3x Little Black Classics #1

Kan I huske dengang, jeg købte 80 sorte bøger i en hvid samleboks? Jeg har ejet mine 80 Penguin Black Classics i et års tid nu, og jeg nyder stadig godt af dem. Det er især i travle perioder med minimalt læseoverskud, at jeg snupper en af dem og læser den på en eftermiddag. Det er så dejligt overskueligt med 50 siders klassikerlæsning – og undervejs i mit læseprojekt er det gået op for mig, hvor meget historie man kan få klemt ind på 50 sider. 

Jeg har i et stykke tid haft lidt svært ved, hvorvidt jeg skulle anmelde de her bøger på bloggen. Jeg kunne så hurtigt komme til at drukne jer i sorte klassikere og korte bøger, så i stedet har jeg udtænkt et lille koncept, hvor jeg én gang månedligt vil anmelde tre Penguin Black Classics i et samlet indlæg. På den måde kan jeg måske også minde mig selv om at få dem læst.

I dag begynder første afsnit af min planlagte føljeton – denne gang med en bog, jeg holdte af, en bog som kedede mig, og en bog jeg elskede. Allesammen klassikere, allesammen på 50 sider og allesammen en hurtig læseoplevelse i en tidspresset periode.

"Lord Arthur's Savile's Crime" af Oscar Wilde

Da jeg for nylig kastede et blik på min samling af Penguin Black Classics, var det denne, der først tiltrak mit øje. "Hvorfor ikke?" tænkte jeg, da jeg samlede den op. Med Oscar Wilde kan det aldrig gå galt – og det gjorde det heller ikke med denne lille novella. Tværtimod viste det sig at være lige, hvad jeg var i humør til.

"Lord Arthur's Savile's Crime" er en vaskeægte efterårshistorie. Den starter som en dunkel fortælling om et middagsselskab, hvor en mand bliver spået en sort fremtid. Den ædle og retskafne Lord Arthur Savile får sig et alvorligt chok, da en synsk mand gransker hans håndflade og udbryder, at han inden længe vil begå et mord. Et brutalt og følelseskoldt mord.

Lord Arthur Savile ønsker ikke at være morder – han skal giftes, og han vil ikke indgå et ægteskab med en viden om, at han venter sig en så grum skæbne. Derfor tager han en rask beslutning, udsætter ægteskabet og sætter sig for at få mordet overstået så hurtigt som muligt, så han kan komme videre i teksten. Og på ægte Oscar Wilde-facon forvandles bogen pludselig fra gotik til en decideret farce.

Resultatet er noget meget fint og absurd komisk. Jeg morede mig sådan over denne lille bog, imens jeg vendte side efter side. Wilde gør tykt grin med den overdramatiserede gotiske fortællerstil og idéen om en uundgåelig skæbne. Bogen snyder sin læser med dens pludselige vending, og slutningen er så vidunderligt grotesk, at man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet. Det er sort humor, det er karikeret, og det virker. Fejlfrit. Jeg kan varmt anbefale denne lille perle til alle, der er i humør til galgenhumor og dunkle efterårsfortællinger. 

"Lord Arthur's Savile's Crime" af Oscar Wilde fra Penguin Classics. Udgivet i 2015 (org. udgivet i 1891). 4/5 stjerner.

"The Figure in the Carpet" af Henry James

Mit forhold til Henry James er det omvendte af mit forhold til Oscar Wilde. Hvor Wilde for mit vedkommende er en sikker succes, tøver jeg altid med Henry James. Jeg vil gerne kunne elske hans værker, men det lykkedes aldrig helt. Derfor virkede det oplagt at prøve kræfter med ham i kortere form – men det endte ikke med at forbedre mit forhold til ham. Snarere tværtimod. 

"The Figure in the Carpet" er en sær fortælling. Det er en fortælling om at skrive og om at tolke tekster. Om at være læser, forfatter og anmelder. Og, mest af alt, er det en fortælling om intention og udbytte. Får læseren det ud af teksten, som forfatteren har til hensigt? Og hvis ikke, hvem har så skylden?

På plotniveau handler "The Figure in the Carpet" om en forfatter og en anmelder. Forfatteren kritiserer anmelderen for, ligesom alle andre anmeldere, at have overset et vigtigt hint i sin tekst. Samtidig nægter forfatteren at afsløre denne skjulte mening, denne usynlige "figure in the carpet", og anmelderen ender med at spilde hele sit liv på at jagte den. Forgæves, selvfølgelig.

"The Figure in the Carpet" falder ikke ud til anmelderens fordel. I stedet falder den ud til forfatterens. James gør grin med anmeldere, der ikke er i stand til at tage højde for forfatteres intentioner og argumenterer for, at boganmeldelser er umulige, når man ikke har forfatterens insiderviden. Jeg kan ikke lade være med at sidde og have ondt af historiens stakkels anmelder – for i mine øjne, er det forfatteren der er til grin, når hans læsere ikke kan se, hvor han vil hen. 

På den anden side kan historien også handle om, at forfatteren blot driller anmelderen med et ikke-eksisterende budskab, og anmelderen ikke kan slippe lysten til at være den, der opdager hemmeligheden og løber med rampelyset. I så fald falder bogen stadig ikke ud til anmelderens fordel.

Henry James giver ikke endelig løsning på sit mysterie, og det har jeg det som sådan fint med. Jeg kan bare ikke lade være med at føle, det hele er ligegyldigt. Henry James er ikke sjov. Hans sprog er mærkværdigt kluntet, og i mine øjne lykkedes han aldrig med hverken at gøre grin med anmelder eller forfatter. Eller overhovedet formå at klargøre, hvem det er, han gør grin med. 

"The Figure in the Carpet" af Henry James fra Penguin Classics. Udgivet i 2015 (org. udgivet i 1896). 2/5 stjerner.

"A Simple Heart" af Gustave Flaubert

"A Simple Heart" hedder Gustave Flauberts mest berømte fortælling, og det er en ganske passende titel. For den lille novella er simpel. Det er en fortælling om en kvinde, der tidligt i sit liv bliver skuffet, og som derfor spilder sit voksenliv med at sygne hen som stuepige hos en familie, der ikke værdsætter hende. Det er en fortælling om isolation, skuffelse og om være så følelsesmæssigt underernæret, at man kaster sin kærlighed på den eneste ting i nærheden, som vil godtage den. I dette tilfælde en papegøje.

Gustave Flaubert er realismens mester, og i "A Simple Heart" skildrer han det tragiske skel mellem stuepigen og den familie, som hun bor ved og praktisk talt er en del af, men som hun aldrig indvies i. Han sætter fokus på den kunstige mur, der bygges mellem over- og underklassen, på trods af de deler en hverdag og et liv sammen.

"A Simple Heart" kunne så let være blevet til en bitter historie om en overset stuepige, der hadede sit job og sit liv, men i stedet tager Flaubert en anden rute og skildrer en kvinde, der trods sin simpelhed har et rigere følelsesliv end den uddannede overklasse, som ser ned på hende. På den måde er det også en stærk fortælling om den rigdom, der ikke kan købes for penge. Hvor irriterende lommefilosofisk det end lyder.

Flaubert skriver helt ligetil. Jeg bliver altid forbløffet over, hvor tydeligt hans budskaber kommer frem, og hvor let han er at læse. Selvom hans bøger udkom i 1800-tallet, står de stadig knivskarpt i dag. Jeg ville blot ønske, jeg kunne læse ham på originalsproget, så jeg for alvor kunne lure hans fortælleteknik. Han siger så meget med så lidt.

"A Simple Heart" er en fortælling, jeg ikke ville være foruden. Det er en skarp kritik af 1800-tallets overklasse og et indgående karakterportræt. Flauberts psykologiske indsigt er altid imponerende. Selv et århundrede senere. 

"A Simple Heart" (org. titel "Un cœur simple") af Gustave Flaubert fra Penguin Classics. Udgivet i 2015 (org. udgivet i 1877). Læst på engelsk – originalsproget er fransk. 5/5 stjerner.

"Petersburg Tales" af Nikolai Gogol

"Petersburg Tales" (org. titel "Петербургские повести") af Nikolai Gogol, fra forlaget Alma Books, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1842). Læst på engelsk – originalsproget er russisk. 4/5 stjerner.

"Petersburg Tales" indeholder fire fortællinger om livet i Sankt Petersborg i 1830'erne. Gogol blander det komiske med det tragiske, og tegner et levende, hektisk, urkomisk og illusorisk portræt af sin by. I de fire fortællinger følger man både en forelsket løjtnant, en maler der lever i drømme, en offentligt ansat der arbejder på et trøsteløst kontor, og man  kommer under huden på en mand, der langsomt glider væk fra virkeligheden og ind i en understrøm af feberhede drømme og uforståeligt vanvid.

“This world is full of the most outrageous nonsense. Sometimes things happen which you would hardly think possible.”

Jeg er fascineret af 1800-tallets Rusland. Af elegancen, oprøret, overdådigheden og fattigdommen. Af paradokset mellem fremtoning og virkelighed, og landets evne til at se ud som noget, men være noget andet. Og den dobbeltheden slår Gogol så smukt an, i den første historie i "Petersburg Tales". "Nevsky Prospect", som historien hedder, er en beskrivelse af en af Sankt Petersborgs mest centrale gader, hvor rige mænd, velklædte kvinder og unge drømmere færdes side om side. Et postyr af farver, larm og indtryk. Og dér, midt på gaden bliver en ung maler forelsket i en smuk pige. Han følger hende hjem, og hun åbner sin dør for ham. I ét øjeblik er alting perfekt og i det næste, indser manden at han har fulgt efter en prostitueret, der leder efter sin næste kunde. Han har stirret sig blind på et smukt ansigt uden at tænke på, hvad der ligger bag det.
På den måde vender Gogol sit Sankt Petersborg på en tallerken, og hvor "Nevsky Prospect" starter som en hyldest, ender den som en advarsel. "Nærm dig ikke Nevsky Prospect," siger fortælleren. For intet er, hvad det lader til at være.
Denne fortælling om polerede facader og hengemt bedrag går igen i Gogols historier. "The Overcoat" er en berømt fortælling om en mand, der er ansat på et kontor, hvor alle håner ham. Han lever et simpelt liv og spinker og sparer for at købe sig en ny frakke. Han er besat af tanken om en ny frakke, og da han endelig får den i hænderne, behandler alle ham anderledes. Frakken bliver en letkøbt identitet i Gogols by, der er kendetegnet ved overfladiskhed. Men en frakke er naturligvis en flygtig ting. 

“But nothing is lasting in this world. Even joy begins to fade after only one minute. Two minutes later, and it is weaker still, until finally it is swallowed up in our everyday, prosaic state of mind, just as a ripple made by a pebble gradually merges with the smooth surface of the water.”

Gogol skriver vidunderligt. Hans sætninger er ladet med symboler og sommetider helt vanvittige. For selvom "The Overcoat" og "Nevsky Prospect" til dels er tragiske fortællinger, er de også komiske. Bizarre. Og sommetider helt uden mening. I "Nevsky Prospect" er fortælleren fyldt med sarkasme, da han det ene øjeblik lovpriser sin yndlingsgade, og det næste øjeblik fordømmer den. I "The Overcoat" er slutningen ondskabsfuldt ironisk. Og i denne bogs tredje novelle, "The Nose", når Gogols absurditet nye højder.
For "The Nose" er fortællingen om en mand, der en dag vågner op uden en næse – kun for at opdage, at næsen er stukket af og lever sit eget liv som forfremmet soldat. Næsen er faktisk lige ved at flygte ud af landet på et tog, før den bliver standset. Det hele er urkomisk fortalt, beskrivelserne er geniale, og selv historiens fortæller slutter novellen med en undren over, hvad der egentligt er sket. Det er morsomt, velskrevet og så skarpt. Gogol leger med det overdrevne, og han gør det godt.
Jeg holdt så meget af at læse Gogols historier, der på en og samme tid var fuld af mening og berøvet al fornuft. Gogols univers er en surrealists paradis, og hans skildring af Sankt Petersborg er fyldt med farver, lys, liv og leg. Det var en læseoplevelse ud over det sædvanlige.

"A Portable Shelter" af Kirsty Logan

"A Portable Shelter" af Kirsty Logan, fra forlaget Association for Scottish Literary Studies, udgivet i 2015. 3/5 stjerner.

Liska og Ruth bor i en lille hytte på Skotlands nordlige kyst. De er omgivet af stilhed. De har kun hinanden og det barn, der vokser i Ruths mave. Deres barn.
For at beskytte deres barn og træde ti skridt bort fra deres forældres fejl, har de to kvinder aftalt, at de aldrig vil fortælle andet end sandheden til barnet. Men sandhed er et mærkværdigt begreb, der kan strækkes og udvides i det uendelige. Og derfor hvisker Ruth drømmehistorier til sit barn, når Liska ikke er hjemme. Og Liska fortæller historier og eventyr til det ufødte barn, imens Ruth sover tungt. Langsomt indser de, at de har brug for historierne. At de ikke kan leve uden.
Historierne er af den fantastiske slags; varulve, cirkusartister, hekse, drager og havfruer optræder i lange parader i de små fortællinger, hvisket i mørket fra mødrene til ders barn. 

“But life is not a fairy tale. It's brighter and darker, longer and briefer, duller and more magical. It's full of contradictions, but one thing it's not is neat.” 

For hvad der føles som en evighed siden, imens det stadig var sommer, og der stadig fandtes blade på træerne, sad jeg i en skov og læste. Og imens jeg læste, glemte jeg helt, hvor jeg var. Jeg drukende i bogens ord, i dens vidundere og magi. Jeg forelskede mig i en forfatter, og det var ikke en stilfærdig oplevelse.

Og nu er det vinter. Der er ikke sollys udenfor, i stedet er verden dækket af et tungt gråvejrsslør. Det er først nu, jeg har fundet tiden til at vende tilbage til den forfatter, der udøvede så stor magi på mig i sommers. Jeg havde glædet mig i månedsvis til at vende tilbage til hendes univers, kun for at være skuffet nu når jeg har. Noget af forfatterens magi er forsvundet sammen med sommeren. Jeg synes ikke, "A Portable Shelter" er nær så smuk som "The Gracekeepers". Måske stammer skuffelsen fra sammenligningen. Måske er skuffelsen min helt egen skyld. Men den er der alligevel.

Jeg lærte aldrig at holde af "A Portable Shelter". Jeg nød enkelte historier, jeg nød enkelte passager, og jeg elskede Logans maleriske sprog. Men jeg kunne ikke forene mig med historiernes præmis; idéen om at historierne er mundtlige overleveringer, hvisket i mørket som mørke hemmeligheder – kun for at blive til bagateller og skuldertræk, da det hemmelige historiefortælleri blev afsløret. "Nå, gør du også det?" sagde karaktererne til hinanden og trak på skulderne. Som om bogen var en skør 70'er komedie, selvom historierne i den pegede på noget andet. Historierne havde været så meget stærkere, hvis de havde stået alene. Den alt for kunstige ramme var så unødvendig. 

“Some people are happy with treasures and wide oceans. Some people are happy with a single stone. It doesn't matter what others want if it's not what you want.”

Og historierne selv? Langt de fleste af dem var interessante. Størstedelen var smukke. Og enkelte var skinnende perler. Jeg gispede næsten, da jeg læste "Cutting Teeth", som er en voldelig, bizar og mærkeligt melankolsk historie om en kvinde, der jager en varulv og senere forsøger at gøre varulven rolig, imens hun leder efter sin egen vildskab. Det var velskrevet, dramatisk og en uhyggelig præcis diskussion af kultur og natur, det evige modsætningspar. 
Størstedelen af historierne mangler dog det voldelige islæt, der (metaforisk eller konkret) er at finde i eventyrsverdenen. For der er ingen tvivl om, at Logan efterligner eventyrene, selvom hun ikke helt mestrer kunsten til fulde. Flere af historierne var enestående i deres lyriske stråleglans, mens de plotmæssigt var tamme. Og er det ikke præcist det omvendte af den kendte eventyrsstruktur, der blev overleveret i simpelt, mundtligt sprog men var fyldt med voldsomme billeder og hurtig handling? 
Værst af alt, kan jeg ikke regne ud, hvad "A Portable Shelter" skal forestille at være. En eventyrslignende novellesamling? I så fald fejler den. En undersøgelse af de hemmeligheder vi ikke tør sige højt og i stedet hvisker i mørket? I så fald er dens endelige afslutning for tilgivende. Eller er den i virkelighed blot en samling af lyriske stemningsbeskrivelser? Det er det eneste, den succesfuldt lykkedes med at være. Ord over handling. Beskrivelser over budskab. Og form over indhold.
Jeg er skuffet over novellesamlingen. På en måde som jeg slet ikke havde forventet at blive det. 

"The Cornmaiden and Other Nightmares" af Joyce Carol Oates

"The Cornmaiden and Other Nightmares" af Joyce Carol Oates, fra forlaget Head of Zeus, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2011). 4/5 stjerner. 

Ubehagelige fornemmelser, sitrende punktummer og historier, der endnu ikke er afsluttede, når den næste begynder. Joyce Carol Oates er kendt for at skrive spænding – men måske er der ikke i så høj grad tale om spænding som spændinger. Oates sætter kroppen i undtagelsestilstand og tænder for alle sanser. Alle muskler spændes i en intens fight-or-flight indstilling, imens man læser hendes noveller om kompromisløs overlevelsesevne. 

“Civilization is faces, "appearances": when these collapse, civilization collapses as well.” 

Jeg har ikke læst meget af Joyce Carol Oates. Jeg har læst én, nu to, af hendes novellesamlinger, og jeg gik akkurat glip af at møde hende ansigt til ansigt, da hun gæstede Louisiana Literature i 2014. Det var en varm dag, og jeg havde det skidt. Jeg valgte at blive hjemme i stedet for at tage afsted – og jeg har fortrudt det lige siden.

For Joyce Carol Oates er blandt de mest fascinerende skribenter, jeg nogensinde har læst – selvom jeg slet ikke har læst så meget af hende endnu. Hun skriver med nerve, med indlevelse og lader sine ord med subtile faresignaler. Hun hiver rædsler frem i lyset og eksaminerer dem langsomt gennem sine ord. Hun vækker spøgelser til live, selvom hun aldrig berører det overnaturlige. I stedet skriver hun om det mest uhyggelige mørke af alle; det mørke der gemmer sig dybt inde i ethvert menneske. Jalousi, hævn, had, skam, egoisme og dyrisk overlevelsestaktik. Overnaturlige væsener behøves ikke – for er mennesker ikke de uhyggeligste af alle? 

Denne novellesamling er navngivet med præcision. For hvad er Oates' historier, hvis de ikke er mareridt? Hendes ord er svøbt i silke og brokade, de lokker og overvælder deres læsere, og pludselig vender dig sig mod dig. Det du læser, bliver til noget du ser; livagtige scener med brutale slutninger.

“As long as you're in motion, your perspective is obscured. Only when you reach the summit and turn to look back, can you be at peace.” 

I titelnovellen "The Corn Maiden" kidnapper en flok 12-årige piger en anden yngre pige med gyldent hår. De leger med en vild idé om at ofre hende for at efterligne oldgamle ritualer. De iklæder hende silke, reder hendes korngule hår og bedøver hende med stoffer. De udsulter og isolerer hende – og de holder tæt øje med hendes mor, der bliver mere og mere fortvivlet og deres lærer, der bliver anklaget og mistænkt. Historien kan handle om mange ting og forstås på mange måder; for mig er det et uhyggeligt studie i, hvor meget karismatiske mennesker kan lokke andre ud i. Massementalitet og placering af skyld, den nødvendige heksejagt på et offerlam, der kan skabe fred.

Der er andre ubehagelige historier med i samlingen. En abrupt fortælling om en pige der føler sig overset og tilsidesat af familiens nye baby og brændende ønsker babyen væk, død og borte. En makaber historie om en privatlæge, der indvilliger i en operation, han ikke har kompetencer til for at skaffe lidt flere penge. En fortælling om en pige der ringer sin stedfar op og tager på en køretur, der ender et helt andet sted, end en af dem troede, den ville. En historie om to brødre, den ene god og den anden ond, der skifter identitet undervejs. Og en historie om tvillinger der starter livet med en dødskamp – den stærke kæmper for at opsluge den anden, for at blive ene i stedet for splittet i to. I moderens mave såvel som i livet.

Nogle af Oates' mareridt skinnede klarere end andre – men alle lever op til bogens titel og mareridtstatusssen. Skrevet med drømmeslør og en nervepirrende usikkerhed, er det aldrig let at sætte fingeren på, hvori gyset består. At læse en af novellerne til ende er akkurat som at vågne op efter et mareridt; ude af stand til at forklare den følelse af panik, som en simpel drøm kan efterlade i kroppen i timevis. 

Oates skriver så smukt om så grimme ting. Mest af alt om menneskets forbløffende overlevelsesevne – og evne til at drukne enhver forhindring på sin vej. Livet er sådan en smuk ting, men det er også en nødvendighed. Noget vi må have, uanset dets pris. 

"Christmas at Thompson Hall and Other Stories" af Anthony Trollope

"Christmas at Thompson Hall and Other Christmas Stories" af Anthony Trollope, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1863-1870). 4/5 stjerner. 

Anthony Trollope hører til blandt 1800-tallets helt store skribenter. Han skrev ivrigt og meget, og i sine ungdomsår arbejdede han på et postkontor, hvor han sommetider drog inspiration fra de glemte breve, som aldrig blev sendt eller afhentet. 

I "Christmas at Thompson Hall and Other Stories" er fem af hans noveller samlet – alle fem noveller udspiller sig ved juletid i det engelske landskab, hvor talrige misforståelser, højtidskvaler og kærlighedserklæringer opstår. 

“Perhaps it is not intended that people's lives should be what you call bright.”

Anthony Trollope beskæftiger sig med familier. Komiske og tragikomiske familier med meget trivielle problemer og næsten beundringsværdige evner til at forvandle bagateller til katastrofer. Familier fra den landlige, engelske overklasse der rejser eller mødes på grund af julen. Julen har altid evnen til at bringe familier sammen.

I "Christmas at Thompson Hall" som er bogens længste historie, indtager et ægtepar en kro. Og på kroen spreder de mildt kaos med deres store armbevægelser og mærkværdige misforståelser; de er et klassisk overklassespar, der ikke kan afkode andre menneskers sociale normer. Og resultatet er en kendetegnende britisk og humoristisk fortælling, der næsten minder om Charles Dickens' overdrevne karakterskitser. 

Trollope fortæller lune historier med et drys af noget hjertevarmt; i "Christmas at Kirkby Cottage" fører en kærlighedserklæring til hjemligt panik og en håndfuld kærlige skænderier – for derefter at ende på forudsigelige vis med et kys og en ring, altimens en umoralsk  ophængning af en mistelten skaber kaos i "The Mistletoe Bough".

“Kissing, I fear, is less innocent now than it used to be when our grandmothers were alive.”

Trollopes familier er karikerede, latterlige og så elskelige. Novellerne vrimler med larmende mennesker uden situationsfornemmelse, som roder sig ud i et utal af misforståelser. Småskænderier, julehad, gamle damer der mundhugges, og forelskede par der bæver af nerver og forventning; Trollopes noveller rummer alle de konsekvenser, det kan have, når familier mødes til jul. Og det er så morsomt; så glimrende underholdning. 

At læse novellerne føltes som at se en gammeldags, britisk julefilm. For humoren er enormt britisk; hjemlig, fin og overdreven latterlig. Trollope mestrer sin pen fuldstændig og formår at blande poetiske julebeskrivelser med tørre konstateringer og langvarige diskussioner om, hvorvidt sennep på brystet virkelig kan kurere en forkølelse. Historierne emmer af gammeldags jul i hvide snelandskaber, på herregårde og på små vejhoteller. Selvom mange af historierne med lethed kunne foregå i løbet af hele året, bærer de alligevel en særlig julehygge med sig, som man ikke kan finde andetsteds. De timer jeg tilbragte i selskab med Trollopes karakterer fyldte mig med julestemning og ægte decemberlykke.

"Round the Christmas Fire: Festive Stories" af Nancy Mitford m.fl.

"Round the Christmas Fire: Festive Stories" af Nancy Mitford m.fl., fra forlaget Vintage Classics, udgivet i 2013. 4/5 stjerner.

"Round the Christmas Fire" er en samling af julenoveller og vinterhistorier i alskens former og farver. Med en blanding af romanuddrag, noveller, spøgelseshistorier og endda bidder fra virkelige dagbøger, er bogen en nostalgisk tidsrejse tilbage til klassiske juletraditioner og mundtligt historiefortælleri. 

“It was snowing. It was always snowing at Christmas. December, in my memory, is white as Lapland, though there are no reindeers. But there were cats.” – Dylan Thomas

Forsiden af denne julebog er dekoreret med et billede af en familie foran en pejs; en hjemlig scene med gran, gaver og forventningsfulde børn, der sammenkrummet sidder og venter. Venter på at pakke gaverne op, spise maden og på at aftenen skal gå i gang. Og for en kort stund, imens jeg læste, indtog jeg børnenes plads foran pejsen. Jeg var der, og jeg mærkede varmen, lyset og glæden, som kun julen kan bringe. Gennem mesterlige noveller fortalt af kærlige stemmer, rejste jeg ind i bogen for en stund. Ind i et traditionelt, britisk og muntert julelandskab.

Og faktisk overraskede min indlevelse i bogen mig. Jeg havde ikke regnet med at blive suget så dybt ind i forfatternes juleunivers, for jeg regnede med, at jeg kendte det i forvejen. Jeg har læst så mange klassiske julehistorier, at det kom helt bag på mig, hvor mange i denne samling, jeg slet ikke kendte. Det smukkeste ved "Round the Christmas Fire" er afgjort hvor mange glemte perler, bogen gemmer på. Stort set alle forfatterne er kendte – men historierne er indsamlet med juleelskerens imponerende viden.

Således tog jeg i løbet af 270 sider med til julemiddag med Nancy Mitford, altimens P. G. Wodeouse fik mig til at bryde sammen af grin over butleren Jeeves' påtagede korrekthed. Jeg bagte en katastrofal juletærte i selskab med Edith Nesbit og seks velmenende børn, og bedst af alt tog jeg på elevatortur med John Cheever og blev overøst med gaver fra mennesker, der var glade for at give. Selvfølgelig blev der indimellem også tid til at genbesøge Charles Dickens, Truman Capote og O. Henry – men sandheden er, at ingen julebog havde været komplet uden. De er obligatoriske stop på enhver snedækket julevej.

“But it was good to think he had this to come back to, this place which was all his own, these things which were so glad to see him again and could always be counted upon for the same simple welcome.” – Kenneth Grahame

Jeg elsker "Round the Christmas Fire" alene for at have introduceret mig for "Christmas is a Sad Season for the Poor" af John Cheever. Den lille novelle om den fattige hotelarbejder, der fortæller alle gæsterne om sine trange kår i juletiden, forekom mig som et tragikomisk og hudløst ærligt mesterværk. Novellen er til dels en fortælling om en mand, der hader julen, fordi han ikke har råd til at fejre den – og fordi han er tvunget til at se andre fejre den i overflod, og til dels er den et rammende studie i, hvorfor gaver betyder så meget for os. Og hvorfor de sommetider kan være bedre at give end at modtage. Der er så meget sandhed og grotesk julestemning proppet ind på novellens få sider, at jeg er efterladt dybt imponeret og berørt.

Blandt andre højdepunkter var naturligvis også Edith Nesbit, der med et velvalgt uddrag fra "The New Treasure Seekers" fortalte om barnlige løsninger på manglende julestemning; den påtagede fornuft i at tigge penge og bage en tærte fyldt med rosiner og bær, der var blevet vasket med sæbe. Ligeledes illustrerer "Jeeves and the Yule-Tide Spirit" af P. G. Wodehouse den engelske humor til perfektion. Med tørre konstateringer, en butler der tog sin herre ved næsen og talrige forviklinger af den urkomiske falde-på-halen-agtige slags, skrev Wodehouse sig ind i mit hjerte. Og jeg er overbevist om, at jeg snart er nødt til at møde Jeeves igen.

Og slutteligt vil jeg også fremhæve Edith Whartons elegante julegys. "Afterward" er en sart novelle, der skiller sig tydeligt ud fra den hjertevarme mængde, ved at handle om død, sorg og kriblende fornemmelser. "Afterward" er en spøgelseshistorie af den slags, der kunne blive fortalt over et lejrbål og skabe mareridt for en hel folkeskoleklasse. Og netop fællesskabsfølelsen gør den til en julehistorie – en julehistorie, der hører hjemme i denne samling af noveller i fortællertone.

For der er noget over novellerne i "Round the Christmas Fire", der minder mig om oplæsning. Novellerne bindes sammen på tværs af temaer som spøgelser, gaver, fattigdom, minder, familie og kærlighed, fordi de alle har en blinkende undertone af oplæseri. En fornemmelse af viderelevering og en følelse af indlevelse, der gør, at man virkelig tror, man sidder dér; midt i bogens forside, foran pejsen og nyder en kærlig oplæsning. Og på den måde er titlen ufattelig velvalgt.

"Christmas Magic" af Cathy Kelly

"Christmas Magic" af Cathy Kelly, fra forlaget Harper Torch, udgivet i 2012 (org. udgivet i 2011). 2/5 stjerner.

"Christmas Magic" er en novellesamling af den irske forfatter Cathy Kelly. Det er Kellys første novellesamling, og den er fyldt med historier om livets dilemmaer og hverdagslige problemer – samt et par enkelte historier om jul og hjemlig familiehygge. 

“Whoever had lived there had moved on. But they'd left behind a gloriously beautiful garden, enclosed by rowan, elder and hazel trees. Magical trees.”

En julerød farve med påtrykte gulddetaljer. En titel der leder tankerne hen på julemirakler, og en bagsidetekst der lover hjertevarme fortællinger og hygge i vinterkulden. "Christmas Magic" er åbenlyst markedsført som en julebog med julehistorier. Det er det bare ikke.
Størstedelen af historierne i "Christmas Magic" har intet at gøre med julen eller julevarme følelser. I stedet er novellesamlingen snarere en fortælling om hverdagslige hændelser med et enkelt juledrys klemt ind hist og her. Efter at have læst bogen og alle dens noveller, er jeg stadig overbevist om, at det mest julede ved "Christmas Magic" er dens titel og dens forside. De er til gengæld også julede nok til at lokke læseren ind.
Langt de fleste af Kellys historier er baseret på en velkendt formel. Temaerne er økonomiske problemer, depressioner, infertilitet, ensomhed og forliste kærlighedsforhold. Hovedpersonen er ofte en kvinde, der må konfrontere sit problem, og i slutningen af novellerne løser Kelly enten problemet eller tilbyder håb for, at hovedpersonen nok skal klare det. Og sådan går det fra historie til historie, fra side til side. Som læser ved man altid, hvilken retning historien vil bevæge sig i, og at ale de løse tråde altid vil ende i en overdådig sløjfe. Skabelonen er så tydelig.

“In the weird timescale of the past, it managed to seem both a long time ago and only yesterday since Frankie had lived there. Those twenty years magically disappeared or seemed forever, depending on both her mood and her location.”

Den første historie i novellesamlingen er titelhistorien, "Christmas Magic", der handler om to ældre kvinder, der stadig er tynget ned af deres mors strenge opdragelse og dybt indridsede principper. Da de en dag ved et uheld modtager en bog ved navn "Magic for Beginners" med posten, kan de ikke lade være med at tænke på, hvad deres mor ville have sagt. Og dog viser bogen i sidste ende at give dem den oprørske frihed, som de har brug for. Novellen er bittersød, forudsigelig og kedelig – og selvom den rent faktisk hedder "Christmas Magic" har den ikke så meget med julen at gøre. Den handler snarere om frigørelse, og selvom den skal fremstå som dybfølt, virker den fjollet i stedet. De to ældre kvinder er karikaturer, og det er desværre en fællesnævner for alle Kellys karakterer, der hvirvler ind og ud mellem siderne på denne bog.
Jeg har endnu ikke rystet følelsen af tidsspilde af mig, når jeg tænker på denne bog. Hvis den i det mindste havde fyldt mig med juleglæde og vinterstemning, havde jeg kunne tilgive den. I stedet føler jeg, at jeg har været offer for en smuk forside og en sød titel. Et potentiale Kellys ord ikke kunne leve op til.

"Lips Touch" af Laini Taylor

"Lips Touch" af Laini Taylor, fra forlaget Hodder & Stoughton, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2009). 4/5 stjerner. 

Et kys er en magtfuld ting. Man behøver blot at læse eventyr for at vide det. Peter Pan frygtede det, Tornerose manglede det, og Snehvide ventede på det. Når to læber mødes udløses der en magi, som verden har undret sig over i flere århundrede. En magi der ikke kun hører eventyrsverdenen til.

I "Lips Touch" skriver Laini Taylor om kyssets magi; dets evne til at hele, forvandle og dræbe. Gennem tre eventyrsspundne fortællinger fortæller Laini Taylor om kys, der ikke blot er kys. En pige kysser en fe, en forbandet kvinde kysser en soldat, og en dæmon genfinder en smule af sin menneskelighed. Kysset bliver et skæbnesbestemt vendepunkt; en handling med dyb mening og vedvarende konsekvenser. 

“Like a magpie, I am a scavenger of shiny things: fairy tales, dead languages, weird folk beliefs, fascinating religions, and more.”

Sommetider kan de smukkeste overraskelser antage den mærkværdigste form. Jeg havde aldrig gættet, at den mørke fantasyroman med en frugt på dens forside ville lokke mine tanker væk fra min hverdag og på afspor i en dunkel alfeskov. Jeg havde aldrig gættet, at de tynde sider og de tre korte historier ville hensætte mig i en læsetrance så dyb, at jeg ville miste en hel søndag. Og jeg havde aldrig gættet hvor meget af mig selv, jeg ville føle, jeg havde mistet, da bogen sluttede.
I "Lips Touch" stødte jeg på sansemættede beskrivelser, der dryppede af alfefrugtens saft. Jeg mødte håbløse og hjælpeløse karakter, der var blændet af deres egen kærlighed. Og jeg læste om overnaturlige væsener, der lokkede mig dybere og dybere ind i bogen, indtil mit hjerte var fortabt og foræret væk til Taylors ord. 
Bogen er et lillebitte og strålende kunstværk. De tre fortællinger skinner om kap og kunne måske være hele bøger i sig selv. Den første fortælling er en historie om alfefrugt, sjælelig fortabelse og om forelskelse. Den handler om en pige, der længes efter en dreng. Hun længes så inderligt, at hun ender med frivilligt at gå sin egen undergang i møde. Hun risikerer alt det, hun kender i bytte for et enkelt kys, et flygtigt øjeblik med noget sødt.
Den anden fortælling er en historie om en pige, der er forbandet. Hun har en underskøn stemme, men hvis hun nogensinde ytrer et ord, vil hun dræbe alle omkring hende – inklusiv den mand, hun elsker. Men stilhed er vanskelig, og tre ord truer med at slippe løs fra hendes tunge og ud i verden.
Og den sidste fortælling er en kompliceret fortælling om besættelse, kidnapning og maskespil. Det er en fortælling om ulve, der kan skifte form, om en månedronning der regerer i en fjern verdenskrog, og om væsener der bruger menneskekroppe som midlertidige kostumer. Det er en fortælling om en kærlighed, der går ud over døden, og om en sjæl der lever udenfor kroppen. Det er det mest nervepirrende og smukke, jeg nogensinde har læst.

“She was a girl and she was a queen and back in the mists she was a woman who had seized the moon from the sky and drunk its light so that she would never die. And she never had.” 

"Lips Touch" indeholder tre eventyr, og Laini Taylors skrivestil er et eventyr i sig selv. Sensuelle, fantastiske og poetiske sætninger flyder fra hendes pen og farver fortællingerne med en overraskende dybde. Jeg sank fuldstændig ind i fortællingerne, da jeg læste. Der var kun ordene og de billeder, som de dannede på min nethinde. Særligt den sidste og længste historie "Hatchling" hev mig ind i et univers, jeg kunne have læst hele bøger om.
Min eneste anke mod bogen og den eneste grund til, at jeg ikke tilbyder et fuldt stjernehus, er at én af de tre historier forekom mig lidt svag. "Spicy Little Curses" manglede lidt af den sensualitet, som "Goblin Fruit" tilbød og lidt af den intensitet, som fandtes overflod i "Hatchling". Men måske skyldes det ikke, at historien er dårlig – måske skyldes det blot, at den befinder sig imellem to historier, der er umuligt henrivende. 
Jeg læser så sjældent fantasy, men bøger som denne giver mig lyst til at bevæge mig ud i flere fantastiske universer. For med en fantasi så kraftig og et sprog så poetisk er der intet, der er umuligt at tro på eller at læse om.

“She wanted to climb out of her life as if it were a seashell she could abandon on the shore and walk away from, barefoot.”

"The Enchanted Wanderer & Other Stories" af Nikolai Leskov

"The Enchanted Wanderer & Other Stories" (org. titel "Очарованный странник") af Nikolai Leskov, fra forlaget Vintage Classics, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1873). Læst på engelsk – originalsproget er russisk. 4/5 stjerner.

Nikolai Leskov bliver ofte omtalt som "den største russiske forfatter som de fleste af os ikke kender". Han siges at have haft enorm indflydelse på forfattere som Michail Bulgakov og Anton Chekhov – og dog er hans noveller og korte romaner sjældent forsøgt oversat. Måske fordi de hovedsageligt er skrevet i talesprog og baseret på mundtlige fortællermønstre.
"The Enchanted Wanderer & Other Stories" består af 17 fortællinger – 15 noveller og 2 kortere romaner. 

“The stars hang in the sky like lamps before icons and down below the darkness is so thick that you get the impression that someone is touching you all over.”

Jeg vil ikke klassificere Leskovs skriverier som noveller, men snarere som fortællinger. For ligesom fortællinger, der bliver videreleveret fra mund til mund, er Leskovs skriverier også altid indrammet af en fortæller, der mindes en episode, en historie, et eventyr eller en myte, som vedkommende videreleverer mundtligt til sine tilskuere. Selskabslege, lejrbålsstemning og rejsekammerateri danner baggrunden for de egentlige historier og giver dem et næsten mytisk præg. At læse Leskov føles mest af alt som at blive indviet i en hemmelighed.
I modsætning til sine mere berømte landsmænd skriver Leskov ikke om det russiske aristokrati. I stedet dedikerer han sine historier til arbejdsklassen og skriver om bønder, tjenestefolk, skuespillere, munke, sigøjnerpiger, hestesælgere og soldater. Den rå elendighed og desperation skinner igennem i mange af fortællingerne, selvom den ofte bliver belagt med et lag af ironi og bitter eventyrshumor. I "A Robbery" overvinder en gammel mand og en nervøs dreng således den tyv, der har stjålet deres ure – for derefter at opdage, at deres ure slet ikke var blevet stjålet alligevel, og at de i stedet har gjort dem selv til tyveknægte. Uretfærdighed og uvidenhed fylder meget i fortællingerne og er tydeligst i "The Man on Watch", hvori en soldat straffes for at have forladt sin post – også selvom han forlod den for at redde en druknende mand. Uretfærdigheden er slående og alligevel er det vidunderligt komisk fortalt.
Der er skønhed at finde hos Leskov, men det er en mere rå skønhed, end jeg havde troet mulig. Antologiens første fortælling er "The Lady Macbeth of Mtsensk", som er en blændende kombination af Gustave Flauberts "Madame Bovary" og Shakespeares "Macbeth". Det er en fortælling om en utilfredsstillet kvinde, der er ulykkeligt gift og som i sin kedsomhed forelsker sig hovedkulds i en af de ansatte mænd. Konsekvenserne er fatale, og forelskelsen er dødsdømt fra start. Det er ikke en smuk historie – men Leskov skriver så yndefuldt om en tekandes giftige indhold og bloddråbernes stille dryppen fra en åben hals, at man for et øjeblik kan finde skønhed i de mest groteske scener. Det er detaljemættede billeder, der føles som malerier.

“Now and again in these parts you come across people so remarkable that, no matter how much time has passed since you met them, it is impossible to recall them without your heart trembling.”

Jeg læste denne antologi over tre måneder. Bid for bid, historie for historie tyggede jeg mig igennem den, og undervejs læste jeg endda flere af historierne flere gange. En enkelt historie sprang jeg over, mens andre gjorde store indtryk og forlangte mere opmærksomhed. Jeg tror ikke, der findes én korrekt måde at læse Leskov på, men for mig var læsning ikke nok; jeg havde brug for nærlæsning.
Ironisk nok var antologiens titelhistorie, "The Enchanted Wanderer", den fortælling jeg brød mig allermindst om. Den forekom mig for lang, fortællerstemmen for drævende, og samlingen af fantastiske og lavpraktiske ting næsten meningsløs. Til gengæld fandt jeg så meget andet i antologien, jeg kunne elske. Leskovs fortællerstemme trængte sig ind på mig og overvandt mig, og hver gang jeg fandt bogen frem, føltes det som et gensyn. 
Leskov forærer sine læsere en verden, han kender ind og ud og pakker den ind i et mesterligt sprog, der aldrig er kedeligt, belærende eller nytteløst. Han ved hele tiden, hvor han bevæger sig hen, og hans fortællinger er fyldt med så mange farver og nuancer, at de får alle omkringstående bøger til at blegne. Fra øde sletter til mørke gadehjørner, fra opfinderstuer til teatre, generalkontorer og forladte, faldefærdige værelser på snuskede hoteller – Leskov tager sine læsere med på en rejse igennem det Rusland, han kender. Det Rusland som så mange andre har overset. Fortællinger fra en ægte historiefortæller er så sjældne – og jeg ville ønske, at flere kendte disse. 

“The perceived impoverishment of literature was connected first of all with the multiplication of railroads, which are very useful for commerce, but harmful for artistic literature. Today man travels a lot, but quickly and painlessly and therefore he doesn′t accumulate any strong impressions, he has no time to observe anything---everything slip by. Hence the poverty.”

"Trigger Warning" af Neil Gaiman

"Trigger Warning" af Neil Gaiman, fra forlaget Headline, udgivet i 2015. 4/5 stjerner.

Der findes mange mennesker, som ikke læser introduktioner. En bogs første sider er så nemme at overse, så lette at bladre hen over, og de er end ikke altid markeret med sidetal. En introduktion virker ofte som en forhindring, man skal overkomme, inden læsningen kan begynde. Bare ikke hos Neil Gaiman.

Neil Gaimans introduktion til "Trigger Warning" er et udsøgt, lille kunststykke og i ligeså høj grad en del af novellesamlingen som novellerne selv. I introduktionen reflekterer Neil Gaiman nemlig over trigger warnings; de advarsler, som varsler og informerer nervøse mennesker om, hvad de går i møde. Og samtidig sørger Neil Gaiman også for, at advare sine læsere om, hvilke rædsler bogen vil bringe; ondskab, monstre, mørke, ulykkelige og lykkelige slutninger, levende begravede og forvrængede eventyr.

Husk at læse introduktionen inden du går i gang med en Gaiman-bog. Du har brug for at vide, hvilke ildevarslende verdener hans ord vil føre dig ind i. Du har brug for at blive advaret.

“I wonder, Are fictions safe places? And then I ask myself, Should they be safe places?”

Kuldegysninger. Forudanelser. Nerver og tøven, et hamrende hjerte og en ildevarslende fornemmelse. Bivirkningerne fra Neil Gaimans ord sidder stadig i mig. At færdiglæse og lukke "Trigger Warning" føltes som at vågne op til ødelæggelserne, efter en storm har hærget. Verden er den samme men alligevel forandret. Forvredet. Fordrejet. Neil Gaiman kan bøje virkeligheden.
Novellerne i "Trigger Warning" er forstyrrende. Allerede fra den første sætning efterlader de en med en dårlig fornemmelse, en uro der vokser og vokser til alarmerende højder og eksploderer i den allersidste linje, for derefter at blive hængende i tankerne og skabe gyselige scenarier. Det ene øjeblik læser man om et uskyldigt barn, der ønsker en uhyggelig godnathistorie, det næste læser man om et barn, der hører hjemme i en uhyggelig godnathistorie. Skiftet er så subtilt, at man ikke ser det ske. Ingen mestrer hentydningens voldelige magt så intenst som Gaiman.
For selvom Gaimans noveller er farlige væsener, der lokker læseren med ind i dunkle labyrintgange af bogstaver og blæk, så er de også uimodståeligt smukke. Velskrevne, fyldt med undertonet humor og med ordlyd som gammeldags poesi. Jeg ved end ikke, om det er gys eller fantasy, myte eller mørke. Genrerne udviskes så hurtigt, mens indtrykkene forbliver.
Mellem disse sider vil du finde omskrevne eventyr; to versioner af Tornerose, den ene i digtform, den anden som prosa. Du vil møde en dreng, der bliver genforenet med en barndomskæreste, som han selv digtede op. Du vil blive ført ned i en hule, der efterlader dig en smule ondere, end da du ankom. Du vil opleve hvilke tricks en svigtende hukommelse kan spille, hvilken indflydelse litteratur kan have, og du vil læse slutninger, der snarere er begyndelser. Fra Sherlock Holmes-pastiche til Doctor Who-historier; "Trigger Warning" er en samling af alle de forunderlige småting, Neil Gaiman har skrevet i de seneste år.

“The past is not dead. There are things that wait for us, patiently, in the dark corridors of our lives. We think we have moved on, put them out of mind, left them to desiccate and shrivel and blow away; but we are wrong. They have been waiting there in the darkness, working out, practicing their most vicious blows, their sharp hard thoughtless punches into the gut, killing time until we came back that way.”

I "Trigger Warning" eksperimenterer Gaiman med former og farver. "Orange" er en vidunderligt mærkværdig fortælling om en søster, der bliver farligt besat. Novellen bliver fortalt i interviewform, hvor svarene gives, altimens spørgsmålene udelades. Således sidder man tilbage med en halv historie, som man selv må sammenstykke i korrekt rækkefølge. I virkeligheden sidder man så ofte med spørgsmål uden svar; men Gaiman beviser, at svar uden spørgsmål skaber det samme mysterie. Og langt flere spørgsmål.
Med "Observing the Formalities" belyses en velkendt historie fra en ny vinkel. I stedet for at skrive om Tornerose, skriver Neil Gaiman om den onde fe, der forbandede Tornerose, og den ræsonnering som hun benytter sig af dertil. Resultatet er ambivalent; en tydelig påvisning af uhyrlighedens retfærdiggørelse og et intimt indblik ind i en forskruet tankegang. Og dog – "Observing the Formalities" efterfølges nemlig af "The Sleeper and the Spindle" som argumenterer for det stikmodsatte. Intet er entydigt i Gaimans myteunivers. 
Og alligevel tror jeg, "Feminine Endings" må være min favoritnovelle. En brutal kærlighedserklæring, fra en statue til en amerikaner; fra en passiv betragter til et besættelsesobjekt med en slutning, der endnu får det til at sitre i mit indre. Uden at være den mest skræmmende novelle i novellesamlingen, er det alligevel den mest ubehagelige. Måske mest af alt, fordi den ikke er overnaturlig, men derimod ulideligt realistisk.
Med sine indledende ord skriver Gaiman, at "Trigger Warning" ikke har et fast holdepunkt. At det er en flyvsk samling af små brudstykker uden sammenhæng. Et digt, et eventyr, en forfatterhyldest og en Doctor Who-fortælling, taget fra tidligere udgivne antologier og præsenteret i en samlet udgave. Men det er jeg ikke helt enig i. Der dannes sammenhænge på kryds og tværs af novellerne, fortællertricks, ordlege og en tendens til at undersøge de mest hverdagslige rædsler gennem fantastiske fiktioner. "Trigger Warning" har ikke et overordnet tema, men den har en overordnet følelse. Hvad så end det betyder.

"My True Love Gave to Me" af Stephanie Perkins m.fl.

"My True Love Gave to Me" redigeret af Stephanie Perkins, fra forlaget Macmillan Children's Books, udgivet i 2014. 3/5 stjerner. 

Der er noget ved den faldende sne, de frosne fingerspidser og de røde kinder, der leder tankerne hen på ungdommelig forelskelse. Julen er endegyldigt forbundet med skøjtende par, julehjerter, stjålne kys under en mistelten og sammenflettede fingre, ligesom den glitrende nytårsaften hænger sammen med årets første og sidste kys, mennesker man elsker, nye forhold og ventende muligheder. Og det er netop, hvad "My True Love Gave to Me" indeholder.

Tolv sæsonprægede noveller om jul og nytår, om kærlighed, venskab og højtidsmagi samles i "My True Love Gave to Me". Tolv kendte ungdomsforfattere med navne som Rainbow Rowell, Jenny Han og David Levithan har bidraget med en historie til antologien, som Stephanie Perkins har redigeret og sammensat. Med juleglimt og nytårslys er bogen en farverig samling af forfattere og deres vidt forskellige kærlighedshistorier. 

“You’re a kaleidoscope. You change every time I look away. ” – Rainbow Rowell

Med Rainbow Rowells novelle starter "My True Love Gave to Me" på en bjergtop, der er umulig for de efterfølgende historier at opnå. I løbet af ganske få linjer formår Rowell at etablere et årelangt forhold, der limer læserens blik koncentreret fast på siderne. I "Midnights" følger man et vennepar i løbet af tre forskellige nytårsaftener. Hver gang klokken slår tolv, udbryder et kaos, et kys uddeles, og en længsel opstår. Hver gang klokken slår tolv, går et hjerte itu; og på novellens sidste nytårsaften ændres alting i takt med urets midnatstikken. Det er uendeligt følsomt, skrøbeligt og smukt; en novelle så velskrevet, at jeg opnåede en forbindelse med Rowells karakterer og deres fraværende nytårskys. Jeg kunne næsten se de maleriske scener for mig, som øjeblikke i en film jeg aldrig har set.
Efter Rowells dalende nytårskonfetti kunne der kun komme en skuffelse. Alle de efterfølgende noveller blegner i forhold til Rowells midnatshistorie, og ingen af samlingens andre, gode noveller nåede samme niveau. Ikke desto mindre fandt jeg dog fornøjelse i Jenny Hans nisseunivers, "Polaris is Where You'll Find Me", hvor en ung pige ikke befinder sig blandt ligeværdige, men tværtimod lever blandt nisser, rensdyr og juleglitter på Nordpolens tykkeste is. Hun har ingen at spejle sig i; ingen at tale med, og drømmer om en dreng hvis navn, hun knap nok husker. Historien er eventyrlig og julevarm med et hint af den melankoli, julen kan indeholde for nogen.
Også Stephanie Perkins' julenovelle, "It's a Yuletide Miracle, Charlie Brown", fandt vej til mit hjerte. Perkins opbygger med fin ironi et sødmefyldt, tilfældigt møde mellem to fremmede over et juletræsindkøb. Der er ingen spænding, ingen overraskelser i Perkins' novelle, og dog er den vidunderlig underholdning pyntet med et tyndt lag af lyserødt krymmel. 

“All evening long, real snow would fall from the ceiling to glitter on the lashes of dancing girls and ardent boys, but Neve and the Dreamer didn’t linger. They had other things to do: all of them. All the things, dreamed and undreamed, in the depth and breadth of the whole spinning world. ” – Laini Taylor

Nogle af kærlighedshistorierne i "My True Love Gave to Me" smeltede mit hjerte og varmede mit indre som et omsorgsfuldt krus te i den mest bidende vinterkulde, mens andre af novellerne føltes meningsløse og næsten umulige at gennemlæse. Da jeg nåede enden af denne yndefulde novellesamling, føltes det som om, jeg havde læst forskellige versioner af den samme historie.
Mange af novellerne i "My True Love Gave to Me" falder desværre i den samme fælde og benytter sig af den samme kliché. Eftersom julen er en familiehøjtid og hjertefest, er det også en ensom højtid for mange; og ensomheden spiller en enorm rolle i mange af novellerne. Mange af novellerne starter med en ensom person, en enspænder eller et udkast, som langsomt finder en at stirre op på de funklende julelys sammen med, en at dele et nytårskys med og en til at hjælpe med at holde varmen midt i den bidende kulde. Og selvom det er et smukt koncept, bliver det monotont efter tolv historier, kredsende om det samme plot. Jeg læste alle de små kærlighedshistorier, men flere af dem burde jeg måske i virkeligheden have sprunget over. Ikke alle havde den samme originalitet eller julestemning.
Novellesamlinger er vel altid som en glasskål fyldt med blandede bolsjer. Fra rødstribede pebermyntebolsjer til traditionelle jordbærbolsjer og sorte bolsjer med lakridssmag, er der altid yndlinge og de, man efterlader tilbage uspiste og urørte. Jeg brød mig ikke om Holly Blacks mærkværdige juleeventyr, ej heller Kelly Links ligegyldige, overnaturlige historiebid og slet ikke Gayle Formans eller Ally Carters julenoveller. Til gengæld ville jeg ønske, Rainbow Rowells novelle havde været en hel bog, at Stephanie Perkins' minutiøse kærlighedshistorie havde været en årelang romance, og Jenny Hans glitrende snelandskab have været virkeligt. De noveller var det hele værd; funklende juveler og nattestjerner i et ensformigt julelandskab.