblik befandt jeg mig midt i en makaber novelle ved navn "Harlequin Valentine", hvor en harlekinsdukke spiser menneskehjerter og søger kærlighed. Jeg famlede mig frem fra novelle til novelle og formåede aldrig at forudse, hvad der ventede mig forude.

Selvom enkelte fragmenter af fantasifulde barndomsuniverser er inkluderet i denne bog, er indholdet overvejende henvendt til voksne. Gaiman skriver mørk fantasy og science-fiction med rungende afslutningssætninger. Jeg påbegyndte novellesamlingen en lørdag nat med en snigende træthed, og blev så forundret, forvirret og forskrækket under læsningen, at ikke et eneste gab undslap min mund. Jeg var ude af stand til at sove, imens Gaimans hypnotiserende stemme rumsterede i mine tanker.

“He had read books, newspapers and magazines. He knew that if you ran away you sometimes met bad people who did bad things to you; but he had also read fairy tales, so he knew that there were kind people out there, side by side with the monsters.”

Neil Gaiman er en sand historiefortæller, og mange af hans historier handler netop også om historier. Både andres og hans egne. I digtet "Inventing Aladdin" beretter han delvist om rammefortællingen i "1001 Nats Eventyr" og delvist om vigtigheden af historiefortællingen selv; de historier vi fortæller os selv og hinanden for at kunne overleve. Ligeledes er novellen "The Problem of Susan" en omvendning af en kendt historie og et forsøg på at redegøre for Narnias oversete heltinde, altimens digtet "Locks" genfortæller eventyret om Guldlok i en næsten konverserende tone. Selvom udgangspunktet er kendt i forvejen, er udfaldet af fortællingerne umulige at forudse.

Jeg bliver nok aldrig færdig med at lovprise Neil Gaimans skrivestil. Med simple ord og korte sætninger lokker han sin læser ind i et univers, hvor alting på én gang virker helt ligetil og dog er fyldt med følelsen af, at der er noget lurende, en underliggende kompleksitet ved hvert eneste punktum. Små glimt af humor lyser op i det foruroligende fantasy-mørke, han trækker sin læser ind i, og det er derfor aldrig muligt at sætte fingeren på den sitrende fornemmelse, ordene efterlader en med. Gaiman mestrer antydningens kunst til fulde, og viser aldrig alle sine kort før historiens sidste linje. Intet sted er dette talent så tydeligt, som i den utroligt korte novelle ved navn "Other People". Novellen er muligvis min favorit i denne samling, og i den udforsker Gaiman forskellen på psykisk og fysisk smerte, for derefter at lade historien tage en så uforudset drejning, at selv den mest vante Gaiman-læser vil blive efterladt målløs og ordløs. Jeg har aldrig læst noget lignende, og den sidste sætning giver endnu genlyd i mit indre.

Det ville være ufattelig let at kategorisere mange af disse små historiebidder som kriblende gyserhistorier. Dog er jeg slet ikke sikker på, at de falder præcist ind i netop dén kategori, for Gaimans uhygge er sådan en skrøbelig ting; filosofisk og aldrig åbenlyst skræmmende. Selvom mange af novellerne har hjemsøgende undertoner, udløser de også følelser af forståelse, empati og ensomhed. Gaiman tilføjer en sart kærlighed til sine mørkeste historier, og jeg kan ikke gennemskue, hvordan han formår det. Alt hvad jeg ved er, at det virker. Ligesom al sand magi kan det nok bare ikke defineres.

“Stories, like people and butterflies and songbirds' eggs and human hearts and dreams, are also fragile things, made up of nothing stronger or more lasting than twenty-six letters and a handful of punctuation marks. Or they are words on the air, composed of sounds and ideas-abstract, invisible, gone once they've been spoken-and what could be more frail than that? But some stories, small, simple ones about setting out on adventures or people doing wonders, tales of miracles and monsters, have outlasted all the people who told them, and some of them have outlasted the lands in which they were created.”

"The Time Traveler's Wife" af Audrey Niffenegger

"The Time Traveler's Wife" af Audrey Niffenegger, fra forlaget Vintage, udgivet i 2005 (org. udgivet i 2003). 3/5 stjerner.

"The Time Traveler's Wife" er en kærlighedshistorie, der undviger al logik og almindelig forventning. Henry DeTamble og Clare Abshires liv er uundgåeligt sammenfiltret, og deres kærlighed breder sig over både tid og sted. 
På grund af en genetisk sygdom kastes Henry rundt i tiden, når han udsættes for stressede situationer. Med en håbløs uforudsigelighed besøger han sin egen fortid eller får et sjældent glimt af den fjerne fremtid. Oftest bliver han dog draget til en fredfyldt eng, hvor en lille pige venter forhåbningsfuldt på ham - og han befinder sig således overfor sin egen kone som 6-årig. 

“We laugh and laugh, and nothing can ever be sad, no one can be lost, or dead, or far away: right now we are here, and nothing can mar our perfection, or steal the joy of this perfect moment.” 

Det er pudsigt, hvordan en bog kan trække i uendelige langdrag, udgøre en tungsindig kamp mod de glidende øjenlåg og være en sand pinsel at komme igennem; for derefter at foretage et uforudset krumspring og slutte med så inddragende toner, at al besværet bliver glemt. Det er altid de sidste, afsluttende ord, der farver hukommelsen, og afgør hvordan man husker en bog. En god slutning er i stand til at blænde og hypnotisere, og henkaste de første kapitler i evig forglemmelse. I virkeligheden er det nok en smule misledende. 
Og lige præcis slutningen i "The Time Traveler's Wife" efterlod mig åndeløs efter flere hundrede siders kedsomhed. På et udefinerbart punkt under min læsning ændrede mine panderynker sig til tårespor. Bogen holdte mig vågen efter det sænkede nattemørke, og jeg lagde den fra mig med fugtige øjne. De sidste hundrede sider var en perfekt blanding af interessante filosofier, yndige formuleringer og følelser med en desperat dybde. Jeg kunne have levet i de sidste kapitler for evigt. 
Den forblændende slutning udøvede dens magi, og jeg overvejede at bedømme bogen med fem stjerner og alverdens ros - men så kom jeg i tanke om begyndelsen og midten af romanen, og overvejede at give den to stjerner i stedet. 

Sandheden er, at langt størstedelen af min læsning gik med at tælle sidetal ("nu har jeg kun trehundrede sider tilbage...") og gabe. Niffeneggers roman føles alt andet end velbalanceret i dens struktur, og selvom læseren bliver belønnet for sine kvaler med et sandt festfyrværkeri af en slutning, kræver det en urimelig styrke at nå dertil. 

“I look at him, look at the book, remember, this book, this moment, the first book I loved, remember wanting to crawl into it and sleep.”

Niffeneggers skrivestil er betagende og besættende; flere af sætningerne har en særlig lyrisk rytme, som er værd at nedskrive og gemme for evigt. Desværre er hendes karakterisering en anelse vag, og især Clare var problematisk for mig at holde af.  Jeg sukkede ofte over hendes mangel på selvstændighed samt hendes usympatiske og overfladiske håndtering af konflikter.
Jeg nåede aldrig at danne mig en endelig konklusion af Clare og Henrys kærlighedsforhold. Deres sammenviklede skæbner, fra barndom til voksenliv, skaber en forståeligt stærk tilknytning, og indeholder en dyrebar pointe om, hvordan andre kan influere og forme en som person. Deres forhold er dog præget af en sær form for determinisme; ofte lyder det som om, de bliver forelskede, fordi de ved, at de alligevel vil ende sammen. Svækkelsen af den frie vilje udgør en langsom optrevling af deres kærligheds troværdighed.

“Time is priceless, but it’s Free. You can't own it, you can use it. You can spend it. But you can't keep it. Once you've lost it you can never get it back.” 

Det skærer en smule i mit hjerte at indtaste denne bog under kategorien 'science fiction'. Henrys tidsrejser fungerer først og fremmest som en metode til at beskrive og undersøge karaktererne fra flere tidshorisonter. Niffenegger bevæger sig frit rundt i Henry og Clares opvækst; deres livs højdepunkter og afgrøfter demonstreres, og deres gradvise personlighedsdannelse påvises. De mere højtflyvende aspekter i Henrys tidsrejseri udforskes knap nok. Science fiction-elementet er mest af alt blot byggestenen til den strukturelle ramme. 
Historiens kerne hviler måske i virkeligheden hverken på tidsrejser eller kærlighed. Jeg læser "The Time Traveler's Wife" som en historie om ungdom og alderdom - en smuk redegørelse for, hvordan livet kan udarte sig, og hvordan en enkelt person kan udgøre forskellen for adskillige menneskeliv. 

"Cloud Atlas" af David Mitchell

"Cloud Atlas" af David Mitchell, fra forlaget Sceptre, udgivet i 2005 (org. udgivet i 2004). 4/5 stjerner. 

"Cloud Atlas" er udgjort af seks fortællinger - nærmest noveller - om seks forskellige menneskeskæbner og deres tematiske magtkampe. Umiddelbart er sammenhængen og den røde tråd ikke til at spotte, men efterhånden som historierne udfolder sig, begynder adskillige sammentræf langsomt at tage form. 
I 1850 begiver Adam Ewing sig ud på en sørejse, hvor han bliver mødt med en grotesk behandling af slaver og forsøger at gøre op med det. Han støder også på Henry Goose, en læge der forsøger at medicinere ham mod en livstruende parasit. 
Den unge musiker Robert Frobisher bliver i 1931 erklæret fallit, og må søge tilflugt i Belgien hos en svagelig komponist, der mangler hjælp med sine nodearrangementer. Pludselig er Robert fanget mellem en sammenfiltring af hans egne musiske kreationer og hans arbejdsgivers. 
I 1975 forsøger journalisten Luisa Rey at opspore en skjult historie om optakten til en mulig atomkatastrofe. Hun har dog ingen anelse om, hvor farlig hendes mission er, før hun er omgivet af dødsfald og på flugt fra skrupelløse firmaer. 
I nutidens England kommer den ældre forlagsredaktør Timothy Cavendish ud for voldelige trusler fra en bitter klient, og må som følge søge tilflugt. Uheldige omstændigheder og adskillige misforståelser leder ham dog til et plejehjem, som stempler ham som værende dement og utilregnelig.
Somni-451 er en menneskeskabt klon, hvis skæbne udspiller sig i en nær dystopisk fremtid. Et forsøg på at skabe et bedre liv hvirvler hende ind i et farligt opgør, hvor loven overtrædes til ære for kampen for retfærdighed. 
I en fjern fremtid, hvor menneskeheden er reduceret til primitive vilkår, fortæller Zachry historien om sin ungdom, hvor han har måtte kæmpe mod stærke indre kræfter, og foretage svære valg mellem egoisme og medfølelse.

"A half-read book is a half-finished love affair."

Da jeg lukkede "Cloud Atlas"og atter satte den tilbage på hylden, blev jeg efterladt med ambivalente følelser af kærlig beundring og dyb ærefrygt. "Cloud Atlas" er nemlig muligvis en af de få bøger, hvor formen vinder over indholdet. 

Som ringe der spredes i vandet, breder de seks separate historier sig over forskellige temaer, tidsaldre og verdensdele for blot at blive brat afbrudt af en ny historie uden nogen tilsyneladende sammenhæng eller fællesnæver, lige som fortællingen nærmede sig sit klimaks. Mønstret gentages fem gange, indtil læseren langsomt arbejder sig frem til romanens kerne og omdrejningspunkt; den sjette skæbnefortælling om den dystopiske verden Zachry befinder sig i. Herefter brydes mønstret, og historierne spejlvendes i omvendt rækkefølge, med vrangen udad, således at kapitlerne er centreret rundt om Zachry.

En sådan opstilling er ikke blot kvalmefremkaldende og svimlende - den danner også en smuk ramme for romanen, og markerer hvordan fortællingerne overlappes, sammenfiltres og påvirkes af hinanden. "Cloud Atlas" er gennemført kunstnerisk, selv i sin overordnede konstruktion.
De seks fortællinger er fremstillet på vidt forskellige måder. Adam Ewing skriver om sine oplevelser i sin dagbog, Robert Frobisher beretter om sin nye hverdag i breve til sin mandlige elsker, Louisa Reys oplevelser fortælles i en typisk thrillerroman-form, Timothy Cavendish's uheld fremstilles som en slags komedie, Somni-451 beskriver sit liv gennem et interview, og Zachrys mindes sin ungdom via en fortælling til nysgerrige tilskuere. 

David Mitchell favner alle fortællingsformer, og som resultat er de seks historier blændende unikke og letgenkedelige. Ikke alene er historiernes udformning vidt forskellige - de adskiller sig også ved sprogbruget, hvilket kulminerer med Zachrys fremtidsfortælling, som nærmest er ulæselig.

"My life amounts to no more than one drop in a limitless ocean. Yet what is any ocean, but a multitude of drops?" 

Som altid ved multiplot-romaner var der nogle historier, der fangede mig langt mere end andre. Især Adam Ewings foruroligende naivitet og den torturerede kunstner Robert Frobishers tragiske skæbne vandt mit hjerte. Måske er deres lidt mere simple og virkelighedsnære historier også nemmere for mig at forholde mig til.

Selve historien i Louisa Reys kapitler fremkaldte en intens spænding, men hendes karakter virker en smule intetsigende og tom. Omvendt holder jeg enormt meget af den uheldige Timothy Cavendish - men hans historie fremstår sært irrelevant og som unødvendigt fyld i en allerede tung skæbneberetning.

Somni-451 og Zachry repræsenterer begge en dystopisk fremtidsforestilling, og jeg måtte virkelig koncentrere mig, for at forstå det fremtidskoncept de udgør. Historien om Somni-451 er muligvis den klassiske dystopi med oversete og uretfærdigt behandlede kloner, hvorimod Zachrys virkelighed er en form for apokalyptisk skræmmebillede, hvor spiritualiteten er i centrum. Desværre er Zachrys historie meget svær at læse, eftersom sproget skal forestille at være degenereret, og derfor hovedsageligt består af apostroffer og halve ord.

"Souls cross ages like clouds cross skies, an' tho' a cloud's shape nor hue nor size don't stay the same, it's still a cloud an' so is a soul. Who can say where the cloud's blowed from or who the soul'll be 'morrow? Only Somni the east an' the west an' the compass an' the atlas, yay, only the atlas o' clouds." 

Der er mange temaer, der binder de seks historier sammen på kryds og tværs af hinanden. Modermærker, sjælevandringer, breve og romaner, store og små magtkampe, menneskelige kreationer der bliver forsømt, komplekse musiske kompositioner og en dyster besked om, at menneskehedens behov for dominans er dommedagsfremkaldende.

Men mest af alt læser jeg de seks historier som dokumentationen af, hvordan menneskeliv kan påvirke og influere hinanden; en slags uendelig livscyklus i et spindelvæv af tilfældigheder, vildledt dømmekraft og tapre beslutninger.

"Twenty Thousand Leagues Under the Sea" af Jules Verne

"Twenty Thousand Leagues Under the Sea" (org. titel "Vingt Mille Lieues Sous Les Mers") af Jules Verne, fra forlaget Barnes & Noble, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1870). Læst på engelsk - originalsproget er fransk. 3/5 stjerner. 

Historien om Kaptajn Nemo og ubåden Nautilus er til dels en eventyrlig opdagelsesrejse i havets dybeste gemmesteder, og til dels en fortælling om en indebrændt mands valg om benægtelsen af enhver form for menneskelig civilisation. 

Da den franske havforsker Professor Pierre Aronnax deltager i jagten på et ukendt havmonster, har han ingen idé om, hvad han er oppe imod. Han fortabes og opsluges af det selv samme monster, han er draget ud for at søge; og da monstret viser sig at være en ubåd styret af en menneskesky kaptajn, begynder eventyret for alvor. 

"The globe began with sea, so to speak; and who knows if it will not end with it? In it is supreme tranquility." 

Der er en slags udefinerbar drenget charme over alle Vernes skriverier. Når jeg læser hans bøger, kan jeg så levende forestille mig hvilken fantastisk fantasirejse, det må være for de yngre læsere. Vernes beskrivelser af de uberørte omgivelser og havets skjulte vidundere er dybdegående nok til at mætte enhver nysgerrighed.

Den største drivkraft i "Twenty Thousand Leagues Under the Sea" er naturligvis udforskningen af de talrige havvæsener, de sunkne skatte såsom de reflekterende perler og den forsvundne by Atlantis og de dertil hørende mytiske beretninger, samt de mekaniske omstændigheder omkring ubåden Nautilus og de geografiske facts. Bogen er på den måde enormt deskriptiv, og jeg måtte sommetider sukke en smule og lade mine øjne springe let henover enkelte kapitler og passager. Jeg har generelt et lettere anstrengt forhold til sådanne typiske Robinsonader, og kan sjældent koncentrere mig om de meget praktiske beskrivelser.
De bagvedliggende motiver for Kaptajn Nemos indadvente isolation fra menneskeheden er et andet tilbagevendende tema i bogen, og det var muligvis dét, der fangede mig mest. Verne fremstiller Kaptajn Nemo som en mand plaget af unævnelige dæmoner, og sammen med hovedpersonen, Professor Pierre Aronnax, er det læserens opgave at samle brudstykkerne af ledetråde sammen til et helt billede af den mystiske kaptajn. Løsningen bliver ikke givet, men Verne indarbejder små hint om hævnmotiver og dyb sorg til at skabe forståelse for den plagede karakter.

"We may brave human laws, but we cannot resist natural ones." 

Historien er legendarisk, og jeg fryder mig over endelig at kende dens fulde omfang. Det er ikke en af de bøger, jeg nødvendigvis vil vende tilbage til, og heller ikke en af de bøger jeg læste med udelt opmærksomhed. Men på trods af mine koncentrationsproblemer i de tunge beskrivende passager, er det dog alligevel en bog, jeg er glad for at have læst. Måske er det overordnede tema ikke nødvendigvis min smag - men de underliggende malstrømme af umenneskelighed og isolation formåede dog alligevel at gøre det til en interessant læseoplevelse. 

Jeg vil anbefale "Twenty Thousand Leagues Under the Sea" til enhver, der har lyst til at dykke ned i havets dyb, og blive tryllebundet af den farverige verden udgjort af koralrev og regnbuefisk. Fortællingen om Kaptajn Nemos forsøg på at lade sig opsluge - og sammensmelte - med det blå ocean er både fyldt med eventyr og en sær melankoli.