tirsdag den 8. juli 2014

Tema-tirsdag #54: Et fiktivt teselskab

I min nylige spørgerunde blev jeg spurgt om hvilke fiktive karakterer og hvilke forfattere, jeg ville invitere til et teselskab. Jeg har endnu ikke fået svaret på spørgsmålet, og derfor tænkte jeg, at en snarlig fødselsdag ville være den perfekte anledning til at spekulere i gæster, teselskaber og bordplaner. Dagens tema er derfor en invitation til te.

Forfattergæsterne ville kræve et fint opdækket bord med klirrende kopper, guldrandede tallerkener og fyldte frugtfade. I skær fra stearinlys og lysekroner ville jeg placere et yndigt opdækket bord belagt med en hvid blondedug og med sirligt skrevne bordkort. Tekanderne ville være fyldte, og kopperne aldrig tomme; for te ved man altid hvad er, i modsætning til madopstillingen som uden tvivl ville vække alskens mistanke hos selskabets aldrende gæster.
Jane Austen ville få tilsendt sin invitation først, for jeg ville frygte at blive spiddet af hendes skarpe tunge, hvis indbydelsen blev forsinket i posten. Jeg ved endnu ikke, om jeg rent faktisk ville turde at sidde ved siden af hende; eller om jeg ville foretrække ikke at blive bragt i det dilemma, det ville være at finde på noget at sige. I stedet ville jeg nok placere hende ved siden af Oscar Wilde, som uden tvivl ville blive festens muntre midtpunkt med hans sans for både skandale og samtale. Jeg forestiller mig, at Austen ville studere ham med nøje fascination og indarbejde ham som en forvirret præst eller en løssluppen bror i en kommende roman.
I min nærhed ville jeg placere Neil Gaiman og Philip Pullman, og lytte interesseret med når deres selvfølgelige samtale om, hvorvidt muldvarpen eller vandrotten i Kenneth Grahames "The Wind in the Willows" er den mest attråværdige karakter, ville opstå. Denne samtale ville fremkalde mærkelige ansigtsudtryk hos Charles Dickens, som ville forlade selskabet i samme øjeblik, som han opdagede H. C. Andersens entré, i rystende frygt for at Andersen endnu engang ville forlange Dickens' gæsteværelse som sin soveplads.
Mod bordets anden bordende ville en storslået samtale foregå mellem Donna Tartt og George Eliot, en kamp på intellekt og klassikerviden, som ingen anden ville turde at blande sig i. John Green ville sidde fordybet i liflig snak med Jules Verne og lytte henført til beretninger om luftballoner og skattekspeditioner, altimens Anne Brontë ville læne sig tilbage og føle sig en smule malplaceret, indtil John Keats ville blive hendes redningsmand ved at trække hende ind i en lang diskussion om natur og dyrevelfærd. Selskabet ville være et larmende kaos, og i midten af det hele ville jeg sidde med min egen tekop, min egen lykke og min egen ærefrygt; omgivet af fascinerende mennesker og deres mindst ligeså fascinerende ord.

I et andet univers og med andre gæster, ville mit tebord se helt anderledes ud. Den hvide dug ville være plettet af stearin, teen ville stå næsten urørt, og i stedet ville alle kagerne være blevet spist. Ikke én kop ville matche en anden, og hverken bord eller stole ville besidde den mindste symmetri. Bordkort ville være overflødige, for ingen ville læse eller bemærke dem alligevel; jeg ville nemlig invitere eventyrsvæsenerne til fest.
For den ene bordende, omgivet af honningkrukker og festballoner, ville Peter Plys sidde, veltilpas, mæt og en smule skuffet over at have opsporet den sidste honningkrukke. Ved hans side ville den højtråbende Gale Hattemager sidde og hælde te op i sin egen hat, dybt optaget af en passioneret samtale med Hr. Tumnus om teens placering i mad-pyramiden (i modsætning til Hattemageren, ville Hr. Tumnus dog hælde teen høfligt op i sin kop, og han ville rent faktisk drikke den). Jo March ville sidde ved siden af dem med glødende øjne og forsøge at råbe om kap med Hattemageren, uden helt at vide hvorfor eller om hvad.
Efter en smule forsinkelse fra en lang gåtur, ville Anne Elliot og Kaptajn Wentworth dukke op, hånd i hånd og med øjnene fæstnet så dybt på hinanden, at det lykkelige par ved et uheld ville placere sig ved siden af Mr. Darcy, hvis aristokratiske præg straks ville vække afsky hos Wentworth. Mr. Darcy ville være ukomfortabel nok uden Wentworth som sidekammerat; på hans anden side ville Lyra Belacqua nemlig blive med at prikke til ham, og udspørge ham om hans manglende daimon (et ord Darcy ikke helt ville vide, om han skulle blive fornærmet over eller ej).
Imens ville Emily Byrd Starr sidde stille overfor de andre og ikke sige et ord; hendes grå øjne ville have travlt med at betragte, med at drømme og med at vente på glimtet, som hun vidste snart ville komme.
Luna Lovegood ville sidde for den anden bordende i larmende samtale med Klokkeblomst for at fastslå én gang for alle, hvorvidt feer er i familie med nargles eller ej. Mumimor ville befinde sig ved deres side, og lede efter sit ribssyltetøj i sin medbragte håndtaske (det ville passe så fint til bollerne, og det burde altså være et eller andet sted i taskens dyb). Jeg selv ville sidde i dyb samtale med den entusiastiske Dorothea Brooke, og ville slet ikke bemærke hvor hurtigt tiden gik, før lyset langsomt ville forsvinde, før Peter Plys ville hengive sig til snorken og før Hr. Tumnus ville spille en søvndyssende godnatvise.

Hvem ville I invitere med, hvis I holdte et fiktivt teselskab fyldt med forfattere og deres fiktive karakterer? Og hvordan tror I, det ville gå?

24 kommentarer:

  1. Hvor er dette bare det smukkeste indlæg, jeg længe har læst. Så opfindsomt, morsomt og fint!

    En forfatter jeg gerne ville dele en kop te med er Fitzgerald. Jeg ville så gerne diskutere sprog med ham, fordi han uden tvivl står øverst på min liste over forfattere, hvis sprog jeg beundrer. Derudover ville jeg invitere Hemmingway og, ligesom dig, også den kære Oscar Wilde.

    Af fiktive figurer står mumimor helt klart også på mine indbydelser. Hun er et af de mest elskværdige væsner, jeg er blevet præsenteret for i litteraturen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for dine rosende ord! Det betyder så meget, når det kommer fra dig, der har ordene så meget i sin magt :)

      Og, åh, et forfattermøde med 20'ernes forfattere ville også være enestående. Hemingway, Fitzgerald, Joyce og hvem ved jeg. Ren 'Midnight in Paris' - selvom jeg nok har nemmere ved at forestille mig dem på en bar end til et teselskab :p ..

      Og helt bestemt! Mumimor er et hjertevæsen, der ville sprede varme ved enhver sammenkomst.

      Slet
  2. Dit indlæg gør mig glad, hvor lyder det som hyggelige teselskaber!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg glad for at høre! :')

      Slet
  3. Åh hvor er det et helt vidunderligt indlæg Rikke <3 Og hvor ville jeg elske at være med ved sådanne to teselskaber.
    Jeg ville ligesom du invitere Jane Austen og helt bestemt også Oscar Wilde, og så ville jeg helt sikkert også invitere Shakespeare :) Til eventyrsteselskabet ville Mr. Tumnus også være med som gæst, og jeg ville elske at have McGonagall, Robbie og Cecilia, Jane Eyre og hendes Rochester, Æseldyret og mange mange flere med til bords.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak min søde pige! Jeg ville virkelig også gerne være en flue på væggen til de teselskaber, som du stiller op! McGonagall ville være en vidunderlig borddame, og Jane Eyre ville helt danne grundlag for mange spændende samtaler.

      (I øvrigt elsker jeg, at du også ville invitere Shakespeare. Selvfølgelig ville du det! :D)

      Slet
  4. Sikke et vidunderligt indlæg! Jeg kan tydeligt se begge teselskaber for mig :)

    Til mit fiktive teselskab skulle jeg have Tyrion ved min ene side og Bridget Jones ved den min anden side. For bordenden ville jeg placere Snape sammen med Emma Woodhouse. Og så vil jeg selvfølgelig også invitere Elizabeth Bennett og Mr. Darcy og beundre deres forelskede blikke.

    Til mit teselskab med forfattere ville jeg invitere Jane Austen, Fitzgerald, Brontë-søstrene, Erin Morgenstern, John Green og J.K. Rowling.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! :)

      Og åh, Bridget Jones ville være en vidunderlig middagsgæst. Jeg kan lige forestille mig hende, dér overfor Mr. Darcy, og forestille mig hans tilsvarende ansigtsudtryk til alt hendes sludderi.

      Jeg kan ikke fatte, jeg selv har glemt at invitere Erin Morgenstern! Hun er en selvskrevet forfattergæst!

      Slet
  5. Ej, hvor var det dog bare et virkelig sød og interessant indlæg, Rikke :)

    Til mit fiktive ville jeg uden tvivl invitere Dumbledore, Snape og Hagrid. Jeg synes næsten også man skal have Harry med bare for at se hvordan han agerer overfor de andre tre, især Snape :) Jeg ville også invitere lille Coraline og den talende kat fra Gaimans univers. Muligvis ville Jay Gatsby imødekomme min invitation, og Nick Carraway ville sikkert dukke op uden at være blevet inviteret, i håbet om at se JG. Jeg kunne også godt tænke mig at invitere Peeta og Katniss, hvor Katniss uden tvivl ville være både frusteret og betaget af Peetas evne til få det bedste frem i selv Snape, alt imens Peeta må holde Katniss tæt ved sin side, så hun ikke skyder mine sidste gæster, nemlig kaninerne fra Watership Down.

    Et andet tilselskab, med forfattere istedet, ville bestå af en god blanding af de forfattere, der har rørt mig. Lige fra J.K. Rowling og J.R.R. Tolkien til John Green, Neil Gaiman, F. Scott Fitzgerald, Louisa May Alcott, Dr. Seuss og sidst, men ikke mindst Maurice Sendak, der forhåbenlig ville duellere med Dr. Seuss om tegne portrætter af de andre gæster i et virvar af skræmmende monster-træk og skøre Whoville-næser :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! :) Det er jeg glad for, at du synes.

      Åh hvor ville det også bare være vidunderligt at invitere Hagrid til te! Han ville bestemt også være velkommen hos mig. Faktisk spekulerede jeg også på, hvem jeg ville invitere fra Gaiman-universet, og den talende kat var også den første, jeg kom i tanke om dér. Sådan en vidunderlig skabning!
      (Jeg elsker din anekdote med den bue-bevæbnede Katniss og de små søde kaniner. Lad os håbe, at Femmer og Hassel er på vagt!)

      Din forfatterliste er mindst ligeså interessant, og involverer både mange af mine gæster og mine gæste-kandidater! Åh, hvor ville det være enestående at drikke te med Louisa May Alcott. Ren ønskedrøm :)

      Slet
  6. What a lovely idea! I wish I could time-travel and have tea with Emily Bronte! That would be like a dream comes true... It could also be interesting to have tea with all three Bronte sisters and see how they interact with each other and find out if they really are completely different characters as it was said... Maybe I would tell them about how popular their works still are today and show them all the beautiful editions of their books... and who knows, maybe it would encourage them to write more novels in the end... ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. It would be amazing to meet the Brontë Sisters. I would perhaps rather meet Anne than Emily or Charlotte, even though I find their books endlessly fascinating. If only time-travel was possible....

      Slet
  7. Hvor er det bare et skønt, utrolig kreativt og velskrevet indlæg :) Jeg har aldrig tænkt sådan på det, men lige umiddelbart kunne jeg godt tænke mig at sætte mig til bord med Augustus Waters (har for nyligt færdiglæst bogen) - hans energi er simpelthen skøn!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Og åh ja, Augustus Waters ville være en skøn bordherre!

      Slet
  8. Mere velskrevet, finurligt og helt igennem fantastisk indlæg skal man dælme lede længe efter, Rikke! Du fanger mig fra første ord og holder mig tryllebundet til en sådan grad, at jeg ikke er et sekund i tvivl om, at jeg selv befinder mig lige der til begge ovenstående teselskaber.

    Jeg har altid delt mange af de samme favoritter med dig. Derfor kan jeg sagtens forestille mig at have en del af de samme gæster på besøg, hvis det var mig selv, der inviterede. Til det fiktive selskab ville Elizabeth Bennett, Anne Elliott, Jo March og Jane Eyre sidde overfor mig og både intimidere og inspirere mig med deres kvindelige snilde og store personligheder. Mr. Darcy, Augustus Waters og Frederick Wentworth ville også være inviteret for at bringe lidt tyk testosteron og kyndig charme om bordet. Til selskabet ville også Dobby og Grisling være til stede, og sørge for lige dele god stemning og glæde omkring de tætpakkede bord.

    Forfatterne der skulle være til stede ved mit drømme-teselskab måtte være Jane Austen, Charlotte Brönte, John Green, Louisa May Alcott, J. K. Rowling og Virginia Wolf. En broget flok der nok skulle have mere end rigeligt at snakke om, og som uden tvivl ville kunne lære mig en ting eller tusind.

    Tak for at du fik min fantasi til at løbe løbsk med mig her til aften :-) Tanker og idéer som disse er virkelig sjove at sætte sig ned med og bare give frit løb.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh. Så smukke, så søde, så rosende ord. Tusind tak af hele mit hjerte. Du fremkalder store smil, når du skriver den slags!

      Dit teselskab har mange ligheder med mit; og jeg ville gladeligt drage afsted for at drikke te sammen med dig og Wentworth. Ligeledes varmer det mit hjerte at se Dobby nævnt blandt de smukke navne. Det kære lille væsen ville uden tvivl gå meget fint i spænd med den nervøse Grisling, som mangler en overstrømmende sjæl til opmuntring og udfordring.

      Din forfattersammensætning lyder også uendeligt fin! Mange vidunderlige kvinder og den rørende John Green midt inde i det hele. Jeg ville være meget spændt på at se Charlotte Brontë i kombination med Austen; jeg ville elske at se Austen forsvare sig overfor Brontës kritik af hendes værker. Det ville uden tvivl være både underholdende og ærefrygtindgydende!

      Og det var det mindste. <3 Tak fordi du legede med i min teselskabsleg :')

      Slet
  9. Genialt indlæg med fantastisk sammensatte forfattere!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Det var så morsomt at skrive om! :)

      Slet
  10. Dette er et dejligt kreativt indlæg, Rikke, som fint lægger op til store tankespind!

    Til mit teselskab ville de første fiktive personer, der fik en invitation, være den gyldne trio fra Harry Potter. De har været så stor en del af min barndom og teenageår, at jeg ikke ville kunne se mig selv i øjnene, hvis ikke, de fik en plads rundt om bordet. Som den næste gæst ville jeg invitere Charlie fra "The Perks of Being a Wallflower", bare fordi han stadig rumsterer i mine tanke på trods af, at jeg læste bogen i sommerferien sidste år. Jeg ville også sende bud efter nogle af George R.R. Martins karaktere – Tyrion og Jon Snow tror jeg, ville være gode valg.
    Jeg ville blive meget glad, hvis Coraline og Lettie Hempstock også ville komme og gøre mig selskab for ud af alle de Neil Gaiman bøger, jeg har læst, er disse to piger de karakterer, der har gjort størst indtryk på mig. Derudover ville Inigo og Fezzik fra William Goldmans ”The Princess Bride” også være hjerteligt velkommen!
    Til sidst ville jeg invitere tre meget forskellige herrer, som altid har fascineret mig i forskellige grader: Tinmanden fra Oz, Peter Pan og Ebenezer Scrooge. Ud af disse tre er Scrooge nok det mest spøjse valg, men da hans stædige karakter har underholdet mig hver december de sidste mange år, har jeg knyttet et ret tæt bånd til hans person. Nok synes jeg, hans juleforskrækkelse er noget vrøvl, men han er også skrevet på sådan en måde, at man til sidst forstår, hvorfor han er blevet så kold og bitter. Han er en meget interessant karakter i mine øjne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Det er jeg glad for, at du synes. Jeg hyggede mig sådan med at skrive det.

      Dit teselskab lyder virkelig interessant, sælsomt, larmende, kaotisk og vidunderligt. Jeg ville elske at lytte til Lettie Hempstock, at klukke over Inigo og Fezzik, at møde den gyldne trio og at se Ebenezer Scrooge langsomt blive omvendt til støjende selskabsliv. Du har fremhævet sådan nogle fine karakterer, og jeg elsker den pudsige kombination, det er endt med.

      Slet
  11. A beautiful collection of books!
    Chloë x

    SvarSlet
  12. Åh Rikke, sikke et vidunderligt indlæg!! Din fantasi er uovertruffen!
    Det er alt for svært at svare på sådan lige - går også ud fra, du selv har spekuleret over dine gæster i et stykke tid :D Der er så mange, jeg gerne ville invitere til te - King, Blixen, Uthaug, Hornby, Berniéres sådan lige on the top of my head. Og måske i den anden boldgade Weasley-tvillingerne, Merry og Pippin, Roland og troldepus?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind, tusind tak! Det er store ord, når det kommer fra dig :') <3.

      .. Åh, Weasley-tvilingerne ville virkelig også være vidunderlige (omend en smule kaotiske) selskabsgæster!

      Slet