"Charlotte Brontë: A Life" af Claire Harman

"Charlotte Brontë: A Life" af Claire Harman fra Penguin. Udgivet i 2015. 4/5 stjerner.

Jeg græd over denne biografi. Jeg græd over Brontë-søstrenes død, selvom jeg allerede kendte historien om dem; jeg græd over Charlotte Brontës tab, og jeg græd over kendsgerninger jeg udmærket vidste ville ske. Jeg tror, det er første gang, jeg har grædt over en historisk faktabog. Og måske siger det en smule om, hvor velskrevet den er.

Claire Harman overkommer elegant den største udfordring ved at skrive en biografi; hun deler og nuancerer de historiske kendsgerninger nok til, at Charlotte Brontë fremstår som en levende person. Biografien beskæftiger sig nemlig ikke kun med årstal, citater fra breve og udgivelsesdatoer, den består også af litterær analyse, afmytologisering og vage bekendtskaber. Harman trækker på mange kilder – tætte og fjerne – fra Brontë-familien, men lader alligevel hele tiden Charlotte forblive bogens hovedperson. Der spildes ikke meget spalteplads på Brontës forfædre eller sågar på Emily og Anne. Bogen er en Charlotte-biografi, og Harmon lader sig ikke distrahere.

“Healing, "recovering," from a death is also a form of estrangement, a further loss.”

Hvis man leder efter ny indsigt i Charlotte Brontës liv, er jeg ikke sikker på, man finder den her. Ved man intet om Brontë-familien og har man endnu ikke læst alle Charlotte Brontës romaner, er jeg heller ikke sikker på, bogen vil give megen mening. Men er man, som jeg, en stor beundrer af Charlotte Brontës forfatterskab med et vagt kendskab til forfatteren bag, er denne bog helt perfekt.

Claire Harman blander forfatteren Currer Bell med skolepigen, guvernanten, kunstneren, søsteren, datteren og elskeren Charlotte Brontë, og balancerer elegant mellem fiktionen og virkeligheden. Hun ignorerer ikke sammenhængen mellem livet og værkerne, men hun sætter heller ingen lighedstegn mellem dem. Der er, til tider, plads til fri spekulation, men der er også benhårde facts; livstruende sygdomme bragt hjem fra ophold på dårlige kostskoler, desperate citater fra kærlighedsbreve skrevet til gifte mænd, et afslået og senere accepteret frieri, døden af to søstre og manglen på skriveri i perioden derefter. 

Charlotte Brontë (og hendes søstre i særdeleshed) er et slående eksempel på kvinder, der levede tilbagetrukne liv og producerede sensationel, næsten skandaløs, fiktion. Charlotte Brontë var en præstedatter, senere en guvernante, og derefter en anonym forfatter. Hun takkede ofte nej til middagsselskaber, nægtede at møde Charles Dickens, og blev ofte beskrevet som grim, kedelig og snobbet. Men hvor gråt hendes liv på heden end måtte forekomme, var det også fyldt med hjertesorg og talrige triumfer. Og det formår Claire Harman at indfange i sin yndige blå bog med den broderede forside. 

Tema-tirsdag #93: Læser du (selv)biografier?

For et par år siden var det som om, hele Danmark læste biografier. Om alt og om alle. En af mine bekendte betroede mig med begejstret stemme, at hendes yndlingsgenre var biografier og selvbiografier. Hun fortalte mig, at hun elskede at læse om kendte menneskers liv, deres hemmeligheder og deres jordnære betragtninger. "Det var ligesom at blive inviteret helt indenfor," sagde hun. Og jeg forstod det virkelig ikke.

Jeg har aldrig helt forstået, hvordan biografier og selvbiografier kan være en yndlingsgenre. Som udgangspunkt tror jeg ikke, at det er en genre, man kan generalisere; at man højlydt kan proklamere at elske biografier generelt – for er det ikke i de fleste tilfælde kun specifikke biografier, der har interesse? Genren forudsætter, i mine øjne, en interesse i en person eller i et emne, før den er succesfuld – det ville aldrig give mening for mig at læse Linses selvbiografi, og det ville måske virkelig lige så kedeligt for andre at læse Stephen Frys. Jeg har svært ved idéen om, at man kan elske selvbiografier som genre og ikke som interesse. 

Jeg har aldrig selv læst mange biografier – og nærmest ingen selvbiografier. Måske er det fordi, at de mennesker jeg har størst interesse i at læse om for længst er borte uden en efterladt selvbiografi. I stedet har jeg ladet mig nøje med historiske biografier, hovedsageligt bestående af årstal og spekulationer, om Marie Antoinette, Jane Austen, Charles Dickens, Astrid Lindgren og Shakespeare. 

Historiske biografier er selvfølgelig noget helt andet end selvbiografier eller nutidige biografier. Ingen kan vide, hvad Jane Austen tænkte, da hun var tyve – og ingen kan interviewe hende og spørge, og derfor bliver den historiske biografi en mere tør opremsning uden det personlige krydderi. Historiske biografier har gjort mig klogere og udvidet min horisont, men de har sjældent været decideret underholdende. Der er noget ved læsningen af facts og årstal, der føles som en ufrivillig pligt. Hvorfor ved jeg ikke.

Selvbiografier har jeg læst forsvindende få af. Faktisk har jeg kun læst en enkel – nemlig den første i rækken af Stephen Frys selvbiografier, "Moab is My Washpot", og selvom den var god og velskrevet, var den også en besynderlig læseoplevelse. Der er noget sært ved at sidde og læse om et andets menneskes liv og føle, at dele af det er kedeligt. Jeg ved aldrig helt, om man kan kalde andre menneskers liv for underholdning på samme måde som en roman.

Jeg ville ønske, jeg var bedre til at læse biografier og selvbiografier, og at jeg kunne nyde dem på en mere afslappende måde. Faktum er blot, at de oftest ender nederst i min læsestak, og at de sjældent efterlader vedvarende spor. Jeg kan ikke lade være med at kategorisere nonfiktion som noget tungt og pensumlignende. Også selvom det ikke nødvendigvis er det.

Læser du selvbiografier og biografier? I så fald, hvad er den bedste af slagsen, du har læst?

"The Art of Neil Gaiman" af Hayley Campbell

"The Art of Neil Gaiman" af Hayley Campbell, fra forlaget ILEX, udgivet i 2014. 3/5 stjerner. 

Neil Gaiman har et svimlende antal af kunstneriske projekter bag sig, med alt lige fra banebrydende tegneserier til eventyrsfilm, romaner, børnebøger og TV-serier. Neil Gaiman har både arbejdet med filmmanuskripter, radioindspilninger, journalistik, sangskrivning og noveller – hans ord gør ham til en multikunstner med erfaring inden for samtlige platforme.
"The Art of Neil Gaiman" tager sit udgangspunkt i billedfund, håndskrevne manuskripter, notesbøger og avisudklip. Det er en bog, der samler alle visuelle stumper af Neil Gaimans karriere og fortæller historien om forfatteren i billeder såvel som i ord. Bogen er delvist en biografi over Neil Gaiman, delvist en oversigt og et indblik i hans værker og en smuk coffee-table book fyldt med billeder, tegninger og citater.
"The Art of Neil Gaiman" er skrevet af Hayley Campbell, som er datteren af Eddie Campbell. Eddie Campbell er en kendt tegneserieforfatter og en af Neil Gaimans nære venner, og derfor har Neil Gaiman været en stor del af Hayley Campbells opvækst. Campbells bog gør derfor mere end at beskrive en stor forfatter – den beskriver også en ven.

“How do we find the thing we are meant to do? How do we become ourselves? These are enormous questions for every young artists, but they can only be answered in retrospect. We see the path only after we've been on it for quite a long time. We read a book and we wonder how it was made. We wonder about the person who made it. We wonder if we could make something like that ourselves.” – Audrey Niffenegger

Ud over den øjeblikkelige begejstring, der ramte mig i samme sekund, jeg så denne bog, faldt titlen mig også hurtigt i øjnene. På en eller anden måde undrede ordvalget mig, og alligevel forekom det mig ganske naturligt. "The Art of Neil Gaiman" eller "Neil Gaimans kunst". Jeg har altid betragtet Neil Gaiman som en sand ordkunstner, og de bøger, han har skrevet er, i mine øjne, uvurderlig kunst. Men ikke desto mindre er Gaimans kunst ikke visuel – og at lave en stor, smuk coffee-table book for at fremvise en forfatters kunst, virker som en forkert tilgangsvinkel.
Bogen er dog, ikke desto mindre, proppet til randen med billeder og visuelle godbidder. Billeder fra Gaimans ungdom og opvækst, billeder af uformelt sjove situationer blandt kollegaer, billeder fra film, illustrationer der akkompagnerer Gaimans værker og personlige tegninger, tegnet af andre og givet til Gaiman.
Problemet er bare, at bogen af samme grund får karakter af netop den rodekasse, billederne er hevet op fra. Det hele er et miskmask, et kortfattet kaos af personlige stunder og ting, der kun har betydning for den, de vedrører. Selvom det er meget morsomt at se en skitsetegning af Gaiman tegnet af en kollega, og selvom det er fascinerende at lade blikket løbe ned over Gaimans notesbøger, skriveskemaer og manuskripter, fortæller det ikke nok. En fortælling om ord kræver ord og ikke blot løsrevne billeder.

“As far as I'm concerned, the world is composed of stories. For architects, the world is composed of buildings, for actors the world is composed of theatres, or whatever. For me, the world is simply composed of stories; when I look, that's what I see.” – Neil Gaiman

Bogens største handicap er måske, at den ikke selv ved, hvad den vil. Den er ikke en rigtig biografi, for Gaiman bidrager ikke med meget indsigt. Ej heller er den en fyldestgørende oversigt over Gaimans værker, for hver roman Gaiman har skrevet, eller hver film han har været med til at producere tildeles kun to-tre siders beskrivelse. Jeg er ikke sikker på, om bogen skal læses eller bladres i – om det blot er en coffee-table book eller om den har ambitioner om noget mere. For selvom bogen fortæller den overordnede historie om Gaimans karriere, fortalte den mig ikke noget, som jeg ikke vidste i forvejen eller kunne have googlet mig til.
"The Art of Neil Gaiman" er til tider en interessant bog og altid en smuk bog. At læse den er akkurat som at få lov til at gå på opdagelse i Neil Gaimans tilsidesatte flyttekasser og undersøge en bred vifte af minder og kuriositeter. De sparsomme afsnit om Gaimans ungdom, hans punkband og hans tidlige ambition om at se sine ord på tryk var glimt af noget, jeg ville ønske, jeg kunne vide mere om. Ligeledes elskede jeg de tre sider, der var dedikeret til Gaimans samarbejde med Terry Pratchett i forbindelse med "Good Omens". Tanken om at have skrevet en bog sammen med en anden forfatter og derefter ikke kunne huske, hvem der havde skrevet hvad, gjorde mig målløs. Desuden var det også rart med en solid gennemgang af Gaimans årelange færden i tegneserieverdenen, fordi det er et emne, der sommetider kan forekomme mig uoverskueligt.
Men mest af alt nød jeg egentligt blot at bladre. At kigge lidt i en privat mindekasse hos en af de forfattere, jeg beundrer allermest. "The Art of Neil Gaiman" kan ikke anbefales til store Gaiman-fans for dens læseværdi. Det er nok snarere en bog, man ejer og værdsætter for dens samlerværdi, opsætning og design. Og indtil den endeligt udpenslende biografi om Neil Gaiman bliver skrevet, kan "The Art of Neil Gaiman" godt fylde ventetiden ud. 

"Shakespeare" af Bill Bryson

"Shakespeare"(org. titel "Shakespeare – The World as a Stage") af Bill Bryson, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2009 (org. udgivet i 2007). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. 3/5 stjerner. 

Ifølge Bill Bryson rummer Library of Congress over syv tusind værker om Shakespeare – læsestof nok til at udfylde tyve år, hvis man læser en bog om dagen. Utroligt nok er tallet evigt stigende, og flere og flere bøger udkommer hvert år med nye vinkler på Shakespeares værker og liv.
Med denne bog tilføjer Bryson endnu et værk til samlingen; en ganske kort bog på kun 195 sider. Grunden til bogens sparsomme længde er, at Bryson kun beskæftiger sig med de facts om Shakespeare, som rent faktisk kan bevises; hvilket ikke er særligt mange, når det kommer til stykket.

“Vi er ikke sikre på hvordan vi bedst staver hans navn – men det var han tilsyneladende heller ikke selv, for navnet staves aldrig på samme måde i de underskrifter, der er efterladt. (De kan tydes som "Willm Shaksp," "William Shakespe," "Wm Shakspe," "William Shakspere," Willm Shakspere" og "William Shakspeare." Pudsigt nok var en af de stavemåder han ikke brugte, den som nu generelt er knyttet til hans navn).”

Jeg gik på handelsskolen i stedet for på gymnasiet. Min engelskundervisning berørte slet ikke Shakespeares værker, men beskæftigede sig i stedet med case studies af Walmart og tekster om immigranternes købekraft. Da jeg begyndte på litteraturvidenskab, blev det næsten formodet, at Shakespeare var en del af vores basale læsehorisont, og som resultat blev den mægtige forfatter en smule forbigået i mængden af flere nødvendige tekstmæssige tilføjelser. Først på fjerde semester blev "Hamlet" inddraget i undervisningen, og da var jeg en af de eneste på holdet, som læste den for første gang. Jeg har således altid været håbløst bagefter, når det angår Shakespeare. Jeg har ikke læst et imponerende antal af hans værker, og jeg ved ikke meget om hans liv.

Derfor kunne jeg ikke lade være med at standse op, da jeg så denne korte biografi til vinterens bogudsalg. Jeg genkendte straks Bill Brysons navn, som jeg associerer med en lun humor, og jeg vidste, at han uden tvivl ville kunne formidle Shakespeares liv på en intelligent, interessant og spiselig facon. Men jeg havde alligevel aldrig forventet, at en biografi om Englands mest anerkendte forfatter, kunne danne grundlaget for så megen  morskab. Jeg grinede, fniste og klukkede min vej gennem denne humoristiske bogperle.

Bill Bryson forholder sig udelukkende til facts. Bogens formål er at undersøge, hvor meget vi virkelig kan vide om Shakespeares liv uden brug af spekulation og gætteri. Ved kun at fortælle det vi ved om Shakespeare, ender Bryson med tydeligt at demonstrere, hvor meget vi ikke ved om Shakespeare. Med udgangspunkt i underskrevne dokumenter, historiske begivenheder og købte ejendomme, skaber Bryson en kronologisk tidslinje af begivenheder og vendepunkter i Shakespeares liv – samtidig med han påviser, hvor mange huller den generelle mangel på officielle dokumenter i 1500-tallet skaber.
En af Brysons store pointer er, at vi faktisk ved meget om Shakespeare i forhold til det århundrede, han levede i. Den præcise viden om det 16. århundrede er præget af en generel mangel på information; vi føler blot, at det er sært, at vi ikke ved mere om Shakespeare, fordi vi så brændende gerne vil vide mere om Shakespeare, hans personlige liv og hans værker. 

“Når vi betragter William Shakespeares værker, er det naturligvis forbløffende at tænke på at én mand kunne frembringe et så overdådigt, klogt, afvekslende, gribende og evigt frydefuldt forfatterskab, men det er selvfølgelig geniets mærke. Kun én mand havde omstændighederne og talentet til at give os så uforlignelige værker, og William Shakespeare fra Stratford var uden tvivl denne mand – hvem han så end var.”

En del af bogens 195 sider beskriver også Shakespeares samtid generelt; Bryson forvilder sig ud i beskrivelser af datidens skolesystem, datidens udgivelsesproces og teaterkoreografi og skriver ligeledes om den høje dødsrate og de generelle livsforhold. Bryson tilføjer disse informationer for at skabe en større forståelse af Shakespeares livsomstændigheder – men afgjort også for at fylde siderne ud i en bog, der er baseret på et så sparsomt materiale.
For mig udgjorde bogens sidste kapitel den største guldgrube. Bryson går til angreb på de mange desperate forsøg på at afvise Shakespeare som den sande forfatter til de legendariske skuespil. Bryson gennemgår de mest populære myter og teorier systematisk og afviser dem med humor og ironi. Om idéen om at Christopher Marlowe skulle have været den rigtige forfatter til Shakespeare stykker, skriver Bryson: “En tredje – og i en kort periode forholdsvis populær – kandidat til Shakespeares forfatterskab var Christopher Marlowe. Han havde den rette alder (bare to måneder ældre end Shakespeare), det fornødne talent og har afgjort haft rigeligt med tid efter 1593, forudsat at han ikke var for død til at arbejde.” En mere simpel latterliggørelse, eksisterer næppe.
Jeg nød at læse denne korte biografi langt mere, end jeg troede, jeg ville. Bryson behandler sit emne troværdigt og indfletter sin egen personlighed, humor og intelligens i hver eneste sætning om et ellers så sagligt emne. "Shakespeare" fungerer som en hyggelig og letlæselig introduktion til Englands mest sagnomspundne forfatter, og Bryson har så afgjort efterladt mig med en større viden og en kildrende nysgerrighed for at læse mere om og af Shakespeare. De tre stjerner i denne anmeldelse er ikke langt fra fire; de står ganske enkelt for fin underholdning og en varm anbefaling. Hverken mere eller mindre. 

"Min tid i gule sokker" af Per Kuskner og Morten Grunwald

"Min tid i gule sokker" af Per Kuskner og Morten Grunwald, fra forlaget People's Press, udgivet i år 2013. Anmeldereksemplar fra People's Press. 2/5 stjerner. 

I en næsten ligelig opdeling af billeder og ord, er "Min tid i gule sokker" Morten Grunwalds beretning om den filmiske perlerække om Olsen Banden, som han medvirkede i, i årene 1868-1982 og slutteligt i år 1998. Grunwald har fortalt sin historie til Per Kuskner, som har gengivet den med en troværdig omhu.
Bogen er opbygget kronologisk, med ét kapitel dedikeret til hver film. Ud fra et kort resumé om den pågældende film, uddeler Morten Grunwald små minder og anekdoter, der står side og side med talrige fotografier. 

“Det var tilladeligt, for det var et eventyr, vi fortalte. Det var ikke dokumentarisme.” 

En af de genrer jeg oftest forsømmer og overser er nonfiktion. Bøger er i min verden ofte synonymt med skønlitteratur, og selvom jeg holder af realistiske anstrøg, søger jeg væk fra den faktiske præcision og de virkelige hændelser. Måske er det fordi, min læsning ofte er et middel til eskapisme; måske er det fordi, jeg er endeløst fascineret af fiktion. Ikke desto mindre ville jeg dog ønske, jeg var bedre til at bladre i virkelighedstro og sandhedskulørte beretninger. 
Og i så fald, hvilket bedre sted er der at starte end med en gennemgang af en af Danmarks største filmskatte? På min barndoms tv-skærm samledes familien ofte om Olsen Banden filmene, og jeg elsker dem endnu. De tre karikerede forbryderskikkelser, Egon, Benny og Kjeld, er så lune, så charmerende og så gennemført danske, at man ikke kan undgå at holde af dem. Filmene blander nostalgi og underholdning i helt perfekte måleforhold.
"Min tid i gule sokker" gav mig dog ikke helt, hvad jeg forventede. Titlen antyder et indblik i en tidsperiode i Morten Grunwalds liv og en epoke i dansk filmhistorie. Jeg havde forventet en næsten biografisk indsigt i både mennesker og kulisser, men fik kun brudstykker af begge sammen med flere siders kulørt billedtryk. "Min tid i gule sokker" er nemlig til dels udgjort af en kronologisk gennemgang af Olsen Banden-filmene, Morten Grunwalds personlige anekdoter og erindringer, og til dels af en samling af farverige fotografier. Bogens sider er ligeligt delt op mellem billeder og ord, og bogen er netop derfor en beundringsværdig genstand at bladre i, læse og at eje. 
Desværre halter det skriftlige en anelse bagefter det visuelle; ikke kun opsætningsmæssigt må teksten henvises til sekundære placeringer, også indholdsmæssigt er det billederne, der bærer bogen et langt stykke hen af vejen. 

“Det var terapi, hver gang jeg fik de gule sokker på ...”

Bogens problem er hovedsageligt dens ubeslutsomhed. Den bliver aldrig rigtig en fuldbyrdet biografi, og Grunwalds personlige betragtninger er kun sporadisk drysset ud over kapitlerne. Ej heller formår bogen at afdække Olsen Banden filmene til fulde, da en stor del af dens behandlingsflade er velkendte facts. "Min tid i gule sokker" får hurtigt præg af en meget indforstået gennemgang af de 14 film, og berører kun flygtigt kendsgerningerne under den velkendte overflade.
Beretningen er hurtigt og let læst; den er skrevet i et simpelt talesprog, og Grunwalds udtalelser er gengivet fuldstændig troværdigt og genkendeligt. Dele af Grunwalds minder og humor skinner igennem bogens kapitler, og de små anekdoter om løbske tog, spidse bemærkninger og detaljeret kulissedesign er fornøjelig underholdning. De sidste kapitler bærer en undertone af melankoli, eftersom der berettes om skæbnesvangre sidste øjeblikke med  de mennesker og legender, der var en del af Grunwalds liv.
"Min tid i gule sokker" er en bog der favner bredt og delvist halvhjertet om en lang række af emner, men det er også en bog med en vis underholdsningsværdi og en næsten inkarneret dansk nostalgi. Den kan læses eller bladres igennem på en enkel eftermiddag og kræver hverken koncentration eller indlevelse; blot en smule interesse.