tirsdag den 5. november 2013

Tema-tirsdag #29: En bogelskers gradvise accept af e-bøger

Selvom jeg endnu ikke har taget diskussionen op herinde, tror jeg min holdning om e-bogslæsere har sneget sig ind på bloggen alligevel. Den har luret mellem linjerne i mine lange kærlighedserklæringer til smukke forsider og knitrende bladren. Den har betonet og farvet hvert et omhyggeligt billede af en færdiglæst bog, og den har udfyldt det tomrum, den udeladte forklaring har skabt. Men det er i virkeligheden en misvisende fejl; for jeg hader slet ikke e-bogslæsere. Faktisk ejer jeg en selv.
Jeg har tidligere brugt alverdens tid og energi på at prædike højlydt om e-bøgernes fejl og mangler. Højtflyvende kritik af den uhåndgribelighed de repræsenterer, det designmæssige aspekt de overser, og den læsemæssige tilfredsstillelse de aldrig helt vil kunne overføre, er blevet hældt ud over mine venner og bekendte i passionerede diskussioner og komplet benægtelse. Jeg har kastet tvære og fordømmende blikke på alverdens togpassagere med iPads og Kindles, jeg har sukket over reklamemails og beskyldt hele e-bogsindustrien for boghandlernes gradvise nedgang. Med et drømmende blik har jeg ladet mine fingre kærtegne hver en bog i min samling, lovprist deres massivitet og tyngde, og sukket henført over deres glitrende forsider og legesyge illustrationer. Jeg har været oprørt og fortabt over "den teknologiske udvikling", og forsvoret nogensinde at lade e-bøgerne overtage hvad jeg så fint døbte de "rigtige" bøgers plads. Men sandheden er, at jeg selv i dag aldrig tror, de ville kunne erstatte behovet for fysiske bøger. Aldrig nogensinde. 

Books are no more threatened by Kindle than stairs by elevators.” - Stephen Fry

Bøger og e-bøger er to vidt forskellige teknologier, og de kan to vidt forskellige ting. De fysiske udgaver lokker bibliofilen med deres farveregnbuer af illustrationer og dekorative forsider; de tiltaler den traditionelle bogelsker, der er opvokset med bøger, ved deres papirssider der kan mærkes og ændres, personaliseres og huskes, og den kildrende duft af papir og nytrykt blæk. Duften af minder, af kærlighed og af et ventende eventyr.
E-bogen er skabt til pragmatikeren; en lille genstand, der kan indeholde et bredt spektrum af romaner, digte og noveller uden at veje et gram i tasken eller kufferten. En  minimal biblioteksverden, der kan transporteres rundt med lethed - en størrelse der overflødiggør udvælgelsen af ferielæsningen eller rationaliseringen af kuffertpladsen.
Det har taget mig lang tid om at indse, men i sidste ende er ordene de samme uanset læseformen. Naturligvis bliver bøgerne således læst på to forskellige måder i to forskellige situationer. Men de bliver dog læst, alligevel. Og hvordan i alverden kan man foragte et middel, der letter og muliggør læsningen for andre?

Lovers of print are simply confusing the plate for the food.” - Douglas Adams

Min mor gav mig en e-bogslæser til min fødselsdag sidste år. Jeg løftede mine øjenbryn i skepsis, og anede ikke, hvad jeg egentligt skulle stille op med den maskine, der påstod at, den var i stand til at ændre min læsning for altid. Sandheden er, den slet ikke ændrede noget som helst - den tilbød mig blot et alternativ.
Jeg er bundet af traditioner, af æstetik og af vane, og jeg glemmer ofte, e-bøger overhovedet er en mulighed. Jeg køber stadig bøger, jeg kan holde i hånden og stille på min reol; bøger jeg kan spilde på, skrive i, og lade optage en stor plads i både mit hjerte og i min taske. Jeg bruger stadig bogmærker, og jeg vralter stadig rundt med en rygsæk, der næsten er tungere end hvad jeg kan bære. Jeg har brug for at vende sider, bruge bogmærker og åbne bøger. Jeg har brug for at lade mine fingre fornemme papirets kontur og bogryggens form. Jeg har brug for mit sanseunivers under læsningen, for sådan er jeg ganske enkelt bare.
Indimellem erindrer jeg, jeg ejer en e-bogslæser. Og indimellem bruger jeg den. På den lange køretur til Italien, medbragte jeg "En sang om is og ild"-serien af George R. R. Martin uden det mindste besvær; og jeg behøver ikke længere printe de urimeligt omfattende kopiark ud til min undervisning på universitetet. På visse punkter brillerer den elektroniske verden med enkelte museklik - mens den på andre punkter, fejler fatalt i min optik. Det er en balancegang. Og jeg kan ikke længere skelne mellem rigtigt og forkert, sort og hvidt. Det er fyldt med gråzoner.
Sagen er, jeg ikke længere hader e-bøger. Jeg har accepteret dem. Hvad der i starten føltes som forrædderi mod mine kærligt slidte paperbacks, har forvandlet sig til en åben mulighed. En mulighed jeg sommetider benytter mig af, og en mulighed jeg er glad for eksisterer - på trods af, det aldrig vil blive min foretrukne løsning.

Hvordan forholder I jer til e-bogslæsere? Ejer I en (og får I den brugt)? Hvad er jeres argumenter for/imod? Tror I nogensinde e-bogslæseren vil kunne erstatte den fysiske bog, eller er I også overbeviste om, der eksisterer en form for ligelig splittelse? 

21 kommentarer:

  1. Stephen Fry sammenfatter det ganske fantastisk! Selvom jeg som udgangspunkt ikke er enig med ham - men jeg er nok total reaktionær, hvad det angår.

    Jeg kan sagtens se argumentet i, at det uden tvivl gør, at flere mennesker i det hele taget læser. Det kan man jo kun være begejstret for. Men jeg kommer helt sikkert aldrig til at eje en - men nu har jeg heller aldrig forsøgt at læse på en sådan anordning. Muligvis ville jeg ændre mening, når det gælder netop ferielæsning (fly, toge osv.).

    Men jeg vil nu stadig fastholde, at jeg er afhængig af alt det, du beskriver i æstetikken. Jeg er fysisk afhængig af tyngden, duften, fornemmelsen som en narkoman eller en alkoholiker :-) Den fornemmelse kan en eBook jo ikke give mig.

    Så overordnet set kommer den næppe til at overhale den trykte bog, selvom det jo ville være mer økologisk korrekt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Stephen Frys citat er nemlig så enestående sigende og fint. Den mand er genial med ord, og jeg deler mange af hans synspunkter.

      Jeg har det som sagt meget blandet med e-bøger og e-bogslæsere, men det fine er jo netop at læsningen breder sig til et større publikum. Og det er da dejligt. Desuden ér det meget praktisk med ferielæsningen og transporten - men åh nej, det vil aldrig kunne erstatte en fysisk bog for mig. Æstetik er sådan en vigtig faktor, og ligeså er sanseoplevelsen.

      Slet
  2. Jeg havde det fuldstændigt ligesom dig for et par år siden: En rigtigt bogelsker vil intet have at gøre med den slags blasfemi! Men efter jeg (over en meget lang periode) et par gange havde haft en Kindle rigtigt mellem hænderne, og hørt lovprisninger fra andre bogelskere, så fik jeg en forrige jul... Og min læsning har virkelig forandret sig!
    Jeg elsker stadig allermest mine rigtige bøger, og køber stadig en del, men hvor jeg før også købte slidte brugte paperback bare for at læse historien, vælger jeg nu den elektroniske version, og gemmer mine penge til de bøger jeg ikke kan leve uden i smukke hardbacks.
    Det skal indskydes, at jeg jo rejser en del (specielt frem og tilbage til Danmark), og desuden var syg i en længere periode sidste år lige da jeg havde fået Kindlen, og det er i sådanne situationer, at den virkelig viser sine fordele - i 2012 fordoblede jeg antallet af læste bøger!
    Desuden er det skønt at tage på 2 ugers ferie, og ikke tænke på hvilke bøger jeg mon får lyst til at læse, for jeg har jo 800 med i tasken!
    Så i bund og grund er jeg helt enig med dig (og den kære Stephen Fry), omend måske lidt mere positiv, men jeg anser slet ikke de to ting som deciderede konkurrenter hos mig - de kan hver især noget specielt, og for mig betyder det først og fremmest, at jeg ikke slæber mig en pukkel til eller skal nøjes når jeg rejser, og at min hyldeplads bliver dedikeret til de bøger, som jeg vitterligt vil eje for altid.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig også fint, at e-bøger på den måde giver dig muligheden for at købe de bøger, du elsker allerhøjest i de fineste (hardback)-eksemplarer. Det gør det hele lidt nemmere og mere overskueligt i både plads- og pengehenseende.

      Jeg kan meget godt lide dit (positive) syn på sagen - og hvor er det skønt at høre, du får læst mere og anderledes med en Kindle. Der er bestemt mange fordele ved e-bøger; men grundlæggende tror jeg heller aldrig de ligefrem vil kunne erstatte 'rigtige' bøger. De vil altid eksistere side om side.

      Slet
  3. Rigtig godt indlæg Rikke!

    Det er virkelig spot-on i forhold til hvordan jeg også har det med e-bøger. Jeg har haft det meget som dig, og har det stadig indimellem, hvor jeg giver e-bøgerne skylden for alle bogbranchens dårligdomme. Men det er jo en virkelig fjollet frygt og ikke mindst kritik af e-bogen, for tror også, at e-bogen og papirbogen, kommer til at leve side om side. Og hvem ved, måske e-bøgerne faktisk fører nye læsere til bogbranchen?
    Selv ejer jeg ikke en e-bogslæser, men jeg er ved at varme op til tanken om én. Min bogreol er proppet, og der er ikke plads til flere bøger (eller reoler), så indimellem rydder jeg op i den, og sortere bøger fra. Det er typisk lette paperback pageturners (shopaholic serien fx), der er fantastisk god underholdning, men som jeg næppe læser igen, der bliver sortere fra - og så giver jeg dem til genbrug.
    Og her tror jeg, e-bogen kunne være et godt supplement. Lidt som når man læser dameblade online - det fungerer jo ret godt.


    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Det lyder som om, vi er meget grundlæggende enige. For e-bøger er jo praktiske på flere måder - men desværre også lidt hårde at byde velkommen for en inkarneret bogelsker.

      Slet
  4. Dejligt indlæg, Rikke - her hos os er husbond en svoren tilhænger af at læse bøger på sin iPad og Kindle, mens jeg endnu ikke har haft lyst til at droppe papirudgaverne. Dog kan jeg bestemt godt se fordelene fx på rejse :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det tror jeg egentligt også er meget typisk! :) Men ja, det er virkelig en fordel til rejsetid.

      Slet
  5. E-bogen er for mig et super praktisk alternativ til fx at have med på ferie, og det kan være meget nemmere (og billigere) at anskaffe sig bøger. Alligevel foretrækker læseren i mig klart en fysisk bog, hvor jeg læser meget hurtigere og husker bogen markant bedre. Min hjerne har åbenbart brug for at kunne se progressionen, når jeg vender en ny side, og ikke mindst mængden af tilbagelagte sider for at læsningen flyder. Men generelt skifter jeg lidt mellem det ene og det andet - og savner begge dele, når jeg ikke bruger dem. Derfor er jeg sikker på, at ingen af delene forsvinder eller fravælges i min verden :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror også, det fysiske element tilføjer meget til læsningen (og hukommelsen). Det føles ikke som om, man 'rigtigt' læser, hvis man ikke læser i en egentligt bog.

      Slet
  6. Jeg bliver aldrig e-bogslæser, jeg elsker "fysiske" bøger alt for meget, og den nye forskning der er kommet frem på det sidste har skræmt mig lidt. Præcis ligesom film og musik gider jeg ikke købe downloads, jeg vil have en CD og en DVD, for jeg vil bare gerne have den fysiske ting, og kunne sidde med den i hånden og sige; den har jeg købt, og den kan stå her i reolen. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, forskningen er enormt interessant, og understreger lige præcis den holdning, jeg har haft hele tiden. Jeg vil aldrig holde op med at købe nye bøger, og de vil altid være min foretrukne løsning. Men der er nu praktiske aspekter ved e-bogen også.

      Slet
  7. Hvilken eReader er det, du har Rikke? Og kan du anbefale den? Jeg overvejer nemlig at tage springet og ønske mig en til jul :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en eReader fra Sony, og den er skam udemærket, jeg bruger den bare så sjældent :)

      Slet
  8. Jeg må først lige slå fast at det langt fra er e-readeren, der dræber den danske boghandel. Det er handel på Amazon og andre billigere alternativer.

    Med det sagt, så har jeg læst at den er i kraftig tilbagegang, blandt andet fordi folk køber tablets til formålet, hvor de ender med at blive forstyrret af de mange andre apps. Samtidig med de ting, som du selvfølgelig nævner. Jeg ejer af princip ikke en, men kan godt se det smarte rent praktisk med skole osv. Dog vil jeg også sige at det er et meget kedeligt bibliotek at prøve på at vise frem (jeg forestiller mig en iPad helt Palle på reolen)

    Meget spændt på at følge udviklingen. Håber ikke det går så galt som i film- og musikindustrien.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja, men internethandlen forstærker jo også e-bogen, tænker jeg? men altså, det er også mest et modargument at bruge, når man har set sig sur på e-bøgerne, ligesom jeg har!

      Jeg har også både e-bogslæser og en iPad. Jeg tror dog aldrig rigtigt, jeg har fået læst på iPad'en andet end til skole. Det er simpelthen netop så forstyrrende.
      Det er nemlig sådan et kedeligt bibliotek, og selvom det er transportabelt er det jo også fuldstændig sterilt og intetsigende. Hm.

      Jeg er helt enig med dig!

      Slet
  9. (Internethandel og uduelige medarbejdere ødelægger den danske boghandel, mente jeg selvfølgelig)

    SvarSlet
  10. Du har fuldstændig ret. Jeg kan helt klart bedst lide at læse i fysiske bøger, men hvis jeg virkelig gerne vil have en bog her og nu, så er e-readeren guldværd. Men selvfølgelig også når jeg skal på ferie.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder som om vi er meget enige! Det er smart nok :)

      Slet
  11. Jeg bruger en tablet som elæser og men det er ikke kun bøger men også tegneserier.
    Jeg elsker mine bøger og køber dem gerne men jeg elsker lige så meget min tablet og læser lige så meget på den som med rigtige bøger

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh hvor smart med tegneserier også! :) Jeg læser selv langt flest fysiske bøger end e-bøger, men det er virkelig smart sommetider :)

      Slet