"Monster" af Patrick Ness

"Monster" (org. titel "A Monster Calls") af Patrick Ness fra Gyldendal. Udgivet i 2015 (org. udgivet i 2011). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. 3/5 stjerner.

Jeg forventede mig store ting af denne bog. Jeg forventede et dybtfølt plot om sorg, sygdom, død og accept. En stærk metaforisk historie om et monster, der dukkede op for at hjælpe en dreng med at overkomme andre monstre, og det var akkurat, hvad jeg fik. Historien havde alt det, jeg havde forventet af den – det var bare mig, der ikke reagerede som forventet.
For "Monster" er uden tvivl en historie, der er skabt for at røre. For at fremkalde tårer, gisp og en taknemmelig forståelse til sidst. Selv baghistorien for bogen er rørende; det var nemlig forfatteren Siobhan Dowd, som fik idéen til bogen og underskrev en kontrakt på den. Hun døde af kræft, inden hun kunne skrive bogen, og derefter overtog Patrick Ness idéen og gjorde den til sin egen. Med Siobhan krediteret på forsiden og i forordet, naturligvis.
"Monster" er også en historie om kræft – men mest af alt historien om langvarig sygdom og hvad den gør ved folk og deres pårørende. Hovedpersonen Conor er en 13-årig dreng, der lever et isoleret liv, omgivet af en mor der ikke vil erkende, hun er dødeligt syg, en række bøller i skolen og kvælende specialbehandling fra lærere og familiemedlemmer, som lader Conor være i fred, fordi det er nemmere end at tale med ham.
Conor er isoleret i sin sorg, og derfor bliver han ikke bekymret, da et monster kalder på ham syv minutter over midnat. For måske er det i virkeligheden ham selv, der har påkaldt monstret, når det kommer til stykket. 

“Historier er nogle vilde skabninger, fortsatte monsteret. Når man slipper dem løs, ved man aldrig, hvor meget ravage de vil lave.”

Jeg var ikke stærkt optaget af "Monster", imens jeg læste den. Jeg forstod præmissen, jeg forstod at monstret var en form for manifesteret sorg, og så sad jeg egentligt blot og ventede på at finde ud af, hvordan bogen ville nå frem til sit budskab. Conor nægter at tale med nogen, men det er tydeligt, at han har brug for det. Så jeg bladrede i bogen og ventede på, at han ville åbne munden og på en eller anden måde finde ro i sine omstændigheder. 
Vejen til Conors erkendelse er selvfølgelig lang og snørklet; monstret fortæller mærkværdige ligninger for at få ham til at forstå, og Conor går igennem faser af benægtelse, vrede og afmagt. Ness skildrer isolationen og svigtet på en fin og troværdig måde, og fastholder hele tiden at mennesker er komplekse væsener, der kan rumme mange modstridende følelser på samme tid. Sproget er simpelt, men det er måske derfor, historien virker så ægte. Selv monstrets tilstedeværelse virker som en ganske naturlig ting. Jim Kays tilhørende illustrationer gør også sit og understreger bogens dystre stemning.

“Menneskehjernen tror på små trøsteløgne, samtidig med at den udmærket forstår den smertefulde sandhed, der gør den slags løgne nødvendige. Og hjernen straffer én for at tro på begge dele.”

Jeg har stor sympati for Ness' projekt, men bogen væltede mig ikke omkuld. Den knuste ikke mit hjerte. Den afslørede blot en sandhed, jeg allerede kendte på en måde, jeg allerede havde regnet ud.

Jeg brugte en stor del af bogen på at vente. At vente på noget skulle ske; at vente på den store følelsesbombe, andre havde beskrevet så indgående. Men den kom aldrig. I stedet fik jeg en fin lektion om sorgens væsen fra et børneperspektiv. Det var på ingen måde sensationelt, men det var sandt. Hvilket selvfølgelig også er en kvalitet i sig selv.

"Crooked Kingdom" (Six of Crows #2) af Leigh Bardugo

"Crooked Kingdom" af Leigh Bardugo, fra forlaget Henry Holt and Company, udgivet i 2016. 4/5 stjerner.

Leigh Bardugo er en af de typiske kometforfattere i YA-genren. Hun strøg til tops med sin Grisha-trilogi, som er en dyster fantasy-serie om et russisk-inspireret univers, hvor mennesker med evner til at manipulere alt fra metal til andres kroppe, lever side om side med almindeligt dødelige. "Six of Crows" er hendes opfølger på successeen – en slags spin-off serie, der tager udgangspunkt i samme fantasy-univers, men foregår adskillige år efter Grisha-trilogien med nye karakterer og nye problematikker. Denne nye serie er, om muligt, blevet en større succes end Grisha-trilogien, og man støder på billeder af de dystre forsider overalt på Tumblr, Instagram og YouTube.
Jeg læste "Six of Crows" sidste år, og jeg var ikke ubetinget begejstret. Bogen handler om en flok kriminelle, der skal udføre et storslået kup for en svimlende pengesum. Ikke nok med at de skal bryde ind i det allerhelligste palads og forbi hundredevis af soldater – de skal også kidnappe en højt beskyttet person og få ham hjem i sikker behold. Det er et nervepirrende eventyr, og uden at afsløre for meget, kan jeg fortælle, at det ikke går helt som ventet. Og det er så der, "Crooked Kingdom" starter.

“Crows remember human faces. They remember the people who feed them, who are kind to them. And the people who wrong them too. They don’t forget. They tell each other who to look after and who to watch out for.” 

"Crooked Kingdom" er ligesom dens forgænger fyldt med action. Banden, bestående af seks unge som kalder sig for krager, plotter og manipulerer deres vej gennem Ketterdams kriminelle miljø, og de når knap at udføre en plan, før de skifter til en anden. Både penge, venskab og kærlighed er på spil, og de seks krager skyr ingen midler for at nå deres mål og beskytte dem, de elsker. Bardugo kører i et højt gear, og man må holde tungen lige i munden for at følge med. Sommetider blev det næsten for unødigt kompliceret til at være rimeligt; vores bande prøver hele tiden at forudsige skurkenes næste træk, men glemmer sommetider at tage højde for, at skurkene forudsiger, at de forudser dem. Der er meget blufferi undervejs. I virkeligheden er jeg imponeret over, at Bardugo selv kan holde styr på det.
Men al den action virker alligevel efter hensigten. Jeg kunne ikke slippe bogen, da jeg først var begyndt. Plottet har så mange blindgyder, og Ketterdam vrimler med handelsskibe, soldater, slyngler og svindlere, der skiftes til at gøre livet svært for banden af krager. Og selvom man oprigtigt hepper på bandens succes, tvinges man flere gange til at genoverveje, hvem de onde egentligt er. For alle dræber, alle truer, alle sårer nogen undervejs. Skal man virkelig holde med en flok kriminelle, der ledes af en dreng, som så tydeligt søger hævn for fortiden? Og som er villig til at ofre alt for at opnå den?
I sidste ende er det Bardugos karakterer, som redder bogen fra en intetsigende actioncirkel. De seks hovedpersoner er en broget flok, og bogen skifter mellem deres synsvinkler. I små glimt afsløres deres fortid, og det bliver langsomt klart, hvorfor de er endt som skygger i Ketterdams kriminelle underverden. 

 “I would have come for you. And if I couldn't walk, I'd crawl to you, and no matter how broken we were, we'd fight our way out together-knives drawn, pistols blazing. Because that's what we do. We never stop fighting.”

Karaktergalleriet tæller Nina, som er en bortført Grisha. Hun har evnerne til at manipulere andre menneskers kroppe; til at få blod til at stoppe, til at suge luft ud af andres lunger og til at få hjerte til at eksplodere i andres bryst. Hun er en lydløs dræber – men hun er også jaget. Grisha af hendes slags er et værdifuldt våben. Ved hendes side er Matthias, som i sin tid kidnappede hende fra hendes familie. Han har forladt den Grisha-jagende hær, han var en del af, og sammen er de et mærkværdigt makkerpar. 
Og så er der Jesper; en klassisk gambler, der er blevet revet fra universitet til kriminalitet for at betale sin spillegæld, Wylan; en rigmandssøn der hele sit liv er blevet undermineret af sin far, og som derfor har søgt mod bandens fællesskab, akrobaten Inej som klatrer langs vægge og på tårne som en elegant edderkop; hun blev kidnappet som teenager, tvunget ud i prostitution og tog imod et tilbud om et liv i kriminalitet for at få sin frihed. Tilbuddet fik hun af Kaz, gruppens leder og seriens ultimativt mest interessante person. Han bærer sorte handsker, fordi han ikke kan udstå følelsen af hud mod hud, og i sine relationer er han mindst lige så berøringsangst. Han er kold, beregnende og til tider lige så ondskabsfuld, som de mennesker, han bekæmper. Den fødte leder og en indbygget tragedie. 
Jeg elskede at lære karaktererne bedre at kende. Bogens bæres i høj grad af deres indbyrdes relationer; magtforholdet, intrigerne, og de (selvfølgelige) romancer som blomstrer mellem dem. Da jeg nåede til bogens slutning, føltes de kriminelle krager som nære venner. Jeg havde ikke lyst til at give slip på dem endnu. 

I virkeligheden troede jeg, Bardugo havde skrevet en ny trilogi. Men det viser sig, at der blot er tale om en duologi, som ender her. Og den ender godt; med action til det allersidste og karakterer, der må udholde og ofre en hel del for at nå deres mål. Jeg nød at læse den. Der kan være så langt mellem de helt altopslugende læseoplevelser, og det her er afgjort den mest medrivende bog, jeg har læst i lang tid.

"Magic Flutes" af Eva Ibbotson

"Magic Flutes" af Eva Ibbotson, fra forlaget Macmillan Children's Books, udgivet i 2015 (org. udgivet i 1982). 4/5 stjerner.

Den unge fyrstinde Theresa-Maria har mistet sine forældre, sit slot og sin formue. Og selv om hendes situation er forfærdelig, er Theresa-Marie ikke forfærdet. Snarere, tværtimod. For det sammenfaldne slot og de manglende penge betyder, at hun ikke behøver at leve som en fyrstinde. I stedet kan hun leve frit – uden regler, indsnævrende etiketter og krav. Hun kan leve akkurat, som hun ønsker.

Theresa-Marie søger derfor mod hendes store passion; den østrigske opera og dens kunstermiljø. Hun bliver ansat som en syerske i et lille operahus og lever under navnet Tessa, uden hendes inderkreds aner noget om titlen, der hører til hendes navn. Hun er lykkelig i sin ydmyge tilværelse; for selvom hun sulter, har hun musik, lyset, kostumerne og en lille flig af skønhed.

Alt dette ændres dog, da millionæren Guy Farne træder ind i operasalen for at lede efter underholdning til sine overklassesgæster. I samme øjeblik deres to veje krydses, begynder Tessa at genoverveje sit simple liv, der for evigt udelukker hende fra Guys verden af glamour, glimmer og penge.

“What are the stars if i am not gazing at them with him? What is beauty except something we share?”

Eva Ibbotson skriver som en barndomsdrøm. Operasangernes stemmer giver genlyd gennem bogen, kjolerne bruser, lysekronerne glitrer om kap med forlovelsesringe, juveler og forfaldent guld. Tessa tier stille, selvom hendes hemmelighed kan ændre alt. Guy Farne kaster ét enkelt blik på hende, og forelskelsen er i luften. Udfaldet er hele tiden klart, men vejen dertil involverer opkøb af et slot, et bjørneangreb, et uforudset frieri, pengemangel og et teaterselskab der er ved at ødelægge sig selv indefra på grund af dårlig planlægning og endnu dårlige økonomi. Bogen er en farce, et kaos, og efterlader en sukkersød eftersmag. Det er en skyldig fornøjelse, når den er allerbedst; en flødeskumskage med lyserødt krymmel, som er så kvalmende sød, at det gør ondt i tænderne. Og som sommetider er lige, hvad man er i humør til.
"Magic Flutes" er sådan en bog, jeg ville have elsket at læse som barn. Den er overdramatisk og samtidig vildt åbenlys, fyldt med overdådige beskrivelser og hovedpersonen er endda en hemmelig fyrstinde. Det er en pigedrøm, og det er en fantastisk pigebog. På sin vis mindede Eva Ibbotson mig om en mere dramatisk L. M. Montgomery – sentimentaliteten er der og eksisterer side om side med idéen om skæbne, forudbestemt kærlighed og øjeblikkelig forelskelse. Begge forfattere er kendt for deres lyserøde følelsesunivers, og begge forfattere har skrevet bøger, der vil få ungpigehjerter til at hamre.

“Yes," he managed to say. "You can be my Star Sister. You can at least be that.”

Tessa er en dydig, handlekraftig hovedperson. En typisk skabelon fyldt med godhed og charme. Hun gør altid, hvad der er bedst for andre – og har det helt med at glemme sig selv i forbifarten. Hun lever i sult og fattigdom for at beholde sit garderobejob, og når hun tager til bal hos sin familie er det i skjul – bange for at blive afsløret som garderobepige på slottet, og bange for at blive afsløret som royal i garderoben. Hun lever et dobbeltliv, og Guy Farner gør det ikke lettere.
Det sjove er, at Guy Farner gør sin entré som en skurk i stedet for en helt. Han vil købe Tessas elskede hjem, og romancen mellem ham og Tessa er fra start usandsynlig. Men på trods af forhindringer, hemmeligheder og vilde bjørne er det hele tiden meningen, at de skal finde sammen. De er, i følge Ibbotson, skabt for hinanden. 
Jeg nød at læse "Magic Flutes". Det var et lyserødt eventyr med en ægte lagkageslutning. En ægte feel-good roman til enhver regnvejrsdag. Sød og fjerlet. 

"Daughter of Smoke and Bone" (Daughter of Smoke and Bone #1) af Laini Taylor

"Daughter of Smoke and Bone" af Laini Taylor, fra forlaget Little Brown, udgivet i 2011. 4/5 stjerner.  

Karou har blåt hår. Hun lever i Prag, bor i sin egen lille lejlighed og frekventerer ofte en lille butik, hvor monstre bor. De selvsamme monstre hun hver dag tegner i sin notesbog – og når andre spørger, lader hun som om, monstrene kun eksisterer i hendes fantasi og ikke i hendes virkelighed. 
Akkiva er en engel. Han flyver mellem verdener og igennem sprækker i himlen, som er usynlige for andre. Han jagter et særligt monster af en særlig grund. Hans sorte vinger brænder, og hans øjne er fyldt med vrede. Indtil han ser Karou og bliver mindet om noget, han troede, han havde glemt.

“Have you ever asked yourself, do monsters make war, or does war make monsters?”

Mennesker med løvefødder, antilopehoveder, oksehaler eller katteører. Engle med sorte, smuldrende vinger og ulmende øjne. Og én menneskepige med blåt hår, en tom hukommelse og et evigt spejdende øje, på udkig efter tænder fra de dødes munde. Og midt i det hele, døre og indgange mellem verdener, fra vores jordklode til fjerne himmelstrøg. Laini Taylors verden er så fremmedartet og dog så smuk.
For det hele afhænger af gentagelser, følelser og noget der rører på sig i karakterernes indre. Karou ved ikke, hvem hun er, Akkiva ved ikke det heller ikke. De er to fremmede væsener fra fremmede verdener, og deres livsbaner burde aldrig krydses. Men det gør de, og Karou laver en enkelt, tilfældig bevægelse med sit hoved, der får Akkiva til at tøve. Karou er fremmed, men hendes bevægelse er velkendt. Og han ved, han bliver nødt til at finde ud af hvorfor.
De to sværmer om hinanden gennem hele romanen. Karou kan hele tiden høre vingesus, og Akkiva spejder hele tiden efter noget blåt. De orienterer sig ud fra hinanden. Danser en lydløs dans, gennem Prags gader og himlens skyer. Ingen af dem ved hvorfor. Jeg troede, jeg havde regnet ud hvorfor – kun for at tage fejl i det allersidste øjeblik, da plottet vendte, og jeg måbede.
"Daughter of Smoke and Bone" er en fortælling om verdener i oprør, om krig mellem to overjordiske racer og almindelige mennesker fanget i krigen mellem dem. Men det er først og fremmest en kærlighedshistorie. En vidunderligt velskrevet kærlighedshistorie om to væsener, der tiltrækkes af hinanden imod al fornuft. En knusende og overbevisende tiltrækning, der får bogens poetiske linjer til at dryppe af sanselighed.

“Happiness. It was the place where passion, with all its dazzle and drumbeat, met something softer: homecoming and safety and pure sunbeam comfort. It was all those things, intertwined with the heat and the thrill, and it was as bright within her as a swallowed star.”

For Laini Taylor kan skrive. Hun fremaner stemninger og bygger karakterer med simple bogstaver. Hendes kimærer er mærkværdige væsener, sammensat af lige dele mennesker og monstre, og alligevel forekommer deres kultur, traditioner og historie mig lige så troværdig som menneskenes. Taylor placerer ikke kun fantasivæsener i vores verden – hun giver dem også en baggrund, en grund til at eksistere og trække vejret side om side med menneskerne. Og det er så let at blive blændet. Så let at blive imponeret. Så let at forsvinde ind i de lyriske beskrivelser og smertelige minder. Taylor skriver med en ynde, der er svær at efterligne.
I "Daughter of Smoke and Bone" er der krig. Der er gråzoner, ondsindede engle og englelignende monstre. Der er en pige og en dreng, som elsker hinanden, en engel og en dæmon der drages mod hinanden, og en flok desperate væsener hvis liv afhænger af mennesketænder og evig hemmelighedsgræmmeri. Der er mørke mærker på døre, og der er huse der brænder i natten. Der er så mange mysterier, og der er så mange smukke ord. Men størst af alt er kærligheden. Altid.
Jeg læste "Daughter of Smoke and Bone" på en enkelt dag, og dagen efter læste jeg den næste bog i serien. Jeg kunne ikke koncentrere mig om andet. Karou og Akkiva infiltrerede mine tanker og mine drømme, og det eneste jeg ville, var at tilbringe min tid med dem, med Laini Taylors ord og befinde mig i det fremmede univers, jeg var begyndt at elske. Der var intet andet end bøgerne, imens jeg læste. Verden blev væk. Laini Taylors ord var det eneste, jeg kunne se.

“She craved a presence beside her, solid. Fingertips light at the nape of her neck and a voice meeting hers in the dark. Someone who would wait with an umbrella to walk her home in the rain, and smile like sunshine when he saw her coming. Who would dance with her on her balcony, keep his promises and know her secrets, and make a tiny world wherever he was, with just her and his arms and his whisper and her trust.”

"Six of Crows" af Leigh Bardugo

"Six of Crows" af Leigh Bardugo, fra forlaget Henry Holt and Company, udgivet i 2015. 3/5 stjerner. 

Kaz Brekker er berygtet. Som en ung kriminel leder han Ketterdams underverden. Han er en spidsfindig tyv, og han stjæler både for andre og for sig selv. For at overleve og for at leve. Han står i spidsen for en gruppe, der kalder sig for krager – specialiserede tyve, der klatrer og balancerer på umulige murbrokker og bliver lejet ud for at begå hemmelighedsfulde kup. Da han en dag bliver tilbudt en farefuld opgave, der vil gøre ham rigere, end han nogensinde drømte om, siger han ja og samler hurtigt seks krager sammen. Sammen skal de bevæge sig igennem fjerne bjerge og ind i hjertet af et velbevogtet palads. Planen tåler ingen komplikationer – men de seks forbrydere har meget mellem sig, og deres indbyrdes forhold er langt fra ukompliceret. 

“The heart is an arrow. It demands aim to land true.” 

Bardugos Grisha-trilogi overraskede mig. Bøgerne forvandlede sig fra en stille læseoplevelse til en kostbar eskapisme, da jeg påbegyndte og færdiglæste de tre romaner på en enkelt weekend. Jeg var betaget af Bardugos smukke sprog og maleriske fraser, jeg forelskede mig hovedkuls i hendes karakterer og levede og åndede for dem, mens jeg endnu befandt mig i deres verden. En verden der både var uforståelig, grusom og velkendt. Og så vidunderligt velskrevet.
Da "Six of Crows" pludselig dukkede op ud af det blå og eksploderede i et utal af gode anmeldelser på Goodreads og på BookTube, blev jeg draget. Jeg blev nødt til at vende tilbage til Bardugos univers i en ny historie og genopleve lidt af den magi, som Grisha-trilogien havde efterladt bag sig.
Som sådan har "Six of Crows" og Grisha-trilogien ikke meget med hinanden at gøre. Der er tale om nye karakterer, nye problematikker og fuldstændig anderledes dynamikker. Men universet er det samme, og selvom man godt kan læse en uden at læse den anden, tror jeg alligevel, man bør læse "Shadow and Bone" først. For Bardugo går ud fra, at læseren kender universet og dets væsener og kaster sig ud i et nyt, hæsblæsende eventyr uden tid til forklaringer eller beskrivelser. Der er kun plads til det allermest nødvendige, og de seks krager rejser uden unødvendig bagage.
Hvor Grisha-trilogien var meget smuk og karakterdrevet, er "Six of Crows" plotbaseret, hurtigtbevægende og omhyggeligt koreograferet. At læse bogen føltes sommetider som at se en actionfilm; hurtige scener, skarpe klip og en susende følelse af adrenalin og angst når noget ikke gik efter planen. Det var en 400-siders nervepirrende rutschebanetur. Og det lykkedes mig aldrig at forudsige så meget som en eneste sætning.

“She'd laughed, and if he could have bottled the sound and gotten drunk on it every night, he would have. It terrified him.”

"Six of Crows" er underholdende læsning. Spændende, medrivende og sommetider også vidunderligt humoristisk. Den indeholdt alt, hvad bagsideteksten lovede, og alligevel blev jeg en smule skuffet. For selvom jeg nød det høje tempo og de mange intriger, ville jeg ønske, jeg kunne sætte i bakgear og betragte Grisha-verdenen i slowmotion. Karakterer og stemninger er Bardugos force, og "Six of Crows" var fyldt med så mange frustrerende muligheder, der aldrig blev grebet. Karaktererne skreg på fordybelse, men var fanget i action. Og jeg ville så gerne have lært mere om den påtaget hårdkogte Kaz, den distancerede Inej og den hemmelighedsfulde Nina. Jeg ville gerne have læst mere om deres minder, om deres komplicerede tilhørsforhold og om alt det, der bandt dem sammen og skilte dem ad. De skiftende synsvinkler var interessante, men alt for ofte druknede de individuelle stemmer i fælles action. Og sommetider var det svært at skille dem ad.
Jeg har lært at elske den dystre Grisha-verden, det iskolde vinterlandskab og de nådesløse Heartrenders med deres evner, rang og historie. Jeg har lært at holde af fantasitilføjelserne til de russiske traditioner, og jeg forbandt mere end noget andet Grisha-verdenen med de barske snefnug, der omgav den. Men alt det er væk i "Six of Crows". Den stille melankoli er erstattet med humor og action, og jeg kan ikke andet end at mene, at noget er gået tabt i processen.
Så vidt jeg ved, er "Six of Crows" dog første bog i en ny trilogi. Og da Grisha-trilogiens første bind også skuffede mig, vil jeg med glæde læse videre. For måske gemmer Bardugo endnu en positiv overraskelse i ærmet. Og måske vil de nye karakterer og deres hjertekvaler også hjemsøge mig inden længe. 

"Tsarina" af J. Nelle Patrick

"Tsarina" af J. Nelle Patrick, fra forlaget Razorbill, udgivet i 2014. 3/5 stjerner.

Natalya er en ung pige af adelig slægt, der lever sit liv på det glitrende Vinterpalads i Sankt Petersborg. Hun er dybt forelsket i prinsen Alexei Romanov, og han gengælder hendes kærlighed af hele sit hjerte. De har kendt hinanden hele deres liv, er vokset op sammen, og har forelsket sig i hinanden med den naturlige selvfølgelighed, som kun nære venner kan. 

En dag indvier Alexei Natalya i en dyb hemmelighed om et magisk Fabergé-æg, der skinner et hemmeligt sted i paladset. Ægget beskytter hele Romanov-familien og de mennesker, som står familien nært. Med det magiske æg i sigte føler Natalya sig helt sikker – på trods af, at desperationen omkring det smukke Vinterpalads vokser, og tusindvis utilfredse, udsultede og overarbejdede russere truer med at bryde igennem de skrøbelige vægge. 

“There was no mistaking a Russian winter. It was a unique thing, a creature born and bred for Russian soil, one that sometimes brutalized the natives but often served as our secret weapon. Napoleon’s army was defeated not only by the Russian people, but by Russia herself.”

Brusende skørter, store forsamlinger i oplyste sale, skinnende perler i lange rækker rundt om hvide halse, balletsko og diademer, hemmelige dør indbygget i tapetserede vægge, tusinde snefnug der vrimler og danser og et juvelbesat Fabergé-æg der skinner i Vinterpaladset dybeste kammer. "Tsarina" er en atmosfærisk roman om det glamourøse Rusland, vi alle drømmer om at leve i. Det aristokratiske Rusland der levede i kvalmende overflod, hvor man kunne affærdige de udsultede arbejdere som uvidende børn.

Natalya og Alexei lever i deres egen lykkeboble bag Vinterpaladsets mure. Et magisk æg beskytter dem, og de har aldrig kendt en anden verden, end den de færdes i. De forstår ikke verden udenfor; forstår ikke utilfredsheden, sulten og desperationen der vokser i landet, for det Rusland de kender og altid har kendt, er et andet. De er snæversynede børn – men de er aldrig egoistiske eller modbydelige. De ved bare ikke bedre. De er født ind i en guldbelagt verden.

Men udenfor flyder bægeret over, og Vinterpaladset bliver stormet. Nedslidte arbejdere vælter ind på slottet og flår hele deres verden i stykker. Og pludselig kan de ikke længere undgå at se det, de lykkeligt fortrængte. Verden udenfor spejler ikke livet på paladset. Alexei og Romanov-familien bliver indespærret i eksil, og Natalya flygter på må og få hen til et hus, der senere også udbryder i flammer. Hendes eneste tanke er, at hun vil redde ægget. Hun vil redde sin barndomstrolovede. 

“Love hopes for happy endings.”

Patrick fletter kendsgerninger sammen med fiktion og placerer sin fiktive Natalya i midten af kendte navne og historiske skæbner. Naturligvis er Natalyas kapløb mod tiden hele tiden åbenlyst for enhver, der kender Romanov-familiens historie, og naturligvis kan al magi i verden ikke ændre på kendsgerningerne – men alligevel beder man til, at Natalyas mission vil lykkedes. I korte øjeblikke kan man fortrænge, at Natalyas trolovede er en Romanov, og i stedet håbe mod historien, mod det forudsigelige resultat. Da jeg læste bogen, ønskede jeg brændende, at Alexei ville komme i sikkerhed, at Rusland kunne blive helet lige så let, som det magiske Fabergé-æg heler Alexeis hudafskrabning. Men selvfølgelig skulle det ikke gå sådan. Det var aldrig en mulighed.
Historien om Romanov-familien og Den Russiske Revolution er en af de historiebidder, der slet ikke føles virkelig. Når man læser om hændelserne i historiebøgerne, tvivler man. Og når man læser om det i Patricks roman lever man det. Med hendes ord bliver Rusland vækket så smukt til live.
Men måske er de virkelige hændelser så interessante, at de ikke behøver at blive yderligere krydret af et magisk, helende Fabergé-æg. Al Natalyas nytteløse jagteri efter ægget, al snakken om magien, og om potentialet ægget holdte, forekom mig fuldstændig malplaceret i en historie, hvor den sande magi er de troværdige stemningsbilleder af revolutionens kaotiske Rusland. Jeg havde ikke behøvet så meget mærkværdigt drama i en historie, der er dramatisk nok i sig selv.

"Northern Lights" (His Dark Materials #1) af Philip Pullman

"Northern Lights" af Philip Pullman, fra forlaget The Folio Society, udgivet i 2008 (org. udgivet i 1995). 5/5 stjerner. 

"Northern Lights" er mange ting. Det er en børnebog, det er et eventyr, og det er en voksenprotest. Philip Pullman skrev sin bogserie, fordi han var frustreret over en anden, langt ældre, bogserie. Nemlig Narnia-bøgerne af C. S. Lewis.

Narnia-bøgerne handler om magi og eventyr, men de handler også om religion. Og deres slutning er berømt for dens håbløshed; en håbløshed som Pullman protesterede imod. Han var på udkig efter en mere positiv besked – og gemte den i en historie om ateisme frem for religion.

"Northern Lights" er fortællingen om pigen Lyra, der lever i et parallelunivers, hvor menneskesjæle lever udenfor menneskekroppen og i stedet tager form af et dyr, som er en livslang følgesvend. Lyra lever et lykkeligt eventyrsliv på Jordan College i Oxford – lige indtil hun en dag er vidne til en samtale, hun ikke forstår og bliver blandet ind i en sag, hun ikke kan overskue konsekvenserne af. Børn fra hele Lyras verden forsvinder og bliver bortført, og Lyra begiver sig også selv væk fra sine trygge rammer – bevæbnet med et gyldent sandhedskompas og en kildrende nysgerrighed.

“One moment several things are possible, the next moment only one thing happens, and the rest don't exist.”  

Hver gang jeg genlæser "Northern Lights", rammer den mig som en hammer. Og jeg undrer mig. Jeg undrer mig over, hvad jeg så i den som barn – hvad der fangede min opmærksomhed i min allerførste læsning og fik mig til at huske bogen, elske bogen og placere den højt blandt mine skattede barndomsminder. Jeg tvivler på, at jeg forstod bogen dengang. Og hvordan kan man elske noget, man ikke forstår? 
Måske var det panserbjørnene, der på én gang var forfærdelige væsener (så langt fra blide, pacificerede eventyrsskabninger, men i stedet forfærdelige og formidable. Jeg havde aldrig været Lyra i det virkelige liv; jeg havde aldrig sat mig op på ryggen af en panserbjørn, men billedet brændte sig fast på min nethinde alligevel som noget smukt, magisk og frostfint),  eller måske var det de flyvende hekse, det dansende nordlys eller tanken om levende sjæle – daimoner, som de blev kaldt – der vandrede ved siden af deres menneskekroppe i dyreform? Eller måske var det i virkeligheden altid Lyra. Uskyldige, modige, eventyrlystne, stædige Lyra.
Jeg forstod ikke "His Dark Materials"-trilogien som barn. Jeg forstod ikke, hvor den kom fra, eller hvad den var skabt af. Jeg forstod ikke, hvad det betød, når man gjorde religionen og dens udøvere til skurke, og al snakken om Støv sprang jeg elegant henover. Jeg forestillede mig altid Støv som støv – den slags der ligger på hylder og bag møbler og ikke sjælelige partikler.
Men selvom jeg ikke forstod bøgerne, som jeg gør i dag, skabte jeg min egen forståelse. Jeg læste eventyret, og jeg elskede det. Jeg elskede den verden, som Pullman byggede rundt om Lyra og om mig; jeg elskede de velkendte navne og de helt nye betydninger. Jeg elskede de brutale kampscener og de smukke øjeblikke mellem Lyra og hendes venner. Og mest af alt elskede jeg de ordbilleder, Pullman malede; når jeg lukker øjnene kan jeg stadig se Lyra på ryggen af en isbjørn med et gyldent kompas i hånden og snefnug svævende omkring hende i en glitterstorm. Det er ridset fast i min hjerne.

“So Lyra and her daemon turned away from the world they were born in, and looked toward the sun, and walked into the sky.” 

Philip Pullman skrev "Northern Lights" som en protest som C. S. Lewis' Narnia-serie. Og ligesom bøgerne om Narnia, ændrer bøgerne om Lyra sig også, når de genlæses, efter barndommen er bragt til ende. Men i modsætning til C. S. Lewis' Narnia, mister Pullmans Oxford ikke noget af den grund. Bøgerne er akkurat lige så smukke på et senere tidspunkt i livet. Deres univers skrumper ikke ind. Det udvider sig kun. 
Pullman forstår om nogen at skrive til både børn og voksne. Der er et eventyr at finde i "Northern Lights", og der foregår en (eller mange) kompleks diskussion begravet under eventyret. Og man behøver ikke at forstå det ene, for at nyde det andet. Man kan starte og slutte der, hvor man vil.
Selv starter jeg altid det samme sted; med en pige og hendes sommerfuglesjæl, der er fanget i et skab og bliver vidner til et politisk skakspil, hvor spillerne hverken er sorte eller hvide. Bogen udvisker alle linjer mellem godt og ondt. Kirken bortfører børn, og akademikere ofrer menneskeliv i jagten på viden. Panserbjørne flår hinanden ihjel, og mødre river sjæle ud af andres kroppe. Heksene er alvidende, og menneskerne gætter. Alting er uvist. Og persongalleriet er fuldendt.
Pullman skriver så lysende klart, og selvom hans inspiration af C. S. Lewis og John Milton er velkendt, er den svær at spore. Han bygger ikke videre på eksisterende fantasy-univers, men skaber i stedet noget, der er helt hans eget. Noget som aldrig er set før eller siden udgivelsen af "His Dark Materials". Jeg er til stadighed forundret over hans vinterunivers, og den buket af mærkværdige væsener, der færdes i det. Jeg elsker Lyra, som var hun en veninde; og det er hun måske også – jeg voksede op med hende, og hendes historie voksede med mig. 

“We feel cold, but we don't mind it, because we will not come to harm. And if we wrapped up against the cold, we wouldn't feel other things, like the bright tingle of the stars, or the music of the aurora, or best of all the silky feeling of moonlight on our skin. It's worth being cold for that.”

"A Thousand Nights" af E. K. Johnston

"A Thousand Nights" af E. K. Johnston, fra forlaget Macmillan Children's Books, udgivet i 2015.  3/5 stjerner. 

Lo-Melkhiin rider fra ørkenby til ørkenby og udvælger rige mænds døtre, som han vil giftes med. Døtrene bliver ført bog til hans palads – og de bliver aldrig set igen. At blive gift med ham er en dødsdom.

Da støvskyen fra Lo-Melkhiins hest nærmer sig endnu en landsby, foretager en pige en desperat handling. Hun iklæder sig sin søsters glitrende guldsmykker og påkalder sig Lo-Melkhiins opmærksomhed. For hun ved, at hun ellers vil dømme sin graciøse søster til døden. Hun træder frem i hendes sted.

“If you listen long enough to the whispers, you will hear the truth. Until then, I will tell you this: the world is made safe by a woman. She bound the monster up and cast him out, and the man who was left was saved.”

Denne historie er måske noget af det mest mærkværdige, jeg har læst i lang tid. Indpakket som en drøm, markedsført som en YA-roman og læst på et døgn er denne bog slet ikke, hvad den udgiver sig for at være. Den er langt mere stille, langt mere lyrisk og langt mere kompliceret, end jeg troede, den ville være. Den er mindre fantasy-roman og mere litterær. Og først og fremmest er den en omvendt genfortælling af "Tusind og én nat". 
I "A Thousand Night" er alle kvinder navneløse. Navne er en ting, der tilhører mænd og dæmoner, og kvindenavne forbliver usagte, uhørte og ikke-eksisterende. Hovedpersonen er én ud af mange, hun er anonym, og hun er ikke vigtig. Lo-Melkhiin ser ikke sine koner som personer, han ser dem som midler. Og ved ikke at navngive en ting, anerkender man ikke dens eksistens.
Men i sidste ende virker anonymiteten som en styrke. Hovedpersonen og hendes søster, hendes mor, og det unavngivne virvar af tjenestepiger, bliver ikke anerkendt som eksistenser – og netop derfor, kan de overraske alle ved at træde i karakter. Det er et blindt overraskelsesangreb, der flytter styrken over på de anonyme. De oversete. De unavngivne. Dermed bliver historien noget helt andet; en rødglødende fortælling om de undertrykte, der rejser sig igen. 
I "Tusind og én nat" er kvinder overflødige, og den modige Sheherezades belønning for at have holdt sig i live, for at være vågen nat efter nat og hviske eventyr og fantasier i mørket, bliver at hun skal leve med den selvsamme konge, der truede med at slå hende ihjel. I "A Thousand Nights" er det netop den skæbne, hovedpersonen forsøger at flygte fra.

“The monster tested her, pulling at her soul and rending her spirit. She clung to life, and in the clinging she might have become a monster too.”

Der er ingen eventyrsfortællinger i "A Thousand Nights". I stedet er Lo-Melkhiin besat af en ørkendæmon, der tvinger ham til at udføre handlinger, han ikke selv vil kendes ved. Han dræber kone efter kone, og sommetider svinder dæmonen ind og lader med vilje mennesket mærke, hvad han har gjort. Hovedpersonens opgave er derfor ikke blot at holde sig i live, det er også at slippe en dæmon fri og drive mennesket i Lo-Melkhiin frem.
Og selvom det lyder spændende, selvom det lyder som en svimlende eventyrsroman med ørkenhelte og guldbelagte bjergtipper, så er "A Thousand Nights" uhyrligt stillestående. Der sker ikke meget, og når der gør, er det gemt bag et røgslør af østerlandsmystik og stemningsmageri. Johnston skriver i mærkelige, korte sætninger; små afbræk der nok er tænkt som et forsøg på kulturel symbolik, men som i stedet bliver alt for kunstigt og unødvendigt tungt.
Det der slog mig mest, da jeg læste "A Thousand Nights" var, hvor meget Johnston forsøger på at være atmosfærisk. Hendes beskrivelser overtager hele sider, og bogen føles som én lang, indre monolog. Der er næsten ingen dialog, og når der er, er det samtaler, der gentager sig igen og igen som en slags rituel opremsning. Der er ingen direkte handlinger. Man ser ikke noget ske; men man bliver fortalt, at det sker. Det virker fladt; mystik for mystikkens skyld, og historien lider under det. Der er så mange smukke ting, Johnston formår at gøre, men de fleste sker bag kulissen og mellem linjerne.

"Marina" af Carlos Ruiz Zafón

"Marina" af Carlos Ruiz Zafón, fra forlaget Weidenfeld & Nicolson, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1999). Læst på engelsk – originalsproget er spansk. 3/5 stjerner. 

Oscar Drai lever et stille liv. Han er femten år og bor på en kostskole; hans bedste ven er en beregnende dreng, der har svar på alt, og Oscars dage flyder sammen i hans selskab. Men alting forandres det øjeblik, Oscar træder ind i et faldefærdigt hus, lokket af overjordisk smuk operamusik og et par stirrende katteøje. Huset og dets beboere bliver omdrejningspunktet i hans liv; den jævnaldrende Marina og hendes far, kunstneren Germán Blau bliver Oscars nye bedste venner.

En dag fører Marina Oscar til kirkegården for at vise ham et mærkværdigt lille mysterie. Hver dag ankommer en ældre kvinde, tildækket og klædt i sort, nemlig til kirkegården for at ligge en enkelt rød rose på en navnløs grav. Mysteriet trækker Marina og Oscar ind i Barcelonas underverden; på en efterforskning af aristokratiske opfindere, skuespillerinder og mørke hemmeligheder begravet i glemte kloakker. 

“People only disappear when they have somewhere to go.” 

I sit forord til "Marina" skriver Zafón, at dette er den bog, som han holder mest af. Han erklærer sin kærlighed til sit eget værk og fortæller, at det øjeblik han skrev den, vidste han, han aldrig ville skrive noget som den igen. Og han havde ret. "Marina" er hans sidste ungdomsroman, og siden har han hovedsageligt skrevet for og til voksne; mere komplicerede romaner med mørkere plots.

Zafóns forord fik mig til at ønske, at jeg ville elske bogen ligeså højt som han. Jeg håbede, at "Marina" ville vise sig at fortjene sin forfatters kærlighed i en så høj grad, at den også automatisk ville få min. Men det viste sig hurtigt ikke at være tilfældet; for selvom bogen var god, føltes den ikke som noget særligt. Ikke på samme måde som Zafóns andre bøger har gjort det.

For første gang nogensinde regnede jeg nemlig Zafóns plot ud, før det fandt sted. For første gang nogensinde skinnede mysteriets løsning igennem, og for første gang gryntede jeg en anelse af kedsomhed, da historien nåede sin store afsløring. Måske er det en bivirkning af, at jeg på det seneste har læst så meget Zafón, eller måske skyldes det blot, at "Marina" ikke er lige så ambitiøs og tvetydig som Zafóns andre romaner. Uanset hvad, følte jeg mig lidt skuffet. Som om jeg var blevet snydt for det gotiske gys, som jeg efterhånden kæder Zafón så tæt sammen med.

Efterhånden er jeg begyndt at kunne genkende så mange elementer på tværs af Zafóns romaner. Så mange typiske ingredienser, der tilsammen udgør en klassisk Zafón-roman. Det atmosfæriske skriveri, de smukke beskrivelser af et Barcelona, der på én gang virker uendeligt langt væk og ufatteligt tæt på, den tragiske kærlighedsaffære, den venligtsindede mandlige protagonist der opdager hemmeligheder, som relaterer sig til en kompliceret fortid og – værst af alt – den idealiserede pige eller kvindefigur der udstråler en æterisk ynde og altid er ude af hovedpersonens greb. Sidstnævnte var særligt tydelig i denne roman. Jeg er stadig ikke sikker på, hvorfor Zafón har valgt at opkalde sin roman efter en karakter, han aldrig helt skitserer. 

“Our body begins to destroy itself from the moment it is born. We are fragile. We’re creatures of passage. All that is left of us are our actions, the good or the evil we do to our fellow humans.”

"Marina" er surrealistisk, højtflyvende og fyldt med den særlige atmosfære, som kun Zafón kan skabe. Det er en deskriptiv bog fyldt med beskrivelser, der næsten er overdrevne i deres overdådighed, og 1980'ernes Barcelona kommer til live på en måde, der befinder sig ude af tid og rum. Selvom bogen har mange 80'er referencer, selvom der er biler på gaderne og telefoner i husene, kunne man med lethed bilde mig ind, at den foregik i 1800-tallet. Stemningen er så altoverdøvende gotisk, at de tekniske kendetegn bliver overflødige.

Min eneste anke er bogens mysterie, der aldrig helt er så stort et mysterie, som det forekommer. Bogen løses med en krydsning af gal videnskabsmand og vampyrlogik, og skurken som hærger Barcelonas gader og Oscars sind viser sig, Zafóns tradition tro, at være en tortureret sjæl med synlige ar. På et tidspunkt drukner bogens troværdighed i overnaturlige elementer, der føles malplacerede og for mærkværdigt beskrevet.

Dermed ikke sagt at bogen ikke har sine kvaliteter; den er vidunderligt velskrevet, og jeg læste den på en enkelt eftermiddag. Jeg ville blot ønske, at den ikke var så forudsigelig, så overdreven og så fuldstændig typisk. Fællestræk i et forfatterskab er altid smukt – men en plotskabelon er en farlig ting.

"The Prince of Mist" af Carlos Ruiz Zafón

"The Prince of Mist" (org. titel "El príncipe de la niebla") af Carlos Ruiz Zafón, fra forlaget Orion, udgivet i 2010 (org. udgivet i 1986). Læst på engelsk – originalsproget er spansk. 4/5 stjerner.

Et nyt hjem med en mørk fortid, en skjult have fyldt med groteske statuer, tikkende ure og en nagende følelse af at noget er galt. "The Prince of Mist" er Zafóns første bog, og det er en fortælling om lurende mørke og en fortid, der langsomt gentager sig selv og bliver til nutid.

I sommeren 1943 flytter familien Carver fra deres hjem og begiver sig ud til en mindre by ved havet for at være i sikkerhed fra krigen. Men deres nye hjem er ikke det idyl, de havde håbet på, for en dreng har tidligere lidt en tragisk død i huset, og hans historie kaster en skygge over alt, hvad familien foretager sig.

Max og hans søster Alicia beslutter sig hurtigt for at efterforske drengens død, og nabodrengen Roland slutter sig til dem for at hjælpe. De tre børn bliver hurtigt trukket ind i et altoverskyggende mysterie, da de opdager et hævntørstigt væsen, der kalder sig selv for Prinsen af tåge.

“Max had once read in one of his father's books that some childhood images become engraved in the mind like photographs, like scenes you can return to again and again and will always remember, no matter how much time goes by.” 

Zafón er en stemningsmager. Man behøver blot at læse en enkelt linje, for at opleve tid og sted forsvinde og skrumpe ind til en papirstynd virkelighed. Zafóns gotiske billedmageri står ikke kun smukt på siden, det brænder sig ind i et hektisk farvevirvar på læserens nethinde. "The Prince of Mist" tog mig på en rejse over kirkegårde, fyrtårne, sunkne skibsvrag og statuer med omskiftelige grimasser, og da jeg lagde bogen fra mig en sen nattetime, var det med et kuldegys og et ængsteligt forandret syn på gyldne, glimtende katteøjne.
"The Prince of Mist" er en bog for et yngre publikum, men ligesom Gaimans "Coraline" er det også en historie, der vil fremkalde ildevarslende fornemmelser hos ældre læsere. Selv læste jeg bogen med hjertet i halsen, og øjnene limet fast på siderne; ude af stand til at lægge bogen fra mig og træde ud af dens verden. Zafón tryllebandt mig, som altid, med sine ordrige beskrivelser, sine mystiske hentydninger til et underliggende mørke og sin samling af tragiske menneskeskæbner.
For selvom "The Prince of Mist" henvender sig til et yngre publikum, sparer Zafón ikke på tragedierne. Dødsfald, familiehemmeligheder, selvmord og tragedier der udspiller sig igen og igen i en uendelig cirkel, fylder bogens sider. Undervejs troede jeg, jeg havde regnet den endelige konklusion ud, men i stedet blev jeg mødt med et uventet mørke. Der er ingen garanti for lykkelige slutninger i Zafóns univers, og heltene bliver ikke altid belønnet på den måde, som de fortjener.

“He lost himself in the words and images conjured in his mind, and for a while he forgot that his family was going anywhere. He found himself flying among stars and planets ... ”

Dette er en delvist mytologisk fortælling, der trækker tråde til abstrakt åndemageri og den ældgamle forestilling om djævelen, der indgår handler og afkræver sin betaling. Alting handler om fortid og om gæld; en aftale der skal afbetales med et liv, og en tjeneste der slet ikke har været prisen værd. For sent indser en familiefar, at prisen for hans ungdomslykke kostede ham hans livslykke.

Ved brug af kraftige billeder med alt fra sorte katte til klovnestatuer, skaber Zafón næsten filmiske scener. Ingen antagonist er så dæmonisk, som den såkaldte Prins af tåge, som Max opdager, da han en nat kigger på glemte hjemmefilm. Rædslen han føler, da han ser en klovnestatue forvrænge sit ansigt i et grotesk smil er en delt rædsel. Jeg kan stadig se det for mit indre som en gyserfilm, der afspilles igen og igen.
"The Prince of Mist" er nervepirrende på en konstant opbyggende måde. Zafón holder sine kort tæt til kroppen, og det er først i sin hjerteknugende finale, bogen for alvor giver mening. Karaktererne er forvirrede børn, der hele tiden befinder sig i et uhyggeligt kaos, og måske er det deres uvidenhed, der gør bogen så dunkel. Og selvom karaktererne sommetider forekom mig flade og afstumpede, er det ikke nødvendigvis dem, det handler om. Begivenhederne i bogens nutid udspiller sig kun, så fortiden kan udforskes nærmere. For det er altid i fortiden, forklaringen hviler.
Selvom jeg gerne ville have hørt mere om fortiden, hørt mere om en desperat mands fatale aftale med djævelen og udforsket en faders sorg og endelige farvel yderligere, er bogen også et lille mesterværk, som den er. På blot 200 sider skaber og løser Zafón et atmosfærisk mysterie, der bliver hængende i luften lang tid efter endt læsning. 

"Inkheart" (Inkworld #1) af Cornelia Funke

"Inkheart" (org. titel "Tintenhertz") af Cornelia Funke, fra forlaget Scholastic, udgivet i 2005 (org. udgivet i 2003). Læst på engelsk – originalsproget er tysk. 3/5 stjerner. 

I "Inkheart" vækkes enhver bogelskers drøm til live, da fiktive karakterer vælter ud af siderne på bøger og ind i vores verden. Den tolvårige Meggie bor sammen med sin far, som reparerer og sælger sjældne bøger, og deres hus er fyldt til randen med eventyr og romaner. Selvom Meggies far elsker bøger, nægter han at læse højt, og en dag opdager Meggie hvorfor; hendes far besidder nemlig en evne til at læse personer og objekter ud fra bøger og ind i den virkelige verden.

“Books loved anyone who opened them, they gave you secruity and friendship and didn't ask for anything in return; they never went away, never, not even when you treated them badly.”

Der findes bøger om bøger, og så findes der bogen om bøger. "Inkheart" er for så mange læsere bogen fyldt med størst læseglæde, en dansende hyldest til den skrevne verden og de læsere, der befinder sig i den. "Inkheart" visualiserer ethvert barns læsedrøm og etablerer en verden, hvor grænsen mellem fiktion og virkelighed er papirstynd. Karakterer træder ud af bøgerne, imens mennesker træder ind. Det er let at forstå, hvorfor "Inkheart" er så elsket. Jeg elskede den bare ikke selv.

På sin vis var "Inkheart" det perfekte læsevalg i en travl periode. Det var en let bog at falde ind i; deskriptiv og fin og samtidig actionsfyldt nok til at holde mig vågen i et alt for tidligt morgentog. Jeg havde det sjovt, da jeg læste "Inkheart", og jeg holdte hurtigt af bogens fantasyplot og alle de farverige karakterer. I hvert fald lige indtil jeg nåede et punkt, hvor bogen begyndte at gentage sig selv.

For fejlen i "Inkheart" er meget simpel i mine øjne; bogen er ganske enkelt for lang. 534 sider er, pr. definition, en lang bog, og når størstedelen af bogen er en lang fangeleg, er bogen i mine øjne for lang. Kidnapning, flugt, en ny kidnapning og endnu en flugt fylder for meget, og selvom der sker meget i bogens kapitler, føles det ofte som om, alting står stille. Karaktererne løber omkring, men kommer kun meget langsomt tættere på deres mål. Og de udvikler sig ikke i forbifarten.

"Inkheart" kategoriseres ofte som en ungdomsbog, men den læner sig i virkeligheden nok tættere op af børnebogen. Den konstante løben fra sted til sted, de stillestående karakterer med kun ét gennemtrængende personlighedstræk og det næsten komiske skift mellem skurk og helt minder mig om den simple folkeeventyrsskabelon – som jeg elsker, men som jeg værdsætter for dens korte form. Det havde klædt "Inkheart" at være kortere, og jeg havde elsket bogen langt mere, hvis jeg selv havde været yngre.

“Books are like flypaper, memories cling to the printed pages better than anything else.” 

Dermed ikke sagt at jeg ikke brød mig om "Inkheart". Bogens første hundrede sider er fænomenale; velskrevne, fyldt med barnlig læseglæde og eventyrlig fantasi. Meggie og hendes far er et umage makkerpar, der gennem deres fælles bogkærlighed skaber et idylliseret drømmescenarie for enhver bogelsker. Meggie far forstår hende, han ved hvorfor hun gemmer bøger under sin pude, og han ved, at rejser opgøres i antal bøger, der skal pakkes og ikke i antal dage, der skal tilbringes hjemmefra. Deres delte øjeblikke er hjertevarme og himmelfine og danner grundlaget for hele bogen. 

Resten af bogens persongalleri inkluderer en forvirret pirat, der længes efter en fjern verden, en skurk uden en eneste nuance af medfølelse, en kvindelig og enlig bibliofil, der tilbringer sine dage i et aflåst hus fyldt med bøger. De er arketyper; trygge og genkendelige skikkelser fra historier, man har hørt et utal af gange.

Det hele er vældigt charmerende og letlæst, og jeg er sikker på, at enhver barnlig læsehest vil kunne finde glæde i Funkes mange beskrivelser af bøger, læsning og ord. Sommetider er det faktisk intertekstualiteten og de mange eventyrsreferencer, der bærer hele plottet.

"Inkheart" endte ikke med at være den hellige gral, som jeg troede, den ville være. Jeg blev skuffet over karakterernes stivhed, over plottets cirkelbevægelse og over hele romanens struktur, der kunne have været så meget mere, end det var. Men jeg vil alligevel mindes bogen som et sødt eventyr, der holdte mig vågen, når intet andet kunne. Selv i et bumlende tog mod København i de tidligste morgentimer.

“The books in Mo and Meggie's house were stacked under tables, on chairs, in the corners of the rooms. There where books in the kitchen and books in the lavatory. Books on the TV set and in the closet, small piles of books, tall piles of books, books thick and thin, books old and new. They welcomed Meggie down to breakfast with invitingly opened pages; they kept boredom at bay when the weather was bad. And sometimes you fall over them.”