"Fragile Things" af Neil Gaiman

"Fragile Things" af Neil Gaiman, fra forlaget William Morrow and Company, udgivet i 2007 (org. udgivet i 2006). 4/5 stjerner. 

I forordet til min udgave af "Fragile Things" oplister Gaiman hver eneste brøkdel af novellesamlingens indhold, og forklarer hvordan de enkelte noveller og digte opstod, og hvilke idéer de skal afdække. Tilsyneladende er bogen en sær blandingsform af noveller skrevet til forskellige antologier, digte skrevet til Gaimans egne børn, og historier der blot trængte sig på og forlangte at blive skrevet ned.
"Fragile Things" udånder en drømmelignende atmosfære med dens surrealistiske fortællinger om almene hverdagsproblemer. Gaiman transformerer det banale til noget utroligt, og derved er novellesamlingen en storslået parade af levende gargoiler, alien-lignende væsener og foruroligende midnatscirkusser. Novellerne leger med upålidelige fortællere og indeholder adskillige rædsler.

“Recounting the strange is like telling one's dreams: one can communicate the events of a dream, but not the emotional content, the way that a dream can colour one's entire day.”

At læse "Fragile Things" var som at blive indhyllet i en sælsom tåge, at vandre igennem mørke labyrintgange og at stikke fingrene ind i en sort boks uden den fjerneste idé om, hvad man kunne finde. Fordi novellesamlingen består af så mange vidt forskellige brudstykker var hver en historie en indbydende overraskelse og hver overskrift et mærkværdigt vendepunkt. Min udgave startede med Sherlock Holmes-pastiche for derefter at bevæge sig videre til et muntert digt, som jeg slet ikke anede, at Neil Gaiman var i stand til at skrive, for så atter at skifte til et Blåskæg-lignende rædselsscenarie og afslutte med en udvidelse af gude-mytologien fra "American Gods". Det ene øjeblik læste jeg et blidt ironisk digt ved navn "Instructions", hvor alle klichéerne i eventyrsgenren opremses, og det næste øjeblik befandt jeg mig midt i en makaber novelle ved navn "Harlequin Valentine", hvor en harlekinsdukke spiser menneskehjerter og søger kærlighed. Jeg famlede mig frem fra novelle til novelle og formåede aldrig at forudse, hvad der ventede mig forude.

Selvom enkelte fragmenter af fantasifulde barndomsuniverser er inkluderet i denne bog, er indholdet overvejende henvendt til voksne. Gaiman skriver mørk fantasy og science-fiction med rungende afslutningssætninger. Jeg påbegyndte novellesamlingen en lørdag nat med en snigende træthed, og blev så forundret, forvirret og forskrækket under læsningen, at ikke et eneste gab undslap min mund. Jeg var ude af stand til at sove, imens Gaimans hypnotiserende stemme rumsterede i mine tanker.

“He had read books, newspapers and magazines. He knew that if you ran away you sometimes met bad people who did bad things to you; but he had also read fairy tales, so he knew that there were kind people out there, side by side with the monsters.”

Neil Gaiman er en sand historiefortæller, og mange af hans historier handler netop også om historier. Både andres og hans egne. I digtet "Inventing Aladdin" beretter han delvist om rammefortællingen i "1001 Nats Eventyr" og delvist om vigtigheden af historiefortællingen selv; de historier vi fortæller os selv og hinanden for at kunne overleve. Ligeledes er novellen "The Problem of Susan" en omvendning af en kendt historie og et forsøg på at redegøre for Narnias oversete heltinde, altimens digtet "Locks" genfortæller eventyret om Guldlok i en næsten konverserende tone. Selvom udgangspunktet er kendt i forvejen, er udfaldet af fortællingerne umulige at forudse.

Jeg bliver nok aldrig færdig med at lovprise Neil Gaimans skrivestil. Med simple ord og korte sætninger lokker han sin læser ind i et univers, hvor alting på én gang virker helt ligetil og dog er fyldt med følelsen af, at der er noget lurende, en underliggende kompleksitet ved hvert eneste punktum. Små glimt af humor lyser op i det foruroligende fantasy-mørke, han trækker sin læser ind i, og det er derfor aldrig muligt at sætte fingeren på den sitrende fornemmelse, ordene efterlader en med. Gaiman mestrer antydningens kunst til fulde, og viser aldrig alle sine kort før historiens sidste linje. Intet sted er dette talent så tydeligt, som i den utroligt korte novelle ved navn "Other People". Novellen er muligvis min favorit i denne samling, og i den udforsker Gaiman forskellen på psykisk og fysisk smerte, for derefter at lade historien tage en så uforudset drejning, at selv den mest vante Gaiman-læser vil blive efterladt målløs og ordløs. Jeg har aldrig læst noget lignende, og den sidste sætning giver endnu genlyd i mit indre.

Det ville være ufattelig let at kategorisere mange af disse små historiebidder som kriblende gyserhistorier. Dog er jeg slet ikke sikker på, at de falder præcist ind i netop dén kategori, for Gaimans uhygge er sådan en skrøbelig ting; filosofisk og aldrig åbenlyst skræmmende. Selvom mange af novellerne har hjemsøgende undertoner, udløser de også følelser af forståelse, empati og ensomhed. Gaiman tilføjer en sart kærlighed til sine mørkeste historier, og jeg kan ikke gennemskue, hvordan han formår det. Alt hvad jeg ved er, at det virker. Ligesom al sand magi kan det nok bare ikke defineres.

“Stories, like people and butterflies and songbirds' eggs and human hearts and dreams, are also fragile things, made up of nothing stronger or more lasting than twenty-six letters and a handful of punctuation marks. Or they are words on the air, composed of sounds and ideas-abstract, invisible, gone once they've been spoken-and what could be more frail than that? But some stories, small, simple ones about setting out on adventures or people doing wonders, tales of miracles and monsters, have outlasted all the people who told them, and some of them have outlasted the lands in which they were created.”