"Hattis tolv stammer" af Ayana Mathis

"Hattis tolv stammer" (org. titel "The Twelve Tribes of Hattie") af Ayana Mathis, fra Politikens forlag, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. 3/5 stjerner.

Denne bog er delvist en familiesaga, der spreder sig over generationer og vidt forskellige livssituationer; og delvist en fortælling om en nations vedvarende kamp og gradvise forsøg på frigørelse fra racisme og sydens slaveri.
"Hattis tolv stammer" er en beretning om Hatti Shepherd, der flygtede fra Georgia til Philadelphia i 1923 i et håb om et bedre liv. Dette håb bliver dog knust, igen og igen, da Hatti ender i et skuffende ægteskab med en mand, hun ikke kan tale med, og børn hun ikke kan beskytte fra fattigdom og fornedrelse. Hattis mål er dog at forberede sine børn på denne barske hverdag, der venter dem; og hun lover sig selv at kæmpe for dem med næb og kløer.

“Måske har vi kun en begrænset mængde kærlighed, som vi kan give. Vi bliver født med vores portion, og hvis vi elsker, og ikke bliver elsket nok til gengæld, er den brugt op.” 

Ayana Mathis' debutroman er en barsk fortælling om flere skæbner så vidt forskellige, at den eneste sammenhæng er et tyndt, sommetider flosset, familiebånd. Titlen, "Hattis tolv stammer" er ikke blot en bibelreference, men også en forklaring af romanens overordnede struktur. Bogen består nemlig af beretninger om Hattis ni levende og to afdøde børn samt hendes ene barnebarn. Hvert kapitel fokuserer på en specifik situation i disse børns liv, der sommetider tager form som spæde barndomsminder med moderfiguren, Hattie, i forgrunden, og andre gange udspiller sig i voksenlivet med kun en vag skygge af Hattie i erindringen.
Strukturen er både interessant og problematisk; den tillader Mathis at fremvise vidt forskellige aspekter af datidens hverdag, at demonstrere et væld af skæbner og bevæge sig frit mellem tid og rum. Fra krig til præsteembede, fra sindssyge til lungebetændelse. Spredningen er ambitiøs, og resultatet er fragmentarisk.
Romanens spring mellem karakterer og miljøer får den konsekvens, at man som læser aldrig rigtigt lærer nogle af karaktererne at kende. Kun små bidder af tragedie og karaktertræk bliver afsløret - for derefter helt at blive glemt og opgivet. Kun få af de elleve søskende går igen i hinandens kapitler, og den eneste sammenhæng er Hattie, der ofte nævnes i forbifarten af de voksne børn; eller indtager en central rolle hos spædbørnene og barnebarnet. Det føles som om, den eneste karakter Mathis vil præsentere læseren for er Hatti. De andre fungerer blot som værktøj til at demonstrere samfundets uretfærdigheder og forskelligheder. Romanen får karakter af en novellesamling, og den røde tråd er til tider næsten usynligt tynd.

“Hattie ønskede at give sine babyer navne, der ikke allerede stod indgraveret på en gravsten på familiegravstederne i Georgia, så hun gav dem navne, der signalerede løfter og håb, navne der så fremad og ikke skuede tilbage.”

Historierne Mathis formidler i sine kapitler har alle et tragisk element. Det første kapitel indebærer en barnedød, det næste en fornægtet seksualitet og derefter følger sygelige, svagelige og knækkede eksistenser, ulykkelige ægteskaber, skilsmisser, affærer og gambling. Tilsyneladende er Hattis slægt dømt til ulykke og forfald. Scenariet er utrøsteligt - og det er dybt rørende.
Særligt kapitlet om to af Hattis børn, Alice og Billup, fascinerede mig. I det udspiller et mærkeligt afhængighedsforhold sig; Alice tvinger Billup til at være afhængig af hende, ved konstant at minde ham om de grusomheder, han har oplevet i sin barndom. I virkeligheden spiller Alice en ejendommelig form for magtspil; hun har brug for, at Billup skal være skrøbelig og nedtrykt, for at han har brug for hende, der selv er skrøbelig som glas. Kapitlet portrætterer et komplekst søskendeforhold i løbet af blot 24 sider, for derefter at blive afbrudt af en ny historielinje om en ny slags elendighed.
Romanens struktur indebærer nemlig, at de mest interessante historier bliver sammenpressede og kvalt under de andre beretninger. Flere gange føltes slutningen af et kapitel snarere som en afbrydelse, og det endelige resultat er ikke en afrundet helhed - snarere flagrende brudstykker spredt for alle vinde.
Selvom romanen på sin vis gør, hvad den er beregnet til, og tydeligt illustrerer fortidens barske vilkår og en families indædte overlevelseskamp, er jeg efterladt med en følelse af, den kunne have gjort så meget mere - hvis blot kapitlerne havde fået lov til at tale færdig.