onsdag den 10. juli 2013

"The Ocean at the End of the Lane" af Neil Gaiman

"The Ocean at the End of the Lane" af Neil Gaiman, fra forlaget Headline, udgivet i 2013. 5/5 stjerner. 

Neil Gaimans nyeste roman handler om minder; hvordan de forvrænges, fortrænges, ændres, genoplives og forbliver i menneskets kaotiske tankestrømme. Tilsat underfundige eventyrselementer, uhyrlige fantasy-kreationer og et barnligt verdenssyn fortæller bogen både om venskab og familie, liv og død. 
Hele bogen er et tilbageblik til en kaotisk tid i en unavngivet jeg-fortællers barndom. Ved kanten af en dam, som en nabopige engang betegnede som et hav, stirrer en halvvoksen mand ned i vandets spejlblanke overflade og husker ting, han troede, var druknet og tabt for altid. 
Med et enkelt blink er han atter syv år gammel på flugt fra en truende ondskab, der vil opløse alle familiebånd og omvende hans tilværelse fra idyl til fangenskab. Den eneste redning er den sælsomme Hempstock familie længere nede af vejen; og i særdeleshed den jævnaldrende Lettie Hempstock, som er i stand til at benytte besværgelser og jage skygger.

I was not happy as a child, although from time to time I was content. I lived in books more than I lived anywhere else.

Dette er en fortælling om barndom, men den er ikke fortalt til børn. Dette er en fortælling om erindring, men den involverer ikke nostalgi. Det er snarere en fortælling, der stiller spørgsmålstegn ved hukommelsens funktioner; hvordan vi husker,  hvordan vi glemmer og den tilsyneladende simple konstruktion af et komplekst minde.  
"The Ocean at the End of the Lane" er ikke den fantasy-roman, jeg havde forestillet mig. Det er ikke den bog, jeg havde forventet, Neil Gaiman ville skrive. Den er et genre-mæssigt rod; et miskmask af fabel, myte og magisk realisme. Min veldefinerede genre-inddeling må give fortabt overfor den.
Omslaget på min udgave af bogen er pyntet med personlige barndomsbilleder fra Gaimans egen opvækst, og historien udspiller sig ligeledes i det hus, der dannede rammen for Gaimans tidligste år. Via en navnløs jeg-fortæller tilsætter Gaiman et drys af fantasi til sin hjemegn, og fører læseren gennem et landskab med lige dele af umuligheder og virkelighed.  Romanen er efter sigende ikke direkte selvbiografisk - men den indeholder dog brudstykker, der til forveksling ligner sparsomme glimt af Gaimans inderste hjertekroge.

She had such unusual eyes. They made me think of the seaside, so I called her Ocean, and could not have told you why.
  
Dette er en smuk fortælling, og den er smukt skrevet. Under læsningen stødte jeg på adskillige citater, der føltes som fragmenter af min egen barndom - og jeg tror, det vil gøre sig gældende for ethvert barn, der nogensinde har søgt tilflugt og trøst i bøgernes imaginære verdener. 
Gaimans formuleringer er udgjort af melankolske sangstemmer og sandfærdige melodier. Når den frygtsomme hovedperson monotont messer Lewis Carrolls digte som bønner, og børnesange anvendes til magiske forvisninger, overvældes læseren af en mytisk genkendelse. Det simple og rytmiske sprog bygger broer af accept på tværs af ubegribelige hændelser og mærkværdige karakterer.
Hovedpersonen mindes gennem hele historien, det barn han var, og i modsætning til den stædige Coraline og den heltemodige Nobody maler Gaiman et portræt af en sårbar og skrøbelig dreng. Barndommen behandles uden det glorificerende lys, og der præsenteres en 7-årig dreng omgivet af ensomhed, frygt og usikkerhed; en dreng der har behov for at sove med døren på klem for at jage mareridtene på flugt, en kujonagtig helteskikkelse der både tisser i bukserne og konfronterer sine dæmoner.
Plottet er mærkværdigt og besynderligt og fuldstændig elskeligt. I et virvar af bøger, barnlige opdagelsesrejser, udklippede minder, rendyrket ondskab, spindende katte og en dysfunktionel familie der er ved at falde fra hinanden, gemmer der sig både oldgammel magi og ærefrygtindgydende visdom.
Og blandt alle de fine budskaber og belærende lektioner, finder jeg en fortælling om smertefulde minder, der aldrig kan tydes, og en opgivende viden om en skæbne, der aldrig kan ændres. Jeg-fortælleren genoplever sine minder, samtidig med han sørger over deres uigenkaldelighed. Minder er således ubøjelige størrelser - man kan leve i dem uden at kunne ændre dem. Barndommens skrøbelighed sætter sit spor overalt i historien. 

I do not miss childhood, but I miss the way I took pleasure in small things, even as greater things crumbled. I could not control the world I was in, could not walk away from things or people or moments that hurt, but I took joy in the things that made me happy.

Bøger betyder forskellige ting for forskellige mennesker, og denne endte med at betyde noget helt særligt for mig. Med den åbnede Neil Gaiman støvede døre i mit baghovede og lod lyset strømme igennem. Han mindede mig om noget, jeg troede, jeg havde glemt - en kærlig erindring, der havde revet sig løs dalede atter ned til mig, så jeg kunne lukke mine fingre tæt sammen om den og knuge den ind til mit hjerte.
At læse "The Ocean at the End of the Lane" blev en dybt personlig og intim oplevelse, der fik mine tanker til at rumstere, og flyttede rundt på et eller andet i mit indre. Historien finder sted i Neil Gaimans barndomshjem, men jeg endte med at se mit eget gule murstenshus i stedet. Bogen er muligvis Gaimans mest personlige beretning; men den er også universal, den strækker sig i det uendelige, den favner barndommens mest basale bestanddele, og hvisker lavmælte hemmeligheder til enhver voksen der nogensinde har været barn.
Jeg fandt en lille sandhed gemt bag magiske beretninger om månespejlinger, marker af kattekillinger, orange himmelhvælvinger og salte bølgeskvulp. Jeg fandt en lille sandhed om det barn jeg engang var, og aldrig nogensinde bliver igen. Jeg fandt en lille sandhed og efterlod til gengæld et lille hjerteaftryk et sted undervejs.

Jeg har slet ikke ord nok. Jeg har tidligere rost Neil Gaimans originale skrivestil, hans overraskende drejninger og sorte humor. Jeg har tidligere givet ham fem stjerner og alverdens ros. Men denne bog fortjener mere end det. Den er ophørt med blot at være en Neil Gaiman bog. Den er blevet en personlig bog, en vigtig bog for mig. Min beundring for Neil Gaiman, hans forfatterskab og hans bøger er dybere end havet selv.
I kan lytte til Neil Gaimans oplæsning af et uddrag fra det første kapitel lige her

24 kommentarer:

  1. Det er vel nok en smuk anmeldelse, Rikke! Jeg glæder mig rigtig meget til at modtage bogen med posten.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg glad for, du synes! Og du bør virkelig også glæde dig. Den er så smuk.

      Slet
  2. Sådan en fin anmeldelse! Glæder mig endnu mere til at læse bogen nu. Der er bare noget helt specielt ved ting, der kan åbne en dør til barndommen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! :) Jeg forstår godt, du glæder dig; den er også værd at glæde sig til. Jeg blev helt rørt og overvældet, imens jeg læste den. Barndommens døre er så svære at åbne, men Gaiman gør det med sådan en legende lethed.

      Slet
  3. Det var da en imponerende anmeldelse, Rikke. Du har placeret endnu en bog på min to-read liste.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, mange tak. Det glæder mig, bogen har fået en plads på din læseliste. Den er virkelig det værd, synes jeg.

      Slet
  4. Du skriver så godt, og du giver mig altid lyst til at købe en masse bøger. Jeg blev helt rørt over den her anmeldelse.

    SvarSlet
    Svar
    1. Sikke søde og varmende ord! Tusind tak. Jeg blev også selv meget rørt af bogen, og det skinner nok lidt igennem..

      Slet
  5. Det er også rigtig hyggeligt at sidde og fifle med :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kunne jeg nemt forestille mig!

      Slet
  6. Hvor er det altså en fin anmeldelse af bogen, og det er i hvert fald en bog, som jeg skal læse. Den lyder helt fantastisk, og jeg er især vild med citaterne fra den. Det virker i hvert fald som om, den har et helt fantastisk sprog :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak!
      Fantastisk er lige ordet. Sproget er så fint, barnligt, naivt og samtidig med en helt særlig rytme. Det var sådan en vidunderlig læseoplevelse.

      Slet
  7. Den må jeg da bare helt sikkert læse i fremtiden! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det synes jeg i hvert fald!

      Slet
  8. Selvom det ikke har noget med bogen at gøre, så er jeg altså stadig SÅ misundelig på dit fiiiine hår og din hud, Rikke. <3 Gi' mig! Gi' mig! <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Ih altså! Jeg sidder jo og bliver helt genert :'b Hvor er du sød!

      Slet
  9. Tak :) Ja de ter det, selvom jeg jo ikke er kommet ind endnu. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ak ja, den rædsomme ventetid altså!

      Slet
  10. Du har virkelig fået mig til at længes efter at læse den bog, selvom jeg overhovedet ikke kendte forfatteren i forvejen. Din beskrivelse er virkelig tillokkende ;))

    SV: Tak for de søde ord! Det bliver jeg i hvert fald nødt til, for det er der min passion og energi ligger :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for de søde ord. Jeg kan varmt anbefale bogen; og også Neil Gaiman, helt generelt. Jeg synes den mand er et rent geni.

      Slet
  11. Hej Rikke,

    Først og fremmest er det virkelig en dejlig blog du har - jeg besøger den ofte, og glæder mig altid til nye indlæg. Du skriver så smukt - og denne anmeldelse er ingen undtagelse :-)

    Jeg har fået helt lyst til at læse Neil Gaiman efter dine anmeldelser. Hvilken af hans bøger, vil du anbefale man starter med, hvis man aldrig har læst noget af Gaiman før?

    / Liselotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak for de søde ord. Jeg er så glad for, du læser med og kigger forbi.

      Neil Gaimans forfatterskab er fyldt med magi og undere (i hvert fald i min optik), og egentligt burde man kunne starte lige der, hvor man har lyst til. Selv startede jeg med "Stardust" som viste mig den lidt mere eventyrlige side af Gaimans forfatterskab, men f.eks. børnebøgerne "The Graveyard Book" eller "Coraline" kunne også være et interessant sted at starte, for at blive introduceret til Gaimans lidt mørkere fortællerteknik.

      Slet
    2. Tusind tak for svar :) jeg må straks igang med noget Gaiman :)

      Slet
  12. Okay, jeg er jo snart nødt til at læse noget Neil Gaiman.

    xxx S.

    SvarSlet