tirsdag den 1. oktober 2013

Tema-tirsdag #24: Min bogreol

Nye bøger må presses ind, ulæste bøger må sendes hjem til opbevaring i min mors skabe. Børnebøger må stables vandret, og knap så brugte bøger må stilles i anden række. Hver en centimenter er udnyttet, og hver en orden er opsagt. Min bogreol er for lille, og min lejlighed er ikke stor nok.
Ideelt set burde jeg eje en kæmpemæssig bogreol eller et helt bibliotek. Jeg burde have bøger fra gulv til loft, fra loft til gulv. Men pladsen kniber, og jeg må lade mig nøjes. Jeg har to bogreoler og en boghylde at brede mig på - men med en konstant voksende samling, er der aldrig helt hyldeplads nok.

Udover pladsmanglen, lider mine bøger også under en manglende struktur; de står hverken i alfabetisk orden eller farveorden, og de er kun løst genre-fordelt og designmæssigt opstillet. Mit system er næsten ikke-eksisterende, og jeg er selv den eneste, der kan finde hoved og hale i det.
Eftersom mine bøger står i to rækker, har jeg nøje spekuleret over hvilke bøger, der ikke skulle fremstråle tydeligt på hylden. Den forreste række af bøger er både valgt ud fra indholdsfavoritter og yndigt design; blot tanken om at gemme de læderindbundne skønheder væk omme bag andre bøger, skærer i mit hjerte. Det er bøger, der er skabt til at stå fremme. 
Ligeledes kan jeg ikke nænne at adskille bøger med design-mæssige ligheder; mine 'Penguin Clothbound Classics' står side om side, og ligeså gør mine 'Penguin Drop Caps'. Matchende bøger fortjener matchende pladser i min optik - og det umuliggør netop et alfabetisk system. Selvom jeg holder af det skødesløse og tilfældige præg, en alfabetisk bogreol kan udstråle, kan jeg ikke nænne at bryde mit eget mønster.
For nylig fandt jeg dog tiden til at omrokere en anelse på de ellers så velkendte hylder; jeg trak alle bøger ud og begyndte at genre-sortere. Det resulterede i, at de bagerste bøger på mine reoler nu er sorteret efter genre - altimens de forreste står uden indholdsmæssig sammenhæng, som altid.

Jeg er et gennemført vanemenneske, og jeg kan se hvis blot én af mine bøger står på den forkerte plads. Selv den mindste opdatering og ændring på bogreolen, gennemgår en enormt lang beslutningsproces. Jeg prøver mig ofte frem i flere dage, før jeg beslutter mig om noget som helst. Måske er det fordi, bogreolen er hjemmets hjerte; det første man ser, når man træder ind i min stue, og det sted min personlighed skinner tydeligst igennem. Måske er det fordi, mine bøger er højt elskede skatte, eller måske er det blot en vanesag. I hvert fald pusler jeg kærligt om min bogreol, hver gang jeg nærmer mig den.
Min bogsamling er en af mine store stoltheder, og jeg ville sådan ønske, det ikke var nødvendigt for mig at opstille bøgerne i to rækker. Ofte lukker jeg øjnene og indretter mit drømmebibliotek - et sted med plads til alverdens bøger og læsestunder, et sted beregnet til eventyrsrejser, drømmerier og luftkasteller. Et sted fyldt med lyden af vendte sider og duften af slidte bogrygge. Et sted hvor ingen bog er gemt af vejen og ikke et ord går tabt. Men indtil da nyder jeg, hvad jeg har; de første byggesten til et helt livs læsning. 

Hvordan sorterer og opstiller I jeres bøger? Er I også plaget af pladsmangel og stiller bøger i to rækker? Eller kan I brede jer over alverdens hyldeplads? Benytter I jer af alfabetisk sortering, genre-opstilling eller farvekoordinerede regnbuer? Fortæl endelig om jeres systemer og indretninger af bogreoler og boghylder.

I videobloggen nedenfor gennemgår jeg begge mine bogreoler. 

50 kommentarer:

  1. Det er jo ren bogporno (undskyld udtrykket, men jeg kan ikke komme i tanke om en bedre beskrivelse)!

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha! Hvor er det rigtigt beskrevet, Cenia. Jeg kunne ikke selv finde ord for det her overdådige indlæg, men bogporno beskriver det meget godt ;)

      Slet
    2. Åh hvor er I søde :p :'D

      Slet
  2. Det er - som altid - en smuk og vidunderlig rejse, du inviterer på, når du fremviser dine boghylder :-)
    Jeg bemærkede, at din læderindbundne udgave af Jane Eyre er ret tyk - indeholder den andre historier eller evt. baggrundsviden/tegninger, siden den har den tykkelse?

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Det er jeg glad for, du synes!

      'Jane Eyre' indeholder ikke noget specifikt bonusmateriale eller noget som helst. Det er vist bare nogle lidt kraftigere sider/stor skrifttype, tror jeg.

      Slet
  3. Jeg er fuldstændigt tilbageblæst af din bogsamling, Rikke! Jeg har i lang tid haft lyst til at lægge en kommentar på din blog, fordi jeg synes, du manglede at nævne få af de bøger, jeg selv synes, er værd at læse. Efter at have set hele din blogreol igennem, har jeg dog fået øjnene op for, hvor alsidig din smag er, og det varmer mit hjerte inderligt at se, at du både er indehaver af Mit Liv som Geisha, The Catcher in the Rye, Kazuro Ishiguro og samme gamle udgave af Peter Plys som jeg ejer. Du er mere eller mindre en af mine yndlingsbloggere i Danmark, og jeg elsker simpelthen dine skønne videoer!

    SvarSlet
    Svar
    1. Sikke en sød, rar og varmende kommentar. Tusind, tusind, tusind tak. Der er virkelig noget stort over titlen 'yndlingsblogger', og jeg værdsætter det helt ind til hjertet. Tak!

      Jeg forsøger at læse alsidig, men det er bestemt ikke altid, det lykkedes. Netop 'Mit liv som Geisha' er dog en helt fantastisk bog, og Kazuro Ishiguro er en enestående forfatter.
      Hvor er det hyggeligt, vi ejer samme udgave af Peter Plys. Jeg elsker den bog så ufattelig og umådeligt højt. Både på grund af dens historie, men også på grund af de minder, jeg har knyttet til den. Der er noget smukt ved, at den har fulgt mig gennem hele livet.

      Slet
  4. Yay, det er altid hyggeligt at snakke om, og se på, bogreoler.

    I min reol er der også (altid!) pladsmangel, så bøgerne må placeres sådan, at der bliver plads til flest mulige. Men jeg vil gerne have bøger af samme forfatter samlet, det er nok næsten den eneste form for systematik, der er. Jeg kan også lidt godt lide sådan en proppet bogreol, hvor bøgerne er stablet og presset ind ;)



    SvarSlet
    Svar
    1. Det er det nemlig!

      Det med pladsmanglen kender jeg alt for godt; det umuliggør lidt en systematisk opdeling. Jeg kan dog afgjort se fornuften I at holde bøgerne af samme forfatter samlet. Det burde jeg måske efterligne.

      Slet
  5. Her hos os har vi også bøgerne i to rækker - plus i stabler rundt omkring :-) Og vi har valgt at bruge samme system som bibliotekerne. Hvor bor du smukt, Rikke!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for de søde ord!

      De formerer sig sørme også, de bøger! Mine spreder sig også altid ud over hele stuen. Og skønt med et så ordentligt system :)

      Slet
  6. Da min veninde i weekenden præsenterede mig for din blog, åbnede der sig en hel ny verden for mig. Jeg har i en del år læst blogs, men altid af den mere modeagtige og personlige slags. Hvorfor det aldrig er faldet mig ind, at ligeså bogelskende mennesker som jeg selv kunne finde på at lave en blog, fatter jeg simpelthen ikke. Jeg er fuldstændig forelsket i din blog og din smukke samling af bøger, og selv om mit bekendskab kun er få dage gammelt, har jeg allerede læst samtlige indlæg der er. Derudover har jeg allerede bestilt 6 af Barnes & Noble Leatherbound Classics hjem - jeg kunne have købt dem alle.
    Men selvom jeg har været alle dine indlæg igennem savnede jeg meget et indlæg, hvor du gennemgik og viste din bogreol frem. Og hold da op, hvor levede det fuldstændig op til min forventning, og så nåede jeg ingen gang at vente særlig længe på dette indlæg. SÅ TAK. Derudover må jeg sige, at det er dejligt at stifte bekendskab med andre bogelskere, der deler min kærlighed for børnelitteraturen, fantasygenren og YA. Jeg ved godt, at vi er mange derude, der elsker lige præcis denne del af litteraturen, men jeg har bare tit følt mig klemt inde i den finlitterære snobberisnak, som tit opstår, når samtalen falder på litteratur - måske det er en del af universitetslivet, hvem ved?.
    Det blev en meget lang kommentar, og tror faktisk aldrig jeg har kommenteret på en blog før, men jeg er fuldstændig tryllebundet af den nye verden, jeg lige er trådt ind (fuldstændig som med en god bog), så jeg blev nødt til lige at give dig nogle ord og lidt taknemmelighed med på vejen.
    Mvh.
    Cecilie

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er kommentarer som denne, der minder mig om, hvorfor jeg elsker at blogge. Tusind, tusind tak. Jeg er så glad for, du kan klikke herind og finde noget af værdi for dig. Det er vidunderligt.

      Sikke et arbejde at læse alle indlæggene igennem! Jeg håber, det ikke var et alt for omfattende projekt. I hvert fald forstår jeg godt, den kildrende trang til at købe B&N's smukke læderudgaver. De er så fantastiske, så overdådige. Jeg begyndte min samling for flere år siden, og jeg er aldrig rigtigt stoppet. Man bliver en smule afhængig.
      Jeg tror netop også på, at litteratur er mere og andet end store tunge klassikere. Jeg elsker bestemt også litteraturhistoriens store byggestene, men min kærlighed til børnelitteratur er uendelig. Det gør mig altid så glad, at møde andre ligesindede, der finder værdi i børnelitteraturen på tværs og på trods af alder. Den er et sandt skattekammer.
      På uni har jeg, ligesom dig, stødt ind i mange, der hævder de kun læser "god litteratur", men jeg synes bestemt, man sagtens kan udvide rammerne for såkaldt "god litteratur". YA og fantasy åbner nye verdener og de er så afslappende, chick-lit er hyggeligt, og børnelitteratur er uvurderligt i mine øjne. At benægte de mange genre er at benægte litteraturens mangfoldighed. Og dét er en skam.

      Slet
  7. Jeg er i gang med at flytte, og for første gang, siden jeg var meget lille, har jeg sørget for at have "for meget" hyldeplads. Det kommer lige i gåseøjne, da man jo aldrig kan have for meget. Jeg købte fem reoler i IKEA for at kreere en decideret bogvæg (min kæreste indså, at det var den måde, bøgerne ville forstyrre ham mindst på), men kun lidt over fire er fyldt. I går brugte jeg fem timer på at støvsuge hver og en og stille dem op - og flytte dem igen og igen. For de skal stå perfekt! For mig er perfekt ikke alfabetisk, for med mit bogkøbegen ville det resultere i en omrokering en gang om måneden. Ligeledes er jeg heller ikke typen, der stiller i farveorden.
    På mine nye reoler (som jeg simpelthen smiler fra øre til øre ved tanken om) står fantasy for sig, de gamle læderindbundne bøger deler hylder uanset genre/forfatter, da jeg synes, det ville være en dødssynd at stille dem side om side med moderne bøger og bryde den magi, de repræsenterer for mig. Så er der et sted til danske klassikere, engelske klassikere, chicklit (det har en meget lille plads.. tror der er fem bøger), børnebøger, antikken har sin egen lille sektion, og så videre.
    Folk spørger mig engang imellem, om ikke det er besværligt ikke at have dem i alfabetisk orden, men for mig er mine bogreoler som kunst. Jeg kan side længe og betragte dem, og inden for få dage kender jeg alle bøgernes pladser, og så er det ligemeget, om Austen står ved siden af Bang og Brontë, eller om hun hygger sig med Forster. Jeg kan heller ikke nænne at skille bogserier ad (mit samlergen gør ondt ved tanken), så alfabetisering er aldeles ikke for mig :)
    I morgen skal jeg hente et par flyttekasser, jeg har haft til opbevaring i halvandet år. I dem gemmer der sig nogle bøger, jeg har savner, og som nu endelig kan indtage deres retmæssige pladser! Yes. Jeg glæder mig som et lille barn til at genforene mine små skatte.

    SvarSlet
    Svar
    1. En hel bogvæg? Det lyder jo intet mindre end fantastisk!

      Du har helt ret i, at alfabetisering hurtigt kan blive for omstændigt, når man køber en vedvarende mængde af bøger. I hvert fald kan jeg heller ikke rigtig selv overskue det.
      'Bogreoler er som kunst' - det har du fuldstændig ret i. Jeg tror også, det er derfor, jeg har så svært ved at omrokerere en eneste - de skal se helt perfekte ud!

      Dit bogprojekt lyder fantastisk! Jeg er helt begejstret på dine vegne, åh <3

      Slet
  8. Wow! Jeg har faktisk ikke et bedre ord til at udtrykke hvor fin en bogreol, du har!
    Jeg har ikke selv en bogreol, der er fyldt til randen, jeg låner langt flere bøger på biblioteket end hvad jeg køber, og det sætter naturligt nok sine spor i min bogreol.
    De bøger, jeg har, er ikke sorteret efter noget særligt mønster, men efter følelser og tilknytning. Nogle bøger fortjener en mere speciel plads end andre, og det fremgår tydeligt i min bogreol. Andre kan nok ikke se det, men jeg ved det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, tak! :)

      Der er nu også noget fornuftigt ved at bruge biblioteket - jeg ville selv ønske, jeg fik det udnyttet noget mere. Det er jo netop slet ikke alle bøger, man har behov for at eje.
      Smuk tanke at sortere bøger efter personlig tilknytning. Det er jo netop den slags, der betyder noget for en selv. Og det gør, om muligt, en bogreol endnu mere personlig, end den var i forvejen.

      Slet
  9. Bogporno! Fantastisk udtryk, og helt rigtigt ramt :)
    Elsker dine fine, fine bøger, Rikke :)

    Jeg er fuldstændig ude af stand til overhovedet at tænke tanken at skulle stille mine bøger dobbelt, så reolerne har ofte første prioritet når vi har flyttet. Vi har jo så også ca. 1000 bøger, så det kræver sin plads, men jeg elsker mine store reoler, der fylder hele den ene væg i stuen og begge vægge i kontoret! :)
    Jeg kunne nok godt finde på et andet system, hvis jeg helt selv bestemte, men litteraturhistoriker-ægtemanden insisterede i sin tid på, at den eneste måde vi kunne slå reolerne sammen, var hvis jeg gik med til alfabetisk opstilling :) Og jeg havde ikke mere plads på "min" reol, så nu har de stået sådan i næsten 10 år, så... :)
    Her ved computeren sidder jeg lige ved siden af Skønlitteratur P-Å, bag mig er Faglitteratur og stuen er beboet af Skønlitteratur A-O :)
    Glæder mig som dig til den dag hvor jeg kan have et bibliotek - et rum som er beklædt med mine elskede bøger på alle vægge med en skøn lænestol i midten (og en pejs?) Indtil da holder jeg af at have dem i snirlige, men rodede rækker :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak! Jeg elsker også mine bøger. Det er lidt ligesom babyer, tror jeg ;)

      1000 bøger kræver bestemt plads - og det er skønt, I prioriterer den. Hvor må det være fint at træde ind i et rum domineret af en så stor bogreol. En sand boghimmel! Du må endelig vise frem engang, hvis du får lyst! ;)
      Alfabetisering er vist også det mest overskuelige system - i hvert fald ville jeg næsten ønske, jeg havde disciplin nok til det. Det må være meget nemt at finde rundt i?

      Åh ja, en pejs skal der til i mit drømme-bibliotek. Egentligt forestiller jeg mig blot en ægte kopi af Belles' bibliotek fra 'Skønheden og udyret' - jeg er vist aldrig helt kommet over min barndomsforelskelse i det så perfekte rum. Trapper og små stiger tiltaler mig i hvert fald også.

      Slet
  10. Nu læser jeg jo 99% YA eller paranormal/fantasy, så jeg har valgt at stille mine bøger efter "genre" - eller undergenre er det vel. Mine står sorteret sådan at alle vampyrbøger står sammen, alle varulve står sammen, og så videre med for eksempel fantasy, magi, zombier, contemporary og engle. Så kan jeg nemmere finde hvad jeg har lyst til at læse :P Jeg fik ny bogreol i Juli, en af de store fra IKEA, så der er i hvert fald nogle måneder tilbage før jeg bliver nødt til at stille i to rækker igen ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Fantastisk med en ny stor bogreol - rart at kunne holde ordenen et par måneder endnu. For åh ja, det er afgjort finest når bøgerne blot står i en enkel række af gangen.
      Det er ret smart at genre-opdele, når man kan gøre det så specifikt som du. Det må være tilpas overskueligt! :)

      Slet
  11. åååååh, fortryllende. og din stemme og måde at tale på, passer perfekt til dine videoer søde Rikke!

    jeg har egentlig tænk over, kan du finde på at købe flere udgaver af én bog? jeg kunne nemlig godt tænke mig H C Andersen i Leatherbound classic udgaven - men den danske er også fin! og sådan har jeg det faktisk med flere titler :-)

    - ville ønske min bogreol var lige så fin som din. mine bøger står på en sort rumdeler - sort var kærestens krav.. det er bare ikke lige så fint :s men bøgerne har deres plads, og det er jo det vigtigste :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er du sød! Tusind, tusind tak! :)

      Jeg forsøger at lade være med at købe 'dobbelt-udgaver', men det er bestemt sket før! Sommetider er det svært at undgå. Jeg forstår godt, du drømmer om den læderindbundne udgave af Andersens eventyr, men jeg må indrømme, at den ville jeg aldrig selv få læst på engelsk. I min optik har det sin charme at læse på dansk, når man nu endelig kan ;)

      Sort er skam også fint - og hvis der er plads nok, er det også det vigtigste :)

      Slet
    2. du har nok ret.. måske jeg skulle skrive dne på ønskeliste - på den måde køber jeg jo ikke dobbelt udgave :p

      og du har bestemt ret! der er noget særligt ved at læse de danske. og det er jo også ret smart til højtlæsning for børn - hvis der kommer sådan nogle en dag :-) for det er helt sikkert; får jeg børn, skal de vokse op med eventyr, præcis som jeg gjorde :-)

      Slet
  12. Jeg kan slet ikke nænne at lade bøgerne stå i to rækker! Selvfølgelig skal de alle vises frem, have det nødvendige sollys og nydes hver især. Dog er jeg for nyligt flyttet fra stor lejlighed med indbyggede reoler, til et lille værelse hos min mor. Så det gør lidt ondt indeni, at de eneste bøger der står fremme her er de jeg ikke har læst - og de er simpelthen bare på en lille rumdeler. Farvesystem, da genre er så forskellige og fordi der simpelthen ikke er nok til at det ville betyde noget stort alligevel! Resten af min kære samling af bøger ligger i flyttekasse efter flyttekasse, i et mørke ingen af dem fortjener på en gård hos min kære søster der har givet mig lov til at opmagasinere ting der.. Det knuser mit hjerte, men hvad kan man gøre?

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh hvor trist med bøger i lukkede flyttekasser. Æv. Men ja - det er en nødvendighed i perioder, og jeg håber, de snart vil blive fundet frem igen :)
      Jeg gør mig akkurat de samme tanker mht. at opstille i to rækker. Men det er desværre nødvendigt, medmindre jeg vil sende nogle til opbevaring - eller endnu værre, i kælderen. Phew, den tanke kan jeg slet ikke bære.

      Slet
  13. My goodness, your bookshelves are beautiful! I wish I had such a big shelf to place mine on. And its amazing how well you coordinated everything

    xx Carina
    P.S I added you on goodreads! I don't know why I hadn't added you sooner :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Thank you dearest! I still wish for a bigger shelf - I guess you can never get enough, when you keep buying books!

      Looking forward to hearing from you on Goodreads then! :)

      Slet
  14. Skøn og ikke mindst beundringsværdig bogsamling du har dig. Jeg er enig med dig i at man ikke skiller serie ad, uanset om det er bog-serien eller design-serier. Min opdeling er heller ikke i genre, men i rækkefølge af hvilke bøger vi holder mest af. Det er ikke altid lige nemt når man er to der har en mening. ;0) Jeg døjer altid med plads, men får løbende ryddet nogle hylder med pynte ting for at få plads til de fine bøger. Jeg har endnu ikke bøgerne i to rækker, det havde jeg da jeg boede i lejlighed, og jeg hadede det. Så nu hvor min bøger har fået deres eget bibliotek, så har jeg forsøgt at finde andre løsninger for at undgå det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Jeg er også rigtig glad for den.
      Og hvor er det fint, jeg ikke er den eneste, der ikke kan skille design-ligheder og serie-bøger fra hinanden. Det kan jeg simpelthen ikke overskue på nogen måde!
      Det lyder som et fint system I har - og jeg misunder dig at du kan nøjes med én række bøger. Det er afgjort det mest optimale, men når pladsen er trang må man udnytte hver en centimenter - hellere det end skulle undvære en bog, i hvert fald.

      Slet
  15. Wauw, havde faktisk troet, at du ville have en meget større reol, men det hele giver jo god mening med din forklaring (:

    Personligt har jeg rent faktisk kun 2½ i hylde til skønlitteratur (og en til faglitteratur, kan simpelthen ikke nænne at blande dem). Hvordan jeg kan nøjes med så lidt forstår jeg egentligt ikke helt, men tror det bunder i, at jeg konstant koncentrerer mig om ikke at købe flere bøger, før end jeg skal bruge dem, og alle dem jeg ikke elskede blev efterladt hos mine forældre da jeg flyttede.

    Det hele står samlet efter serie, og hvis det videre kan lade sig gøre derfra, så bliver de opdelt efter højde, og en sjælden gang i mellem alfabetisk, som jeg så fint lærte at gøre det, da jeg var bogopsætter på biblioteket :b
    Glæder mig bare, til jeg når i bund med alle de bøger jeg ikke har læst endnu, så jeg for alvor kan tillade mig at købe nye ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Desværre ikke - jeg har slet ikke pladsen. Men jeg ved nu heller ikke, om jeg ville kunne nænne at skille mig af med min bogreol alligevel. Jeg holder så meget af den.

      Det er meget fint at kunne opbevare lidt hos sine forældre også; det nyder jeg bestemt også godt af! :) Og det med at sortere lidt efter højde, kender jeg faktisk godt. Jeg vil helst starte med de høje, og så lave en trappegang 'nedaf', hvis det giver nogen mening? :)
      Og åh, det forstår jeg godt! Det er fantastisk at få læst i bund - selvom det så sjældent sker for mit vedkommende.

      Slet
  16. Sikke fine billeder og video ... og hvor ser det flot ud med de hvide reoler og smukke farvestrålende bøger! Jeg får sådan lyst til at gå hjem nu og kaste mig foran mine egne reoler og bare kigge på dem!

    Jeg tror jeg er en af de få bogelskere, der ikke har problemer med bogpladsen: arvede for et år siden et KÆMPE reol-system, næsten fra gulv til loft ... og henover døren ... plus det løse: små reoler fra mine teenage-år og diverse gamle ølkasser.

    Mine reoler er meget anderledes end dine: mere brune og mørke i det ... sådan lidt 70'er-hule-agtigt. Jeg havde en gang sorteret dem i farver - så ret fedt ud, men kunne aldrig finde noget! Nu er de tilbage i alfabetisk rækkefølge - lige på nær en reol + et par kasser, hvor jeg har bøger jeg mangler at læse.

    Så har jeg desuden en stor reol til mine sko ... har en meget tålmodig kæreste! Han er minimalist, så det var lidt af en udfordring at flytte sammen ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Der er nemlig virkelig noget fint og glædesfrembringende ved at stirre på sin reol. Jeg kunne virkelig stirre mig blind på min, så jeg kender følelsen!

      Fantastisk med en kæmpe-reol. Det drømmer jeg virkelig om! Og skønt du kan overholde en alfabetisk ordning - det duer jeg slet ikke til.
      Og åh, sko-reoler må der også til ;) Fantastisk med lidt tolerance fra mandens side - det nyder jeg virkelig også godt af selv.

      Slet
  17. Elsker dine bogreoler, du har så mange super smukke bøger, og selvom pladsen er trang, synes jeg, at du udnytter den på fineste vis! Man skal altid have et lille kig i din bogreol, når man er på besøg, for man kan altid finde inspiration blandt de mange smukke bøger. <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh hvor du sød, kære Mette <3 Jeg glæder mig til at lade dig gå på opdagelse i reolerne i morgen aften så :')

      Slet
    2. Jaja det skal nok blive hyggeligt! :D <3

      Slet
  18. Hvor er det bare et fint og meget personligt indlæg - og videon er så fin. Jeg får helt lyst til at vise min og min kærestes bogsamling frem. Vores system (eller mangel på samme) er lidt rodet men er sådan cirka i genre (fx. fagbøger for sig, skønlitteratur for sig) opstilt efter forfatter (alle Hemmingway sammen, alle Bukowski samme, alle Murakami etc.) og så alle danske forfattere sammen, engelske/amerikanske sammen etc. Og så er der "alt det løse" som blev farvesorteret. Ish.

    Vi har OK med plads - vi har faktisk lige sorteret lidt ud, så vi kunne få lidt bedre plads. Vores reol er den første man ser, når man træder ind i vores lille lejlighed - vi har selv bygget den, så den går helt op og passer til vores skrå vægge.

    Og så kan jeg se, at du er en stor Philip Pullman læser. Jeg har kun læst hans Dark Materials triologi (Det gyldne kompas triologien), som er en bog der har betydet meget for mig, og jeg har læst den igen og igen. Jeg kunne se du havde lidt flere bøger med ham. Måske du vil lave et Philip Pullman indlæg engang?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak du fine. Det sætter jeg stor pris på, du synes. Det kunne være enormt hyggeligt, hvis du også viste bogsamlingen frem; den er sikkert helt fantastisk.
      Jeg tænker, det også ofte er lidt svært med en decideret og gennemført struktureret orden. Jeres løse system lyder egentligt også helt overskueligt.
      Hvor er det fint, at reolen er blikfanget i jeres stue. Det er en skøn ting at få øje på :)

      Philip Pullman er helt fantastisk - og hans 'Dark Materials' er helt enestående. Den definerede nærmest min barndom, og jeg vil altid huske det. Jeg vil meget gerne stykke et indlæg sammen om det, engang :)

      Slet
    2. Jamen, så tror jeg, at jeg en dag ved lejlighed vil strikke et "bogreol-blogindlæg" sammen :) Og ja, vores system er faktisk OK overskueligt - jeg ved cirka, hvor bøgerne står.

      Og jeg har samme forhold til "Dark Materials", så det blogindlæg vil jeg glæde mig til at læse :)

      Slet
  19. Rikke, det var dælme ikke meget dansk litteratur der har sneget sig ind her! Hvordan kan det være?? (tema-tirsdag, gogo!!)

    Et lille tankespørgsmål: Nu skriver du jo selv: "Eftersom mine bøger står i to rækker, har jeg nøje spekuleret over hvilke bøger, der ikke skulle fremstråle tydeligt på hylden" - men du taler mest som om du har valgt 'den forreste række' efter skønhed og yndlingsbøger/indhold. Men skænker du det nogensinde en tanke, hvad de bøger, der står forrest, siger om dig? (Helt provokerende sagt: Trækker nu nogle frem, som du tænker 'giver et godt indtryk', og gemmer andre væk?) - Når du nu selv pointerer, at det første folk ofte ser hjemme hos dig, er din bogreol :)

    Jeg har også meget lidt system hos mig, men dog nogen. Til gengæld er jeg ikke fan af det der med dobbeltrækker, selv om det måske snart bliver nødvendigt :p

    SvarSlet
    Svar
    1. Åeh.. Det er nok bare noget med mine egne interesser. Jeg er evigt fortabt i britisk litteratur, særligt fra 1800 tallet, og min interesse befinder sig mest dér. Desuden har jeg aldrig beskæftiget mig så meget med dansk litteratur på mit studie, så jeg har vist nemt ved at overse det.

      Jeg ved ikke, om jeg tænker gode indtryk, med min bogreol. Måske, måske ikke. Den slags er vist ubevidst? :p I hvert fald står mange af mine yndlingsbøger forrest - både af design men også af indhold. Min slidte barndomsudgave af Peter Plys var ligeså naturlig at stille foran, som mine smukke læderindbundne bøger. Det har meget med affektionsværdi og læseglæde at gøre, tror jeg. Jeg elsker smukt design, men nogle bøger er så smukke og kære, på trods af et slidt ydre. Så det er en tydelig blanding.
      Mht. at gøre et godt indtryk, har jeg aldrig helt spekuleret så meget over det. Stephanie Meyer ligger fremme, side om side med Dostojevskij - kun af pladsmæssige årsager. Jeg tænker ikke nødvendigvis over, hvad det siger om mig - for jeg ved ikke, hvad det siger om mig, når det kommer til stykket.
      Jeg tænker meget på plads, og jeg tænker meget på udseende, når jeg indretter min bogreol. Men jeg tænker bestemt også på betydning, hygge og læseglæde.

      Slet
  20. Jeg beundrer virkelig din bogreol, Rikke! Den er pakket med de smukkeste og mest fantastise bøger. Dine Barnes and Noble leatherbound classics supplerer hinanden virkelig godt. De tilfører en masse farve og spøjse mønstre.

    Min egen bogreol er langt fra lige så pakket med herlige fortællinger, som din er. Men jeg håber, jeg engang kan komme til at eje lige så mange - hvis ikke endnu flere - bøger.

    Efter min optik har du den mest perfekte bogreol. Den indeholder et væld af klassikere men giver også plads til nyere fortællinger. Jeg er specielt vild med din interesse for fantasy og for 1800-tallets britiske litteratur. Det er nemlig også nogle af mine egene favoritter.

    Du skal endnu engang have ros for din fantastiske blog. Jeg følger trofast med og nyder at læse dine indlæg og se billeder af dine smukke bøger :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Jeg elsker også selv B&N's dekorative bøger og det farvesammenspil, de danner. Jeg kunne aldrig drømme om at skille dem ad.

      Det er fantastisk, vi deler så mange interesser og læseglæder. Klassikere, britisk litteratur og fantasy - det er en sand lykkedrøm. Det er de genrer, jeg befinder mig allerbedst i og finder allerstørst glæde i.

      <3 Din ros varmer. Jeg kan slet ikke takke dig nok. Det er skønt, du læser med.

      Slet
  21. Jeg er lige faldet over din blog, og jeg er blevet helt ramt over det fortryllende univers, jeg er havnet i. Jeg har allerede brugt en time på at læse nogle af dine gamle indlæg, og når jeg får mere tid, vil jeg læse resten. Hvem skulle tro, det var muligt at finde sådan et eventyrligt sted helt tilfældigt. Din blog er mit Narnia!

    Og den måde, du laver dine videoer på er vidunderlig! Smukke ord, svimlende bøger og fantastiske sange! Jeg kommer helt sikkert til at følge med fremover! :-D

    Jeg håber, du har en god dag!

    Hilsen Ida

    Forresten så minder din stemme mig lidt om Medinas (altså sangerinden). Det er lidt pudsigt, synes jeg :b

    SvarSlet
    Svar
    1. Fantastisk kommentar. Jeg takker af hele mit hjerte for dine søde ord. De varmer så uendeligt meget. Det er så enestående at have læsere som dig :)
      Hvad angår Medina, har jeg aldrig hørt dén før :b Det var dog lidt pudsigt.

      Jeg håber bestemt også, du har en god dag - og en skøn weekend.

      Slet
  22. Uh, mine er stakket op på hylder og reoler - helt uden system, alfabetisk rækkefølge, farve eller genre-orden. Jeg er oprydningsnazi med så meget andet, men ikke mine bøger- hvor underligt det end lyder, elsker jeg, at jeg skal hen og "lede" når jeg skal finde den, jeg vil læse i. For har så mange, at nogle går i glemmebogen i perioder, så når jeg går på jagt efter en bestemt, falder jeg tit over en af de oversete. Og så bliver jeg altid glad. Derfor ender det som regel også med, at der ryger en mindre stak med over i sengen, når det er læsetid (;

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan enormt godt lide dit princip og den opdagelse, dine bogvalg sender dig på. Sikke en sød tanke! :)

      Slet
  23. Smuk bogreol - virkelig inspirerende... Min reol er mest bygget op i temaer - min kæreste har en stor stor kærlighed for bøger om danske film og skuespillere, så det fylder en del - min del er en lille del, med en masse Tove Ditlevsen, Martha Christsten, Dan Turell og nogle få klassikere... Din bog reol, den "store" af dem, er simpelthen så fin - hvor har du købt den henne? - Theresa :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak! Min bogreol er fra Idémøbler til 1200 kr, mener jeg. Den er købt for længe siden, men jeg spottede den nu også sidste gang, jeg var der :)

      Og det lyder tilpas overskueligt med små temaer. Fantastisk med Dan Turell - jeg elsker hans skriverier.

      Slet