onsdag den 10. april 2013

Les Misérables (i filmform)

Biografsalen var fyldt med alskens lyde; lavmælt sludren, fnisende kommentarer og raslende slikposer. Men da Anna Hathaway begyndte at synge "I Dreamed a Dream" ophørte enhver lyd. Det var som om, hele salen blev øjeblikkeligt lammet; og det eneste, der hørtes, var Hathaways desperate og knugende sang. Da musikken forstummede og sangen sluttede, måtte jeg slippe et gisp; jeg havde slet ikke lagt mærke til, jeg havde holdt vejret. Det var så hjerteskærende smukt; og aldrig har jeg hørt en sang med så megen følelse og indlevelse i. Ikke alene fortjente Hathaway hendes Oscar-statuette; den var uundgåelig.
Sådanne storslåede sangøjeblikke var i det hele taget karakteristiske for "Les Misérables", som jeg var inde at se i lørdags. Skuespillerne var enormt udtryksfulde, og jeg måtte flere gange blinke en lille tåre væk. Jeg blev fuldstændig overvældet af, hvor tydeligt elendigheden og desperationen fra romanen fremstod. Stemningen var helt i tråd med Victor Hugos fortælling, og selvom de specifikke begivenheder var ændret og tilpasset, hele passager klippet ud og simplificeret og nogle forklaringer udeladt, så tilbageblev den dybere mening - og fremfor alt, den ægte medfølelse.
Udover Hathaways stjerneklare præsentation, så var Eddie Redmayne perfekt castet (da jeg læste bogen, så jeg også ham faktisk også for mig som Marius), Hugh Jackman imponerede mig ligeså med hans portræt af Jean Valjeans genfærdslignende flugt, og Helena Bonham Carter og Sacha Baron Cohen tilføjede et tiltrængt element af latteranfald i deres roller som ægteparret Thénardier. Rusell Crowe har fået meget kritik for hans rolle som Javert; og jeg begriber ikke hvorfor. Jeg elskede hans fløjlsbløde stemme og bekymrede blik. 
Det eneste jeg manglede, var egentligt blot en dybere beskrivelse af Cosette og Marius' romance; den var blevet forenklet til ét enkelt blik og nogle få stjålne midnatskys - hvilket virkede en anelse drastisk og fik forelskelsen til at fremstå overfladisk. Dog er det en fejl, jeg sagtens kan bære over med; for deres kærlighedsduetter var vidunderlige.

"Les Misérables" var storslået, overvældende og kraftfuld. Mine øjne fyldtes med tårer; både på grund af medfølelse over den rædsomme elendighed og på grund af inderlig glæde over de glitrende skønhedsøjeblikke. I løbet af de 158 minutter var jeg på en følelsesmæssig rutschebanetur, og da rulleteksterne tonede frem på skærmen og lyset tændtes, sad jeg som forstenet tilbage og undrede mig over, hvor tiden egentligt forsvandt hen. 

6 kommentarer:

  1. Nu snakkede vi jo godt nok om det i dag, men jeg ER altså nødt til snart at se den film. Jeg må. Og du er nok nødt til at tage med mig i babybio ;) <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Uh ja <3 Jeg tror ikke, jeg ville have noget imod at se den igen :'D

      Slet
  2. Jeg har også været inde og se Les Misérables, og jeg synes den var god, men ikke SÅ god. For mig var der en masse små ting der fik min samlede bedømmelse til at falde lidt. Feks. synes jeg ikke det lykkedes at portrættere elendigheden - kun i de ca. 20 min. hvor Anne Hathaway er med synes jeg det lykkedes. Og så er jeg også en af dem der slet ikke synes Russel Crowe gjorde det godt; han blev efter min mening alt for stiv og ensformig i både vokal og udtryk og til sidst fandt jeg ham mere komisk end det var beregnet.

    Men det er altså en god filmatisering, jeg synes bare ikke den er til et fuldt stjernehus :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret i, at Hathaway's intense tid på skærmen afgjort var den mest hjerteskærende del af filmen. Men flere andre gange, kunne jeg mærke hvordan rev og sled i mit hjerte af medfølelse og sorg; især juni-rebellionen var forfærdelig for mig at se, Marius' såkaldte 'survivor guilt', ligeledes Cosette's rædsomme opdragelse og forsømmelse og ikke mindst Valjean's konstante flugt var meget kraftfuld og virkede stærkt på mig. Jeg er dog også en overfølsom sjæl, og jeg blev virkelig rørt.
      Jeg har tænkt en del på Russell Crowe og kritikken dertil; og først og fremmest må jeg tilstå, han jo netop heller ikke har de stærkeste sange at 'konkurrere' med i forhold til de andre. Hans melodier var faktisk enormt ensformige (og ikke kun sangen dertil). Og så kan jeg vist bare godt lide ham, hans stemme og hans skuespil. Det er en af mine svagheder ;)

      Jeg ved ikke, om jeg ville give den alle stjernerne, eftersom jeg manglede lidt på Marius/Cosette siden. Men det er vitterligt den eneste fejl, jeg har kunnet finde :) Jeg elskede filmen. Så smuk og rørende.

      Slet
  3. Fedt! Jeg glæder mig meget til at se den - håber jeg når i det næste uge :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er også værd at glæde sig til! Jeg kan slet ikke vente til, jeg kan købe dvd'en :)

      Slet