"Anna Karenina" i teaterform

I starten af februar på en højhellig torsdag aften begav Stine og jeg os mod Odense Teater for at se deres nye opsætning af "Anna Karenina". Jeg havde fået tilsendt anmelderbilletter af Kulturkongen, og det var så perfekt, for stykket var et, jeg virkelig brændte for at se.

"Anna Karenina" er en stor roman, men det er også en svær roman. Den er svær at læse, svær at forstå og især svær at elske. Den er fyldt med karakterer; vrimlende menneskemængder som hver især har et dusin navne og kælenavne, og som alle er forbundet på kryds og tværs. De er svære at kende fra hinanden, og de er svære at holde af. Anna Karenina er især besværlig at fatte sympati for med sin egenrådighed, sin desperation og sine mange illusioner.

Odense Teater forsøger med sin opsætning af Tolstojs klassiker at komme lidt mere ind under huden på karaktererne. Historiens rammer er ændret, så plottet bliver båret frem af dialog mellem Anna Karenina og Konstantin Ljovin, som om de betroer sig til hinanden. Anna bekender sig til Ljovin, fortæller ham om sin situationer, og forsøger at vinde hans accept – og på den måde, sætter hun ord på nogle nuancer, der ellers kan være svære at spille frem.

Det fungerer egentligt rigtig godt med dialogen, da tilskuerne hurtigt bliver guidet gennem de mange karakterer, miljøer og følelser historien indeholder – men det ødelægger desværre også stykkets tempo. De mange bratte sceneskift og stop, de mange gange Anna Karenina og Ljovin spørger hinanden: "Hvor er du nu?", sætter plottet på pause og virker mærkeligt mekanisk.

Fortællerrammen er dog også et middel til at kompensere for de sparsomme kulisser. Scenen er omkranset af tynde sølvtråde, som karaktererne ofte hvirvler ind i, når de skal forlade scenen. Det giver et elegant udtryk, men jeg synes også, det ville klæde stykket at vise den overflod, Tolstoj beskriver i det russiske aristokrati, og den kvalmende dekadence Ljovin flygter fra. 

Ikke desto mindre, er det en stærk forestilling, som jeg på det varmeste kan anbefale. Rikke Lylloff  spiller Anna Karenina og har en smuk, messende stemme der vender til skrigende desperation, efterhånden som plottet skrider frem. Benjamin Kitter er imponerende i rollen som Ljovin; den forelskede, den ulykkelige, den selvretfærdige – og til sidst, den accepterende. Han er overbevisende som den eneste oplysningsmand i overklassens egoisme. 

"Anna Karenina" spiller på Odense Teater indtil den 8. marts. Læs mere her. 

Billederne er pressefotos fra Odense Teater og er taget af Emilia Therese. 

"Harry Potter and the Cursed Child" af J. K. Rowling, John Tiffany og Jack Thorne

"Harry Potter and the Cursed Child" af J. K. Rowling, John Tiffany og Jack Thorne fra Little, Brown and Company. Udgivet i 2016. 1/5 stjerner.

OBS: Jeg undgår spoilers i dette indlæg, men hvis du helst vil undgå at vide noget som helst om bogens plot (som nogle Potter-fans foretrækker), bør du ikke læse videre. 

Den ottende Harry Potter-bog, kalder nogen den. Bogen som ingen troede ville komme. Og bogen som Rowling sværgede, hun aldrig nogensinde ville skrive. 
"Harry Potter and the Cursed Child" er omgivet af mystik. Den blev annonceret så pludseligt og forårsagede en verdenssensation, da den udkom. Fans opfordres (stadig) til at #keepthesecrets og ikke afsløre for meget af bogen og dens tilhørende teaterstykke i London, og der  er tilsyneladende ingen, der er enige om, hvorvidt det virkelig er den ottende Harry Potter-bog eller ej. 
Personligt synes jeg ikke, "Harry Potter and the Cursed Child" er den ottende Harry Potter-bog. Jeg har stillet den ved siden af mine andre Harry Potter-bøger i bogreolen, men det er som om, den ikke helt hører til der. Ikke så meget på grund af dens omkringliggende omstændigheder; genren, struktureren eller de nye medforfattere, men mere på grund af det faktum, at jeg efter at have læst bogen, ikke kan genkende en eneste af de karakterer, hvis liv den hævder at fortsætte. Jeg kan ganske enkelt ikke finde de elementer, der skulle gøre den til en Harry Potter-bog.

På det seneste har jeg diskuteret "Harry Potter and the Cursed Child" meget. Og hver gang jeg har forsøgt at kritisere den, er jeg stødt på mennesker, der har fortalt mig, at jeg har misforstået konceptet. At man ikke må forvente lige så meget af et teatermanuskript som af en bog. At det er et teaterstykke, der er skabt for at blive set og ikke for at blive læst. At manuskriptet i øvrigt ikke var tænkt som en bogudgivelse overhovedet. Det blev bare udgivet fordi fans viste interesse for det.

Og intet gør mig mere frustreret. For naturligvis er et teaterstykke og en roman ikke det samme. Naturligvis kan Rowlings lange beskrivelser af skolekapper og trylleformularer ikke overleve i et manuskript, hvis formål er at fastholde et publikums interesse. Naturligvis skal beskrivelser forvandles til fysiske ting i form af rekvisitter, kropssprog og tonelejer, og naturligvis er teaterstykket forholdsvist begrænset til ting, der kan lade sig gøre på en scene. Men det betyder ikke, at man ikke kan forvente lige så meget af et teaterstykke som af en roman. Og selvom dette teaterstykke ikke oprindeligt var tænkt til udgivelse, så er det blevet udgivet. Det er blevet indbundet, redigeret og udgivet; og altså er det beregnet til læsning. Og man kan med rette forvente, at det kan stå alene; at det er stærkt nok til at blive læst og ikke nødvendigvis set. For den egenskab har gode dramaer også. "Harry Potter and the Cursed Child" er bare, i mine øjne, ikke et af dem. 

Det er ikke formen på bogen, jeg opponerer imod, men indholdet. Plotmæssigt er "Harry Potter and the Cursed Child" en forvirrende oplevelse. Stykket starter i akkurat det øjeblik, den syvende bog slutter; på togperronen med Harry omgivet af sine venner og børn. Den unge Albus Severus Potter skal på Hogwarts, og han er nervøs for, hvilket kollegium han vil ende på. Han er nervøs, fordi han ikke vil skuffe sin far, den berømte Harry Potter.

For selvfølgelig er det hårdt for et troldmandsbarn at have dét efternavn. At konstant blive associeret med den mest idoliserede troldmand i verden. Og at skulle leve op til en mand, der har betydet så meget for så mange. Albus' fortvivlelse tager kun til i styrke, da han bliver sorteret i Slytherin, kun udviser et minimalt talent for besværgelser og ikke kan finde ud af den troldmandssport hans far var så god til. Hans eneste ven er Scorpius Malfoy, og han føler sig som en skuffelse på alle tænkelige måder. Og derfor går det galt.

Efter et skænderi med sin far, finder Albus en tidsvender. En tidsvender der pludselig bliver svaret på alle hans problemer. For ved at ændre fortiden kan han retfærdiggøre sig selv overfor sin far. I forbifarten glemmer Albus blot, hvor stor betydning selv de mindste ændringer kan få. 

Tidsrejser er ofte besværlige ting at læse om og forstå. De ender også alle på den samme måde; med katastrofer der udpensler hvor afgørende det er, at tingene skete akkurat som de gjorde. Det handler om at rejse tilbage, ændre noget, rejse frem og opdage ændringens betydning, for derefter at rejse tilbage igen og ændre det tilbage. Og ved plottets afslutning er intet derfor ændret overhovedet. Det er en cirkelstruktur. Og det er kedeligt. "Harry Potter and the Cursed Child" er ingen undtagelse.

Men tidsrejseplottet betyder også, at Rowling ikke introducerer noget nyt. Ved at lade størstedelen af sit teaterstykke udspille sig i fortiden, i scener vi allerede kender, og med karakterer vi allerede elsker, slipper Rowling for at forklare, hvordan troldmandsverdenen ser ud i 2016. "Harry Potter and the Cursed Child" tilføjer intet nyt til den historie, vi allerede kender. I stedet bruger den nostalgien som den vigtigste fremdriftskraft. Og er det en fremdriftskraft overhovedet?

Jeg blev så skuffet over, hvor unødvendig historien føltes. Det er hurtig underholdning med præg af sensationshistorie og overdrevne afsløringer. En ydmyg ambition for en fortsættelse hele verden har ventet så længe på. 

Plottet er forhastet; beregnet til at fastholde (et ungt) publikums opmærksomhed og med nye hændelser på hver eneste side. Ting sker hurtigt, for hurtigt, og midt i al tidsrejseriets hurlumhej mistede jeg også opmærksomheden. Det gik så hurtigt, at det blev kedeligt. For jeg nåede ikke at involvere mig. Jeg nåede ikke at holde af de personer, jeg læste om. Og det er en væsentligt fejl for en bog med en hovedperson, der er så svær at holde af.
Albus Serverus Potter er ofte irriterende, uretfærdig og smålig. Han har ondt af sig selv og har set sig sur på sin far – akkurat som enhver anden teenager. Men hvor naturligt det end må være, er det svært at sympatisere med. Faktisk er det Draco Malfoys søn, Scorpius, der stjæler rampelyset. På trods af sit familienavn fremstår han langt mere sympatisk end Albus Potter.
Rowling introducerer meget få nye karakterer, men alligevel er persongalleriet svært at genkende. Harry Potter opdrager sine børn uden et gran af menneskeforståelse, Ronald Weasley er trådt i sine brødres fodspor og ejer en spøg og skæmt-forretning (på trods af tidligere manglende ambitioner og forretningssans) og er i øvrigt en tragisk pauseklovn, den afdøde Dumbledore har efterladt sig et maleri der har meget let til tårer, og McGonall udviser en imponerende usikkerhed og opgiver sine egne principper for at adlyde en hysterisk Harry Potter. Den eneste karakter med en smule dybde er – ironisk nok – Draco Malfoy, som alligevel har udviklet en komisk evne til at komme dumpende ind af pejse, hver gang nogen nævner hans navn.

"Harry Potter and the Cursed Child" er i mine øjne en fiasko. Ikke på grund af teaterformen og heller ikke på grund af det fjollede, uoriginale og decideret utroværdige plot – men på grund af, det er skrevet for at vække nostalgi for karakterer, der ikke er til at genkende.

Har du læst "Harry Potter and the Cursed Child"? Eller har du tænkt dig at læse den? Hvad synes du om bogen? 

"Peter and Alice" af John Logan

"Peter and Alice" af John Logan, fra forlaget Oberon Books, udgivet i 2013. 4/5 stjerner.

Da J. M. Barrie skrev "Peter Pan" var han inspireret af en flok drenge, der tilfældigt krydsede hans vej. En af de drenge hed Peter, Peter Llewelyn-Davies, og han var hele sit liv kendt som Peter Pan. Også selvom hans forhold til J. M. Barrie forværredes, som årene gik.
Lewis Carroll var en mand, der fortalte mange historier. Og en af dem fortalte han til nabobarnet Alice Liddell, som insisterede på, at han skulle skrive historien ned. Det gjorde han, og senere blev "Alice's Adventures in Wonderland" udgivet. Som konsekvens blev Alice Liddell blev kendt som "dén Alice" resten af sit liv.
I 1932 mødte den 80-årige Alice Liddell den 35-årige Peter Llewelyn-Davies, da de begge var til stede til en Lewis Carroll-udstilling. Teaterstykket "Peter and Alice" taget afsæt i det møde, og det som de to voksne barndomslegender måske talte om.

“In the place called Adulthood there are no Cheshire Cats... for they can't endure the suffering of the place.”

Ved du, hvad der skete med Peter og Alice, efter deres eventyr var slut? Efter det sidste ord var skrevet og læst, og bogen blev lukket, udgivet og læst af en ny? Vidste du, at Alice tog hjem fra Eventyrland, og at Peter Pan voksede op? For bag historierne om Peter og Alice, gemmer der sig andre historier. En historie om en dreng der mistede sin mor, flyttede ind hos en forfatter og så sine brødre dø én efter én i selvmordsulykker og i krig. Eller en historie om en pige, der blev forbudt at mødes med den ensomme forfatter, der havde gjort hendes sommerdage så lyse – og i stedet voksede hun op, fødte børn og mistede dem, før de havde levet deres liv til ende.

Historien om Peter Llewelyn-Davies og Alice Liddell adskiller sig meget fra historierne om Peter Pan og Alice, som vi alle fik læst højt som børn. For det er nemlig ikke kun historier. Det er virkelighed.

Uden at vide det forestiller jeg, det må være svært at være kendt for noget, man aldrig har gjort. At blive kaldt for et navn man aldrig har heddet. Og at have minder om et liv, man aldrig har levet. Men fordi Peter Llewelyn-Davies var kendt som inspirationskilden til Peter Pan, og Alice Liddel som inspirationskilden til Alice i Eventyrland, måtte de hver dag i deres liv blive konfronteret med, at de var dén Peter. Dén Alice. Uden at de som sådan var det.

“We can’t live in a fantasy. Reality may be hard, but it’s all we have.”

Historien er fascinerende, og det faktum at Peter Llewelyn-Davies og Alice Liddell en dag mødte hinanden i en boghandel i London, er nervepirrende. John Logan forsøger i "Peter and Alice" at forestille sig, hvad de ville tale om – og jeg vrider min hjerne for at forestille mig det samme. De må have haft meget at sige til hinanden. Eller måske slet ingenting overhovedet.

"Peter and Alice" er en skævvridning af virkeligheden. Det er en fortælling om en ung, frustreret og sammenbidt Peter og en ældre, mere tilbagelænet Alice. Det er historien om historierne vi kender; hvordan en pige blev udødeliggjort og hvordan en dreng måtte stå til ansvar for en fiktiv karakter, han intet havde med at gøre. Og det er så hjerteskærende at læse om splittelsen mellem det fiktive og det virkelige; mellem det skrevne idyl og de tragiske liv. 

Og midt i det hele vælter minder, spøgelser og drilske karakter ind på scenen. Alice møder den Alice, som hun var engang – og Peter ser pludselig J. M. Barrie i øjnene på trods af flere års tavshed. Det er svært at regne ud, hvor virkeligheden ophører, og forestillingerne begynder. Akkurat ligesom Peter og Alices menneskeliv altid er blevet regnet som halvt fiktion.

John Logans teaterstykke er hjerteskærende læsning – og jeg forestiller mig, at Ben Whishaw og Judi Dench har tryllebundet deres publikum, da stykket blev opført i 2013. Teksten var i sig selv nok til at tryllebinde mig, side efter side, imens mit hjerte langsomt faldt fra hinanden. Det er ikke nødvendigt at kende historien om Peter Llewelyn-Davies og Alice Liddell, for at forstå skuespillet. Men den virkelige historie kaster en sælsom skygge over den maniske Peter og den forsonende Alice i teaterstykket. Og Peter Logan yder med sine velkomponerede og intelligente sætninger de to legender den retfærdighed, de fortjener. Det er et smukt stykke fyldt med smukke ord.