lørdag den 22. november 2014

"Den flammende verden" af Siri Hustvedt

"Den flammende verden" (org. titel "The Blazing World") af Siri Hustvedt, fra forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2014. Læst på dansk – originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof. 4/5 stjerner

"Den flammende verden" er en roman, der udspyder røde flammer af arrigskab og vrede. Det er en fortælling om den indebrændte kunstner Harriet Burden, hvis udstillinger aldrig har fået den mindste anerkendelse eller opmærksomhed i New Yorks kunstnermiljø. Som en del af et større eksperiment beslutter Harriet Burden sig for at lege med perception og opfattelse ved at starte et projekt, som hun kalder Maskeringer. Hun lader mandlige kunstnere tage æren for hendes arbejde for at se, om hendes kunst i så fald vil blive bedre modtaget.
Eksperimentet er storslået, larmende og forvirrende. Da den endelige afsløring finder sted, og Harriet Burden træder frem er kunstverdenen lammet af mistro – især fordi Burden forrådes af sin sidste samarbejdspartner, Rune, som glødende benægter Harriets rolle i udstillingen, som han lagde navn til. 
"Den flammende verden" fortæller Harriet Burdens historie som en samling af tekster, der er blevet opsporet efter Harriets død. En kritiker udgiver uddrag af Harriet Burdens egne dagbøger, altimens brudstykker fra kritikere, fans og familiemedlemmer også er indarbejdet i fortællingen som modstridende synspunkter på Harriet Burdens komplicerede liv.

Det er som om, alle verdenerne i mit hoved er døende, mine flammende verdener, som jeg har klynget mig til med alt hvad jeg har, er langsomt ved at slukkes.

Da jeg var halvvejs igennem "Den flammende verden", kom Siri Hustvedt til Danmark. Jeg begav mig både afsted til hendes interview på Den Sorte Diamant og så hende igen dagen efter, da hun gæstede Politikens Boghal. Da jeg tog afsted var jeg anelse bekymret for at få spoleret den bog, jeg endnu var igang med, men da jeg begav mig hjem igen, gik det op for mig, at det slet ikke var tilfældet. Ordene på siderne havde ganske rigtigt forandret sig efter det store forfattermøde. De var kun blevet større.
Det er nu et par år siden, at jeg blindt samlede "Det jeg elskede" op fra hylderne i et gammelt antikvariat. Jeg læste bogen straks derefter, og jeg husker den stadig som en bog, der vibrerede af intellektualitet, sørgmodighed og puslespilslignende spørgsmålstegn. Den var smuk og skræmmende på én og samme tid; og akkurat det samme har jeg nu lyst til at skrive om "Den flammende verden".
Skal jeg være helt ærlig, er der ting i Siri Hustvedts nyeste bog, som jeg aldrig ville have skænket en tanke, hvis jeg ikke havde hørt forfatteren selv fremhæve det. For romanen er langt mere end en tekst om perception; den er en øvelse i det. Bogens kapitler består af vidnesudsagn, artikler, samtaler om Harriet Burdens liv samt lejlighedsvise uddrag af de dagbøger, Burden skrev adskillige af, da hun endnu var i live. Det er små brudstykker af en større historie, omhyggeligt redigeret og udvalgt af en forsker, der tilfældigt faldt over Burdens historie og synes, den var vigtig nok til at afsløre. Men hvilke motiver har denne forsker? Hvilke dele af Burdens omfangsrige dagbogsskriveri vælger han at offentliggøre og hvilke vælger han at udelade? Og er den historie, vi læser i "Den flammende verden" i virkeligheden ikke blot små uddrag af et helt liv? En historie der er blevet manipuleret med i en sådan grad, at den leder vores opfattelse i en særlig retning?

Jeg kunne især godt lide al skriften på væggene, fordi det fik mig til at føle, at jeg gik ind i en bog, ikke i den forstand at jeg bogstaveligt talt gik på siderne, men at jeg bevægede mig rundt i rummet mellem ordene og de billeder, man skaber i bevidstheden, når man læser. Jeg oplevede også små pust af minder, der steg op og atter forsvandt, en halvt om halvt bekendt del af et sted eller af en tanke, ofte et let smertefuldt minde, hang et øjeblik i min bevidsthed og forduftede igen.” 

"Den flammende verden" er et djævelsk rod af intertekstualitet, metafiktion, genreskift og manipulation. Det er en roman, der er ufatteligt svær at læse, fordi dens vigtigste ord altid står mellem dens linjer. Det er en upålidelig roman, som man slet ikke kan stole på, for ikke ét eneste kapitel er skrevet uden henblik på den pågældende fortællers motiv. Alle karakterne i denne bog har deres egne motiver; og selv de ord, der er skrevet af Harriet Burden selv, er kun en brøkdel af sandheden. Og der er så mange sandheder at holde styr på.
Der er ingen tvivl om, at Hustvedt leger med sin læser. Hun slører en historie og tilbyder usammenhængende brudstykker, skubber historien i én retning og en anden, vandrer ind i blindgyder og labyrintmørke og besvarer aldrig det mest essentielle spørgsmål, om de stemmer der befinder sig bag Harriets egen.
Bogen er et eksperimentelt mesterværk – noget man skal læse med tungen lige i munden, øjnene vidtåbne og i et indelukket verdensrum.  Hustvedt stiller vigtige spørgsmålstegn ved måden at opfatte mennesker på, at opfatte bøger på og at opfatte køn på. Bogen tager sin læser på en rejse gennem New Yorks lukkede kunstnersamfund, der er så velskrevet, at de mange gallerier, værksteder og malerpensler kommer til live for øjnene af en. Harriet Burdens karakter udsender en lammende varme, der brænder romanen op indefra og gør hvert ord til et spiddende stik. Flammende, fortærende og levende – intellektuelt overlegen og fyldt med så mange detaljer, at man ikke kan undgå følelsen af at have overset noget. Bogen og dens forfatter har efterladt mig åndeløs.

8 kommentarer:

  1. Den lyder vanvittig spændende. Tak for tipset :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var skam det mindste – bogen er bestemt en anbefaling værd!

      Slet
  2. Jeg har aldrig fået læst noget af Siri Hustvedt, og det er da en stor fejl. Hvor er det spændende, at du har hørt forfatteren både i Den Sorte Diamant og Politikens Boghal.

    SvarSlet
    Svar
    1. I så fald har du virkelig noget at glæde dig til. Hun skriver helt genialt.

      Og ja, det var virkelig spændende at høre hende. Hun er sådan en skarp, intelligent person.

      Slet
  3. Jeg elsker den bog, og dine billeder er så fine, ligesom dine ord. Det er dejligt, dejligt, dejligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak du skønne! Det er virkelig en god, god, god bog. Lever stadig højt på det interview i Boghallen. Nøj, det var fedt!

      Slet
  4. Jeg elsker elsker ELSKER Siri Hustvedt og denne er helt fantastisk! Tror aldrig, at jeg vil glemme den ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er virkelig helt enestående! Sikke en fortællerleg!

      Slet