"The Salmon Who Dared to Leap Higher" af Ahn Do-hyun

"The Salmon Who Dared to Leap Higher" (org. titel "Yeon eo") af Ahn Do-hyun, fra forlaget Pan Macmillan, udgivet i 2015 (org. udgivet i 1988). Læst på engelsk – originalsproget er koreansk. 3/5 stjerner. 

Ahn Do-hyun er en anerkendt koreansk digter, og "The Salmon Who Dared to Leap Higher" er hans første bog, der er blevet oversat til engelsk. Bogen har solgt millioner af eksemplarer i sit hjemland siden dens udgivelse i 1988 – og nu er den endelig tilgængelig for den vestlige læseverden i engelsk oversættelse.
"The Salmon Who Dared to Leap Higher" er fortællingen om en laks, der skiller sig ud fra stimen, den svømmer med. Laksen har nemlig sølvskinnende skæl og et undrende væsen. Selvom den svømmer som en del af en gruppe, vandrer dens tanke i andre retninger, og i dens indre lever livlige drømme. Om natten svømmer den op mod vandoverfladen og kigger på stjerner og regnbuer – og undrer sig over den store verden, som den selv er en lille del af.

“He wanted to grasp the distant clouds and fleeting rainbows, but now he is content to be what he is – a single salmon.” 

Før jeg læste denne bog, havde jeg ingen idé om, hvor smukt og hvor tragisk et livsforløb laks har. Men Ahn Do-hyun såede med sine poetiske ord en lille nysgerrighed i mit indre, og jeg blev nødt til at google absurde sætninger som "skifter laks farve?" og "laksens død" for at finde svar.
Sagen er nemlig, at laks fødes i ferskvand for derefter at svømme ud mod havet, efterhånden som de vokser sig større. Undervejs tilpasses deres kroppe til saltvand, og på trods af deres oprindelse lever de i havet uden besvær. Når de derefter skal yngle og lægge æg, svømmer de i samlet flok tilbage til deres fødested (som de i øvrigt kan huske) i ferskvandet, hvor de lægger æg, og som regel dør laksene derefter af udmattelsen. Af en eller anden grund fascinerer denne komplicerede frem-og-tilbage proces mig. De små fisk svømmer ud for blot at svømme tilbage igen. Det er en fuldendt cirkel.
Havde jeg vidst en smule om laks, inden jeg begyndte at læse Ahn Do-hyuns rørende fabel, kunne jeg have forudset, hvad det hele ville ende med. Men jeg anede intet, og derfor blev jeg overrasket over, hvad jeg fandt.
"The Salmon Who Dared to Leap Higher" en en allegorisk fortælling om en laks, der begiver sig ud på en rejse. Det er en fortælling om gruppeidentitet og selvstændig tankegang; én laks der modsiger en hel stime, og det er en fortælling om kærlighed, liv, død, natur og kultur. Laksen drømmer om storslåede ting, men det mest storslåede viser sig i sidste ende at være dens eget liv, præcis som det så ofte er.

“There was no space left for anything but her. The past was rendered entirely meaningless, not even a shadow of the gloriously meaningful present that was life with Clear-Eyed Salmon.”

Den lille historie føles meget naiv. Måske på grund af den lyriske måde den er skrevet på, eller måske på grund af dens hovedperson der er en fisk, for hvem alting er nyt. Hele bogen er baseret på et naturligt mirakel, der tilvejebringer en ærefrygtindgydende undren over, hvorfor vi overhovedet er til.
Ahn Do-hyun tackler de store spørgsmål gennem et lillebitte væsen, og han gør det med inderlig følelse. Måske er det sommetider en lettelse at se de komplicerede spørgsmål gennem et simpelt filter; en stor stime af laks, der vender hjem for at formere sig, bringe nyt liv og opgive deres eget. De lever for at videregiver, og de lever for kærlighed.
Jeg blev rørt af Ahn Do-hyun naturalistiske og beroligende fortælling, men under læsningen sad jeg også med en fornemmelse af, at al optimismen snart ville skvulpe over. Den lille laks der finder meningen med sin egen eksistens, gør det så let. Bogen stiller meget ambitiøse spørgsmål og tilbyder kun åbenlyse svar. Indimellem sad jeg tilbage med den følelse, man får, når man tror, man færdes på dybe vande for derefter at indse, man kun befinder sig i et soppebassin – denne følelse overvældende mig især, da laksen forelskede sig i en anden laks, fordi den var i stand til at "bruge sit hjerte som øjne". For er det ikke bare en omskrivning af en velkendt kærlighedsdefinition? 
På trods af bogens lommefilosofi, er "The Salmon Who Dared to Leap Higher" dog en yndigt læseværdig fortælling. Den er skrevet af en koreansk lyriker, og selv i en oversættelse er lyrikken bevaret; ordene har en rytme, en underfundig lyd af bølgebrus og vuggende godnathistorier. Historien er livsbekræftende og letlæselig – på ingen måde revolutionerende, men ganske behagelig alligevel.

"The Hen Who Dreamed She Could Fly" af Sun-mi Hwang

"The Hen Who Dreamed She Could Fly" (org. titel "Madangeul naon amtak") af Sun-mi Hwang, fra forlaget Penguin, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2000). Læst på engelsk – originalsproget er koreansk. 4/5 stjerner.

Da den sydkoreanske forfatter Sun-mi Hwang i år 2000 udgav "The Hen Who Dreamed She Could Fly" blev den en øjeblikkelig succes, en funklende bestseller. I løbet af få år er den lille bog blevet omdannet til et skuespil, en musical, en tegneserie og en animationsfilm. Først sidste år blev bogen oversat til engelsk og dermed gjort tilgængelig for mig og et væld af andre læsere. 

Udgangspunktet for "The Hen Who Dreamed She Could Fly" er en fortælling om lige netop dét, dens titel lover. Det er en slags moderne fabel om hønen Sprout, der så inderligt gerne vil lægge et æg, som ikke bliver frataget hende af bondens lange hænder. I dyb og udmattet protest flygter Sprout fra sit hønsehus og begiver sig ud i verden. Uønsket og forladt bliver hun hånt af bondegårdens andre dyr og formår kun at blive venner med den and, som af de andre betragtes som et udskud. Ikke desto mindre drømmer hun stadig og hendes drøm går i opfyldelse på en måde, som hun aldrig selv havde forestillet sig. 

“Ever since she had seen a hen running around the yard with the adorable chicks she had hatched, Sprout had harbored a secret desire – to hatch an egg and watch the birth of her chick. But it was an impossible dream.”

Det ville være så let at skrive, at denne bog er en historie om en høne, som bliver træt af få frataget sine æg af en bonde. Det ville være så nemt at forklare, at hele bogen blot er hønens forsøg på at blive mor og at lære at flyve ligesom de ænder, hun så længselsfuldt betragter. Men det er ikke, hvad bogen handler om. Den handler om så meget mere end det.

I simple vendinger og korte sætninger akkompagneret af vidunderlige tegninger udformer Hwang en ubegribeligt smuk fortælling, der flere gange rørte mig til tårer. Gennem hønen Sprout udforskes temaer som moderskab, familie, identitet og anerkendelse; drømme flyver gennem bogen på ændernes vingesus og den åbenlyse frihedssymbolik, der så ofte er associeret med netop fugle kommer elegant til udtryk. "The Hen Who Dreamed She Could Fly" ér en fortælling om en høne, der ville ønske, hun kunne flyve; men det er også en fortælling om frihed, om hjemlighed, om at forsvare sine børn og om at tage ansvar for sig selv. Det er en fortælling, der starter med, at Sprout gør oprør mod et vanemæssigt tyranni og dermed forandrer sin hverdag for altid. Det er en fortælling om et individ, som tør at  forsøge på at udligne forskellen mellem drøm og virkelighed.
Historien om hønen Sprout kan beskrives som en underfundig blanding af H. C. Andersens eventyrsleg fra "Den grimme ælling", George Orwells benhårde realisme fra "Animal Farm" og E. B. Whites dybtfølte, hjertekvasende og usandsynlige venskabsbånd fra "Charlotte's Web". Men vigtigst af alt er "The Hen Who Dreamed She Could Fly" ikke et eventyr, en politisk kommentar eller en børnebog. Det er en moderne fabel, en udstrakt metafor, en historie med linjer og sætninger der øjeblikkeligt kan ændre mening alt efter hvilken vinkel, man ser dem fra.

“Snow began to fall. As she watched snowflakes drifting in the wind, a smile spread across her face. The acacia flowers are falling! To Sprout, the snow looked just like acacia petals. Wanting to feel the falling petals with her entire being, she spread her wings wide. She wanted to smell them. She felt wonderful. She wasn't cold or lonely anymore.”

Min originale motivation for at læse denne korte lille bog var en kildrende nysgerrighed. En bog der har fået så meget omtale i en del af verden, man så sjældent hører om (og endnu sjældnere læser noget fra), kunne ikke andet end at klatre op på toppen af min læse-liste. Jeg havde bare slet ikke regnet med, at den ville røre mig så dybt.
Selvom hønen Sprout er en høne, er hun også en af de mest sympatiske kvindelige karakterer, jeg nogensinde har læst om. Det er umuligt ikke at føle med hende, når hun sidder i hønsehuset med en udsultet krop og sorg i sit hjerte og beslutter sig for, at hun ikke vil lægge flere æg, hvis de blot skal tages fra hende. Det er umuligt ikke at heppe på hende, når hun begiver sig ud af hønsegården og ud i den frie verden, den rigtige verden, for at skabe sig en ny tilværelse og opnå sin egen frihed. Og det er så svært ikke at fælde en tåre i slutningen, ikke at inspireres over hendes heltemod, når hun stirrer op på den faldende sne og forestiller sig at flyve sammen med snefnuggene, sammen med ænderne, sammen med friheden.
Det er svært for mig at skrive noget uden at skrive for meget. Bogen er kort, den er af den slags, som nærmest bliver færdiglæst "ved et uheld", før man har opdaget, at man overhovedet er gået i gang. Der er ikke mange linjer på hver side, og der er næsten ligeså mange illustrationer, som der er ord. Men på trods af bogens begrænsede længde, på trods af det faktum at den handler om en høne, på trods af at den hverken er ligeså politisk som Orwell eller ligeså sentimental som Andersen, så er den en lillebitte og skinnende perle. Den har gjort indtryk på mig, rørt mig og inspireret mig. For det er en bog, hvis sider gemmer på langt mere end dens plot, og hvis endelige budskab favner langt bredere end blot høner, væsler og ænder. 

"Aesop's Illustrated Fables" af Æsop

"Aesop's Illustrated Fables" af Æsop, fra forlaget Barnes and Noble, udgivet i 2013 (oprindelse 620-560 F.Kr.). 3/5 stjerner. 

Æsop var en fabel-forfatter i oldtidens Grækenland, der efter sigende er ophavsmanden til en lang række genkendelige fabler, hvor dyr ofte antager menneskelige kvaliteter og betoner en vigtig morale via deres handlinger. Æsops fabler bruges dog også som et begreb og paraplybetegnelse over alle fabler med disse kendetegn, hvilket betyder at mange af fablernes pointer går igen på forskellige måder.
Fablerne er en broget samling af advarsler og moraler; vigtige pointer og løftede pegefingre, fortalt i korte scenarier hvor dyr taler, altimens guder og mennesker færdes mellem hinanden på jorden. Med et præg af logik og simplicitet består fablerne af talrige udsigelser, der endnu har bevaret deres relevans.

“A doubtful friend is worse than a certain enemy. Let a man be one thing or the other, and we then know how to meet him.” 

Det er tankevækkende, hvordan man sommetider kan være i stand til at kende en historie, man aldrig selv har læst. Nogle bøger og ord integreres så dybt i vores opvækst og hverdag, at de bliver en selvfølgelig del af vores kultur. Vi kender historierne, vi har altid kendt dem, og dog har vi  aldrig nogensinde læst dem. Fra mund til mund i flere århundrede, genoplivet af film, referencer og ordsprog overleveres nogle fortællinger i en næsten intakt form; og når bogen endelig samles op, bliver man således overvældet af genkendelse.

Definitionen af litterære klassikere hviler ofte på tidsløshed; bøger der taler på tværs af historisk kontekst og oprindelse, og bevarer deres relevans gennem uoverskuelige tidsaldre. Æsops fabler er i så fald en klassiker i ordets mest simple forstand - og fra oldtid til nutid er værdien bevaret og uforandret. Budskaberne i de små fabler vidner om så almen-menneskelige forhold og dilemmaer, at deres holdbarhedsdato aldrig udløber. De er tidsløse. De er klassiske. Og det er derfor, de er indarbejdet som ubevidste ordsprog den dag i dag.

Jeg påbegyndte Æsops fabler med en svag idé om, hvad jeg ville finde; fablerne om skildpadden og harens kapløb og drengen der råbte "Ulven kommer", men efterhånden som jeg arbejdede mig igennem de korte tekster, opdagede jeg langt mere end det. Moralske linjer opstod overalt med skarpe pointer om at "tænke før man handler", at "en fugl i hånden er bedre end 10 på taget", at "bide i det sure æble" eller advarsler om at "pynte sig med lånte fjer". Desto længere jeg kom ind i bogen, desto mere genkendte jeg.

“The injury we do and the one we suffer are not weighed in the same scales.”

Æsops fabler er fyldt med belærende livslektioner, illustreret gennem forunderlige skabninger, guder, katte, ræve, tigre og dådyr. Bogen består af en bred variation af små fortællinger, som hver ender med en moralsk linje. De mange fabler fungerer som vigtige påmindelser om ydmyghed, forsigtighed og visdom, sammen med advarsler om forfængelighed, arrogance og dumhed. 

Selvom fablerne indeholder mytiske præg og talende dyr, er de dog milevidt fra eventyrsfortællingernes rige. Fablerne benytter sig af allegorier og fremstår næsten kyniske i deres kortfattede menneskesyn og præcision. De er udfærdiget som enkle rekonstruktioner af menneskets hverdagslige dilemmaer og de mest basale problematikker, fortalt med et enkelt drys af talende dyr og majestætiske guder.

På trods af samlingens brede behandlingsoverflade og det levende mylder af forskellige væsener og problemstillinger, forbliver fundamentet for de forskellige fabler dog ofte det samme. At læse bogen fra ende til anden er en lang proces fyldt med gentagelser og cirkler; og i virkeligheden bør man nok i stedet udvælge små sektioner at dyppe tæerne i fra tid til anden, i stedet for blot at kaste sig hovedkulds over dem alle på samme tid. Den høje grad af samhørighed mellem fablerne er muligvis for iøjenfaldende og trættende ved én udstrakt gennemlæsning.

Uanset hvad repræsenterer Æsops fabler dog en vigtig byggesten i vores nutidige moralske kodeks. Samlingen indeholder evigt relevante beskeder om at kende sine fjender, at behandle andre væsner ligeligt og at altid udøve kløgt frem for forhastet vildskab. At læse de mange fabler var som at blive konfronteret med en endeløs række af åbenbaringer - hver og en genkendelig, vigtig og tidsløs.