"Sommerbogen" af Tove Jansson

"Sommerbogen" (org. titel "Sommarboken") af Tove Jansson, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1972). Læst på dansk – originalsproget er svensk. Anmeldereksemplar fra Gyldendal. 4/5 stjerner.

På en lille ø i den finske skærgård udspiller "Sommerbogen" sig. Blandt spirende planter, småkravlende dyr og et kunstfærdigt bygget Venedig i et vandhul, tilbringer den lille Sophia sine somre med sin farmor og sin far. Sophia og hendes farmor bruger de smukke sommerdage på at tale usentimentalt om livet, om verden og om øen, altimens de udforsker og oplever den natur, som omgiver dem.

Med en yndig melankoli og et simpelt sprog, skitserer Jansson venskabet mellem en farmor og et barnebarn, deres eventyr og deres sommer og alle de små og store spørgsmål, som udgør deres tilværelse. 

“Det er underligt med kærlighed, sagde Sophia. Jo mere man elsker den anden, jo mindre synes den anden om én.
Det er fuldstændig rigtigt, bemærkede farmoren. Og hvad gør man så?

Man fortsætter med at elske, svarede Sophia dystert. Man elsker mere og mere. ” 

"Sommerbogen" er en pudsig lille bog; mærkeligt kompakt og uendeligt bredtfavnende. I et stille og næsten lyrisk sprog, samler Jansson en række øjebliksbilleder af en farmor og et barnebarns sommerdage på en ø. Bogen har intet plot, og eksisterer uden for en normal optegnet tidslinje, og afspejler derfor med lethed barndommens fornemmelse af sammenklistrede sommerdage uden begyndelse og uden ende. Hvert kapitel er en episode, et stillestående sommerglimt, og selvom et kapitel ind i mellem begyndes med en tidsindikator i form af en måned eller et diffust dagstidspunkt, er der ingen rationel tidslinje, ingen måde at skelne mellem en sommer og en anden, ingen måde at indordne Sophias alder eller udviklingsforløb på. Janssons roman er et åndedrætshul, en pauseknap, en bittersød fortælling om noget uendeligt, som vi alle ved får en ende alligevel.

Jeg betragter mest af alt, "Sommerbogen" som en tidskapsel. Jansson fremviser det rolige sommerliv i smukke naturomgivelser, som næsten kan synes idylliske. Men idyllen eksisterer side om side med fornemmelsen af noget skrøbeligt, noget flygtigt. En direktør bygger et stort hus midt i den bedste havudsigt, en bulldozer larmer i nærheden og besøg udefra skaber kaos midt i de fastlagte rutiner. Selvom øen eksisterer uden for tidsrammer, nærmer tiden sig alligevel, og truer hele tiden med at bryde den nostalgiske evighedsboble.

Og som med øen, ligesådan med karaktererne. Sophia og hendes farmor færdes i yndig tosomhed på deres ø. Som et særdeles umage par vandrer de rundt og snakker, udforsker og leger. Deres samtaler er vidunderligt ukomplicerede og nøgterne, og selvom Sophia ofte bliver hidsig og farmoren ofte bliver dårlig, er der en vidunderlig komik og dynamik mellem dem. Dette lykkelige stemningsbillede uddybes dog i løbet af en enkelt linje, hvor det afsløres, at Sophias mor er død, altimens hendes far er en mærkelig baggrundsskygge, som kun beskrives som en del af tapetet. 

“Her dumper man hovedkuls ned i en lille fortættet gruppe af mennesker, som altid har levet sammen og med ejerskabets vane har bevæget sig rundt omkring hinanden på et sted, som de kender ud og ind, og selv den mindste trussel mod deres vaner gør dem bare endnu mere fortættede og selvsikre. En ø kan være forfærdelig for den, der kommer udefra. Alting er færdigt, hver og en har sin plads, egensindigt, roligt og selvtilstrækkeligt. Inden for deres strande fungerer alting efter ritualer, som er stenhårde af gentagelse, og samtidig strejfer de igennem deres dage så lunefuldt og tilfældigt, som om verden sluttede ved horisontlinjen.”

Noget af det, jeg elsker højest ved Jansson er hendes diskrete livsvisdom. Uden at fortælle læseren hvad noget som helst betyder, uden så meget som et eneste indblik i karakterernes tanker og følelser, men med en evig distance og en evig simplicitet, formår Jansson at lade hver sætning, hvert ord med følelse, undren og melankoli. "Sommerbogen" kan til tider virke som en meget tilfældig samling af små øjeblikke, men uanset hvor lille og meningsløs en episode i ø-livet kan synes, hviler der altid i en dyb, almen-menneskelig sandhed i mellemrummet mellem Janssons linjer.

Nærmest som en ubetydelig note i margen, bliver det henkastet nævnt, at Sophias mor er død og som en mørk understrøm, flyder denne viden igennem hele romanen. Som da Sophia bliver hidsig midt i en leg, fordi hun ikke må kalde sin farmor for mor. Eller da Sophia kaster sin kærlighed på en vildkat, og vil beholde den på trods af de sår, den påfører hende, fordi det er dén, hun elsker, selvom det er en kærlighed, der bringer hende smerte. I en fortælling om tab og sorg, barnlig opfattelse og aldrende visdom og i en lang perlerække af samtaler og sommerøjeblikke, skriver Jansson om livet. Ikke blot om livet på en ø, men livet i verden.

Det er svært at forklare helt, men jeg har altid tænkt, at Jansson skriver akkurat, som hun tegner. Med sarte blyantsstreger, mørke ansigtsudtryk og en sans for pudseløjerlige detaljer akkompagneres ordene i "Sommerbogen" med illustrationer, der har mindst ligeså meget at sige som bogstaverne selv. I virkeligheden beskriver intet "Sommerbogen" så godt som den tegnede forside: to silhouetter af en farmor og et barnebarn, som står dér i vandkanten. To mennesker som på hvert sit stadie i livet deler mange ligheder; begge er udelukket fra et forbisejlende selskabs festlyde, den ene for gammel, den anden for ung og begge for trætte. Deres sommereventyr og oplevelser er deres usagte kærlighedserklæring til hinanden, til sommeren og til den ø, de står på. Den ø hvor livet udspiller sig, hvor udefrakommende forandringer skyller op på bredden, og hvor bittersødmen blomstrer. Den ø som kun den tavse læser, kan få lov at blive indviet i.

"Sommerbogen" er vidunderlig smuk læsning. Jeg elskede at befinde mig på Janssons ø, og under min læsning blev jeg transporteret tilbage til en forsvindende barndomssimplicitet og til minder om sammenklistrede sommerdage og lange, lange, lange nætter uden ende.