tirsdag den 14. januar 2014

Tema-tirsdag #34: "Kan du ikke anbefale mig en bog?"

Sometimes, you read a book and it fills you with this weird evangelical zeal, and you become convinced that the shattered world will never be put back together unless and until all living humans read the book. And then there are books like An Imperial Affliction, which you can't tell people about, books so special and rare and yours that advertising your affection feels like betrayal. - John Green, "The Fault in Our Stars". 

Jeg tror, det startede for et par år siden, da jeg for første gang læste "Kaninbjerget" af Richard Adams. Bogen sprængte enhver barriere og enhver tøvende forventning, jeg havde til den, og efterlod mig rundtosset og beruset af min egen glødende begejstring. Jeg opdagede en skat i den, og måtte straks dele den. Min søster blev det første offer for min entusiasme, derefter fulgte tre-fire veninder, min mor og enhver der efterspurgte en boganbefaling på min gamle blog. Jeg havde lyst til at fylde lysende neonskilte med Richard Adams' navn, og jeg flettede bogen ind i en enhver samtale. Hvis jeg kunne have skaffet en megafon, ville jeg have været en tosse, der rendte hvileløst rundt og påbød enhver at læse "Kaninbjerget". Det blev til en mærkesag for mig - og er det til en vis grad stadigvæk. For nogle bøger skal deles. Nogle bøger skal anbefales. Nogle bøger er universelle.
Det var indtil, jeg læste "Persuasion" af Jane Austen, og min verden blev vendt på hovedet. Gennem et sløret blik af tårer, fandt jeg min yndlingsbog, og jeg sagde ikke et ord om det til nogen. Jeg knugede den tynde paperback tæt ind til mig, og på en eller anden sær måde blev den min, eller blot et udefinerbart symbol på noget, der var mit. At læse den var en dybt personlig og privat oplevelse - og jeg kunne aldrig få dens titel over mine læber, når bekendte udbad sig en boganbefaling. Det ville nok have føltes som at udlevere sig selv. Så i stedet smilede jeg blot, og anbefalede "Kaninbjerget" i stedet - fordi jeg elskede den, men ikke elskede den betingelsesløst.
Hvor uhyre barnligt det end lyder, behandler jeg stadig mine favoritter med varsomhed. Med tiden har jeg udviklet en udefinerbar beskyttertrang overfor mine yndlingsbøger. Jeg venter i en blanding af nervøsitet og spænding, hvis en Goodreads-opdatering involverer en særlig elsket titel - og jeg bliver irrationelt skuffet, hvis slutresultatet er en middelmådig vurdering. Uanset hvor mange gange, jeg fortæller mig selv, at bogstaver ændrer mening, alt efter hvem der læser dem, uanset hvor logisk og rationelt jeg forsøger at tænke, og uanset hvor inderligt jeg lytter til de medfølgende forklaringer, kan jeg ikke helt distancere mig fra det. Det er ikke på grund af besiddertrang eller ejerfornemmelser, men snarere fordi det næsten føltes grænseoverskridende at dele noget, der har betydet så meget. 
Jeg tror slet ikke, det kan formuleres yndigere eller tydeligere, end John Greens ord i ovenstående citat. Nogle bøger starter et hurtigt spredende flammehav af begejstring, og må deles øjeblikkeligt - mens andre bøger er som intime kys og dyrebare minder. Nogle bøger råber man om, og andre videregiver man hviskende og nænsomt, som en hemmelighed i mørket. 

Anbefaler I altid jeres yndlingsbøger højlydt? Eller kan I genkende følelsen af tøven, når en bog rammer så dybt, at den er lidt sværere at tale om (og anbefale)?

26 kommentarer:

  1. Uhh, det kender jeg bare så godt. Jeg kan blive helt personligt fornærmet hvis nogle kritiserer en af mine yndlingsbøger, og helt nervøs over andres holdning, hvis jeg har anbefalet en bog jeg selv elsker.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis, det kan virkelig være frustrerende og fjollet at have det sådan :)

      Slet
  2. Jeg forstår det helt perfekt...
    Jeg er kendt som en "bog-pusher", fordi jeg elsker at anbefale bøger, elsker at finde lige den rigtige bog til den rigtige person og dele min kærlighed til en speciel historie med en anden.
    Men med tiden er jeg blevet mere påpasselig - for det har vist sig, at hvis en særligt elsket bog ikke giver samme oplevelse hos en anden, så bliver jeg trist og går i fuldt forsvar. Og sådan skal det ikke være, for vi kan (heldigvis) ikke alle lide det samme...

    Derfor holder jeg de allervigtigste og dyrebareste historier lidt ind til kroppen, og anbefaler dem kun hvis jeg er næsten overbevist om, at vedkommende vil elske dem lige så meget som mig... (selvom ingen naturligvis vil kunne elske dem helt ligeså meget.. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis. Det er så rart at anbefale bøger og gøre sig rigtig umage med det, men ens yndlingsbøger er et lidt mere ømtåleligt emne, fordi der ligger så meget af en selv i dem. Jeg ved det ikke helt, men jeg tager det også enormt personligt, og det er jo ikke fair, at andre skal retfærdiggøre deres personlige smag/mening overfor mig. Det er jo deres egen sag. Derfor behandler jeg også mine yndlingsbøger med varsomhed.

      Faktisk har jeg det meget ligesom dig :)

      Slet
  3. Det er en underlig problemstilling - forstået på den måde, at det nok er noget, vi alle kan genkende, om det så angår bøger, film eller musik... Samtidig er det dog så irrationel en følelse, at det grænser til absurd. Men jeg tror det har meget at gøre med refleksion - den ting man knytter sig til, er oftest fordi man kan genkende en del af sig selv i den. Og hvem har lyst til at være så sårbar, at forære en anden noget, der ligger en så nært? Jeg ved, hvad min yndlingsbog er, men jeg anbefaler den aldrig og siger kun rigtigt til, hvis noget spørger direkte: "Hvad er din yndlingsbog?". Det går vel i sidste ende ud på, at man er bange for, at andre skal drage paralleller mellem én selv og bogens karakterer, især hvis de ikke selv forstår, hvorfor man er så dybt rørt af den - vi er jo alle nysgerrige af natur.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror du sætter fingeren på noget meget rigtigt og meget tankevækkende dér. Det er virkelig en sær blanding af rigtig mange forskellige ting. For man bliver jo netop sårbar, man giver en del af sig selv, og det kan både føles så afslørende/blottet - og derfor også dybt personligt, hvis personen slet ikke kan lide bogen/filmen/sangen.

      Og du har helt ret. Der ligger også en frygt for at blive "regnet ud" midt i det hele. Som om ens egen dagbog er skrevet mellem bogens linjer..

      Slet
  4. Min yndlingsbøger er "Macht und Rebel" og "Min løse tråd" - det er meget kontroversielle bøger, og mange ville nok ikke kunne komme igennem dem, pga. deres bizare scener - så det er nærmere derfor jeg har rigtig svært ved at anbefale bøgerne til andre. Men at de er ens hjerte så kær, som du holder nogle titler, må jeg nok indrømme jeg de ikke er. Men fedt at du har det sådan ^_^

    Simone
    Microcut.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Ah, ja okay :) Man må jo også tænke på personens smag, som man anbefaler til, det er jo meget forståeligt :) Jeg er nok bare lidt beskyttende overfor mine yndlingsbøger, fordi de er så kære for mig :)

      Slet
  5. Jeg råber meget højt, peger og stiller mig på nakken af folk, indtil de har taget den med op til kassen... Det kan umuligt kaldes særlig diskret. Men jeg vil bare så gerne dele den gode oplevelse jo! Rigtig fedt indlæg :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja, selvfølgelig! Nogle bøger skal virkelig også bare deles :)

      Og tak!

      Slet
  6. Den måde du beskriver det på - sådan har jeg det faktisk med små perler, når jeg er ude og rejse. Der er nogle restauranter, nogle destinationer, nogle oplevelser, som man bare gerne vil holde for sig selv, så det er noget helt unikt for en selv og ikke en fælles oplevelse med alle andre. Det virker irrationelt, ja. Gad vide hvorfor man har det sådan =/

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er meget irrationelt, men jeg tror også, det er meget naturligt. Det har bare noget at gøre med at elske noget, tror jeg (?). Men ja, det gælder på mange ting - også steder. Det bliver 'ens eget' sted, og så vil man ikke have andre kommer og forstyrrer det med meninger eller bare med deres tilstedeværelse. Det er skørt.

      Slet
  7. Jeg har det på samme måde. Det er især slemt i forbindelse med min bedste veninde. Vi ligner hinanden på så mange områder, at det kan være lidt svært for mig at acceptere at hun ikke har læst Harry Potter færdig og hun har heller ikke set den tredje film i Ringenes Herre!! Og det er netop fordi at disse historier ligger mig utrolig nært, så det kan lidt føles som en personlig afvisning når andre ikke kan lide dem (især ens bedste veninde!!) Hvilket er lidt skørt, for man må jo godt have forskellige interesser og nogle gange betyder det også meget hvornår man møder de historier i ens liv. Men derfor kan jeg ikke lade være med at føle det som jeg gør - Men det beviser igen hvor stor betydning og indflydelse det skrevne ord har på os.
    Skønt indlæg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis! Det er enormt skørt, men jeg forstår dig så udmærket. Jeg bliver også målløs hvis folk kritiserer/ikke har færdiglæst Harry Potter. Mange af mine undervisere anser det ikke for litteratur, og det gør ondt hele vejen ind i mig. Virkelig!

      Og mange tak :)

      Slet
  8. Jeg kender det alt for godt. Jeg prøver at lade være, men tager det meget personligt, hvis en bog jeg elsker ikke har den samme effekt på andre. Hvis de ikke kan lide den, føler jeg næste, at det er mig de ikke kan lide! Ja, enormt barnligt. Har det også i nogle tilfælde på samme måde med musik.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er barnligt - men så relaterbart! Og ja, bestemt også med musik, film, steder og øjeblikke.

      Slet
  9. Hvor er det sjovt, at man kan have det sådan. Men jeg kender det godt! Jeg vil ikke sige, at jeg undlade at anbefale, men jeg bliver altid utrolig nervøs, så jeg har anbefalet hvad jeg opfatter som en fantastisk bog. Hvad nu hvis de ikke kan lide den? Shit. Så jeg når at fortryde et øjeblik, at jeg har givet en anbefaling videre… men må så også lige prikke mig selv på skulderen og sige "slap lige af" ;) For ja, det er jo en smule barnlig. Men man kan jo ikke gøre for hvordan man har det :) Alt behøver ikke være rationelt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis. Man bliver helt afventende og nervøs - og hvis resultatet ikke er vild begejstring, kan man slet ikke forstå eller relatere til det. Det bliver virkelig personligt, og det er så fjollet. Man må lige tage en dyb indånding og huske, at vi alle er forskellige (men derfor er det stadig _meget_ svært). Det er bare en af de ting, der bliver ved med at være præget af irrationalitet for evigt. Og sådan er det jo bare :)

      Slet
  10. Jeg tror faktisk aldrig jeg har haft den følelse af, at en bog rører mig så dybt, at det bliver mig umuligt at dele den med andre. Oftest bliver jeg overvældende glad af at dele de universer der påvirker mig dybest med andre mennesker, især hvis de påvirkes i samme grad som jeg selv.

    Det sker desværre sjældent og helt generelt anbefaler jeg meget sjældent bøger til andre. Måske er det fordi jeg ikke altid deler smag og interesse med menneskene omkring mig og derfor frygter, at de ikke vil nyde bogen i samme grad som jeg gjorde. Derfor anbefaler jeg kun bøger, når jeg næsten med sikkerhed ved, at det vil blive en succes.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er afgjort også rarest at anbefale bøger, man har en høj succesrate med. Både for sin egen og for læserens skyld :)

      Slet
  11. Jeg kender ikke det med sådan at 'skjule' sin yndlingsbog - men jeg kan også blive helt irrationelt irriteret hvis folk ikke kan lide en King bog :D Og jeg ved jo også, ligesom dig, at ikke alle bøger er for alle, hver sin smag og alt det der - men det er næsten ligesom hvis nogen sagde, at de synes min kat var grim. Altså hallå, have some feeling, det er jo en stor del af mig, ik :p Fjollet, men sådan er det :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er heller ikke noget, jeg gør bevidst, eller hvad man kan kalde det :) Det er snarere en sær form for forsvarsmekanisme. Og lige præcis! Det kan ramme en så nært :D

      Slet
  12. i like your attitude and opinion

    SvarSlet
  13. Når nu du alligevel deler din store glæde ved Kaninbjerget, kan du afsløre om du har læst den på dansk eller engelsk? :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har faktisk 'bare' læst den på dansk :) Overvejer lidt en genlæsning på engelsk. Sidst jeg læste den var helt tilbage i 2011 :)

      Slet