Når virkelighed og fiktion blandes

"Alt må vige for natten" er flere ting på én gang. En mærkelig hybrid mellem virkelighed og fiktion, biografi og roman. Bogen er Delphine de Vigans forsøg på at portrættere sin mor og at afdække det livsforløb, der endte i et selvmord. Med en baggrundsviden sammenstykket af interviews med pårørende, breve, videobånd og lydoptagelser, forsøger Delphine de Vigan at rekonstruere sin mors opvækst - en virkelighed der bliver til fiktion, når Delphine de Vigan støder på flere versioner af en sandhed og derfor må lappe huller og uoverensstemmelser sammen med sin egen forestillingsevne.
En anden del af bogen beskæftiger sig netop med denne behandling af sandheden; historieforløbet om moderens opvækst afbrydes regelmæssigt af kapitler om Delphine de Vigens fremgangsmetode og refleksionerne over denne. Med omhyggelige øjne og elegante formuleringer udforsker Delphine de Vigan sit behov for overhovedet at skrive bogen og de næsten terapeutiske erkendelser, hun opnår ved det. Hun overvejer sandhedsgraden i romanen, de involveredes individuelle opfattelser af sandheden - og den reaktion, bogen unægteligt vil frembringe blandt familiemedlemmer.

Selv uden disse reflekterende kapitler, er bogen værd at læse på grund af det rørende livsforløb, den fremstiller, og den undertone af kærlighed den indeholder, men for mig var det netop forfatterens eget syn på sine egne ord, der gjorde bogen til noget helt exceptionelt, og som fremkaldte min store beundring. 
Min indre litteraturnørd jubler, når bladningsforholdene mellem virkelighed og fiktion er skæve, når skarpt opdelte linjer udtværes, og genrer flettes sammen. Delphine de Vigan stiller mange interessante spørgsmål om forholdet mellem virkelighed og fiktion - og den sandhed, der kan hvile i begge dele. For behøver de to begreber nødvendigvis at udelukke hinanden?