Heltinde-hyldest #3: Dorothea Brookes slørede silhuet

Dette er et diskussionsindlæg om Dorothea Brooke, heltinden i George Eliots "Middlemarch". Da jeg ved, mange af jer endnu ikke har læst bogen, har jeg forsøgt at navigere udenom spoilers. 
(I øvrigt er det i dag sidste chance for at deltage i konkurrencen om George Eliots vidunderlige bog, så I selv kan stifte bekendtskab med en af mine absolutte yndlingsheltinder.)

Jeg har en yndig coffe-table bog ved navn "Well-Read Women" liggende herhjemme. Det er en bog, der indeholder portrætter af litteraturens største heltindeskikkelser malet i sarte vandfarver. De er alle malet tydeligt og med genkendelige ansigtstræk; alle undtagen Dorothea Brooke, der kun er formet som en sløret silhuet. Hendes ansigt er kun en skygge – og alligevel er hun malet, præcis som jeg forestiller mig hende.
For Dorothea Brooke er én stor farveplamage; hun er en kompleks karakter, nuanceret i alle regnbuens farver og med en tankemæssig dybde, der rager langt ud over papirgrænsen. Som læser kan man ikke nagle hende fast eller kategorisere hende, for hun har så mange sider at fremvise. For som Eliot selv skriver så smukt: “Character is not cut in marble - it is not something solid and unalterable. It is something living and changing, and may become diseased as our bodies do.” 

Åbningsscenen i "Middlemarch" begynder med en beskrivelse af Dorothea. Hun bliver beskrevet som værende simpelt klædt, og ikke så meget ubevidst om sin egen skønhed som fuldstændig ligeglad med den. Når hun med hævede øjenbryn belærer sin søster Celia om, at hun end ikke vil bære et enkelt smykke om sin hals, er det nærliggende at kategorisere hende som en snusfornuftig Mary-karakter, og det var faktisk også mit indtryk af hende gennem mange af bogens første kapitler. Lige indtil hun begik den største og mest tydelige fejltagelse i hele bogens forløb; hun giftede sig med den forkerte.
For kan man være fornuftig, når man begår en så stor fejl, der danner rungende ekko gennem hele romanens videre forløb? Kan man have så meget som et gran af selvindsigt, hvis man fejlbedømmer sig selv (og andre) så tydeligt? En stor del af Dorotheas troværdighed som fornuftsvæsen slås itu ved den ene handling, som alle omkring hende kan se er en fejl. Aldrig har en advarselslampe lyst så tydeligt rødt, og aldrig har jeg som læser følt så stor trang til at råbe nej på en fiktiv karakters vegne, som da jeg læste udfaldet af dét frieri.
Problemet med Dorothea er, at hun beskæftiger sig med idéer og ikke med sandheder. Som så mange andre naive 19-årige før hende, drømmer hun om at ændre verden og gøre den til en bedre sted. En af hendes yndlingsbeskæftigelser er at 'lægge planer'; planer for forbedring af bøndernes vilkår, planer for hospitalshjælp og planer for godt og renhjertet arbejde. Hun har en stor formue, men hun kan alligevel ikke gøre en forskel. Hun kan ikke studere jura, blive læge eller stille op som politiker; for hun er kun en kvinde i en fastlåst tidsperiode. Hun er begrænset af sit eget køn.
Så i stedet gifter hun sig med en mand, hun betragter som lærd og klog; en mand som er i gang med et storslået teologisk projekt, som hun drømmer om at tage del i. Hun ser Mr. Casaubon som et middel til at opnå sin drømme og gøre en forskel, og hun håber, han kan lære hende noget. I mangel af egen uddannelse gifter hun sig med en uddannet mand. Det er i virkeligheden hele bogens tragedie, at Dorotheas ildsjæl ikke må brænde i fred. 

“She was always trying to be what her husband wished, and never able to repose on his delight in what she was. The thing that she liked, that she spontaneously cared to have, seemed to be always excluded from her life; for if it was only granted and not shared by her husband it might as well have been denied.” 

Dorothea Brooke er ikke fornuftig. Hun er ikke altid klog og slet ikke realistisk. Hun har ingen selvindsigt og bliver ofte ikke klar over sine følelser, før det er for sent. Hun er dybt religiøs og bliver gennem hele bogen sammenlignet med helgener og engle, hun ofrer alle sine fornøjelser for at hæve sig over andre, og hun formår at misfortolke selv de klareste tegn. Hun er irriterende, moraliserende og offer for en håbløs forblændelse – og alligevel elsker jeg hende af hele mit hjerte.
For Dorothea Brooke er, med alle hendes fejl, i besiddelse af et godt hjerte. Hun er ufatteligt stædig, modig og udholdende. Det ville være så nemt for hende at stikke og prikke til hendes rædsomme ægtemand, men i stedet vælger hun den ophøjede vej og bliver hans støtte. Hun indgyder beundring i alle, hun møder og inspirerer dem til at være deres bedste jeg. Hun bærer rundt på oceaner af undertrykt energi i en tid, hvor kvindens største ambition var bestillingen af en ny blondekjole. Dorothea er forud for sin tid; hun har ambitioner og drømme. Hun har mål i livet, der rækker ud over, hvad man dengang var i stand til at foretage sig. Hun er (i mine øjne) en kvindelig revolution. Og for dét kan jeg tilgive hende hvad som helst.

Hvis I har læst "Middlemarch" vil jeg meget gerne høre jeres tanker om Dorothea Brooke. Irriterer hun også jer en smule? Og tilgiver I hende, ligesom jeg, for enhver af hendes fejl?