fredag den 16. januar 2015

Anmeldereksemplarer, troværdighed og egne meninger

I sidste uge så jeg en interessant diskussion i min Twitter-feed, og senere opdagede jeg, at den selvsamme diskussion gav genlyd i kommentarsporet til dette indlæg. Det der blev diskuteret var bogbloggere og anmeldereksemplarer. Om hvorvidt man skulle bekendtgøre, at man anmeldte en bog for et forlag, eller om man blot skulle udelade det tekniske og skrive en ærlig anmeldelse uden distraheringer.
Det korrekte svar eksisterer, og det er kort: bliver man som blogger tilsendt en gave/vare, er man forpligtet til at skrive det. Reklamer på blogs (både via betalte indlæg eller sponsorerede gaver) er en særpræget, nyligt opstået reklamekunst, der er svær for forbrugere at skelne, og derfor er det bloggerens pligt at gøre sine læsere opmærksom på det. Det er ikke til diskussion. Overhovedet.
Men det næste, langt mere indviklede og omdiskuterede spørgsmål er, hvorvidt man i så fald kan stole på bloggerens anmeldelse af et foræret produkt. I kommentarsporet jeg tidligere linkede til, gør flere opmærksomme på, at der er en lille rød alarmknap, der lyser, når de ser ordet "anmeldereksemplar" blive brugt i en boganmeldelse. Faktisk har jeg set flere, der decideret mente, at de ikke ville skrive, at en bog var et anmeldereksemplar, fordi de følte, det devaluerede deres mening. Men gør det det? Er det lille ord 'anmeldereksemplar' virkelig så farligt? 

For de, der ikke er en del af bogbloggerverdenen, vil jeg gerne klargøre anmelderprocessen. For et anmeldereksemplar er oftest en bog, man selv henvender sig til et forlag og beder om.  Man tilbyder en anmeldelse i bytte for en bog og forpligter sig derved til at læse den. Når man beder om et anmeldereksemplar, binder man således flere timer af sin egen tid på en bog. Og derfor er det vel logisk, at man kun henvender sig, når man er oprigtigt interesseret i en bog. Derfor er en anmeldelse af et anmeldereksemplar slet ikke så anderledes fra en anmeldelse af en selvindkøbt bog – begge typer bøger er jo bøger, man har gjort sig overvejelser om og oprigtigt ønsket at læse. Jeg kunne i hvert fald ikke forestille mig, at det ville være synderligt fristende at forpligte sig til at læse og anmelde en bog, som man ikke havde en reel interesse i.
Sommetider sender forlag dog også bøger ud som en del af en større kampagne, som flere bloggere automatisk er tænkt ind i. Det er derfor ikke bøger, man selv har bedt om – men det er til gengæld heller ikke bøger, man har forpligtet sig til at læse. Bøger der er tilsendt uden kontakt til bloggeren først, er man ikke forpligtet til at skrive om. Men hvis de interesserer en, vil man selvfølgelig oftest gøre det alligevel. Af egen interesse.

Personligt er jeg meget kræsen. Jeg henvender mig kun med henblik på anmeldelse, hvis det er en bog, jeg ikke kan modstå. Såsom bøger af Tove Jansson, en forfatter jeg altid har beundret, eller David Mitchell som jeg har tænkt på lige siden, jeg læste "Cloud Atlas". Eller Jojo Moyes, hvis første bog jeg læste på engelsk, og som efterlod mig sønderknust. Eller Donna Tartts "Stillidsen" som jeg havde ventet på i flere år. Det er bøger, jeg havde læst uanset hvad.
Og så er der selvfølgelig andre og mere eksperimenterende forsøg, der automatisk medfølger, når jeg åbner postkassen og finder en uventet bogpakke. Det er bøger, jeg ikke nødvendigvis selv ville have købt, men som vækker min nysgerrighed, fordi de befinder sig lige foran mig. Bøger af Tom Rachman, Anne-Marie Vedsø Olesen, Anne B. Ragde og James Dashner. Sommetider får jeg en positiv overraskelse, andre gange en negativ. Men jeg får også stillet min nysgerrighed i forbifarten.
Der er også alle de andre bøger. Alle dem som jeg aldrig når frem på bloggen eller alle dem, som jeg takker nej til. Dem som jeg ikke kan overskue at investere min tid eller et blogindlæg på. Dem er der mange af. Og dem sorterer jeg fra. Hvis et anmeldereksemplar når frem på min blog, så er det fordi, jeg på et eller andet tidspunkt har haft lyst til at læse bogen. 

Jeg har gennem bloggens levetid både givet en, to, tre, fire og fem stjerner til bøger, der var et anmeldereksemplar. Og det er ærligt. For et anmeldereksemplar er ligesom alle andre bøger; en bog jeg har brugt tid og energi på, og som jeg bliver irriteret på, hvis den ikke har været tiden værd.
Af samme grund har jeg aldrig skrevet den velkendte frase: "selvom bogen er tilsendt fra et forlag, er meningerne mine egne". For giver det ikke sig selv? Er det ikke åbenlyst, at hvis et anmeldereksemplar har fået to stjerner, så er meningen min egen? Og er det ikke åbenlyst, at hvis jeg hylder et anmeldereksemplar som en ny yndlingsbog, så er meningen og begejstringen ligeledes min egen? Det håber jeg, at det er. For hvad er pointen ellers?
Jeg skriver altid, når en bog er et anmeldereksemplar. Det står øverst i min anmeldelse blandt bogens standardinfo. Og helt ærligt så synes jeg ikke, det bør gøre en forskel. Hverken for anmeldelsen eller for læsningen af den. Problemet opstår først, når man tilbageholder informationer – også selvom det blot er af frygt for, hvad andre vil tænke. 

40 kommentarer:

  1. Jeg er så evigt enig, Rikke! Enhver anmeldelse bør afspejle ærlighed - uanset om bogen, den omhandler, er købt og betalt af egen lomme, eller om bogen er tilsendt fra et forlag på eget initiativ.

    SvarSlet
    Svar
    1. Præcis. Simplere kan det ikke siges.

      Slet
  2. Jeg tror aldrig der kan opstå tvivl om, hvis meninger det er, når et anmeldereksemplar får en dårlig anmeldelse, men man kan selvfølgelig godt lige studse en gang ekstra over det, når anmeldelsen er fantastisk.
    På den anden side, så læser jeg personligt kun blogs, hvor jeg føler, at bloggeren virkelig mener alt hvad hun skriver. Det øjeblik et indlæg virker købt og påtvunget daler min respekt drastisk! Og det kan man altså tydeligt mærke.

    Markeringen skal være der, uden tvivl. Hvis den gør dig i tvivl om ærligheden af indlægget, så er det fordi du i forvejen ikke stoler nok på bloggeren.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jaeh – men hvis man gentænker anmelderprocessen, giver det så ikke god mening, at der også kommer en god anmeldelse indimellem? Det er jo en bog, bloggeren selv har vist interesse for og bedt om. Og vigtigst af alt, brugt tid på.

      Man kan nemlig tydeligt mærke, når nogen er reel eller ej. Det skinner tit igennem, og det er altså meget ubehageligt, synes jeg. Og det lader til, vi begge er nået frem til samme pointe: Hvis man tvivler på anmeldelsen, er det ikke fordi, der står 'anmeldereksemplar' i teksten. Så er det snarere fordi, man ikke stoler på bloggeren.

      Slet
  3. Jeg er helt enig i dine betragtninger, Rikke, men hvordan forholder du dig så til blot at vise bøgerne på bloggen som del af en bogstak eller lignende. Den slags er vel også en slags reklame for en bog. Vi fik vist begge uopfordret tilsendt "Fakiren, der havde gemt sig i et IKEA-skab", hvilken du vist et billede af i et indlæg på et tidspunkt, men (så vidt jeg husker) aldrig omtalte.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ah, ja. Der er bestemt en problematik, som er meget interessant at diskutere. Lige præcis "Fakiren" tror jeg aldrig nåede frem på bloggen. Jeg gav den nemlig væk – men om et billede af den er kommet med i forbifarten kan jeg faktisk ikke huske.

      Jeg tror, mine retningslinjer er sådanne: Et anmeldereksemplar bliver fremsendt som en del af en aftale mellem blogger og forlag. Bloggeren får en bog, forlaget får en anmeldelse. Når anmeldelsen er skrevet, er aftalen vel egentligt overholdt og ophørt? Og så er samarbejdet mellem de to parter og den pågældende bog bragt til ende. Forlaget kan ikke forlange mere, og bloggeren er ikke pålagt at gøre mere. Derfor burde bloggeren i teorien kunne gøre hvad som helst med bogen, fordi den ikke involverer forlaget mere. Eller hvad?

      Det er lidt et væltefelt, som jeg gerne vil undersøge nærmere. Hvad gør du selv i den forbindelse?

      Slet
    2. Jeg har aldrig fået "rigtige anmeldereksemplarer", altså hvor jeg selv har bedt om bogen. Nogle bøger får jeg, fordi jeg har kigget i deres kataloger og tilkendegivet, at jeg synes, at de lyder spændende. Andre får jeg bare uopfordret. Jeg har derfor altid haft en noget-for-noget-aftale med et forlag. Dog skriver jeg, hvis bogen er modtaget fra et forlag.

      Derudover tror jeg ikke, at jeg har vist et eksemplar af en bog, jeg har modtaget, uden også at omtale den. Men den er svær, meget svær. I min "normale boldgade", i familiekategorien er der også meget snak om, hvad man skal oplyse, for der er mærker og pr-bureauer meget flittige til at sende ting uopfordret. Ikke altid til lige stor glæde for modtageren, men det er et skattespørgsmål...

      Slet
  4. Sikke et godt indlæg, Rikke. Jeg får også tilsendt anmeldereksemplarer gennem Bogrummet, så det er bøger, som jeg har ønsket om og måske er heldig at få (der bliver trukket lod blandt dem som ønsker bøger).

    Jeg har altid været lidt på tværs mht. læsning. Jeg gad ikke læse de typiske ungdomsbøger i folkeskolen, men læste i stedet bøger om f.eks. historiske personer og forkortelser af store værker som Borte med Blæsten. På litteraturhistorie var det skønt at udforske genrerne og det har givet mig en form for alsidighed, som nu gør at jeg gerne modtager bøger fra mindre forlag, hvis handlingen vel og mærke lyder spændende.

    Da jeg startede med at læse bogblogs lagde jeg ekstra mærke til dem, som var anmeldereksemplar, men efterhånden tænker jeg ikke mere over det, når jeg læser anmeldelser. Selve anmeldelsen bør være det vigtigste. Jeg havde ikke læst Boglabyrintens indlæg før i dag og jeg synes netop at det er rart at forskellige bogbloggere mener forskellige ting - hvilket forlagene burde respektere.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak. :) Og sikke et smart system med Bogrummet.

      Det er helt sikkert rart med flere, forskellige meninger. Og så vidt jeg ved, er forlagene også gode til at respektere det. Jeg har i hvert fald endnu ikke oplevet nogle problemer.
      Men udgangspunktet bør altid, og skal altid, være ærlighed og troværdighed. Man skal skrive, når noget er et anmeldereksemplar – uanset hvad ens mening så end må være.

      Slet
  5. Jeg syntes det er meget klart at du er meget oprigtig, både i dine blogindlæg og vlogs, og det kan jeg rigtig godt lide :)

    Men jeg har dog set blogs som ikke er det og hvor det tydeligt kan ses i anmeldelserne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Rart at høre – mange tak!

      Og det er til gengæld ikke så rart at høre. Jeg forstår ikke, hvordan det kan lade sig gøre. Aftalen er altid et produkt for en mening, og hvis meningen ikke er reel, kan den slet ikke bruges til noget. Hverken for bloggeren, virksomheden eller læseren.

      Slet
  6. Jeg har aldrig tænkt over dette på din blog, da du altid virker saglig og ærlig i dine anmeldser.
    Ved bøger og bogbloggere oplever jeg aldrig samme kritiske tilgang til anmeldereksemplarer som hos andre bloggertyper og er helt enig med dig i at det skal forekomme synligt at det er en anmelderbog, på den eller den anden måde. Personligt ville jeg nok snarere tage afstand til både en boganmeldelser såsom bloggeren selv hvis det kom frem at de har hemmeligholdt informationer fremfor bare at stå ved det.
    Der hvor jeg oplever at mine alarmklokker ringer er hvis en blogger altid er OVER glad i anmeldser som er sponsoreret om det er en anmeldereksemplarer eller skønhedsbloggere der har fået noget til sendt (har oftest set det hos de sidst nævnt). Det er når anmeldelserne mister troværdigheden ved ikke at være lige så saglige som deres andre anmeldelser at jeg oplever at mine alarmklokker ringer.

    Ps. et super fint emne at tage op! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg glad for at høre. Det er også det, jeg stræber efter :)

      Og jeg er helt enig. Afstanden og problemet opstår vel først, når man som blogger føler, at der er noget at skjule. Så er der et eller andet, som er ikke er, som det bør være.
      Og ja – det kan selvfølgelig godt se lidt lunkent ud, selvom det i teorien godt kan lade sig gøre. Som læser vil man nok gerne bare have balance i alting.

      Slet
  7. Når jeg leser bokblogger, er det fordi jeg enten ønsker tips til nye bøker, eller lyst til å se andre syn på noe jeg selv har lest. Jeg leser derfor bare bokblogger som framstår som seriøse, altså at de behandler stoffet på en seriøs og flersidig måte. Jeg går ut fra at de skriver at de liker noe fordi de faktisk gjør det. Og heldigvis er de fleste akkurat slik! I Norge tor jeg at man er pålagt å opplyse om at et produkt er sponset, og det synes jeg er bra. Jeg har ingen problemer med at bokbloggere får tilsendt bøker, men jeg blir skuffet dersom jeg finner ut at de har mottatt anmeldereksemplarer uten å opplyse om det. Det er det som i størst grad kan svekke troverdigheten til en bokblogger, i mine øyne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Man er også pålagt at oplyse det i Danmark, og det synes jeg også er en ganske fin regel. For læseren skal have lov at skelne og have alle informationer om de indlæg, vedkommende læser.

      Og jeg er helt enig med dig! Det skal oplyses. Det er det vigtigste.

      Slet
  8. Åh, hvor forstår jeg virkelig ikke den diskussion. Når jeg læser en anmeldelse, er jeg da fuldstændig ligeglad med, om bogen er et anmeldereksemplar eller ej. Jeg forventer jo, at bloggeren altid kommer med sin egen mening - også selvom personen ikke selv har været ude og købe bogen. De fleste anmeldereksemplarer kommer jo fordi, bloggeren selv spørger forlaget/forfatteren om den, og så regner jeg da også med, det er fordi, bloggeren virkelig er interesseret i bogen. Derfor har jeg det egentlig også lidt svært med, når folk siger, at de ikke føler, de kan stole på bloggeren, hvis alle anmeldelser af anmeldereksemplarer er positive. Man kan jo sagtens lade være med at tage chancer med anmeldereksemplarerne, og udelukkende blive begejstret for de anmeldereksemplarer man læser. Det er jo præcis ligesom, hvis man stort set udelukkende læser bøger, man synes er gode, uden det er anmeldereksemplarer.

    Når det er sagt, så har diskussionen dog fået mig til at tænke meget over, om folk egentlig finder mine anmeldelser utroværdige, netop fordi jeg tydeligt skriver, når der er tale om et anmeldereksemplar. For jeg ville jo aldrig hævde, at en bog var fantastisk, hvis jeg ikke synes det, bare fordi det var et anmeldereksemplar. Og samtidig vil der aldrig være forskel på, hvordan jeg anmelder mine læste bøger, uanset om jeg selv har købt dem, eller om de er anmeldereksemplarer.

    Til gengæld stoler jeg ikke på dem, som ikke vil skrive, når der er tale om anmeldereksemplarer. For så er det først, jeg begynder at overveje, om det er fordi, de prøver at skjule noget. Med ærlighed kommer man altså bare længst - også når det gælder anmeldelser.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er helt enig Simone. Du har sat ord på mine tanker!
      Men derudover et eftertænksomt indlæg Rikke! :)

      Slet
    2. Præcis. Da jeg fik "Stillidsen" tilsendt var det jo et sikkert valg. Jeg elsker Donna Tartt, så chancen for, at jeg ville elske den roman var stor. Ligeledes med Tove Janssons bøger. Det var meant to be, og det havde det været uanset om bøgerne var købt eller tilsendt.
      Hvis man altid vælger med så stor sikkerhed, så kan det sagtens resultere i et bjerg af positive anmeldelser. Og hvis bloggeren er troværdig nok og oplyser det, vedkommende skal, så er det, som det skal være.

      Ærlighed er det vigtigste. Og det væsentligste.

      Slet
    3. Jeg siger da også nej til visse anmelder-eksemplarer, simpelthen fordi jeg ikke gider læse dem eller ikke rigtig tror det er noget for mig. Har aldrig rigtig brudt mig om lyrik, så derfor siger jeg jo nej til de lyrikudgivelser jeg får tilbudt. Det er bare ikke rigtig mig. Dengang vi fik Leoniderne #1: Spektrum til bogbloggertræffet, jamen der endte jeg med at elske bogen, men det var faktisk en jeg ville have købt selv alligevel, fordi jeg synes den lød så god.

      Slet
  9. Jeg er fuldstændig enig med dig. Man mister jo netop troværdigheden som er så vigtig, ved 1. At skjule at det er en anmeldelseseksemplar. 2. ved at skrive en anmeldelse efter at det er en anmeldelseseksemplar.

    Jeg har selv lige givet et anmeldelseseksemplar 3 stjerner og har ligesom dig givet fra den ene ende af skalaen til den anden i al den tid jeg har haft bloggen. Hvis ikke man anmelder ud fra ens egne meninger så kan man lige så godt lade være. Det er min helt ærlige mening.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er meget enig! Jeg synes det bliv lidt ubehageligt der omkring jul/nytår, hvor jeg fik flere kommentarer fra folk, der ikke stolede på mine anmeldelser. Man bliver egentlig lidt ked af, at folk ikke stoler på en, for det ligger virkelig ikke til mig at kunne bestikkes eller presses til noget.

      Slet
    2. Præcis! En anmeldelse er jo netop ens egen mening. Hvilken anden funktion har den ellers? Ingen.

      Og Sus – det er jeg virkelig ked af at høre. Det må have gjort meget ondt. Og hvor er det unødvendigt.

      Slet
    3. Jeg synes jo også det var mærkeligt, jeg har aldrig givet 5 stjerner til alle anmeldelser-eksemplarer eller sådan noget, og jeg er altid ærlig (og ret hård også), så jeg forstår ikke rigtig hvor det kommer fra. Det var egentlig derfor jeg begyndte at spekulere i ikke at skrive det, men det syntes jeg jo så heller ikke var det rigtige at gøre, og slet ikke nu hvor jeg ved det er ulovligt.

      Slet
    4. Jeg synes faktisk det virker ret tydeligt at du altid kun siger din mening, så det må være nogen der ikke kender din blog særlig godt? Det må i hvert fald have været en ret ubehagelig oplevelse, jeg håber ikke du kommer til at opleve sådan noget igen.

      Slet
  10. Helt helt enig! Jeg forstår heller ikke den mistænkeliggørelse af anmeldelser og bloggere, som der åbenbart eksisterer hos nogen. Selvfølgelig skriver man da sin egen mening. Faktisk var jeg lidt chokeret over, at nogle ikke oplyser, at der er tale om anmeldereksemplarer, når man faktisk er forpligtet til at oplyse det. Tak fordi du tager det op Rikke! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis! Det er en farlig balancegang, for hvis man ikke nævner det, er det netop dér, troværdigheden netop lider et knæk. Et anmeldereksemplar er i sig selv ikke en farlig ting. Det skal bare behandles med åbenhed.

      Slet
  11. Godt sagt! En tilføjelse til argumentet for hvorfor det netop ikke betyder noget, at bogen er et anmeldereksemplar, kunne være, at aviser og lignende også får tilsendt anmeldereksemplarer - stoler vi mindre på dem af den grund? Eller betragter vi deres anmeldelse som værende mere troværdig, netop fordi de ikke har været ude at købe bogen selv, og dermed ikke har valgt den ud personligt? Bare lige en tanke. :) Uanset hvad, er det en mærkelig diskussion. Man kommer langt med almindelig sund fornuft.

    SvarSlet
    Svar
    1. Præcis. Det har jeg også tænkt på. Og det forvirrer måske sagens yderligere, for de markerer det så vidt jeg ved ikke så tydeligt, fordi alle ved det. Det er mærkeligt.

      Slet
  12. Åh det her er et emne der påvirker mig rigtig meget - og jeg var også en del af den diskussion du linker til. Jeg har altid skrevet det, men ikke fordi jeg vidste jeg skulle (det tænkte jeg da ikke over da jeg startede), men skrev det fordi jeg synes det var lidt ligesom at snyde mine læsere hvis jeg ikke gjorde. Lidt ligesom skjult reklame. Men der er flere og flere som kommenterer og siger, at de ikke stoler på anmeldelsen, hvis der står "anmeldereksemplar", og det bliver jeg egentlig ret ked af. Jeg kan absolut ikke bestikkes, trues eller presses til en god anmeldelse, og jeg har da også givet anmeldereksemplarer alt mellem 1 og 5 stjerner. Så jeg synes ikke rigtig jeg er berettiget til den her tvivl, men det er jo svært at overbevise en læser om. Hvis man følger mig ved man jo, at jeg giver både gode og dårlige ratings til anmeldereksemplarer, men hvad så med dem som bare tilfældigt kommer forbi?

    Under alle omstændigheder fortsætter jeg med at skrive når det er et anmeldereksemplar, selvfølgelig fordi jeg nu ved at jeg er forpligtet til det, men også fordi jeg ikke kan forlige mig med tanken om ikke at gøre det. Jeg kan ikke rystet følelsen af at jeg "snyder" af mig, hvis jeg ikke skriver det. Super godt emne at tage op!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor det skal mistænkeliggøres. Slet ikke når det står skrevet sort på hvidt, og ikke er skjult fra bloggerens side. Behandles det med åbenhed bør det modtages ligesådan. Det mener jeg virkelig.

      Det gør mig ked af det, at du er blevet ramt. Det er en så relevant diskussion for bloggere generelt, og jeg kan godt forstå hvis læsere sommetider bliver forvirret. Men der er intet at blive forvirret over. Som bogblogger bruger man så meget tid på at læse en bog, at det ville være latterligt at opfordre andre til at læse en bog, man ikke selv kan anbefale.

      Det er også lidt "snyd" ikke at skrive det. Man er som blogger forpligtet til det – både af loven og overfor sine læsere. Og helt ærligt, så er der jo intet at skjule, når man blot mener hvert ord, man siger.

      Slet
    2. Nej, og jeg synes virkelig det virker meget mere suspekt hvis man ikke gør det. Så virker det da først som om man skjuler noget, og derfor forstår jeg heller ikke rigtig at man synes det er "mistænkeligt" når der står anmelder-eksemplar. Det er da 100 gange mere mistænkeligt IKKE at gøre det?

      Altså, jeg har fulgt en amerikansk blog som konsekvent ikke poster dårlige anmeldelser. Ikke fordi hun roser alle bøger, men hun anmelder kun dem hun kan lide, og det synes jeg er fint, fordi hun er virkelig god til at skrive, at det forholder sig sådan og så videre. Hun skjuler ikke hvad hun gør og hvorfor, og man kan også se på hendes goodreads, at de bøger hun synes knap så meget om, dem giver hun både 1 og 2 stjerner, hun vælger bare kun at anmelde dem hun kunne lide, og det er vel også fair nok. Det synes jeg slet ikke er mistænkeligt, fordi hun netop skriver tydeligt at det er det hun gør.

      Slet
  13. Det her er bare et rigtig godt indlæg Rikke, super godt at du har slået nogle søm fast og gjort op med nogle fordomme som jeg er sikker på mange mennesker har med lige præcis det her problem.
    Jeg syntes det er herligt hvordan du virkelig skærer det ud i pap som du gør.
    Selv gør jeg også opmærksom på hvis det er et anmeldereksemplar som noget af det første i anmeldelsen, men jeg syntes ligesom dig også at det er ret indlysende at alle meninger er mine egne, eftersom det jo kun er mig der skriver på min blog.
    Jeg kan slet ikke forstå dem der tænker at anmeldereksemplar-anmeldelser skulle forestille at være mindre ærlige end andre, jeg skal selvfølgelig ikke udtale mig om hvordan andre håndterer den slags 'forventninger', men for mit eget vedkommende holder jeg mig da altid til de meninger jeg rent faktisk har om pågældende bog.

    Endnu engang ros til et rigtig godt og oplysende indlæg. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er helt enig med dig. I alt. Og tak for din søde kommentar :)

      Slet
  14. Hvor er jeg bare rungende enig med dig. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan denne diskussion overhovedet er blevet så stor. For mig siger det virkelig sig selv, at man skal skrive det tydeligt, hvis bogen er et anmeldereksemplar. Ligeledes har jeg aldrig været i tvivl om, at det folk nu skriver om de gældende bøger er deres egne meninger.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, det er mærkeligt, at der overhovedet er en diskussion. Men på sin vis er det vel meget fint, once and for all, at få det diskuteret :)

      Slet
  15. Jeg er helt enig i, hvad du skriver og syntes bestemt ikke at dine anmeldelser afspejler om bøgerne er købt eller om du har fået dem som anmeldereksemplar - tvært imod! Selvfølgelig skal det fremgå om bogen er købt eller givet af et forlag, men uanset hvor bogen kommer fra så er det vel klart, at meningerne er ens egne ellers er både læsningen af bogen og skrivning af indlæg tidsspild, og i min verden, på ingen måde relevant. Og for mig som læser er det jo netop bloggerens meninger jeg søger inspiration I, og om jeg selv bør bruge tiden på at læse bogen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er det dejligt at høre. Altsammen! Og jeg er helt enig med dig. Det er bloggerens mening, man læser for. Ikke skjulte motiver.

      Slet
  16. Det bør egentlig give sig selv, at man skriver ærlige anmeldelser — om det drejer sig om anmeldereksemplarer eller ej. Og det overrasker mig lidt, at folk faktisk er så mistroiske, men måske er jeg bare for godtroende i forhold til? Personligt bider jeg nemlig ikke mærke i om en anmeldelse hos en blogger er af et anmeldereksemplar, men begynder bloggeren udelukkende at rose samtlige eksemplarer, og giver fem stjerner hver gang, så ville jeg nok begynde at sætte spørgsmålstegn ved vedkommendes troværdighed.

    SvarSlet
  17. Meget enig i dit indlæg!
    Det er godt nok sjældent at jeg decideret beder om bøger til anmeldelse, selv om jeg er blevet opfordret til det. Måske føler jeg mig lidt som en "nasserøv", der bare beder om freebies, hvilket jo er tåbeligt i og med at jeg selv er blevet opfordret til det.
    Hvis diskussionens præmis er at mange anmeldereksemplarer bliver anmeldt positivt, så er det jo som oftest fordi man allerede på forhånd ved at det er en bog, der virker sympatisk.
    Hos mig er det tit den anden vej rundt. Jeg får tilbudt anmeldereksemplarer både af forlag og selvudgivere, og hvis det er noget som jeg ved på forhånd at jeg ikke vil bryde mig om, så siger jeg pænt nej tak. Der er ingen grund til at spilde min tid eller belaste forfatteren med en dårlig anmeldelse, hvis man på forkant ved at det ikke er et match.
    Derimod siger jeg gerne ja tak, hvis jeg tror det er noget for mig, og derved kommer der som oftest også en positiv anmeldelse ud af det.
    Men hvis det ikke gør, jamen så kommer der en negativ anmeldelse. Det er spillets regler. :-)

    Hvor jeg så måske har en faldgrube er at jeg selv er forfatter og dermed VED hvor lang tid og hvor meget arbejde der ligger i det. Selv i de dårlige bøger. Jeg er også vant til at betalæse for andre forfattere og er "oplært" til at give en konstruktiv og positiv feedback, så man kommer aldrig til at se mig hegle en bog igennem.
    Jeg har altid respekt for værket som helhed, men derfor kan jeg godt have en negativ mening om den.

    Men jeg er glad for - både som bogblogger og forfatter - at bogblogs findes, for med den mængde udgivelser der findes, og det svindende antal anmeldelser i aviserne, så er det rart at se at der kommer flere og flere anmeldelser og også langt bredere end før.
    Og helt ærligt, jeg giver mere for en bogbloggers anmeldelse end en litteraturkritiker for vi er sjældent enige. ;-)

    Og ps. jeg synes din blog er fænomenalt smuk i sin udformning. Thumbs up!

    SvarSlet
  18. Giver dig helt ret Rikke. Alle har mere eller mindre skrevet det samme som jeg ville skrive.

    Er begyndt at skrive når jeg tager noget fra min bogvæg så dem der besøger min blog ikke kun tror at jeg kun læser anmeldereksemplarer.

    Vil til enhver tid skrive om det er et anmeldereksemplar jeg har fået fra forlaget for det er den aftale jeg har med dem. Plus forlagene ved at det er min ærlige mening jeg skriver og ikke noget for at booste deres salg af en "Helt vild fantastisk bog solgt til 5 lande allerede inden udgivelsen"....

    Hvis jeg modtager en mail med forslag om at få en bog til anmeldelse som ikke appellerer til min smag så plejer jeg at skrive pænt nej tak og forklarer hvorfor. Det er ikke fair overfor forfatteren, bogen eller forlaget at læse noget som ingen interesse har for mig.

    Hvor er det skønt at du tager de emner op som du gør, jeg er stadig vild med at komme og læse på din blog :-)

    SvarSlet