Tema-tirsdag #54: Et fiktivt teselskab

I min nylige spørgerunde blev jeg spurgt om hvilke fiktive karakterer og hvilke forfattere, jeg ville invitere til et teselskab. Jeg har endnu ikke fået svaret på spørgsmålet, og derfor tænkte jeg, at en snarlig fødselsdag ville være den perfekte anledning til at spekulere i gæster, teselskaber og bordplaner. Dagens tema er derfor en invitation til te.

Forfattergæsterne ville kræve et fint opdækket bord med klirrende kopper, guldrandede tallerkener og fyldte frugtfade. I skær fra stearinlys og lysekroner ville jeg placere et yndigt opdækket bord belagt med en hvid blondedug og med sirligt skrevne bordkort. Tekanderne ville være fyldte, og kopperne aldrig tomme; for te ved man altid hvad er, i modsætning til madopstillingen som uden tvivl ville vække alskens mistanke hos selskabets aldrende gæster.

Jane Austen ville få tilsendt sin invitation først, for jeg ville frygte at blive spiddet af hendes skarpe tunge, hvis indbydelsen blev forsinket i posten. Jeg ved endnu ikke, om jeg rent faktisk ville turde at sidde ved siden af hende; eller om jeg ville foretrække ikke at blive bragt i det dilemma, det ville være at finde på noget at sige. I stedet ville jeg nok placere hende ved siden af Oscar Wilde, som uden tvivl ville blive festens muntre midtpunkt med hans sans for både skandale og samtale. Jeg forestiller mig, at Austen ville studere ham med nøje fascination og indarbejde ham som en forvirret præst eller en løssluppen bror i en kommende roman.

I min nærhed ville jeg placere Neil Gaiman og Philip Pullman, og lytte interesseret med når deres selvfølgelige samtale om, hvorvidt muldvarpen eller vandrotten i Kenneth Grahames "The Wind in the Willows" er den mest attråværdige karakter, ville opstå. Denne samtale ville fremkalde mærkelige ansigtsudtryk hos Charles Dickens, som ville forlade selskabet i samme øjeblik, som han opdagede H. C. Andersens entré, i rystende frygt for at Andersen endnu engang ville forlange Dickens' gæsteværelse som sin soveplads.

Mod bordets anden bordende ville en storslået samtale foregå mellem Donna Tartt og George Eliot, en kamp på intellekt og klassikerviden, som ingen anden ville turde at blande sig i. John Green ville sidde fordybet i liflig snak med Jules Verne og lytte henført til beretninger om luftballoner og skattekspeditioner, altimens Anne Brontë ville læne sig tilbage og føle sig en smule malplaceret, indtil John Keats ville blive hendes redningsmand ved at trække hende ind i en lang diskussion om natur og dyrevelfærd. Selskabet ville være et larmende kaos, og i midten af det hele ville jeg sidde med min egen tekop, min egen lykke og min egen ærefrygt; omgivet af fascinerende mennesker og deres mindst ligeså fascinerende ord.

I et andet univers og med andre gæster, ville mit tebord se helt anderledes ud. Den hvide dug ville være plettet af stearin, teen ville stå næsten urørt, og i stedet ville alle kagerne være blevet spist. Ikke én kop ville matche en anden, og hverken bord eller stole ville besidde den mindste symmetri. Bordkort ville være overflødige, for ingen ville læse eller bemærke dem alligevel; jeg ville nemlig invitere eventyrsvæsenerne til fest.

For den ene bordende, omgivet af honningkrukker og festballoner, ville Peter Plys sidde, veltilpas, mæt og en smule skuffet over at have opsporet den sidste honningkrukke. Ved hans side ville den højtråbende Gale Hattemager sidde og hælde te op i sin egen hat, dybt optaget af en passioneret samtale med Hr. Tumnus om teens placering i mad-pyramiden (i modsætning til Hattemageren, ville Hr. Tumnus dog hælde teen høfligt op i sin kop, og han ville rent faktisk drikke den). Jo March ville sidde ved siden af dem med glødende øjne og forsøge at råbe om kap med Hattemageren, uden helt at vide hvorfor eller om hvad.

Efter en smule forsinkelse fra en lang gåtur, ville Anne Elliot og Kaptajn Wentworth dukke op, hånd i hånd og med øjnene fæstnet så dybt på hinanden, at det lykkelige par ved et uheld ville placere sig ved siden af Mr. Darcy, hvis aristokratiske præg straks ville vække afsky hos Wentworth. Mr. Darcy ville være ukomfortabel nok uden Wentworth som sidekammerat; på hans anden side ville Lyra Belacqua nemlig blive med at prikke til ham, og udspørge ham om hans manglende daimon (et ord Darcy ikke helt ville vide, om han skulle blive fornærmet over eller ej).

Imens ville Emily Byrd Starr sidde stille overfor de andre og ikke sige et ord; hendes grå øjne ville have travlt med at betragte, med at drømme og med at vente på glimtet, som hun vidste snart ville komme.

Luna Lovegood ville sidde for den anden bordende i larmende samtale med Klokkeblomst for at fastslå én gang for alle, hvorvidt feer er i familie med nargles eller ej. Mumimor ville befinde sig ved deres side, og lede efter sit ribssyltetøj i sin medbragte håndtaske (det ville passe så fint til bollerne, og det burde altså være et eller andet sted i taskens dyb). Jeg selv ville sidde i dyb samtale med den entusiastiske Dorothea Brooke, og ville slet ikke bemærke hvor hurtigt tiden gik, før lyset langsomt ville forsvinde, før Peter Plys ville hengive sig til snorken og før Hr. Tumnus ville spille en søvndyssende godnatvise.

Hvem ville I invitere med, hvis I holdte et fiktivt teselskab fyldt med forfattere og deres fiktive karakterer? Og hvordan tror I, det ville gå?