tirsdag den 5. august 2014

Tema-tirsdag #58: Sene nætter, lange bøger

Dette er et planlagt indlæg. Jeg er i feriehi og er derfor lidt langsommere om at udgive og besvare kommentarer. Men jeg skal nok få det gjort efterhånden.


Når jeg tænker tilbage på min barndom, er det altid dét jeg husker. De sene nætter, hvor lyset var slukket, huset var stille og jeg var vågen. Jeg lå der i mørket under min dyne og knugede en bog, altimens jeg læste i skæret fra en enkel lommelygte. Tiden forsvandt, og jeg havde intet ur til at minde mig om min overskredne sengetid eller min ventende skoledag. Jeg kunne ikke sove, for jeg var ikke rigtigt til stede. Jeg var inde i en bog.
Der er noget næsten ulideligt nostalgisk ved tanken om de mange sene nætter, jeg har tilbragt med en bog. For den bitre sandhed er, at selvom jeg stadig læser meget og læser mange gode bøger, så er det sjældent med den samme altopslugende, absorberende og fuldstændig feberhede opmærksomhed, som det var engang. Selvom jeg stadig elsker ord, selvom jeg stadig fortaber mig i historier, og selvom jeg stadig kan lukke verden ude, når jeg er midt inde i en bog, er jeg ikke længere i stand til at sætte mit ur på pause og holde natten ude af min bevidsthed. Hvor meget jeg end kæmper, så falder jeg i søvn. Midt i en sætning, midt i en bog, midt i en historie, som jeg ellers elsker. De sene nætter med lange bøger, en tændt lommelygte og et stille hus, er fortid. De har i stedet forvandlet sig til tidlige morgener, til lange eftermiddage og stjålne minutter i en bus. Måske er det blot endnu en ud af mange bivirkninger ved at blive voksen.

Books are, for me, it must be said, the most important thing; what I cannot forget is that there was a time when they were at once more banal and more essential than that. When I was a child, books were everything. And so there is in me, always, a nostalgic yearning for the lost pleasure of books. It is not a yearning that one ever expects to be fulfilled.” - Diane Setterfield.

Men for nylig skete det alligevel. Det var en fredag, jeg var alene hjemme, og jeg begyndte en bog, som jeg blev nødt til at færdiggøre. Jeg bladrede uden blik for ur og den ventende morgendag, og jeg undertrykte hvert gab, der sneg sig op fra min hals. Bogen var "Deathless" af Catherynne M. Valente, og klokken var tre om natten, da jeg lagde den fra mig. Jeg var knust og lykkelig, forvirret og forundret. Jeg faldt i søvn med historiesplinter skærende i mit indre, og jeg lod ordene følge med mig ind i mit drømmeland. Jeg blev mindet om, hvordan det egentligt føltes, dengang og nu, når en nådesløst god bog krydser ens vej. En læsefeber-fremkaldende bog, som jager søvnen på flugt og tankerne med, som fængsler sin læser i bogens fortællertid frem for egen nutid. Der findes virkelig bøger, som kan holde selv min håbløst inkarnerede A-menneske krop vågen. Også som 24-årig.
Jeg går ud fra, at vi alle har forskellige læserytmer og døgnrytmer, men jeg synes der er noget enestående ved at finde en bog, som rent faktisk kan tvinge os til at bryde den. Og jeg er dybt taknemmelig for atter at have oplevet den søvnløshed, der stammer fra en nat i et mørkt soveværelse med en bog, der ikke kan slippes.

Hvornår blev I sidst holdt vågen af en bog? Og i så fald, hvilken var det? Lader I tit søvnen vente til fordel for færdiglæsning af en hel bog, eller hører det også i højere grad barndommen til for jeres vedkommende? 

14 kommentarer:

  1. Wool af Hugh Howey har holdt mig vågen for nyligt. Fantastisk bog i stil med The passage af Justin Cronin, som i øvrigt også holdt mig vågen, fordi jeg bare MÅTTE læse, hvordan den endte. Og selvfølgelig Harry Potter - Mest The half blood prince og The deathly hallows :)

    SvarSlet
  2. Jeg har det præcist på samme måde som dig. Den måde man kunne befinde sig i bogens univers er helt anderledes i dag, end det var dengang.. Somme tider kan jeg virkelig savne det!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det samme her. Det er slet ikke så absorberende på en eller anden måde? Ikke at man ikke nyder bøgerne mere, det er bare ikke.. Det samme?

      Slet
  3. Jeg prøvede det senest med divergent, hvor kl blev 2 på en mandag, ikke den bedste mandag i skole efterfølgende ;)
    Synes jeg oplever det tit hvor jeg ikke stopper før 12-2 stykker.. Det værste jeg har prøvet var at læse til kl 5 om morgen.. Det var lidt crazy :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh hvor fantastisk! Det er så skønt at blive fanget i en medrivende bog! :)

      Slet
  4. Det må have været sidst i december sidste år, da jeg tilfældigt kastede med over Divergent en eftermiddagstime. Folk kan sige hvad de vil om den bog, med hold nu op hvor den fangede mig. Jeg havde egentligt planer om, at luske mig med på en venindes bytur, men efterhånden som jeg kom længere ind i bogen gik det langsomt op for mig, at jeg skulle ikke forlade mit læsehjørne før den sidste side var vendt. Endte med at læse ud til de sene nattetimer, indtil jeg endelig var færdig, og da jeg gik i seng var det ikke mine egne bekymringer der plagede mig, men karakterernes.

    Tror ikke jeg har haft så intens en læseoplevelse siden jeg var barn, og første gang kunne kaste mig over Harry Potter og Fangen Fra Azkaban. Jeg har det tydeligste minde af mig, der har placeret mig på tværs af et trappetrin i mine forældres hus. Her sad jeg i timesvis, fuldstændigt opslugt af bogen, mens familien vimsede rundt omkring mig, og nok i bund og grund bare ville ønske, at jeg ville flytte mig haha.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh hvor fantastisk at bogen ikke blot holdt dig fanget, men også ændrede dine planer. Den må virkelig have standset tid og sted så. Fantastisk! :)

      Og lige præcis Harry Potter-fænomenet kender jeg kun alt for godt. Jeg var tabt for min omverden, når jeg læste Harry Potter. Og det var så vidunderligt.

      Slet
  5. For mig er det med lange nætter også noget der hører fortiden til. Sidst jeg læste en bog til ud på natten må have været da den sidste Harry Potter udkom. Jeg tog hjem og læste, til den var slut - dvs. til klokken 4 om natten - sov to timer, tog i skole og på arbejde. Det var en prioritet, fordi det var dén bog. Jeg tror, der skal utrolig meget til i dag for på den måde at få mig til at ligge al rationalitet og behov for søvn til side. Det er både trist, men alligevel også okay - jeg har brug for søvn for at kunne fungere, og er generelt bare et meget søvnigt menneske, så jeg lader bøgerne opsluge mig på andre tidspunkter i stedet :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis. Det er bare trist og nostalgisk, men også bare en naturlig udvikling. Desuden er der også ulempen ved at sluge bøger så hurtigt, at jeg ofte føler, at jeg går glip af noget i forbifarten. Eller bare fortryder, at jeg ikke gav mig mere tid. På den måde er den langsomme læseoplevelse måske mere fordybende - hvor den altopslugende er mere absorberende. Jeg ved det ikke helt.

      Slet
  6. For mig er der virkeligt også langt imellem bøger, som man komplet glemmer tid og sted for. Det skete ved Dødsregalierne, som jeg købte på dagen den udkom og for nyligt ved The Fault in Our Stars. Jeg var helt opslugt og havde hengivet mig fuldstændig til den fantastiske, urimeligt sørgelige historie. Jeg ville ønske, at jeg havde givet den lidt mere tid. At jeg havde taget mig mere tid. Jeg ville så gerne have oplevelsen af førstegangsgennemlæsningen af den bog igen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis! Når man sluger en bog så hurtigt, er det også bare et problem på flere måder, for så føler man, at den er gledet alt for hurtigt ud af ens hænder. Det er rart at læse en bog en hel nat, men nogle bøger fortjener også mere tid. Det er svært..

      Slet
  7. De lange nætter sker da både tit og ofte her i hus;o Men så er jeg også udpræget b-menneske!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ah ja, det har helt bestemt også noget at sige i den sag ;)

      Slet