lørdag den 25. maj 2013

Et glamourøst glittervirvar; The Great Gatsby

Luhrmann kaster om sig med farverige konfettiflager, som hvirvler rundt i luften og aldrig helt synes at lande. Han fylder scener med bristefærdige balloner, et drivhuslignende sortiment af blomster, drømmende gardinslør og lysekroner store nok til at oplyse et helt kontinent. Alting er ude af fornuftige proportioner og rationelle sammenhæng; og resultatet er overdådigt smukt og fuldkommen ekstravagant. Akkurat ligesom den fiktive karakter, Jay Gatsby, som filmen søger at portrættere. 
Der er på ingen måde tale om en akkurat gengivelse af Fitzgeralds roman. De svingende jazz-toner er skiftet ud med nutidig hiphop, overdrivelserne tordner frem og den lyriske stemning forsvinder. Men pointen, tidsånden og Gatsbys tragiske, svævende og fangede sind forbliver - oversat til nutidige toner.
Leonardo DiCaprio spiller Jay Gatsby med en håbløst gribende indlevelse, og balancerer på et fint punkt mellem naivitet og idealisme. Han omfavner og omdanner alle aspekter af Gatsbys nuancerede personlighed til perfektion; desperationen og desillusionen bliver til en håndgribelig og forståelig masse i hans kunstneriske hænder. 
Carey Mulligan er graciøs og yndefuld i rollen som Daisy, og ligeledes er Joel Edgerton et genialt symbol på Tom Buchanans brutale mentalitet. Men Tobey Maguire, Nick Carraway, fornuftens stemme og historiens egentlige bærepunkt er mærkelig afstumpet og distanceret i sin rolle. Fitzgeralds filosofiske funderinger bliver til støv i hans mund og et malplaceret element i filmens hektiske kaos. Måske skyldes det et rædsomt sammenstød mellem Fitzgeralds formulering og Luhrmanns fortolkning, eller måske er det manglende skuespil; harmonien udebliver blot.
Min oplevelse af filmen er således splittet og skiftende. Jeg nød Luhrmanns store armbevægelser, hans pompøse tidskapsel og følsomme forklaring af Gatsbys karakter. Filmen er uovervindelig i de store scener; festerne i Gatsbys eventyrspalæ, den maniske kærlighed til Daisy og den komiske iscenesættelse af et 'tilfældigt' møde. Men de små scener, nedsættelserne i tempoet, skaber tomgang og tomrum; Carraways mekaniske erindringer, den insisterende (og nærmest papudskårne) symbolik udgjort af det grønne lys og den afsluttende citatoplæsning af Fitzgeralds berømte ord. Uden de kaotisk glitrende konfettiflager mister filmen tilsyneladende sin kraft og sin eksistensberettelse. Og i scenerne uden DiCaprios brændende tilstedeværelse mister historien sin sjæl. Det er i den frie fortolkning filmen udmærker sig - og i den bundne integritet den fejler. 

10 kommentarer:

  1. Ihh, nu glæder jeg mig endnu mere til i morgen :)!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er bestemt værd at glæde sig til! Jeg ser frem til at høre, hvad du synes!

      Slet
  2. Flot anmeldelse af filmen. Jeg er ked af, at du ikke fandt den lige så hjertevarm og hjerteskærende, som jeg gjorde. Særligt hvad andgår skuespillerne. Jeg vil dog give dig ret i, at Tobey Maguire til tider var en smule akavet at se på, men jeg nød faktisk denne malplacerethed der hviler over ham. Den er ikke en stor person, som de andre i filmen og som bliver hans omgangskreds. Han er hele tiden en smule uden for, og det synes jeg faktisk han fremfører rigtig fint.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak :)
      Jeg synes, DiCaprio var intet mindre end fantastisk i sin rolle, og jeg må erkende, det er ham, der bærer filmen. Og det er dér, min kritik overfor Tobey Maguire sætter ind. For egentligt er Nick den bærende rolle, og det burde således være Tobeys skuespil der skaber sammenhæng og forståelse. Det er det bare ikke.
      Naturligvis er Nick Carraway den udenforstående betragter, men han burde omvendt også være den bedømmende instans og den logiske stemme. Det synes jeg slet ikke, Tobey Maguire udtrykte ordentligt. Jeg manglede følelse i hans refleksioner og indlevelse i hans replikker. Han virkede underligt enfoldig.

      Slet
  3. Kunne sagtens forestille mig at den er flot udført - vil i hvert fald glæde mig til at se den :)

    www.itsmypassions.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Det skal du bestemt også; DiCaprio spiller enestående fantastisk, og scenografien er vidunderligt smuk.

      Slet
  4. Dine blogs har altid været fantastiske, laver du ikke på et tidspunkt et par bloganbefalinger af blogs du følger? :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind, tusind, tusind tak!

      Jeg havde faktisk planlagt et indlæg om videobloggere i denne uge, men blev nødt til at forskubbe det på grund af nogle logistiske problemer. Jeg tror, det udkommer om halvanden uges tid i stedet. Jeg vil med glæde anbefale bloggere. Der er så mange dygtige skribenter derude, der fortjener lidt opmærksomhed.

      Slet
  5. Er meget enig i din anmeldelse. Luhrmann kan bare noget med pompøse og dekadente fester. Jeg savnede dog noget mere nerve/nærvær, og det blev en noget flad fortælling til trods for de barske og sørgelige elementer. Men filmen beskriver dog temmelig overbevisende det overfladiske og tankeløse festmiljø, der var på det tidspunkt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Filmen fanger tidsånden godt, synes jeg; det er snarere i de enkelte dybtfølte scener, den halter lidt bagefter. Luhrmann er som eminent til de store, larmende og farverige scener, men han fanger ikke rigtig intimiteten ordentligt, synes jeg.

      Jeg er glad for, du er enig med mig.

      Slet