"To the Bright Edge of the World" af Eowyn Ivey

"To The Bright Edge of the World" af Eowyn Ivey fra Little, Brown and Company. Udgivet i 2016. 4/5 stjerner.

Eowyn Iveys første bog, "The Snow Child", tog mig med storm. Jeg læste den på en grå martsdag, og blev øjeblikkeligt revet med af dens stærke atmosfære. Det føltes som om, jeg var i Alaska, omgivet af glitrende snefnug og hylende ulve. Iveys ord var så velskrevne og føltes så ægte. Det er en læseoplevelse, jeg aldrig vil glemme.

Så da jeg så, hun havde udgivet en ny bog, tøvede jeg ikke længe med at anskaffe mig den og læse den. Og selvom den ikke har meget andet end landskabet til fælles med Iveys første roman, var den alligevel alt, jeg havde håbet på. Stemningen var intakt. Ivey kender Alaska landskab så godt, at hun kan vække det til live med sine ord. Igen og igen.

"To the Bright Edge of the World" beskriver en storslået opdagelsesrejse – komplet med bjørne, indianere, ukendte landskaber og larmende floder som truer med at drukne alle, der vover at krydse dem. Romanen udspiller sig i 1885, hvor oberst Allen Forrester får til opgave at kortlægge Alaskas hidtil ukendte ødemark og bevæge sig langs Wolverine-floden, hvor ingen amerikansk mand tidligere har færdes.

Imens Allen kæmper sig igennem ukendte landskaber og farer, går hans gravide kone Sophie derhjemme, og føler sig mere og mere begrænset af 1800-tallets etiketteregler. Hun er omgivet af sladder, restriktioner og formaninger – og i hendes krop hviler en ønske om at forenes med sin mand, at tage del i hans farer og det store eventyr, han bevæger sig ud i. 

“That is excitement. We catch only glimpses, a burst of movement, a flap of wings, yet it is life itself beating at shadow's edge. It is the unfolding of potential; all of what we might experience and see and learn awaits us.” 

Ivey leger med romanens struktur og kombinerer flere fortælleformer. Allens rejse bliver gengivet i breve, han skriver hjem til sin Sophie, og parallelt læser man uddrag fra Sophies dagbog. De to parallelle handlingsforløb står i tydelig kontrast til hinanden; Allen færdes ude i den fri natur, imens Sophie er underlagt etikette og kultur i Vancouver og knap nok kan ånde frit. Skiftene mellem de to narrativer er bratte, og til tider kan det føles som om, man læser to vidt forskellige bøger. Og dog – for den melankolske stemning er allestedsnærværende.
Personligt holdte jeg mest af at læse om Allens rejse gennem den barske natur. Ivey maler så poetiske og livagtige billeder af tårnhøje isblokke, iskolde bjergfloder, ulvehyl og det indfødte folk, som færdes med lethed og respekt i det arktiske landskab. Pointen er naturligvis også, at Allens rejse og hans kortlagte rute er et forsøg på at tæmme landskabet. Et forsøg på at forstå det, nedskrive det, og gennemskue hvad der venter sig. Når først Allens rejse er til ende, og ruten er optegnet, banes vejen for at flere kan rejse igennem Alaska. Og at flere kan forstyrre det uspolerede økosystem, der har hersket hidtil. Uanset hvor vild, umenneskelig og uretfærdigt hård Allens rejse kan forekomme, må man som læser huske, at det er den sidste af sin slags. Og det gør hele beretningen så skrøbeligt fin. 

 “There is a mythical element to our childhood, it seems, that stays with us always. When we are young, we consume the world in great gulps, and it consumes us, and everything is mysterious and alive and fills us with desire and wonder, fear, and guilt. With the passing of the years, however, those memories become distant and malleable, and we shape them into the stories of who we are. We are brave, or we are cowardly. We are loving, or we are cruel.”  

Sophies del af fortællingen er, naturligvis, mere indadvendt. Hvor Allen vandrer igennem et nådesløst frostlandskab, er hun fanget i et værelse, hvor hun skal forholde sig i ro, indtil hun skal føde. Hendes plotlinje er fyldt med sorg og bliver kun afløst af en form for opgør. Hun kæmper sig igennem talrige fordomme og velmenende forbud, for at få lov til at gå uden for, få nye hobbyer og møde nye mennesker. Hun bruger den lange adskillelse fra Allen til at blive klogere – på sig selv og på verden. Og hendes indre rejse er ikke uden umenneskelig sorg, tab og melankoli. De lange, mørke dage fyldt med ængstelse og længsel er heller ikke uden deres egne farer.
På mange måder er "To the Bright edge of the World" ikke den bog, jeg ville have forventet Eowyn Ivey ville skrive. Bogen er blottet for magi og eventyrsreferencer, men er i stedet fyldt til bristepunktet med naturbetragtninger og poetiske beskrivelser. Det er en stærk historisk roman, som man bliver øjeblikkeligt medrevet af, og som man for en stund lever i. Jeg læste den selv på en enkelt dag – på trods af dens store omfang og mange historiske detaljer. Det er noget nær den perfekte vinterbog; fyldt med stemning og snefnug. 

"Et lille liv" af Hanya Yanagihara

"Et lille liv" (org. titel "A Little Life") af Hanya Yanagihara fra Politikens Forlag. Udgivet i 2016 (org. udgivet i 2015). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. 5/5 stjerner.

Er du nogensinde blevet forfulgt af en bog? I lang tid føltes det som om, jeg var forfulgt af denne. Den dukkede op overalt i min YouTube-feed, jeg stødte på den dagligt, når jeg scrollede igennem Goodreads, og da den ikke vandt Man Booker Prize i 2015, holdt hele internettet vejret i en stund. I hvert fald i de litterære kredse. Det var årets storfavorit, den uomgængelige bog. Og jeg undgik den alligevel.

Da bogen senere blev oversat til dansk, og forfatteren sågar gæstede Danmark, var det som om, alle i min omgangskreds kastede sig over bogen. Men jeg gjorde ikke. Ud fra alt det, jeg havde hørt om historien, havde jeg vurderet, at den ikke var noget for mig. Den var for lang, emnet for følelsesmæssigt tungt, og den virkede sært besværlig at sætte sig ind i. Så jeg læste den ikke. Jeg lod mig ikke lokke af forfattermøder og bogtilbud. Jeg havde ikke lyst. Indtil jeg pludselig havde alligevel.

Det sjove er, at alt det, der fik mig til at tøve med at læse bogen, stadig irriterer mig ved endt læsning. Den er for lang. Dens indgående beskrivelser grænser til følelsesmæssig afpresning – næsten latterligt insisterende på tårer. Den var tung læsning på alle tænkelige måder, men den var også det værd. I to lange uger læste jeg et par kapitler før sengetid, og i dagene efter bogen var færdiglæst, savnede jeg den og de karakterer, jeg i så lang tid havde grædt over og med.

Plotmæssigt handler "Et lille liv" om fire venner; fire unge mænd, som har studeret sammen, og som tilbringer store dele af deres ungdom og voksenliv sammen. Der er den ambitiøse, narcissistiske og næsten ondskabsfulde JB som drømmer at blive kunstner, den tålmodige og klarsynede Malcolm som drømmer om at blive arkitekt, den smukke og kærlighed Willem som drømmer om at blive skuespiller – og så er der Jude, en stille og tilbagetrukket dreng og gruppens usandsynlige midtpunkt, som forfølger en karriere inden for jura.

De fire mænd flytter alle til New York, for at udleve og forfølge deres drømme med varierende grader af succes. Bogen følger deres liv og deres valg; styrken af deres venskab testes og forandres under karriereskift, ambitioner, parforhold og afhængighed – hele tiden med et særligt blik for Jude, som skjuler mørke hemmeligheder fra sin barndom. Hemmeligheder, som i stigende grad gør ham sværere at bevare et venskab med.

“Da de var unge, havde de kun deres hemmeligheder at give hinanden: betroelser var en gangbar mønt, og afsløringer var en form for intimitet. At holde detaljerne i ens liv hemmelige for ens venner blev betragt først som en art mysterium og dernæst som en art nærighed, som det var underforstået ville udelukke sandt venskab.”

Egentligt er "Et lille liv" en lang lidelsesfortælling. Det er en bog om misbrug, seksuelle overgreb, psykisk såvel som fysisk vold, og om hvordan man skaber sig et liv i skyggen af så voldsomme oplevelser. Det er hård læsning – ofte unødvendig hård – og det forekommer urealistisk, at ét menneske har kunne udstå så megen lidelse. Hvilket det måske desværre ikke er.

Men ud over at være en lidelsesfortælling er "Et lille liv" også en overlevelsesfortælling. Det er en fortælling om, præcist hvor meget kroppen og sindet kan udholde, og hvor meget man kan tvinge sig selv igennem med ren stædighed og fortrængning. Dermed ikke sagt, at det er beundringsværdigt håndteret: og det er måske, bogens største kvalitet. Den skildrer nænsomt og fint, hvordan man kan overleve uden rigtigt at leve. Det er ikke en solstrålehistorie, der er ingen pludselig bedring, det er ikke Hollywood, og Jude er ikke en helt; det er ægte og hjerteknusende hverdagslighed.

Og alligevel kan jeg ikke få mig selv til at rose romanens hverdagslighed. For selvom Yanagihara portrætterer sorgen så autentisk, er en stor del af bogen ude af takt med virkeligheden. Klichéer vælter frem på hver eneste side; den største findes nok i karaktererne, som alle på forunderlig vis bliver succesfulde inde for fire meget forskellige og krævende karriereveje, og den engleblide Jude som vækker øjeblikkelig kærlighed i alle – på trods af hans skavanker og indadvendte sind. 

Bogen grænser til triviallitteratur i dens ekstremer; alle er ekstremt succesfulde, ekstremt elskelige eller hadefulde, og lidelsen? Lidelsen er mere end ekstrem, Yanagihara svælger i den, trækker den ud i det uendelige og beskriver rædselsscener så indgående og så vedholdende, igen og igen, at man undrer sig over, om det er overhovedet er meningen, noget menneske skal kunne udholde at læse det. Det er grufuldt, nådesløst og voldsomt. Og sommetider helt unødvendigt. 

“Det skal nok blive bedre," sagde hun, og han nikkede, for han kunne overhovedet ikke forestille sig sit liv hvis det ikke blev bedre. Hans dage var opdelt i timer nu: Timer uden smerter og timer med smerter.”

I dag, flere måneder siden jeg færdiglæste "Et lille liv", har jeg stadig svært ved at bedømme og anbefale den. Jeg var udmattet, da jeg færdiglæste den. Jeg havde grædt over Jude i flere uger, og da  min læsning sluttede, føltes min tilværelse mærkeligt tom. Jeg savnede bogen. Og samtidig kunne jeg ikke få mig selv til at svare ja, når andre spurgte, om det var en god bog. 

For er det en god bog? Jeg ved det virkelig ikke. Det er en bog med så mange fejl, med så meget elendighed for elendighedens skyld og med fuldstændigt urealistiske karakterer. Det er følelsesporno, trukket i langdrag. Triviallitteratur forklædt som en stor amerikansk roman. Og dog. 

Og dog fik bogen mig til at føle, som jeg aldrig har gjort før. Den gjorde mig vred, forbløffet, rørt og taknemmelig. Den fik mig til at tænke, og selvom jeg kun læste få kapitler hver aften, tænkte jeg på den hele dagen. Det er en bog med enormt mange fejl og lige så mange stærke kvaliteter, og jeg aner ikke, om den er god. Men måske er mærkater som 'god' og 'dårlig' også irrelevante, når historien er så rørende. Jeg aner det ikke. Jeg aner det stadig ikke. 

"Nutshell" af Ian McEwan

"Nutshell" af Ian McEwan fra Nan A. Talese. Udgivet i 2016. 4/5 stjerner.

Ian McEwans seneste romanudgivelse indeholder en historie, som er blevet fortalt mange gange før. En historie om utroskab, begær og om at hengive sig til en idé opstået i vrede, hvis konsekvenser aldrig er tænkt til ende.
"Nutshell" er på mange måder en klassisk fortælling om en kvinde og hendes elsker, som sammen plotter på at slippe af med ægtemanden. I McEwans tilfælde er der tale om en gravid kvinde, som har bedt sin mand flytte ud under dække af, hun gerne vil have ånderum. I virkeligheden er hun sammen med mandens bror, og sammen hvisker de om, hvordan de bedst og hurtigst muligt slipper af med manden, så de kan sælge hans hus, tjene penge og leve sammen i velstand.
Det lyder på mange måder som en simpel historie med en forudsigelig slutning, gør det ikke? Det er ganske rigtigt også en velkendt historie, McEwan fortæller. Han fortæller den bare på en måde, jeg aldrig har set før. Hovedpersonen og jeg-fortælleren i denne bog er nemlig det ufødte barn, som ligger i sin utro moders mave, og som er et stille vidne til mordet på sin egen far.

“It's already clear to me how much of life is forgotten even as it happens. Most of it. The unregarded present spooling away from us, the soft tumble of unremarkable thoughts, the long-neglected miracle of existence.”

Første side i denne bog var et mærkeligt chok. McEwan dummer nemlig intet ned; babyens fortællerstemme er både ironisk og intelligent og samtidig hæmmet af ikke at vide, hvad abstrakte begreber som "blå" og "grøn" betyder.
I starten er bogen næsten latterligt grotesk. En ufødt baby som filosoferer over at dele vin såvel som seksuelle oplevelser med sin mor, og som gennem flere hudlag lytter med til samtaler, hvisken og hemmeligheder. Sprogbillederne er absurde; lige indtil de ikke er det mere. Lige indtil historien vender, og det næsten samtidigt går op for babyen og for en selv, hvad det er, der foregår. 

“Don't unpack your heart. One detail tells the truth.”

McEwan er genial. Da den ufødte baby indser, hvad der foregår omkring den, forvandles romanen fra en bizar kuriøsitet til et klaustrofobisk menneskestudie. Babyen er fanget; velvidende om at et af de to mennesker, den elsker allerhøjest er i fare, men uden i stand til at handle. Det eneste den kan er at sparke. Selv dens skrig bliver ikke hørt fra indersiden af moderens mave.
Og det sjove er, at den ufødte baby forekommer langt mere moden end de voksne mennesker, babyen er omgivet af. Mens moderen falder i søvn til radioudsendelser om terror og klimaforandringer, lytter babyen og bekymrer sig om den fremtid, den går i møde. Den vil langt hellere blive i sit fængsel – også selvom det indebærer at være vidne til sin egen fars undergang.

"Nutshell" er en mærkværdig bog med et fascinerende præmis, som man bliver nødt til at acceptere for at værdsætte bogens skønhed. For skønhed er der. I massevis. Sætningerne er vidunderlige konstruktioner, som bør nydes linje for linje. Og historien selv? Historien selv er fyldt med drama, med angst, med klaustrofobi – og mindede mig i høj grad om stemningen i Émile Zolas "Thérèse Raquin". Større ros er næsten umulig at få.

"The Santa Klaus Murder" af Mavis Doriel Hay

"The Santa Klaus Murder" af Mavis Doriel Hay fra Poisoned Pen Press. Udgivet i 2015 (org. udgivet i 1936). 3/5 stjerner.

I England taler man ofte om såkaldte cozy crimes. Uden at være ekspert på området, er det vist en betegnelse for hjemlige detektivhistorier; om romaner med opklaringer og forviklinger krydret med piberøg, ternede tæpper og småkager. Om forbrydelser i hjemmet, hvor forbrydelsen egentligt ikke er i centrum, og fokus i stedet er de humoristiske fadæser, de mistænkte kaster sig ud i. Sådan en bog er "The Santa Klaus Murder" af Mavis Doriel Hay.

Bogen er skrevet som en slags efterforskning, og dens første kapitler er vidneforklaringer på, hvad der er sket hvornår. Scenen er en familieforsamling i anledning af julen. Familien Melbury er valfartet til den smukke familiejendom, Flaxmere, hvor Sir Osmond Melbury bor. Næsten alle spekulerer på Sir Osmonds ventende testamente, og da han bliver skudt, har næsten alle et motiv. Alle pånær den gæst i julemandskostume, som er den hovedmistænkte i sagen ... 

“There is a tacit understanding among the Melburys that there shall be no more family gatherings at Christmas time at Flaxmere.”

Det her var en virkelig sjov bog. Og en meget mærkelig bog. Lige dele familiedrama, opklaring og endeløst renderi gennem utallige stuer gjorde den let at læse. Selve politiets opklaringsarbejde er håbløst dysfunktionelt, og det tager flere dage for politiet overhovedet at få gennemsøgt huset. Vidnerne er forvirrede familiemedlemmere, der alle anklager hinanden og skjuler noget selv, og alle de vigtigste afsløringer kommer altid fem minutter for sent. Det er en farce. Men en ganske morsom en af slagsen.

Jeg er ikke selv den store krimilæser og har bestemt aldrig tænkt på krimier som hyggelig læsning; men jeg er tilbøjelig til at overgive mig og indrømme, at denne engelske cozy crime faktisk var ganske hyggelig læsning. Den er hverken nytænkende, sindsoprivende spændende eller umulig at regne ud; men den var til gengæld vidunderligt britisk, pudseløjerlig og morsomt tidsfordriv. 

"Christmas with the Savages" af Mary Clive

"Christmas with the Savages" af Mary Clive fra Puffin. Udgivet i 2015 (org. udgivet i 1977). 3/5 stjerner.

"Christmas with the Savages" er en pudseløjerlig lille historie, som slet ikke endte, som jeg troede, den ville. Efter at have læst alt for meget viktoriansk børnelitteratur, havde jeg forventet, bogen ville ende med en lille lektie om tolerance eller korrekt opførsel – men nej! I stedet endte den ligeså hurlumhejhektisk, som den begyndte.

"Christmas with the Savages" er en bog om en lille piges kortvarige ophold hos sin kaotiske familie. Bogens hovedperson, Evelyn, er kun 8 år gammel, men betragter sig selv som en vaskeægte voksen. Hun holder langt mere af at sidde og tale nyheder med sine forældre, end at lege med andre larmende og beskidte børn. Børneverdenen er så svær for hende at forstå, fordi den går imod alt, hvad hun er blevet opdraget til. Derfor er hun alt andet end begejstret, da hun bliver sendt afsted for at holde jul med sine slægtninge, Savage-familien. For som familienavnet varsler er det en familie, der lever i alt andet end ro og orden. "Savage by name, savage by nature," konstaterer den lille Evelyn tørt. Og hun har næsten ret.

Det bliver i hvert fald til en hektisk juleferie, og Evelyn er omgivet af børn fra hun står op, til hun går i seng. De larmer, leger, skændes og driller, og efter talrige mislykkede forsøg på at snige sig op til voksenstuerne, ender Evelyn med at tage del i børnelegene alligevel.

“Slowly, slowly the door opened and, to our astonishment, who should come in but Father Christmas. We big ones naturally guessed at once that it must be someone dressed up, but it didn’t look like anyone we knew and it did look exactly like Father Christmas.”

Jeg har moret mig meget over denne lille historie, som er så vidunderligt britisk i dens udformning. Den er fyldt med tør humor, vittige ordspil og en 8-årigs naive syn på verden. Mellem siderne fandt jeg også en solid portion julestemning og sødmefyldte beskrivelser af fyldte julesokke, overspisning af nougat og andre søde sager – og endda et besøg fra en forklædt julemand. Kapitlerne om juledagene er bogens bedste, og var det ikke for dem, kunne bogen næsten have foregået på hvilken som helst tid om året. Bogen er nemlig mest af alt en fortælling om en stædig lille pige, som ikke helt forstår sig på andre børn. Og som faktisk ikke bliver klogere undervejs.
"Christmas with the Savages" er på ingen måde min nye yndlingsjulehistorie; dertil mangler den lidt mere julestemning og lidt mere substans. Men som et mere humoristisk indslag i julelæsningen, er den helt perfekt. Man kan ikke lade være med at holde lidt af den excentriske familie, og den lille overkorrekte Evelyn. Men som det så ofte er med excentriske familiemedlemmer, er man ved endt læsning også glad for at lægge dem fra sig igen.

"Legenden om juleroserne" af Selma Lagerlöf

"Legenden om juleroserne" (org. titel "Legenden om julrosorna") af Selma Lagerlöf fra Eksistensen. Udgivet i 2016 (org. udgivet i 1910). Læst på dansk – originalsproget er svensk. 4/5 stjerner.

Selma Lagerlöf er en legendarisk skikkelse. Hun levede og skrev i begyndelsen af 1900-tallet, og hun er i dag kendt for sin romantiserede skrivestil og særligt "Nils Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige", som jeg endnu ikke har læst. Faktisk er "Legenden om juleroserne" den første af hendes bøger, jeg læser – men jeg tror bestemt ikke, det bliver den sidste.

"Legenden om juleroserne" er en slags eventyr. Det er en kort fortælling om en  røverfamilie, der lever som vilde i dybet af Göingeskoven. De lever et isoleret liv, og har ikke så meget med omverdenen at gøre – lige indtil røvermor og hendes børn slentrer ind i en smuk have, ejet og passet af en flok munke. Ingen af dem er dog synderligt imponerede; for i skoven hvor de bor, blomstrer der én gang om året en have smukkere end alle andre. En have der kun kommer til syne på selveste julenatten ... 

“Det kan godt være, at jeg ikke før har været inden for en havemur, men I munke, som er hellige mænd, burde vide, at den store Göingeskov hver eneste julenat forvandler sig til en blomstrende have ...”

Omdrejningspunktet i "Legenden om juleroserne" er en blomstrende have, og bogen foregår delvist om sommeren. Røvermoderen svarer igen, da hun bliver hånet for sin bedrevidenhed, og inviterer en af munkene til at bevidne julemiraklet; et mirakel der forekommer munken umuligt, da han ser hvor simpelt og ukunstfærdigt, røverne lever. Kan sådanne mennesker virkelig kende til skønhed? Og vil frelserens have virkelig blomstre for dem – lovbrydere, som de er? 

Der er ingen nisser, julemænd eller juletræer i Selma Lagerlöfs lille bog. På trods af det, emmer den med julestemning alligevel; for den handler om mirakler, om godhjertethed og gavmildhed mod fattige, og mest af alt handler det om tro; troen på Gud, men også troen på mirakler og fænomener, der ikke kan forklares med rationalitet. 

“Og hvert år sender den sine hvide blomster og grønne stilke op af mulden ved juletid, som om den aldrig har kunnet glemme, at den engang har vokset i den store julehave.”

Kristendommen spiller en stor rolle i Selma Lagerlöfs forfatterskab – og også i denne lille julehistorie, som nærmest har en evangelistisk karakter. Men det gjorde mig ikke spor, for bogen er langt fra prædikende eller belærende. 

I stedet er den skrevet i et levende og hyggeligt oplæsersprog; når man læser den for sig selv, er det næsten umuligt ikke at mindes juleoplæsningen i folkeskolen, omgivet af barnelatter, kalenderlys og ferieforventing. Den lune fortællerstemmen gør bogen til en af de sødeste julehistorier, jeg har læst i lang tid. Og det på trods af dens umiddelbare mangel på traditionelle juleelementer.

"A Young Doctor's Notebook" af Mikhail Bulgakov

"A Young Doctor's Notebook" (org. titel "Записки юного врача") af Mikhail Bulgakov fra Alma Classics. Udgivet i 2012 (org. udgivet i 1925). Læst på engelsk – originalsproget er russisk. 3/5 stjerner.

Mikhail Bulgakov er en højt anerkendt russisk forfattere. Hans navn nævnes ofte i sammenhæng med Dostojevskij, Gogol og sågar Tolstoj, og hans roman "Mesteren og Margarita" er en del af den næsten ufravigelige klassikerkanon. Han er kendt for at være en mester med ord; men før han var forfatter, var han faktisk læge. Og det er det, "A Young Doctor's Notebook" handler om.

I bogen følger man Dr. Bomgard, som netop har færdiggjort sit medicinstudie. Blot et par måneder efter hans sidste eksamen kastes han ud i en verden af dilemmaer og komplekse operationer, da han får et job som landsbylæge. Helt alene skal han styre en praksis bestående af to sygeplejerske og en apoteker, og han alene har ansvaret for at behandle og diagnosere patienterne korrekt. Han får ingen oplæring, ingen træning, ingen hjælp; bortset fra den han selv kan opstøve i sine studiebøger.

Det resulterer hurtigt i mange groteske scener. Det ene øjeblik står den stakkels Dr. Bomgard og bladrer febrilsk i sin studiebog for at slå en operation op, og det næste udfører han den med rystende hænder. Som så mange andre lærer han ved at prøve sig frem; men det han prøver sig frem på er mennesker, og det han lærer er på deres livs bekostning. Det er grufulde vilkår, og alligevel formår Bulgakov at gøre dem ganske underholdende. Næsten morsomme, faktisk.

“Ah, what stars there are in the Ukraine. I’ve been living in Moscow almost seven years, but I still feel drawn to my homeland. My heart aches, I get a terrible urge to board a train and be off. To see the cliffs covered in snow, the Dnieper … there’s no more beautiful city in the world than Kiev.”

For Bulgakov skildrer ikke kun lægens usikkerhed under de kritisable vilkår. Han skildrer også landsbyboerne med al deres uvidenhed og forvirring. Deres skepsis for operationer (og foragt for sund fornuft) står side om side med lægens indre monologer om, hvorvidt han burde hjælpe dem eller hjælpe sig selv. Og det er faktisk en morsom kontrast at være vidne til, for Dr. Bomgard ved udmærket godt, at han er nødt til at pakke sin fornuft sammen for at hjælpe de uoplyste landsbyboere. Han må handle på deres præmisser – selvom de ser ham som en alvidende gud, og han selv føler sig som en nyudklækket student.

Bulgakov formår at tegne et fuldendt billede af landsbylægens kvaler og de mange mærkelige situationer, han må finde sig i. Det er sjovt, skarpt, samfundskritisk og tankevækkende – og alligevel vil jeg ønske, det var gjort skarpere endnu, at bogen ikke gentog sig selv så meget, og at hele plottet havde mere sammenhæng. Men det skyldes måske mest af alt bogens struktur.

“I am a doctor, thrown straight from the university bench into a far away village, in the beginning of the revolution.”

 "A Young Doctor's Notebook" er ikke helt en roman, men det er omvendt heller ikke rigtigt en novellesamling. Det er nok snarere en episodisk roman, hvor hvert kapitel byder på en ny episode i lægens liv. Det har lidt karakter af serielæsning og føljetonroman; et lille drama i hvert kapitel, som løses og afsluttes, inden det næste kapitel går i gang. I sin helhed får det bogen til at virke afstumpet og gentagende; de mange episoder ender nemlig alle med doktorens sejr, for derefter ikke at blive refereret til igen. 

Måske burde jeg have læst bogen i flere små bidder i stedet for ud i én køre. Måske ville de små episoder have været sjovere, hvis de havde været adskilt af flere pauser. Eller måske er Bulgakovs bog bare repræsentant for en populær struktur, jeg aldrig har lært at forene mig med. Jeg ved det ikke.

"Radiance" af Catherynne M. Valente

"Radiance" af Catherynne M. Valente fra Tor Books. Udgivet i 2015. 3/5 stjerner.

Catherynne M. Valente er en af mine yndlingsforfattere, men hun er også en mystisk forfatter. Jeg læser hende ikke nødvendigvis for hendes historier og plots, men snarere hendes skrivestil som altid er så fantastisk og fremmedartet. Hendes bøger, er bøger man fordyber sig i. Man skal tage sig tid til at smage på snørklede sætninger, læse et par ordspil højt for at værdsætte deres lyriske kvalitet, og så skal man lære at leve med, at stemningen er vigtigere end forståelsen. For jeg må indrømme, at jeg ikke altid forstår, hvad hun vil sige. Jeg værdsætter bare, hvordan hun gør det.

"Radiance" er en klassisk Valente-bog. Det er en mærkværdig kombination af science-fiction, mysterie, steampunk, kærlighed og dokumentation af stumfilm. Bogen kredser primært om en forsvundet datter af en stor filmmager, som har viet sit liv til at dokumentere livet på de omkringliggende planeter. Bogen fører os dermed fra jorden til dekadente værtshuse på Mars og forskellige kultmøder på Neptun. Og på Månen danser tusinde kvinder i en glamourøs verden, der mest af alt minder om 20'ernes Hollywood. 

Rent strukturelt er bogen opbygget i mange kapitler med skiftende stilarter; Valente inkluderer brudstykker af de filmmanuskripter, hovedpersonen har udfærdiget, og skifter mellem synsvinkler på de, der kendte hovedpersonen og undrer sig over hendes forsvinden. Der er også inkluderet dagbogsnotater, avisartikler, interviews og lyriske passager i denne bog, som synes at bryde med enhver form.

“The Moon cares nothing for our cute little problems. She ate a thousand girls for lunch yesterday, and she was hungry again in an hour. She barely even looks at us. But I only have eyes for her.”

Jeg nød virkelig at læse "Radiance", men jeg ville lyve, hvis jeg påstod, jeg forstod bogen. Plottet var som sådan nemt at forstå – men på grund af bogens hoppende struktur og aldrig helt introducerede omgivelser, var det svært at følge med. Den kludredede tidslinje, de konstante skift mellem fokus på fader og datter, og de mange fortællestemmer gjorde bogen til sit eget mysterium.

Men det er netop det, man skal vide om Valente: hun er ikke bare en historiefortæller, hun er en stemningsformidler. Hendes bøger er forvirrende, fordi man skal føle forvirringen; hovedpersonens skæbne bliver uklar, og ligesom bogens mange karakterer, skal man som læser undre sig over, hvad i alverden, der er sket hende. For det handler ikke blot om at løse et mysterie om en forsvunden kvinde – det handler om etableringen af en myte, om de efterladte som i desperationen efter et svar, opfinder deres egne svar og historier. Det handler om at viderefortælle historier, og om det unikke filter vi alle kaster ned over virkeligheden.

“It's a fairy tale. A children's story. Not a funny or silly one, but one with blood and death and horror, because that's fairy tales, too. A kid got swallowed by a whale. A little Pinocchio. A little Caliban. It's all there. 

And, you know, in a fairy tale, the maidens are never dead - not really. They're just sleeping.”

Man kan mene, hvad man vil om Valente. Jeg vil godt kunne forstå, hvis flere ville kalde "Radiance" en forvirrende, usammenhængende og måske endda kedelig bog. For der sker så meget, at det sommetider føles som om, der slet intet sker overhovedet. Det er svært at følge med, og det er svært at regne ud, hvad det præcist er, man følger med i. Jeg tabte selv pusten flere gange.

Historien alene er ikke nok til at læse denne bog. Men det er sproget. Hvis du elsker lyriske stemningsbeskrivelser, overpyntede sætninger og et mærkværdigt univers helt ulig noget, du er stødt på før, så skal du læse denne bog.  

"Hex" af Thomas Olde Heuvelt

"Hex" af Thomas Olde Heuvelt, fra forlaget Hodder & Stoughton, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2013). Læst på engelsk – originalsproget er hollandsk. 2/5 stjerner.

Jeg læser sjældent gysere. Jeg er en kylling, og min krop reagerer næsten øjenblikkeligt med gåsehud, hvis nogen begynder at tale om onde ånder, mordgåder eller uforklarlige hændelser. Jeg bliver stadig nervøs, når jeg tænker på, dengang jeg som 13-årig så "The Ring", og jeg har relativt ofte mareridt om Voldemort. Jeg holder ikke til gyserfilm, og jeg duer slet ikke til de boglige gysere, som ofte trækker pinen længere ud.
Det var derfor med (en tung portion) tøven, jeg gav min læseklub ret i, at vi burde læse en gyser i oktober. Ingen af os er synderligt velbevandrede i genren, men en gyser skulle til i anledning af Halloween. Og en gyser blev det.
På bagsideteksten lyder "Hex" af Thomas Olde Heuvelt som en utraditionel gyser. Bogen lover nemlig en fortælling om en landsby, hvor en heks vandrer rundt med raslende kæder og sammensyede øjne. Hun er i stand til at transportere sig fra sted til sted og dukker ofte op i landsbybeboernes soveværelser, i deres haver, og går raslende og mumlende gennem byen. Hun er som sådan harmløs, fordi hendes onde øjne er syet i – men hendes tilstedeværelse betyder, at ingen af de bosatte i byen, kan flytte eller begive sig langt væk. De er forbandede; evigt forbundne til byen. Bliver de væk for længe, begår de selvmord. Og det er heksens skyld.
Heksens tilstedeværelse er en dyb hemmelighed. Men en flok landsbydrenge som er trætte af at være bundne til byen beslutter sig for at gøre op med hemmeligheden og dokumentere heksens færden via sociale medier. De håber, at afsløringen vil ødelægge heksens magt. Men de tager fejl. Grueligt fejl. Og de opdager det først for sent. Det siger bagsideteksten i hvert fald, men realiteten er en anden. Idéen om at afsløre heksen ophører hurtigt, og plottet går i en hel anden retning, end bagsideteksten antyder. Håber man på en gammeldags spøgelseshistorie mikset med moderne teknologi, bliver man skuffet. Det er slet ikke det, man får.

“You adapted, and you made sacrifices. You did it for your children or for love. You did it because of illness or because of an accident. You did it because you had new dreams ... and sometimes you did it because of Black Spring.”

Jeg vil gerne indrømme, at jeg var skræmt fra vid og sans i løbet af bogens første 100 sider. Jeg læste med et hamrende hjerte og kunne slet ikke holde tanken om en heks med sammensyede øjne ud. Thomas Olde Heuvelt maler et stærkt billede af sin heks, og hun virker faretruende livagtig. Som den eneste karakter i hans bog.
For de karakterer det er meningen, man skal holde med, er slet ikke til at holde ud. Persongalleriet tæller en far, som har en yndlingssøn (og som ikke er bange for at sige det højt), en velmenende dreng i store problemer, en agressiv dreng hvis far udøvede hustruvold, og hustruen selv der er besat af landsbyheksen og kalder hende sin eneste ven, imens hun ofrer dyr og steger paté til hende. Desuden får man også glimt af landsbyens bryske betjent og et råd af ældre mænd, som uddeler straffe til alle dem, der truer landsbyens hemmeligheder. Ingen af dem føles troværdige, og det er svært at føle den store sympati, når heksen kaster dødsdomme til højre og venstre. Faktisk endte jeg med langt større sympati for heksen selv.

“We still have human dignity. That stays intact, even if everything around us falls apart.”

Men karaktererne er ikke det eneste troværdighedsproblem i "Hex". Bogen skifter kurs mange gange undervejs og slutter i et imponerende rod af en finale, hvor hele byen mødes i et enormt blodbad. Forfatteren forsøger, i tråd med Shelleys "Frankenstein", at spørge om det onde er noget der fødes eller skabes, men det hænger ikke sammen med resten af bogens budskab. Hver anden side byder på et plothul, og den store finale er næsten uforståelig. Alting sker så hurtigt, at det slet ikke når at gøre indtryk. Det er ikke uhyggeligt, fordi der ikke er taget tid til sitren og kryben. Heuvelt leger ikke med antydninger eller bange anelser, han beskriver blot.
Jeg læste i bogens efterord, at Heuvelt i forbindelse med bogens oversættelse fra hollandsk til engelsk har omskrevet bogen. Originalt udspillede historien sig i en hollandsk landsby, og i den engelske version er historien i stedet flyttet til USA. Heuvelt har, at dømme efter sine egne ord, også lavet drastiske ændringer i bogens slutning og gjort den mere dramatisk – hvilket måske forklarer de mange plothuller undervejs. Jeg er ikke sikker på omskrivningens omfang eller betydning, for som Heuvelt selv skriver: nysgerrige læsere må læse den hollandske version. Og det kommer for mit vedkommende aldrig til at ske. 

"Monster" af Patrick Ness

"Monster" (org. titel "A Monster Calls") af Patrick Ness fra Gyldendal. Udgivet i 2015 (org. udgivet i 2011). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. 3/5 stjerner.

Jeg forventede mig store ting af denne bog. Jeg forventede et dybtfølt plot om sorg, sygdom, død og accept. En stærk metaforisk historie om et monster, der dukkede op for at hjælpe en dreng med at overkomme andre monstre, og det var akkurat, hvad jeg fik. Historien havde alt det, jeg havde forventet af den – det var bare mig, der ikke reagerede som forventet.
For "Monster" er uden tvivl en historie, der er skabt for at røre. For at fremkalde tårer, gisp og en taknemmelig forståelse til sidst. Selv baghistorien for bogen er rørende; det var nemlig forfatteren Siobhan Dowd, som fik idéen til bogen og underskrev en kontrakt på den. Hun døde af kræft, inden hun kunne skrive bogen, og derefter overtog Patrick Ness idéen og gjorde den til sin egen. Med Siobhan krediteret på forsiden og i forordet, naturligvis.
"Monster" er også en historie om kræft – men mest af alt historien om langvarig sygdom og hvad den gør ved folk og deres pårørende. Hovedpersonen Conor er en 13-årig dreng, der lever et isoleret liv, omgivet af en mor der ikke vil erkende, hun er dødeligt syg, en række bøller i skolen og kvælende specialbehandling fra lærere og familiemedlemmer, som lader Conor være i fred, fordi det er nemmere end at tale med ham.
Conor er isoleret i sin sorg, og derfor bliver han ikke bekymret, da et monster kalder på ham syv minutter over midnat. For måske er det i virkeligheden ham selv, der har påkaldt monstret, når det kommer til stykket. 

“Historier er nogle vilde skabninger, fortsatte monsteret. Når man slipper dem løs, ved man aldrig, hvor meget ravage de vil lave.”

Jeg var ikke stærkt optaget af "Monster", imens jeg læste den. Jeg forstod præmissen, jeg forstod at monstret var en form for manifesteret sorg, og så sad jeg egentligt blot og ventede på at finde ud af, hvordan bogen ville nå frem til sit budskab. Conor nægter at tale med nogen, men det er tydeligt, at han har brug for det. Så jeg bladrede i bogen og ventede på, at han ville åbne munden og på en eller anden måde finde ro i sine omstændigheder. 
Vejen til Conors erkendelse er selvfølgelig lang og snørklet; monstret fortæller mærkværdige ligninger for at få ham til at forstå, og Conor går igennem faser af benægtelse, vrede og afmagt. Ness skildrer isolationen og svigtet på en fin og troværdig måde, og fastholder hele tiden at mennesker er komplekse væsener, der kan rumme mange modstridende følelser på samme tid. Sproget er simpelt, men det er måske derfor, historien virker så ægte. Selv monstrets tilstedeværelse virker som en ganske naturlig ting. Jim Kays tilhørende illustrationer gør også sit og understreger bogens dystre stemning.

“Menneskehjernen tror på små trøsteløgne, samtidig med at den udmærket forstår den smertefulde sandhed, der gør den slags løgne nødvendige. Og hjernen straffer én for at tro på begge dele.”

Jeg har stor sympati for Ness' projekt, men bogen væltede mig ikke omkuld. Den knuste ikke mit hjerte. Den afslørede blot en sandhed, jeg allerede kendte på en måde, jeg allerede havde regnet ud.

Jeg brugte en stor del af bogen på at vente. At vente på noget skulle ske; at vente på den store følelsesbombe, andre havde beskrevet så indgående. Men den kom aldrig. I stedet fik jeg en fin lektion om sorgens væsen fra et børneperspektiv. Det var på ingen måde sensationelt, men det var sandt. Hvilket selvfølgelig også er en kvalitet i sig selv.

"Crooked Kingdom" (Six of Crows #2) af Leigh Bardugo

"Crooked Kingdom" af Leigh Bardugo, fra forlaget Henry Holt and Company, udgivet i 2016. 4/5 stjerner.

Leigh Bardugo er en af de typiske kometforfattere i YA-genren. Hun strøg til tops med sin Grisha-trilogi, som er en dyster fantasy-serie om et russisk-inspireret univers, hvor mennesker med evner til at manipulere alt fra metal til andres kroppe, lever side om side med almindeligt dødelige. "Six of Crows" er hendes opfølger på successeen – en slags spin-off serie, der tager udgangspunkt i samme fantasy-univers, men foregår adskillige år efter Grisha-trilogien med nye karakterer og nye problematikker. Denne nye serie er, om muligt, blevet en større succes end Grisha-trilogien, og man støder på billeder af de dystre forsider overalt på Tumblr, Instagram og YouTube.
Jeg læste "Six of Crows" sidste år, og jeg var ikke ubetinget begejstret. Bogen handler om en flok kriminelle, der skal udføre et storslået kup for en svimlende pengesum. Ikke nok med at de skal bryde ind i det allerhelligste palads og forbi hundredevis af soldater – de skal også kidnappe en højt beskyttet person og få ham hjem i sikker behold. Det er et nervepirrende eventyr, og uden at afsløre for meget, kan jeg fortælle, at det ikke går helt som ventet. Og det er så der, "Crooked Kingdom" starter.

“Crows remember human faces. They remember the people who feed them, who are kind to them. And the people who wrong them too. They don’t forget. They tell each other who to look after and who to watch out for.” 

"Crooked Kingdom" er ligesom dens forgænger fyldt med action. Banden, bestående af seks unge som kalder sig for krager, plotter og manipulerer deres vej gennem Ketterdams kriminelle miljø, og de når knap at udføre en plan, før de skifter til en anden. Både penge, venskab og kærlighed er på spil, og de seks krager skyr ingen midler for at nå deres mål og beskytte dem, de elsker. Bardugo kører i et højt gear, og man må holde tungen lige i munden for at følge med. Sommetider blev det næsten for unødigt kompliceret til at være rimeligt; vores bande prøver hele tiden at forudsige skurkenes næste træk, men glemmer sommetider at tage højde for, at skurkene forudsiger, at de forudser dem. Der er meget blufferi undervejs. I virkeligheden er jeg imponeret over, at Bardugo selv kan holde styr på det.
Men al den action virker alligevel efter hensigten. Jeg kunne ikke slippe bogen, da jeg først var begyndt. Plottet har så mange blindgyder, og Ketterdam vrimler med handelsskibe, soldater, slyngler og svindlere, der skiftes til at gøre livet svært for banden af krager. Og selvom man oprigtigt hepper på bandens succes, tvinges man flere gange til at genoverveje, hvem de onde egentligt er. For alle dræber, alle truer, alle sårer nogen undervejs. Skal man virkelig holde med en flok kriminelle, der ledes af en dreng, som så tydeligt søger hævn for fortiden? Og som er villig til at ofre alt for at opnå den?
I sidste ende er det Bardugos karakterer, som redder bogen fra en intetsigende actioncirkel. De seks hovedpersoner er en broget flok, og bogen skifter mellem deres synsvinkler. I små glimt afsløres deres fortid, og det bliver langsomt klart, hvorfor de er endt som skygger i Ketterdams kriminelle underverden. 

 “I would have come for you. And if I couldn't walk, I'd crawl to you, and no matter how broken we were, we'd fight our way out together-knives drawn, pistols blazing. Because that's what we do. We never stop fighting.”

Karaktergalleriet tæller Nina, som er en bortført Grisha. Hun har evnerne til at manipulere andre menneskers kroppe; til at få blod til at stoppe, til at suge luft ud af andres lunger og til at få hjerte til at eksplodere i andres bryst. Hun er en lydløs dræber – men hun er også jaget. Grisha af hendes slags er et værdifuldt våben. Ved hendes side er Matthias, som i sin tid kidnappede hende fra hendes familie. Han har forladt den Grisha-jagende hær, han var en del af, og sammen er de et mærkværdigt makkerpar. 
Og så er der Jesper; en klassisk gambler, der er blevet revet fra universitet til kriminalitet for at betale sin spillegæld, Wylan; en rigmandssøn der hele sit liv er blevet undermineret af sin far, og som derfor har søgt mod bandens fællesskab, akrobaten Inej som klatrer langs vægge og på tårne som en elegant edderkop; hun blev kidnappet som teenager, tvunget ud i prostitution og tog imod et tilbud om et liv i kriminalitet for at få sin frihed. Tilbuddet fik hun af Kaz, gruppens leder og seriens ultimativt mest interessante person. Han bærer sorte handsker, fordi han ikke kan udstå følelsen af hud mod hud, og i sine relationer er han mindst lige så berøringsangst. Han er kold, beregnende og til tider lige så ondskabsfuld, som de mennesker, han bekæmper. Den fødte leder og en indbygget tragedie. 
Jeg elskede at lære karaktererne bedre at kende. Bogens bæres i høj grad af deres indbyrdes relationer; magtforholdet, intrigerne, og de (selvfølgelige) romancer som blomstrer mellem dem. Da jeg nåede til bogens slutning, føltes de kriminelle krager som nære venner. Jeg havde ikke lyst til at give slip på dem endnu. 

I virkeligheden troede jeg, Bardugo havde skrevet en ny trilogi. Men det viser sig, at der blot er tale om en duologi, som ender her. Og den ender godt; med action til det allersidste og karakterer, der må udholde og ofre en hel del for at nå deres mål. Jeg nød at læse den. Der kan være så langt mellem de helt altopslugende læseoplevelser, og det her er afgjort den mest medrivende bog, jeg har læst i lang tid.

"Love Letters of the Great War" af Mandy Kirkby

"Love Letters of the Great War" af Mandy Kirkby (ed.) fra Macmillan. Udgivet i 2014. 4/5 stjerner.

Den her bog har stået på min bogreol i lang tid. Jeg tog den med mig hjem fra Spanien i 2014, og den har fungeret som en urørt souvenir lige siden. Ikke fordi jeg ikke ville læse den, men fordi jeg havde brug for en smule tilløb. For jeg vidste godt, bogen ville gøre ondt. Jeg anede bare ikke hvor ondt.

I "Love Letters of the Great War" har Mandy Kirkby udvalgt en række breve, der blev skrevet under Første Verdenskrig. Hun har researchet i arkiver og biblioteker, kontaktet efterkommere af brevskribenterne for at kortlægge deres skæbner, og forsøgt at inkludere både bryllupsfotografier og håndskrevne versioner af udvalgte breve.

Hvert brev introduceres af et par linjers kursiv tekst, der beretter om brevskriverens videre skæbne. Og sommetider er de få linjer de mest tragiske af alle. Som f.eks. når et meget smukt brev, der drømmende beskriver "livet efter krigen", bliver leveret med en besked om, at soldaten døde få dage efter. Eller når et brev der starter med ordene "I'm so glad that you're OK", viser sig at være skrevet på samme dag, modtageren døde. Brevene er naturligvis rørende i sig selv, men i konteksten bliver de næsten ubærlige. 

“Funny how Fate plays tricks with human plans.” 

I modsætning til det, den sarte forside antyder, har Mandy Kirkby ikke udelukkende inkluderet poetiske kærlighedsbreve i "Love Letters of the Great War". Mange af brevene er skrevet af mennesker, der led afsavn, og derfor er der ofte ikke langt fra kærlighedserklæringerne til lange afsnit om mad, et ønske om nye støvler eller snedige planer om hvordan man bedst muligt undslipper en anstandsdame. Der er noget chokerende ved så praktiske bekymringer midt i en krigstid. 

Brevsamlingen formår så fint at dokumentere krigens tragedier, komedier og bittersøde slutninger. Som når en kvinde i ramme alvor skriver til en overordnet for at bede om orlov til hendes mand, så de kan være "intimate" sammen, eller når en soldat skriver hjem til en pige, han lige har mødt, men som han i øvrigt ikke rigtigt kan huske, hvad hedder. 

Og så er der selvfølgelig tragedierne. De desperate breve om lange, stjerneløse nætter, om blodbadet og om grusomheden. Og – næsten værst af alt – de optimistiske breve om broderskab og krigsære, der efterfølges af en dødsnotits. Det er barsk læsning. Og det er virkelighed.

“I feel as if someone had uprooted my heart to see how it was growing.”

Jeg har læst meget om Første Verdenskrig. Jeg har faktisk haft et helt fag om krigslitteratur på universitetet. Jeg har læst romaner, memoirs og grusomme digte skrevet af soldater, der har været i krig og er vendt tilbage med granatchok. Men intet af det har fået mig til at græde, som disse breve har.

Den her bog formår at fremhæve individerne. De enkelte hverdagshistorier, der kun udgør en minimal del af krigens samlede historie. Fortællingen om en far, der aldrig kom hjem. En mand der aldrig så sine børn. En kvinde der ikke kunne vente længere og fandt en anden. Et barns tegninger der lå i en fars brystlomme, da han blev skudt. Bryllupsbilleder. Telegrammer med nyheder om død. Det er konkretiseringen, der er det hårdeste. Gennem brevene bliver den fjerne krig pludselig en situation, man kan forestille sig selv i.

Jeg ved ikke, om jeg vil betegne de her breve som stor litteratur. Jeg tror i hvert fald ikke, de stræber efter at være det. De fleste af brevene er ubehjælpsomt skrevet; et virvar af følelser, løfter om evig kærlighed og længsel efter flæskesteg i én og samme sætning, jalousi og formaninger om ikke at gå for meget ud side om side med beskrivelser af krigen og kampen i morgen, der måske kan blive den sidste. Det er rodet. Det er klodset. Men sådan er virkeligheden også.

Brevsamlingen er måske mest af alt et forsøg på at give et indblik i nogle af de liv, der blev berørte af Første Verdenskrig. Og på det præmis lykkedes den.

“The roses are lasting as never before, dark red, every day I bring a whole basket in; when you come, everything is to be full of roses.”