fredag den 13. december 2013

"Amelia Grey's Fireside Dream" af Abby Clements

"Amelia Grey's Fireside Dream" af Abby Clements, fra forlaget Quercus, udgivet i 2013. 2/5 stjerner.

"Amelia Grey's Fireside Dream" er fortalt fra Amelia Grey's perspektiv på et tidspunkt, hvor hendes 30-års fødselsdag venter lige om hjørnet. Selvom Amelia er komfortabel i hendes vante dagligdag, hvor hun bor sammen med hendes mand Jack i en lille lejlighed i London og underviser på sit 7. år på en af Londons skoler, begynder hendes urealiserede drømme dog at nage. Hun drømmer om at gøre en forskel i sit job, og hun drømmer om at flytte ud til landets ro - i et yndigt hytte-lignende hus med plads til indretningsdrømme og grønne fingre.
Bogen følger således Jack og Amelias husjagt og gradvise renoveringsproces. Den følger Amelias besværligheder på jobbet kontrasteret med Jacks travle hverdag, Amelias nyforelskede mor og oprørske lillesøster, samt en attraktiv gartner. Bogens handling udspiller sig fra maj til december - fra sommer til jul.

A Christmas tree stood in the corner, the tip nearly touching the ceiling, a tiny angel balanced on the top.

På sin vis virker en chick-lit roman med udgangspunkt i indretning og hjemlig opbygning som et forfriskende pust. Problemet opstår blot, når møblerne får tildelt større roller end karaktererne, og husets vægge bliver historiens bærende fundament. Skinnende sider i stakkevis af boligmagasiner, bestemte mønstre på sofaens puder, køkkenlåger og hjemlige DIY-projekter udgør store dele af bogens sideantal - og selvom det danner en god fornemmelse for det hus, Amelia forsøger at skabe, bidrager det ikke yderligere til historien.
At Amelia ligeledes fortaber sig fuldstændig i indretningsprocessen, og derved ikke skænker sit ægteskab, sin familie eller sin arbejdsløshed en eneste tanke, gør kun indretningen yderligere irrelevant. Amelia bruger istandsættelsen af hendes nykøbte hus som en særpræget eskapisme, og nægter således at håndtere alt andet omkring hende. Med en affærdigende ligegyldighed lukker hun øjnene for hendes kærlighedsliv, og vender sig i stedet mod møbler og dekorationer.
I en nærmest baglæns - og særdeles velkendt - bevægelse, falder Amelias liv mere og mere fra hinanden i takt med, at hendes hus fuldendes. Clements leger med principper om dybde og overflade, og lader således Amelias hjemlige perfektionisme dække over de dybere problemer. Problemet er blot, at den endelige konfrontation og omvendelse i Amelias tanker er ligeså overfladisk, som de mekanismer der dækker over den. 
Clements forsøger at iscenesætte bogens grundlæggende kærlighedskonflikt mellem Amelia og Jack som en form for forudsigeligt trekantsdrama; men alt den spænding, hun forsøger at opbygge, fjerner hun ved et enkelt skuldertræk mod historiens slutning. Bogens største klimaks tabes fuldstændig på gulvet ved den simpleste løsning overhovedet muligt. Let, enkelt og fuldstændig gnidningsfrit forløses al spænding - og reduceres kun til en usammenhængende undren.

It feels as though we're building a house, but not a home.” 

Egentligt er "Amelia Grey's Fireside Dream" ikke en julebog. Historien starter i maj måneds bagende solskin, og flytter sig fra sommer til efterår, fra efterår til vinter. Datoer er løbende angivet - og slutter således med et julescenarie i decembers afventende dage. Bogens letlæselighed og sukkerdrys er dog alligevel velegnet til julelæsningens krav om hygge og simplicitet.
Jeg læste bogen på en enkelt aften, og fandt straks en ny historie frem fra mine gemmer. Bogen er af den slags, som læses ligeså hurtigt, som den glemmes. Dens karakterer er ligeså stillestående, som de møbler, de indkøber. Dens plot er ligeså overfladisk som dens bagsidetekst, og dens endelige budskab fuldstændig blottet for slåkraft. Til en grå regnvejrsdag, en stille aften, og en periode uden koncentration, kan jeg sagtens anbefale den som letlæselig underholdning; men den giver ikke mere, end hvad man kan forvente af en middelmådig kærlighedskomedie på aftenens TV-skærm.

6 kommentarer:

  1. Øv, det lyder som en rigtig skuffelse. Jeg håber, at "Letters from Father Christmas" kan gøre dig i bedre julehumør end den bog.

    SvarSlet
    Svar
    1. "Letters from Father Christmas" er belt fantastisk finurlig og fin! Jeg elsker den!

      Slet
  2. Jeg er i gang med Lyntyven og er helt vild med den. Så skulle værre sikker på at havde bog to hjemme til Lyntyven er færdig. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan jeg skam godt forstå! Jeg har også hørt så meget godt om de bøger :)

      Slet
  3. Det var en skam, bogen ikke var noget for dig. Jeg håber, du synes bedre om "Letters from Father Christmas", som jeg kan se, du er ved at læse. Den varmede i hvert fald mit juleelskende hjerte! :-)


    Jeg tænkte forresten på, om du måske inden julen er slut, kan vise os nogle af de bøger, der står på din juleønskeseddel? Jeg synes selv, det er hyggeligt at se, hvad andre ønsker sig :-)
    Desuden har jeg et lille spørgsmål. Du har tidligere nævnt, at du stiller nogle af de bøger, der skuffede dig hjem til din mor. Kunne det tænkes, at du måske en gang kan vise os nogle af de bøger og fortælle lidt om, hvorfor de skuffede dig? :-)

    Glædelig jul til dig og dine nærmeste!

    Hilsen Andrea :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes afgjort bedre om den! Åh hvor er den sød, fin og elskelig! Så meget bedre end denne på alle tænkelige måder.

      Min juleønskeseddel kommer afgjort på bloggen! Faktisk har jeg den liggende som en kladde, men der er så mange indlæg der skal skrives og udgives lige for tiden, at den er havnet i køen. Ikke desto mindre kommer den på i næste uge - lidt sent, men alligevel ;)

      Det kunne faktisk være en rigtig fin idé! I julen er jeg hjemme ved min mor, så der kunne jeg passende kigge efter, om der var mulighed for en lille gennemgang, af hvad jeg har stående der. Det vil jeg afgjort se nærmere på! :D

      Rigtig glædelig jul til dig også! :)

      Slet