Tema-tirsdag #90: "I ship it"?

Internetsprog er sommetider et svært sprog. Mystisk at læse, besværligt at tyde og næsten umuligt at oversætte. Ofte føles det indforstået og forkert, når man skal forklare det til andre, der ikke er medlem af samme internetboble som en selv.

Således rynkede jeg for nylig brynene, da jeg gennem et spørgsmål i min Tumblr-indbakke blev spurgt om, hvad min ultimative OTP var. Jeg synes, det lød som volapyk, og min eneste løsning var et direkte besøg i Googles søgefelt. Få sekunder senere var jeg en smule klogere og fandt ud af, at OTP betyder 'One True Pairing', som igen betyder to fiktive karakterer, som man håber og mener bør blive romantisk involverede med hinanden. Det er en ting, der altid har eksisteret – nu har begrebet blot et navn og en forkortelse. Da jeg voksede op med Harry Potter-bøgerne, tror jeg bare, jeg sagde, at jeg "heppede på at Hermione og Draco ville finde sammen". Jeg kan i den forbindelse blive helt nostalgisk på mine egne vegne.

I takt med internettets mulighed for læsefællesskaber, fanfiction og forumsdiskussioner, er der dog kommet nye ord til de velkendte begreber, og når man taler om sine OTP's, taler man også ofte om, hvem man "shipper". At shippe noget eller nogen vil sige, at man selv leger matchmaker, og i sit indre sammensætter en karakter med en anden. Ligesom den 14-årige Rikke bestemt heppede på Hermione Granger og Draco Malfoy. At sige "I ship it" er at skabe den fiktive forbindelse. Eller sådan troede jeg, det var.

For linjerne er blevet sløret, og det hele er knap så fiktivt længere. Hvor det i mange år har været naturligt at heppe mod odds og skabe sit eget subplot – enten i form af tankespind eller fanfiction – hvor to fiktive karakterer finder sammen, er det nu lige så selvfølgeligt at skabe forbindelser mellem virkelige, levende mennesker. YouTube-stjerner, boybands og skuespillere er ingen undtagelser fra fanfictionens fantasi. De kan også shippes med andre – og med hinanden.

Det mest kendte eksempel er muligvis boybandet One Direction. Flere tusinde fans "shipper" to af bandmedlemmerne med hinanden og har skrevet fanfiction og sammenklippet videoer om dem. Troen på det ultimative ship blandt bandets fans er så stort, at der er blevet udtænkt lange og komplicerede konspirationsteorier om, hvorfor medlemmerne i bandet ikke er sammen offentligt. Det er større end fanfiction; det har efterhånden antaget en moderne og mytisk karakter.

Ligeledes er "After" af Anna Todd et fanfiction-fænomen, der startede med at omhandle Harry Styles fra One Direction. Han blev skrevet ind som en karakter i Anna Todds fanfiction med alle sine kendetegn og sit fulde navn, og da bogen blev udgivet blev hans navn vagt omskrevet til Hardin for ikke at bryde med juridiske bestemmelser.

Jeg har, som udgangspunkt, ikke noget imod udgivet fanfiction, der er baseret på andre fiktive fortællinger. Jeg er selv i skrivende stund ved at nærstudere Jane Austen-fanfiction, og jeg var i sin tid en hengiven læser af Stephenie Meyers "Twilight"-serie, der var delvist Brontë-inspireret fanfiction. Da "50 Shades of Grey" udkom som omskrevet "Twilight"-fanfiction, undrede jeg mig over, at det overhovedet var muligt at skrive fanfiction om fanfiction – men lagene i det fascinerede mig. Fanfiction bryder med så mange litterære rammer, skaber intertekstualitet på nye måder, og – mest interessant af alt – kommer fra små internetfødte communities, hvor man både er læser og skribent. Fanfiction er skabt af fællesskaber, og selvom det måske ikke er af høj litterær kvalitet, kendetegner det et helt nyt litterært felt. At rynke på næsen af det ville være meget snæversynet.

Men jeg tøver alligevel overfor en særlig gren af genren. Jeg tøver med at erklære min sympati eller støtte for fanfiction, der tager udgangspunkt i virkelige, levende personer. Jeg synes på sin vis, det er voldsomt at "shippe" kendte mennesker, der er nære venner, og jeg synes, det er en farlig øvelse at fiktionalisere nulevende mennesker og gøre dem til hovedpersoner i seksuelle teenagedramaer. Måske er jeg farvet af ikke at være en del af det pågældende fanfænomen – men det føles forkert, at Harry Styles skal associeres med en karakter i "After", som alle ved originalt bar hans navn.

Der findes en sætning, der ofte dukker op i bøgers begyndelse. En lille markør, der fortæller forskellen mellem fiktion og virkelighed, indbildning og inspiration. "This novel is entirely a work of fiction," står der. "Any resemblance to actual persons, living or dead, events or localities is entirely coincidental." Det er en praktisk sætning, der beskytter bogens forfatter mod søgsmål om personskade. Spørgsmålet er i midlertidigt om en sådan sætning nu er forældet?

Læser du fanfiction? Hvad synes du om fænomenet med at "shippe" to virkelige mennesker med hinanden? Og hvad synes du om problematikken ved at skrive fanfiction om nulevende mennesker – og evt. få det udgivet? 

"Death Comes to Pemberley" af P. D. James

Dette er et planlagt indlæg. Jeg er i feriehi og er derfor lidt langsommere om at udgive og besvare kommentarer. Men jeg skal nok få det gjort efterhånden.

"Death Comes to Pemberley" af P. D. James, fra forlaget Faber and Faber, udgivet i 2012 (org. udgivet i 2011). 1/5 stjerner. 

I velkendte omgivelser og med velkendte karakterer, fungerer "Death Comes to Pemberley" som en slags videredigtning og forestilling af, hvad der kunne ske seks år efter det sidste punktum i Austens "Pride and Prejudice". P. D. James lader sin roman udspille sig i Mr. Darcy og Elizabeth Bennets lykkelige tilværelse på det smukke gods Pemberley, hvor et spor af mord og mystik flettes ind i ægteparrets liv. 
Midt i planlægningen af et funklende efterårsbal kommer døden nemlig til Pemberley; i form af en karet med Elizabeths paniske søster Lydia, der erklærer at hendes mand, George Wickham, er blevet myrdet. Det idylliske Pemberley forvandles med ét til en forbrydelsesscene og en efterforskning går i gang.

“It is doubtful whether Mrs Bennet missed the company of her second daughter, but her husband certainly did. Elizabeth had always been his favourite child.”

Austens Elizabeth Bennet er kendt for at være stædig, vittig, intelligent og interessant. Hun dominerer ethvert kapitel, som hun indfinder sig i, og hun stjæler ikke rampelyset så meget med sin skønhed som med sit sind. Hun er en gnistrende, lynende og levende karakter, hvis latter har givet genlyd gennem verdenslitteraturhistorien i over 200 år. Med Elizabeth Bennet skabte Austen noget særligt, og man kan ikke fortænke andre forfattere i ind i mellem at låne hende til egne formål og nye romaner. Men det er en farlig sti at følge; for i det i øjeblik, man bruger en så elsket karakter, skaber man også store forventninger. Forventninger der ofte resulterer i skuffelse.
I virkeligheden havde P. D. James slet ikke behøvet at kalde sin karakter for Elizabeth Bennet og at kreditere Austen for hendes skabelse. For den karakter James tager sit udgangspunkt i kunne være hvem-som-helst; faktisk kunne det være alle andre end Elizabeth Bennet.
Jeg forstår ikke James' intention; hvorfor benytte sig af en af litteraturens mest genkendelige og karakteristiske kvindelige hovedpersoner, for derefter at reducere hende til en skygge på tapetet? En kvinde altid i baggrunden, altid optaget af at udsende invitationer, planlægge baller, mistænke Charlotte Lucas for tankeløst sladder og af at bekymre sig om sin mand uden at turde at snakke med ham om, hvilken retning hans søsters liv bevæger sig i. I James' hænder forvandles Elizabeth Bennet til nøjagtigt den kvindetype, som Austen brugte en hel roman på at latterliggøre.
Selvom bogen muligvis kunne have haft større værdi som almen historisk fiktion frem for Austen-fanfiction, insisterer James stædigt og vedvarende på at integrere sin historie i Austens fortællerunivers. Gentagende gange opridses plottet fra "Pride and Prejudice", gentagende gange taler karaktererne om minder, udveksler lange spørgsmål der begynder med "Husker du dengang..?" og efterfølges af hele referater af samtaler og hændelser fra Austens originale roman. Som resultat bliver store dele af bogen decideret tidsspilde for enhver, der er bekendt med Austens plot – hvilket både forundrer og irriterer mig, da jeg forestiller mig, at læserne af netop denne roman udmærket er bekendt med omstændighederne, der førte Elizabeth Bennet til Pemberley.

“If this were fiction, could even the most brilliant novelist contrive to make credible so short a period in which pride had been subdued and prejudice overcome?”

Som Austen-fanfiction er bogen en meningsløs forvrængning, og som krimi er den både usammenhængende og kedsommelig. James fylder sin tekst med tunge beskyldninger og tydelige fodspor, der peger hen på to mulige mordere. Ikke desto mindre er det tydeligt lige fra romanens tidlige begyndelse og mysteriets start, at ingen af de to beskyldte er involverede. I stedet løses gåden på bogens sidste side og på en så forhastet måde, at læseren aldrig inkluderes i processen. Den endelige afsløring virker mest af alt som et desperat overraskelsesforsøg eller en pludselig eftertanke, og kan på ingen måde spores tilbage til bogens kerneplot. De foregående 200 sider virker pludselig helt spildte og unødvendige.
Og mit afsluttende kritikpunkt er netop dette; når man når slutningen, virker den historie man lige har læst fuldstændig overflødig. James' roman består hovedsageligt af utroværdig genbrug af Austens karakterer, talrige og tydeligt udpenslede resuméer af "Pride and Prejudice", nytteløse eftersøgninger, et spændingsløst klimaks og en slutning der mest af alt er en lappeløsning. Det er en bog, der har udfordret min evne til blot at skrive det mindste konstruktivt, en bog der har frarøvet mig ethvert positivt ord, og det er en bog, hvis eksistensgrundlag jeg endnu ikke har formået at begribe. Jeg hadede den.
Da jeg ville tage disse billeder, faldt Rasmus om i en dyb trancelignende søvn, hvor hun brugte den skriggule bog som hovedpude. Jeg kan ikke bebrejde hende – under min egen læsning faldt jeg selv flere gange i den samme fælde. For uanset hvilke spændende og gåsehudsfremkaldende mysterier bogen hævder at indeholde, er dens ord uimodståeligt søvndyssende. Og på sin vis tror jeg, at Rasmus har ret; den egner sig bedre som hovedpude end som ferielæsning. 

"Sense & Sensibility" af Joanna Trollope

"Sense & Sensibility" af Joanna Trollope, fra forlaget HarperCollins, udgivet i 2013. 1/5 stjerner.

Med The Austen Project har HarperCollins startet et spændende initiativ. Projektet går ud på, at seks etablerede forfattere skal genfortælle Austens seks romaner i en nutidig tone og med nutidige omgivelser. Projektet er en form for genfortolkning, der skal påvise, at Austens  romaner er ligeså gældende i dag, som de var, da de blev udgivet for 200 år siden. 

"Sense & Sensibility" er den første udgivelse i rækken af de seks romaner. I Joanna Trollopes hænder forvandles Austens klassiker til en fortælling om to vidt forskellige søstre med vidt forskellige drømme. Den kreative og guitar-spillende Marianne Dashwood er en følsom sjæl, der drømmer om at komme på kunstskole, hvorimod søsteren Elinor fungerer som den ansvarlige i familien, og håber på en dag at blive arkitekt. Familien Dashwoods priviligerede tilværelse får dog en brat slutning, da faderen dør og efterlader sig en kone og tre døtre i et økonomisk hul uden et hjem. 

“The window was open, a high sash window between white linen curtains striped in grey and pink. Marianne folded her arms on the sill and leaned out. The gardens below her were extensive, and even if Cleveland Cottage called itself a cottage, it was an affectation, really, because it was a house.”

Det lovede så godt. Den yndigt blå bog med udskårne silhouetter og de skinnende gulddetaljer lignende begyndelsen på en slags fornøjelig eftermiddagseskapisme, altimens konceptet bag The Austen Project tydede på en sjov, kreativ og respektfuld vinkel på min absolutte yndlingsforfatter. Desværre faldt det hele så hurtigt til jorden, og læsningen efterladte mig med ét eneste spørgsmål; hvorfor? Hvorfor er denne bog overhovedet nødvendig, og hvorfor i alverden påstår den at tilføje noget nyt til Austens univers?
På det seneste har jeg med længsel og spænding fulgt med i YouTube-serierne 'Emma Approved' og 'The Lizzie Bennet Diaries', som netop fungerer som moderniserede Austen-fortællinger. I en omskrevet videoblog-form udspiller Austens ord sig på en måde, der endnu beviser deres relevans. De to YouTube-serier er tydelige eksempler på, hvor elegant Austens fortællinger lader sig oversætte til moderne scenarier; hvordan noget nyt kan tilføjes til plotlinjen uden at tabe Austens smukke struktur og fortællerstemme undervejs. 
Og det er lige netop i denne disciplin, Trollope fejler så fatalt. Trollope tilføjer ikke noget nyt til plotlinjen, i stedet fortæller hun Austens historie, som vi alle kender den, og indsætter akavede glimt af moderne teknologi. Det eneste nye i Trollopes fortolkning er en enkelt SMS i ny og næ og det lejlighedsvise behov for Facebook-stalking. Historien forbliver den samme, og selvom Trollopes integretitet er beundringsværdig, falder historien fra hinanden på grund af det.

“And I've made it, because I am desperate not to push. And, actually, it's more than enough, it's wonderful to lie here and watcher her able to look down at that house without it distressing her. She's not indifferent - that would be too much to hope for - but she's not yearning either.” 

Et af knudepunkter i "Sense & Sensibility" er faderens død og de pengeproblemer, der følger som konsekvens af hans død. Trollope skriver om, hvor fortabte Dashwood-familien er ved tabet af deres hus og dermed deres status. Ikke et sekund overvejer Marianne og Elinors mor, Belle Dashwood, at få sig et job. Det er tilsyneladende umuligt for en kvinde af hendes status at arbejde; og således skubbes den ellers så moderne fortælling atter tilbage i Austens tidsalder. Trollopes tekst er fyldt med dilemmaer, der synes mærkværdige for den moderne læser; undren over hvordan Edwards forældre kan tillade sig at bestemme over hans ægteskab med begrundelsen af, at hans kommende kone skal komme fra en god familie og have en formue?  Det tilbagevendende tema om kvinders arveret er også mærkeligt malplaceret, ligesom det faktum at Marianne dåner og sukker hele bogen igennem og tilsyneladende også er ude af stand til at kurere sine pengeproblemer ved at få sig et job. 
"Sense & Sensibility" er dermed ikke en nyfortolkning af Austens klassiker, og plotlinjen er ikke ændret eller tilpasset til moderne omstændigheder. Tværtimod er det blot som om, hele Austens roman har foretaget en tidsrejse og nu udspiller sig i et samfund, hvor den ikke hører til. Trollope lader historien smuldre mellem sine fingre; hendes drama er hverken plausibelt eller troværdigt.
Jeg kan levende forestille mig, hvor frygtindgydende en opgave det må være at blive bedt om at omskrive en så elsket klassiker af en så elsket forfatterinde. Jeg kan forstå behovet for respektfuld troværdighed; men jeg kan ikke forstå, hvordan man kan modernisere en historie uden at tilføje noget nyt til den. Hvis jeg ønskede at genlæse "Sense and Sensibility" ville mit valg altid falde på Austen selv. Der findes trods alt ingen bedre. 

"Longbourn" af Jo Baker

"Longbourn" af Jo Baker, fra forlaget Random House, udgivet i 2013. 3/5 stjerner. 

I Jane Austens "Pride and Prejudice" bliver tjenestefolkene på Longbourn ikke skænket mange ord. De er stille eksistenser uden historier og uden dybde, og de vandrer gennem romanen som en slags ordløse rekvisitter.
Jo Bakers "Longbourn", udspiller sig netop i Austens historieunivers, hvor tjenestefolkene på Longbourn dog får lov til at indtage rampelyset. Bogen er en slags genfortælling af "Pride and Prejudice", der indvier dens læsere i en hverdag, der kunne have foregået samtidig med Elizabeths svimlende møde med Mr. Darcy. "Longbourn" følger den forældreløse stuepige Sarah, der bruger sine dage på madlavning og vasketøj. Da en ny tjener bliver ansat hos familien Bennet, fyldes Sarahs indre med undren og foragt. For tjeneren bærer på en hemmelighed, som Sarah ikke kan regne ud, men dog konstant kan fornemme.

“What could she say? For Elizabeth the days had scudded by, but for Sarah they had expanded and swelled and grown beyond all possibility, so that every crease and dimple in them, the scent and silk and warmth of her hours, now absorbed her senses so completely that she was dazed by the world, soaked in it, more alive than she had ever been before.”

Den klassiske historie om stolthed og fordomme, om Elizabeth Bennet og Mr. Darcy er fuldstændig vendt på hovedet i Jo Bakers nylige bestseller. Hvor tjenestefolkene i Austens roman er næsten usynlige væsener, der lister rundt på tåspidser med tavse miner, udfylder de hovedrollerne i "Longbourn". Austens velkendte karakterer bliver på den anden side kun fremvist i korte glimt gennem Bakers fortælling; faktisk reduceres de blot til en del af den skyggefulde baggrund.
Det mest imponerende ved Bakers roman er således dens koreografi og timing. Baker skriver selv, at hver gang et måltid bliver serveret i "Pride and Prejudice", bliver det forberedt i køkkenet i "Longbourn". Selvom Austens fortælling kun danner den ydre ramme for Bakers plot, er de to bøger alligevel tæt forbundet; de er syet sammen med omhyggelige og tætte sting. Alt hvad der foregår i tjenestefolkenes verden er timet præcist efter Austens ur, og hvert eneste ord passer. Baker forholder sig beundringsværdigt troværdigt overfor sin inspirationskilde.
På sin vis er det både dét, der tiltrækker mig og plager mig ved historien. Baker har kastet en helt ny vinkel på Austens univers, fabrikeret en på én gang uafhængig og velkendt fortælling, som har faste rødder i et efterhånden overvældet klichépræget fan-univers. "Longbourn" er på sin vis endnu en slags spin-off – og dog er den fyldt med substans, ynde og originalitet. 

“Words had become overnight just little coins, insignificant and unfreighted, to be exchanged for ribbons, buttons, for an apple or an egg.”

Baker skriver med historikerens blik om oversete karakterer og det hemmelige liv, de måske kunne have levet, gemt væk i kældre, køkkener og stalde – langt fra Netherfields baller og Rosings overdådighed. Hovedpersonen, stuepigen Sarah, kigger med længsel på Elizabeth og Janes kjoler, som trods deres slidte skavanker er langt yndigere end noget, hun nogensinde selv vil eje. Sarah går ikke lange ture på de åbne enge, men må i stedet slæbe rundt på natpotter og vasketøj. Hendes hverdag er en slående kontrast til Bennet-familiens pludselig så små problemer.
I modsætning til Austens elegante satire, skriver Baker benhård historisk realisme. Bakers maleriske beskrivelser omhandler ikke lysekroner eller hatte, men derimod knæhøjt mudder, udeblivende menstrationsblod og lugten af flere dages sved på huden. Bakers skrivestil er troværdig i forhold til perioden, den beskriver; men den minder på ingen måde om Austens fjerlette ironi, nedtonede samtidskritik og elegante romancer.
Og det er måske i virkeligheden dét, jeg ikke forstår. Bakers historie adskiller sig så tydeligt fra Austens ved skrivestilen, de dramatiske afsløringer og det omvendte hierarki. Austens karakterer optræder så sjældent i Bakers roman, at jeg slet ikke kan forstå, hvorfor de overhovedet er nødvendige. Al Bakers hårde arbejde for at tilpasse sin roman til Austens spilleregler, forekommer mig overflødigt. "Longbourn" kunne sagtens stå på sine egne ben uden de sjældne nøglehulsglimt af Elizabeth Bennet, George Wickham og Mr. Collins. 

"Midnight in Austenland" (Austenland #2) af Shannon Hale

"Midnight in Austenland" af Shannon Hale, fra forlaget Bloomsbury, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2012). 1/5 stjerner. 

"Midnight in Austenland" er "Austenland"s efterfølger, og bygger videre på Shannon Hales romantiske forestilling om et Austen-tematiseret feriested. 
Til forskel fra første bog er Pembrook Park nu ved at forfalde, og plages endvidere af en mystisk forsvinden og en mistanke om mord. Hovedpersonen, Charlotte Kinder, som egentligt blot ønskede en idyllisk pause fra hendes udmattende hverdag og skilsmisse, bliver således hvirvlet ind i et jagende mysterie, altimens hun skal forholde sig til en gradvis forelskelse. 
Hale leger endnu engang med temaet mellem skelnen af virkelighed og skuespil; drømmesyn og realisme. Og i denne bog er det vigtigere end nogensinde før; for en gnavende mistro definerer plottet og nager hovedpersonen. 

"But, how do you know if an ending is truly good for the characters unless you've traveled with them through every page?" 

Jeg forventede mig ikke alverden af "Austenland"s efterfølger. Ikke alle bøger behøver at være revolutionerende eller livsforandrende; nogle bøger skal blot jage tankerne på flugt for en stund, og sprede en flygtig følelse af varme og sødme i kroppen, efterhånden som de sidste ord læses og historien afsluttes med et kys. Naturligvis er nogle chick-lit romaner langt mere end en kandiseret historie - men jeg forventer det sjældent af dem. 
"Midnight in Austenland" kunne dog ikke engang formå at møde mine beskedne forhåbninger om letlæselig underholdning. Historien var støvsuget for enhver form for charme, logik eller indlevelse. Og den efterlod mig med panderynker i stedet for et smil.

"Even stories need a chance to sleep." 

Historien bag romanen tager udgangspunkt i Austens "Northanger Abbey", som er en af mine evige favoritter. På sin vis var det en glædelig overraskelse, at bogen indeholdt små perleglimt af inspiration fra netop dén roman, eftersom Austen-universet som regel er domineret af "Pride and Prejudice" og i særdeleshed Mr. Darcy. 
Desværre formår Hale slet ikke at transformere historien på en troværdig eller overbevisende måde. Hendes vision var tydeligvis at forene de lyserøde chick-lit elementer med mørke anstrøg af gotiske krimi-fornemmelser. Og resultatet er utrolig mærkværdigt.
Alene tanken om et mystisk mord begået på et Austen-tematiseret feriested virker en anelse morbid. Når man dertil tilføjer en romance mellem to antagede søskende, en midaldrende kvinde der nærmest er flyttet ind på feriestedet for at leve i en evig Austen-fantasi, en striks forretningsdame der interesserer sig mere for sit Austen-hotel end døden af hendes ægtemand, en skuespiller der er alvorligt overbevist om, han virkelig lever i 18ootallet og er en gentleman, en popstjerne på afvænning samt en stuepige med et jagtgevær, når absurditeten helt nye og uanede højder.

""Don't beat yourself up" said Charlotte. "True love can be so easily mistaken for other things - friendship, humane concern, indigestion...""

Shannon Hale har efter sigende forsøgt at kombinere Jane Austen med Agatha Christie. En sådan kombination lyder nærmest umulig - og resultatet er også alt andet end elegant. 
Jeg havde sådan glædet mig til endnu en døsig eftermiddag med hjertevarmende Austen-eskapisme. Desværre faldt alle mine håb til jorden, og jeg måtte kæmpe min vej gennem en hovedpinefremkaldende labyrint af utroværdige hændelser og usympatiske karakterer. 

"Austenland" (Austenland #1) af Shannon Hale

"Austenland" af Shannon Hale, fra forlaget Bloomsbury, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2007). 3/5 stjerner. 

Jane Hayes er 32 år, single og bosat i New York. På trods af flere ihærdige forsøg kan hun tilsyneladende ikke finde sin drømmemand, og søger derfor trøst i en fiktionel verden af dagdrømme og længsel. Mr. Darcy (i skikkelsen af Colin Firth) bliver hendes erstatning, og efterhånden kan ingen mand længere leve op til Janes idealer.
Janes besættelse bliver afsløret af en rig tante, som senere testamenterer en ferie til Jane - en rejse til England, nærmere betegnet Pembrook Park som specialiserer sig i at genoplive Austen stemningen til mindste detalje. Pludselig befinder Jane sig mellem mandlige skuespillere med smukke replikker og kærlighedshungrende Austen-fanatikere - og linjen mellem fantasi og virkelighed bliver sværere og sværere at gennemskue. 

"He had a dashing smile. It nearly dashed right off his face."

Det er 200 år siden Austens "Pride and Prejudice" blev udgivet, og dog inspireres talrige skribenter stadig til årligt at producere uanede mængder af fanfiction og nyfortolkninger. Mr. Darcy er efterhånden blevet langt mere end en fiktiv karakter; han er blevet et symbol, en arketype, en tilbagevendende dagdrøm. Det er både komisk og beundringsværdigt, hvordan Austen påpegede og skabte et ideal, som har gennemsyret og hjemsøgt vores romantiske fantasier i flere århundreder. 
Og det er netop denne Darcy-prægede besættelse, Hale udforsker i "Austenland". Naturligvis er hovedpersonen, Jane Hayes, dybt fortabt i drømme om Colin Firth i en gennemblødt hvid skjorte i den mest stereotypiske forstand, men hun stiller samtidig også spørgsmålstegn ved hendes Austen-eksapisme. Hun forsøger at skelne mellem dagdrømme og virkelighed eller skuespil og oprigtighed, og gør et indædt forsøg på at skubbe Mr. Darcy tilbage til fiktionen, hvor han hører til. 

"Figure out what is real for you. No use leaning on someone else's story all your life."

Jeg holdte meget af idéen om et Jane Austen-inspireret feriested, eftersom det placerede bogen i en lidt anden sammenhæng end de andre bøger, jeg har læst i genren. Omend Pembrook Park til tider virkede en anelse utroværdigt og selvmodsigende (fx. er mobiltelefoner forbudt - men der er elektrisk lys og moderne toiletfaciliteter), var det et spændende udgangspunkt. Ved at tvinge Jane Hayes til at navigere rundt i Pembrook Parks kunstige omgivelser, tvinger Hale hende samtidig til at gøre op med sig selv og hendes livsopfattelse.

"Austenland" har et charmerende persongalleri, selvom det er enormt forudsigeligt og karakteristisk for chick-lit genren. Der var den forvirrede, klodsede og drømmende hovedperson som ledte efter (og fandt) sin egen Mr. Darcy, den 50årige blondine som absurd underdrev sin alder og forsøgte at forføre enhver mand, den betroede veninde med en forræderisk facade, den "farlige", spændende og rå mand, den noble, arrogante inkarnation af Mr. Darcy og den ophævede og formanende anstandsdame. 

Plottet var mindst ligeså forudsigeligt og simpelt - og sluttede endda med en af de velkendte lufthavnsscener. Med undtagelse af en enkel overraskelse, var hele løsningen givet fra start. 

Hale fortæller dog historien ganske overbevisende, og skrivestilen er både varm og charmerende. Flere gange måtte jeg undertrykke et fnis og en lille hovedrysten over nogle af de overdrevne karakterer. Samtidig indeholder bogen mange indarbejdede referencer til andre af Austens romaner, heriblandt "Mansfield Park" og "Persuasion", udover den tydeligt Bennet/Darcy inspirerede kærlighedshistorie. 

"Miss Hayes, have you stopped to consider that you might have this all backward? That in fact you are my fantasy?" 

Bogen er på ingen måde et indsigtsfuldt blik ind i Austens verden; snarere en refleksion over Austens indflydelse på vores verden. Og på sin vis er bogen, med alle dens uoriginale klichéer og komiske misforståelser, perfekt som den er. Fjerlet underholdning med en sukkersød undertone. 
Det var en fortælling af den slags, hvor jeg kunne slå hjernen fra, og blot føle smilet brede sig på mine læber. Jeg nød at tilbringe en døsig eftermiddag i Pembrook Park, og læste bogen fra ende til anden. En form for guilty pleasure, jeg ikke helt kan føle mig skyldig over.

(Som bonusinfo kan jeg tilføje, at "Austenland" er blevet filmatiseret, og højst sandsynligt udkommer på dvd til efteråret.)