Tema-tirsdag #118: Buzzwords & dealbreakers

Scenariet er velkendt; en boghandel fyldt med farverige bogrygge, bøger fra gulv til luft, og et næsten uoverskueligt antal læsemuligheder. Øjne der glider rundt og standser ved en gulddekoreret bogryg, en mærkværdig titel eller en velkendt forfatter. Bogen bliver hevet ud af reolen, bogforsiden bliver beundret for derefter at blive vendt om, så bagsideteksten kan nærstuderes. Og derefter kommer afgørelsen: om bogen forbliver mellem hænderne eller skubbet tilbage på hylden.

Hvad er det, der gør forskellen? Hvilke ord springer i øjnene og lokker bogen med hjem – eller hvilke ord forårsager tøven og tilbagesætten? Kan enkle ord gøre forskellen mellem læselyst og læseskræk? Det kan de for mig. 

Jeg har aldrig været i stand til at forklare, hvordan jeg vælger eller finder de bøger, jeg læser. Jeg har aldrig været i stand til at forklare, hvorfor nogle bøger ender i min bogreol, mens andre bliver lånt og læst via biblioteket. For sandheden er, at der ikke er nogen logik. Mine læsevalg er et stort følelsesspil, baseret på fornemmelser og anelser. Det kommer an på enkelte ord i særlige kontekster – og det behøver ikke engang at være nøgleord. 

Jeg tror, alle mennesker har ord eller emner, der tiltrækker og frastøder dem. Jeg er tilbøjelig til at læse hvad som helst, hvis det involverer en kat. Eller en rusten nøgle. Eller hvis bogen foregår i et cirkus, på et engelsk slot eller i Rusland. Særligt hvis det sammenblandes med 1800-tallet eller anbefales af Neil Gaiman. Hvorfor, ved jeg ikke. Der er blot ord og elementer, jeg ikke kan modstå. Uanset hvor gennemgående de er for bogen i sin helhed.

Og akkurat ligesom jeg har buzzwords, der lokker mig til, er der også adskillige ord, der fungerer som dealbreakers og skubber mig væk. Jeg er meget skeptisk overfor fantasy generelt og endnu mere, når det anbefales til læsere af "The Lord of the Rings" eller Harry Potter-serien. Jeg lægger øjeblikket en bog fra mig, hvis bagsideteksten benævner aliens, og jeg træder ti skridt tilbage fra bøger, der lover "hæsblæsende action" eller betegner sig selv som en "spirituel rejse". De fleste af mine dealbreakers er baseret på bitre erfaringer og skuffelser – mens andre er resultatet af irrationelle fordomme eller mangel på interesse. Det varierer. Og det kan slet ikke forklares rationelt. 

Nedenfor oplister jeg et par af mine buzzwords og dealbreakers. I den forbindelse vil jeg gerne spørge jer, om der er ord, der øjeblikkeligt giver jer læsetrang eller læseskræk? Hvilke ord er jeres buzzwords og dealbreakers? 

Et (meget smalt) udvalg af buzzwords: 

– "Anbefalet af Neil Gaiman". Enhver bog med et rosende citat fra Neil Gaiman på forsiden fanger øjeblikkeligt min opmærksomhed. Neil Gaimans ord er ren magi, og hans navn er næsten en sikkerhedsgaranti for et smukt læseeventyr. Jeg vil i hvert fald altid gerne læse, hvad han anbefaler. Og jeg er ofte ganske ukritisk med det.

– "Eventyrlig/ fortryllende/ whimsical". Jeg elsker eventyr, og jeg elsker, når fortællinger der ikke er eventyr, er eventyrlige alligevel. Jeg kan godt lide det lette og det fine; referencer til enhjørninger, skjulte skatte eller talende dyr. Jeg kan godt lide, når der bygges nye verdener, men jeg jubler mere over, når eventyret bliver trukket ind i vores verden. "The Night Circus" af Erin Morgenstern er det mest blændende eksempel, jeg har. 

– "Inspireret af russiske eventyr/ mytologi/ historie". Jeg er så fascineret af Rusland. Af de russiske eventyr der adskiller sig så tydeligt fra resten af verdens eventyr med deres mærkværdige, abrupte slutninger, voldsomme billeder og helt særegne væsener. Af Ruslands virkelige kongehistorie der næsten forekommer så usandsynlig, at det føles som en historie. Af russiske bygninger, russisk kultur og særlig 1800-tallets skildringer af livet i Rusland. Enhver bog med russisk inspiration vækker min opmærksomhed. Ofte i så høj grad, at jeg ikke kan modstå.  

– "Stemningsmættet/ atmosfærisk/ detaljespækket". Jeg elsker bøger med en lidt tungere skrivestil. Bøger der formår at at bygge hele verdener og at udfylde dem med et virvar af detaljer. Jeg elsker når en bogs stemning flyder ud fra dens sider og hænger i luften der, hvor jeg sidder og læser. Det er nok i virkeligheden også derfor, jeg er så ellevild med gotik. 

– "Gammeldags sødme". Jeg falder for de ord igen og igen. Min kærlighed til charmerende, viktorianske børnebøger og pigefortællinger er endeløs, og jeg er altid på jagt efter den næste søde, gammeldags børnefortælling. Oftest tror jeg mest på ordene, når de bliver brugt om ældre bøger – men dermed ikke sagt, at jeg ikke af og til prøver nyere bøger, der lover gammeldags sødme. Det sker bare sjældent. 

– "Bøger om bøger/ Anbefalet til bogelskere". Bøger på forsiden af en bog. En hovedperson der læser. Bøger der foregår i bogbutikker eller omhandler boghandlere. Bøger om forfatterspirer eller bøger hvor man måske ligefrem træder ind i en bog. En bog der omhandler bogkærlighed vinder altid stort hos mig. 

– "Minder om "Little Women". Alt hvad der bliver sammenlignet med "Little Women" er et øjeblikkeligt must-read for mit vedkommende. Nok fordi jeg elsker, og altid har elsket, historien om de fire søstre så højt, at jeg altid er på udkig efter noget, der minder om. Og faktisk har jeg også opdaget skønne historie på den måde.

– "Minder/ hukommelse". Jeg er meget optaget af, hvad vi husker, og hvad vi glemmer. Og ikke mindst, hvad vi vælger at glemme. Bøger om hukommelse, erindringer og minder fascinerer mig. Fordi emnet og alle dets spørgsmålstegn er fascinerende i sig selv- 

Mine dealbreakers: 

– "Til alle der elskede Narnia/ Harry Potter/ Ringenes Herre". Sandheden er, at jeg blevet skuffet for mange gange til at tro på de anbefalinger. Og noget andet er, at netop de nævnte bogserier er læst og elsket af så mange, der ikke læser fantasy-genren generelt, at man nærmest taler om alle læsere fra en vis generation. Og så brede boganbefalinger er skabt til at fejle. 

– Aliens og rumskibe. Jeg har forsøgt. Jeg har endda forsøgt med nogen så klassisk som H. G. Wells. Og hvor meget jeg end gerne vil, har jeg stadig svært ved science fiction. Især klassisk science fiction med aliens, invasioner og rumskibe. Støder jeg på de ord på en bogbagside er det næsten utænkeligt for mig at samle bogen op. 

– "Hæsblæsende action". Jeg sukker altid lidt, når action bliver hevet frem som en bogs største styrke. Jeg mister tit koncentrationen, når jeg læser om kampscener, og jeg mister ofte tålmodigheden, når en bog er fyldt med den ene sensation efter den anden. Dermed ikke sagt, at jeg ikke sætter pris på drama – for mit vedkommende bør hovedvægten i en bog ikke ligge i dens tempo. 

– "En spirituel rejse". Uanset om der er tale om fagbøger eller skønlitteratur, fantasy eller selvhjælpsbøger, hader jeg udtrykket om en bog. Måske fordi ordene på forhånd lover en stor oplevelse, der alt for sjældent kan udleves (en spirituel øjenåbner er trods alt en sjældenhed), eller måske fordi jeg tidligere har læst en Paul Coelho-bog om en spirituel vandringsfærd og tilhørende voodoo. Der er noget ved ordet 'spiritualitet' alene, der giver mig myrekryb.

Tema-tirsdag #117: Kan du koncentrere dig om din læsning?

En dampende kop te i et yndlingskrus. En luksuriøs hjørneplads i sofaen med tæppe og puder. Og en bog foran dig, som du i ugevis har glædet dig til at læse. Uret tikker, men det er ligegyldigt – det er endelig blevet læsetid, og du har et par dyrebare timer foran dig, som du har øremærket til dig selv, til stilheden og til læsningen. Først skal du bare lige tjekke et eller andet på din telefon ... 

Ovenstående scenarie er mere genkendeligt, end jeg vil indrømme. Og det er det nok for mange. For er det ikke i virkeligheden det moderne menneskes største problem? At vi så gerne vil være til stede alle steder i nuet, at vi slet ikke er i nuet alligevel? Telefonen er en forlængelse af os selv, og vi samler den op uden at tænke over det. Hånden føles tom uden telefonen i den. Og den ligger ved siden af os med samme selvfølgelighed, som vi bruger til at montere sko på fødderne. 

Jeg er på ingen måder teknologiforskrækket eller mobilmodstander som sådan. Jeg tror på, at de mange funktioner og online fristelser som mobilen symboliserer er en uundgåelig del af fremtiden og nutiden, og jeg tror, at min mobil i lige så høj grad er et værktøj som et legetøj, der er lige dele hjælpsomt og forstyrrende. Intet er sort/hvidt, og det gælder naturligvis også mobilforbrug.

Men jeg ved også, at forbrug sommetider bliver til misbrug. Og at min mobils konstante, selvfølgelige tilstedeværelse sommetider modarbejder mig. Jeg ved, at jeg sommetider bruger mere tid på at instagramme en bog end på at læse en bog – også selvom målet var det modsatte. At min telefons lys ved siden af mig og nye meddelelser fra Twitter sommetider forstyrrer mig unødvendigt meget, når jeg læser, fordi jeg bliver nødt til at læse online såvel som offline. Og der har været dage, hvor jeg har sat mig til rette i sofaen for at nyde en sød læsestund og i stedet spildt hele tiden i et tomrum af YouTube-videoer, Instagram-klikkeri og Goodreads-opdateringer. Hvilket selvfølgelig også er fint nok indimellem, men havde været endnu finere hvis jeg blot havde det planlagt det sådan. At sætte tid af til at læse og ikke få læst er sådan en skuffelse. 

Online forstyrrelser af læsning er et mærkeligt fænomen. Især fordi læsning af papirsbøger nok er det mest analoge, der findes. Der er intet, der opfordrer til klik eller internetstrejferi i en bog. En bog er derimod en invitation til fantasiflyveri, til tanker og til stille sidevenden. Alene og måske senere i diskussionsselskab. Men i selve læseøjeblikket er man alene. Offline i sin egen drømmeverden.
Læsning er, og har altid været, en fordybelseskunst. Forudsætningen for at læse en bog er at koncentrere sig om den. At fokusere på linjerne, at sammenkæde ordene og danne matchende billeder i sit eget indre. Traditionelt set har det altid været svært at multitaske, imens man læser (lydbøger har gjort det nemmere for nogle), men for papirbogslæsere forbliver øjnene på papiret en forhindring, der er svær at overkomme med en mobil i hænderne samtidig. Og fordi brug af mobilen ofte involverer sin egen form for læsning, bliver kombinationen af de to umulig. Man må vælge; mobilen eller papiret.
Dermed ikke sagt, at valget er urimeligt svært for mig. Oftest læser jeg for at læse og lægger hurtigt telefonen fra mig, når den distraherer for meget. Men de små koncentrationsbrud går mig på. Før kunne jeg læse i timevis, forsvinde i dagevis, og glemme alt omkring mig når jeg læste en god bog. Nu er mine drømmevisioner ofte afbrudt af små mobilpauser på alt fra et halvt minut til fem, fordi jeg lige skal se noget, gøre noget, skrive noget. Og de mange små koncentrationsbrud ødelægger sammenhængen. Fornemmelsen af at forsvinde ind i en bog er sværere at opnå, når man lige skal tjekke mail, Instagram og Twitter i mellemtiden.

Helt i samme tråd, tippede Ann-Christine for nylig om en app, hvis formål er at styre dit telefonklikkeri. App'en hedder Forest, og går ganske enkelt ud på at du planter et træ, og selv bestemmer hvor lang tid, træet skal vokse. Siger du f.eks. 10 minutter, kan du ikke gå ud af app'en i 10 minutter – og hvis du gør, bliver dit træ ikke plantet. Når du er inde i app'en, tæller den minutterne (og sekunderne) for dig og kommer med små heppehilsner undervejs.

For mig har det tankevækkende ikke været at sætte app'en til i en time. Det tankevækkende har derimod været at sætte app'en til i en time, give mig til at læse og næsten helt ubevidst tage telefonen op for at kigge – for at konstatere, at der kun er gået 5-7 minutter uden jeg kunne lade min telefon være. Det er lige dele skræmmende og tankevækkende. Og jeg er så glad for at have midlerne til at stoppe op og tænke over det. Læsning er mit frirum, og jeg burde ikke have behov for at overspringshandle midt i min yndlingstid. 

Kan du koncentrere dig om din læsning? Bliver du også sommetider offer for mobilklikkeri og ligegyldigt internetlæsning alle andre steder end i den bog, du havde tænkt dig at læse? Eller er det ikke et problem for dig overhovedet? Hvordan håndterer du distraheringer, når du læser – af både den virkelige og den virtuelle slags? 

Tema-tirsdag #116: "Jeg har ikke læst den, men det er jo også en dårlig bog"

Alle ved, at man ikke må dømme en på dens cover. Det er almen viden, og det er den ene, uskrevne læseregel, som alle læsere må underkaste sig. Men jeg har længe spekuleret på, om der er en regel, der er mere væsentlig. Om man kan mene noget og udtale sig om bøger, man ikke har læst?

For et par år siden befandt jeg mig i et undervisningslokalet på universitetet. Jeg kan ikke huske, hvilket fag jeg havde, eller hvilken bog vi diskuterede, men jeg kan huske, at emnet var dannelsesromaner. Romaner, der omhandlede en eller anden form for personlig udvikling og beskrev overgangen fra barn til voksen. En af mine medstuderende rakte selvsikkert hånden op, og talte begejstret om Harry Potter-bøgerne og Harrys udvikling deri.  Og da hun var færdig med at tale, trak min underviser på skuldrene og sagde: "Nu har jeg jo ikke læst Harry Potter, men det er jo bare en fantasyroman."

Den slags udprægede mistænkeliggørelse af moderne litteratur var ikke usædvanlig på Litteraturvidenskab. Men det, jeg bed mærke i var, hvor selvsikkert min underviser udtalte sig om en bog, han ikke havde læst. Og om hvor skødeløst han affærdigede vigtigheden af en bog, der har solgt i millioner af eksemplarer. Harry Potter-bøgerne vil måske ikke foreløbig høre hjemme på Litteraturvidenskab. Men de er unægteligt en del af litteraturhistorien alligevel. Og de er gode eksempler på dannelsesromaner. Men det kunne min underviser naturligvis ikke vide, når han ikke havde læst dem. 

Når bøger bliver så populære som Harry Potter-bøgerne gjorde, er de overalt. Forrest i boghandlerne, i aviserne, i biografen og sågar i supermarkederne. Og man kan hurtigt danne sig et indtryk og tro, man ved noget om dem. Man kan hurtigt komme til at adoptere andres meninger, fordi de er blevet sagt så ofte, og man kan hurtigt komme til at glemme, at man rent faktisk ikke har læst bøgerne, fordi man er blevet eksponeret så meget for dem. Det skete igen, da Twilight-feberen rasede. Og måske i højere grad den sommer for et par år siden, hvor alle læste, skrev og talte om "Fifty Shades of Grey". 

"Fifty Shades of Grey" er faktisk et af de mest interessante litteraturfænomener i nyere tid. For så mange bar deres holdninger udenpå tøjet og pralede samtidig af, at de ikke havde læst bøgerne. "Dét vil jeg aldrig læse, det er jo bare sådan noget usmageligt pjat," sagde flere. Som om det, at de ikke havde læst bøgerne, var et hædersbevis de kunne være stolte af. Og måske var de det også – men hvordan kan man kritisere noget, man ikke har læst? (Og endnu væsentligere: Hvordan kan bøger sælge så meget, når de er omgivet af så meget had?)

Men problematikken hører ikke kun til de store franchises eller kulturfænomener. Også på internettet støder jeg på kilometerlange diskussioner af bøger og forfattere, for bagefter at konstatere via Goodreads, at vedkommende slet ikke har læst forfatteren endnu. Og jeg ved aldrig helt, hvordan jeg skal forholde mig til det.

På samme tid er jeg heller ikke selv hellig. Jeg foretager også hele tiden antagelser og udvælgelser. Det er umuligt at læse alt, så selvfølgelig bliver man sommetider nødt til at dømme en bog på noget så basalt som dens cover eller dens generelle omtale og beslutte sig for, om man vil læse den eller ej. Læselivet er for kort til andet. Men faren opstår, når man begynder at udbrede sig om en bogs litterære kvaliteter, hvis man ikke har læst den. For hvordan i alverden har man en chance for at vide noget som helst om en bogs kvaliteter, hvis man blot tager andres ord for sande varer? For har vi ikke alle oplevet at læse en bog, der overraskede os fuldstændig? Det kan bøger nemlig. Og de gør det ofte. Man ved det bare ikke, før man rent faktisk har læst dem. Både litteraturkritik og bogdiskussioner holder op med at give mening, hvis man gengiver andres erfaringer og ikke medbringer sig egen. En af læsningens smukkeste kvaliteter vil altid være det unikke perspektiv, bogen læses ud fra. Det, den enkelte læser giver til bogen og tager med fra den kan aldrig gengives eller efterlignes af andre. 

Hvad synes du? Støder du også sommetider på sætningen: "Jeg har ikke læst den, men det er jo også en dårlig bog"? Og i så fald, hvad synes du om den? Mener du, at man kan mene noget om en bog, man ikke har læst? 

Tema-tirsdag #115: En bogreols udvikling

Grynede billeder af en halvtom bogreol. Tag med mig på en billedrejse tilbage til der, hvor det hele startede og min bogsamling begyndte; en rundtur i kamerakvalitet og i bogreolsplads. Fra bøger på en enkelt hylde til en kæmpemæssig samling, min bogreols udvikling i billeder og i ord.

Den bog jeg har ejet længst er "Peter Plys bogen" af A. A. Milne. Den har fulgt mig fra Kolding til Esbjerg og fra Esbjerg til Odense. Jeg har ejet den lige så længe, som jeg kan huske, og den har altid haft en plads på min reol – selvom den i mange år ikke var omgivet af andre bøger.

For i mange år ejede jeg ikke mange bøger. Jeg lånte og læste bøger fra biblioteket, og jeg havde ikke brug for at købe eller eje nogle selv. Når jeg havde brug for at genlæse, genlånte jeg blot og tog bogen med mig hjem for en stund. Min interesse i bøger var udelukkende tekstbaseeret, og selvom jeg sommetider dømte en bog på dens cover, faldt det mig aldrig ind, at en bog kunne være smuk eller pæn. En bog var mest af alt bare en bog.

I årevis var de eneste bøger, jeg ejede min Peter Plys-bog og mine slidte og højt elskede Harry Potter-bøger. Jeg havde ikke rigtigt brug for andet – indtil jeg en dag blev foræret en bogreol og ikke rigtig havde nogle bøger at stille i den. Ud over min beskedne samling af genbrugsfund, studiebøger og enkelte barndomsfortællinger. I dag ejer jeg over 700 bøger, og når jeg ser tilbage, er min samling vokset meget pludseligt. Måske startede det netop med min første bogreol i 2009. Eller måske startede det, da jeg startede på litteraturvidenskab i 2010. Eller måske startede det, da jeg i 2011 bestilte mine første Barnes and Noble Leatherbound Classics hjem fra internettet og indså, at bøger kunne være mere end historier – at de også kunne være smukke objekter, man kunne samle på og have stående som fysiske manifestioner af de historier, man elskede. Jeg ved det faktisk ikke. Jeg ved bare, min bogsamling voksede hurtigt. Og pludseligt. Fra 50 bøger til 700 på syv år.

Da jeg i september måned flyttede ind i min og Nicos nye lejlighed, smed jeg min gamle bogreol ud og købte tre nye. Og på sin vis var det en smule vemodigt. For min gamle bogreol var også min første rigtige bogreol – før da havde mine bøger stået på hylder eller blandt andre smånips. Da jeg i 2009 fik min egen reol, udelukkende dedikeret til bøger, var det på en eller anden måde epokegørende.

Og det andet billede i dette indlæg er netop et billede af min bogreol, som den så ud i 2009. Den stod på mit værelse hjemme hos min mor og spærrede den ene af mine døre af, fordi jeg hellere ville have en bogreol end en funktionel dør. Fire ud af ni kvadratiske reolrum var fyldt med bøger og resten bestod af dvd'er og upraktisk nips. Jeg besluttede mig faktisk for at eje en bogreol, efter jeg havde købt den smukke læderindbundne udgave af Jane Austens syv romaner, den lysende pinke udgave af "Alice's Adventures in Wonderland" og de to dystre og fyldestgørende bøger med Charles Dickens' fem romaner og Edgar Allan Poes samlede værker. Sådanne bøger fortjente en bogreol – og således gik mit bogsamleri i gang. Tror jeg nok.

For selvfølgelig kan jeg ikke finde et facit. Der var mange faktorer indblandet – studiestart på litteraturvidenskab, et større dagligt arbejde med bøger og glæden over at kunne vende tilbage til bøger uden at bestille dem hjem først. Bogblogs, BookTubere og flittigt klikkeri på Tumblr inspirerede mig, og min bogsamling begyndte at tage form på en helt anderledes måde, end den startede. Jeg blev mindet om min drøm om at have mit eget bibliotek, og jeg gik i gang med at samle det.

Ovenstående billeder dokumenterer min bogreols udvikling. Billede nummer to er, som sagt, fra 2009, billede nummer tre er fra 2011 (hvor jeg netop var flyttet i min første lejlighed i Odense med Nico), billede nummer fire er fra 2013 (hvor jeg netop var blevet bidt af Goodreads og havde startet Paperback Castles), billede nummer fem er fra 2014, og billede nummer seks er min nye reol i 2016. Fra overflod af hyldeplads til mangel på samme. På blot syv år.

Jeg bilder ofte mig selv ind, at jeg har samlet på bøger i længere tid, end jeg egentligt har. For Rom blev bestemt ikke bygget på en dag, og bøger har fyldt meget i mit liv i mange år. Men jeg har altid i højere grad være læser, end jeg har været samler – hvilket betyder, at jeg har påbegyndt en årelang skattejagt for at finde de bøger, jeg elskede så højt som barn. En skattejagt der endnu ikke er slut endnu. Men er det ikke også skønheden ved at sammensætte sit eget hjemmebibliotek? Altid at tilføje en bog til sin samling, aldrig at sætte punktummer og kalde samlingen komplet? Den ting der slår mig mest, når jeg ser tilbage på ovenstående billeder er, at jeg ikke aner, hvordan min bogreol ser ud om et år. For slet ikke at tale om syv.

Er du bogsamler – og i så fald, hvordan er din bogsamling begyndt? Har du ligesom mig også startet med en forsigtig samling, som du langsomt har bygget videre på? Hvordan så din bogreol ud for fem år siden, og hvordan tror du, den ser ud om endnu fem år? 

Tema-tirsdag #114: Jeg marathonlæser bogserier

Jeg har aldrig været den helt store serielæser. Både fordi jeg sjældent bevæger mig i genrer, der danner grobund for hele bogserier, og fordi jeg altid er meget forsigtig med at påbegynde en bog, der ikke umiddelbart afsluttes. Bogserier virker altid som et skræmmende stort projekt, der kræver megen overvejelse – for sommetider føles det som om, at der er en usynlig kontrakt mellem en læser og en forfatter, og at når noget er startet, bør det føres til ende. Og på den måde kan man pludselig føle sig forpligtiget til at læse tre middelmådige bøger for at færdiggøre et enkelt historieforløb. Jeg bryder mig ikke om tanken.

Men selvfølgelig er man ikke forpligtiget til at læse den anden bog i en serie, fordi man har læst den første. Selvfølgelig bør læsning altid være en fornøjelse og ikke en forpligtigelse, og selvfølgelig kan man stoppe en serie, hvor og hvornår, man vil – eller man kan holde en pause og vende tilbage til bogseriens univers, når humøret, tiden og omstændighederne passer bedre. Selvfølgelig kan man det. Jeg gør det bare ikke.

Jeg er, hvad man med rette kunne kalde en marathonlæser. Hvis jeg påbegynder en bogserie, og jeg ved, jeg gerne vil læse videre, så læser jeg videre med det samme. I min verden efterfølges bog et altid af bog to, og hvis en hel bogserie er udkommet, læser jeg den altid i ét, langt stræk. Jeg afslutter altid et projekt, før jeg påbegynder et nyt. Og intet sted er det så tydeligt som i min serielæsning.

I mange år troede jeg faktisk ikke, at man kunne gøre det anderledes. Da jeg var yngre, lod jeg ofte være med at begynde en bogserie, hvis ikke alle bøger i serien var udkommet. For jeg ville læse det hele i en sammenhæng. Også selvom der var tale om en historie, der blev delt op i flere bidder. Jeg forstod ikke, hvorfor så mange havde så mange ulæste fortsættelser stående på deres bogreoler, for det faldt mig aldrig ind, at man kunne holde pause midt i et læseprojekt. Det virkede ganske enkelt forkert. Og det gør det måske til dels stadigvæk.

For sagen er den, at hvis jeg først ligger en bogserie fra mig og holder pause mellem fortsættelserne, så er det usandsynligt, at jeg nogensinde vender tilbage. Bøger er universer, og for at jeg stadig skal kunne navigere rundt i de svimlende sidetal, huske og elske karaktererne, kende faretegnene og bevare min begejstring, har jeg brug for at læse fortsættelser, mens jeg endnu husker forgængerne. Jeg bliver nødt til at læse videre, mens mit hjerte hamrer på karakterernes vegne, mens mine tanker kredser om det næste udfald, og mens min bekymring og tvivl på den lykkelige slutning endnu eksisterer. Jeg bliver nødt til at læse videre, imens jeg stadig befinder mig i historien og ikke distraheres af alle de andre bøger omkring mig; mens jeg stadig oplever interessen og ikke blot skal genkalde mig spøgelset af den. 

Jeg marathonlæser bogserier. Fordi jeg kender ikke rigtigt andre måder at læse dem på. 

Hvad med jer? Er I også marathonlæsere, eller nyder I at læse bogserier i mindre afbræk – at holde pauser og vende tilbage til en sød genforening? Deler I jeres serielæsning op, eller sluger I den også bare helt, når I kan komme til det? 

Tema-tirsdag #113: Læseklubssnak

To år og fem måneder, seksten bøger, femten møder og smukke venskaber. Så hurtigt kan min læseklub opremses. Den blev startet i august 2013 i et anfald af ønsketænkning, da jeg sendte en håndfuld håbefulde mails ud til tre piger, som jeg ikke rigtigt kendte. Alt hvad jeg vidste om Anne, Mai og Anne Nikoline var, at de boede i Odense, elskede at læse og havde bogblogs. Og i sidste ende viste det sig også, at det var alt, hvad jeg havde brug for at vide.

For efterhånden som årene er gået, er den pludselige indskydelse blevet til en tradition. De, nogenlunde regelmæssige, læseklubsmøder er et månedligt pusterum, hvor tekopper bliver tømt på rekordtid, hvor litterære metaforer og vasketøj diskuteres på lige fod, og hvor der hurtigt forsvinder mange timer. Faktisk sætter vi efterhånden halve dage af til vores læseklubsmøder. Det er altid så hyggeligt, at vi ikke kommer hjem, før det er blevet mørkt udenfor, og en eller anden udbryder noget om aftensmad.

Jeg kan blive helt rørt ved tanken om, at vi nu har mødtes i over to år og snakket løs om bøger. Om Kazou Ishiguro som vi ikke helt forstod men elskede alligevel. Om John Greens mærkværdige julenovelle som ingen af os helt kom i julestemning af. Og om Josefine Klougarts velskrevne roman, som hverken Mai eller jeg kom helt igennem. Om chick-lit, fantasy, magisk realisme og børneeventyr. Der har aldrig været et mønster for de bøger, vi har læst og diskuteret. Det har altid bare lige været, som vi har været i humør til. Og haft lyst til.

Det samme kan man vist også sige om vores møder. Ingen af os er synderligt strukturerede eller langtidsplanlæggende, og vores kalendere matcher ikke altid hinandens. Og fordi vi kun er fire, savner vi ofte et gruppemedlem, når nogen aflyser. Derfor glæder vi os til at mødes med Rikke næste gang og gøre vores firekløver til et femkløver. Det bliver uden tvivl lige så rart, som det altid har været. 

Jeg har altid drømt om at være del af en læseklub. Måske har jeg i virkeligheden ønsket mig det, lige siden jeg opdagede, at den slags fandtes. For et månedligt forum hvor man mødes og taler om bøger – bøger man har læst sammen, samtidig – har altid forekommet mig helt genialt. Og med tiden er det blevet noget helt uundværligt. Jeg er så glad for, at jeg sendte de tre mails ud, dengang for næsten to et halvt år siden. For de mails har givet tilbage i tifold siden da.

Jeg bliver ofte spurgt om, hvordan man starter en læseklub, eller hvordan man bliver del af en. Og jeg har altid lidt svært ved at svare, for jeg kunne i mange år heller ikke selv regne det ud. Lige indtil jeg en dag bare gjorde det. Jeg blev en del af en læseklub, fordi jeg fandt andre, der ville være en del af en læseklub. Og jeg fandt dem kun, fordi jeg spurgte. 

Det at være del af en læseklub er meget mere end bøgerne. Bøgerne og læsekærligheden er altid udgangspunktet; altid det vi starter med at diskutere, når vi mødes. Men emnet skifter, sommetider langsomt og sommetider hurtigt, og snakken falder hurtigt på alt fra bloggeri til arbejde, oplevelser og hverdag. Måske var det første år en lang dans for at få lært hinanden at kende – men nu kender vi hinanden så godt, at det føles trygt at tale om lige præcis det, man tænker på. Og det er dét, der gør, at jeg altid glæder mig til at møde op til et læseklubsmøde. Uanset om jeg har fået læst bogen, det hele handler om eller ej.

Er du medlem af en læseklub? Eller leger du med tanken om at blive det? 

Tema-tirsdag #111: Jeg savner at læse lange bøger

Jeg havde helt glemt det. Hvor godt det kan føles at læse en lang bog. Midt i min travlhed og mit fokus på pendlervenlige bøger havde jeg skubbet tanken til side, og i stedet rakt ud efter de tynde og kompakte romaner. I min rus og min glæde over 80-siders lange klassikere, lod jeg Dickens stå og læste to noveller i stedet. 

Når jeg ser tilbage på det seneste læseår, er der mange ting, der springer mig i øjnene. En af dem er, hvor få romaner på over 500 sider, jeg har læst. Og jeg ved udmærket godt hvorfor; når man har travlt og læser for at slappe af, virker det langt mere overskueligt at vælge en bog med et begrænset sideantal og en mulighed for færdiglæsning. Længere bøger ligner ofte uoverskuelige projekter, som kræver slid og arbejde i stedet for hyggelige hjemmestunder. Og af samme grund er de så lette at nedprioritere.

Men lange bøger er også store muligheder. De mange sider indeholder så stort et potentiale; historien kan bevæge sig i en million forskellige retninger, før den slutter, de eventuelle udfald er mange, og man kan ende med at slutte i en hel anden verden, end man startede. Lange bøger forstørrer og uddyber alting; man får lov til at tilbringe længere tid sammen med de karakterer, der føles som ens venner, og man får lov til at lære hvert eneste gadehjørne at kende i den fiktive by, man færdes i. Man får længere tid til at knytte sig og til at indleve sig – og alligevel føles det helt ubærligt, når man lukker en lang bog og siger farvel. For man har nemlig levet i bogen for en stund.

På det seneste har jeg smuglæst i den 1000-siders lange "Byen brænder" af Garth Risk Hallberg. Bogen startede som et nysgerrigt arbejdsprojekt – og er endt som hjertelæsning af allerhøjeste kaliber. For jeg vender side efter side og forbløffes konstant over de mange karakterer, deres mange motiver, og deres mange måder at bevæge sig ind og ud mellem hinanden på. En roman med så mange historietråde, karakterer og subplots kan kun være lang. Og jeg havde helt glemt, hvor meget jeg savnede den slags litterært storhedsvanvid.

For der unægteligt noget særligt ved at læse en lang bog. Ved at befinde sig i dagevis, i ugevis i den samme historie, omgivet af de samme karakterer. Ved at mærke sidernes tyngde i hænderne på en gråvejrsdag, hvor regnen laver yndige dryp-lyde på ruden. Ved at krølle sammen med et tæppe og læse fra tidlig morgen til sen aften – og stadig ikke have fortæret en hel bog. Ved altid at have noget til gode, ved altid at have noget frem til – og ved ikke at ane, hvor bogen egentligt fører en hen. Jeg bliver opslugt af lange bøger på en måde, som jeg aldrig gør af de kortere romaner. Og jeg elsker følelsen.

Jeg savner at læse lange bøger og ikke lade mig skræmme af omfanget på forhånd. Jeg savner at tage mig tiden og finde roen til at læse en bog, der ikke bare sådan lige kan forlades igen. Og hvis jeg har et nytårsforsæt i år, må det være at lukke murstensromanerne tilbage i mit liv. Uden tilløb, uden tidsberegning, uden skelen til læseudfordringer og antal blogindlæg: bare med rendyrket fornøjelse og koncentration.

Læser du flest lange bøger eller korte bøger? Lader du dig også sommetider skræmme af tykke bogrygge og svimlende sidetal? Og hvad er den bedste bog på over 500 sider, du nogensinde har læst? 

Tema-tirsdag #110: Mit hjemmebibliotek

Da Nico og jeg flyttede i september, gik alting meget stærkt. Få uger forinden havde vi, halvt i alvor og halvt i sjov, skrevet os op til vores drømmelejlighed i Odenses midte; en plads i en af de tårnhøje bygninger som vi ofte gik forbi og mumlede om, at "der kunne det være skønt at bo". Vi havde bare ikke regnet med, at det kunne lade sig gøre så hurtigt. Det endte med at forårsage lige så megen panik som glæde, da vi trykkede 'ja' og pludselig skulle flytte. Det var alt for spontant – og egentligt ledte vi ikke rigtigt efter en lejlighed overhovedet. 

Men flytte gjorde vi, og pludselig var vi de lykkelige beboere i en stor lejlighed med flere rum, end vi havde fantasi og møbler til at udfylde. Efter en del snak og drømmeri endte vi med at aftale, at vi begge skulle have et kontor. Og mit skulle selvfølgelig fyldes med bøger. I et anfald af ekstatisk entusiasme gik jeg straks i gang med at indrette et hjemmebibliotek. Et lillebitte drømmerum hvor jeg kunne sidde omgivet af bøger og læse, skrive og forsvinde væk til helt nye og fremmede verdener.

I daglig tale har jeg som sådan ikke et hjemmebibliotek. Jeg har et kombineret kontor og bibliotek – men for mit vedkommende er det mere, end jeg nogensinde har turde håbe på. Det er flere år siden, mine bøger sidst kunne stå samlet på ét sted og ikke flyde rundt som uvelkomne gæster i vindueskarme, vakkelvorne bogstakke eller gemt væk i kasser under sengen. Nu er alle mine bøger samlet – og helt inde for rækkevidde i nye hvide reoler med massive hylder og fine udskæringer. Nu kan alle mine bøger for alvor komme til deres ret.
Jeg tror først, det er nu, det går op for mig hvor mange bøger, jeg egentligt har. Af en eller anden grund er mine 780 bøger langt mere imponerende, når de står på rad og række, fra gulv til loft. Når de tårner sig op omkring mig, og jeg kan blive ved med at lade blikket glide fra hylde til hylde og fra læseminde til læseminde. For selvom jeg ejer mange bøger, har jeg læst langt de fleste – måske blot i en anden udgave.
Mine nye bogreoler har også givet mig et lykkeligt gensyn. Jeg har nemlig fået plads til de bøger, som jeg tidligere opbevarede hjemme hos min mor. Bøger som jeg flere omgange har transporteret frem og tilbage mellem Fyn og Jylland; bøger jeg har stillet væk og pludselig manglet uden mulighed for hurtigt at finde dem frem. Nu er min bogsamling komplet på en måde, som den aldrig har været det før. Og jeg har moret mig i timevis med at sørge for, at bøgerne stod så dekorativt, logisk og intuitivt som overhovedet muligt. Jeg er endnu ikke sikker på, at jeg er færdig med at lege puslespilslege med de mange farverige bogrygge.
Min bogopstilling er dog stadig hverken alfabetisk, genre-inddelt eller farvesorteret. Mine nye bogreoler har faste hyldeindstillinger, hvilket betyder, at nogle hylder er langt mindre end andre. Derfor kan alfabetisk inddeling slet ikke lade sig gøre, og jeg sorterer i stedet bøger efter højde, designserier og bogserier. Systemet er ikke gennemskueligt eller tilnærmelsesvist logisk for andre end mig selv – men jeg har hurtigt lært at navigere rundt i de høje, lave, tykke og tynde bøger, der elegant læner sig op af hinanden.
Til fleres forbavselse stiller jeg også stadig mine bøger i to rækker. Både fordi jeg har vænnet mig til at have bøger bagved mine bøger, men også fordi jeg forsøger at udnytte enhver millimeter plads. For selvom en fyldt bogreol er uendeligt smuk, indeholder de tomme hylder et potentiale, der er endnu smukkere. Og det vil jeg gerne bevare.

Mit lille hjemmebibliotek er det sted, hvor alle mine bøger er samlet. De flyder ikke længere alle vegne, og selvom der er noget charmerende ved et bogbefængt hjem, nyder jeg at lade bøgerne have deres eget hjem. Et ståsted hvor de hører til.
Men mit hjemmebibliotek er også meget mere end bøgernes hjem; det er det sted, hvor min lænestol står, og hvor jeg sidder og læser til lyden af stille musik. Det er det sted, hvor mit skrivebord står, og hvor jeg skiftevis arbejder, blogger og skriver små brudstykker af historier, som måske aldrig bliver helt færdige. Jeg har drømt om et skrivebord næsten lige så længe, som jeg har drømt om et hjemmebibliotek – og nu er begge flyttet ind i et lille rum, hvor jeg kan finde den ro, jeg så længe har manglet. Mit hjemmebibliotek er et læserum, et skriverum, et kontorrum – men mest af alt er det et hjerterum. Og jeg føler mig så priviligeret over at have det. Det føles som et ønske, der er gået i opfyldelse.

Hvordan sorterer og opstiller I jeres bøger? Leger I også stadig puslespilslege med jeres bøger? Og hvordan ser jeres bogreoler ud? Fortæl endelig om jeres systemer og indretning af reoler og boghylder.

I videobloggen nedenfor viser jeg jer rundt i mine bogreoler og på mit lille kontor. 

Tema-tirsdag #109: Julelæsning

Det er snart jul. De første snefnug har allerede begivet sig ned fra himlen, og novembers dage forsvinder én for én. Om lidt siger kalenderen December, og ingen måned er mig så kær som den kommende måned. For mig varer julen nemlig ikke en enkelt dag – den strækker sig fra den første søndag i advent til nytårsdag og indhyller både hverdage og juledage i et magisk skær. Jeg er en juleentusiast af dimensioner, og selvom jeg ofte ryster på hovedet af butikkernes tidlige pynteri, ville jeg selv pynte op i oktober, hvis jeg kunne slippe af sted med det.

Jeg tror, det er en hyggeting. Mere end noget andet forbinder jeg julen med hjemlig hygge; stille dage iført nattøj med tændte stearinlys, fjollede komediefilm på fjernsynet og kærlighed i alles øjne. Og tanken gør mig så inderligt glad.

Selvfølgelig smitter min juleglæde også af på min læsning. Som altid er jeg en uforbederlig humørlæser og sæsonlæser, og i december har jeg gjort det til en tradition kun at læse julebøger – eller bøger, hvor jul og vinter indgår i. Hver jul støder jeg på nye julebøger, og hvert år genlæser jeg mine gamle yndlinge. "Little Women" af Louisa May Alcott er en lige så nødvendig del af min jul, som TV'ets julekalender er for andre. Jeg genlæser den hvert år, når temperaturerne daler, og dagene forsvinder i et tidligt mørke. Og den lyser mine dage så smukt op.

Det er også en tradition, at jeg genlæser Charles Dickens' "A Christmas Carol" i de sidste og mest langsommeste dage op til jul. Jeg trækker altid læsningen så langt ud, som jeg overhovedet kan og gemmer bogen, til den absolut ikke kan gemmes mere. Mest af alt fordi bogen med dens hverdagslige julemirakler og overnaturlige syner altid minder mig om, hvad julen egentligt handler om.

Der er så mange bøger, jeg gerne vil læse og genlæse i juletiden og i de dovne familiedage, der omgiver juleaften. Jeg drømmer om atter at betræde Pullmans snedækkede Oxford i "His Dark Materials", det kildrer i mine fingre efter at genåbne C. S. Lewis' garderobeskab og læse samtlige Narnia-bøger, og jeg har et utal af kortere noveller og vintereventyr stående på mine hylder. Julen er en perfekt anledning til så mange ting, og hjertevarm læsning er afgjort en af dem.

Anbefalinger til vinterkold læsning og juleglæde;

• "What Christmas Is as We Grow Older" af Charles Dickens. Dickens er ophavsmanden til mange smukke julehistorier og grundlæggeren af mange af vores nutidige juleværdier. Selvfølgelig er "A Christmas Carol" mest kendt og selvfølgelig er den talrige læsningen værd, men jeg vil gerne fremhæve en af hans smukkeste brudstykker i stedet. "What Christmas Is as We Grow Older" er en bittersød refleksion over, hvordan julen forandrer sig år for år, og om de tommer pladser der sommetider opstår ved julebordet. Det er smukt, velskrevet og kortfattet og efterlader meget stof til eftertanke.
• "The Gift of the Magi" af O. Henry. En kort novelle om et fattigt ægtepar, der hver især bytter noget værdifuldt for at få råd til at give den anden en gave – og en kort fortælling om, hvordan kærligheden altid er den største gave af alle. "The Gift of the Magi" er så simpel og alligevel er den korte novelle noget af det fineste, jeg nogensinde har læst. 
• "Letters to Father Christmas" af J. R. R. Tolkien. Jeg er ikke en udpræget Tolkien-fan, men jeg elsker denne samling af julebreve, som Tolkien rent faktisk skrev og sendte til sine egne børn. Bogen er fyldt med søde eventyr beregnet til børneøjne; fortællinger om en forvirret isbjørn og en frustreret julemand på nordpolen. Og så er den også en virkelig historie om en mand, der udformede kreative julebreve til sine børn.
• "The Night Before Christmas" af Nikolai Gogol. Russiske eventyr er altid interessante. Og så anderledes. Nikolai Gogols eventyr er et lille komisk mesterværk om hekse, kærlighed, misundelse og frostklare nætter. Og så udspiller den sig lige op til jul.
• "The Tale of the Nutcracker" af Alexandre Dumas. Eventyret om Maria der drager på eventyr i et sukkerglaseret landskab sammen med en nøddeknækker er udødeligt. Og i Dumas' version forvandles det kendte eventyr til en sand sanseleg.
• "Little Women" af Louisa May Alcott. Selvom "Little Women" starter med en julescene, er det ikke en julefortælling. Snarere tværtimod, er det en roman, der strækker sig over hele året og både beskriver varme midsommerdage og sene efterårsaftener. Det er en roman om skovture, forårsdans og pigeliv – og alligevel minder den mig sådan om jul. Den besidder nemlig alle julens tematikker og handler om familieliv, tryghed og kærlighed. Den er fyldt med en særlig hjemlighed og bliver leveret med en sludrende fortællerstemme, der gør, at den for mig føles som en julefortælling. 
• "His Dark Materials" af Philip Pullman. Jeg tror, det er TV'ets skyld, at Narnia-serien, den første Harry Potter-bog og Philip Pullmans trilogi efterhånden betegnes som julebøger. De familievenlige filmatiseringer genudsendes altid i juletiden, og derfor associeres de altid med julen. "His Dark Materials" er som sådan ikke en juletrilogi – men jeg har altid læst den i de dovne juledage. Med dens livlige snelandskab, talende isbjørne og mange stjernebilleder er den et passende vintervalg.

I videobloggen nedenfor fremviser jeg de julebøger, jeg har indkøbt på det seneste. Hvad med jer? Skal I også læse hjertevarme julebøger i år? I så fald, hvilke?