Heltinde-hyldest #6: Amy March – den forkerte heltinde

Dette er et diskussionsindlæg om karakteren Amy March. Såfremt man ikke har læst Louisa May Alcotts "Little Women" og "Good Wives", kan der være spoilers.

Amy March er det forkerte valg. Ud af de fire heltinder, fire søskende, fire pigehjerter som Alcott introducerer i "Little Women", er Amy den mest forhadte karakter. Det er tydeligvis ikke meningen, man skal holde med hende. Alcott gør mange krumspring for at bruge Amy som kontrast og i stedet placere læserens sympati andetsteds; hos den stille, engleblide Beth eller den larmende, ambitiøse og ligefremme Jo.

Hvis der er en antagonist blandt de fire søstre, er det nok i virkeligheden Amy. Med sin forfængelige besættelse af silkesløjfer og flæser, sin bekymring over sin egen næse og sin forgyldte ambition om at gifte sig til rigdom og overflod, er Amy et eksempel på alle de forkerte værdier i verden. Hun er til tider tankeløs, hævngerrig og ondskabsfuld – som da hun brænder Jos manuskript eller begræder tabet af en forbudt frugt. Amy er egoistisk, tankeløs og altid, altid, altid forfængelig. Men hun er også den yngste, den mindst betydningsfulde og den mest oversete blandt sine søstre.

Det man bør huske, når man læser om Amy er, at hun er et barn. Hun er et egoistisk, naivt og tilsidesat barn, der tigger efter opmærksomhed, opsøger grænser og afprøver reaktioner. Hvad drømte jeg selv om, da jeg var barn? Skønhed, rigdom og kærlighed. De selvsamme ting som Amy søger – og som den eneste opnår. Da jeg var yngre, betragtede jeg derfor Amy som en slags eventyrsprinsesse. Og jeg holdte med hende. Hun forekom mig som historiens sande vinder, og i modsætning til resten af verden har Lauries valg altid virket naturligt for mig. For burde eventyrsprinsessen ikke få prinsen? 

“You don’t need scores of suitors. You need only one… if he’s the right one.”

Når man læser om Amy, kan man hurtigt fristes til at hade hende. Men jeg tror, at det er vigtigt at huske, at Amy March er skrevet med kærlighed. Hun er løst baseret på Alcotts egen søster, May, som både var stædig og målbevidst til stor morskab for Alcott-familien.
Det sjove er, at Amy March og Jo March gennem hele bogen fremstilles som modsætninger. De kan ikke forenes, de kæmper og de skændes indbyrdes, og læserens sympati skubbes altid i retning af Jo. Men er Amy og Jo ikke ens, når de kommer til stykket? Begge kendetegnes ved deres stædighed, deres vredesudbrud og deres store drømme, men af en eller anden grund fremstilles Jos drømme som værende mere ædle end Amys. For Amy vover at være materialistisk og ytre håb om luksus og overflod, om ubekymret rigdom og et simpelt, selvfølgeligt liv – hvorimod Jo vil være forfatter, leve af sin pen og sælge bøger i massevis. Begge søstre drømmer om penge. Begge søstre er materialistiske. Det er blot i midlerne dertil, de adskilles; Jo vil skrive sig til rigdom, altimens Amy vil giftes sig til den. 
Jo er den talentfulde i familien, og hendes historier behandles med varsom ærefrygt. Hendes ord skal redde hende. Hun udgiver en bog, hun slet ikke bryder sig om, og hun skriver sensationshistorier i avisspalterne for at sende ekstra penge hjem til Beth. Hun bryder med sine egne principper, går på kompromis med sit talent, og derfor skriver hun skriver sig selv ud af den situation, hun er blevet bragt i. Helt modsat Amy.
For er Amy ikke også kunstnerisk? Selvom hendes skulpturer, malerier og gibsafstøbninger behandles med en vis grad af fniseri er Amy i ligeså høj grad en kunstner som Jo. Amy har talent, og det er dét, hun ønsker sig: talent for talentets skyld og ikke for pengene. I modsætning til Jo forbinder Amy nemlig ikke kunsten med penge; hun forbinder den med skabelsen af noget smukt. Noget overjordisk. Noget fuldendt. Hvilket bringer mig tilbage til mit forrige spørgsmål – skal vi betragte Jo som den ædle kunstner, Alcott gør hende til? 

“Let us be elegant or die!”

Selvfølgelig drømmer Amy og Jo om penge, selvfølgelig sukker Meg efter rigdom, og selvfølgelig opdager selv den engleblide Beth, at hun har ønsker, som kun penge kan opfylde. March-familien er portrætteret som et mærkeligt mellemled mellem fattigdom og overflod; de har navnet til at omgås overklassens elegance, men de har ikke midlerne til at passe ind. De er økonomisk underlegne overalt, hvor de færdes, men etikette påbyder dem at møde op alligevel og derved få en konstant påmindelse om, alt det de ikke har, og alt det de ikke er.
Amy siger, hun vil gifte sig til penge, fordi det virker som denne nemmeste løsning på hendes problem. En udvej og en genvej der betyder, at hun kan male for kunstens skyld og leve ubekymret. Men gifter Amy sig til penge? Det tror jeg ikke, hun gør. Da hun får muligheden, vælger hun kærligheden, og hendes dannelsesrejse er dermed komplet. Jeg har altid været fascineret af hendes karakterudvikling, som er den største af alle. Fra en stædig og næsten køligt målbevidst pige forandres Amy til en varmhjertet, kærlig og beundringsværdig kvinde. Har man læst "Little Men" og "Jo's Boys", vil man vide, at ethvert spor af overfladiskhed i Amys karakter forsvinder som dug fra solen.
Jeg elsker alle de fire søstre i "Little Women". Jeg voksede op med dem, jeg græd og grinede med dem, og jeg efterlod mit hjerte hos dem. Beth var i mange år min yndling, men efterhånden har jeg indset, at hun snarere er en helgen end et menneske. Amy er derimod gennemført menneskelig; hun er et stædigt væsen, jeg kan genkende mig selv i med fejl, mangler og store sejre. Hun er en sentimental drømmer og samtidig så praktisk, at hendes logik grænser til det kyniske. Hun oversimplificerer verden, undervurderer konstant sine egne følelser og ender med at overraske alle – endda også sig selv – med sit hjerte af guld.
Når man møder Amy i "Little Women" for første gang, har hun en plan for sit liv. En veldefineret, tydelig og helt ligetil plan. Hun drømmer om fine kjoler, store silkesløjfer og om et klassisk kærlighedsscenarie, hvor en rig mand vil dukke op og redde hende fra et trivielt liv. Alle Amys brændende barndomsønsker bliver i bogens slutning til virkelighed, men på en helt anden måde og med et helt andet middel, end den tolvårige Amy havde planlagt. Og er det smukkeste ved kærligheden vel netop ikke dens uforudsigelighed?

Har I læst "Little Women"? I så fald, hvem af pigerne synes I er bogens heltinde? Er Amy karakteren I elsker at hade, eller synes I, ligesom mig, at det er mere kompliceret end som så? Hvem af de fire pigebørn indtager den største plads i jeres hjerter?