"Wildwood" (Wildwood Chronicles #1) af Colin Meloy

"Wildwood" af Colin Meloy, fra forlaget Canongate Books, udgivet i 2012 (org. udgivet i 2011). 2/5 stjerner.

"Wildwood" er første del af en børnebogstrilogi, skrevet af Colin Meloy og illustreret af hans kone, Carson Ellis. Bogens handling udspiller sig i Portland, hvor ægteparret også bor til daglig. Meloy har desuden tilføjet en magisk del af Portland, en forbudt og tilgroet skov, som ingen af byens beboere må nærme sig.
Bogens hovedperson, den 12-årige Prue, bliver dog ført til denne forbudte skov, da en flok hærgende krager bortfører hendes 1-årige lillebror. Prue må beskytte sin lillebror og styrter straks efter kragerne uden omtanke for konsekvenserne. Efter hende løber også hendes ven, den 11-årige Curtis, og sammen drager de ind i en forunderlig verden af talende dyr, tilgroet mystik og en indædt frihedskamp. De befinder sig pludselig i Wildwood.

“You see, on every map of Portland, Oregon, there is a big splotch of green on the edge of the city labeled I.W. This stands for Impassable Wilderness. No one’s ever gone in—or at least returned to tell of it.” 

Min kærlighed til smukke illustrationer og dragende forsider snyder mig sommetider. Jeg kommer til at bytte rundt på udtryk og indhold og bilder mig selv ind, jeg kan dechifrere ord ud fra billeder. Jeg forelsker mig i de associationer en dekorativ indbinding kan fremkalde, og jeg forhaster mig. Således er jeg pludselig endt med at eje de to første bøger i Wildwood-serien, selvom deres indhold på ingen måde tiltaler mig. Jeg kan kun bebrejde min egen dømmekraft - og Carson Ellis' finurlige illustrationer.

Det bedste ved "Wildwood" er netop illustrationerne og bogens æstetiske udtryk, der lover langt mere end ordene kan bære. Bogen er en børnebog markedsført til 11-årige, og dog en overraskende tyk og tung en af slagsen. 541 sider måtte jeg kæmpe mig igennem til sidste read-a-thon; og jeg faldt næsten i søvn undervejs. Mest af alt følte jeg, jeg læste en historie, jeg kendte i forvejen.

Selvom "Wildwood" foregår i Portland og bogens hovedperson, Prue, må krydse en bro og ikke gå igennem et garderobeskab for at havne i en fortryllet skov, er hele historien et tydeligt ekko af C. S. Lewis' Narnia. Med en fortælling om en pige der havner i et undertrykt dyre-talende samfund i en skovbund, og en dreng der farer vild og uvidende støtter en ond dronning, føles plotkonstruktionen som en decideret kopi. Når der desuden tilføjes en  sværd-kæmpende og modig mus samt en mytisk ofring på et stenbord, bliver ligheden næsten absurd. Meloy formår aldrig at gøre Narnia-referencerne til sine egne; de befinder sig blot i tekstens overflade som tydelige fremmedlegemer og uoriginal inspiration. 

“We are the inheritors of a wonderful world, a beautiful world, full of life and mystery, goodness and pain. But likewise are we the children of an indifferent universe. We break our own hearts imposing our moral order on what is, by nature, a wide web of chaos.”

"Wildwood" er delvist tænkt som en kærlighedserklæring til Portland kombineret med en hyldest til den verden, kun farverige børneøjne kan se. Meloys dybe hengivenhed til sin by skinner tydeligt igennem i bogens første halvdel, hvor Prue cykler gennem byen, besøger pladebutikker, returnerer et par Levi's jeans og sidder tilbagelænet på en café, mens hun betragter bylivet passere. Denne tur gennem Portlands gader fungerer som et stemningsfuldt indtryk, inden krageflokken dukker op, og eventyrelementerne overtager bogens sider. Problemet er blot, at den rute Meloy dirigerer sin 12-årige hovedperson ud på, fuldstændig underminerer hendes alder. Prues små ærinder i Portlands trendy butikker er uforeneligt med hendes blot 12 år. Når man yderligere medregner Prues interesse for vegetarmad og yoga, er hendes alder dybt utroværdig. 

Bogens anden halvdel forsøger at opbygge en hel fantasiverden med mulighed for store eventyr og heltegerninger. Idéen om en uudforsket skov i forlængelse af en velkendt by, indeholder bestemt en tiltalende charme - men beretningen om Wildwood og dens krig trækker i ualmindelige langdrag. Meloy deler eventyrskoven mellem den såkaldte Bandit King og Dowager Governess, og sætter desuden Prue og hendes ven Curtis på hver deres side af frihedskampen. Kapitlerne følger skiftevis de to venner - men alt for ofte ender de to handlingsforløb med at forløbe foruroligende ens.

"Wildwood" fyldte mig med forvirring og skuffelse. Bogen mangler både logisk sammenhæng og et åbenlyst formål; Meloy drukner sit eget eventyr i moderigtige detaljer hos en 12-årig, nytteløse beskrivelser, plot-twists der blot føles som Narnia-uddrag og uudnyttet potentiale. På trods af talende dyr, soldatklædte prærieulve og en hær af krager mangler fortællingen den særlige følelse af imaginære vidundere. Tilbage er kun de farverige illustrationer, som forledte mig til at købe to bøger fra en serie, jeg intet behov har for at læse.