Heltinde-hyldest #6: Amy March – den forkerte heltinde

Dette er et diskussionsindlæg om karakteren Amy March. Såfremt man ikke har læst Louisa May Alcotts "Little Women" og "Good Wives", kan der være spoilers.

Amy March er det forkerte valg. Ud af de fire heltinder, fire søskende, fire pigehjerter som Alcott introducerer i "Little Women", er Amy den mest forhadte karakter. Det er tydeligvis ikke meningen, man skal holde med hende. Alcott gør mange krumspring for at bruge Amy som kontrast og i stedet placere læserens sympati andetsteds; hos den stille, engleblide Beth eller den larmende, ambitiøse og ligefremme Jo.

Hvis der er en antagonist blandt de fire søstre, er det nok i virkeligheden Amy. Med sin forfængelige besættelse af silkesløjfer og flæser, sin bekymring over sin egen næse og sin forgyldte ambition om at gifte sig til rigdom og overflod, er Amy et eksempel på alle de forkerte værdier i verden. Hun er til tider tankeløs, hævngerrig og ondskabsfuld – som da hun brænder Jos manuskript eller begræder tabet af en forbudt frugt. Amy er egoistisk, tankeløs og altid, altid, altid forfængelig. Men hun er også den yngste, den mindst betydningsfulde og den mest oversete blandt sine søstre.

Det man bør huske, når man læser om Amy er, at hun er et barn. Hun er et egoistisk, naivt og tilsidesat barn, der tigger efter opmærksomhed, opsøger grænser og afprøver reaktioner. Hvad drømte jeg selv om, da jeg var barn? Skønhed, rigdom og kærlighed. De selvsamme ting som Amy søger – og som den eneste opnår. Da jeg var yngre, betragtede jeg derfor Amy som en slags eventyrsprinsesse. Og jeg holdte med hende. Hun forekom mig som historiens sande vinder, og i modsætning til resten af verden har Lauries valg altid virket naturligt for mig. For burde eventyrsprinsessen ikke få prinsen? 

“You don’t need scores of suitors. You need only one… if he’s the right one.”

Når man læser om Amy, kan man hurtigt fristes til at hade hende. Men jeg tror, at det er vigtigt at huske, at Amy March er skrevet med kærlighed. Hun er løst baseret på Alcotts egen søster, May, som både var stædig og målbevidst til stor morskab for Alcott-familien.
Det sjove er, at Amy March og Jo March gennem hele bogen fremstilles som modsætninger. De kan ikke forenes, de kæmper og de skændes indbyrdes, og læserens sympati skubbes altid i retning af Jo. Men er Amy og Jo ikke ens, når de kommer til stykket? Begge kendetegnes ved deres stædighed, deres vredesudbrud og deres store drømme, men af en eller anden grund fremstilles Jos drømme som værende mere ædle end Amys. For Amy vover at være materialistisk og ytre håb om luksus og overflod, om ubekymret rigdom og et simpelt, selvfølgeligt liv – hvorimod Jo vil være forfatter, leve af sin pen og sælge bøger i massevis. Begge søstre drømmer om penge. Begge søstre er materialistiske. Det er blot i midlerne dertil, de adskilles; Jo vil skrive sig til rigdom, altimens Amy vil giftes sig til den. 
Jo er den talentfulde i familien, og hendes historier behandles med varsom ærefrygt. Hendes ord skal redde hende. Hun udgiver en bog, hun slet ikke bryder sig om, og hun skriver sensationshistorier i avisspalterne for at sende ekstra penge hjem til Beth. Hun bryder med sine egne principper, går på kompromis med sit talent, og derfor skriver hun skriver sig selv ud af den situation, hun er blevet bragt i. Helt modsat Amy.
For er Amy ikke også kunstnerisk? Selvom hendes skulpturer, malerier og gibsafstøbninger behandles med en vis grad af fniseri er Amy i ligeså høj grad en kunstner som Jo. Amy har talent, og det er dét, hun ønsker sig: talent for talentets skyld og ikke for pengene. I modsætning til Jo forbinder Amy nemlig ikke kunsten med penge; hun forbinder den med skabelsen af noget smukt. Noget overjordisk. Noget fuldendt. Hvilket bringer mig tilbage til mit forrige spørgsmål – skal vi betragte Jo som den ædle kunstner, Alcott gør hende til? 

“Let us be elegant or die!”

Selvfølgelig drømmer Amy og Jo om penge, selvfølgelig sukker Meg efter rigdom, og selvfølgelig opdager selv den engleblide Beth, at hun har ønsker, som kun penge kan opfylde. March-familien er portrætteret som et mærkeligt mellemled mellem fattigdom og overflod; de har navnet til at omgås overklassens elegance, men de har ikke midlerne til at passe ind. De er økonomisk underlegne overalt, hvor de færdes, men etikette påbyder dem at møde op alligevel og derved få en konstant påmindelse om, alt det de ikke har, og alt det de ikke er.
Amy siger, hun vil gifte sig til penge, fordi det virker som denne nemmeste løsning på hendes problem. En udvej og en genvej der betyder, at hun kan male for kunstens skyld og leve ubekymret. Men gifter Amy sig til penge? Det tror jeg ikke, hun gør. Da hun får muligheden, vælger hun kærligheden, og hendes dannelsesrejse er dermed komplet. Jeg har altid været fascineret af hendes karakterudvikling, som er den største af alle. Fra en stædig og næsten køligt målbevidst pige forandres Amy til en varmhjertet, kærlig og beundringsværdig kvinde. Har man læst "Little Men" og "Jo's Boys", vil man vide, at ethvert spor af overfladiskhed i Amys karakter forsvinder som dug fra solen.
Jeg elsker alle de fire søstre i "Little Women". Jeg voksede op med dem, jeg græd og grinede med dem, og jeg efterlod mit hjerte hos dem. Beth var i mange år min yndling, men efterhånden har jeg indset, at hun snarere er en helgen end et menneske. Amy er derimod gennemført menneskelig; hun er et stædigt væsen, jeg kan genkende mig selv i med fejl, mangler og store sejre. Hun er en sentimental drømmer og samtidig så praktisk, at hendes logik grænser til det kyniske. Hun oversimplificerer verden, undervurderer konstant sine egne følelser og ender med at overraske alle – endda også sig selv – med sit hjerte af guld.
Når man møder Amy i "Little Women" for første gang, har hun en plan for sit liv. En veldefineret, tydelig og helt ligetil plan. Hun drømmer om fine kjoler, store silkesløjfer og om et klassisk kærlighedsscenarie, hvor en rig mand vil dukke op og redde hende fra et trivielt liv. Alle Amys brændende barndomsønsker bliver i bogens slutning til virkelighed, men på en helt anden måde og med et helt andet middel, end den tolvårige Amy havde planlagt. Og er det smukkeste ved kærligheden vel netop ikke dens uforudsigelighed?

Har I læst "Little Women"? I så fald, hvem af pigerne synes I er bogens heltinde? Er Amy karakteren I elsker at hade, eller synes I, ligesom mig, at det er mere kompliceret end som så? Hvem af de fire pigebørn indtager den største plads i jeres hjerter? 

Heltinde-hyldest #5: Emily Byrd Starr og et stykke af mig selv

Dette er et diskussionsindlæg om Emily Byrd Starr, heltinden i L. M. Montgomerys Emily-serie. Jeg har forsøgt at navigere udenom spoilers, så indlægget burde kunne læses uden store afsløringer af Emilys gradvise drømmerejse. I kan læse min anmeldelse af den første bog i Emily-serien, "Emily of New Moon" lige her.

Jeg er ikke klar over, hvor Emily slutter, og hvor jeg selv begynder. Jeg mødte hende i en så tidlig og afgørende alder, og hun har været en del af mig lige siden. Hun gjorde indtryk på mig, da jeg var nem at gøre indtryk på, og hele mit liv har været præget af de ord, som Montgomery lagde i hendes mund. Jeg fandt aldrig en sjælefrænde i Anne Shirley, men i Emily Byrd Starr fandt jeg et stykke af mig selv.
Jeg var et mærkeligt barn, da jeg voksede op. En smule for inderlig og alt for flyvsk. Jeg læste bøger i hobetal, og jeg ledte altid efter karakterer, som jeg kunne spejle mig i. Jeg var tiltrukket af bøger med hovedpersoner, der elskede at læse eller skrive, og det var også derfor, jeg forelskede mig så hovedkuls i "Pigebørn" af Louisa May Alcott og forsøgte mig med "Anne på Grønnebakken" af L. M. Montgomery. Problemet var bare, at selvom Jo March og Anne Shirley læste og skrev med en feberhed iver, så kunne jeg ikke genkende mig selv i dem. De var larmende, dansende, udadvendte karakterer, og det afskrækkede mig. Jeg forstod dem ikke, og jeg vidste, at jeg aldrig kunne være som dem.
Og så stødte jeg på Emily. Emily trådte ind i mit liv med en stille melankoli. Hendes fortælling startede med et dødsfald, og hendes øjne var både fjerne, fordi hun drømte, og fordi hun savnede. Hun var stilfærdig af karakter og ikke, som jeg var sommetider, af frygt. Hendes personlighed blev ikke nedtonet, fordi hun havde færre replikker end Anne Shirley, men derimod blev den blot forstærket, fordi hun havde et så farverigt indre liv. Da jeg stødte på Emily kunne jeg for første gang relatere til en karakter af hele min sjæl. Når Emily blev misforstået, fordi hun ikke råbte op eller talte direkte, græd mit hjerte med hende. Jeg forstod hende og alt det, som hun aldrig fik sagt.

L. M. Montgomerys Emily-serie har aldrig opnået samme popularitet som hendes Anne-serie. Anne-serien var en bestseller, en larmende succes allerede da den udkom. Men Lucy Maud Montgomery foretrak selv Emily. Faktisk påbegyndte forfatteren Emily-serien, fordi hun var træt af at skrive om Anne Shirley.
Det er almindelig kendt, at Montgomerys egen favoritkarakter var Emily. Hun udtalte flere gange, at Emily var den af hendes hovedpersoner, der mindede mest om hende selv, og det er måske også derfor, at så mange (jeg selv inklusiv) hævder, at der gennem Emily-bøgerne strømmer en langt mere dybtfølt inderlighed, end der gør i Anne-serien. Men det er selvfølgelig bare et spekulativt argument.
Historien om Emily adskiller sig dog skarpt fra historien om Anne ved først og fremmest at være en historie om en spirende forfatter. Anne Shirley skriver ganske vist også; noveller, digte og brudstykker, men hun ofrer sine skriblerier, da hun bliver gift. Emily ofrer aldrig det aldrig; hun vil ikke adskilles med sin pen for noget, og selv da hun forsøger at konformere sig til sine omgivelsers forventninger, fejler det fatalt. Hun kan ikke leve uden at skrive. Hun kan ikke undertrykke eller undvære den del af sig selv. 
Jeg siger ikke, at Emily er en bedre karakter end Anne, fordi hun holder fast i sin barndomsdrøm. Faktisk er Emily ofte en mere nådesløs, mere stædig og mere kompromisløs kold karakter end Anne – netop fordi hun så indædt har besluttet at følge sin ambition. Hun kravler, trin for trin, op af sin såkaldte alpevej, og hun bevæger sig målrettet mod sine forfatterdrømme. Hun er en karakter, der selv når alt omkring hende fejler, ved hvad hun vil. Hun er en forfatter skabt af en anden forfatter.

På en måde er Emily Byrd Starr revolutionerende. For hun er en karrierekvinde i en tid, hvor kvinder ikke havde nogle karrierer. Hun tilpasser ikke sig selv til sine omgivelser. Hun ofrer intet til ære for ægteskab eller samfundsnormer. Hun er modig, for hun lader sig ikke undertrykke.
Og alligevel er hun så blid. Så romantisk, så rosenrød drømmebyggende og forhåbningsfuld. Hendes hjerte banker med store følelser, hendes violetgrå øjne er gemt under kaskader af tykke øjenvipper, og gennem dem ser hun verden indhyllet i et fortryllet drømmeskær. Emily taler med sit eget spejlbillede, ser Vindpigen løbe igennem skoven og løfte træernes grene til en farveldans, og overalt hvor Emily færdes opfanger hun glimt af en skønhed så blændende, at det næsten er ubærligt. Emily er en drømmer, der ikke bliver knækket af verden. Emily får den største gave, fordi hun er et blidt menneske, som verden ikke formår at gøre hård eller bitter, selvom hun går jernhårde realiteter i møde.
Det er en historie, der rammer mig i hjertet hver gang. Da jeg var elleve år, genkendte jeg mig selv i Emily af simple grunde. Fordi hun var stille. Fordi hun skrev. Fordi hun elskede katte. Fordi hun drømte, og fordi hun tænkte lyserødt. I dag håber jeg, at jeg havde ret dengang. Der er ingen i verdenslitteraturens farverige persongalleri, jeg hellere vil være end Emily Byrd Starr. Der findes så få intakte drømmere.

Har I prøvet at læse en bog i barndommen og genkende jer selv? Har I også en barndomskarakter fra en barndomsbog, som I inderligt beundrer? Og har I også læst historien om Emily? I så fald, hvad synes I om hende? Og hvordan synes I, hun tager sig ud i en sammenligning med Anne Shirley? 

Heltinde-hyldest #4: Anne Elliot, baggrundsskyggen i forgrunden

Dette er et diskussionsindlæg om Anne Elliot, heltinden i Jane Austens "Persuasion". Jeg har forsøgt at navigere udenom spoilers, så indlægget burde kunne læses uden store afsløringer af Austens smukke plot.

Anne Elliot er for mange en svær karakter og en næsten umulig heltinde. Austen selv havde også sine tvivl om Annes karakter og udtalte med et suk, at "she is too good for me". Og med lige netop dén udtalelse satte Austen ord på, hvad der senere skulle blive hendes læseres største problem med "Persuasion". For Anne Elliot er god, og mange vil mene, at hun er for god. Anne Elliot er på ingen måde den typiske hovedperson eller heltindeskikkelse – hun er ikke den kvinde, man forventer at finde hverken i en Austen-roman eller i hvilken-som-helst-roman. Ikke kun fordi hun er god, men fordi hun er anderledes. Hun er ikke en hovedperson; hun er en skygge.
Det tager bogen fire sider om blot at nævne Anne Elliot, og det tager yderligere tre kapitler, før hendes baggrundshistorie introduceres. Når man læser "Persuasion" for første gang, er det meget muligt, at man vil undres over, hvem hovedpersonen egentligt er, for de første mange sider og ord bruges på Annes far, Annes storesøster, faderens advokat, faderens advokats datter, og først derefter på Anne selv. Når hun endelig beskrives for første gang, skrives der: "She was only Anne". Alting peger på, at det ikke er Annes historie, vi befinder os i. Hun virker mest af alt som en baggrundskarakter, der ved et uheld er snublet ind i bogens rampelys; og i hvilken som helst anden af Austens bøger, havde hun også udgjort en del af tapetet. For Anne Elliot er snarere den glemte Mary Bennet end den boblende Elizabeth. Men det betyder ikke, at Anne ikke er en heltinde. Snarere tværtimod, synes jeg, at det gør hende til den mest heroiske af alle Austens karakterer. 

“When pain is over, the remembrance of it often becomes a pleasure.” 

Jeg skriver og siger altid, at "Persuasion" er anderledes. At det er en bog, der vil overraske selv den mest gængse Austen-læser, fordi den er opbygget efter en helt anden skabelon. Og en del af grunden til dette er Anne Elliot, baggrundsskyggen der er blevet skubbet i forgrunden.
For ikke alene er Anne Elliot en tilbageholdende, selvopofrende, melankolsk og moralsk korrekt karakter; hun er også (efter datidens standarder) en moden kvinde. Hun burde være blevet gift allerede, og hendes historie burde have fundet sin konklusion – hvilket den på sin vis også allerede har. For når romanen begynder, har Annes "little history of sorrowful interest" udspillet sig, uden vi som læsere har hørt om det. Anne har allerede mødt Kaptajn Wentworth, modtaget hans frieri og afvist ham, og hun har allerede brugt årevis på at reflektere over det. I virkeligheden kan man betegne "Persuasion" som en slags 2'er, en fortsættelse på en historie der aldrig er blevet skrevet. For Austen bygger videre på en kærlighedshistorie, der ligger forud for den egentlige historie.
Jane Austen er kendt for sine dannelsesromaner. Hun er kendt for at skrive om unge heltinder, der endnu ikke kender sig selv og derfor begår fejl; fejl der fører til en åbenbaring og derefter en forløsning. Men "Persuasion" er ikke en dannelsesroman, for Anne Elliot er allerede voksen. Hun gennemgår ikke en forandringsproces, for hun kender sig selv og sin egen karakter. Selvom hendes beslutning om at afvise Kaptajn Wentworths frieri smerter hende, så fortryder hun den ikke, for med tilbageblikkets kraft har hun indset, at beslutningen var rigtig, da den blev taget. Anne Elliot oplever ingen transformation, for hun er karakterfast. Og heri ligger hele bogens værdi.

“But Anne at seven-and-twenty, thought very differently from what she had been made to think at nineteen. — She did not blame Lady Russell, she did not blame herself for having been guided by her...” 
 
For grunden til at Anne Elliot kan betegnes som værende "for god", er at hun ikke begår nogle fejl. Og grunden til at hun ikke begår nogle fejl, er at hun har lært af sine forrige fejl og har reflekteret over det forløb, der ledte op til dem. Grunden til at Austen skabte en heltinde, hun ikke nødvendigvis selv brød sig om, var at hun skrev en roman om en verden, hvor alt var forandret. Hun placerede to forrige elskere overfor hinanden og omvendte alt mellem dem; hun gav den ene status og rigdom, imens hun lod den andens gods forfalde. Hun lod syv år gå mellem Wentworths og Annes farvel og deres gensyn, og i mellemtiden lod hun dem gå fra at være forelskede til at være næsten fremmede. Hun ændrede alt mellem dem; hun gjorde alt anderledes, og samtidig havde romanen behov for en bevaret kærlighed. Der var brug for, at noget skulle være som før. Der var brug for karakterfasthed. Og derfor skrev Austen om den engleblide Anne Elliot. Hun placerede hende i romanens midte, som et uforanderligt punkt i en forandret verden. 
Anne Elliot er en af verdenslitteraturens smukkeste heltinder. Hun er heroisk, ikke fordi hun er god, men fordi hun er karakterfast. Selvom hun bliver terroriseret af sine omgivelser, selvom hun må bevidne, at hendes store kærlighed flirter med hendes bekendte lige foran øjnene på hende, selvom alt omkring hende forandres, og hendes hjem fraflyttes, selvom hun ikke tør at håbe, så lader hun stadig sit sårbare hjerte elske. Hun er heroisk, fordi hun møder sit spejlbillede med sorg, men uden fortrydelse. Ved historiens begyndelse har hun allerede opnået det, som Austens heltinder bruger hele bøger på; hun har accepteret sine omstændigheder, sine fejl og sig selv.

Har I læst "Persuasion"? I så fald, hvordan betragter I bogens heltinde? Synes I, ligesom Austen, at hun er for god – eller indtager hun også en stor plads i jeres hjerter? Elsker eller hader I hende? 

Heltinde-hyldest #3: Dorothea Brookes slørede silhuet

Dette er et diskussionsindlæg om Dorothea Brooke, heltinden i George Eliots "Middlemarch". Da jeg ved, mange af jer endnu ikke har læst bogen, har jeg forsøgt at navigere udenom spoilers. 
(I øvrigt er det i dag sidste chance for at deltage i konkurrencen om George Eliots vidunderlige bog, så I selv kan stifte bekendtskab med en af mine absolutte yndlingsheltinder.)

Jeg har en yndig coffe-table bog ved navn "Well-Read Women" liggende herhjemme. Det er en bog, der indeholder portrætter af litteraturens største heltindeskikkelser malet i sarte vandfarver. De er alle malet tydeligt og med genkendelige ansigtstræk; alle undtagen Dorothea Brooke, der kun er formet som en sløret silhuet. Hendes ansigt er kun en skygge – og alligevel er hun malet, præcis som jeg forestiller mig hende.
For Dorothea Brooke er én stor farveplamage; hun er en kompleks karakter, nuanceret i alle regnbuens farver og med en tankemæssig dybde, der rager langt ud over papirgrænsen. Som læser kan man ikke nagle hende fast eller kategorisere hende, for hun har så mange sider at fremvise. For som Eliot selv skriver så smukt: “Character is not cut in marble - it is not something solid and unalterable. It is something living and changing, and may become diseased as our bodies do.” 

Åbningsscenen i "Middlemarch" begynder med en beskrivelse af Dorothea. Hun bliver beskrevet som værende simpelt klædt, og ikke så meget ubevidst om sin egen skønhed som fuldstændig ligeglad med den. Når hun med hævede øjenbryn belærer sin søster Celia om, at hun end ikke vil bære et enkelt smykke om sin hals, er det nærliggende at kategorisere hende som en snusfornuftig Mary-karakter, og det var faktisk også mit indtryk af hende gennem mange af bogens første kapitler. Lige indtil hun begik den største og mest tydelige fejltagelse i hele bogens forløb; hun giftede sig med den forkerte.
For kan man være fornuftig, når man begår en så stor fejl, der danner rungende ekko gennem hele romanens videre forløb? Kan man have så meget som et gran af selvindsigt, hvis man fejlbedømmer sig selv (og andre) så tydeligt? En stor del af Dorotheas troværdighed som fornuftsvæsen slås itu ved den ene handling, som alle omkring hende kan se er en fejl. Aldrig har en advarselslampe lyst så tydeligt rødt, og aldrig har jeg som læser følt så stor trang til at råbe nej på en fiktiv karakters vegne, som da jeg læste udfaldet af dét frieri.
Problemet med Dorothea er, at hun beskæftiger sig med idéer og ikke med sandheder. Som så mange andre naive 19-årige før hende, drømmer hun om at ændre verden og gøre den til en bedre sted. En af hendes yndlingsbeskæftigelser er at 'lægge planer'; planer for forbedring af bøndernes vilkår, planer for hospitalshjælp og planer for godt og renhjertet arbejde. Hun har en stor formue, men hun kan alligevel ikke gøre en forskel. Hun kan ikke studere jura, blive læge eller stille op som politiker; for hun er kun en kvinde i en fastlåst tidsperiode. Hun er begrænset af sit eget køn.
Så i stedet gifter hun sig med en mand, hun betragter som lærd og klog; en mand som er i gang med et storslået teologisk projekt, som hun drømmer om at tage del i. Hun ser Mr. Casaubon som et middel til at opnå sin drømme og gøre en forskel, og hun håber, han kan lære hende noget. I mangel af egen uddannelse gifter hun sig med en uddannet mand. Det er i virkeligheden hele bogens tragedie, at Dorotheas ildsjæl ikke må brænde i fred. 

“She was always trying to be what her husband wished, and never able to repose on his delight in what she was. The thing that she liked, that she spontaneously cared to have, seemed to be always excluded from her life; for if it was only granted and not shared by her husband it might as well have been denied.” 

Dorothea Brooke er ikke fornuftig. Hun er ikke altid klog og slet ikke realistisk. Hun har ingen selvindsigt og bliver ofte ikke klar over sine følelser, før det er for sent. Hun er dybt religiøs og bliver gennem hele bogen sammenlignet med helgener og engle, hun ofrer alle sine fornøjelser for at hæve sig over andre, og hun formår at misfortolke selv de klareste tegn. Hun er irriterende, moraliserende og offer for en håbløs forblændelse – og alligevel elsker jeg hende af hele mit hjerte.
For Dorothea Brooke er, med alle hendes fejl, i besiddelse af et godt hjerte. Hun er ufatteligt stædig, modig og udholdende. Det ville være så nemt for hende at stikke og prikke til hendes rædsomme ægtemand, men i stedet vælger hun den ophøjede vej og bliver hans støtte. Hun indgyder beundring i alle, hun møder og inspirerer dem til at være deres bedste jeg. Hun bærer rundt på oceaner af undertrykt energi i en tid, hvor kvindens største ambition var bestillingen af en ny blondekjole. Dorothea er forud for sin tid; hun har ambitioner og drømme. Hun har mål i livet, der rækker ud over, hvad man dengang var i stand til at foretage sig. Hun er (i mine øjne) en kvindelig revolution. Og for dét kan jeg tilgive hende hvad som helst.

Hvis I har læst "Middlemarch" vil jeg meget gerne høre jeres tanker om Dorothea Brooke. Irriterer hun også jer en smule? Og tilgiver I hende, ligesom jeg, for enhver af hendes fejl? 

"How to Be a Heroine" af Samantha Ellis

"How to Be a Heroine" af Samantha Ellis, fra forlaget Random House, udgivet i 2014. 4/5 stjerner.

En diskussion med en kær veninde om hvorvidt Jane Eyre eller Catherine Earnshaw er at foretrække, udgør fundamentet for Samantha Ellis' heltindeovervejelser og denne bogs tilblivelse. Ellis har hele sit liv set op til Cathys tragiske personlighed, men pludselig bærer hun rundt på nagende tvivl. Hvad hvis hun hele sit liv har forsøgt at være som Cathy, når hun i virkeligheden burde have stræbt efter at blive Jane Eyre?

"How to Be a Heroine" er Ellis' tilbagesøgende projekt; et forsøg på at genforenes med alle sine litterære heltinder gennem tiderne, at genlæse bøger de kommer fra, og at forsøge at vurdere om de mange kvindeskikkelser har været deres heltindestatus værd. 

Bogen er derfor en pudsig blanding af et memoir og litterære analyser af en lang række af elskede bøger. Fra Andersens "Den lille havfrue" til Brontës "Wuthering Heights" og Forsters "A Room with a View", bevæger Ellis sig fra bog til bog; fra erindring til erindring. 

“I wasn't just reading about my heroines, I was reading the story of my life.”

Sommetider skal der ikke mere til end et simpelt handlingsreferat, før man med sikkerhed véd, at man vil elske en bog. Sommetider fornemmer man det bare via en kulørt forside, en morsom titel og ganske få sætninger. Da jeg for første gang hørte om "How to Be a Heroine", var jeg ikke et sekund i tvivl; jeg blev nødt til at eje den, læse den og elske den. Øjeblikkeligt. Og jeg tog ikke fejl; Samantha Ellis tog mig på en levende rejse, udgjort af en sitrende læsekærlighed og minder tæt forbundet til særlige bogtitler.

En stor del af "How to Be a Heroine" kan læses som en læsehests bekendelser; en kærlighedserklæring til de bøger, der har formet Ellis' barndom, og de karakterer der er trådt ud fra bøgerne og ind i Ellis' bevidsthed. På den anden side er bogen også fyldt med tabt nostalgi og mange af de bøger, Ellis huskede som sande barndomsvidundere, mister deres charme ved en mere kritisk genlæsning. Undervejs må Ellis erklære Anne Shirley fallit og erkende en fatal fejllæsning af Lucy Honeychurch fra "A Room with a View". 

Bogen er således både fyldt med skuffelser og gensynsglæde, og Ellis' pointe er, at ingen bog kan blive læst på den samme måde to gange. Den måde vi læser en bestemt bog på er dybt influeret af, hvem vi er i det eksakte øjeblik, vi læser den. Selvom sætningerne på papiret forbliver de samme efter mange års forsømmelse, udvikler læseoplevelsen sig konstant, i takt med læseren selv.

Ellis sammenkæder derfor bøgerne med bestemte epoker i sit liv og forsøger at forstå heltinderne ud fra den, hun var engang. Hendes tilbedelse af Andersens lille havfrue bliver forklaret ved, at hun genkendte sin egen splittelse i det skrøbelige havvæsen. Ellis beretter om en opvækst splittet mellem to kulturer; en familie der altid snakkede om Bagdad på trods af, at de aldrig tog dertil, og hun sætter ord på den længsel, hun hver dag blev konfronteret med - akkurat ligesom den lille havfrue, der måtte sukke nytteløst efter solens stråler. På den måde formår Ellis at sammenkæde bøgerne med sig selv, at være personlig uden at vige fra sit emne.

“I'm beginning to think that all readings are provisional, and that maybe we read heroines for what we need for them at the time.”

Hvor meget jeg end nød at tage del i Ellis' læserliv, læste jeg hendes kritiske spørgsmålstegn med langt større interesse. Mellem de mange erindringer om sit læserliv bidrager hun med interessante analysevinkler og feministiske tankestrøg. Jeg nød særligt et kapitel, der omhandlede L. M. Montgomery og sammenlignede "Anne of Green Gables" med "Emily of New Moon". Ellis formåede at sætte ord på en spekulation, jeg altid har båret rundt på i forbindelse med de elskede børnebøger. Hendes tese er, at Anne ofrer sin drøm, mens Emily er Montgomerys forsøg på at fokusere på karriere og uafhængighed. Jeg har altid selv elsket Emily langt højere end Anne; men jeg har aldrig kunne sætte fingeren på hvorfor. Ellis' analyse gav mig et fingerpeg i den rigtige retning.

Det er dog ikke alle Ellis' fortolkninger, jeg kan erklære mig enig i. Kapitlet der omhandlede "Little Women" fremstod for mig som værende en anelse kynisk. Ellis' fortolkning er, at Alcott knuser sine karakterers drømme og derefter tvinger dem ind i et underkuet, hjemligt domæne. I mine øjne er det et for snævert et syn på Alcotts feminisme, men ikke desto mindre var det tankevækkende at læse. Samantha Ellis er ufatteligt velargumenteret, informativ og dog altid dybt personlig.

"How to Be a Heroine" er ikke nødvendigvis en perfekt bog; til tider fortaber Ellis sig i indforståede referencer, og de heltinder man ikke selv har kendskab til i bogens forløb, bliver næsten umulige at læse om. "How to Be a Heroine" er først og fremmest tilegnet de, der deler Ellis' yndlingsheltinder, og ikke meget af bøgernes plot eller karakterer bliver opsummeret undervejs. Ligeledes bevæger Ellis sig ikke blidt udenom spoilers; bogen er fyldt med dem, og slutninger diskuteres i deres fulde omfang.

Ikke desto mindre rørte bogen noget i mig og var en smuk påmindelse om, hvordan fiktive karakterer og heltinder har hjulpet mig til at blive den, jeg er i dag. Bøger kan udøve sådan en stor magt på deres læsere, og sommetider følger de mennesker, man møder i bøgerne med en hele livet. Sommetider er fabrikerede ordpersonligheder de mest virkelige personligheder, man kender. Hvilket er præcis, hvad Samantha Ellis skriver om.

“All my heroines, yes, even the Little Mermaid, even poor dull listless Sleeping Beauty, have given me this sense of possibility. They made me feel I wasn't forced to live out the story my family wanted for me, that I wasn't doomed to plod forward to a fate predetermined by God, that I didn't need to be defined by my seizures, or trapped in fictions of my own making, or shaped by other people's stories. That I wanted to write my own life.”

Heltinde-hyldest #2: Elizabeth Bennet og det fordelagtige frieri

Dette er et diskussionsindlæg om karakteren Elizabeth Bennet. Såfremt man ikke har læst Jane Austens "Pride and Prejudice" eller set en filmatisering, vil der være spoilers.

Jeg tror, jeg beundrer Elizabeth Bennet, fordi hun er min komplette modsætning. Hun tager intet alvorligt og bevæger sig rundt med et evigt smil på sine læber. Hun er ufatteligt skarp, dryppende sarkastisk og er indehaveren af et sandt løvehjerte. Hun har livskraft, og hun er modig. Uendeligt modig.

Da Elizabeth overhører Darcys spiddende bemærkning om hendes udseende til et bal, og fundamentet for deres stenede kærlighedsvej bliver støbt, lader hun ikke den indarbejdede ondskabsfuldhed så meget som strejfe hende. I stedet for at krumme sig sammen i en ynkelig og selvmedlidende fosterstilling (som jeg og tonsvis af andre usikre væsener uden tvivl ville gøre), påtager hun sig et panser af sarkasme. Hun vender fornærmelsen til en simpel vittighed, en joke, og lader grinet blive på Darcys bekostning i stedet.

Jeg har derfor altid fundet en sær tilfredsstillelse i hendes fornægtelse af Darcys første frieri. Selvom scenen uden tvivl hovedsageligt er et lidt mere kompliceret resultat af Elizabeths fordomme, Wickhams rygter, og Darcys misfortolkning af Janes kærlighed til Bingley, så har jeg altid læst det med en eftersmag af den søde hævn. Frieriet er Elizabeths mulighed for at trampe på Darcy, som han trampede på hende allerede den første aften, de mødtes - og Elizabeth tværer ham nådesløst ud under sin hæl. Jeg har altid læst det med begejstring. Jeg har altid elsket det.

I virkeligheden er intentionen nok en anden. Det at Elizabeth fornægter det fordelagtige frieri, er i ligeså høj grad et symbol på Elizabeths forhold til sine omgivelser og sin samtid, som det er et symbol på hendes forhold til Darcy. Det er en åbenlys kendsgerning, at Elizabeth ved at takke nej til Darcys penge, status og gods, også takker nej til hendes mors idealer, samfundets forventninger og datidens kvindesyn. Finansiel sikkerhed er ikke nok til at friste Elizabeth - uanset om tilbuddet kommer fra Mr. Collins eller Mr. Darcy. Hun vil have mere.

Men hvad vil hun så have? Kærlighed? Respekt? Tiltrækning? Austen bruger hele bogen på at påvise Elizabeths indædte foragt for datidens pragmatiske ægteskaber, og lader alligevel Elizabeth ende med den rigeste mand overhovedet muligt. Den finansielle sikkerhed, som alle bogens karakterer jagter hovedløst rundt efter, bliver givet til den person der påstår at være mest ligeglad med den. Austen udsender en symfoni af tvetydige signaler. Ironien er slående.

Fordi Elizabeth er så drilsk og legende, er hun også noget nær umulig at tyde. Når Jane spørger, hvornår Elizabeth ændrede mening om Darcy, svarer Elizabeth: “It has been coming on so gradually, that I hardly know when it began. But I believe I must date it from my first seeing his beautiful grounds at Pemberley”. Skal vi grine af hendes sarkasme, eller skal vi undres?
Alverdens forskere, kritikere og fans har fortolket Elizabeth og Darcys kærlighed på deres egen måde. Nogle mener, man slet ikke skal tage kærlighedsaspektet i Austens romaner alvorligt, mens andre mener, at de ikke indeholder andet end ægte, dybtfølt og hjerteglødende kærlighed. Personligt hælder jeg til ingen af delene.
I mine øjne ville det være at modsige hele Elizabeth Bennets karakter, at tage hendes ovenstående udtalelse alt for alvorligt. Hele bogen er et udviklingsforløb, en coming-of-age historie, og Elizabeths ændrede forhold til Darcys afspejler ligeså meget hendes ændrede forhold til sig selv. “'Till this moment I never knew myself” udbryder Elizabeth efter at have læst Darcys brev. Hun gennemgår store forandringer og opnår lysende erkendelser - via sit forhold til Darcy.
Problemet med Elizabeth Bennet (og Austen selv) er, at hun ikke er romantiker. Hun er benhård realist. Da hun opdager, Wickham er nyforlovet, udtaler hun: “... handsome young men must have something to live on as well as the plain”. På trods af hendes mange ædle og højtflyvende principper, har hun ikke mistet forbindelsen til sin omverden. Hun véd, hvordan verden fungerer, og er godt klar over, at selvom hun ikke vil giftes udelukkende for pengenes skyld, så er de dog nødt til at være der. Var hun romantiker, ville hun have befundet sig i Lydias sted, i stedet.

Igen er Elizabeth min modsætning; hun holder benene på jorden på et tidspunkt, hvor jeg selv ville have fløjet til vejrs. Jeg ville være løbet væk med Wickham. Eller måske endda Colonel Fitzwilliam.
Elizabeth er således en blanding af det idealistiske og det praktiske. Hun har mange principper, men har også jordforbindelse. Hun er munter, vittig og intelligent. Hun er skånesløst sarkastisk, og dog så umådeligt omsorgsfuld overfor sine søskende. Hun tør gå imod indgroede samfundsnormer og statelige skikkelser. Hun har altid et svar på tungen, har altid noget at sige, og er evigt kampberedt. Hun er i stand til at udvikle sig, indrømme sine fejl og justere på sine principper. Og hun bliver belønnet med alt det, hun drømmer om. Austen lader hende både blæse og have mel i munden. Det undrer mig ikke, at så mange drømmer om at være Elizabeth Bennet. Og jo mere jeg tænker over det, desto mere drømmer jeg med.

Hvad er jeres tanker om Elizabeth Bennet? Elsker eller hader I hende? Og hvordan tolker I hendes ægteskab og den tvetydighed, Austen indarbejder deri?

Heltinde-hyldest #1: Introduktion

“Even now I'm not really sure which parts of myself are real and which are parts I've gotten from books.”

Nogle gange gemmer bøger på personligheder, der er større end historien selv. Når en bog har dannet uberørt støv på min bogreol i flere år, og jeg har glemt dens handling og plot, kan jeg sommetider endnu fremkalde mig dens karakterer. Jeg har en tendens til at knytte mig i højere grad til karakterer end til historier; og til at huske dem længe efter deres historie er endt og den egentlige bog er glemt. Jeg er endnu omgivet af navne fra barndomsbøger, jeg aldrig helt har givet slip på. Fiktive karakterer jeg har knyttet mig til over så lang tid, at de pludselig er mere end blot hovedpersoner; de er blevet mine heltinder.
Da jeg voksede op, var mit største barndomsidol ikke Askepot i hendes fejende blå kjole fra Disneys filmatisering. Ej heller var det Emma fra Spice Girls eller den uhyggeligt velproportionerede Barbie. Ulogisk nok trådte mit største barndomsidol og helt store heltinde ud af en bog. Hun hed Emily Byrd Starr, og var skabt og skrevet af L. M. Montgomery, som i forvejen var kendt for sin Anne-figur. Jeg havde læst og elsket mange bøger, før jeg mødte Emily i en slidt biblioteksbog - men aldrig var jeg blevet påvirket så dybt af nogen, som jeg blev af Emily. Jeg ville være hende. Jeg forsøgte at tale som hende. Jeg drømte om sort hår og grå øjne, og jeg døbte alle mine Belleville-figurer Emily, i hendes ære. Hun blev mere end en hovedperson i en bog, hun blev en heltinde. Jeg idoliserede hende.
Senere mødte jeg Lyra Belacqua, Alice, March-søstrene, Hermione Granger, Luna Lovegood, Elizabeth Bennet, Margaret Hale, Jane Eyre, Anne Elliot og Dorothea Brooke, som alle gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Et påfaldende antal af mine yndlingsbøger er karakteriseret ved deres dragende kvindelige hovedpersoner. Beundringsværdige, fascinerende og inspirerende heltinder, jeg gennem hele bøger brændende har ønsket det bedste for. Fiktive personligheder jeg er kommet til at holde af, og aldrig har været i stand til at slippe igen.

For nylig læste jeg en bog om netop dette emne, der gav mig alverdens stof til eftertanke. En bog om litterære heltinder, og de folk der vælger dem. "How to Be a Heroine" af Samatha Ellis. I den søger Samantha Ellis tilbage til sine mest elskede heltinder, genlæser bøgerne de kom fra, og forsøger at forstå, hvor hendes fascination opstod. Hun opdager, at hendes barndomsheltinder slet ikke var så genkendelige uden naivitetens lyserøde filter, hun finder mønstre i sine præferencer, og undervejs går det op for hende, hun sommetider har holdt med den forkerte; at hun hele sit liv har glorificeret Catherine Earnshaw, når hun burde have beundret Jane Eyre i stedet.
Samantha Ellis' projekt inspirerede mig i så høj grad, at jeg har besluttet mig for at gøre det samme. Her på bloggen vil jeg løbende genlæse og genopleve mine største heltinder, og diskutere dem med jer. Jeg vil både hylde den store indflydelse visse litterære kvindeskikkelser har haft på mit liv, og samtidig genoverveje deres betydning. Jeg vil fortælle hvorfor, jeg foretrækker Amy frem for Jo i Louisa May Alcotts "Little Women", og jeg vil undersøge, hvorfor Fanny Price fra "Mansfield Park" er så dybt problematisk. Jeg vil genopleve både Emily og hendes Månegård samt Anne og hendes Grønnebakke, for derefter at finde ud af, hvorfor den ene forekom mig så langt mere tiltalende end den anden. Jeg vil synliggøre Anne Elliot som den største omvæltning i Austens forfatterskab, og jeg vil atter vende tilbage til dengang, Luna Lovegood stjal Hermione Grangers rampelys (i mine øjne). Jeg vil glødende fremhæve den oversete Dorothea Brooke fra "Middlemarch", og jeg vil opspore den specifikke heltinde-type, jeg altid faldt for i mine barndomsår.
Det bliver et stort og omfattende projekt; en langvarig genopdagelsesrejse, og jeg håber I vil være interesserede i at foretage den sammen med mig. Indlæggene vil dukke op løbende og usystematisk; og det første af slagsen vil komme i næste weekend, hvor jeg vil nedskrive mine tanker om den, muligvis, mest ikoniske heltinde nogensinde; Elizabeth Bennet. 

Jeg har efterhånden længe udsat og overvejet dette lille indlægsprojekt - og spekuleret på, hvorvidt der var læsere til det eller ej. Men jeg er nået frem til, at jeg simpelthen ikke kan lade være, uanset hvad. Alt for ofte optager karakterdiskussioner tyve linjer i mine boganmeldelser, uden jeg formår at komme så langt i dybden med dem, som jeg gerne vil. Jeg elsker fiktive karakterer - og jeg vil gerne diskutere dem et sted, hvor der er mere plads til det.
I virkeligheden tror jeg også, de karakterer man som læser sympatiserer med, afslører store dele af ens inderste. Et valg mellem Scarlett O'Hara eller Melanie Hamilton, Elinor eller Marianne Dashwood, Susan eller Lucy Pevensie, siger måske langt mere om læserens personlighed end om forfatterens karakterskabelse.