"The Virgin Suicides" af Jeffrey Eugenides, fra forlaget Bloomsbury, udgivet i 2011 (org. udgivet i 1993). 4/5 stjerner.
Dette er en beretning om de fem Lisbon søstre, som er bosat i et typisk forstadskvarter med nyslåede græsplæner og tømte skraldespande. Lisbon familiens verden væltes, da den yngste af søstrene, Cecilia, begår selvmord. Men som flertalsformen af "suicide" i titlen hentyder til, er det ikke det eneste selvmord, der finder sted i bogen. Langsomt hvirvles alle søstrene ind i en dyster isolation, og en genfærdslignende tilværelse.
Med en uhyggelig præcision og en undertone af dyb desperation, leder fortælleren læseren op til det store og makabre klimaks, og forsøger at samle brikkerne til et sammenhængende billede af en uundgåelig tragedie.
“In the end we had the pieces of the puzzle, but no matter how we put them together, gaps remained, oddly shaped emptinesses mapped by what surrounded them, like countries we couldn't name.”
Jeg hader at gøre tingene baglæns, og jeg hader at se en bog-baseret film, før jeg læser bogen. Men sådan var det i dette tilfælde; jeg har længe elsket Sofie Coppolas smukke filmatisering, og længe undværet Eugenides' smukke ord.
Heldigvis er bogen og filmen i dette tilfælde utroligt tæt på hinanden; den slørede og tunge atmosfære er visualiseret i en nærmest perfekt overensstemmelse, så mit indtryk af fortællingen er ikke blevet ødelagt af den omvendte rækkefølge.
Jeffrey Eugenides' skrivestil er som intet andet, jeg nogensinde har stødt på. Med en lyrisk pensel maler han klare billeder af et gradvist forfald. Bogen er utrolig atmosfærisk; det er ikke de konkrete begivenheder, der leder til den dybere forståelse snarere den underliggende tone, som konstant dirrer af fortvivlelse og magteløshed.
“Basically what we have here is a dreamer. Somebody out of touch with reality. When she jumped, she probably thought she'd fly”
Det faktum, at fortælleren af historien er en udenforstående betragter, distancerer Lisbons søstrenes karakterer en anelse; de forbliver mytiske og uopnåelige afbildninger, som læseren aldrig kan forstå eller kende.
Den frembrusende søster Lux er den søster som beskrives mest indgående. Men jeg faldt for Cecilia i den forfaldne brudekjoler, med ar på håndledene og hovedet i skyerne. "Den mærkelige", den skøre og den uforståelige søster. Den sidste til at ankomme, og den første til at gå.
"The Virgin Suicides" er en fangende og besættende roman. En af den slags, som ikke stopper, bare fordi den lukkes og lægges tilbage i bogstakken; en af den slags, som bliver ved med at producere spørgsmålstegn, danne tanker og undren. En af den slags, som lever videre i baghovedet - i al uendelighed.
“In the end we had the pieces of the puzzle, but no matter how we put them together, gaps remained, oddly shaped emptinesses mapped by what surrounded them, like countries we couldn't name.”
Jeg hader at gøre tingene baglæns, og jeg hader at se en bog-baseret film, før jeg læser bogen. Men sådan var det i dette tilfælde; jeg har længe elsket Sofie Coppolas smukke filmatisering, og længe undværet Eugenides' smukke ord.
Heldigvis er bogen og filmen i dette tilfælde utroligt tæt på hinanden; den slørede og tunge atmosfære er visualiseret i en nærmest perfekt overensstemmelse, så mit indtryk af fortællingen er ikke blevet ødelagt af den omvendte rækkefølge.
Jeffrey Eugenides' skrivestil er som intet andet, jeg nogensinde har stødt på. Med en lyrisk pensel maler han klare billeder af et gradvist forfald. Bogen er utrolig atmosfærisk; det er ikke de konkrete begivenheder, der leder til den dybere forståelse snarere den underliggende tone, som konstant dirrer af fortvivlelse og magteløshed.
“Basically what we have here is a dreamer. Somebody out of touch with reality. When she jumped, she probably thought she'd fly”
Det faktum, at fortælleren af historien er en udenforstående betragter, distancerer Lisbons søstrenes karakterer en anelse; de forbliver mytiske og uopnåelige afbildninger, som læseren aldrig kan forstå eller kende.
Den frembrusende søster Lux er den søster som beskrives mest indgående. Men jeg faldt for Cecilia i den forfaldne brudekjoler, med ar på håndledene og hovedet i skyerne. "Den mærkelige", den skøre og den uforståelige søster. Den sidste til at ankomme, og den første til at gå.
"The Virgin Suicides" er en fangende og besættende roman. En af den slags, som ikke stopper, bare fordi den lukkes og lægges tilbage i bogstakken; en af den slags, som bliver ved med at producere spørgsmålstegn, danne tanker og undren. En af den slags, som lever videre i baghovedet - i al uendelighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar