Tegneserieanbefaling: Gaimans Sandman-serie

Sidste april samlede jeg for første gang det gigantiske førstebind af Sandman-tegneserierne op. Læsningen markerede mit første gensyn med tegneserier efter rigtig mange år, og jeg anede ikke, hvad jeg kunne forvente. Men eksperimentet endte med en succes. Jeg elskede at bevæge mig ind i Gaimans mærkværdigt mytologiske univers; hvor billeder og talebobler smelter sammen til en uforglemmelig historie. Og selvom Gaiman var forfatteren bag, overraskede det mig alligevel, hvor poetisk, lyrisk og helstøbt universet var.  Der var talebobler, jeg havde lyst til at citere, tegninger jeg kunne stirre mig blind på, og en historie jeg ikke kunne slippe igen. Men nu er jeg nået til vejs ende. Bind to i serien er lukket, og historien er afsluttet. Eller i hvert fald ophørt.

Det har taget mig næsten et år at vende tilbage til Gaimans tegninger. Ikke fordi jeg ikke ville vide, hvad der hændte i det mystiske drømmeunivers, men fordi jeg har haft brug for en smule tilløb. 1000 siders billeder og ord fylder en del, og bogen er ikke en, jeg kan have med mig i tasken på arbejde. Det er en mursten, der kræver fordybelse, ro og hjemmetid. Og det har jeg endelig fundet.

“I like the stars. It's the illusion of permanence, I think. I mean, they're always flaring up and caving in and going out. But from here, I can pretend...I can pretend that things last. I can pretend that lives last longer than moments. Gods come, and gods go. Mortals flicker and flash and fade. Worlds don't last; and stars and galaxies are transient, fleeting things that twinkle like fireflies and vanish into cold and dust. But I can pretend...”

Sandman-serien tager udgangspunkt i en drømmegud ved navn Morpheus. Han er lige dele utilnærmelig og melankolsk; altid klædt i sort, altid gemt væk i sit drømmeslot og kun halvvejs ved bevidsthed. Hans våger over drømme, han spinder historier i nattens mørke, og når han drager i kamp har han en pose sand ved sin side, så han kan blæse sandkorn ind i søvnige øjne og fremtrylle farverige drømme. Han bevæger sig ud og ind af bevidstheden, mellem drømme og ind i fjerne afkroge af andres sind – sommetider for at undgå sit eget tungsind. 

Morpheus' familie kalder sig selv for de Endeløse; de er ikke personer, men idéer der aldrig kan dø. Død, Begær, Destruktion, Skæbne, Delirium og Fortvivlelse er hans søskende, og sammen er udgør de en del af verdens mekanik. De hjælper de dødelige på vej. 

Tegneserierne er fyldt med mytologi, bizarre scener, groteske øjeblikke, kærlighed, bogkærlighed og poesi. Det er et fantastisk sted at begynde sin tegneserielæsning, for Gaiman blander mange elementer og overrasker med sine naturlige ordlege undervejs. Det er kunst. 

Jeg anbefaler Sandman-serien af hele mit hjerte. Og den nydes bedst under dynen med en stor kop te og lidt lækkerier i nærheden. 

"V for Vendetta" af Alan Moore

"V for Vendetta" af Alan Moore, fra forlaget Vertigo, udgivet i 2005 (org. udgivet i 1982). 3/5 stjerner.

"V for Vendetta" udspiller sig i en dystopisk fremtidsverden. Historien begynder i England i 1990 efter en langvarig atomkrig i 1980'erne, hvor størstedelen af verden blev lagt i ruiner. Et strengt fascistisk, racistisk, homofobisk og anti-videnskabeligt parti ved navn Norsefire styrer England, der er blevet til en autoritær politistat. 
I historiens begyndelse bliver en ung kvinde ved navn Evey forsøgt voldtaget og derefter reddet af en mystisk mand iført en Guy Fawkes-maske. Manden kalder sig for V, og han er i færd med at gennemføre en langvarig plan, der skal føre til regimets komplette ødelæggelse og påbegynde en anarkistisk revolution. Og Evey er et vigtigt led i hans plan.

“People shouldn't be afraid of their government. Governments should be afraid of their people.”

I modsætning til så mange andre, anede jeg intet om "V for Vendetta", før jeg gik i gang med at læse den. Jeg har aldrig set filmen, aldrig fået forklaret plottet og aldrig kendt andet til fænomenet end det, som bogens forside viser: at det handlede om en mand i en Guy Fawkes-maske. "V for Vendetta" nævnes altid blandt de største værker indenfor tegneserieverdenen, og det er lykkedes mig at være fuldstændig uvidende om den indtil nu.
Alan Moore klargør i sit efterord, at historien i høj grad er et samarbejde mellem ham og tegneren David Lloyd. At V ikke ville eksistere på den måde, han gør, hvis han ikke fik den form og det udtryk, Lloyd gav ham. At flere elementer i handlingen er et resultat af samarbejde – at Lloyd har influeret flere dialoger, og Moore har udviklet flere dele af det grafiske udtryk. Og efter at have læst historien, undrer det mig ikke – for der hersker sådan en imponerende sammenhæng mellem tegninger og ord, mellem de støvede farvetoner og dystre udtalelser. Det matcher perfekt, og jeg er slet ikke i tvivl om, at historien ikke kunne eksistere i et andet format end dette. Tegningerne er en lige så stor del af det, som ordene.
Og netop tegningerne vil jeg godt dvæle en smule ved; for Lloyds streg er fantastisk. Karakterernes udtryk og fremtræden var genstand for flere minutters granskning, hver gang jeg vendte en side. Selv historiens mere groteske og blodige aspekter løses på en måde, der ikke virker kunstig eller absurd. Alt er, som det skal være. Og tegningerne er en så stor del af det.

Den fortalte historie overraskede mig ved at være så politisk. Moore har meget at sige, meget at kritisere og meget at kæmpe imod; og med V har han skabt den perfekte antihelt, der hverken indbyder til medlidenhed eller fordømmelse. Som læser er man hele tiden splittet; den fascistiske regering fremstilles som ofre, og oprørshelten balancerer hele tiden på en knivspids mellem sindssyge og iskold logik. Den revolutionære V har mange liv på samvittighed, og en omvendt verden kommer ikke uden en pris.

“You wear a mask for so long, you forget who you were beneath it.” 

"V for Vendetta" er en historie om kaos. En historie om en mand, der er et ideal – og et ideal der kan overtages af hvem som helst. Det er en historie om at kæmpe for noget, man tror på; retfærdighed, handlefrihed, selvstændighed og ligeværdighed. Det er en historie om præcist hvor skrøbeligt et regeringssystem kan være, når befolkningen ønsker det anderledes. Og mest af alt er det en historie om politik, magt, underkastelse, modstand og kaos. Det er en historie om kontrol overfor kaos, og om hvordan kontrol så hurtigt kan blive til kaos. 
Historien er en gåde uden løsning. V og Norsefire står overfor hinanden som to modpoler, to ekstremer, og begge forekommer mig som skræmmeeksempler. Selvom V har en tragisk fortid og et ædelt motiv, kan jeg ikke få mig selv til at holde med ham. Og selvom han koldblodigt myrder sine fjender og tidligere plageånde, kan jeg ikke få mig selv til at bebrejde ham. Det er op til den enkelte læser at beslutte, hvorvidt V's projekt er det bedste af to onder. Og det er vigtigt at huske, at V's identitet er en idé, der gives videre; en maske enhver kan putte på.
Moores historie er uhyre interessant. Den kan – og skal måske – læses med konstant mistanke og en grundlæggende mistro til alt, hvad der præsenteres. Intet er sort og hvidt. Alt er grånuanceret, og når karaktererne prøver at være overbevisende, er det netop det, de gør. Prøver. Moore tester hele tiden sin læsers sympati, og min egen sympati flyttede sig hele tiden undervejs.
Men måske kunne jeg også have forstået det hele på langt færre sider. Måske kunne tankeeksperimenteret med lethed være kogt ned. Eller måske var jeg bare uopmærksom og kedede mig for hurtigt, for jeg synes, at historien i nogle kapitler var langtrukken og slutningen hele tiden uundgåelig. Som idé er historien – ligesom dens hovedperson – fantastisk, men i praksis er jeg stadig i tvivl. Jeg ved ikke, om det er en god historie. Jeg ved bare, at det er en tankevækkende en. 

“But what I hope most of all is that you understand what I mean when I tell you that even though I do not know you, and even though I may never meet you, laugh with you, cry with you, or kiss you. I love you. With all my heart, I love you.”

"The Complete Maus" (Maus #1-2) af Art Spiegelman

"The Complete Maus" af Art Spiegelman, fra forlaget Penguin Books, udgivet i 2003 (org. udgivet i 1991). 4/5 stjerner.

"Maus" er en overlevendes beretning om Anden Verdenskrig. Bogen handler om den unge Art Spiegelman, som en dag spørger ind til sin fars oplevelser under Anden Verdenskrig og begynder at skrive dem ned i tegneserieform. I sin tegneserie gør han jøderne til mus og nazisterne til katte og skaber derved en interessant symbolik af forfulgte mus og klolignende fjender. Under historieberetningen afbryder Arts far ofte sig selv, brokker sig over pengeproblemer eller hverdagsbekymringer, og derved er "Maus" både en fortælling om, hvordan Vladek Spiegelman overlevede Anden Verdenskrig og hvilke spor, krigen efterlod i ham.

I 1980'erne udkom "Maus" som en slags føljetonroman i tegneserieform i bladet "Raw". Art Spiegelman færdigskrev historien i 1991, fik den udgivet – og et år senere blev den grafiske roman tildelt Pulitzer-prisen som den første fra sin genre. "Maus" er originalt udgivet i to dele, men denne bog samler de to bind som én historie.

“To die, it's easy. But you have to struggle for life.”

"Maus" er så berømt. Selv jeg, der ved tilnærmelsesvist ingenting om tegneserier eller grafiske romaner, har været klar over historiens eksistens i lang tid. Det er sådan en fortælling, der altid vil vække opmærksomhed, altid vil være original, altid vil være relevant alene på grund af dens tema og dens udformning. Historier om Anden Verdenskrig fortalt fra far til søn iscenesættes som en historie om mus og katte, der lever i en uendelig musejagt.  Ligesom George Orwells "Animal Farm", bliver nogle ting blot endnu klarere, når de iføres nye kostumer.
Det væsentligste ved "Maus" er dog, at musene og kattene kun fungerer som billedsymboler. Musene bliver gasset, skudt, fanget og tvunget til arbejde af kattene – men de bliver aldrig ædt, kradset eller lokket frem med ost. Symbolikken eksisterer kun i Art Spiegelmans sort/hvide tegninger og indgår ikke som et dybere lag i historien. Hvilket egentligt sommetider forekom mig en skam; symbolikken kunne hurtigt være blevet dybere, mørkere og mere gennemført, hvis Spiegelman havde ønsket det.
For mus eller ej – "Maus" er en fortælling om Anden Verdenskrig, om holocaust, massemord og koncentrationslejre. Det er en fortælling om masker, menneskelig egoisme, overlevelsesinstinkter, venskaber der smuldrer under hungersnødens pres og de dybe ar, som krigen satte i de overlevende. Den fortællende musefader, Vladek Spiegelman, ses både i nutiden og fortiden. Spiegelman kaster ærligt og modigt lys over Vladek, der portrætteres som en mand med hamstrende samlermani, konstant frygt for at bruge mere end han har og et enormt behov for selskab, anerkendelse og nogen at dele sine historier med. Han er en overlever, men hans bekymringer eksisterer endnu.

“Sometimes I don't feel like a functioning adult.”

Historien er meget kompleks, og i den gemmer der sig mange lag. Der er Art, der skriver historien og undres, irriteres og fascineres af sin far undervejs, der er Vladek, der fortæller historien, og så er der historien selv. Jeg blev flere gange overrasket af de metafiktive elementer, der indarbejdes undervejs, som når Art selv kommenterer på sin skriveproces, betvivler sin fremgangsmetode og endda inddrager virkelige billeder af familiemedlemmere eller hele tegneserier, han tidligere har tegnet. Kernehistorien er en rammende mavepuster i sig selv, men de mange afbrydelser og indblik, gør læseoplevelsen til noget ekstraordinært. Noget særligt. Noget man husker.
Under min læsning blev jeg meget rørt, forfærdet, eftertænksom og trist. Spiegelman beskriver med sine billeder og ord en grufuld tidsperiode, og samtidig beskriver han også meget klogt de eftervirkninger, den har fået. Hvordan er det at vokse op i et hjem med overlevende forældre, der for altid har mistet tilliden til menneskeheden? Hvordan er det at overleve sådanne hændelser, når så mange andre ikke gjorde? Hvordan kommer man videre? Og hvordan giver man slip?
Det hele gøres så nænsomt og fint, og kattene og musene løber ind og ud mellem hinanden i en troværdig panik. Selvom historien om jødeforfølgelsen ikke er ny, bliver den heller aldrig gammel. Og slet ikke i Art Spiegelmans kunstneriske og symbollegende hænder.