Decemberlæsning og julelængsel

I virkeligheden begynder det i det samme sekund, kulden sætter ind og sommeren jages på flugt. I takt med at bladene bliver gyldnere, himlen bliver mørkere, og dynen bliver tungere, rykker mit humør sig tak for tak tættere på en julestemning. Jeg finder striktrøjer frem, køber nye vanter, tænder for radiatoren, og når jeg kigger ud i gadelygternes sparsomme lys, kan jeg næsten bilde mig selv ind, at enkelte snefnug har forvildet sig ned fra himlen.

Når rødt glitterstads reflekteres i butiksvinduerne, sirligt indpakkede chokolader optager hyldepladsen i Netto, og hobetal af tilbudskataloger indtager min postkasse, er jeg allerede fortabt. Sandheden er, jeg venter længselsfuldt på julen allerede inden septembers sidste dag er forbi.

Jeg elsker december, jeg elsker julen, og jeg har altid gjort det. Hver decemberdag er noget særligt, og markeres ved et brændende lys, en oplukket låge og et skrabet felt. Lysene i gågaden tændes og får pludselig bymidten til at fremstå helt fortryllet, som var det en helt anden verden. Den morgenlige rute mod busstoppestedet er præget af frostkyssede tage, vantebeklædte fingre og røde kinder. Duften af gran hvirvler rundt i luften, og blander sig med toner af hjemmebag, kanel og brændte mandler. Kakao varmes, træer fældes, gaver købes, og paniske udbrud lyder, når enhver nærmer sig det alt for åbenlyse gemmested under sengen. Adventssøndage bliver nydt med de julefilm, man har set et utal af gange og kan fuldstændig udenad, men alligevel altid ler så højlydt af. I selskab med ens nærmeste forsvinder man ind i julestemningens varme, og i selskab med en bog sukker man atter over de sneklædte scenarier, man endnu selv venter på.

December bevæger sig på listende alfefødder, nærmere og nærmere. Om et øjeblik er den her, og om et øjeblik går det hele igang. Indtil da udlever jeg min juledrøm igen og igen i hjertevarmende bøger om sammenflettede julehjerter, glitrende snedynger, familieidyl og mirakler. Jeg har nøje udvalgt og sammensat en julemæssig læseliste fyldt med den magi, der gør december så speciel.

I videobloggen nedenfor fremviser jeg de julebøger, jeg vil tilbringe stille decemberstunder  sammen med. Hvad med jer? Skal I også læse en varmende julebog i år? I så fald, hvilken?

"Salernos sol" af Anne-Marie Vedsø Olesen

"Salernos sol" af Anne-Marie Vedsø Olesen, fra Politikens Forlag, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2000). Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. 3/5 stjerner.

"Salernos sol" er Olesens debutroman, som kom på andenpladsen i Gyldendal og Det Kongelige Biblioteks konkurrence om en middelalderroman.
Bogen udspiller sig i 1100-tallets solrige Italien, hvor den engelske Edgar studerer for at blive læge. Hans liv på lægeskolen er præget af en simpel lykke, lige indtil korstogenes fakler brænder gennem Europa, og hele hans verden med ét bliver vendt på hovedet. Edgar tilslutter sig den franske Kong Ludvig d. 7., som livlæge for Dronning Eleonora. Edgar vikles hurtigt ind i det komplicerede forhold mellem kongen og dronningen, og må træde varsomt mellem svimlende intriger, ideologier og taktikker.

“På en måde føltes mine år ved lægeskolen i Salerno som de lykkeligste i mit liv. I hvert tilfælde dengang. Dengang, da jeg endnu ikke kendte den lykke, der brænder og fortærer, og som, hvor kortvarigt flammen end måtte brænde, udfylder livet så fuldstændigt.”

Salernos sol lægger ikke alene navn til titlen, men brænder også gennem hver en side i Olesens debutroman. I tykke lag af detaljerede naturbeskrivelser og sanseindtryk, vækkes en middelalderlig hverdag til live på et enkelt øjeblik. Duften fra planterne i lægeskolens have kildrer i næsen, havet glitrer og bruser ubekymret i det fjerne, og lange skygger bevæger sig i middagsheden. Fortalt med Edgars stemme og med Olesens ord er "Salernos sol" en atmosfærisk sprogleg.
Det er beklageligt sjældent, jeg læser danske bøger af danske forfattere, men ikke desto mindre, mindede "Salernos sol" mig et øjeblik om, hvad det er, jeg går glip af. For i de rigtige hænder og med de rigtige ordsammensætninger, kan det danske sprog skabe usammenlignelig, solid og gammeldags magi. Og det er netop dét, Olesen kan og gør.
Bogen er fortalt fra Edgars synsvinkel, og iscenesat som et fortrydende tilbageblik. Edgar gør hurtigt læseren opmærksom på, at han nu befinder sig i beklagelige omstændigheder, og længdes tilbage til en simplere og lykkeligere tid. Hver af bogens fire dele indledes med ordet "ak" og en allestedsnærværende fortrydelse. Som resultat er tonen en anelse melankolsk - altimens Edgars selvmedlidenhed er sørgeligt gentagende.
Edgar er en problematisk karakterer, da han hverken inspirerer til foragt eller sympati. Han forholder sig uudholdeligt passivt til sine omstændigheder og lader sig styre af andre. På sin vis fremstiller Olesen i ham en mand, der narres af de, der er klogere end ham. Edgar er håbløst naiv og uden tanke for konsekvenserne af hans handlingerne. Han vandrer rundt i en døsig tåge af lyst og begær, forblændet af sin seksualitet frem for sin forstand.

“Men stilheden er fyldt af noget andet, noget mere. Den er så intens, så fortættet, som rosenbuskenes dufte, som det stærke sollys, der tegner skarpe skygger. Den er fyldt med århundredets viden, der gives videre, skrifter der studeres og oversættes og afskrives.”

I en kombination af faktiske historiske begivenheder og fiktive spændingsingredienser, formår bogen at male et troværdigt portræt af middelalderens korstog, trosforhold og levevilkår, samtidig med den fortæller en historie om forbudt kærlighed, hovedkuldse beslutninger og snigende mistanker. Anne-Marie Vedsø Olesen er selv uddannet læge, og hendes grundige viden om lægekunsten afspejler sig direkte i Edgar.
Ofte finder jeg romaner om middelalderen til at være plaget af tunge praktikaliteter og informationsmæssige bombesprængninger. Forfattere fortaber sig så dybt i deres ønske om historisk korrekt fiktion, at de næsten glemmer fiktions-delen i al historie-virvarret. Lykkeligvis er det ikke tilfældet her; Olesen bevarer den middelalderlige tyngde og dysterhed, uden at formindske den sensuelle atmosfære.
"Salernos sol" er en fortælling af den slags, som er let at træde ud og ind af på et splitsekund.  Den spøger ikke i bevidstheden, når den lægges til side, og den kræver ingen dyb koncentration for at blive åbnet op igen. Det er en nem bog at læse, en nem bog at forstå - en form for fuldstændig uforpligtigende underholdning. Selvom Edgars personlighed hurtigt blegner og svinder ind under læsningen, bliver Salernos sol ved med at stråle. Blændende, betagende og nådesløst.

"What Maisie Knew" af Henry James

"What Maisie Knew" af Henry James, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 1985 (org. udgivet i 1897). 2/5 stjerner.

I "What Maisie Knew" udforsker Henry James børns uskyldige naivitet overfor voksnes korrupte maskaradespil. Han lader sin hovedperson færdes i en verden komplet frarøvet ethvert voksent forbillede og tillidsperson.

Bogen omhandler Maisie, der efter hendes forældres skilsmisse skiftevis skal bo ved hendes mor eller hendes far i et halvt år. Hendes forældre er kun interesseret i hende som et middel til at provokere og hævne sig på hinanden. I denne verden uden stabilitet og omsorg, vokser Maisie op og bliver en stiltiende iagttager af disse voksne og deres selvmodsigende løgne. 

“She took refuge on the firm ground of fiction, through which indeed there curled the blue river of truth.”

"What Maisie Knew" er konstrueret ud fra et overvældende interessant koncept. Bogen er fyldt med kyniske menneskesyn og skarpe iagttagelser. Der hersker en ekstrem mangel på et moralsk kompas at navigere rundt efter; i stedet bevæger læseren sig i en overflade af løgne, bedrag og mistanker. Historien er aldrig direkte sensationel eller skandaløs - men den er fyldt med et hverdagsligt svigt.

Bogens hovedperson, Maisie, bliver ikke alene passeret frem og tilbage mellem hendes forældre som et ladet våben, hun bliver også en vigtig brik i et spil, hun slet ikke forstår. Når hendes egne forældre mister interessen for hende, bliver hun overleveret til andre udstrakte arme, og må igen og igen være vidne til affærer og løgne i en uendelig cirkel. Dysfunktionelle forhold spirer op overalt omkring hende, og enhver myndig stemme er fuldstændig utroværdig i Maisies ører. Maisie bliver tvunget til at agere som en voksen, fordi de voksne omkring hende agerer som børn.

James fortæller ikke historien direkte fra Maisies synspunkt, men han tillader dog kun læseren at se, hvad Maisie ser. Læseren bliver aldrig inviteret ind i de aflåste rum, men følger derimod kun i Maisies fodspor. Man er begrænset til at danne sammenhæng ud fra snigende mistanker og halve sandheder - de bagvedliggende kulisser henligger i mørke, og det eneste kighul er gennem uskyldige barneøjne.

Konceptet er gruopvækkende og frastødende; banalt og dybt kompliceret på samme tid. James portrætterer ikke børnemishandling eller vold - men derimod svigt og ligegyldighed. Og i hans smalle hverdagslige aspekt rammer han dét, der er ethvert skilmissebarns største frygt.

På trods af bogens forholdsvist korte omfang, er der ikke tale om en bog, der er hurtigt læst. Snarere, tværtimod. Hos James tæller hver en sætning på hver en side, og fordi de store hændelser netop er så trivielle og inddirekte, kan de hurtigt overses i forbifarten. Bogen kræver en usædvanlig dedikation - og jeg tror ikke, jeg formåede at give den.

“Everything had something behind it: life was like a long corridor with rows of closed doors.”

Denne bog markerer mit andet møde med Henry James, og på mange måder er de efterladte tanker akkurat det omvendte af mit første indtryk. "What Maisie Knew" kunne på ingen måde befinde sig længere fra mine forventninger eller forudanelser.

Selvom jeg husker, at jeg sidste efterår tabte mit hjerte til James' "The Portrait of a Lady", erindrer jeg intet særligt om det sprog eller den skrivestil, James benyttede. Det eneste jeg husker er plottet og karaktererne, og det komplicerede puslespil, de udgjorde. Min læsning af "What Maisie Knew" er derimod farvet tydeligt at et smukt, levende og skrøbeligt sprog, hvis sætningerne jeg har nedskrevet og gemt i en højt skattet citatbog. Historien og karaktererne der udlever den, har jeg derimod allerede givet slip på for evigt. De kommer aldrig til at færdes i min hukommelse.

Uanset hvor hårdt jeg prøvede, og uanset hvor koncentreret jeg læste, blev handlingen ved med at flimre og sløres for mine øjne. Maisies formålsløse cirkelbevægelser mellem hendes ligeligt håbløse forældre og værger, forargede mig kun som et billede på forældresvigt - ikke som en egentligt personlighed. Jeg måbede over James' sprog og hans præcise historiekoncept - men aldrig over historien selv. Min læsning trak i langdrag, mine øjne blev trætte, og jeg mistede enhver indlevelse undervejs. 

Tema-tirsdag #32: Spoilers?

NB: Dette indlæg indeholder ikke spoilers.

I den ideelle verden ville enhver bog være en overraskelse, enhver historie ville være ny, og enhver slutning ville være uspoleret. Det er efterhånden et sandt kunststykke at åbne bøger med så minimal viden som overhovedet muligt - på trods af den stigende sværhedsgrad i at holde øjnene lukket for ethvert afslørende nøglehulsglimt i internettets afkroge.

Spoilers betyder forskellige ting for forskellige mennesker, og nogle er langt sartere end andre. Sommetider har jeg endda hidset mig op over bøgers bagsidetekster og introduktioner. Særligt når jeg læser de ældre, klassiske og støvede værker, befinder jeg mig i en verden af gråzoner. For er det overhovedet muligt at tale om spoilers i forbindelse med bøger, der er flere hundrede år gamle? Selvom bøgerne er nye for mig som læser, er deres nyhedsværdi for længst udløbet - og er spoiler-etiketten samtidig løbet ud i sandet? Er det kun nyere bøger, der skal behandles med høflighedens varsomhed - og i så fald, hvor i alverden går grænsen? 

Problemet er, at så mange af både nyere og ældre bøger falder ind i en kategori for almen viden. Alle ved, Shakespeares "Romeo and Juliet" ikke ender lykkeligt. Alle ved, Elizabeth Bennet får Mr. Darcy. Og alle kender Dumbledores skæbne. Emnerne er blevet udforsket til hudløshed - og der udvises sjældent hensynstagen i den sammenhæng. Det er uundgåeligt at samle bøgerne op, uden at kende til adskillige brudstykker af plotlinjen, karakterernes skæbne og måske endda hele citater. Det er blot simple facts, integreret i vores kultur.

Ikke desto mindre tror jeg, at gode bøger godt kan tåle enkelte ridser i deres skinnende lak af overraskelser og plottwists. Jeg tror ikke, at viden om Dumbledores skæbne kan devaluere hele "Harry Potter and the Half Blood Prince". Jeg tror ikke, at afsløringen af Romeo og Juliets kærlighedstragedie kan forhindre Shakespeares sprog i at udøve dets fortryllelse. Og jeg ved, at jeg på trods af den velkendte slutning i "Pride and Prejudice" ikke blev frataget et eneste henført suk eller så meget som et eneste gram af indlevelse.

De største og mest virkningsfulde værker i litteraturhistorien (100 år tilbage såvel som 7), udgør store dele af vores kulturarv. Referencer og afsløringer breder sig som ringe i vandet - og jeg tror ikke, det spiller nogen definitiv rolle i den enkelte læsers nydelse af den enkelte bog. Naturligvis foretrækker jeg at åbne mine bøger i fuldstændig blinde, naturligvis bliver jeg dybt frustreret over spoilers, og naturligvis undgår jeg dem så godt, som jeg kan. Jeg tror dog alligevel, at de bedste bøger gemmer på mere end én hemmelighed - og at deres kompleksitet sjældent kan afsløres ved én enkelt spoiler.

For nylig udkom den seneste bog om den ikoniske Bridget Jones. Interessen for bogen steg til uanede højder, og internettet blev pludselig et farligt sted at færdes. Selv korte og tilsyneladende uskyldige artikler indeholdt minefelter af spoilers, der truede med at eksplodere i mit ansigt, desto længere jeg scrollede ned. De var overalt - og det lykkedes ikke helt for mig at undgå dem.

Men da jeg endelig, efter flere ugers nervøse trækninger, fandt bogen frem og fordybede mig i den, gik det op for mig, der slet ikke var tale om spoilers. Tværtimod. For når de så omtalte plotdetaljer bliver afsløret efter 10 siders læsning, er der vel næppe tale om spoilers, men snarere simple handlingsreferater. Grænsen mellem referater og afsløringer er hårfin og næsten usynlig - men den er dog eksisterende. Et handlingsreferat søger at afdække bogens fundament og vække nysgerrighed - og er bogens første 10 sider ikke netop en del af bogens basale grundlag - uanset hvor overraskende de 10 sider end måtte være?

Omvendt er jeg en enorm modstander af introduktioner, og venter altid med dem til læsningen er slut og spændingen overstået. Introduktioner gemmer ofte på indgående analyser og nådesløse opremsninger af plot, karakterer, sprog og symbolik. Velskrevne introduktioner tilføjer et festfyrværkeri af ny indsigt, større forståelse og interessante vinkler - men jeg begriber ikke deres placering lige bag titelbladets bogstaver. Næsten alle læser snarere introduktionen som en konklusion frem for den indføring, det er intenderet som. Hvor paradoksalt det end virker, befinder den største dissektion og de voldsommeste spoilers sig tit i introduktionens første ord. 

Spoilers er problematiske størrelser - og er ofte næsten umulige helt at undgå. Det handler blot om at finde balancen mellem at vide netop de ting, der giver en lysten til at læse videre, og de ting der udjævner en ellers høj spændingskurve. Det er en verden udgjort af subjektivitet og særtilfælde.

Hvad med jer? Hvordan har I det med spoilers? Kan en enkelt spoiler ødelægge en hel bog for jer? Tror I, der findes en "udløbsdato" for hvornår nogle bøger bliver almen viden og derfor ikke kan spoiles? Og hvordan betegner I grænsen mellem handlingsreferater og deciderede spoilers?

"Four Tales" af Philip Pullman

"Four Tales" af Philip Pullman, fra forlaget Random House, udgivet i 2010. 3/5 stjerner.

"Four Tales" er en samling af fire eventyr, der tidligere er udgivet enkeltvis i årene 1995-2004. De fire eventyr varierer både i omfang, form og tematikker, og bringer læseren fra det gamle Kina til fjerne kongeriger, urmagerværksteder og brakke majsmarker.
I "The Firework-Maker's Daughter" følger man en ung pige, der ønsker at blive fyrværkerimager ligesom hendes far. "I Was a Rat!" fortæller om en lille og forvirret dreng, der bliver adopteret af godmodige mennesker, der forsøger at vænne ham af med hans mærkelige vaner og sære overbevisning om, han tidligere har været en rotte. "Clockwork" er en historie om en historiefortæller, der opdigter en historie med selvopfyldende kvaliteter. Samlingens sidste eventyr "The Scarecrow and His Servant" følger et letsindigt og fjollet fugleskræmsel og dens menneskelige følgesvend på deres vandring gennem landsbyer og marker.

“For every tick, there is a tock. For every once upon a time, there must be a story to follow, because if a story doesn't, something else will; and it might not be as harmless as a story.”

Philip Pullman er en af mine evige yndlingsforfattere. Ikke fordi jeg har læst specielt mange af hans bøger - men snarere fordi, at de af dem jeg har læst har været noget helt exceptionelt, der er blevet hos mig, længe efter de sluttede. Pullman efterlader nemlig et magisk fingeraftryk på alt, hvad han rører. Han er ikke blot en forfatter - han er en sand historiefortæller, verdensbygger og sætningsmager. Ordene er hans håndværk, og han har dem i sin hule hånd. Jeg blev derfor lykkelig, da jeg opdagede, at de fire fortællinger i denne yndigt sølvtrykte bog rent faktisk er eventyr. Fjerlette og fantasifulde eventyr fyldt med de velkendte fingeraftryk af uforudsigelige drejninger og skæve vinkler, der er så kendetegnende for Pullmans forfatterskab.

"The Firework-Maker's Daughter" er det første eventyr i samlingen og også min særlige favorit. Historien omhandler en fyrværkerimager i Kina, og hans datter der så brændende ønsker at tage del i hans hverv. Det er et klassisk eventyr fyldt med voksende vidundere og en tidsløs morale om at kæmpe for det, man tror på, og at turde tro på egne instinkter. Eventyret var en sand fryd at læse med sin lidt gammeldags sødme og bedårende handlingsforløb, der både involverer magiske elefanter, komisk uheldige forretningsmænd og en grotte med glødende kul og lokkende stemmer.

Samlingens andre eventyr bevæger sig længere hen mod kunstneriske fortolkninger af andre forfattere og eventyrssamlinger. I "I Was a Rat!" opbygger Pullman et eventyr ud fra et andet eventyr - og afslører først på den sidste side, hvilken skabelon han har brugt. I "Clockwork" skabes der en kompliceret og langt mere dyster rammefortælling inspireret af de velkendte mekanismer fra Collodis "Pinocchio" med en mørk drejning. "The Scarecrow and His Servant" er næsten en Quixote-lignende rejse med et fugleskræmsel, der er som taget ud af Frank L. Baums "The Wonderful Wizard of Oz". 

Jeg elsker intertekstualitet, og jeg elsker måden hvorpå historier kan indeholde ekko af andre historier uden at danne deciderede genlyde. Pullman bøjer og næsten radbrækker skeletterne for hans eventyr, så deres form bliver forvrænget og fuldstændig anderledes. Man læser igennem dem med en sitrende følelse af at genkende enkelte underliggende elementer - men ofte er man ude af stand til at definere dem, indtil man vender den allersidste side, og Pullman forærer den overraskende løsning.

“... And here it is: you don't win races by wishing, you win them by running faster than everyone else.” 

Som altid med samlinger af forskellige historier, er jeg en anelse splittet mellem hjælpeløs betagelse og lettere skuffelse. To af de fire eventyr henrykkede mig, og to forvirrede mig. Jeg overgav mig fuldstændig til "The Firework-Maker's Daughter" med dens uimodståelige charme, og "Clockwork" med dens mørke undertoner og strukturelle kompleksitet.

Samtidig forekom "I Was a Rat!" mig en anelse for lang, mens "The Scarecrow and His Servant" bogstavelig talt var direkte langtrukken. Jeg nød dog den endelige sammenbindning med et klassisk eventyr i "I Was a Rat!", hvorimod "The Scarecrow and His Servant" tilføjede intet nyt til den fjollede Don Quixote gentagelse. Påfaldende nok fylder disse to eventyr også de fleste sidetal; så de føles ikke blot lange, de er lange i forhold til deres to modstykker.

En samlet bedømmelse ender derfor på et tippende vippepunkt - men ikke desto mindre, fandt jeg i "Four Tales" ægte glimt af Pullmans indiskutable talent, hans smukke skrivestil og hans detaljesans. Det ærgrer mig blot, at de to eventyr jeg holdt mindst af, er dem der fylder mest. Jeg ønskede så brændende at elske hvert ord på hver side - men ikke desto mindre gav bogen mig muligheden for at svæve ind i en af mine yndlingsforfatteres imaginære vidunderverden. Og det var et helt eventyr i sig selv.

En overbevisende inderlighed; Catching Fire

Der har længe hersket en mild grad af uenighed mellem min læsning af "The Hunger Games" og filmatiseringen, der dragede uoverskuelige menneskemængder mod biografen sidste år i marts. Der var noget ved Josh Hutchersons Peeta, der ikke helt stemte overens med det billede, jeg havde af bogens Peeta, de klare farver i den uhyrlige Capitol var ikke helt så groteske, som jeg havde forestillet mig, og vigtige brudstykker af information og verdensopbygning blev udeladt. Jeg kunne godt lide filmen - men med de forbehold, der så ofte følger med, når bøger skifter form til film.

Det var derfor med de samme forbehold, jeg gik ind i den proppede biografsal i onsdags - og de blev gjort fuldstændig til skamme. Da filmen sluttede og lyset tændtes, sad jeg tilbage med åben mund og sorte mascaraspor langs kinderne. Jeg var målløs og ordløs, og jeg havde aldrig set det komme. Uanset hvilke skuffelser og uoverensstemmelser den første film må have efterladt mig med, forsvandt de som dug for solen.

Måske er det fordi, Catching Fire er malet i mørkere, køligere og mere utrøstelige farver.  Historien tillader enorm karakterudvikling, som tilføjer skarpere kanter og større dybder til skuespillerne og de karakterer, de portrætterer. Peetas blik er blevet lidt hårdere, og Katniss' styrke er blevet lidt blødere. Josh Hutcherson, som jeg aldrig har holdt af i rollen som Peeta, er fra filmens første øjeblik Peeta i hans blanding af kærlighed, beskyttertrang og sorg, og Jennifer Lawrence afslører Katniss' inderste tanker uden et eneste ord. Effie Trinket har tilegnet sig en rørende menneskelighed, som Elizabeth Banks spiller med tilpasse stænk af magtesløshed og akavet omsorg. Haymitch er pludselig langt mere end en fordrukken tidligere vinder, og selv den skrøbelige Prim finder sin egen stemme i filmens forløb.

Filmens visuelle aspekter er også skabt med langt større og langt mere vovede armbevægelser end tidligere; kostumerne er langt mere futuristiske, Capitols kvalmende overdådighed skærer næsten i øjnene, og den nye Hunger Games-arena er langt mere detaljeret, end jeg selv havde fantasi til at forestille mig. Sneen der fyger rundt i filmens åbningsscener skaber kølige stemningsbilleder af en verden henladt i forvirring og kulde. Turen rundt i de forskellige distrikter uddybes ikke minutiøst, men brugbare kontraster opstår mellem Distrikt 11's ulmende elendighed og overfloden i Capitol. Panem bliver til en mere substantiel og håndgribelig størrelse, i takt med at Katniss og Peeta betragter togets forbiflyvende landskaber.

Men mest af alt er det filmens inderlighed, der imponerer mig. Katniss' desperate og krampagtige forvildelse, da hun hører en fugleflok mimikere hendes elskedes skrig, Effie Trinkets mine, da hun trækker navnesedler op af næsten tomme glasskåle, en ældre mand i Distrikt 11's oprørske menneskemængde, Haymitch der smadrer en flaske mod Præsident Snows ansigt på sin TV-skærm, Johannas fortærende vrede og Peetas maleri af den afdøde Rue på et koldt betongulv. De dystre toner er ikke til at tage fejl af; og de rammer plet hver gang.

På det seneste har jeg genlæst bøgerne i Suzanne Collins' populære triologi, og med dem frisk i erindring er jeg blot endnu mere imponeret over, hvor retfærdigt filmen følger bogens plot. Naturligvis er der enkle afvigelser og udeladelser, og mere end én gang ventede jeg på replikker, der aldrig kom - men til gengæld fik jeg en indlevelse så intens, at tårerne løb ned af mine kinder. Bogen har aldrig fået mig til at græde; men filmen slog mig i tusinde stykker. I den ellers så ujævne overgangsfase fra trykte ord til udspillet filmvirkelighed mister Catching Fire aldrig et eneste sekunds balance. Snarere tværtimod.

"Bogtyven" af Markus Zusak

"Bogtyven" (org. titel "The Book Thief") af Markus Zusak, fra Forlaget Sesam, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2007). Læst på dansk - originalsproget er australsk. 3/5 stjerner.

Med en omhyggelig sammenblanding af historie og fiktion udspiller "Bogtyven" sig i Tyskland under Anden Verdenskrig, hvor hovedpersonen Liesel netop er blevet sendt til en plejefamilie. På trods af Liesel ikke kan læse, har hun stjålet en bog, og hendes højeste ønske er endelig at kunne læse den. Hendes nye plejefar tilbyder at hjælpe, og i takt med at hendes læseevner forbedres knyttes et venskab langsomt.

Midt i de trøstesløse omgivelser og dystre udsigter forsøger Liesel at leve sit liv, omgås med sine venner og læse sine bøger. Bogen fokuserer på det utænkelige - at have en hverdag og en grad af normalitet midt i al krigens kaos.

“Et sted i al sneen kunne hun se sit knuste hjerte, i to stykker. Begge halvdele glødede og bankede under alt det hvide.” 

Med "Bogtyven" har Zusak foretaget sig et fuldstændig usædvanligt eksperiment. Rent kompositionsmæssigt er det som om, bogen fortælles bagfra og ethvert plottwist, enhver død og endda slutningens omfang er næsten givet fra start. Der er ikke det fjerneste forsøg på en spændingskurve eller opbyggende mysterier. Zusak spiller med fuldstændig åbne kort, og han gør det bevidst.

Historien fortælles med skrøbelig og oldgammel stemme, plaget af udmattelse, krigens destruktion og menneskets dumhed, en stemme der ingen interesse har for spænding eller undren - snarere tværtimod. Fortælleren er nemlig Døden selv, og han er uendelig træt af menneskets krig og det arbejde, den generer for ham. Hans fortællerstemme er højlydt og afbrydende, og historien er først og fremmest præget af hans distancering og vedvarende undren overfor mennesket. Halvvejs inde i bogen afslører han hele slutningen og former således hele bogen med hans idé om, at det ikke er resultatet men snarere vejen dertil, der er det væsentlige i enhver historie.

Zusaks personificering af Døden er både interessant, formbrydende og mærkværdig. Den trætte stemme og de slæbende skridt, der konstant må bære svage menneskesjæle fra liv til død, den nagende medlidenhed og de mange blik på himlen i et forsøg på at afkode dens farve, føltes som en rørende blanding af kølighed og melankoli. Ifølge Zusak er Døden ganske enkelt livstræt - en kendsgerning der både leger med ord og tanker.

Desværre brød jeg mig aldrig om forsøget på at mimikere Dødens (antagede) fortællerstil. Zusak benytter sig næsten udelukkende af korte sætninger i et håbløst forsøg på at skabe små staccato-stød af poesi. Alt for ofte føles det som små gisp efter luft, og rytmens elektricitet forsvinder. Skrivestilen virker for konstrueret og alt for påtaget, som et konstant forsøg på at øge tempo og danne dramatik. De korte sætninger bliver trættende i længden, og i stedet for at skabe indlevelse og intensitet sænker de tværtimod læselysten og nysgerrigheden. Jeg ved dog ikke, om oversættelsen har noget at sige i den sammenhæng.

“Hun var bogtyven uden ord. Men tro mig, ordene var på vej, og da de nåede frem, kom Liesel til at holde dem i hænderne som skyer og vride vand af dem som regn.” 

Den egentlige plotlinje følger Liesel, som fungerer som den typiske barndomsheltinde. Hovedfokus hviler ikke på den bragende krig; men snarere på Liesels opvækst under krigen, og bogen er essentielt en form for dannelsesroman, der følger hendes gradvise modning og dilemmaer.

De understøttende karakterer, der omgiver Liesel, var for mig ofte langt mere interessante og heltstøbte end Liesel selv. Særligt Liesels elskede plejefar, Hans Hubermann, og hans spekulative sølvgrå øjne vandt mit hjerte og mine tårer gennem bogens snørkler og drejninger. Mit hjerte blødte for ham flere gange, altimens Liesels eventyr og bogtyveri fremkaldte gaben og koncentrationsproblemer. Bogen er stærkest, når den beskæftiger sig med mennesker og forholdet mellem dem. Dens handlingsprægede øjeblikke halter, men de følelsesprægede skinner. 

Min oplevelse af bogen er svær at formulere eller præcisere. Efter at have hørt den omtalt så mange gange, efter at have set den inddragende film-trailer med de lovende skuespillere, og efter at have ventet over en måned på bibliotekets venteliste, havde jeg regnet med noget mere. Jeg havde forberedt mig på at elske den eller endda at hade den. Jeg havde forberedt mig på passion, og nu er jeg efterladt med en følelse af ligegyldighed i stedet. Det er altid de neutrale følelser, der er de sværeste at beskrive.

Tema-tirsdag #31: Guilty pleasure

For mit vedkommende er det de lyserøde bøger med sarte forsider. Austen-genfortællingerne. Kærlighedshistorierne. Lykkeberetningerne. De fuldstændigt forudsigelige chick-lit romaner, der alle følger en velkendt skabelon til punkt og prikke. Hovedpersonen får altid drømmemanden, finder altid lykken, og besegler sin skæbne med et afsluttende kys. Jeg finder bøgerne frem på triste gråvejrsdage, i stressende eksamensperioder, og på lyse sommerdage tilbragt ved stranden. Jeg læser dem typisk på to dage eller i løbet af en enkelt eftermiddag, og jeg er altid efterladt med et smil på læben. Allerede inden jeg læser dem, ved jeg hvad jeg får ud af dem. Og sommetider er det også godt nok. Det er ikke altid, jeg behøver at blive overrasket - sommetider ønsker jeg blot at blive underholdt.
Jeg vender tilbage til dem gang på gang med forskellige resultater. Ligesom alle i alle andre forgreninger af litteraturens genrer, finder jeg både skuffelser og glitrende perler i den lyserøde mængde. Og jeg elsker det. Faktisk tror jeg, jeg indimellem har brug for disse fjerlette afbræk i min tungere læsning. Variation er en nødvendighed i enhver sammenhæng. Og hvor det for andre består af krimier, erotiske romaner eller vampyr-serier, så finder jeg det i chick-lit bøgerne.
Men det er sommetider en svær størrelse at gribe og forklare. Når jeg sidder dér med en bog om Mr. Darcys såkaldte dagbogsoptegnelser er jeg udmærket godt klar over, jeg ikke læser nyskabende eller endda tilnærmelsesvist god litteratur. Jeg læser bare, og jeg nyder det. Udtrykket 'guilty pleasure' dukker op i mit indre, og det er måske det tætteste, jeg kommer på en definition. Selvom der egentligt er indbygget en modsigelse i idéen om at føle sig skyldig over noget, der fornøjer en.

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om, hvordan det er muligt ikke at bryde sig om bøger, men stadig kunne værdsætte dem. Om hvordan en bog muligvis ikke falder i ens smag, men man alligevel kan fornemme, hvordan den muligvis kunne falde i andres. Stor litteratur tilføjer ofte noget til ens horisont og ens tanker - også selvom man dybest set ikke brød sig om det, eller nød at læse den pågældende bog. 

Man kan argumentere for, at det omvendte indimellem også kan gøre sig gældende. At man sommetider læser en vidunderlig bog, der hensætter en i den dybeste læsetrance - men at man samtidig ved, den vil være glemt i løbet af en enkelt dag eller blot få timer. Sommetider kan jeg næsten se klichéerne afløse hinanden i en yndig perlekæde, men ikke desto mindre nyde bogen alligevel. Akkurat ligesom det er muligt at værdsætte bøger, man ikke bryder sig om, tror jeg også, det er muligt at nyde bøger, man ikke værdsætter.
Det er ikke med forventninger om, at få ændret mit liv eller tegnet dybe perspektiver på min hverdag, at jeg finder en af de dekorative paperbacks frem fra min reol. Det er snarere med en forventning om at blive underholdt, at hygge mig og at læse noget afslappende. Og hvis de krav bliver indfriet, er jeg tilfreds. For forskellige bøger kan udrette forskellige ting, og nogle bøger er udstyret med sande eskapistiske egenskaber. 
Jeg vil aldrig nogensinde påstå, at "Bridget Jones's Diary" er et litterært mesterværk. Men jeg vil gerne indrømme, at jeg elsker den, Bridget og hele den genre, den var med til at opbygge. For evigt, for altid.

Hvad er jeres guilty pleasure? Læser I sommetider bøger, som I egentligt ved ikke er noget særligt, men som I elsker alligevel? Gemmer jeres reoler også på fornøjelser, der er ligeså åbenlyst platte som "Mr. Darcy's Diary" og dog så uimodståeligt letlæselige?

"Anne of Green Gables" (Anne of Green Gables #1) af L. M. Montgomery

"Anne of Green Gables" af L. M. Montgomery, fra forlaget Barnes & Noble, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1908). 3/5 stjerner. 

Beretningen om den forældreløse pige, der bliver adopteret i den tro, at hun er en dreng, er en af de mest velkendte børnebogsklassikere. Bogen følger den ivrigt snakkende og højtflyvende drømmer Anne, og hendes nye tilværelse hos Matthew og Marilla Cuthbert på Grønnebakken i det billedskønne Avonlea. Anne er dybt betaget af sine omgivelser, og bruger timevis på at opfinde små passende historier til det elskede landskab.
I små episoder af venskab, stavekonkurrencer, små selskaber og uheldige lege samler Montgomery et helt billede af Annes opvækst og overgang fra barn til voksen, fra drømmeri til virkelighed. 

“It has always seemed to me, ever since early childhood, amid all the commonplaces of life, I was very near to a kingdom of ideal beauty. Between it and me hung only a thin veil. I could never draw it quite aside, but sometimes a wind fluttered it and I caught a glimpse of the enchanting realms beyond-only a glimpse-but those glimpses have always made life worthwhile.”

Jeg voksede op med den hurtigt-snakkende og evigt fantasibryggende Anne Shirley, og jeg lærte aldrig at holde af hende eller hendes yndigt beskrevne omgivelser på Grønnebakken. Den lange række af fortsættelser af hendes eventyr kom aldrig med mig hjem fra skolebiblioteket, og selvom min søster skattede den klassiske børnebogsserie så inderligt, værdigede jeg den aldrig endnu et blik.
Sandheden er, jeg foragtede Anne, fordi hun fratog Emily al opmærksomheden. Jeg kastede min kærlighed på L. M. Montgomerys Emily-serie først, og blev efterfølgende dybt skuffet, da det gik op for mig, at Anne-serien var mere populær, mere anerkendt og langt mere omfattende. Et barns stædighed er en forunderlig ting, og jeg beskyldte således den fiktive Anne for hele verdens læsesmag.
Efterhånden som jeg blev ældre, har jeg ofte overvejet at vende tilbage til Grønnebakken og betragte Anne med lidt mere kærlige øjne, end jeg forundte hende dengang. Det har hele tiden været et spørgsmål om tid, før jeg ville forsøge mit forliste barndomsprojekt igen og stille min nysgerrighed overfor den bog, der irriterede mit yngre jeg så grænseløst. I sidste måned, midt i efterårets faldne blade, kolde stunder og hjemlige dage, fandt jeg atter bogen frem - og efter så mange års forsømmelse, føltes det næsten som om, hvert eneste ord var nyt.
Jeg havde helt glemt, hvor livlig en karakter Anne Shirley er. Hun er så utrolig højlydt, og hendes ord spilder næsten ud over bogens kanter. Hver en sætning hun ytrer er et finurligt kaos af komplicerede ord, fantasifulde betragtninger og små barnlige tragedier. Hver gang hun bliver stillet et enkelt spørgsmål, følger en hel side med hendes sludder unægteligt med. Store dele af bogen fungerer næsten som en energisk monolog - og resultatet veksler mellem det charmerende og det trættende. 

“I don't know, I don't want to talk as much. [...] It's nicer to think dear, pretty thoughts and keep them in one's heart, like treasures. I don't like to have them laughed at or wondered over.”

Anne Shirley er på ingen måde et glorificeret barndomsideal - hun er fyldt med små fejl og selvmodsigelser. Hun er håbløst forfængelig, stædig, fjollet og klodset. Hun er det evige centrum i samtlige uheld og følger sanseløst enhver indskydelse, hun får. Men det er netop dét, der gør hende så troværdigt menneskelig. Anne er et barn med alle de tilhørende inkarnerede barnagtigheder og småligheder.

Bogen er således en henrivende fortælling om en ung pige, hendes magiske verdenssyn og hendes hjerte af guld. Via Anne understreger Montgomery vigtigheden af familie - selvvalgte såvel som biologiske - og fremviser den smukke opståelse af åbenlyse og usandsynlige venskabsbånd. Små glimt af den allerførste forelskelse, der så let kan blive fejltolket som had, sætter sine spor på Anne, og lærer hende en vigtig lektion undervejs. Bogen er første del af en typisk dannelsesroman, og handler om at vokse op og om at gro fast, at høre hjemme og at plages af udlængsel. Historien er fyldt med venlige ansigter, typiske konkurrenter og varmende øjeblikke. Alt sammen fortalt med en ivrig barnestemme og et naivt verdenssyn.

Jeg er glad for, jeg opløste min barnlige forbandelse, og skænkede "Anne of Green Gables" endnu en chance. Selvom Annes sludrende ordstrøm indimellem føltes en anelse for voldsom, greb bogen alligevel fat om mit hjerte og fremkaldte en enkel tåre. Montgomerys fortællinger indeholder en elskelig gammeldags charme, som er umulig at modstå. Og "Anne of Green Gables" er ingen undtagelse - uanset hvad mit 10årige jeg end måtte mene. 

“I'm so glad I live in a world where there are Octobers.” 

"Elijah's Mermaid" af Essie Fox

"Elijah's Mermaid" af Essie Fox, fra forlaget Orion, udgivet i 2012, 3/5 stjerner. 

Forskellige sider og livsbaner i det viktorianske London udforskes i denne roman. Fortællingen er kløvet i to, og hvert kapitel skifter mellem to synsvinkler.
Bogens ene let genkendelige stemme tilhører Pearl, som er fundet i floden som ganske lille, og opfostret i et bordel kaldet "The House of Mermaids" mellem brogede skikkelser af prostituerede og  modbydelige mænd. Hun befinder sig i en primitiv sikkerhedsboble - lige indtil dagen for hendes fjortenårs fødselsdag oprinder, og det går op for hende, hendes liv allerede er solgt til den højest bydende.
Bogens anden fortællerstemme er udgjort af Lilys uskyldige klang. Hun og hendes tvillingebror, Elijah, er blevet adopteret af deres rige bedstefar, og sammen lever de et tilbagetrukket og isoleret liv. Tilfældighedens vej bringer dem en dag til London, hvor de møder Pearl, og tager det første skridt ind i en labyrint af sammenfiltrede skæbner.

“It really was the most wonderful thing to be floating so high in that big balloon, to feel ourselves weightless, to think that if we let out one more tiny breath then we might soar yet higher and fly like the birds, our fingers stretched wide and feathery tipped, ruffled by breezes as soft as silk.”

Med brusende bevægelser og glidende overgange udforsker Essie Fox det viktorianske Londons mest skumle gyder og mest glamourøse kunstudstillinger. Fra et forfaldent bordel til landligt idyl, sindssygehospitaler, kuriøse freakshows-lignende udstillinger og Italiens drømmelandskab, færdes bogens karakter mellem sollys og skyggesider. Dystre billeder males og udleves i en historisk korrekt rekonstruktion af 1800tallets London. Stemningen flyver ud fra bogens sider og ind i læserens sind.

Bogens splittelse i to forskellige fortællerstemmer tilføjer skiftende toner og synsvinkler til historien. Pearl taler i indarbejdede slangudtryk med grove betydninger, mens Lily overser vigtige sammenhæng i sin beskyttede naivitet. Selvom begge kvindeskikkelser deler motiver og egenskaber, fungerer de som skarpe kontraster overfor hinanden. Mens Pearl bærer plottet, er Lily forbindelsen til Elijah, og begge bidrager derfor med noget helt essentielt til historien. Lily blegner dog en smule som heltindefigur i forhold til den dragende Pearl; hendes tvivl, hendes usikkerhed og hendes konstante position udenfor plottets egentlige knudepunkt overflødiggør hende næsten. Jeg læste aldrig Lilys historie for Lilys egen skyld - det var aldrig hende, jeg var interesseret i.
Foruden de to skiftende synsvinkler, benytter Fox sig også af udrevne sider fra Elijah's dagbog, avisartikler, og et væld af litterære referencer. H. C. Andersens "Den lille havfrue" citereres og refereres et utal af gange, og brudstykker af Andersens eventyr gemmer sig under plottets mange lag. Pearl vandrer rundt med svømmehud på fødderne, og udsættes på et tidspunkt for en jagende smerte for hvert skridt, hun tager - akkurat som Andersens forvandlede havfrue.

“And now, with his eyes hidden from mine, I look up and I see Elijah's instead, like glittering diamonds, like suns, like moons, like the stars that will guide me away from here. But I know that however far I go I will never escape from what I am - the spawn of a mermaid, a mermaid dead. Dead mermaids must reek of rotting fish.”

Store dele af "Elijah's Mermaid" handler om tilhørsforhold, familie og ophav. Lily og Elijah er forældreløse, og ligeså er Pearl, der end ikke har et fjernt familiemedlem at ty til. Lily klynger sig til Elijah med en næsten sygelig søsterkærlighed, og Elijah kaster ét enkelt blik på Pearl og er fortabt for altid. Pearl behandles derimod ofte blot som en genstand, der foræres og forvises konstant til tilfældigt udstrakte hænder. Hendes funktion som muse for en havfruebesat maler, reducerer hende til en mekanisk model, der rettes og tilpasses for kunstens skyld. Igen og igen kigger hun på færdige portrætter og ser sig selv med finner og glinsende vandperler i sit hår. "You are my mermaid" hviskes der konstant i hendes øre, imens hun er ved at drukne i sin egen tvivl. Hendes virkelighedsfornemmelse bliver skrøbeligt gennemsigtig, og hendes identitet synker dybt ned på havbunden. Selv i bogens titel gives hun væk med en simpel håndbevægelse: "Elijah's Mermaid".
Bogens store tematikker af besidderiske og betingelsesløse kærlighedsformer, maskeradespil, udtværede familieforhold og upålidelig narration danner højlydte ekko og paralelle linjer til Fox's debutroman, "The Somnambulist". Nogle af plottets store trumfkort føltes som en måbende gentagelse, og mistede således deres overraskelseselement. På trods af at de overordnede handlingsforløb er milevidt fra hinanden, er mange af konklusionerne ens. Og små brudstykker af historiens fulde potentiale forsvandt desværre i disse gentagelser.
Essie Fox slygner dog stadig kompositionsmæssige orddrømme fra sin pen, og dele af fortællingen føles som glitrende perler fra et forunderligt havrige. Med en overflod af ord,  kølige farvetoner og vedvarende symboler skaber Fox en umådeligt smuk stemning til historiens frastødende hændelser. Som en slags klassisk klaverspil danner skrivestilens fortryllende toner den perfekte baggrundsmusik til en sælsom fortælling.

“I see only hearts, and flowers, and stars.” 

"Aesop's Illustrated Fables" af Æsop

"Aesop's Illustrated Fables" af Æsop, fra forlaget Barnes and Noble, udgivet i 2013 (oprindelse 620-560 F.Kr.). 3/5 stjerner. 

Æsop var en fabel-forfatter i oldtidens Grækenland, der efter sigende er ophavsmanden til en lang række genkendelige fabler, hvor dyr ofte antager menneskelige kvaliteter og betoner en vigtig morale via deres handlinger. Æsops fabler bruges dog også som et begreb og paraplybetegnelse over alle fabler med disse kendetegn, hvilket betyder at mange af fablernes pointer går igen på forskellige måder.
Fablerne er en broget samling af advarsler og moraler; vigtige pointer og løftede pegefingre, fortalt i korte scenarier hvor dyr taler, altimens guder og mennesker færdes mellem hinanden på jorden. Med et præg af logik og simplicitet består fablerne af talrige udsigelser, der endnu har bevaret deres relevans.

“A doubtful friend is worse than a certain enemy. Let a man be one thing or the other, and we then know how to meet him.” 

Det er tankevækkende, hvordan man sommetider kan være i stand til at kende en historie, man aldrig selv har læst. Nogle bøger og ord integreres så dybt i vores opvækst og hverdag, at de bliver en selvfølgelig del af vores kultur. Vi kender historierne, vi har altid kendt dem, og dog har vi  aldrig nogensinde læst dem. Fra mund til mund i flere århundrede, genoplivet af film, referencer og ordsprog overleveres nogle fortællinger i en næsten intakt form; og når bogen endelig samles op, bliver man således overvældet af genkendelse.

Definitionen af litterære klassikere hviler ofte på tidsløshed; bøger der taler på tværs af historisk kontekst og oprindelse, og bevarer deres relevans gennem uoverskuelige tidsaldre. Æsops fabler er i så fald en klassiker i ordets mest simple forstand - og fra oldtid til nutid er værdien bevaret og uforandret. Budskaberne i de små fabler vidner om så almen-menneskelige forhold og dilemmaer, at deres holdbarhedsdato aldrig udløber. De er tidsløse. De er klassiske. Og det er derfor, de er indarbejdet som ubevidste ordsprog den dag i dag.

Jeg påbegyndte Æsops fabler med en svag idé om, hvad jeg ville finde; fablerne om skildpadden og harens kapløb og drengen der råbte "Ulven kommer", men efterhånden som jeg arbejdede mig igennem de korte tekster, opdagede jeg langt mere end det. Moralske linjer opstod overalt med skarpe pointer om at "tænke før man handler", at "en fugl i hånden er bedre end 10 på taget", at "bide i det sure æble" eller advarsler om at "pynte sig med lånte fjer". Desto længere jeg kom ind i bogen, desto mere genkendte jeg.

“The injury we do and the one we suffer are not weighed in the same scales.”

Æsops fabler er fyldt med belærende livslektioner, illustreret gennem forunderlige skabninger, guder, katte, ræve, tigre og dådyr. Bogen består af en bred variation af små fortællinger, som hver ender med en moralsk linje. De mange fabler fungerer som vigtige påmindelser om ydmyghed, forsigtighed og visdom, sammen med advarsler om forfængelighed, arrogance og dumhed. 

Selvom fablerne indeholder mytiske præg og talende dyr, er de dog milevidt fra eventyrsfortællingernes rige. Fablerne benytter sig af allegorier og fremstår næsten kyniske i deres kortfattede menneskesyn og præcision. De er udfærdiget som enkle rekonstruktioner af menneskets hverdagslige dilemmaer og de mest basale problematikker, fortalt med et enkelt drys af talende dyr og majestætiske guder.

På trods af samlingens brede behandlingsoverflade og det levende mylder af forskellige væsener og problemstillinger, forbliver fundamentet for de forskellige fabler dog ofte det samme. At læse bogen fra ende til anden er en lang proces fyldt med gentagelser og cirkler; og i virkeligheden bør man nok i stedet udvælge små sektioner at dyppe tæerne i fra tid til anden, i stedet for blot at kaste sig hovedkulds over dem alle på samme tid. Den høje grad af samhørighed mellem fablerne er muligvis for iøjenfaldende og trættende ved én udstrakt gennemlæsning.

Uanset hvad repræsenterer Æsops fabler dog en vigtig byggesten i vores nutidige moralske kodeks. Samlingen indeholder evigt relevante beskeder om at kende sine fjender, at behandle andre væsner ligeligt og at altid udøve kløgt frem for forhastet vildskab. At læse de mange fabler var som at blive konfronteret med en endeløs række af åbenbaringer - hver og en genkendelig, vigtig og tidsløs. 

Problemet med 'Becoming Jane' (eller: en klagesang)

En storslået kærlighedshistorie i et elegant univers af fejende kjoler, baller i stearinlysets skær, hestevogne og galante manerer. 1800tallets England er en beroligende baggrundskulisse, som med flydende kamerabevægelser og en omhyggelig scenografi forvandles til et sandt eventyrland. Lysekronerne stråler, kostumerne glimter og den uudtalte længsel i den smukke James McAvoys øjne river ethvert hjerte itu. Anna Hathaway hamrer på klavertangenter, klipper i manuskripter og skriver nætterne væk i en tilpas balance af ungdommelighed og kunstnerisk excentricitet. 'Becoming Jane' er en smuk film med uendelige finesser og detaljer. Problemet er blot, den slet ikke har noget med Jane Austen at gøre.

Historisk set er filmen baseret på en overproportioneret bagatel; gennemlæser man de bevarede breve fra Jane Austen til hendes søster Cassandra, vil man opdage at Tom Lefroy blot er et navn, der nævnes i en hurtig forbifart. Austen skriver, hun har danset med Lefroy til tre baller, hvilket kan danne grundlag for en spekulation om flirt og galantri, men ikke desto mindre er hun hele tiden klar over, han snart rejser. Hun skriver med dryppende sarkasme til Cassandra: “At length the Day is come on which I am to flirt my last with Tom Lefroy, & when you receive this it will be over—— My tears flow as I write, at the melancholy idea.” Og historien slutter således, som Austen vidste den ville lige fra start; med ingenting overhovedet. 'Becoming Jane' spekulerer derimod i andre baner, opdigter en hjerteskærende adskillelse, en rejse til Lefroys onkel i London, et forsøg på at løbe bort sammen, en forelsket sabotør og en afsluttende scene med Tom Lefroys datter, som hedder Jane. Filmen lader til at foreslå, at datteren er opkaldt efter Jane Austen - når det er mindst ligeså sandsynligt, hun blev opkaldt efter Tom Lefroys rige svigermor.
Jeg forstår dog udmærket svævende friheder i film, jeg forstår udfyldte huller og jeg forstår opdigtet dramatik. Hvad jeg ikke forstår er, hvorfor en biografisk film om Jane Austen har behov for at fokusere på en opdigtet kærlighedsaffære frem for Jane Austen selv. I stedet for at handle om Austens skrivemæssige fremgang, hendes familie eller sågar hendes faktiske liv, fabrikereres en forvrænget kærlighedsfortælling. For tilsyneladende er det vigtigste, Jane Austen (ikke) gjorde at blive forelsket.

Mit største problem ved 'Becoming Jane' opstår allerede på dvd'ens bagside. I en kursiv undertitel står følgende sætning: “Becoming Jane er historien om Austen selv og en kærlighedsaffære, som for alvor blev drivkraften i hendes forfatterskab.” I en næsten komisk umulighed, lader filmen således gang på gang til at påstå, at Jane Austen kun for alvor skrev "Pride and Prejudice" takket være Tom Lefroy.
Filmen tillader Tom Lefroy at være Jane Austens skriftlige vejleder og forbillede. Han foreslår, hvad hun skal læse, hvordan hun skal læse, og ligeledes hvordan hun skal skrive. Han belærer hende om, at “If you wish to practice the art of fiction, to be considered the equal of a masculine author, experience is vital”, hvilket tilsyneladende stemmer fint over ens med filmatiseringens overordnede tese. Det lader til, at det er fuldstændig utænkeligt, at man kan skrive om kærlighed og frieri, uden man selv har oplevet det - på trods af, det egentligt netop er dét, der kendetegner en dygtig forfatter i mine øjne. Hvis man blot var begrænset til at formulere egne oplevelser, ville alverdens fiktion og endda hele genrer hurtigt forsvinde fra biblioteks hylder.
Hvad der yderligere er paradoksalt i denne anskuelse af Austens skrivestil og værker er, at da hun mødte Tom Lefroy, havde hun allerede skrevet "Lady Susan" og færdiggjort første udkast af "Elinor and Marianne", som senere skulle blive til "Sense and Sensibility". Det var altså ikke Tom Lefroy, der var katalysatoren for Austens forfatterskab - blækket flød fra hendes pen mange forinden.
'Becoming Jane' er således hverken en fortælling, en hyldest eller en romantisering af Jane Austens liv. Det er snarere en samling af modsigende og degraderende teser om hendes storslåede forfatterskab. Det er komisk, at en filmbiografi af en så ikonisk feministisk skikkelse som Jane Austen, næsten udelukkende beskæftiger sig med mænd. Filmen tillader Jane Austen at møde en af datidens mest magtfulde forfattere, Ann Radcliffe, som var en kvinde, der levede af hendes romanskrivning. Scenen med disse to karismatiske kvinder løber dog sørgeligt ud i sandet, da det eneste de finder at snakke om, er hvordan skrivningen påvirker ægteskabet.

'Becoming Jane' er en smuk film, der deler mig i to. På sin vis er det en enestående romance i en vidunderlig tidsalder - og dog er det en rædsom og utroværdig oversimplificering af en af de største kvindelige forfattere nogensinde. Jeg har set den og nydt den talrige gange - men jeg lader altid som om, den omhandler en helt anden og fremmed Jane Austen og Tom Lefroy. Hvilket den også næsten gør.
Alternativt vil jeg varmt anbefale filmen 'Miss Austen Regrets' som danner et langt mere virkelighedstro billede af Jane Austen, hendes familie og hendes liv. Selvom den ikke besidder samme blændende scenografiske ynde eller skuespilsmæssige talent som 'Becoming Jane', forholder den sig dog mere realistisk til den elskede forfatterinde.

Har I set 'Becoming Jane'? Hvad synes I om den? 

Tema-tirsdag #30: Læsetidspunkter og tidsprioritering

Jeg vågner alt for tidligt til den skingre lyd af mit vækkeur. Tonen stiger og stiger og stiger, indtil jeg famler mig frem til min telefon og trykker i blinde på den skarpt belyste skærm. Jeg vender mig atter om, lukker øjnene, og forsøger at finde min plads i mørket. Dynen er en kokon af varme, og tanken om at vove en nøgen fod udenfor den, er næsten umenneskelig. Men jeg kan ikke finde ro, jeg kan ikke genfinde vejen til søvnens rige, så jeg overgiver mig, sukker og står op.

Lejligheden er fyldt med en uspolereret ro; rytmen af Nicos dybe vejrtrækning, og lyden af trægulvet der knirker under mine egne forsigtige skridt, er de eneste varsler om liv. Jeg vandrer endnu rundt med halvlukkede øjne i en søvnlignende døs, koger vand, laver te, og søger tilflugt under et tæppe i den bløde sofa. Sammen med en bog.

Urets visere fortæller mig, at klokken er fem, og jeg udregner hurtigt, at det betyder tre timers stilhed inden dagen for alvor begynder. Tre timer i en meditativ pause-eksistens, hvor hele verden holder vejret, og jeg læser. Trætheden forsvinder som dug for solen, når jeg åbner en bog, og overtager en anden krop for en stund. Mørket ændres gradvist til lys, side 92 bliver til side 321, tårer spildes og smil udfoldes, lige indtil stuedøren går op, og Nicos søvndrukne stemme bryder fortryllelsen, og hiver mig tilbage til virkeligheden. "Skal du ikke snart i skole?" siger han. Jeg undertrykker et gab, og mumler: "Jo. Jeg skal bare lige læse det her kapitel færdigt først."

I en hverdagsverden af travlhed og summen, bekendtskaber og forpligtigelser, studie og job, kæreste og familie, træning og fester, kan et stjålent øjeblik med en bog næsten virke som en utopi. Alligevel vælter romanerne frem fra hylderne og forlanger at blive læst; og jeg indarbejder derfor små pusterum til den fordybelse, de kræver af mig. Det er aldrig et spørgsmål om at have tid; snarere et spørgsmål om at finde tid.

Jeg bliver ofte spurgt, hvordan jeg finder den tid, og hvornår jeg udnytter den. Svaret er desværre ikke entydigt eller enkelt, men derimod stærkt afhængig af hvilken uge, hvilken dag og hvilke omstændigheder, vi befinder os i. Tid er en mærkelig variabel, der ikke altid kan planlægges eller forudsiges; sommetider har jeg en overflod af tid, mens jeg andre gange er taknemmelig for blot fem minutters ro.

Jeg er dog velsignet med en uhyrlig fleksibel studiehverdag, en udpræget A-menneske døgnrytme og en stærk prioritering. For mig er det ikke et spørgsmål, om at ville læse - men derimod at skulle læse. Læsning er en selvfølgelig del af min hverdag - og ikke blot i det studiemæssige aspekt. Jeg hungrer efter læsning ud fra egne valg og præmisser; og jeg tror ikke, jeg kunne udholde at undvære det i en længere periode. Det er en indføjet del af min personlige behovspyramide. Jeg ser efterhånden intet fjernsyn længere, fordi jeg prioriterer min afslapningstid til bøgernes fordel. Når jeg er helt alene hjemme, er det ikke fjernsynet der tændes, men derimod en bog der vælges.

Det ovenstående scenarie er et andet godt eksempel; jeg læser sjældent til langt ud på natten, da mine øjne glider i, og min koncentration fordamper til det rene luft. I stedet står jeg tidligt op, og vandrer rundt i min egen stilfærdige tankeboble med en bog i hånden og ord i tankerne. Jeg nyder mine morgener; særligt når de starter med en bog.

Hvornår finder I tiden til jeres læsning? Har I foretrukne læse-tidspunkter som jeg, eller læser I blot, når muligheden byder sig? Hvordan fletter I læsningen ind i en travl hverdag?