tirsdag den 4. marts 2014

Tema-tirsdag #41: Yndlingsbog = yndlingsforfatter?

Selvom tidspunktet er visket væk, er øjeblikket frosset fast. Jeg befandt mig i det lille skolebibliotek på min nye skole, og ledte efter et nyt eventyr at drage på. Vanen tro trak jeg tykke bøger ud af de lave børnereoler, og dømte dem på deres forsider. I en blanding af kedsomhed og nysgerrighed, arbejdede jeg mig systematisk hen til bogstavet 'P', før jeg fandt den bog, jeg ville låne med hjem. Bogen var tilpas lang og tilpas fin til min smag. Forsiden var midnatsblå, og på den var en pige, der red på ryggen af en isbjørn. Titlen var "Det gyldne kompas", og forfatteren var Philip Pullman.
Der findes enkelte tilfælde som disse, hvor jeg kan huske, at en bog har ændret mit liv. Jeg kan stadig lukke øjnene og fremkalde de eksakte omstændigheder, og det præcise øjeblik, hvor jeg vidste det; det magiske øjeblik hvor jeg indså, at jeg havde opdaget en ny yndlingsbog, og med den en ny yndlingsforfatter.
Lige siden jeg lånte "Det gyldne kompas" med mig hjem fra skolebiblioteket, har jeg regnet Philip Pullman blandt mine yndlingsforfattere. "His Dark Materials" er, til dags dato, stadig noget af det mest fortryllende, jeg nogensinde har læst.
I de seneste par år har jeg - som en naturlig ting - søgt tilbage til hans forfatterskab, og gravet dybere i det. Jeg har ledt efter flere perler, men jeg har endnu ikke rigtigt fundet dem. I stedet er jeg blevet en anelse skuffet og en anelse forvirret over min manglende evne til at elske hans andre værker. Senest har jeg læst hans genfortalte Grimm-eventyr, og fundet hele bogen aldeles meningsløs. I mine øjne er det eneste mesterværk, han har skrevet stadig "His Dark Materials". Og er han i så fald stadig mulig at regne blandt mine yndlingsforfattere? Kan man sige, at nogen er en "yndlingsforfatter" hvis man reelt set kun kan lide en enkelt strømning indenfor deres forfatterskab? Er der så ikke snarere tale om yndlingsbøger end deciderede yndlingsforfattere? Eller kommer det hele ud på ét?
Et andet, og langt mere aktuelt, eksempel er selveste J. K. Rowling. Jeg elsker hendes Harry Potter-serie med et glødende og bankende hjerte, mens jeg betragter hendes seneste bøger med en lunken og næsten ligeglad attitude. Selvom jeg fandt "The Casual Vacancy" ganske velskrevet, husker jeg den som middelmådig. Ligeledes havde jeg ikke engang tænkt mig at købe "Gøgens kalden", indtil jeg ved et tilfælde fik den af min mor, da hun havde glemt at afbestille den i sin bogklub. Jeg har haft bogen liggende herhjemme siden december, og jeg har endnu ikke påbegyndt den. Og af den simple grund, tror jeg ikke, jeg kan regne den famøse J. K. Rowling blandt mine yndlingsforfattere længere; fordi jeg har en bog liggende af hende, som jeg end ikke har lyst eller motivation til at læse.

Dermed ikke sagt, jeg mener, man skal elske og forgude hele forfatterskaber, før forfatteren bag kan betegnes som en yndlingsforfatter. I så fald ville nogle særligt produktive forfattere være umulige at tillægge yndlingsstatus. Måske tror jeg bare, det for mig i virkeligheden handler om at have tillid og tiltro til forfatteren. At have lyst til at læse mere af dem, og energi til at glædes over deres seneste udgivelser. At jeg selv i deres mindre medrivende bøger, stadig kan se glimt af det jeg elsker og høre ekko af den stemme, jeg forbinder dem med.
Som kontrast kan jeg fremhæve Jane Austen. Jeg har læst alle hendes bøger, alle hendes breve, og har netop købt hendes tidligste skitse-skrivelser. Jeg har ikke nødvendigvis elsket alle hendes bøger lige højt, men jeg har elsket tonen i dem alle. Selvom nogle plot og nogle karakterer i Austens forfatterskab tiltaler mig mere end andre, bindes hendes værker sammen af en gylden fortællerstil, som jeg beundrer. Jeg er ikke sikker på, jeg bryder mig om "Emma" som roman, men de typiske Austen-elementer deri fryder mit hjerte.
Et andet, nulevende, eksempel kunne være Neil Gaiman. Selvom jeg langt fra har læst hans forfatterskab til ende, har jeg alligevel læst (og elsket) så mange af hans bøger, at jeg bilder mig ind, jeg kan fornemme hans stemme under hans bogstaver. Jeg har set talrige interviews med ham, og ud af de ti værker jeg har læst af ham, er det kun to af dem, jeg husker uden dedikeret begejstring. I samme øjeblik en ny bog af Gaiman annonceres, fyldes jeg med kildrende utålmodighed efter at eje den og læse den. Jeg påbegyndte "The Ocean at the End of the Lane" næsten i samme øjeblik, som jeg modtog den. Jeg kunne aldrig forestille mig at lade den ligge uberørt i flere måneder.
Neil Gaiman og Jane Austen har det til fælles, at flere af deres bøger er mine yndlingsbøger. Der er tale om langt mere end et enkelt lykketræf; jeg elsker den gennemgående måde, de udtrykker sig på, de tematikker de fokuserer på, og den måde de opbygger plot og karakterer på. Elementer der gennemsyrer hele deres forfatterskab og ikke blot en enkelt bog.

Hvad siger I? Hvem er jeres yndlingsforfattere - og hvordan definerer I dem? Hvis I finder en ny yndlingsbog, bliver forfatteren bag så automatisk en yndlingsforfatter, eller bedømmer I ud fra større helheder og forfatterskaber? Er en yndlingsforfatter en, hvis bøger I altid glæder jer til, eller en der engang har gjort stort indtryk på jer? Hvordan skelner i mellem en yndlingsforfatter og en yndlingsbog?

29 kommentarer:

  1. Hvor er det et lækkert tema det her! Jeg har selv tænkt meget over det i forhold til J.K. Rowling og min massive samling af Harry Potter-bøger og merchandise. Alligevel har jeg en tvivl om hvorvidt hun er en af mine yndlingsforfattere. På den ene side elsker jeg Harry Potter mere end nogen anden bog og på den anden side nåede jeg kun halvvejs i The Casual Vacancy da jeg forsøgte mig med den. Men egentligt er det vel heller ikke den nydte procentdel af et forfatterskab der afgør om en forfatter kan beskrives som en yndlings?

    Jeg tror min konklusion på J.K. Rowling som yndlingsforfatter ender positivt - selvom jeg ikke har læst resten af hendes forfatterskab, gør det at hun har givet mig Harry Potter at hun automatisk placeres som en yndlingsforfatter for mig. Det er måske ikke ud fra samme præmisser som Tolkien, Leif Panduro eller Olga Ravn vurderes ud fra, men det er nok til at regnestykket går op for mig. Man behøver vel ikke en facitliste? Det er stadig en løbende diskussion i mit hoved, og måske jeg skifter mening i næste uge.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! :)

      .. Jeg ved egentligt ikke, hvad der kan afgøre, om en forfatter er en yndlingsforfatter. Det er et utroligt subjektivt emne at bevæge sig ind på, og ovenstående indlæg er lidt bare mine egne overvejelser om emnet. Jeg har dog heller ikke nået fast til en 110% definition.

      Jeg kender godt det med de skiftende holdninger. For det er svært. Og måske skal man netop bedømme den slags instinktivt for at finde det bedste svar. Måske skal det ikke analyseres i småstykker? Jeg aner det ikke. Men det er nogle interessante paradokser, man støder på undervejs!

      Slet
  2. Din beskrivelse af en yndlingsforfatter er meget slående for mig. Min yndlings (surpriiiise) er jo King. Og selv om jeg ikke forguder hvert eneste værk, kan jeg netop genkende noget af det jeg elsker ved ham i hver bog. Hver ny udgivelse fylder mig med glæde og motivation. Der er bare slet ikke nogen tvivl hos mig om, at han er yndlings over alle.
    Faktisk har jeg ikke rigtig nogen, der sådan ligger bag ham. Er også glad for Rowling (og kisteglad for Potter) - men har det ligesom dig. Har ikke motivationen til at læse Gøgens kalden (altså, det er en krimi ... tror der skal meget til, før jeg får en yndlingsforfatter, der skriver krimier :p).

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis! Det er også netop sådan, jeg definerer en yndlingsforfatter. Det ville være umuligt at læse alle bøger af f.eks. King, men hvis man har en fornemmelse af hans retning og stil, så kan man jo godt tale overordnet og erklære ham for yndlingsforfatter, vil jeg mene. For selvom nogle bøger tiltaler en mere end andre, har de jo oftest noget til fælles i form af forfatteren, vil jeg mene :)

      Haha, lige præcis! Den ligger bare herhjemme og kigger på mig. Ved ikke helt, om jeg nogensinde får den samlet op :p

      Slet
  3. Jeg må indrømme, at jeg stadig ikke har læst The Casual Vancancy endnu. Jeg har påbegyndt den.. holdt pause... læst lidt igen. Og nu har pause nummer to efterhånden varet længe.
    Ja. Jeg må altså indrømme, at den ikke fanger mig synderligt. Altså.. Den er velskrevet, helt bestemt - og egentlig også fyldt med spændende personkarakteristikker. Men fange mig, det gør den ikke. Og jeg viiiil så gerne kunne lide den. Jeg elsker jo Harry Potter-bøgerne, og Barden Beedels eventyrene. Og jeg ved godt, det ikke betyder, at jeg skál elske den her også. Men jeg vil bare så gerne - så jeg tror et eller andet sted, at pausen skyldes, at jeg ikke vil indse, at jeg nok ikke synes den er særlig fantastisk (nærmere småkedelig) - for den definition vil jeg så inderligt ikke trække ned over J.K Rowling. Så bogen forbliver lukket, lidt endnu, tror jeg (; For illusionens skyld.

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg læste den mest med tanken om "Det er Rowling, det er Rowling, det er Rowling" summende i mit baghoved. Den er egentligt ganske fin, men jeg må indrømme, jeg har læst langt bedre socialrealisme end det. Jeg tror mange (mig selv inkl.) har købt/læst den bare på grund af forfatternavnet :p
      .. Det er enormt mærkeligt at indse, at alt hvad Rowling rører ved ikke nødvendigvis bliver til guld. For det er jo sådan man har tænkt på hende og opfattet i hende i så lang tid. Jeg har også meget svært ved at acceptere, kan jeg trøste dig med ;)

      Slet
  4. Jeg er faktisk ikke enig. Jeg vil sige det er meget individuelt. F.eks. med musik. En person kan være fan af et band ved at følge dem alle de steder hvor de spiller. Hvor en anden person måske bare høre cd'en hjemme. Men hvor der er nogle numre som lyder en smule hult og som personen så altid hopper hen over for at høre sine yndlings. Begge de personer kan have det samme yndlingsband. - Jeg tror derfor det er meget individuelt fra person til person.
    Hvis jeg knus elsker en bog så meget som jeg gør med Harry Potter (har ikke læst Gøgens Kalden), Ringenes Herre (har ikke læst Simerillion), Pride and Prejudice (har ikke læst Lady Susan og et par stykker mere), Gone with the Wind (har ikke læst hendes udgivelser af hendes artikler), Sherlock Holmes (har endnu ikke læst alle i serien.... så vil jeg uden tøven kalde dem mine yndlingsforfattere. Fordi det er deres evner der har skabt bogen. Og en forfatter har så mange egenskaber, og det er ikke altid de samme egenskaber skal bruges til at skrive fantasy som krimi. Derfor vil der uundgåeligt være nogle bøger man bedre kan lide end andre, som du også selv siger.
    Når det er sagt så har jeg planer om at læse alle disse af mine yndlingsforfattere. Men det handler lidt om motivation og den er især stærk for mig ved mine yndlingsforfattere. Fordi jeg er bange for at ødelægge det smukke glansbillede jeg har af dem med en lunken bog. Selvom jeg endnu ikke har oplevet det, så holder den tanke alligevel motivationen nede.
    Jeg prøver egentlig bare at sige at min holdning til hvem der er min yndlingsforfatter er ikke så udpenslet som din og måske mange andres. Min definition er: En yndlingsforfatter er en forfatter der har formået at bevæge dig eller røre dig via en af hans/hendes bøger som ingen andre har kunnet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Orv. Egentlig var jeg enig med Rikke til at starte med, men nu er jeg da faktisk kommet helt i tvivl! For du har helt sikkert fat i noget, synes jeg. Nu kan jeg lige pludselig ikke definere begrebet yndlingsforfatter længere.

      Slet
    2. Åh, nej, nej. Jeg forsøger bestemt ikke at tvinge en generel definition ned over hovedet på folk! Jeg tror netop, det er meget subjektivt og individuelt, hvordan man bedømmer den slags, og dette er bare mit eget bud på hvordan jeg gør det! Det er bestemt ikke noget, man kan skære gennem én kam.
      Jeg mener bestemt ikke, man skal læse _alt_ af en forfatter, før man kan kalde dem for yndlingsforfattere, men jeg synes det er interessant at lede efter en opdeling af yndlingsforfatter og en yndlingsbog. F.eks. har jeg kun læst 'Gone with the Wind' af Margaret Mitchell; og det er bestemt en yndlingsbog, men Mitchell er ikke en yndlingsforfatter, for jeg ved ikke særligt meget om hende/hendes andre bøger. Det er der forskellen spiller ind for mig. En yndlingsbog er en bog der har rørt mig - ligesom du beskriver - men en yndlingsforfatter er en, der gentagende gange har rørt mig/imponeret mig/vækket min nysgerrighed. Giver det mening?
      Som overskriften hentyder til, sætter jeg spørgsmålstegn ved, hvorvidt en forfatter automatisk bliver en yndlingsforfatter, hvis de har skrevet en yndlingsbog. For mig er ordet 'yndlingsforfatter' en længere proces, hvorimod en 'yndlingsbog' kan opstå på et øjeblik. Jeg kan vist ikke forklare det bedre, men det er en meget kludret affære. Og det er måske også dét, der gør det så uendeligt interessant!

      Men egentligt, tror jeg også vi er lidt enige. For en af mine vigtigste pointer er netop, at en yndlingsforfatter også må være en, man har lyst til at læse mere af. En man har tillid til, og en hvis nyeste udgivelser man glæder sig til. Netop som du også slutter af med at sige :)

      Meget interessant kommentar. Jeg synes virkelig det er fint at se flere vinkler på emnet! :)

      Slet
    3. Irene: Jeg er ked af at jeg har forvirret dig. :0)
      Rikke'm: Åh.. nej du må ikke tro jeg mente du pressede noget ned over folk. :0) Det var lidt min snørklede måde at forklare hvordan det var for mig. Jeg forstår faktisk godt hvad du mener, og jeg tror også vi er enige i den påvirkning yndlingsforfattere har på os alle. Men for mig personligt kan en yndlingsforfatter opstå ligeså hurtigt som en yndlingsbog. For mig hænger de to ting bare unægtelig sammen, hvis der er tale om en bog der har rørt mig ud over det sædvanlige.
      Rigtig spændende emne. :0)

      Slet
    4. Ah, ja okay! Det kan jeg godt se pointen i! Der er også en smuk tanke, at du har det sådan. Meget umiddelbart! Jeg overanalyserer det nok også lidt sommetider :p

      .. Og det er jeg glad for, du synes! :D

      Slet
  5. Spændende tema!!!
    J.K. Rowling - ja - jeg har læst både Casual Vacancy og The Cuckoos Calling, og fandt begge bøger ret gode, de er ikke på niveau med Harry Potter (men hvilke bøger er det, når man er vokset op med dem?!), men jeg kunne genkende hende i de bøger, de har, på trods af det markante genreskift, et eller andet tilfælles med hendes stil i Harry Potter, der er en stemme eller en tone, som går igen, og derfor kan jeg også godt lide de to sidste bøger, hun har skrevet, og jeg ser frem til at læse den næste, endda selvom jeg normalt aldrig læser krimier!
    Når det kommer til yndlingsforfattere, må jeg melde pas, jeg har bare aldrig rigtig haft en yndlingsforfatter, den der kommer tættest på er nu nok Rowling, der er romaner af forfattere, som jeg elsker, men en decideret yndlingsforfatter, har jeg bare aldrig rigtig haft.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak, sødeste Mette!

      Ah, ja! Det er jo netop dét, jeg forsøger at nå frem til i indlægget. At yndlingsforfatterne har en tone, man kan genkende og lide uanset genren og bogen. Og hvis det er sådan, du har det med Rowling er det jo helt fantastisk. Jeg ville ønske, jeg kunne finde kærligheden til hende på den måde i hendes seneste udgivelser, men for at være helt ærlig, har jeg nok bare givet en smule op på det punkt.

      Slet
  6. Jeg tager yndlingsforfatter som en der inspirer end udover bøgerne personen har skrevet.
    Min er klart Rowling, ikke kun fordi hun har skrevet Harry Potter men fordi hun som person har inspireret mig til selv at begynde at skrive og til at vende min daværende svaghed til styrke.

    Jeg har ikke haft det forhold til andre forfattere endnu og det er faktisk sjældent at jeg interesseret mig for en forfatter udover hvilket andre bøger personen har skrevet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ah, altså på et personligt niveau? Det kan man selvfølgelig også argumentere for! På den måde er Rowling jo, til evighed, enormt inspirerende!

      Slet
  7. Jeg tror man kan have det hele - yndlingsforfattere, yndlingsbøger, og yndlingsserier/universer. Det bedste univers er helt klart Harry Potter (leses minst en gang i året) - men hennes andre bøger... De kan sagtens leses, godt skrevet, men.... ikke likevel!
    Som serie er jeg meget glad for Margit Sandemos Sagaen om isfolket... Den har flere bøker underveis som slett ikke er så godt skrevet - men som samlet historie - FANTASTISK!
    Min yndlingsforfatter må klart være enten Jo Nesbø eller Karin Slaughter (så sier det liksom litt hva jeg leser;)) - har til nå ikke funnet en bok av dem jeg ikke liker - ELSKER tonen i det hele!

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt bestemt! Jeg elsker også HP-universet, men Rowlings andre bøger lever slet ikke op til den samme forelskelse for mig.

      Og dejligt med yndlingsforfattere! Det er virkelig skønt når man finder forfattere, man så gerne vil læse mere af!

      Slet
  8. For mig er en yndlingsforfatter en, som jeg bare må og skal læse mere af. Derimod oplever jeg ikke, at forfatteren af en yndlingsbog nødvendigvis bliver en yndling.
    Blandt yndlingsforfattere har jeg Jussi Adler Olsen, Marian Keyes og Ildefonso Falcones, som jeg har læst alt af. Nogle bøger har jeg elsket, mens andre bare har været gode. Blandt mine all time yndlingsbøger LM Montgomerys Anne fra Grønnebakken og Carlos Ruiz Zafons Vindens Skygge. Begge er historier har jeg elsket, men forfatterne har jeg ikke haft den store trang til at lære bedre at kende.
    Men ærligt talt, så er det meget forskelligt - nogle gange fanger historien, andre gange fanger forfatteren.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis sådan har jeg det også. Det handler om tillid og om en vedvarende lyst til at læse vedkommendes værker! I hvert fald for mig, tror jeg :)

      Slet
  9. Min yndlingsbog er uden tvivl "Alle mennesker er dødelige" af Simone de Beauvoir; det er é, jeg vender tilbage til igen og igen - uden at være usvigelig fan af resten af hendes forfatterskab. Pudsigt nok adskiller den roman sig også meget fra resten af hendes meget politisk-feministiske prosa. Men netop den bog rører ved noget meget dybt i mig, og er samtidig forbundet med et helt særligt minde - da jeg sad og læste den på Rigshospitalet i 1999 (for anden eller tredje gang), og ventede på, at min far skulle vågne op efter en stor operation. Der fik vi beskeden, at han havde 6-9 måneder tilbage, og det understregede jo bogens titel på en grum måde - især da den handler om en mand, der får udødelighed men opdager, at det er en forbandelse.

    Men en yndlingsforfatter må være én, hvor jeg slet ikke tvivler ved at købe den næste af hans bøger. Sådan har jeg det med Orhan Pamuk - det er ubetinget kærlighed uanset, hvad han skriver. Der er længe mellem dem, men så er glæden usvigelig, når der kommer en ny bog - og jeg ved, at det er bøger, jeg vil genlæse fordi de udfordrer mig. Jeg beundrer ham for hans intellekt, og for konsekvent at holde fast i en sortseende udgave af Istanbul, som nok er rigtigere end en solbeskinnet by ved Bosphotus-strædet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er det virkelig smukt med et så dybt personligt (og trist) minde tilknyttet til en bog. Jeg kan godt forstå, at den i så fald betyder noget helt særligt og uvurderligt for dig. Det kan man intet jo ændre på.

      Jeg er helt enig mht. din definition af en yndlingsforfatter. En yndlingsforfatter er vel en, man har tillid og tiltro til, på den måde at man gerne vil læse alt havd de skriver. Ikke at man nødvendigvis får det gjort - men at lysten er der!

      Slet
  10. Jeg tror, jeg har det på samme måde med yndlingsforfattere og -bøger som med de lignende par instruktører/film og musikere/albums (og måske endda bare numre): Jeg bedømmer efter toppunktet alene, og hvis en forfatter én gang har formået at røre mig med en bog, kan alverdens dårlige udgivelser fra samme forfatter ikke tage det fra mig. Som Karin skriver længere oppe, så er det deres evner, der har skabt bogen, og det har det med at fremkalde en enorm taknemmelighed og goodwill hos mig, som ikke så nemt lader sig slette. Derfor kaster jeg mig også modigt ud i nye udgivelser af mine yndlingsforfattere, for de læseoplevelser, jeg allerede har haft, kan ikke ødelægges af nye - nogle gange er det omvendt næsten befriende at opleve at selv de bedste forfattere også kan levere andet end fejlfrie mesterværker ;) Selvom det naturligvis også kan være en virkelig frustrerende oplevelse at blive skuffet af en forfatter man havde ventet sig meget af.

    "The Casual Vacancy" kunne jeg egentlig godt lide, men efter dit indlæg spekulerer jeg på om jeg mon netop gav den lidt længere line end jeg ellers ville have gjort, netop fordi den var skrevet af fantastiske Rowling? Nogen Harry Potter var den naturligvis ikke, men jeg tror at min Potter-kærlighed fik lov til at farve min vurdering af "The Casual Vacancy" netop fordi jeg elsker J. K. Rowling så højt. Så måske er jeg ikke helt så god til at holde forfatteren og de enkelte værker adskilt fra hinanden, som jeg gik og troede...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ah - ja. Jeg kan meget godt lide din definition - og det er jo rigtigt nok. Alverdens dårlige læseoplevelser kan jo ikke ændre på de gange, man er blevet overvældet og rørt af selvsamme forfatter. Det er jo nok også de bedste læseoplevelser, man husker dem tydeligst for.
      Jeg tror bare, jeg tænker titlen 'yndlingsforfatter' som en mere overordnet helhedsbetegnelse. Men det er lidt en gråzone, for kan følelser gøres op i regnskaber, procenter og titler? Jeg aner det ikke. Men spændende er det.

      Jeg har haft akkurat samme oplevelse med Rowling. I lang tid bildte jeg mig selv ind, jeg elskede "The Casual Vacancy", men jo mere jeg tænkte over det, desto mere en flad fornemmelse var det. Bogen gav mig intet nyt. Den er langt fra det sikreste i genren, jeg har læst, og jeg købte den kun på grund af forfatternavnet. Meget interessant hvordan man kan forledes på den måde!

      Slet
  11. Jeg har det præcis på samme måde mht. J. K. Rowling, og det var befriende, at du i modsætning til jeg kunne finde ordene, at sætte på det. Jeg elsker Harry Potter serien, og ved med sikkerhed, at ingen bøger nogensinde vil kunne hamle op med den - sådan en status har den fået i mit hjerte og i min bogreol. Jeg læser faktisk serien hver sommer, og føler mig mere hjemme mellem de slidte sider end noget andet sted - nogle gange sågar min egen lejlighed... Men da jeg fik "Den tomme plads", og fik begyndt blev jeg grueligt skuffet - jeg vidste jo godt, at det ikke var det samme magiske univers, men alligevel. Jeg havde måske forventet lidt magi mellem linjerne, som anmeldelserne lød på. Af den grund har jeg aldrig fået læst bogen færdig, men agter at kæmpe mig igennem resten alligevel. Måske hele magien ligger på den sidste side. Det kan man da håbe.

    Jeg færdiglæste "mig før dig" i går nat, Rikke. Nu sidder jeg med en underlig, tom men håbefuld følelse, som jeg lige om lidt vil prøve, at beskrive på min blog. Jeg håber du vil kigge forbi og læse om min oplevelse af den smukke historie, som jeg var så heldig, at få (bogstaveligt talt) foræret af dig. Tak.
    Mvh Nanna
    www.forleden-fik-jeg-hele-verden.blogspot.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis. Rowling er et meget ambivalent punkt for mig; for Harry Potter serien er jo noget af det mest epokegørende mange af os har læst - men hvis man ikke kan lide resten af hendes udgivelser, kan hun så være en yndlingsforfatter? Jeg ved det ikke. Det er et ret svært og interessant spørgsmål.

      Jeg er så glad for, du blev glad for bogen. Den rørte mig virkelig dybt, da jeg læste den, og jeg hulkede min vej igennem de sidste side. Så smuk, så simpel, så sand. Hun rammer lige i hjertet, hende Moyes.

      Slet
  12. http://forleden-fik-jeg-hele-verden.blogspot.dk/2014/03/mig-fr-dig-af-jojo-moyes.html Nu er jeg færdig :-) Det kan læses her, hvis du skulle have lyst :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Skønt indlæg! Er glad for, du også faldt lidt for Jojo Moyes :)

      Slet
  13. Åh, jeg er alt for langt bagud i min læsning af din blog, og så har du skrevet om noget jeg selv har tænkt SÅ meget på! Altså, Rikke! :)

    Jeg kan fuldstændigt følge dig, og sjovt nok har jeg samme følelse med præcis Pullman - jeg elsker "His Dark Materials" med hele mit hjerte, og har læst flere af hans andre bøger, men selvom jeg har nævnt og betragtet ham som en yndlingsforfatter, så har jeg faktisk på ingen måde elsket nogen af hans andre bøger.

    Og jeg er nok ret enig med dig i skildren mellem yndlingsbog og yndlingsforfatter - jeg vil sågar gå så langt som til at jeg har et par forfattere, som har skrevet mere end én bog, som jeg enten elsker eller holder meget af, men ikke alligevel kommer på listen over yndlingsforfattere.
    For mig er det nok meget noget med, at stemplet yndlingsforfatter er et ærestegn (fordi jeg selvfølgelig er SÅ vigtig!), og jeg husker ikke, at en forfatter nogensinde har mistet stemplet - så derfor kræver det seriøst "arbejde" (flere gode, overbevisende, elskelige bøger) at blive indlemmet i rækkerne :)

    Nogle forfattere er på min "jeg beundrer meget"/"synes er vildt dygtig"-liste, og jeg vil forsøge at læse deres nye bøger hurtigst muligt, men de vil alligevel ikke være deciderede YNDLINGSforfattere, for der er noget uforklarligt kærlighed involveret i den titel også :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh hvor er du sød! :) Det er pudsigt hvordan vi altid finder enighed! Great minds think alike, og al' det der ;)

      Det er virkelig mærkeligt med ham Pullman. Jeg beundrer virkelig "His Dark Materials", jeg finder Pullman en uhyre interessant debattør, kritiker og en utrolig sympatisk privatperson, men jeg kan virkelig ikke forstå pointen med så mange af hans bøger. Det er en enorm flad fornemmelse at forelske sig i et forfatternavn, frem for forfatterens værker. Hm.

      Jeg er meget enig med dig! Der ér en forskel på ordet 'yndlingsbog' og 'yndlingsforfatter' hos mig, og begreberne er på ingen måder lig med hinanden (Selvom jeg sommetider bilder mig selv det ind). Det er nemlig et personligt kvalitetstempel (haha) at kalde en forfatter for yndlingsforfatter, og den slags kræver særlig omtanke i min verden.

      Slet