Viser opslag med etiketten Nonfiktion. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Nonfiktion. Vis alle opslag

mandag den 17. oktober 2016

"Love Letters of the Great War" af Mandy Kirkby

"Love Letters of the Great War" af Mandy Kirkby (ed.) fra Macmillan. Udgivet i 2014. 4/5 stjerner.

Den her bog har stået på min bogreol i lang tid. Jeg tog den med mig hjem fra Spanien i 2014, og den har fungeret som en urørt souvenir lige siden. Ikke fordi jeg ikke ville læse den, men fordi jeg havde brug for en smule tilløb. For jeg vidste godt, bogen ville gøre ondt. Jeg anede bare ikke hvor ondt.
I "Love Letters of the Great War" har Mandy Kirkby udvalgt en række breve, der blev skrevet under Første Verdenskrig. Hun har researchet i arkiver og biblioteker, kontaktet efterkommere af brevskribenterne for at kortlægge deres skæbner, og forsøgt at inkludere både bryllupsfotografier og håndskrevne versioner af udvalgte breve.
Hvert brev introduceres af et par linjers kursiv tekst, der beretter om brevskriverens videre skæbne. Og sommetider er de få linjer de mest tragiske af alle. Som f.eks. når et meget smukt brev, der drømmende beskriver "livet efter krigen", bliver leveret med en besked om, at soldaten døde få dage efter. Eller når et brev der starter med ordene "I'm so glad that you're OK", viser sig at være skrevet på samme dag, modtageren døde. Brevene er naturligvis rørende i sig selv, men i konteksten bliver de næsten ubærlige. 
“Funny how Fate plays tricks with human plans.” 
I modsætning til det, den sarte forside antyder, har Mandy Kirkby ikke udelukkende inkluderet poetiske kærlighedsbreve i "Love Letters of the Great War". Mange af brevene er skrevet af mennesker, der led afsavn, og derfor er der ofte ikke langt fra kærlighedserklæringerne til lange afsnit om mad, et ønske om nye støvler eller snedige planer om hvordan man bedst muligt undslipper en anstandsdame. Der er noget chokerende ved så praktiske bekymringer midt i en krigstid. 
Brevsamlingen formår så fint at dokumentere krigens tragedier, komedier og bittersøde slutninger. Som når en kvinde i ramme alvor skriver til en overordnet for at bede om orlov til hendes mand, så de kan være "intimate" sammen, eller når en soldat skriver hjem til en pige, han lige har mødt, men som han i øvrigt ikke rigtigt kan huske, hvad hedder. 
Og så er der selvfølgelig tragedierne. De desperate breve om lange, stjerneløse nætter, om blodbadet og om grusomheden. Og – næsten værst af alt – de optimistiske breve om broderskab og krigsære, der efterfølges af en dødsnotits. Det er barsk læsning. Og det er virkelighed.
“I feel as if someone had uprooted my heart to see how it was growing.”
Jeg har læst meget om Første Verdenskrig. Jeg har faktisk haft et helt fag om krigslitteratur på universitetet. Jeg har læst romaner, memoirs og grusomme digte skrevet af soldater, der har været i krig og er vendt tilbage med granatchok. Men intet af det har fået mig til at græde, som disse breve har.
Den her bog formår at fremhæve individerne. De enkelte hverdagshistorier, der kun udgør en minimal del af krigens samlede historie. Fortællingen om en far, der aldrig kom hjem. En mand der aldrig så sine børn. En kvinde der ikke kunne vente længere og fandt en anden. Et barns tegninger der lå i en fars brystlomme, da han blev skudt. Bryllupsbilleder. Telegrammer med nyheder om død. Det er konkretiseringen, der er det hårdeste. Gennem brevene bliver den fjerne krig pludselig en situation, man kan forestille sig selv i.
Jeg ved ikke, om jeg vil betegne de her breve som stor litteratur. Jeg tror i hvert fald ikke, de stræber efter at være det. De fleste af brevene er ubehjælpsomt skrevet; et virvar af følelser, løfter om evig kærlighed og længsel efter flæskesteg i én og samme sætning, jalousi og formaninger om ikke at gå for meget ud side om side med beskrivelser af krigen og kampen i morgen, der måske kan blive den sidste. Det er rodet. Det er klodset. Men sådan er virkeligheden også.
Brevsamlingen er måske mest af alt et forsøg på at give et indblik i nogle af de liv, der blev berørte af Første Verdenskrig. Og på det præmis lykkedes den.
“The roses are lasting as never before, dark red, every day I bring a whole basket in; when you come, everything is to be full of roses.”

mandag den 19. september 2016

"Charlotte Brontë: A Life" af Claire Harman

"Charlotte Brontë: A Life" af Claire Harman fra Penguin. Udgivet i 2015. 4/5 stjerner.

Jeg græd over denne biografi. Jeg græd over Brontë-søstrenes død, selvom jeg allerede kendte historien om dem; jeg græd over Charlotte Brontës tab, og jeg græd over kendsgerninger jeg udmærket vidste ville ske. Jeg tror, det er første gang, jeg har grædt over en historisk faktabog. Og måske siger det en smule om, hvor velskrevet den er.
Claire Harman overkommer elegant den største udfordring ved at skrive en biografi; hun deler og nuancerer de historiske kendsgerninger nok til, at Charlotte Brontë fremstår som en levende person. Biografien beskæftiger sig nemlig ikke kun med årstal, citater fra breve og udgivelsesdatoer, den består også af litterær analyse, afmytologisering og vage bekendtskaber. Harman trækker på mange kilder – tætte og fjerne – fra Brontë-familien, men lader alligevel hele tiden Charlotte forblive bogens hovedperson. Der spildes ikke meget spalteplads på Brontës forfædre eller sågar på Emily og Anne. Bogen er en Charlotte-biografi, og Harmon lader sig ikke distrahere.
“Healing, "recovering," from a death is also a form of estrangement, a further loss.”
Hvis man leder efter ny indsigt i Charlotte Brontës liv, er jeg ikke sikker på, man finder den her. Ved man intet om Brontë-familien og har man endnu ikke læst alle Charlotte Brontës romaner, er jeg heller ikke sikker på, bogen vil give megen mening. Men er man, som jeg, en stor beundrer af Charlotte Brontës forfatterskab med et vagt kendskab til forfatteren bag, er denne bog helt perfekt.
Claire Harman blander forfatteren Currer Bell med skolepigen, guvernanten, kunstneren, søsteren, datteren og elskeren Charlotte Brontë, og balancerer elegant mellem fiktionen og virkeligheden. Hun ignorerer ikke sammenhængen mellem livet og værkerne, men hun sætter heller ingen lighedstegn mellem dem. Der er, til tider, plads til fri spekulation, men der er også benhårde facts; livstruende sygdomme bragt hjem fra ophold på dårlige kostskoler, desperate citater fra kærlighedsbreve skrevet til gifte mænd, et afslået og senere accepteret frieri, døden af to søstre og manglen på skriveri i perioden derefter. 
Charlotte Brontë (og hendes søstre i særdeleshed) er et slående eksempel på kvinder, der levede tilbagetrukne liv og producerede sensationel, næsten skandaløs, fiktion. Charlotte Brontë var en præstedatter, senere en guvernante, og derefter en anonym forfatter. Hun takkede ofte nej til middagsselskaber, nægtede at møde Charles Dickens, og blev ofte beskrevet som grim, kedelig og snobbet. Men hvor gråt hendes liv på heden end måtte forekomme, var det også fyldt med hjertesorg og talrige triumfer. Og det formår Claire Harman at indfange i sin yndige blå bog med den broderede forside. 


søndag den 21. august 2016

"The View from the Cheap Seats" af Neil Gaiman

"The View from the Cheap Seats" af Neil Gaiman fra Headline. Udgivet i 2016. 4/5 stjerner.

I den seneste uge har jeg bladret i "The View from the Cheap Seats" af Neil Gaiman. Jeg har læst helt ukarakteristisk ustruktureret, har sprunget enkelte dele af bogen over og genlæst andre, startet med slutningen og sluttet med begyndelsen. Jeg har dyppet mine tæer i enkelte kapitler og dykket helt ned i andre – og jeg sidder tilbage med indtrykket af en vidunderligt helstøbt bog.
"The View from the Cheap Seats" er en mærkværdig blanding af Gaimans essays, artikler, anmeldelser, forord og taler. Den indeholder meget rørende mindeord til Terry Pratchett, en tankevækkende artikel om syriske flygtninge, en lang artikel om den mundtlige eventyrstradition og tilblivelsen af Gaimans "Stardust", en hyldest til boghandlere og refleksioner over tegneseriemediet, den berømte "Make Good Art"-tale og mange andre brudstykker af litterær eller dybt personlig karakter.
Bogen vil helt sikkert ikke interesse alle, og alt i den interesserede heller ikke mig. De 500 sider kan bestemt ikke sluges i én mundfuld, og bogen er bedst, når man kan lægge den fra sig og komme tilbage igen – men så er den også helt fantastisk. Under min læsning er jeg blevet opslugt af forord til bøger, jeg ikke har læst, af hyldester til mennesker jeg ikke kender og om muligt blevet mere imponeret over Gaimans syn på sin kunst og sit håndværk. 
“You can no more read the same book again than you can step into the same river.”
I sit forord til "The View from the Cheap Seats" skriver Gaiman, at der ikke er noget system i bogen; at artikler, essays, forord og taler filtrer sig sammen i et majestætisk rod. De er forsøgt inddelt i overordnede temaer som bøger, tegneserier, skribenter, musikere, eventyr, kunst og – til sidst – personlige skriverier. Hvor bogen starter med takketaler afholdt til officielle ceremonier og artikler til antologier, ender den med dybt personlige skriverier om ensomhed, sorg, tab og mindeord til afdøde venner. Og det er dybt rørende.
Bogen får sin titel fra et af de sidste essays, "The View from the Cheap Seats" som beskriver hvordan Neil Gaiman tog til Oscarshowet i 2010 på årsdagen for hans fars død, og sad på de bagerste rækker i en verden af kamerablitz og glamour og følte sig komplet uglamourøs og alene. Han beskriver så fint, hvordan det føles ikke at høre til, og hvorfor man tvinger sig selv til at gå ud, når man burde være alene. Det er rørende og vemodigt – og dog holder han sig fra det rørstrømske med et tiltrængt drys af humor.
“We win some, but we lose many. We lose a lot. We lose our friends and we lose our family. In the end we lose everything. No matter who's with us, we always die alone. When you fight your battles, whatever battles you fight, it's always going to be about life.”
I virkeligheden er Gaimans nonfiktion ikke så anderledes fra hans fiktion. Hans skrivestil er elegant, uanset om han lovpriser Tolkien, interviewer Stephen King eller opfinder karakterer og situationer, der aldrig har fundet sted. Hans væsen og hans intelligens skinner igennem siderne, og det er svært ikke at høre hans britiske accent i ens indre, imens man læser. Teksterne er vedkommende og giver et fint indblik i Gaimans skriveproces; det er let at se sammenhænge i hans taler, temaer og anekdoter han vender tilbage til, genbruger og omskriver til de er uigenkendelige igen. 
"The View from the Cheap Seats" er en sjov bog at anbefale. Det er et must-read for Gaiman-fans, men jeg tvivler på, at man vil blive lige begejstret for de 84 bidrag. Nogle vil man springe over. Nogle vil man hade. Nogle vil man glemme igen – men andre vil ramme plet og gøre bogens andre indslag helt overflødige. 

Du vil komme ud på den anden side af denne bog med optimisme og en betydeligt forlænget læseliste. For boganbefalinger fra Neil Gaiman må være boganbefalinger, der er værd at følge. 
“I believe we have an obligation to read for pleasure, in private and in public places. If we read for pleasure, if others see us reading, then we learn, we exercise our imaginations. We show others that reading is a good thing.” 

søndag den 17. april 2016

"The Unknown Unknown" af Mark Forsyth

"The Unknown Unknown" af Mark Forsyth fra forlaget Icon Books. Udgivet i 2014. 5/5 stjerner.

Måske er det at strække sandheden lidt, når man kalder "The Unknown Unknown" for en bog. For det er egentligt mere et hæfte end en bog; 23 sider der bliver sammenholdt af helt almindelige papirsclips i ryggen. Mest af alt minder det om en lille folder eller en pamflet, som man kunne få stukket i hænderne til et foredrag eller finde i bunden af en indkøbspose. Men sommetider kommer de smukkeste overraskelser i de mindste indpakninger. Og "The Unknown Unknown" er alt, hvad jeg kunne ønske mig.
For i løbet af sit 23-siders lange essay, formår Mark Forsyth at opsummere, hvorfor bogbutikker er nødvendige. Og hvorfor de stadig er relevante i en verden fyldt med online butikker, e-bøger og lette indkøbsmuligheder. Og han fastsætter boghandlens relevans uden at bagatellisere den digitale verdens fordele. Han er hverken en rablende romantiker eller en håbløs idealist. Han er realist, og han rammer hovedet på sømmet.
“The book is still waiting for you, the perfect book, the one that will answer every question you didn't know to ask. It's on the shelf at the top, in the corner, just within reach of your grasping hand. The unknown unknown, waiting like an undiscovered continent, just at the back of the bookshop.” 
For hvorfor er bogbutikker nødvendige? Jeg er selv plusmedlem på Saxo.com og kan bestille alle de bøger, jeg drømmer om med et enkelt klik, forhøjet rabat og gratis fragt. Det er nemt, og de har altid, hvad jeg leder efter. Men de kan ikke give mig det, jeg ikke ved, jeg leder efter. 
Netbutikker er beregnet til målrettet shopping. De kan ikke overraske. De kan ikke lokke mig til at samle en bog op, blot fordi den ligger på et udstillingsbord og glimter. De kan ikke få mig til at læse en bagsidetekst, fordi jeg går og fordriver tid. De kan ikke præsentere mig for bøger, jeg ikke ved eksisterer. Men det kan bogbutikker. Og lige så frustrerende det kan være, at gå forgæves efter en bog der ikke er på lager – lige så vidunderligt er det, at komme hjem med en bog, man ikke anede eksisterede.
 “Lord, deliver us from what we already knew we wanted. Give us some new desires, the weirder the better.”
Jeg kommer aldrig til at erstatte onlineshopping med en gåtur i gågaden. Jeg er alt for målbevidst, for kræsen, for specifik i mine søgekriterier til at lade mig nøje med de fysiske butikkers begrænsede her-og-nu-udvalg. Men jeg kommer heller aldrig til at holde op med at slentre ind i boghandlere. For jeg elsker overraskelser. Jeg elsker at rode i bogkasser og finde bøger, jeg aldrig før havde hørt om. Jeg elsker at se på smukke bogforsider, som jeg aldrig har set før, og jeg elsker at samle en bog op, bare fordi den er der, og bare fordi jeg er nysgerrig. Jeg elsker bogbutikker, fordi de altid overrasker mig; uanset om det er med en smuk udgave af min yndlingsbog eller en obskur roman af en glemt forfatter. 
Og det er lige præcis, hvad "The Unknown Unknown" handler om. Mark Forsyth beskriver mine egne købevaner så præcist, og jeg er fuldstændig enig med ham; de bedste bogoverraskelser stammer ikke fra en hurtig Google-søgning. De bedste bogoverraskelser finder sted, når man træder ind i en boghandel.  

torsdag den 24. marts 2016

"Dewey: Bibliotekskatten, der ændrede verden" af Vicky Myron og Bret Witter

"Dewey: Bibliotekskatten, der ændrede verden" (org. titel "Dewey: The Small-Town Library Cat Who Touched the World") af Vicky Myron og Bret Witter, fra forlaget Bazar, udgivet i 2008. Læst på dansk – originalsproget er amerikansk. 1/5 stjerner. 

Vicky Myron arbejdede som bibliotekar i en lille by i Iowa. Omkring hende var biblioteket ved at smuldre og byen ved at falde i søvn. Hendes privatliv lå i ruiner, men alting blev ændret da hun en dag reddede en forladt kattekilling og lod den flytte ind på biblioteket.
Katten fik navnet Dewey. Og Dewey fik lov til at blive boende på biblioteket, hvor den opmuntrede og tiltrak byens beboere. Denne bog er historien om kvinden, der reddede katten – eller katten, der reddede kvinden. 

For nylig skrev jeg et indlæg om de buzzwords, der altid kunne vække min læsetrang. Og denne bog havde dem alle; katte, biblioteker og bogreferencer. Jeg elskede bagsideteksten – men jeg hadede hvert sekund af bogen. Jeg troede, det ville blive hurtig hyggelæsning i toget, men i stedet blev det til tvungen pligtlæsning. Det var, uden tvivl, en fiasko fra start til slut. Og jeg har stadig ikke helt forstået hvordan det kunne gå så galt.
For det er ikke Deweys skyld. Katten, der pryder bogens forside og dens titel, er vidunderligt charmerende og sød at læse om. Jeg kan let forestille mig den som en legende killing, der jager elastikker dagen lang eller som en halvgammel kat, der hviner af flagermuse og traver langsomt rundt i biblioteksgangene. Jeg ville elske at have stødt på Dewey eller en kat som Dewey i mit lokale bibliotek. Og jeg ville have elsket, hvis Dewey rent faktisk var bogens hovedperson.
For lad dig ikke snyde af titlen eller forsidebilledet: dette er ikke en bog om en kat. Det er en bog om en kvinde, der finder en kat og alt det, hun lader katten være vidne til. Det er en fortælling om et almindeligt liv, kludrede familieforhold, et nedadgående biblioteksbesøgstal, og om en kvinde der møder en kat og gør den til den messias, der skal redde dem alle.

Kattens rolle i bogen er ligegyldig og fyldt med antagelser. På hver eneste side står der formuleringer som "Dewey tænkte", "Dewey mente" eller, værst af alt: "Dewey ville redde biblioteket og gøre alle glade". Den stakkels kat tillægges motiver, den nok slet ikke har. Og resultatet er oversentimentalt og gentagende.
Sommetider føles det endda som om, bogen er skrevet af et lille barn. Myron bliver ved med at observere, hvordan andre tror, Dewey bedst kan lide dem, når hun ved, katten bedst kan lide hende (hvilket nok er sandt, eftersom det er hende, der serverer kattemaden). Hun fnyser af alle, der tror de har et særligt forhold til katten – mens hun samtidig igen og igen skriver, hvor særligt hendes forhold med Dewey er. Det er både selvmodsigende og intetsigende.
Bogen er også fyldt med personlige anekdoter fra Myrons eget liv samt lange beskrivelser af Iowas økonomi. Historien om katten blev ofte brudt og glemt til fordel for fortabelser i Iowas landskab eller halve hentydninger til et anstrengt mor-datter forhold (som katten Dewey naturligvis også kurerede). Det interesserede mig ikke. I sidste ende var det eneste i bogen der interesserede mig de søde katteanekdoter. Og dem var der overraskende få af, men alligevel nok til, at Vicky Myron har skrevet en hel serie af bøger om Dewey. Eller om alt muligt andet.

onsdag den 23. december 2015

"The Cat Who Came for Christmas" af Cleveland Amory

"The Cat Who Came for Christmas" af Cleveland Amory, fra forlaget Corgi, udgivet i 2011 (org. udgivet i 1987). 3/5 stjerner.

En juleaften i New York stødte Cleveland Amory på en sær lyd, da han gik sin aftentur. En udsultet og fortabt kat kaldte på ham, og han samlede den op og tog den med hjem – kun for en aften eller to, for han foretrak hunde og ville egentligt ikke have en kat. Men katten var flyttet ind – og den havde tænkt sig at blive.
"The Cat Who Came for Christmas" er fortællingen om det første år, hvor Cleveland Amory boede sammen med sin kat. Et år fyldt med sære begivenheder, magtkampe og ægte kattekærlighed. 

“One of the ways in which cats show happiness is by sleeping.”

"The Cat Who Came for Christmas" er en fortælling om et usandsynligt venskab mellem en mand og en kat der opstår midt i juletiden, og den er akkurat lige så hjertevarm, som man kunne forstille sig. Fyldt med underfundige bemærkninger om kattens egenrådighed og smilfremkaldende øjeblikke hvor kattens ejer indser, hvor glad han egentligt er for sin kat, er denne lille bog en perle for enhver katteejer og katteelsker. Det er nemlig en sand historie om den forståelse, der sommetider kan opstå mellem et menneske og et firbenet væsen med knurhår. 
Men selvom det er en sand historie, føles det ikke sådan. Amory skriver med en legende lethed og kaster sig ud i kapitellange refleksioner over, hvor meget et kattenavn egentligt betyder, og hvilke stamfaderen katten har. Historie, fantasi, sludder og vrøvl blandes sammen med hinanden undervejs, og selvom historien i sig selv er sand, føles bogen ofte som fiktion. Sommetider mister man synet af bogens røde tråd og glemmer, hvad det egentligt er, man læser; en hjertevarm historie om en forsvundet kat – eller en redegørelse for ægypternes kattetilbedende tendenser.
Og selvom det er charmerende, er det også en smule trættende. Bogen zigzagger mellem hjemlige katteepisoder og højtflyvende refleksioner. Og selvom der afgjort er meget, der skal tages i betragtning, når man skal navngive sin kat, har jeg svært ved at forstå, at det er over tyve siders prosa værd. Især når det er tyve selvgentagende siders rableri.

“As anyone who has ever been around a cat for any length of time well knows cats have enormous patience with the limitations of the human kind.”

Men på trods af sine fejl er bogen hjertesmeltende sød. Især begyndelsesscenen hvor Cleveland Amory finder katten, og egentligt ikke har besluttet sig for at beholde den – men alligevel formår at skræmme den dame, der skal adoptere katten væk, fremkaldte talrige smil hos mig. For det mest fantastiske ved de små pelsdyr er jo netop, at man ender med at holde af dem, før man har forstået det selv. Og så er det allerede for sent.
Som såden er "The Cat Who Came for Christmas" ikke en julebog. Men det er en sand fortælling om en kat, der overvandt dens ejers kattefjendske hjerte; en kat der flyttede fra gaden og ind i lejlighed og forandrede en mands liv for altid. Det er en fortælling om magtkampe og krisesituationer, som kun katteelskere vil kunne genkende – og om den umulige opgave det er, at opdrage en kat, når det i virkeligheden er katten, der opdrager en. Og ud over at vække enhver katteelskende impuls til live, så foregår bogen også i juletiden, hvor sneen falder og julestemningen hersker.

mandag den 5. oktober 2015

"84 Charing Cross Road" af Helene Hanff

"84 Charing Cross Road" af Helene Hanff, fra forlaget Sphere, udgivet i 2007 (org. udgivet i 1970). 4/5 stjerner.

"84 Charing Cross Road" er en brevudveksling, en samling af virkelige breve skrevet af skribenten Helene Hanff til antikvarboghandleren Frank Doel og de andre ansatte i boghandlen. Brevene blev virkelig sendt, og bogen er et nøglehulskig ind i bogsnak og bogsamleri, blomstrende venskaber og hverdagslivet i henholdsvis England og New York i 1949. 
Helene Hanff begyndte at skrive til Marks & Co, et ankvariat på 84 Charing Cross Road i London, fordi hun ikke kunne opspore de bøger, hun manglede i New York. I årevis skrev hun med den ansatte Frank Doel for at bestille bøger, og langsomt ændrede hendes korrespondance med Frank sig fra forretning til en fornøjelse.

“It's against my principles to buy a book I haven't read, it's like buying a dress you haven't tried on.”

Jeg ved ikke, hvordan jeg kunne overse det, men da jeg begyndte "84 Charing Cross Road" var det i troen om, at jeg var ved at læse en brevroman. Manglende research overbeviste mig om, at historien var fiktiv, og derfor troede jeg, at jeg havde regnet bogen ud for længst, men jeg blev overrasket undervejs. For virkeligheden er ikke sådan til at regne ud.
Korrespondancen mellem Helene Hanff og Frank Doel er dog af sådan art, at den hurtig kan virke fiktiv. Frank Doel er den perfekte engelske bogsælger, hvis breve er komponeret med kølig høflighed, og Helene Hanff er den frembrusende amerikaner, hvis breve indeholder massevis af udråbstegn, sludderi og trusler om bål og brand, hvis bøgerne ikke når frem til hende i sikkerhed – skrevet i charmerende vendinger og med et glimt i øjet, selvfølgelig. Akkurat som var det en roman, tør Frank langsomt op for Hanffs varme tone, og et venskab blomstrer mellem dem. Et tyve år langt venskab sammensmedet af bøger, bogsamleri og firkantede forsendelser.
Langsomt begynder Helene Hanff også at udveksle breve og gaver med andre ansatte i boghandlen. Hun sender kurve til jul, der bliver mødt med stor begejstring og lykkelige takkebreve, og hun kommunikerer endda med Franks kone om strømpebukser og hverdagssysler. Altimens vokser en drøm i hendes indre om at tage til England en dag for at møde boghandlerfolket hun holder så meget af, og for at se det land, hun så ofte har læst om. 

“I love inscriptions on flyleaves and notes in margins, I like the comradely sense of turning pages someone else turned, and reading passages someone long gone has called my attention to.” 

Jeg blev meget rørt over slutningen i denne bog – som jeg i øvrigt slet ikke ved, om er en slutning. For selvom bogen sluttede, levede historien videre med Helene Hanff, der rent faktisk tog til London, som hendes dagbogudgivelse "The Duchess of Bloomsbury Street" så muntert fortæller. 
Frank og Hanffs venskab er så smittende, fint og så optimistisk. Det giver mig en oprigtig følelse af håb, når jeg læser om mennesker, der blev så gode venner så tilfældigt. Mennesker der fik ægte indflydelse på hinandens liv gennem bøger, breve og ord. Mennesker der rent faktisk har eksisteret, og breve der rent faktisk er blevet sendt af sted.
Bogen er en sand fryd; hyggespredende og varmende som en kop varm kakao på en kold efterårsdag. Brevene er fyldt med humor, langvarige diskussioner af brugte bøger i forhold til nykøbte bøger, og deciderede raserier over bøgers stand, forkortede udgaver og forsvundne forfattere. Det er så let at forstå, hvorfor Frank Doel langsomt tøede op over Hanffs breve, for hun forekommer mig som værende den perfekte penneven. Hendes pen indfanger øjeblikke, der med deres absurd frembrusende formuleringer fik mig til at klukle.
"84 Charing Cross Road" er en bog af den slags, som alle bogelskere burde læse og have stående i reolen til evig tid. Det er et hverdagseventyr af den helt store slags – et bevis på hvordan bøger kan forene og sammenknytte mennesker på tværs af verdenshave.

“If you happen to pass by 84 Charing Cross Road, kiss it for me? I owe it so much.”

søndag den 23. august 2015

"Ex Libris" af Anne Fadiman

"Ex Libris" af Anne Fadiman, fra forlaget Farrar, Straus and Giroux, udgivet i 2000 (org. udgivet i 1998). 4/5 stjerner. 

Anne Fadiman voksede op i et hjem fyldt med bøger. Hendes far var en anerkendt litteraturkritiker, og hendes mor var forfatter og skribent i Time Magazine. Som barn legede Anne Fadiman i sine forældres bibliotek og stablede tårne og fæstninger ud af bøgerne, altimens hver aften sluttede med højtlæsning i et svagt oplyst børneværelse. Anne Fadiman voksede op med bøger, og hun lærte hurtigt at elske dem.
I essaysamlingen "Ex Libris" fortæller Anne Fadiman om et liv med bøger. Hun skriver om det at være en sesquipedelaian (en beundrer af lange ord), om ikke at kunne udholde synet af en grammatisk fejl og om at læse alt fra manualer til annoncer og ugeblade i mangel på en god bog. "Ex Libris" er både humoristisk, underholdende og hyggelig læsning.

“[T]here is a certain kind of child who awakens from a book as from an abyssal sleep, swimming heavily up through layers of consciousness toward a reality that seems less real than the dream-state that has been left behind. I was such a child.”

“I have never been able to resist a book about books” skriver Anne Fadiman i et af sine essays og opsummerer dermed ikke blot sin egen kærlighed til bøger – men også hele grunden til, at jeg befinder mig i sofaen med hendes bog i hånden. Jeg er, som så mange læsere og som Anne Fadiman selv, heller ikke i stand til at modstå en bog om bøger. Læserliv og læselykke har altid fascineret mig, og jeg læser gerne hundrede sider om en ukendt persons bogminder i min søgen efter genkendelse og "Jeg troede kun det var mig!"-øjeblikke. Der findes et særligt slægtskab mellem læseheste, bogsamlere og bibliofile, som ikke kan findes andetsteds.
Anne Fadimans essaysamling er heldigvis rig på genkendelig bogkærlighed, finurlige anekdoter og små læsersærheder, som jeg aldrig har hørt om før. Fortalt med en smittende humor, knivskarp intelligens og oprigtig entusiasme er "Ex Libris" næsten obligatorisk læsning for enhver bogorm. 
For Anne Fadiman deler så rigeligt ud af sig selv og sit læserliv. Bogen begynder med en fortælling om, hvad der sker, når to bogreoler skal giftes, og to personers bøger skal flyttes sammen (herhjemme er min bogreol fyldt mine egne bøger, imens Nicos beskedne stak endnu står på hans skrivebord), og bogen afsluttes med en smuk refleksion over forskellen på det, man forventer, når man træder ind i en boghandel og et antikvariat. Med essays om ufrivillig korrekturlæsning på alt fra skilte til menukort, tanker om børneopdragelse med tilhørende læsning, indrømmelser om ødelagte og overskrevne bøger og om at indse, at man hele livet har skrevet hilsner i bøger på den side, der er beregnet til forfatterens autograf, er bogen den perfekte hyggelæsning. 

“Books wrote our life story, and as they accumulated on our shelves (and on our windowsills, and underneath our sofa, and on top of our refrigerator), they became chapters in it themselves.”

Jeg fløj igennem "Ex Libris" og endte særligt med at holde af et essay om højtlæsning og et om kuglepenne. Afsnittet om højtlæsning mindede mig om højtlæsningens største værdi i vores travle verden; at man hverken kan skimme eller skippe, at alle ord bliver tillagt en ligelig værdi, og at hver eneste sætning er værd at færdiglæse. Det er en lektion, jeg burde bide mere mærke i, end jeg gør – for jeg er netop for utålmodig til højtlæsning af længere passager.
Afsnittet om kuglepenne mindede mig derimod om skriveprocessen selv; den nostalgiske magi man forbinder med Sir Walter Scotts fjerpen og Hemingways skrivemaskine stillet overfor det kedelige antiklimaks, en computers blanke Word-side bidrager med. Jeg tror, vi alle har en tendens til romantisere kuglepennen og skyde skylden for manglende inspiration på computeren – selvom det selvfølgelig bare er mytemageri. Det mindede Anne Fadiman mig i hvert fald om. 
I virkeligheden kunne jeg blive ved med at fremhæve geniale pointer, fine tankestreger og skæve betragtninger fra de mange essays i "Ex Libris". Men i stedet for at genfortælle, vil jeg hellere opfordre; læs denne bog hvis du vil læse om en læser, der gør enhver af de utænkelige ting, som du troede kun var forbeholdt dig selv. Læs denne bog hvis du er så forelsket i ord, at du har brug for at få sat ord på ordene selv. Læs denne bog hvis du, ligesom Anne Fadiman og jeg, elsker bøger om bøger – med eller uden genkendelsesgaranti. 

tirsdag den 26. maj 2015

Tema-tirsdag #93: Læser du (selv)biografier?

For et par år siden var det som om, hele Danmark læste biografier. Om alt og om alle. En af mine bekendte betroede mig med begejstret stemme, at hendes yndlingsgenre var biografier og selvbiografier. Hun fortalte mig, at hun elskede at læse om kendte menneskers liv, deres hemmeligheder og deres jordnære betragtninger. "Det var ligesom at blive inviteret helt indenfor," sagde hun. Og jeg forstod det virkelig ikke.
Jeg har aldrig helt forstået, hvordan biografier og selvbiografier kan være en yndlingsgenre. Som udgangspunkt tror jeg ikke, at det er en genre, man kan generalisere; at man højlydt kan proklamere at elske biografier generelt – for er det ikke i de fleste tilfælde kun specifikke biografier, der har interesse? Genren forudsætter, i mine øjne, en interesse i en person eller i et emne, før den er succesfuld – det ville aldrig give mening for mig at læse Linses selvbiografi, og det ville måske virkelig lige så kedeligt for andre at læse Stephen Frys. Jeg har svært ved idéen om, at man kan elske selvbiografier som genre og ikke som interesse. 

Jeg har aldrig selv læst mange biografier – og nærmest ingen selvbiografier. Måske er det fordi, at de mennesker jeg har størst interesse i at læse om for længst er borte uden en efterladt selvbiografi. I stedet har jeg ladet mig nøje med historiske biografier, hovedsageligt bestående af årstal og spekulationer, om Marie Antoinette, Jane Austen, Charles Dickens, Astrid Lindgren og Shakespeare. 
Historiske biografier er selvfølgelig noget helt andet end selvbiografier eller nutidige biografier. Ingen kan vide, hvad Jane Austen tænkte, da hun var tyve – og ingen kan interviewe hende og spørge, og derfor bliver den historiske biografi en mere tør opremsning uden det personlige krydderi. Historiske biografier har gjort mig klogere og udvidet min horisont, men de har sjældent været decideret underholdende. Der er noget ved læsningen af facts og årstal, der føles som en ufrivillig pligt. Hvorfor ved jeg ikke.
Selvbiografier har jeg læst forsvindende få af. Faktisk har jeg kun læst en enkel – nemlig den første i rækken af Stephen Frys selvbiografier, "Moab is My Washpot", og selvom den var god og velskrevet, var den også en besynderlig læseoplevelse. Der er noget sært ved at sidde og læse om et andets menneskes liv og føle, at dele af det er kedeligt. Jeg ved aldrig helt, om man kan kalde andre menneskers liv for underholdning på samme måde som en roman.
Jeg ville ønske, jeg var bedre til at læse biografier og selvbiografier, og at jeg kunne nyde dem på en mere afslappende måde. Faktum er blot, at de oftest ender nederst i min læsestak, og at de sjældent efterlader vedvarende spor. Jeg kan ikke lade være med at kategorisere nonfiktion som noget tungt og pensumlignende. Også selvom det ikke nødvendigvis er det.

Læser du selvbiografier og biografier? I så fald, hvad er den bedste af slagsen, du har læst?

søndag den 29. marts 2015

"By the Book" af Pamela Paul

"By the Book" af Pamela Paul, fra forlaget Henry Holt and Co., udgivet i 2014. 3/5 stjerner.

Hvad er Neil Gaimans læsemæssige guilty pleasure? Hvilken bog ville Lena Dunham anbefale til præsidenten? Hvilke bøger står i Isabel Allendes badeværelse? Og hvilke tanker gør David Mitchell sig om fantasy-genren?
Svaret på disse spørgsmål – og mange flere – gemmer sig i denne dekorative bog, som er fyldt med forfatterinterviews og læsediskussioner. Redaktøren Pamela Paul har udvalgt femogtres interviews fra den ugentlige udgave af The New York Times Book Review. "By the Book" er fyldt med storslåede forfattere, der er blevet interviewet om deres egne yndlingsbøger.

“When you're ten, there is still an outside chance that you might find Narnia behind the wardrobe, that the fur coats could turn into fir trees.” – David Mitchell

Sommetider glemmer jeg, at forfattere også er læsere. Jeg har meget svært ved at forestille mig en ung Neil Gaiman, der forundres over brugen af fodnoter, eller en ung J. K. Rowling der fandt sin barndomshelt i en bog, når hun senere selv skabt så mange af mine barndomshelte. Det virker ærefrygtindgydende at tænke på Donna Tartts bogreol eller Ian McEwans yndlingsdigt. Og dog – for på den anden side giver det al mening i verden, at al skrivning starter med læsning.
"By the Book" er sådan et fint nøglehulsglimt ind i en ellers lukket verden. De femogtres interviewede forfattere spænder bredt, og det samme gør de spørgsmål, de er blevet stillet. Nogle spørgsmål, såsom en boganbefaling til præsidenten, eller hvilke bøger der er overvurderede, går igen, mens andre er meget specifikt målrettet til den enkelte forfatter. Der er en fin vekselvirkning mellem det sjove og det seriøse, mellem boganbefalinger og læsefjolleri, og bogen er lige præcis tilpas informativ og tilpas underholdende til aldrig at være kedelige eller ligegyldig. Selv interviews med forfattere jeg ikke nødvendigvis selv har læst bøger af, blev læst med stor fornøjelse fordi læsningen selv var i centrum.
Undervejs i bogen brød jeg ud i grin over Emma Thompson gæsteliste til et litterært festselskab, jeg fandt overraskende trøst i tanken om, at selveste Donna Tartt fandt James Joyces "Ulysses" en overvurderet, jeg fik lyst til at læse en bog af Junot Diaz, jeg blev betaget af Zadie Smiths yndlingsbøger, og jeg klukkede over Neil Gaimans lune humor, da han nævnte sine egne bøger i en anbefaling til præsidenten.

“Perhaps the greatest reading pleasure has an element of self-annihilation. To be so engrossed that you barely know you exist.” – Ian McEwan

"By the Book" er sådan en bog, som enhver bogelsker vil nyde at læse. Hvert eneste interview er fyldt med et virvar af boganbefalinger, læseinspiration og generel forundring over, hvad ord kan og er i stand til. Jeg læste bogen over et par dage, og jeg nød at vende siderne langsomt, at læse om andres læsning og at opdage små bånd af enighed, der bandt mig sammen med en eller flere af de prestigefyldte forfattere på tværs af tid og rum. For hvem skulle have troet, at Joyce Carol Oates og jeg ville have en eneste bogkærlighed til fælles?
Mit eneste kritikpunkt til bogen er i virkeligheden også en personlig smagssag. For selvom variationen af de interviewede forfattere i bogen er stor, ville jeg ønske, at den var mere præcis og sammenhængende. Pamela Paul eksperimenterer tydeligvis med, hvad vi definerer som en skribent i traditionel forstand, og medtager både forfattere af jurabøger, sangskrivere, manuskripforfattere og politikere. Fra Lena Dunham (som på daværende tidspunkt ikke havde udgivet en bog) til Arnold Schwarzenegger, Sting og talrige professorer i politik og jura, spænder bogen bredt. Næsten for bredt. Problemet opstår især, når interviewene målrettes, så forfattere af tekstbøger kun anbefaler andre tekstbøger, eller politikere kun diskuterer politiske bøger. Det bliver for specifikt og for tungt, og således sprang jeg selv et par interviews over i forbifarten.
Ikke desto mindre er det kun en mindre skavank; langt størstedelen af de litterære interviews i "By the Book" er litterære på en sådan måde, at de fleste kan være med. Den smukke bog er fyldt med værdifulde bogtanker og dedikerede læseliv, den er tankevækkende, sjov og ufatteligt relaterbar.

“My favorite literary heroine is Jo March. It is hard to overstate what she meant to a small, plain girl called Jo, who had a hot temper and a burning ambition to be a writer.” – J. K. Rowling

torsdag den 5. marts 2015

"Days of Reading" af Marcel Proust

"Days of Reading" (org. titel "Sur la lecture") af Marcel Proust, fra forlaget Cicero, udgivet i 2009 (org. udgivet i 1905). Læst på engelsk - originalsproget er fransk. 3/5 stjerner. 


"Days of Reading" er en samling af fem essays, hvori Proust udforsker læsningens natur. I kraftfulde ord genkalder han sig den fredfyldte barndomslæsning og reflekterer over, hvad læsning betød for ham dengang i forhold til i hans voksenliv.  Andre af de inkluderede essays har mere karakter af litteraturkritik, hvor Proust hylder og diskuterer den engelske forfatter John Ruskin. 

“There are no days of my childhood which I lived so fully perhaps as those I thought I had left behind without living them, those I spent with a favourite book.”

I en flydende tankestrøm tager Proust med sit titelessay, "Days of Reading", læseren tilbage til en svunden tid. En barndomstid, hvor man var ung og let at gøre indtryk på; hvor man havde frie og lange dage, som man fyldte med bøger. I løbet af en enkelt sætning transporterer Proust sin læser til en verden, der udelukkende består af læsningens tidligste begejstring. Han mindede mig om, hvordan hele dage sommetider forsvandt, og hvordan et råb om aftensmad og påmindelser om pligter var den værste lyd i verden, for den hev en ud af en fiktiv verden og ind i den virkelige. Med sine stemningsdannende ord minder Proust mig om, hvordan det var at være et læsende barn.
Jeg har endnu ikke læst meget af Proust. Vores bekendtskab er sparsom, og det samme er min viden om den legendariske forfatter, der mest af alt er kendt for at have skrevet verdens længste bog. For halvandet år siden læste jeg det første bind af "På sporet af den tabte tid", og jeg læste den famøse scene om den famøse madeleinekage, der starter en lang erindringsrejse for både læser og fortæller. Og jeg lærte hurtigt, at Proust var ligeså svær, som han var berømt; hans sætninger kringler sig i det uendelige, punktummerne er sparsomme, og springer man et eneste ord over, vil man ofte risikere at miste en hel mening. Proust udtrykker sig i sanselige billeder og at læse dem er at opleve dem. Her er "Days of Reading" ingen undtagelse. Bogen er livlig, levende og øjeblikkeligt mindefremkaldende. Men den er også svær.

“Who cannot recall, as I can, the reading they did in the holidays, which one would conceal successively in all those hours of the day peaceful and inviolable enough to be able to afford it refuge.”

For Proust skriver meget. Og han skriver især meget om en forfatter, som jeg aldrig selv har læst – den engelske John Ruskin. John Ruskin er en kendt indflydelse på Prousts forfatterskab, og i essaysamlingens indledende essay erklærer Proust sin kærlighed til Ruskins prosa. Litteraturkritik, idolisering og uenighed blandes sammen i en stor masse, som jeg havde svært ved at finde hoved og hale i. Det første essay er muligvis det sværeste, for det giver ikke megen mening, medmindre man har en solid baggrundsviden om den engelske forfatter.
Essaysamlingens næste to essays, heriblandt titelessayet, behandler læsningens funktion og følelse. Proust drømmer sig ind i et deja-vu, og genkalder sig læsningens tidligste og simpleste fornøjelse. Men også her kompliceres tingene hurtigt yderligere, for Proust mener ikke, at man blive ved med at læse, som man gjorde i barndommen; for fornøjelsen og for indlevelsens skyld. Tværtimod argumenterer Proust for, at man bør læse for at tænke og for at skrive egne ord. Argumentet bliver fremsat i lokkende ynde, og jeg var lige ved at forledes til at give Proust ret – selvom jeg slet ikke er enig.
Afslutningvis indeholder essaysamlingen endnu et litteraturkritisk essay, som forekom mig forkortet og ligegyldigt samt en lille refleksion over Proust skitsering af "På sporet af den tabte tid", hvor Proust afslører en tidlig vision om sit store værk. Jeg fandt det fascinerende atter at læse om smagen af den madeleinekage, der ændrede alt.
"Days of Reading" er en blandet essaysamling om litteraturkritik og læsning skrevet på, hvad jeg mistænker som værende, en klassisk Proust-facon. Umuligt lange sætninger snor sig ind i hinanden, og et kraftigt tilbageblik fører læseren tilbage til en simplere tid, hvor læsning var en ny oplevelse, hver gang øjnene ramte papiret. Titelessayet står som det ubesejret stærkeste i denne samling, imens de andre essays blegner en smule i deres indforståede referencevirvar. 

onsdag den 25. februar 2015

"Reading in the Brain: The New Science of How We Read" af Stanislas Dehaene

"Reading in the Brain: The New Science of How We Read" (org. titel "Les neurones de la lecture") af Stanislas Dehaene, fra forlaget Penguin Books, udgivet i 2010 (org. udgivet i 2007). Læst på engelsk – originalsproget er fransk. 3/5 stjerner.

Det er så let at overse, for det er så let at vænne sig til. Vi læser uden at tænke over, hvor stort et mirakel læsningen er. Vi læser uden at skænke det en tanke, at menneskehjernen slet ikke var skabt til at læse, og kun har lært det gennem en lang række af evolutionære og kulturelle processer.
Sorte pletter på et hvid papir bliver til ord; og gennem udtale, et ekstensivt, indre ordleksikon og en lynhurtig genkendelse, bliver ordene til universer. Det er fascinerende. Og det er noget, der er kendetegnende unikt for den menneskelige natur. I "Reading in the Brain" undersøger hjerneforskeren Stanislas Dehaene ikke blot, den lange udvikling, der har gjort mennesket i stand til at læse, han forklarer også hvordan mennesket læser. Fra kognitive studier til psykologisk forskning og kulturel spekulation – "Reading in the Brain" er en rejse gennem læsningens mekanismer.

“Writing has a very magical quality – not because of anything divine about its origins, but because it greatly increased our brain's capacities. It is close to miraculous that Homo sapiens, a mere primate, was able to dramatically increase its memory by making a few marks on paper.” 

Når man læser, fokuserer øjet på 3-4 ord af gangen. Ikke mere. Når man føler, man kan læse en hel linje af gangen, er det i virkeligheden en illusion skabt af de hurtige bevægelser, øjet foretager sig. Det er derfor, man kan læse hurtigere med apps, der viser et enkelt ord af gangen; linjeopstillingen forsinker læsningen ved at udfordre øjet til konstant bevægelse. Og hvor logisk det end lyder, kom det bag på mig. At noget kan ske så hurtigt, at det er umuligt at opfatte i ens egen krop, er endeløst fascinerende.
Således lærte jeg allerede i Dehaenes første kapitel ting, jeg ikke anede. Med en letlæselig ynde beskriver Dehaene de mest basale mekanismer i læsningen; synet, indlæringen via udtale og indlejringen af et ord i hjernens leksikon. Hver gang man støder på et nyt ord, vil man tilsyneladende altid forsøge at forstå det ved at fastlægge dets udtale; det er den metode, små børn bruger til at forstå ord og læsning, og det er den metode, vi alle vender tilbage til, når vi opdager et nyt ord. Næste gang man støder på det, er det derefter en del af hjernens leksikon, og de fleste rutinerede læsere har ikke behov for at forstå en tekst via ordenes udtale. Det er såre simple kendsgerninger, Dehaene beskæftiger sig med, men de er oplysende på en måde, som jeg har svært ved at forklare. Læsning er blevet sådan en naturlig del af mit liv, at jeg i lang tid har glemt at stille spørgsmålstegn ved det.
For hvorfor kan mennesker læse? Og endnu væsentligere: hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? Hvordan skelner menneskehjernen mellem "god" og "ged", men ikke mellem "GeD", "GED", "ged" og "gEd"? Hvorfor er læsningen så detaljefølsom i nogle aspekter og så generaliserende i andre? Og hvordan reagerer biologien på et kulturskabt fænomen? 

“In the midst of many cultural treasures, reading is by far the finest gem – it embodies a second inheritance system that we are duty-bound to transmit to coming generations.”

Jeg er ikke naturvidenskabeligt anlagt. Ud over et meget kort og meget overfladisk valgfag i psykologi på mit sidste handelsskoleår, har jeg aldrig før stiftet bekendtskab med hjerneprocesser og kognitiv psykologi. Derfor bevægede jeg mig langt ud af min tryghedszone, da jeg besluttede mig for at læse "Reading in the Brain". Jeg var forberedt på at have mange spørgsmål undervejs; men jeg var ikke forberedt på at blive efterladt med flere spørgsmål end svar. Dehaenes undersøgelse har prikket til min nysgerrighed og videbegærlighed, og jeg tørste nu efter mere viden om det diffuse læsebegreb.
For det er interessant. Umådeligt interessant. Dehaene forklarer komplicerede begreber i velskrevne sætninger, og  skaber et imponerende overordnet billede af menneskets tilegnede læsekundskaber. Det er umuligt at tage læsningen for givet, når man læser om den som en biologisk undtagelse, en særegen, selvopfundet kvalitet.
Bogen har så mange stærke øjeblikke og et par svage; sort/hvide tegninger er blevet trykt med beskrivelser som "se på det grønne område i hjernen", hele kapitler beskæftiger sig med ordblindhed og kommer med råd til forældre af ordblinde børn, og måske dvæler Dehaene en smule for tungt ved praktisk børneopdragelse frem for teoretisk redegørelse. Men overordnet set er bogen en fantastisk bedrift – naturvidenskab fortalt i afslappet øjenhøjde. Jeg er dybt imponeret og overvældet over en så tankevækkende læseoplevelse.